Den Demokratiske Krig

Staten – lige meget hvilken – har brug for fjender. Uden tilstrækkeligt skræmmende trusler, er der risiko for, at borgerne begynder at stille spørgsmålstegn ved de pligter, staten pålægger dem, og de rettigheder, den giver. De kan tilmed opdage, at de har mere tilfælles med borgere i andre stater, end med de styrende i deres egen.

Af Tørk Haxthausen - 21. juli 2010

Krigen Mod Terror er et glimrende påhit. Der er ingen fronter, ingen fjendtlig hær kommer tromlende ind over grænsen, alting fortsætter som før, bortset fra, at en hel del rettigheder bliver inddraget, fordi terroristerne naturligvis må overvåges og bekæmpes.

Når terroren udebliver, offentliggør man billeder af unge mænd, som har haft uhyggelige planer, men som, takket være statens beslutsomme indgriben, er blevet forhindret i at gennemføre dem. Sker der endelig noget, viser det, hvor farlige terroristerne er.

Imens må staten føre krige i fjerne områder, hvor terroristerne kommer fra, og hvor de planlægger deres angreb, og ingen tør tvivle på, at militær og hemmelige tjenester skal have flere ressourcer. Fjenden er alle vegne, det kan være naboen, eller én i familien, det er ikke til at vide. Det er kun i de fjerne lande, at alle ligner terrorister. Her kan de ligne hvem som helst. Deres ondskab gør dem snedige.

Der er kun ét, alvorligt, demokratisk problem, især når der snart skal være valg: Vores soldater kan ikke undgå at blive dræbt eller lemlæstede, nu og da. Moderne krigsførelse handler derfor mindst ligeså meget om at undgå ’for store’ tabstal, som om at vinde. Også her fungerer Krigen Mod Terror politisk udmærket. Når fjenden er umulig at skelne fra fredelige civile fattigfolk, kan man rykke ind i områder, man har udnævnt til at være strategisk vigtige, og kalde det en sejr, når hjemlandet har brug for sådan én. Men det må stadig ikke kræve for mange ofre blandt vore soldater. Det gør folk ulykkelige og vrede, og det kan være politisk farligt.

Ovenstående banaliteter er en reaktion på de senere års udvikling i de metoder, man bruger, når man vil udbrede frihed og demokrati til underudviklede folk. Hvad der begyndte som forsøg med små, ubemandede observationsfly i Kosova i slutningen af 90erne, er blevet til såkaldte droner på størrelse med almindelige passagerfly, der kan krydse verdenshavene og smide bomber på fjerne kontinenter. Så sent som i februar kunne Israel fremvise sin 14 m lange Heron TP, den størst kendte hidtil. Heron TP kan flyve fra Israel til Iran med en last på over et ton våben ombord.

Den blev afprøvet med held under Operation Cast Lead i Gaza, 2008. Trods den diplomatiske krise mellem Israel og Tyrkiet er der i juni 2010 indgået en aftale om levering af 10 stks Heron droner til den tyrkiske hær, til en pris af 185 millioner dollars.

Amerikanske piloter sidder idag ved deres computere i Langley, Virginia, og styrer droner mod terroristmål 7000 km væk i Pakistan, som USA ikke engang er i krig med. Det gør de, fordi pakistanerne ikke selv kan holde orden i udkantsområder som Waziristan, hvor terroristerne ellers ville have frit spil.

Som USA’s Nationale Sikkerheds-strategi i 2002 udtrykte sagen, skulle staten ”bygge og opretholde” sin militære magt til at overgå ”enhver udfordring”. Og i 2007 kunne daværende præsident Bush med stolthed fortælle et veterankonvent, at USA’s militær var ”den største kraft for menneskelig befrielse, verden nogensinde har set”.

Sagt af en præsident, der forbeholdt sig retten til at sende sin stat i krig hvor som helst i verden, hvor dens interesser efter hans mening var truet. Droner, førerløse fly og andre robotter synes at være perfekte redskaber til at opfylde en sådan ambition uden at miste vælgernes tillid. De dræber og lemlæster fjender i stort tal uden at ens egne statsborgere kommer noget til.

Som CIA’s Leon Panetta udtalte om dronernes indsats i Pakistan, er de ”de eneste spillere på banan” (the only game in town). En anonym embedsmand kommenterede: ”Du snakker om en træfsikkerhed, der er enestående i krigskunstens historie”. Og Gordon Johnson fra Pentagons overkommando forklarede, hvorfor: ”De bliver ikke sultne. De bliver ikke bange. De glemmer ikke deres ordrer. De er ligeglade med, at fyren ved siden af bliver skudt. Fungerer de bedre end mennesker? Ja.”

Blandt deres mange andre fordele kan nævnes, at de ikke sladrer om, hvor de kommer fra. For tiden står over 40 stater i kø for at købe dem. En artikel af Jonathan Cook, som skriver fra Jerusalem, fortæller om de perspektiver, som er ved at udfolde sig, efterhånden som nye former for robotter udvikles – man taler allerede om mini-droner, lidt større end humlebier, som kan overvåge borgerne, og droner, der kan flyve selvstændigt og træffe beslutninger på egen hånd om egnede mål for deres missiler. Cook’s artikel handler om nutiden og er, teknisk set, allerede lidt gammeldags, men illustrerer udmærket tankegangen bag disse moderne teknikker.

Langs grænsen til det blokerede Gaza er der etableret en ’elektronisk indhegning’, som skal forhindre illegal grænseovergang. Med få hundrede meters afstand er der opstillet vagttårne, hvor soldater ved maskingeværer kan overvåge, at ingen terrorist fra Gaza-siden kommer for nær.

Det kræver et ret stort mandskab, som er trænet til at skyde på alt mistænkeligt uden at have kvababbelser i den anledning. Selv i en militariseret stat kan det være svært at finde tilstrækkeligt mandskab.

Firmaet Rafael – tidligere en våben-forskningsafdeling af det isrealske militær, nu et selvstændigt statsfirma – har specialiseret sig i udvikling af fjernstyrede våbensystemer, bl.a. Sentry Tech (teknisk skildvagt), hvor maskingeværerne i vagttårnene betjenes af soldater ved tv-skærme i et kontrolrum langt borte.

Systemet er blevet en del omtalt i israelske medier, fordi det betjenes af 19-20 årige kvinder – det eneste våbensystem i landets hær, som udelukkende har kvindelig bemanding. Ifølge Shlomo Brom, en forhenværende general og forsvarsanalytiker ved Tel Aviv’s universitet, skyldes det en vis mangel på mandlige soldater i kampstyrkerne – samt en traditionel modstand mod at udsætte kvinder for livsfare i direkte kamp.

I en reportage i Haaretz beskrives det, hvordan kvinderne sidder foran skærmen med en joystick, som ved et videospil, overvåget af en officer. Ser de nogen i grænseområdet, er det ham, der giver tilladelsen til at trykke på knappen på joystick’en og åbne ild. Der er lyd på, så skuddene kan høres i kontrolrummet.

Haaretz citerer eb af de unge soldater, Bar Keren: ”Det er meget tillkokende at være den, der gør dette her. Men det er ikke alle, der vil have jobbet. Det er ikke så ligetil at tage en joystick som den på en Sony Play Station og slå ihjel, men i sidste ende er det jo forsvar.”

Rafael siges at være i færd med at udvikle en udgave af Sentry Tech, som kan affyre langdistance missiler. De har også en armeret, selvstyrende, førerløs bil, som kan patruljere med op til 80 km i timen, manøvrere i byer og skyde på angivne mål. Den patruljerer grænserne mod Gaza og Libanon.

Firmaet har desuden fremstillet den første, ubemandede patruljebåd, som er solgt til Singapore’s flåde. Mange andre siges at være interesserede.

Men det er stadig USA, som med mere end 7000 UAV’er – ubemandede luftfartøjer – og en Pentagon-plan for en øgning på 700% det kommende tiår af bevillingerne til forskning på området totalt dominerer robotternes krigsindsatser.

Vi har noget at glæde os til.

Kommentarer

Kommentar af Peter Andreas Ebbesen, 27. juli 2010

Skriv kommentar