Kommentar: Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen

Finanskrisen har fået flere til at spørge til krisens årsager. Mange politikere mener, at kapitalismen kan reguleres så vi undgår kriser. Marx mente, at kriser er en iboende del af en kapitalistisk økonomi, noget man ikke kan regulere sig ud af.

Af Adam Ring og Frederik Ohsten - 31. oktober 2008

Finanskrisen, som for tiden raser, har fået flere og flere almindelige mennesker til at sætte spørge hvem der bærer skylden for finanskrisen. Mange i arbejderbevægelsen er af den opfattelse, at kapitalismen kan reguleres til det bedre. De mener, at Fogh og Bush og den neoliberalistiske politik bærer skylden for finanskrisen, men der er en tendens til at glemme en mere grundlæggende kritik af det kapitalistiske økonomiske systems tilbagevendende kriser.

I en artikel bragt i Kontradoxa argumenterer Johanne Schmidt-Nielsen (Folketingsmedlem for Enhedslisten) og Peter Nielsen (politisk-økonomisk medarbejder i Enhedslistens Folketingssekretariat) for, at det grundlæggende problem – og dermed også årsagen til den nuværende finanskrise – er en manglende regulering af markedet. I artiklen skriver de blandt andet:

»Marx har en tilgang, der er helt modsat alle de økonomer, der i dag optræder i fjernsyn og aviser. Kodeordene er markeder og regulering«.

Virker keynesianismen?

Vi er glade for, at kammeraterne Schmidt-Nielsen og Nielsen tager emnet op, og diskussionen om marxismen i forhold til finanskrisen er yderst relevant. Der er brug for, at arbejderbevægelsen – ikke mindst Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – kommer med et klart alternativ til kapitalismens krise. Derfor byder vi kammeraternes artikel velkommen som genstand for diskussion. Desværre har deres argumenter ikke så meget at gøre med marxisme, men keynesianisme. Men mere om det senere.

Marx var modstander af kapitalismen og argumenterede for dennes afskaffelse. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne skal derfor ifølge Marx afskaffes og erstattes af kollektiv ejendomsret over produktionsmidlerne. Marx mente ikke, at kapitalismen kan reguleres, så kriser kan undgås. Selve ideen om at regulere markedet og dermed give staten en større rolle stammer ikke fra Marx, men fra den borgerlige økonom Maynard Keynes (1883-1946).

Kriser er kapitalismen iboende. Derfor kan regulering ikke være svaret på den nuværende situation, mener Adam Ring og Frederik Ohsten i denne kommentar til Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen

Videre i artiklen skriver de to fra Enhedslisten: »Efter den store krise i 1930’erne blev det god latin blandt et flertal af de førende økonomer, at markeder skal inddæmmes og holdes i kort snor.«

Keynes’ »General Theory« fra 1936 tager netop udgangspunkt i større statslig regulering af markedet. Keynes’ teori blev udviklet som følge af Wall Street børskrakket i 1929 og den efterfølgende økonomiske krise i 30’erne. Denne periode var præget af stor økonomisk afmatning og en arbejdsløshed på 15-20 procent.

Keynes mente, at kapitalismen skaber kriser på grund af manglende efterspørgsel i økonomien. Løsningen var, mente han, at nogen gik ud og brugte penge for at opkøbe varerne og holde produktionen kørende. Den eneste, der kunne gøre det, var staten.

Hvor skulle pengene komme fra? Det ville ikke fungere at sætte skatterne i vejret, for det ville blot give folk endnu færre penge at forbruge for, og efterspørgslen ville stadig være lav. Keynes »løsnin« var derfor, at staten skulle bruge penge, den ikke havde. Altså skulle staten låne penge.

Keynes mente, at denne underskudsfinansiering før eller siden ville tjene sig selv ind. Ideen var, at staten ville sætte gang i den økonomiske aktivitet og skabe en såkaldt multiplikatoreffekt, som gjorde, at arbejderne, der fik ansættelse på projekter, som staten finansierede, ville få penge mellem hænderne til forbrug.

Det ville igen give en hånd til producenterne af forbrugsvarer, skabe flere arbejdspladser, og sådan ville det fortsætte. Stigende beskæftigelse og produktion ville give staten flere indtægter i form af skat, og dermed ville regeringen blive i stand til at betale for lånet.

Vi mener – i tråd med den marxistiske tradition – at keynesianismen ikke fungerer. Det er fordi, kapitalismen ikke kan reguleres til at fungere til alles bedste. Problemet med kapitalistiske kriser handler ikke kun om manglende efterspørgsel. Hvis staten giver arbejderne penge på lommen kan det give kapitalisterne et marked, men det giver dem ikke grund til at investere i produktion. Et hjælpende skub opad for profitterne må nødvendigvis ske på bekostning af arbejdernes levestandard.

Keynesianistiske drømmerier

Efterfølgende i artiklen skriver Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen: »Resultatet var en stabil økonomisk udvikling, der udbredte velfærden til alle befolkningsgrupper og skabte tryghed.«

Her argumenterer Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen direkte for en keynesianistisk politik. Det er vigtigt at understrege, at John Maynard Keynes var alt andet end socialist. Han var tilhænger af at opretholde det kapitalistiske system, som han ikke mente var i stand til at opretholde sig selv uden statslig intervention. Keynes’ teori blev hurtigt taget til sig blandt de reformistiske ledere af de socialdemokratiske partier i Europa.

For de højredrejede ledere i de socialdemokratiske partier udgjorde Keynes’ teori et alternativ til marxismen. Keynes’ økonomiske politik er kendetegnet ved, at staten intervenerer for at forøge efterspørgslen, dvs. at staten pumper penge ud i systemet som derved skal få efterspørgslen til at gå stige, når en økonomisk afmatning er under opsejling.

De keynesianske drømmerier lyder besnærende, men virkeligheden er, at de aldrig har fungeret i praksis. Krisen i 1930’erne blev ikke løst gennem keynesianistisk politik, men gennem massiv ødelæggelse af Europas produktionsapparat i Anden Verdenskrig. De keynesianistiske forsøg i efterkrigstiden løste heller ingen problemer – tværtimod udskød denne politik blot krisen, og da krisen endelig kom i 1973, skabte den store gæld en eksplosion i inflationen. Hvilken »tryghed«, kammeraterne Schmidt-Nielsen og Nielsen mener, keynesianismen har skabt, er ikke helt klart. Men det står klart, at keynesianismen ikke var i stand til at klare krisen i 1930’erne.

Kapitalistisk »regulering«

Sandheden er, at Keynes’ politik ikke har virket. Den blev fuldstændig miskrediteret efter krisen i 1970’erne. Resultatet af regulering på kapitalistisk basis blev en enorm inflation, og at den offentlige sektor i de vestlige lande i årtier måtte holde igen med investeringer i velfærd for at kunne betale af på gælden fra dengang. Resultatet har ikke været velfærd til alle befolkningsgrupper, men det stik modsatte.

Nedskæringerne i det offentlige i 1980’erne og senere var ikke reguleringens modsætning – men en direkte konsekvens af, at staten havde sat sig i bundløs gæld for at regulere kapitalismen. Arbejderbevægelsens ledere, der førte an i denne politik, bærer ansvaret. Derfor er det så meget desto mere overraskende, at kammeraterne Schmidt-Nielsen og Nielsen kan få sig selv til at fiske den gamle, miskrediterede politik op af historiens skraldespand.

Schmidt-Nielsen og Nielsen konkluderer i deres artikel:

»Sjovt nok er den faktor, der virker mest stabiliserende og skaber tryghed i krisesituationer netop den velfærdsstat, som liberalister gennem årtier har forsøgt at undergrave. Når den offentlige sektor fylder en stor del af økonomien, så bliver kriser nemlig ikke så store, for den offentlige sektor er spekulationsfri zone – og virker som en buffer for økonomien som helhed. (…) Løsningen på krisen er den stik modsatte af de forslag der i denne tid kommer fra liberalister og økonomer. Markeder skal ikke dereguleres. De skal reguleres, begrænses og i nogle tilfælde helt afvikles. På den måde kan vi skabe fremgang, tryghed og velfærd – i stedet for nye kriser.«

Indtil videre har vi hørt Schmidt-Nielsen og Nielsen sige, at regulering har skabt tryghed, og at denne politik fik støtte fra »et flertal af de førende økonomer«, når sagen var, at det var borgerlige økonomer, hvis fornemste formål var at skabe profit til banker og virksomheder gennem statslige tiltag, samt at denne politik i stedet for tryghed skabte en enorm inflation og udhulede lønmodtagernes levestandard. Nu får vi at vide, at den fornemste opgave for disse kammerater tilsyneladende er at skabe en »buffer for økonomien som helhed«, regulere markeder, og »i nogle tilfælde« helt afvikle markeder.

Det interessante er, at Schmidt-Nielsen og Nielsen bruger betegnelsen markeder i flertal. Her gik vi og troede, at markedsøkonomien var en integreret enhed, hvor alle dele er forbundet med hinanden, og at det derfor ikke giver mening at tale om opsplittede markeder.

Undtagelsen er selvfølgelig en enkelt virksomhed, som analyserer markeder med henblik på at afsætte varer på for eksempel det tyske marked i stedet for det svenske. Eller en bank, der skal fordele sine investeringer på for eksempel markedet for byggematerialer og markedet for maskinproduktion. Men når vi snakker samfundsøkonomien som helhed giver denne opdeling ingen mening – med mindre hensigten er at undgå det grundlæggende spørgsmål om planlægning af økonomien som alternativ til markedsøkonomi.

Lad os stille spørgsmålet konkret? Hvilke markeder er det, Schmidt-Nielsen og Nielsen ønsker skal afskaffes, begrænses og reguleres? Hvis de mener, at staten skal overtage bankerne og de største virksomheder og underkaste dem en demokratisk plan, hvor de ansatte, fagforeningerne og staten sammen styrer dem, så er vi helt enige. Men på grund af det abstrakte sprog, som kammeraterne benytter sig af, er det svært at vide.

Vi kan imidlertid frygte, at det, kammeraterne mener, er statsstøtte til enkelte virksomheder, en smule øgede skatter på kapitalisterne (hvilket ikke vil gøre andet end at sænke profitraten og hindre nye investeringer, med mindre lønniveauet bliver sænket drastisk), samt en udbygning af den offentlige sektor for lånte penge. I dette tilfælde vil beslutningerne om samfundets produktion, investeringer, arbejdspladser, handel, transport, industri, boliger og alle andre afgørende ting, fortsat blive taget af en lille håndfuld aktionærer og direktører. Pointen er, at man ikke kan kontrollere disse ting, og regulere dem demokratisk, med mindre de er offentlig ejendom.

Andre »regulatorer«: Bush, Brown, Medvedev, Merkel, Fogh…

Schmidt-Nielsen og Nielsen præsenterer deres forslag om regulering, begrænsning og »i nogle tilfælde« afvikling af enkelte, begrænsede dele af markedsøkonomien, som det »stik modsatte af de forslag der i denne tid kommer fra liberalister og økonomer«.

Også her er de ude på tynd is. Sagen er den, at disse liberalister og økonomer netop gør alt hvad de kan for at regulere, begrænse og afskaffe markeder. George W. Bush har stået i spidsen for den største nationalisering i verdenshistorien med overtagelsen af en række banker, og han er ikke veget tilbage for at regulere finansmarkedet med 700 milliarder dollars. Faktisk har Bush-administrationen været nødsaget til at kæmpe hårdt for at få denne regulering vedtaget imod den amerikanske befolknings ønsker.

De såkaldte redningsplaner, som diverse regeringer har iværksat, er en massiv offentlig indblanding i markedsøkonomien. Over 10.000 milliarder kroner er blevet delt ud i form af opkøb, statsgarantier, gaver og andre tiltag. Regeringerne i USA, England, Tyskland, Rusland, Belgien, Frankrig, Danmark og andre lande har vist sig særdeles velvillige til at regulere gennem underskudsfinansiering og statslig intervention i økonomien.

De foretager sig ikke det modsatte af, hvad Schmidt-Nielsen og Nielsen foreslår, men præcis det samme. Kapitalisterne verden over råber i kor på mere regulering. De ønsker, at staten skal dække deres tab og redde deres profitter. Med kammeraterne Scmidt-Nielsen og Nielsens ord ønsker de, at staten skal virke som en »buffer«.

Hvad har kammeraterne Schmidt-Nielsen og Nielsen at sige til det? Ikke andet, end at visse dele af økonomien »i nogle tilfælde« skal overtages af det offentlige.

Kriser er uundgåelige under kapitalismen

De borgerlige økonomer, deriblandt de der tilkender sig Keynes’ teori, er i dag ude af stand til at forklare den igangværende globale finanskrise. Ifølge Marx er kriser en indbygget del af kapitalismen. Ifølge Marx er det kapitalistiske system ekspansivt og vil derfor hele tiden forsøge at finde nye måder at udvide sig selv på og derved erobre nye markeder. Det samme gælder for de enkelte virksomheder, som forsøger at udvide egenproduktionen for at vinde en større markedsandel.

De enkelte arbejdsgivere ligger i en indbyrdes kamp for at vinde en større markedsandel og forsøger derfor at profitmaksimere produktionen. Den enkelte kapitalist er nødt til at efterligne og overgå sine konkurrenter for at overleve. Derfor investerer kapitalisten i forbedrede produktionsmidler, men kapitalistens investering i at få nyere og bedre maskiner vokser hurtigere end selve arbejdsstyrken. Det er det arbejde, arbejderne udfører, der er kilden til profitterne.

Når mængden af profit (det arbejde som udføres af arbejderne) vokser langsommere end investeringerne, falder profitterne og dermed profitraten. Når profitraten falder under et vist punkt stoppes der for investeringer og økonomien kommer i krise.

Den centrale pointe fra Marx, som overhovedet ikke fremgår af kammeraterne Schmidt-Nielsen og Nielsens artikel, er at kriser er en uundgåelig og integreret del af kredsløbet i den kapitalistiske økonomi. Ingen mængde af regulering vil nogensinde kunne ændre på dette – med mindre reguleringen bliver til central planlægning af økonomiens vigtigste dele.

Kapitalismens vanvid

Marx beskrev i det Kommunistiske Manifest fra 1848 de tilbagevendende kriser i kapitalismen.

»Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens… Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.«

Den finanskrise, som verden står over for i dag og som indtil videre kulminerede med krakket på Wall Street den 6. oktober, kan sammenlignes med børskrakket på Wall Street tilbage i 1929. De marxistiske ideer er yderst relevante for at finde svar på årsagen til denne igangværende krise.

I sidste ende rejser spørgsmålet sig: Hvem skal betale prisen for finanskrisen? Den almindelige dansker som hver dag går på arbejde og må knokle ekstra for at få hverdagen til at løbe rundt? Eller kapitalisterne, der, som følge af deres jagt på profit, er selve årsagen til krisen?

Kriser, som den vi gennemlever nu, er uundgåelige inden for det kapitalistiske systems rammer. Kapitalismen er selve årsagen til krisen og må derfor afskaffes helt. Økonomien må underlægges demokratisk kontrol. Schmidt-Nielsen og Nielsen fortæller os, at det er muligt med en delvis regulering indenfor kapitalismens rammer at skabe »fremgang, tryghed og velfærd – i stedet for nye kriser.«

De kommer desværre ikke med et eneste bud på, hvordan vi skal undgå nye kriser uden et afgørende brud med kapitalismen og planlægning af økonomien. I stedet præsenterer de os for et scenario, hvor vi har en stor offentlig sektor, hvor alle har ret til dagpenge, og hvor alt er godt på kapitalistisk grundlag.

Det er en smuk tanke, men desværre også en utopisk tanke, at det kan lade sig gøre at undgå kriser og have en velfungerende velfærd, så længe økonomien er på private hænder og vi har en markedsøkonomi.

Adam Ring er studerende på Roskilde Universitetscenter. Frederik Ohsten er Journalist.

Skriv kommentar