Gilles Deleuze: Invitation til modstand

Et livs passioner bør ikke kontrolleres af ydre årsager, men knyttes til en indre – etisk – nødvendighed, hvor det drejer sig om at bevare sin eksistens, mener filosoffen Gilles Deleuze.

Af Finn Janning - 26. oktober 2009

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) er en af tidens populære filosoffer, som ingen endnu for alvor kender holdbarheden af. Men hvorfor er han blevet så populær? Svaret er, tror jeg, at han modsat mange andre filosoffer er mere simpel og indbydende.

Hovedbudskabet i hans forfatterskab kan illustreres ved hjælp af begrebet rhizom (græsk for jordstængel), som han – sammen med psykiateren Felix Guattari – anvendte til at beskrive, hvordan livet optager fart undervejs. Et liv er altid forbundet med andre fænomener og kræfter. Det er uden begyndelse og slutning; det er et forbindende og mellem fødslen og døden.

Psykologen Jung anvendte samme billede, da han påpegede at erindringen eller bevidstheden om at være i live ikke begynder med fødslen, men ved tre-fire års alderen. Erfaringen har altid foregrebet vores erindring.

Filosofi er for Gilles Deleuze ikke en akademisk diciplin, men en praksis, hvor man må prøve sig frem.

Deleuzes filosofiske projekt fokuserer på, hvordan mennesket kan aktualisere dets potentiale imellem fødslen og døden. Han er af samme grund blevet kaldet og’ets filosof, fordi hans projekt består i at optegne linjer, der forsøger at intensivere livet, sætte livet frit, hvor det er let og dansende

Deleuze begynder sin karriere med en række monografier om velkendte filosoffer, såsom Hume, Bergson, Nietzsche, Spinoza, Leibniz og Foucault. Igennem disse portrætter udvikler han gradvist sin egen filosofiske begrebsapparat, som følger han resten af karrieren.

Hume hjælper ham til at understrege at empirisme er en filosofi af fantasien, ikke en sansernes filosofi. Alt bliver til i kraft af fantasien, hvorfor det også er filosofiens fornemmeste opgave at skabe en tiltro til fantasien. Fra starten af anslås et fiktivt element i hans filosofi.

I forlængelse heraf overtager han Nietzsches samtidsdiagnose, der siger at tidens sygdom ligger i den manglende tro på livets sande kræfter. Modet til at handle er blevet erstattet af et passivt håb – til dels pga. den manglende fantasi. Der er tale om et eksistentielt mod, hvorved filosoffen tør tro på det, som sker.

Nietzsche er, skønt Deleuze selv påpeger Spinoza, i mine øjne den filosof, som har præget af hans tænkning mest, men nok også skræmt ham. Det virker som om, at Nietzsche, når det kommer til stykket, måske er for radikal i sin metafysiske vilje, hvilket måske er grunden til at Deleuze erstatter viljen med et mere medgørligt begær, der er inspireret af Spinoza (Dette sker for alvor i bogen Anti-Ødipus, som han skriver sammen med Guattari).

Efter Nietzsche udfolder han to af Bergsons nøglebegreber: Det potentielle og det aktuelle. Det potentielle skal ikke forveksles med det mulige. Det potentielle virkeliggøres eller aktualiseres i nuet, mens det mulige altid kobles med det reelle, hvorved det mulige ofte kommer til at indeholde mere realitet end hvad, der er muligt. Tænk fx på idealernes pres, når disse skal realiseres!

Det potentielle eksisterer, men er endnu ikke virkeliggjort. Og’et mellem fødslen og døden, selve livet, kan som bekendt virkeliggøres på mange måder. De måder som ikke virkeliggøres vil forblive en potentialitet. Det handler om at turde eksperimentere med livet, fordi han gerne vil bevidne, hvad mennesket egentligt kan.

Projektet er positivt og det er også her at vi finder en del af forklaringen på hans popularitet. Hans projekt skal dog på ingen måde vække associationer til nutidens selvrealisering og udviklingstrang, da Deleuzes aktualisering altid er uden mål. Faktisk kan aktualisering ikke finde sted, hvis den foregribes med et bestemt mål for udvikling.

Dette afholder dog ikke flere fra at ’anvende’ hans tanker, som var der tale om en metode for eksistentiel udvikling. På det punkt er Deleuze tydeligvis nietzscheaner, idet den enkelte selv må skabe vejen igennem livet.

I studiet af Marcel Proust understøtter Deleuze sin tese om, at filosofien ikke handler om at lede efter noget, men om at tage ved lære, når den møder noget. Intet er for småt eller ligegyldigt til ikke at kunne rumme vigtige informationer, vigtige erkendelser. Det handler om åbenhed og modtagelighed.

Der er sågar en kommunikativ sandhed på spil i denne lille bog, nemlig at de informationer som vi modtager altid er neutrale, men ofte kodes og afkodes de inden for en bestemt systematik. (I denne bog og senere kan man se at Deleuze er beslægtet med mange af de tanker man kan finde inden for social semiotik. Det bør måske også nævnes at Deleuze i sine to filmbøger er stærkt inspireret af Peirce semiotik). Problemet med meget af den afkodning som finder sted, er, at det som finder sted tillægges en bestemt mening, som desværre reducerer, negligerer eller minimerer potentialet. Resultatet er at vi intet lærer.

Efter disse studier har Deleuze samlet gods til at understøtte en praksis, der består af åbenhed overfor det, som finder sted, mod til at tro på det, som finder sted, samt endelig fantasien, der gør det skete begribeligt.

Denne praksis er afsættet for det meget produktive samarbejde med Felix Guattari, der løber fra de tidligere 1970’ere og frem til starten af halvfemserne, hvilket mundede ud i bøgerne: Kafka: Pour une Littérature Mineure; Anti-Ødipus; Tusind Plateauer og Hvad er filosofi?

Her springer en ny kraft frem, der vidner om et mod til at producere nogle ideer, som tidens forudsigelighed nærmest skreg på. Ambitionen er langt væk fra det moderne akademis hang til referencer og systemer, som typisk kvæler tanken.

Det er tydeligt at Deleuze på en måde vækkes af Guattari, som på en meget konkret måde har et projekt, der handler om at frigøre mennesket. Disse bøger er mere diagnosticerende end filosoferende og er – måske af samme grund – de mest populære i hans forfatterskab.

Sammen gør de op med psykoanalysen, idet den reducerer alle kræfter til den Ødipale trekant mellem mor, far og mig. Freud har en agenda (et ideal), som den enkelte eksistens kan afvige fra og bør hjælpes tilbage til; hvorimod Deleuze og Guattari taler om at lære at leve med livet, hvilket vil sige at dygtiggøre sig på livet, mens man lever.

Der er ikke nogen master-form, som livet kan føres tilbage til, som var det en skulptur. Livet kan ikke gøres om, men må leves fremadrettet, som også Proust havde lært ham.

De to præciserer at ideen om en eksistentiel kerne eller essen, er roden til al undertrykkelse. Det er klodsen om benet, som afholder mennesket for at blive frit og skabende. Det ses eksempelvis i politiske ideologier og religioner; det ses i megen psykologi og filosofi; samt selvfølgelig i forskellige former for strategisk tænkning lige fra ledelse til optimering af købeadfærd.

Forestillingen om en essens eller et ideal åbner op for en normativitet, der uanset hvor god og retfærdig denne hævder at være, er en ensrettet vej, der udspringer af en forestilling om en sans unique, den ’unikke’ eller ’gode’ mening. Hvem skal definere det gode og rigtige?

Deleuze og Guattari forstår mennesket som en eksistentiel kraft, der kan påvirke og blive påvirket af andre eksistenser, hvorved der åbnes op for flere meninger, flere livsmuligheder. Desværre bliver livet ofte fastlåst i en abstrakt diskussion, der handler om hvem, der har den bedste forestilling om den rigtige kerne, en magtkamp om hvad, hvad skal være.

Denne kamp dræber tanken og derved eksistensen, påpeger de. Det er tydeligt at spore en stærk inspiration af Nietzsche, men også af deres kollega Michel Foucaults arbejde omkring magt og viden.

De to plæderer for en mere spontan tænkning og eksistens, en modstand overfor tidens kontrollerende instanser af det enkelte menneskes muligheds rum. Deleuze og Guattari kæmper imod den moderne hang til at funktionsopdele samfundet i systemer, der måske har stor forklaringskraft, men ingen læringsværdi.

Hvad handler f.eks. Kafkas fortælling Forvandlingen om? Flere mener at der er tale om en søns forvandlende opgør med faderen, familien og traditionen. Men i bund og grund handler Forvandlingen bare om en ulækker og yderst grotesk forvandling af et menneske til et insekt. Sådanne mennesker findes!

I slutningen af tredserne indleverer Deleuze sin disputats Forskel og gentagelse, som året efter suppleres med bogen Meningens logic, hvilket er kutyme i Frankrig. Her forfatter han for første gang sine egne tanker.

Han understreger at hans projekt er eksistentielt med fokus på klassiske eksistentielle begreber, såsom frihed og etik. For Deleuze er et liv etisk, idet at leve handler om at gøre sig værdig til at rumme det, som sker med en.

At gøre sig værdig sker aldrig i henhold til givne normer eller regler, men altid i frivillighed.

Denne brug af ordet værdig kan skure i moderne øre, hvor mange er opdraget til at gøre sig værdige til at opnå noget bestemt, f.eks. en is, en god karakter, en forfremmelse, hvorved måden man gør sig værdig på er farvet af endemålet.

Det er klart at den gøren sig værdig, som Deleuze taler om, altid er uden endemål. Det er en måde at sætte sin egen eksistens på spil, en form for nysgerrig udforskning af livet, der kan bevæge sig i alle mulige retninger (jf. ideen om rhizome). Her kvæler det moderne demokrati med dets mange regler og idealer ofte trangen til og muligheden for at eksperimentere.

Med inspiration fra Spinoza påpeger Deleuze, at et livs passioner ikke bør kontrolleres af ydre årsager, men ene og alene af indre. Passionerne er knyttet til en indre – etisk – nødvendighed, hvor det drejer sig om at bevare sin eksistens.

Denne nødvendighed – hævder Deleuze – medfører glæde, når den udfoldes. Enhver magt til at handle er forbundet med evnen til at lade sig påvirke. At magte livet uanset, hvad der møder os.

Det, som Deleuze rækker videre til sine læsere er en blødere udgave af især Nietzsches tanker. Et liv er en eksistentiel potentialitet, der er i kraft af åbenhed konstant kan forny sig. Der er med andre ord plads til skabelse. Og – måske endnu vigtigere – alle kan deltage.

Filosofi er hos Deleuze ikke en akademisk disciplin, men en praksis hvor det står alle frit for at prøve sig frem. Alle kan deltage. Denne invitation er i mine øjne det mest tiltrækkende, fordi han prøver at give os modet til at tage livet tilbage.

Skab selv, siger han. Skab selv, siger han sammen med Guattari.

Finn Janning er filosof og forfatter. Han har har tidligere på året udgivet bogen Modstand på Forlaget Klim.

Kommentarer

Kommentar af Matteo, 5. november 2009

Kommentar af Finn Janning, 6. november 2009

Skriv kommentar