Antologien »Besetze deine Stadt! Bz din by!« er en central kilde og nøgle til begivenhederne omkring rydningen af Ungdomshuset.
Af Daniel Henschen - 2. januar 2009
Emneord
· Anmeldelser
· Ungdomshuset
· Bøger
Undertrykkelse og befrielse i Roskilde
Ungdomshus-støtter får betingede fængselsdomme
Roskilde Festival giver en halv million til Ungdomshuset
Anmeldelse: Venstrefløjens rene og ranke
I vinteren 2007 havde de fleste nok ventet, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 ville blive ryddet. Men næppe efterspillet: At Nørrebro og Christianshavn var i undtagelsestilstand i en uge med næsten 1.000 anholdte, international mediedækning og en bevægelse, som fortsatte med demonstrationer og aktioner frem til det nye ungdomshus blev en realitet. Det er denne undren, der har motiveret redaktørerne, Peter Birke og Chris Holmsted Larsen, til at samle den tysksprogede antologi Besetze deine Stadt!
Bogen udkom sidste år i Berlin med 15 bidrag i varierende størrelse og form (inkl. et løst indstukket kunstprojekt, Mapping Copenhagen) om Ungdomshuset, dets rydning og aktivister samt Christiania og den byudvikling og alternative bybevægelse, der har præget København i snart 40 år.
Besetze deine Stadt! er ikke den korte, afgrænset analytiske beskrivelse af de københavnske konflikter, og nogen vil muligvis savne historisk stringens. Der er et kort kronologisk afsnit i punktform. Men ellers henvender antologien sig til den, der vil forstå, hvad der her og nu rører sig i de alternative miljøer i København, og forstå kampene i en bredere nordeuropæisk sammenhæng; de historiske tilbageblik tjener som baggrundsstof for den nuværende situation.
Alle bidragydere har selv tilknytning til Ungdomshuset, Christiania og/eller den venstreradikale bevægelse, og bogen er opbygget som en diskussion, hvor de med forskellige stemmer kommer med deres bud på begivenheder og prioriteter. Et »fællesmøde« fristes man til at sige, hvor interview veksler med mere teoretiske baggrundsartikler. Den røde tråd er i forholdet mellem de enkelte afsnit, sådan at de kapitler, der indeholder mere interne vurderinger og beskrivelse af erfaringer, står på baggrund af kontekstkapitler, der sætter rammerne for forståelsen og samtidig knytter an til den generelle udvikling, der også berører samfundet »udenfor« defineret urbant og rummeligt.

Dermed får selv afsnit med interne dagligdagserfaringer, som den sarkastiske beskrivelse af den aktivistiske dagligdag mellem »Hausmeister und Philosophen«, en bredere relevans for forståelsen af bevægelsens ideologiske ballast. Det sker helt overordnet fra antologiens start, hvor Ungdomshuset sættes ind i den historiske proces, der har omformet København siden den såkaldte anden industrialisering fra midten af 1960’erne. I denne periode blev de klassiske arbejderboliger på brokvarterene gradvist affolket til fordel for socialdemokratiske projekter som Fingerplanens klare opdeling mellem bolig og arbejde inden for rammerne af den ekspanderende velfærdsstat.
I afsnittet »Wonderful, Wonderful – Kopenhagen im Boom« er udgangspunktet de brændende biler og affaldscontainere i martsdagene, og gennem begrebet om den mobile barrikade, som noget der adskiller og indhegner, føres blikket over på byrummets markedsgørelse med vækst- og konkurrencemål.
Artiklen refererer til Walther Benjamins Passageværk, og her og andre steder associeres analysen i Benjamins ånd fra en æstetisk vurdering af det enkeltstående tilfælde til en kritik af økonomiske og politiske bevægelser. Det er en metode, som skaber inciterende læsning, men også har nogle klare faldgrupper, hvis det æstetiske får suverænt primat. Det lykkes imidlertid generelt at fastholde samfundsperspektivet og analysen af de økonomiske processer; når f.eks. fotografier af den iranske shahs besøg i Rødovres daværende eksemplariske etagebyggeri kort indgår i beskrivelsen, karakteriserer det fint den proces, som har gjort, at disse boliger og deres beboere i dag er skrevet ud af nyhedsdækningen af Hverdagsdanmark – når det ikke lige handler om vold og sammenstyrtende boligblokke.
Dermed er hverken den nuværende borgerlige regering og en diffus »normalisering« eller Ritt Bjerregårds kommune og sekten Faderhuset den primære skydeskive. De er led i en politisk styret udvikling, hvor udstødelse af byrummet i form af »gentrificering« – udskiftning af beboermassen i takt med prisstigninger og overgang fra leje- til ejerboliger – sidestilles med nedskæringerne på de sociale ydelser og afskaffelsen af et universelt, socialt netværk.
På dét grundlag rejser antologien sig som samtidshistorisk beskrivelse og kilde til de synspunkter, der prægede opstanden i marts 2007. I en række interviews giver personer, der på forskellig vis har været aktivt involveret i ungdomshusaktiviteter, synsvinkler og bud på, hvad der skete, som et forsøg på at begribe det i praktiske termer; som taktikker frem mod et mål.

Som der står i forordet, er bogen opstået af en spontan interesse for at samle forskellige vurderinger af begivenhederne »jenseits von Küchentischen in Wohngemeinschaften«. Dét udtrykker to centrale præmisser for bogen: For det første, at bogens forfattere og målgruppe er venstreorienterede med sympati for Ungdomshuset, Christiania og idealet om »frirum« i byen.
For det andet at undersøgelsen ikke bare vil forklare, hvad der er sket, men også motivere og underbygge den bevægelse, som er genstand for undersøgelsen. Når det er sagt, betyder det på ingen måde, at bogen kun har relevans for den, der i forvejen deler præmisserne. Her er en historisk gennemgang og sociologisk indsigt i bevægelsen, der ellers drukner i pressestrategi og forsimplede fremstillinger om »forkælede unge«. Her bliver de overordnede perspektiver konkrete og nutidige, og samtidig med at aktivisterne fremlægger deres forståelse af at være en bevægelse imod markedsgørelse, bliver mere internt venstreradikale begreber som »frirum« beskrevet uden hverken for mange indforståetheder eller den hyperakademiske tilgang hos det teoretiske bagland a la venstreradikale tænkere som Antonio Negri og Michael Hardt.
To tyske aktivister kommer bl.a. med en udenforståendes syn på den danske ungdomshusbevægelse set med baggrund i Hamburgs BZ-kultur, og f.eks. er spørgsmålet om bevægelsens autonomi noget, der deler de danske og tyske aktivister. De danske aktivister er væsentlig mere positive over for at lade kommunen være formel ejer og har tillid til Fonden Jagtvej 69, mens tyskerne ser det som en latent fare i retning af afpolitisering.
Antologien er samlet omtrent samtidig med sidste års velfærdsprotester på socialområdet, og flere af bidragyderne kobler de to bevægelser sammen. Forskellen mellem de tyske og danske aktivister peger muligvis i den retning, selvom fusionen af de to bevægelser ikke umiddelbart blev til noget. En tilsvarende modsætning inden for den alternative bevægelse markerer de to afsnit om et Christiania, der midt i rydnings- og normaliseringstruslen balancerer mellem selvtilstrækkelighed og ønsket om en mere diffus opposition som en del af det danske samfund.
Endelig er det interessant, at se byggestenene til en myteopbyggelse i den måde, hvor bestemte datoer - 16/12 2006; 1/3 & 6/10 2007 - får tillagt særlig værdi og sætter rammerne for mindre »epoker« i den samlede konflikt. Personligt tror jeg, at kampen om Ungdomshuset vil indtage en position som generationsmarkør, så 2007 måske bliver rammen om en identitet ligesom 1968.
I den sammenhæng vil Besetze deine Stadt! – bl.a. sammen med Dansk Folkemindesamlings indsamling af sms’er under gadekampene – stå som en central både kilde og nøgle til begivenhederne og deres umiddelbare receptionshistorie.
Besetze deine Stadt! Bz din by! Häuserkämpfe und Stadtentwicklung in Kopenhagen.
Redigeret af Peter Birke og Chris Holmsted Larsen. Assoziation A. Berlin 2007. 222 sider. ISBN 978-3-935936-67-5.
Om det blir regn eller alt for hot sol, så kan du surfe hele ferien på ca. 50 af de største og bedste progressive resurse-sites
Der er en alfabetisk liste med større beskrivelser, noter mv. af de enkelte sites -
og en emne-opdeling fra Anarkisme til Økonomi.

Linkbox om omdiskuteret bog af Shlomo Sand om det jødiske folks historie.
Nye numre online af amerikanske Against the Current + International Socialist Review og britiske International Socialism, om kvinder, mænd og idræt, anarkismen i dag og borgerretsbevægelsen i 60erne.
25. juni | Populismen handler om at fremhæve skel imellem folket og dets fjender. De mest succesfulde i dette har historisk set været højrefløjen.
25. juni | Det vakte større opsigt end arrangørerne bag den berlinske CSD nok havde ønsket sig, da de i anledning af den årlige homo-parade sidste lørdag ville overrække den amerikanske teoretiker Judith Butler en pris for (...)
29. juni | De pædagogiske fagforeninger i København er uenige om »klyngeledelser« er afbureaukratisering eller økonomisk grønthøstning.
7. juli | ”Hvis revolutionen kunne give kunsten sjæl, så kunne kunsten blive til revolutionens mund” Historiker Odin Rasmussen giver her et indblik i russiske revolutionsplakater og viser, hvorfor du i sommerferien skal en smut (...)
26. juli | 14:46