Anmeldelse: Behov for politisk hovedrengøring

Man må forstå det politiske og ideologiske grundlag, hvis man vil bekæmpe en modstander. Antologi anbefales.

Af Preben Etwil - 30. november 2009

Forlaget Frydenlund skal have stor ros for at have samlet antologien, Stuerent? – Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, med otte mindre bidrag, der på forskellig vis analyserer Dansk Folkepartis ekstreme højrepopulisme, antimuslimske retorik og selviscenesatte offermytologi.

Redaktøren Anne Jessen har som redaktør, ud over at skrive en lille oversigtsartikel, samlet nogle af de skarpeste kritikere af Dansk Folkeparti (herefter DF). På under halvandethundrede sider formår bidragsyderne at komme rundt om de væsentligste elementer i DF’s politiske idégrundlag.

Kort, præcist og afslørende – om end argumenterne og analysernes skarphed begynder at tynde ud i slutningen af bogen.

DF’s selverklærede politiske midterposition bliver totalt gennemhullet, og tilbage står et fuldstændigt afklædt parti, der selv ønsker at definere, hvad der forstås ved danskhed, og som i den parlamentariske offentlighed ene og alene holdes oppe af en uhørt grov fremmedfjendsk, racistisk og antimuslimsk retorik.

DF opsamler så at sige alt på den ekstreme højrefløj, men gør også et massivt indhug i den traditionelle danske arbejderklasse.

Henrik Jøker Bjerre beskriver DF’s opfattelse af danskheden. I den korte version er danskhed det, som DF politisk arbejder for. En cirkelslutning af dimensioner, men som også gør, at partiet derfor behændigt kan tage »patent på danskheden«. Dermed har de skabt sig selv en meget stærk politisk argumentationsplatform.

I deres egen selvforståelse kan man derfor kalde alle, der ikke støtter partiets politik for udanske, upatriotiske, kulturradikale eller politisk korrekte. Folk, der ikke er født i landet, vil, efter DF’s opfattelse, aldrig nogensinde blive rigtige danskere, da de især – og meget naturligt – ikke vil kunne tilegne sig især de uskrevne regler, som ethvert samfund består af.

Enhver, der ønsker at nuancere vores højt besungne ytringsfrihed med et »men«, er efter Muhammedkrisen af DF og den øvrige højrefløj blevet stemplet som frafaldne sande demokrater – vel vidende at Grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse faktisk også har et »men« – om end i form af et »dog«. Dette bliver totalt forbigået i den politiske debat.

Ingen hensyn må efter DF’s opfattelse tages i ytringsfrihedens navn. Ingen forbehold. Her er ingen kære mor.

Og dog.

Når kritikken falder på DF selv eller deres synspunkter, er der ingen grænser for, hvad partiet er villigt til at forbyde. Offentligt ansatte, der udtaler sig kritisk om DF’s synspunkter, skal fyres, offentlige institutioner, der forholder sig uafhængigt af DF, kræves lukket, og DR’s kritiske journalistik skal begrænses.

Ytringsfrihed, der ikke specifikt er rettet mod muslimer, er i Dansk Folkepartis optik udansk virksomhed.

Partiet har efter Henrik Jøker Bjerres opfattelse udviklet en særlig politisk logik, der i høj grad gør, at partiet er optaget af de ting, som det er imod. Partiet har derfor udviklet en særlig virkningsfuld krigsretorik, der bygger på fjende- og trusselsbilleder – på »dem« og på »os«.

Denne logik passer som fod i hose på indvandrer- og EU-debatten. Disse to politikområder udfordrer i allerhøjeste grad vanens magt, og det er vanens magt, der er DF’s politiske platform. DF forsøger så at sige at samle alle dem op, der på en eller anden måde føler sig overset i modernitetens malmstrøm.

Henrik Jøker Bjerre advarer på det kraftigste oppositionen mod at tro, at man kan fravriste DF politisk indflydelse ved at være følgeagtige på en række centrale DF-politikområder.

Det er helt forfejlet, hvis man tror, at man kan få DF-vælgere tilbage til de gamle partier ved at føre en slags DF-light politik: »Tværtimod er der en hel del der tyder på at indrømmelser blot afføder nye krav« (s. 30).

Derimod er der behov for at oppositionen udfordrer vanetænkningen, og udvikler en politik, der skaber »en ny fælles identitet, der inkluderer landmanden, håndværkeren, ingeniøren, akademikeren og imamen« (s. 32).

Curt Sørensen leverer nok antologiens bedste, men også mest komplekse forklaringsmodel på DF’s tilsyneladende store folkelige gennemslagskraft. Den lille kompakte tekst burde være standardlæsning for enhver, der beskæftiger sig med moderne dansk politik.

Curt Sørensen er klar i mælet: »Hvor utroligt det end lyder, så har DF-politikerne i det moderne Danmark med held kunnet gennemfør en politisk mobilisering ved at appellere til fordomme, xenofobi og gamle religiøse klichéer« (s. 36).

Deres demokratiforståelse kan reduceres til majoritetsvælde uden respekt for pluralisme, afvigende meninger og kritiske holdninger. Enhver, der ytrer sig kritisk i forhold til DF, bliver udsat for voldsomme angreb. En række horrible eksempler bliver fremdraget.

Curt Sørensen kan faktisk finde rigtig mange lighedstræk mellem DF og den ekstreme politiske højrefløj rundt om i Europa. Fælles for disse bevægelser er den meget hadefulde politiske debatkultur: »Under tegningsdebatten kaldte Pia Kjærsgaard f.eks. tre tidligere danske udenrigsministre for ’landsforrædere’. Og hetzen mod etniske mindretal leder i sin retorik tanken hen på nazisternes hetz mod jøderne i Weimarrepublikken« (s. 37).

Curt Sørensen præsenterer hele tre forklaringsmodeller på DF’s tilsyneladende store folkelige opbakning. Den første model er den såkaldte overklasse-kulturkampsteori. Den anden model er teorien om interessekampens overgang fra et materielt til et værdipolitisk felt. Den tredje og sidste model er en generel og strukturel kapitalismekritisk model.

Curt Sørensen mener dog, at det kun er den sidste af modellerne der har gyldighed.

Overklasse-kulturkampteorien skulle angiveligt være funderet i en modsætning mellem en kulturel underklasse og en kulturel overklasse. Med DF’s fremkomst mener mange mennesker, at de har fået et talerør for deres iboende trang til tryghed og konformitet:

»DF’s succes herhjemme bliver fremstillet som en forståelig – ja, nærmest berettiget – protest mod den ’kulturelle overklasse’. Man indser ud fra det synspunkt heller ikke, at nazismen i Tyskland i sin tid blev forsvaret ned de samme argumenter: ’den lille mands oprør mod systemet’« (s. 41-42).

Teorien om overgangen fra materiel interessekamp til værdikamp skulle være en følge af et skift fra industrisamfundet til informationssamfundet. Dette har medført, at »DF har formået at erobre en stor masse af tidligere socialdemokratiske vælgere som fordelingspolitisk stod og står til venstre, men værdipolitisk til højre« (s. 42).

Den strukturelle kapitalismekritiske model stikker væsentlig dybere end simple overfladeforklaringsmodeller. Den vestlige civilisation har historisk set altid været kendetegnet af forfølgelser »af religiøse, etniske, nationale og politiske mindretal […] Heksejagter har med særlig nidkærhed været rettet mod afvigere og anderledes tænkende, mod mindretal med forholdsvis ringe indflydelse« (s. 43).

På denne måde kan man nærmest betragte DF som et tilbagevendende fænomen. Forfølgelse af »andre« har i samtiden ofte givet flertalsbefolkningen en slags politisk legitimitet. DF er i denne sammenhæng ingen undtagelse:

»Demokratiet kan forvandles til majoritetsvælde, hvor majoriteten i nationalismens og folkefællesskabets navn undertrykker etniske og politiske minoriteter« (s. 44).

Så selv om DF påstår, at demokrati er en særlig dansk værdi, der er sikret til evig tid, er det en kendsgerning, at demokratiet i Europa ikke har været så rodfæstet, at det ikke kan rystes af egne indre kræfter.

Mellemkrigstiden viste det med stor tydelighed. De senere år har også vist tegn på, at demokratiet har tendenser til at »forvitre« – fra fællesskabets deltagerdemokrati til det individuelle forbrugerdemokrati.

Derfor er det også belejligt, at kunne bortlede opmærksomheden fra demokratiets indre vanskeligheder til se og frygte ydre fjender: »Højrepopulismen drager næring af samfunds- og demokratikriserne« (s. 51).

I dag kan man kun beklage, at DF har bidraget til, at arbejderkulturens værdier som solidaritet, fællesskab, gensidig hjælpsomhed og selvudfoldelse i det sociale samkvem er blevet erstattet af egoisme, materialisme, grådighed, griskhed og alles kamp mod alle – krydret med følelsesladet agitation for et »national fællesskab« og et udtalt had mod »de fremmede«.

Preben Wilhjelm har i sit bidrag til bogen nogle bidske refleksioner over de sidste nye stramninger inden for straffeloven, der gør at selv mindre forbrydelser i dag kan føre til udvisninger af personer uden dansk statsborgerskab. Udvisninger er blevet sat i system.

Det interessante er, at DF i helt uhørt grad har fået regeringen til at danse efter deres pibe. Ingen finanslovsaftale uden betydelige stramninger på udlændingeområdet. Det hører til dagens orden »om ikke før, så har tunerserloven og dette nye tiltag nu demonstreret, at retspolitikken i dette land i de senere år helt og holdent styres af DF, viljeløst bakket op af regeringen, og beklageligvis, alt for ofte af store dele af ’oppositionen’« (s. 75).

Preben Wilhjelm får ligefrem gåsehud ved at tænke på det rædselsscenario, der vil kunne opstå, hvis DF kom i regering og overtog justitsministeriet. Det ville betyde yderlige massive stramninger i udlændingelovene, skærpelse af terrorlovgivningen, øget beføjelser til både det synlige og hemmelige politi, markante indskrænkninger af offentligt ansatte ytringsfrihed, klare undsigelse af domstolsafgørelser osv. osv.

Den danske retssikkerhed, beskyttelse af den enkelte borger mod vilkårlighed og demokrati ville komme under et betydeligt pres, da DF »trods uophørlig læbebekendelse til ’danske værdier’ i al uforpligtende almindelighed, ikke udviser skygge af veneration over for disse fundamentale værdier« (s. 76).

Mikkel Thorup påviser, at DF spiller på alle de populistiske strenge med et stærkt og virkningsfuldt sprog. Især har DF taget krigsretorikken til sig, hvor alt bliver stillet op i fjendebilleder. Det sprogbrug passer som fod i hose til deres opfattelse af, at de taler på vegne af et undertrykt folk mod en bedrevidende elite.

Så truslen mod Danmark kommer i DF’s optik både fra de ydre kræfter i form af de fremmede, men i lige så høj grad fra de indre linjer i form af en venstredrejet intellektuel kulturelite, der: »hader og forarger folket, den folkelige kultur, den nationale korrekthed og begrænsning« (s. 78).

Thorup mener også, at DF i virkeligheden får ny energi til deres krigsretorik, når venstrefløjen med rette eller urette sammenligner dem med elementer fra nazismen i 30’erne.

Anbefalingen er: »En mere farbar strategi synes at være at ignorere dem, dvs. undgå at blive forarget og undgå at købe deres analyser« (s. 83).

Helt enig, men det er svært.

Rune Engelbreth Larsen giver gennem utallige citater af ledende DF-medlemmer et krystalklart billede af hulheden i deres påstand om, at de selv ønsker at skelne mellem islam som religion og islamisme som fundamentalistisk politisk bevægelse. Intet kan være mere forkert.

Når man læser Engelbreth Larsens mange citatudpluk, kan man ikke et sekund være i tvivl om, at alle ledende DF-medlemmer ikke kun begrænser deres kritik til islamisme, men at deres kritik og deres fjendskab går på alle muslimer.

Man taber faktisk helt underkæben, når man læser, hvad der er blevet sagt og skrevet af de ledende DF’ere.

Det får også Engelbreth til at skrive: »Islam som sådan og muslimer i al almindelighed gøres til et kollektivt samfundsonde under iscenesættelsen af et muslimproblem«.

Ønsker man en samling af grove og særdeles nedgørende udsagn mod muslimer, skal man læse dette bidrag. Det er faktisk DF-afsløring uden filter:

»Generaliseringerne farver partiet, der gladelig applauderer en politiker, som uden omsvøb taler for at smide hver eneste muslim ud af landet. Som ’selvforsvar’, forstås. Derfor er partiets politiske retorik også andet og mere end udtryk for en problematisk ’tone’ – det er det antimuslimske indhold, den dehumaniserede stigmatisering og de udtalte eller uudtalte politiske konsekvenser heraf, der er ildevarslende« (s. 99-100).

Rikke Andreassen leverer en lille og indsigtsfuld analyse af DF’s særprægede kvindesagskamp: »DF taler ofte om ligestilling, men de beskæftiger sig yderst sjældent med emnet, hvis ikke ligestillingen er direkte koblet sammen med udlændinge- og integrationspolitikken« (s. 102).

Aldrig et ord om de eksisterende uligheder mellem mænd og kvinder generelt. Kvindesagen handler udelukkende om den manglende ligestilling blandt etniske minoriteter i Danmark. Der er kun foragt tilovers, over for de kvinder, der alene beskæftiger strukturelle kønsforskelle. Argumentet er, at etniske kvinder har det meget værre.

DF mener, at feminister der ikke altid og eksplicit inddrager det etnisk-religiøse kvindeaspekt kæmper de forkerte kampe, da den danske ulighed i DF’s øjne blegner i sammenligningen med forholdene i Saudi-Arabien, Iran eller Afghanistan.

Christian Braad Thomsen skriver i sit bidrag til antologien: »Pia Kjærsgaard har kompenseret for sine mangler som politisk tænker ved på det personlige plan at kaste sig ud i offerrollen«(s. 123). Her rammer Braad Thomsen noget meget centralt i DF’s selvforståelse, nemlig den kristne offermytologi – godt næret af præsteparret Krarup og Langballe.

Disse to politiske feltpræster har om nogle gjort kristendom til indbegrebet af danskhed. Vel at mærke en særegen form for kristenhed, der afskyr kulturel forskellighed, humanisme og menneskerettigheder.

Braad Thomsen mener, at DF’s for kristendomsforståelse nærmest kan betegnes religiøs sekterisme, da »da de har fjernet sig fra et fælles virkelighedsgrundlag og i stedet har involveret sig i en spøgelsesagtig kamp mod indbildte fjender og med paranoide løgne som politisk våben« (s. 136).

Adressen er klar: »Løgnen som politisk våben er Søren Krarups speciale« (s. 136). Med kristen nidkærhed, skal muslimerne bekæmpes overalt. Der skal ikke efter Krarups opfattelse være religionsfrihed for muslimer, da islam ikke er en religion, men en politisk bevægelse, der kun ønsker at indføre sharia-lovgivning.

Ole Krarup slutter antologien af med at opridse seks karakteristiske tegn ved DF.

For det første ser DF alle indvandrere som en slags luksusflygtninge, der ene og alene er ude efter de danske velfærdsydelser. For det andet ønsker DF ikke, at de danske retsprincipper skal omfatte indvandrerne. For det tredje mener DF, at hovedparten af voldskriminaliteten stammer fra indvandrerbander, og at indvandrerne bærer på en terrorkultur.

For det fjerde ønsker DF at tage politisk patent på, at modstanden mod EU skulle være et særligt forsvar for danskheden. For det femte ønsker DF bevidst at aktivere fjendebilleder i deres form for nationalisme. For det sjette anvender DF bevidst en racistdom til et politisk matyrium: »Offer-rollen er udnyttet til det yderste – i fuldendt bekræftelse af selvtilstrækkelighedens politiske økonomi« (s. 146).

Hvis man ønsker en kort, kritisk analyse af Dansk Folkepartis politik og fremtrædelsesform, er denne bog en umærket begyndelse. Den giver en nærmere forståelse af, hvad der ligger bag den tilsyneladende store opbakning, som partiet har fra den danske arbejderklasse, socialdemokraternes gamle vælgere og i den danske befolkning generelt.

Hvis man vil bekæmpe en politisk modstander, må man også forstå dets politiske og ideologiske grundlag.

Der trænges til at blive gjort grundigt hovedrent efter at de ikke-stuerene i mange år har domineret den politiske debat.

På dette grundlag skal bogen varmt anbefales til de politiske sammenkomster i den kolde vinter.

Preben Etwil er cand. polit. og medlem af hovedbestyrelsen i Socialpolitisk Forening. Han er desuden medredaktør af Tidsskriftet Social Politik.

Anne Jessen (red): Stuerent? – Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, Frydenlund 2009.

Skriv kommentar