Kommentar: Radikalisering, liberalisme og politisk filosofi

Det ideologiske grundlag for den såkaldte afradikaliseringspakke i København er konservativt og anti-liberalt.

Af Ole Poulsen - 23. september 2009

I København skal unge »afradikaliseres«. Tilbage i juni 2009 vedtog et udvalg i Københavns Kommune en såkaldt »anti-radikaliseringspakke«, som bl.a. går ud på, at socialarbejdere, pædagoger m.v. – folk der har jævnligt kontakt til unge og ofte nyder deres tillid – skal holde øje med unges politiske tendenser og rapportere dem til det hemmelige politi, som så kan sætte ind med overvågning og »intervention«, hvis de unge københavnere har »radikale« tendenser.

I september 2009 afsatte borgerrepræsentationen også nogle millioner kroner til efteruddannelse af de kommunale arbejdere, der udgør det såkaldte »front-personale« i overvågningen af de unge, der måske er »søgende« mod radikale tendenser.

Her skal jeg ikke skrive om de retspolitiske problemstillinger i forhold til at benytte socialarbejdere og pædagoger til at spionere mod unge borgere, eller det at myndigheder som det hemmelige politi og kommunalarbejdere skal til at lave registre over folk, der måske »søger« hen mod politiske ideologier og bevægelser.

Men i stedet stille spørgsmålene, om hvad radikalisering er og hvad det vil sige at være radikal.

Radikalisering: En snigende proces

Danmarks hemmelige politi, PET, definerer (fejlagtigt) radikalisme som en »proces, hvori en person i stigende grad accepterer anvendelsen af udemokratiske eller voldelige midler, herunder terror, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål.«

Og ifølge Københavns kommunes integrationsborgmester, Jakob Hougaard, indebærer det både unge, som er »blevet opildnet af Koranen, Mein Kampf eller Det Kommunistiske Manifest«.

Vil det sige, at man nu skal passe på, hvis man er under 20 og gerne vil læse f.eks. et af de religiøse eller politiske hovedværker uden at blive registreret af det hemmelige politi og komme i et register, der eventuelt kan ødelægge ens fremtidige jobmuligheder? Både og.

Det væsentlige ord i Jakob Hougaards definition, er opildnet. Det er ikke nok, at ens lærer eller socialarbejder ser en læse en bog - de skal også vurdere, at man er blevet opildnet af at læse den.

Så hvis man kan holde sin begejstring i kontrol, mens man tygger sig igennem 3. bind af Kapitalen, så skulle man vist være sikker, ikke?

Myndighederne vil da først gribe ind, når man begynder at overveje at tage ordene og filosofien alvorligt – og måske begynder at organisere en fagforening, som man kan læse om i Marx’s værker.

Nej. For inden det kommer så vidt, at man bliver opildnet, er man nemlig kategoriseret som »søgende« (se illustration), og så er ens socialarbejder, pædagog, lærer e.l. forpligtet til at gribe ind og iværksætte »målrettet« forebyggende arbejde.

Og det kræver naturligvis, at der bliver oprettet en profil på en, og at man bliver puttet i kartoteket, så overvågningen kan gå i gang, og det forebyggende arbejde kan målrettes.

De væsentlige ord i PETs definition er altså ikke voldelig eller terror. Disse ord har intet med definitionen på radikalisme at gøre, og PETs påstand er både historisk og politisk uvidende og propagandistisk.

Meningen er, at man skal blive skræmt, når man hører de ord, men de har intet med det egentlige begreb at gøre.

Vold har skam været en sporadisk del af den radikale bevægelse – ligesom det har været en systematisk del af den anti-radikale (dvs. konservative) bevægelse, men det er ikke en del af definitionen på radikalisme.

Næh, de væsentlige ord i PETs tåbelige definition er proces og stigende grad. De er væsentlige, fordi de indikerer, at man kan være ved at blive »radikaliseret«‹ uden selv at vide det.

Og uden at ens lærer eller andre frontarbejdere egentlig ved det, og derfor skal de naturligvis rapportere om en inden, at det kommer så vidt.

Den søgende fase er altså den, hvor man måske læser værker af Karl Marx (Jakob Hougaards eksempel) men endnu ikke nødvendigvis er opildnet af værket.

Inden den er der dog en anden fase - nemlig den »frustrerede fase« (se illustration). Det vil sige den fase, hvor man som ung begynder at stille spørgsmålstegn ved verden og undrer sig over, hvorfor ting er, som de er (det er den fase, der fører til den søgende fase, hvor man måske går på biblioteket og låner en af de omtalte bøger - eller søger på internettet og måske læser denne artikel).

De kommunale frontarbejdere skal sætte ind allerede her, og begynde at holde øje med dig.

De radikale idéer

Hvad er det så for nogle tanker, som er så farlige, at de udgør dele af den snigende og gradvise radikaliseringsproces og derfor skal forebygges?

I en mere detaljeret og mindre propagandistisk definition fra Københavns Kommune og PET indebærer det bl.a. det, at sætte »fokus på forvaltningen af goder i samfundet og ’de riges’ definition af det sociale rum i kombination med opfattelsen af ’samfundets’ snærende normer og regler«.

Og det vil jo sådan set sige enhver form for politisk tænkning, for det er jo bl.a. spørgsmålene om forvaltningen af samfundets goder, og hvem der har retten og magten til at definere det sociale rum og samfundets regler, der udgør kernen i politisk filosofi og demokratisk diskussion.

Enhver seriøs politisk filosofi eller ideologi beskæftiger sig med netop disse spørgsmål. Ikke bare liberalismen og socialismen, men alle ideologier (måske med undtagelse af konservatismen).

Det er nemlig det at stille disse spørgsmål, politisk filosofi går ud på. Først skal jeg dog lige tage et tilbageblik på radikalismens historiske rødder: den politiske liberalisme og bevægelsen for demokrati i England.

Radikalisme er liberal

Historisk betegner ordet radikalisme den tidlige moderne demokratiske bevægelse i Europa, og begrebet er nært forbundet til liberalismen.

Begrebet opstod i 1700-tallets England som betegnelse for den mere liberale og demokratiske bevægelse. Det engelske parlament havde dengang to løst definerede partier - de ultra-konservative, monarkistiske og feudalistiske toryer, og det demokratiske reform-parti the whigs.

The whigs var modstandere af det absolutte monarki og gik ind for parlamentariske og demokratiske reformer. De ønskede bl.a. at begrænse kongens magt og gik ind for mere udbredt stemmeret, ligesom de gik ind for religionsfrihed og ytringsfrihed.

De radikale liberalister i England støttede bl.a. også den amerikanske selvstændighedskrig og gik ind for afskaffelse af det britiske imperiums toldmure og beskatninger af produkter fra kolonierne.

Det var dog ikke alle i partiet, der var lige opildnede af de liberale vinde, der også havde grebet verden udenfor de britiske øer.

Da den franske revolution brød ud, blev partiet splittet i en liberal fraktion (anført af Charles James Fox) som støttede den republikanske bevægelse i Frankrig, og en moderne konservative fraktion (bl.a. Edmund Burke) som mente, at begivenhederne på kontinentet gik for vidt (og gik ind for begrænset demokrati).

Efter Napoleons kup blev det ulovligt at kalde sig republikaner i Frankrig, så på kontinentet begyndte den demokratiske bevægelse i stedet at kalde sig radikale efter deres støtter i England. Derfra bredte betegnelsen sig til også at omfatte de republikanske bevægelser i bl.a. Sydeuropa, som vendte sig mod kongen og den katolske kirkes magt.

Det mest radikale ved de engelske radikale var dog, at de gik ind for universel stemmeret og valgreform. Det britiske valgsystem var bundkorrupt. Ikke alene var det kun de rige jordejere, der havde stemmeret, valgsystemet var også designet således, at enkelte aristokratiske godsejere på landet, kunne købe eller kontrollere et sæde i parlamentet, mens befolkningen i byerne stort set ikke blev repræsenteret.

Ordet radikal opstod, da James Fox i 1797 opfordrede til en »radikal reform af valgssystemet«.

Ordet blev derefter betegnelsen for alle de bevægelser, der arbejdede for demokratiske og sociale reformer.

I 1820erne og frem lykkedes det at vedtage en række reformer, som bl.a. gav udvidede rettigheder til jøder og katolikker og middelklassen og afskaffede en del af korruptionen, men den radikale bevægelse for universel stemmeret fortsatte, og havde bl.a. forkæmpere som Jeremy Bentham og John Stuart Mill.

Både i byerne og på landet opstod radikale bevægelser blandt bønder og arbejdere, som krævede stemmeret samt grundlæggende sociale og økonomiske reformer.

PET og Københavns Kommune har altså helt ret, når de definerer radikalisme som en bevægelse, der har »fokus på forvaltningen af goder i samfundet og ’de riges’ definition af det sociale rum i kombination med opfattelsen af ’samfundets’ snærende normer og regler.«

Den bevægelse er den demokratiske bevægelse, der kan trække sine rødder direkte tilbage til liberalismens grundlæggere. Uden den bevægelse ville bønder, arbejdere og kvinder aldrig have fået stemmeret, og vi ville ikke have noget parlamentarisk demokrati - magten ville stadig være i hænderne på rige godsejere og kongen.

Radikalismen er en liberal bevægelse, der vover at sætte spørgsmålstegn ved retten til at forvalte samfundet og kræver udvidet demokratisk medindflydelse.

Hvis såkaldte liberale i dag mener, at staten skal modarbejde og forebygge disse radikale og liberale tendenser, så er det blot et tegn på, at de liberale ikke længere er liberale og har forladt sit eget historiske grundlag.

Det peger på, at det ideologiske grundlag for den såkaldte afradikaliseringspakke i København er essentielt konservativt og anti-liberalt.

Politisk filosofi er per definition radikal

Det er ikke kun liberalismen, der er en radikal bevægelse. Kampen for demokratiske reformer i England og det europæiske fastland knyttede sig også til bevægelsen for sociale og økonomiske reformer, og der er altså en glidende overgang mellem de tidlige liberalister og de tidlige socialister.

Men mere principielt, så er enhver politisk filosofi radikal. Filosofi er (eller: burde være) det, at stille de mere grundlæggende (radikale) spørgsmål.

Det er ikke bare at vælge mellem to muligheder givet af den politiske videnskab og den real-politiske konsensus, men også at stille spørgsmål som hvem, der har defineret spørgsmålet således, at der kun er to valgmulighederm, og om der er noget i samfundets strukturer, som gør at kun de spørgsmål dukker op.

Disse spørgsmål er radikale. Ikke bare i PET og Københavns Kommunes definition af ordet, men i den oprindelige og etymologiske definition.

Ordet radikal kommer nemlig af det latinske radix, som betyder rod. Radikal betyder derfor en person eller ideologi, som går til systemets eller samfundets grundlæggende rødder - de dybere og tilbundsgående spørgsmål.

Normal real-politik handler om at tage stilling til overfladiske spørgsmål, dvs. de spørgsmål, der dukker op indenfor rammerne af det givne system, men politisk filosofi handler om at stille spørgsmål ved det reale – altså det på forhånd givne – og overveje om systemet som sådan er skruet ordentligt sammen.

Alle politiske filosoffer er dermed radikale, hvis de da har filosofisk tyngde, og politisk tænkning i sig selv (i eller udenfor universitetet) er led i en radikaliseringsproces, som altså nu skal forebygges og overvåges.

Som man kan se i Københavns Kommunes indsats-diagram, så er det første led i radikaliseringsprocessen at være frustreret - det vil sige, det at begynde at overveje hvorfor samfundet og det politiske system er, som det er - især hvis det ledsages af overvejelser om, hvorvidt det nu også er retfærdigt.

Allerede her skal kommunens frontarbejdere sætte ind med overvågning og forebyggelse, så vedkommende ikke tager skridtet videre til den søgende fase, hvor man begynder at studere den politiske filosofi for at finde svar.

Det må altså betyde, at gymnasielærere f.eks. har pligt til at fraråde elever at søge ind på studier i filosofi eller andre uddannelser, der måtte opfordre til at stille grundlæggende, radikale spørgsmål.

Godt nok omfatter kommunens planer kun folk i alderen 14-20 år. Men de, der er i den alder, skal altså passe på med at stille spørgsmål. Det er nu de kommunale frontarbejderes opgave at sørge for en drastisk nedgang i antallet af københavnske filosofi-studerende.

Ole Poulsen læser filosofi ved Syddansk Universitet.

Artiklen har tidligere været bragt på Ole Poulsens blog: vhs1.blogspot.com

Kommentarer

Kommentar af Fredrik Lidström, 25. oktober 2009

Skriv kommentar