Ham der Marx …

Løsningen på krisen er den stik modsatte af liberalisternes. Markeder skal ikke dereguleres, men reguleres, begrænses og i nogle tilfælde helt afvikles. På den måde kan vi skabe fremgang, tryghed og velfærd.

Af Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen - 8. oktober 2008

For nylig var Karl Marx på forsiden af Information. Anledningen var finanskrisen. Og det er ikke tilfældigt at det netop er en krise der får den gamle skæggede mand til at springe op af æsken igen. Trods dåbsattesten er Marx ideer nemlig slet ikke så tossede, når man skal forstå økonomiske kriser.

Det er såmænd ikke fordi moderne økonomer som de økonomiske vismænd ikke taler om kriser. Det gør de i stigende grad. Pt. ville det nu også være temmelig sært hvis ikke de forholdt sig til problemstillingen. Det handler mere om hvad der er årsag til økonomiske kriser og hvordan man bedst bekæmper dem. Her har Marx en tilgang, der er helt modsat alle de økonomer, der i dag optræder i fjernsyn og aviser. Kodeordene er markeder og regulering.

Selvregulerende markeder og gyserhistorier

Når økonomer i dag identificerer kriser så er budskabet, at markederne reguleres for meget. Kriserne skal løses ved, at markedet får større råderum. De seneste års mest udbredte økonomiske krisefortællinger er dem om ældrebyrden og om manglen på arbejdskraft.

Det har ikke skortet på kriseretorik i forbindelse med eksempelvis Velfærdskommissionens og aktuelt Arbejdsmarkedskommissionens udspil. Væksten og de offentlige budgetter går i minus i fremtiden, hvis ikke der skaffes mere arbejdskraft her og nu. Løsningen er at udvide arbejdsmarkedet ved at begrænse offentlige velfærdsordninger: Efterlønnen skal afskaffes, pensionsalderen hæves, dagpengeperioden forkortes osv.

Samtidig med at økonomerne har spredt skrækscenarier og ført kampagne mod centrale velfærdsordninger har de været fulde af fortrøstning – markederne klarer sig fortræffeligt, hvis blot vi overlader dem til sig selv. Aktiekursernes og boligprisernes raketkurs har været ledsaget af positive budskaber om forbrugsfest og glade dage. Økonomerne har godt nok en forestilling om, at det går op og ned, så de har i et stykke tid talt om en kommende afmatning, men en sådan afmatning er altid blot en mild afvigelse fra den evige vækstkurs - og i øvrigt anledning til at slå til lyd for yderligere magt til markederne.

På trods af, at økonomerne konstant er på pletten med kommentarer og prognoser kommer grundlæggende kriser altid som store overraskelser for dem. Hvorfor har chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian (Danmarks mest citerede økonom) ikke advaret om boblen på boligmarkedet i stedet for at foreslå, at topskatten afskaffes? Hvorfor har vismændene ikke skrevet om finanskrisen i deres seneste halvårsrapport i stedet for at foreslå en deregulering af pensionssystemet? Fordi de ikke forstår markeders krisetendenser. Derfor bidrager de mere til problemet end til løsningen, når de konstant agiterer for, at markederne skal reguleres mindre. Mere marked betyder større kriser. Og netop den pointe havde Marx ret godt fat i.

Kriseskabende markeder

Hvor mange økonomer i dag tror, at markeder fungere glidningsløst, så indså Marx, at markeder medfører kriser der blot tager til i styrke i takt med kapitalismens vækst. Derfor har økonomer inspireret af Marx længe set med stigende skepsis på den vildtvoksende finanssektor og de helt urealistiske priser på boliger og aktier. Det måtte ende galt. Markedernes misvækst får udviklingen til at komme helt ud af kontrol og så ramler det sammen før eller siden. Hvis man skal undgå kriser, så skal markeder reguleres eller helt erstattes af andre måder at organisere samfundsøkonomien på. Deregulering af markederne er den sikre vej til kriser og knuste skæbner.

Efter den store krise i 1930’erne blev det god latin blandt et flertal af de førende økonomer, at markeder skal inddæmmes og holdes i kort snor. Både internationalt og i Danmark blev der lagt bånd på markederne gennem minutiøs regulering og opbygning af offentlige sektorer, der ikke fungerer på markedsvilkår. Resultatet var en stabil økonomisk udvikling, der udbredte velfærden til alle befolkningsgrupper og skabte tryghed. De fleste var glade. Men ikke liberalisterne og erhvervslivet. De ville have mere marked og dereguleringer. Fra 1980’erne fik de deres vilje og flertallet af økonomer fulgte trop.

Resultaterne er velkendte: Stigende ulighed, større fattigdom, økonomisk ustabilitet – og generel utryghed. Den aktuelle finanskrise er et billede på konsekvenserne af frie markeder. Problemet bliver kun større i fremtiden, hvis kursen ikke lægges om.

Krisedynamik

Den måde som de regerende politikere håndterer kriser på, skaber kun dybere krisetendenser. Offentlige hasteindgreb for at redde spekulanter er ikke kun dybt uretfærdige, det får også spekulanter til at være endnu mere grådige og uansvarlige i fremtiden. For at undgå økonomisk nedsmeltning forceres også den økonomiske vækst, hvilket genererer nye bobler og overforbrug. Økonomernes forslag om mere deregulering gør også kun ondt værre, for mere magt til markederne er lig med mere benzin på bålet.

Sjovt nok er den faktor, der virker mest stabiliserende og skaber tryghed i krisesituationer netop den velfærdsstat, som liberalister gennem årtier har forsøgt at undergrave. Når den offentlige sektor fylder en stor del af økonomien, så bliver kriser nemlig ikke så store, for den offentlige sektor er spekulationsfri zone – og virker som en buffer for økonomien som helhed.

Og så skaber det i øvrigt tryghed for befolkningen, at man kan få dagpenge hvis man bliver arbejdsløs og i det hele taget ikke står helt alene, hvis krisen rammer job, bolig eller helbred. Derfor er det også helt sort, at økonomer nu kræver kortere dagpengeperiode. Det vil gå ud over tusinder af mennesker i de kommende år.

Løsningen på krisen er den stik modsatte af de forslag der i denne tid kommer fra liberalister og økonomer. Markeder skal ikke dereguleres. De skal reguleres, begrænses og i nogle tilfælde helt afvikles. På den måde kan vi skabe fremgang, tryghed og velfærd – i stedet for nye kriser.

Johanne Schmidt-Nielsen er medlem af Folketinget for Enhedslisten. Peter Nielsen er politisk-økonomisk medarbejder i Enhedslistens Folketingssekretariat.

Skriv kommentar