Modkraft.dk

Amager Strandpark

Eskil Andreas Halberg — 2010-09-07T14:46:46Z

Sidste sommer var jeg på Amager Strandpark. Et stort nybygget strand- og parkanlæg på Vestamager. Anlægget bliver brugt meget og mange mennesker udfylder anlægget med deres aktiviteter, og det er i den forstand en succesfuld planlægning. Men kigger man efter, ligner Amager Strandpark en arkitekttegning. Menneskene bruger anlægget fuldstændig som det er tegnet på anlægstegningen. Nogen står på rolleskøjter, andre går tur med barnevognen og endnu andre bader eller står på skateboard. Fornemmelsen af at være en del af en arkitekttegning er ubehagelig. Planlæggerne har været så dygtige til at bygge rum, så aktiviteterne som blev foreslået ved præsentationen af projektet blot genfindes i det gennemførte projekt. Tændstiksmændene er blot blevet levende.

Tegningen over anlægget resonere fuldstædigt med hvad menneskene kan finde på i det gennemførte anlæg. Man kan foretage sig 10 eller 20 manøvre (skateboard, badning, gåtur, rolleskøjter, slikindkøb, kysning på bænk, liggen i græsset) på Amager Strandpark, men tænkningen slutter.

Det værste ved anlægget er også det bedste. At menneskene bruger anlægget som det udbydes. Jeg kan godt lide når forestillingerne om en strandtur indfris. Når det er problemfrit eller uden overraskelser, at gå på stranden. Et multianlæg udbyder muligheder for aktivitet, men er en form for overstimulering. Man slipper for selv at finde på hvad man har lyst til og kan nøjes med at vælge mellem mulighederne. Når muligheder for aktiviteter kan listes op (kysning på bænk, rolleskøjter osv.), så falder mulighederne for aktivitet.

Der findes stadig områder i København, som ikke er omformet til multilejepladser. Her er stenene glatte, der er langt til slikbutikken, man kan slå sig hvis man falder og børnene for våde tæer.

G.A. Cohen: ”Why not Socialism?”

Andreas Albertsen — 2010-09-05T17:48:52Z

Så har jeg sørme fået en blog på modkraft. Her vil jeg uploade de af mine tekster, jeg mener vil være af generel relevans for den brede venstrefløj. Jeg håber at i vil læse med og lade jer inspirere.

I august 2009 døde venstrefløjsteoretikeren G.A. Cohen. Dermed blev bogen ”Why not socialism?,” der udkom samme måned, hans sidste udgivelse. Titlen er som selve bogen en udemærket sammenfatning af Cohens arbejde de sidste 20 år. Cohen har dedikeret skrevet sig op imod de, der opfattede markedsskabte uligheder som retfærdige og leveret nogle af de mest overbevisende moralske argumenter for, at en lighedsorienteret socialisme er et attraktivt politisk og moralsk ideal.

Bogen tager sit udgangspunk i fortællingen om en campingtur. Her beskriver Cohen hvorledes en campingtur udfolder sig. Hvorledes en gruppe mennesker besidder, udfolder sig og arbejder i et fællesskab, uden at forvente kontant afregning af hinanden. Cohen reflekterer indledningsvist over, hvor absurd en campingtur organiseret efter markedsprincipper ville være – og hvorledes vi intuitivt ville afvise de, der forsøgte at indføre sådanne principper på vores egen campingtur. Bogen falder herefter i tre afsnit: Et der beskriver turens principper, og to der diskuterer hvorvidt disse principper er attraktive og realiserbare på samfundsniveau.

Cohen beskriver de to principper, han mener gør sig gældende på campingturen. Det drejer sig om et radikalt begreb om ”lige muligheder” og et fællesskabsbegreb. Netop kombinationen af disse to begreber er for Cohen en attraktiv socialisme.

Lige Muligheder

Cohens præsenterer først 3 forskellige syn på, hvad det betyder at give mennesket lige muligheder i et samfund:

- 1 Det borgerlige begreb om lige muligheder. Dette begreb er et udtryk for et ønske om at fjerne de uligheder, der følger af socialt skabte formelle og uformelle privilegier. Et eksempel på et formelt privilegium ville være et samfund, hvor det er lovbestemt, at kun præstesønner må tage en uddannelse.

- 2 Det venstre-liberale begreb om lige muligheder. Denne forståelse, dækker over de politiske strømninger, der ønsker at fjerne både privilegiebaserede uligheder (som 1), men også de sociale uligheder, der følger af menneskers sociale omstændigheder. Et eksempel på sådanne uligheder ville være et samfund, hvor alle formelt set måtte tage en uddannelse, men kun præstesønner havde råd til dette.

- 3 Det tredje er det socialistiske, der mener at uligheder mellem mennesker, hverken må afspejle privilegier, sociale omstændigheder eller medfødte egenskaber. Det betyder ikke, at vi skal omfordele folks medfødte talenter – men derimod, at vi ikke bør belønne folk ekstra for dem.

Cohen selv er tilhænger af det sidste, fordi det afspejler et syn på samfund og på ansvar, hvor mennesket ikke stilles ringere på baggrund af uvalgte omstændigheder. Uanset om der er tale om genetiske eller sociale. Dette betyder også, at der i dette samfundssyn gives luft og plads til det mange liberale anser, som det væsentlige: Menneskers valg og præferencer. Det er en følge af synet på lige muligheder, at der intet uretfærdigt er i, at nogle mennesker ender med at have mere end andre som følge af flid eller forskellig vilje til at udnytte ensartede muligheder. Men uligheder der afspejler uvalgte omstændigheder, hvad enten disse er sociale eller naturlige, er ikke retfærdige.

Fællesskabet

Cohen mener dog, at det socialistiske begreb om lige muligheder ikke kan stå alene. Det eliminerer tilfælde af rå uheld (der i litteraturen kaldes brute luck), men tillader for store forskelle opstået på baggrund af menneskers kalkulerede sats (der i litteraturen kaldes option luck). Cohen mener derfor at den socialistiske ide om lige muligheder, skal suppleres med en ide om fællesskab. Tanken er at fællessskabsidealet skal begrænse de sats mennesker kan gøre og dermed begrænse de uligheder, der kan opstå som følge heraf. Argumentet for dette er, at der bør herske en ensartethed i muligheder og udfordringer – der kun er muligt at opretholde, hvis fællesskabsidealet eksempelvis forbyder 2 mennesker at trække lod om, hvem der skal være den andens slave.

Cohen trækker ingen klar grænser for, præcist hvilke uligheder der kan forbydes i fællesskabets navn. Men åbner op for en spændende diskussion af dette.

Efter at have diskuteret idealernes udformning og karakter går Cohen videre til en diskussion af hvorvidt de er attraktive og mulige på samfundsniveau. Cohen dedikeret forbavsende få sider til at nå frem til, at dette socialistiske ideal er attraktivt. Diskussion tages løbende, i diskussionen af idealets udformning, men virker noget uafsluttet, om end der leveres stærke argumenter for idealet.

Den sidste diskussion omhandler realiserbarheden af idealet. Her inddrager Cohen værker af sin gamle ven John Roemer og af Joseph Carens. Selv er jeg ikke overbevist om, at netop disse to forsøg på at beskrive en realiserbar socialisme er de bedste. Men netop den sidste diskussion af realiserbarheden er vigtig. Både fordi det er hamrende interessant, men også fordi den understreger en væsentlig pointe: Vi bør adskille praktiske og principielle indvendinger mod socialismen. Socialismen er et attraktivt ideal. Et ideal det er værd at kæmpe for og arbejde for. Det er fair nok at have praktiske indvendinger, men det er hamrende unfair at fremstille disse som principielle indvendinger.

Cohens bog er velskrevet, letlæst, kort og indeholder stærke argumenter mod markedets tilfældige belønning af mennesker med naturlige eller sociale fordele. Den burde være pligtlæsning for alle, der gerne vil have sat konkrete ord på kapitalismens uretfærdigheder og det attraktive ved socialismen. Den er i øvrigt også pligtlæsning for alle de, der stadig fastholder, at moralske overvejelser ikke må være en del af argumentet for at arbejde for socialisme. De bør vide hvor stærke argumenter de kaster bort ved at indtage en sådan position.

Frem for alt er det en bog for alle, der gerne vil have lettere ved at sætte ord på, hvor vi gerne skulle hen.

Fra markedets til fællesskabets samfund
Fra tilfældighedernes til frihedens samfund

Indsamling til Pakistan: Hjælp gennem arbejderbevægelse

Elizabeth Japsen — 2010-09-05T09:59:31Z

Denne oplysende tekst om den konkrete og alment oplysende tekst er uden blusel kopieret og sat ind fra http://www.intersol.dk/intersol/ tekster er lavet af af Vagn Rasmussen, STS International Solidarity

Komitéer omkring Pakistans Arbejderparti har kastet sig ind i arbejdet med at hjælpe de nødlidende pakistanere. De går imod Taleban og korrupte myndigheder.

Da jordskælvet med centrum i Kashmir ramte Pakistan i oktober 2005, var der stor interesse i den danske befolkning og blandt herboende pakistanere for at hjælpe ofrene. Men offerviljen led et knæk, da det viste sig, at langt de fleste penge forsvandt i lommerne på de dybt korrupte pakistanske politikere og embedsmænd.

Selvom Pakistan i dag formelt er et demokrati, så er regeringen stadig korrupt. Den står under ledelse af afdøde Benazir Bhuttos mand Asif Ali Zardari, som også kaldes ”Mr. 10 percent”, på grund af sin hang til korruption.

Den egentlige magt ligger stadig hos det store pakistanske militær. Under en nylig rejse sammen med 65 andre, heraf 50 kvinder, til et fagligt seminar i en by i det oversvømmede område, betegnede Khalid Mahmood fra LEF den pakistanske hærs optræden som nepotistisk over for avisen The News. Mens hæren afviste alle andre, der søgte ind på sikre hoteller, så blev pladserne optaget af familier og venner til militæret, sagde Khalid. Fra hotellerne blev de privilegerede transporteret videre med militære helikoptere.

Pir Sabag

Hærens helikoptere evakuerede militærpersonalets familier og beboerne i de store huse, men ignorerede folk, som stod på hustagene og vinkede, fortæller en delegation fra Labour Relief Campaign, som har besøgt landsbyen Pir Sabag.

Pir Sabag er en kommune med 34.000 indbyggere i det uroprægede område med hovedbyen Peshawar tæt ved Afghanistan. Pir Sabag er væsentligt beboet af arbejdere, som er beskæftiget på marmorfabrikker, i stenbrud og i bygge- og anlægssektoren.

Lokale fortalte delegationen fra LRC, som besøgte området, at oversvømmelserne, som stod i en højde på fire meter, løb over hustagene. Denne store vandmasse kom omkring klokken fire om morgenen, mens folk sov i deres huse, men den hurtige vandstrøm levnede dem ingen chance for redde deres ejendele.

Indbyggerne i Pir Sabag er meget vrede over, at regeringen ikke advarede dem om flodbølgen. De har mistanke om, at man åbnede for en dæmning for at redde en nærliggende militærlejr fra at blive oversvømmet. I Pir Sabag har hjælpekomiteerne i LRC opsat en af mange teltlejre i samarbejde med den lokale formand for LPP – Labour Party Pakistan.

Fra Sir Sabag. Foto Labour Relief Campaign:

Fjende af Taliban

»Hjælp med til at bekæmpe Taleban og de militære operationer«. Sådan lød overskriften på en appel om støtte, som den pakistanske forfatter og fredsaktivist, Tariq Ali, og talspersonen for LPP udsendte i maj 2009 i forbindelse med dannelsen af en kampagne, der havde til formål at hjælpe de omkring 1,5 millioner internt fordrevne i den Nordvestlige Grænseprovins.

I appellen beskyldte man regeringen for at samarbejde med Taleban – blandt andet ved at tillade Taleban at indføre Sharia-lovgivning i stammeområderne. Man beskyldte endvidere militæret for at holde hånden over Taleban.

Der var eksempler på, at når den lokale befolkning havde modsat sig Talebans styre, så blev styret støttet af militæret, som gør brug af Taleban i sin konflikt med Indien. Mens man delvist på skrømt fører krig mod Taleban, så fortsætter alle Talebans frontorganisationer: humanitære frontorganisationer, madrasskoler og andet, at fungere uantastet i hele landet. Og elever, der er uddannet på madrasskolerne, der støttes af staten, kan bruge deres eksamensbevis til at få adgang til alle højere læreanstalter.

»Hvis regeringen virkeligt vil gøre op med Taleban, så nationaliserede den de mange madrasskoler«, sagde Khalid Mahmood, til folkeskolen.dk under et interview i 2009.

Ikke ven med USA

Man fastholder, at kampen imod Taleban ikke kan vindes med militære midler, og man slutter ikke op bag USA's krig i Afghanistan. Taleban er i alt væsentligt en amerikansk opfindelse, fordi man kunne bruge fundamentalisterne i kampen imod den daværende sovjetiske besættelse af Afghanistan, hævder Arbejderpartiet LPP. Man kræver ophør af de amerikanske bombardementer af Pakistan og NATO ud af Afghanistan.

I det sidste er man i øvrigt helt på linje med den kendte afghanske kvindeaktivist og tidligere parlamentsmedlem Malalai Joya, som også kræver de udenlandske tropper trukket ud af Afghanistan, fordi de støtter krigsherrerne, som ikke er bedre end Taleban, og fordi man godt selv kan bekæmpe Taleban og krigsherrerne, »som ikke har nogen plads i folkets hjerter«.

Et godt samarbejde med STS

Også efter det store jordskælv i Kashmir den 8. oktober 2005 var den pakistanske regering utrolig langsom med at komme befolkningen til hjælp.

Befolkningen var stort set overladt til sig selv. Men viljen til at hjælpe var til gengæld meget stor.

Vore pakistanske venner dannede komiteen Labour Relief Campaign (LRC) dagen efter meddelelsen om jordskælvet, og man begyndte derefter at samle penge og materialer ind. Fra Lahore blev det rapporteret, at LRC samlede flere penge ind end de ikke særligt vellidte fundamentalister.

Tre dage efter jordskælvet blev de første lastbiler sendt til Kashmir. I Paniola–området i Kashmir nedsatte man modtagelseskomitéer, som sørgede for en retfærdig fordeling af hjælpen, og senere hjalp man den lokale befolkning med at arrangere demonstrationer imod militæret, som tvang det til at opgive sin nepotisme.

Kort tid efter jordskælvet besluttede STS International Solidarity at yde støtte til LRC ved at iværksætte en landsindsamling i Danmark. Desuden har STS i tre år været økonomiske baggrund for driften af en gratis skole for mere end 100 elever af jordskælvsramte familier.

En betydningsfuld kraft

Mens andre pakistanske partier opbygger deres »egne «frontorganisationer forsøger, Arbejderpartiet LPP at gå den modsatte vej ved at støtte alle, som er indstillet på at kæmpe for et bedre og mere retfærdigt Pakistan og en mere retfærdig verden.

Stor betydning har det haft, at man blandt andet med støtte fra svenske faglige organisationer og Oluf Palme-instituttet dannede LEF – Labour Education Foundation, der arbejder med organisering og uddannelse af arbejderklassen.

Siden starten i 1993 har LEF medvirket til dannelsen af 11 nye fagforeninger, to faglige landsorganisationer, en uafhængig studenterorganisation, en ungdomsorganisation, kvindeorganisationer og en komite, der forener 12 organisationer for bønder, der stort set er fæstebønder.

Vi kan nu forvente endnu større sociale og politiske spændinger i Pakistan. Endnu en grund til at indsamlingen!

Man kan indbetale et beløb til vores indsamlingskonto i Andelskassen Merkur. Nummeret på kontoen er: 8401 33 70 592. Penge kan også indsættes på girokonto nr. 069 2921, mærket: »oversvømmelse«.

Fra Italien til Indien og til BART i San Fran eller om det virkelig kan være rigtigt at de sover uden natbukser i Norge?

Pil Christensen — 2010-09-04T19:10:20Z

”Hey lady – where are you from? Oh Denmark, I have been to Amsterdam, really nice place”. Sådan startede en af mine første samtaler med en totalt ukendt mand i metroen (som i San Francisco hedder BART´en).

Jeg havde ikke været i San Francisco mere end 4-5 dage og var midlertidigt forvist til forstaden. Det betød, at jeg hver dag havde lange ture ud til Berkeley til diverse introduktionsmøder, og med mit ringe kendskab til den offentlige transport søgte jeg forvirret mod kortet, så snart jeg trådte ind i Barten. Manden på sædet ved siden af kunne tydeligt se det, og efter at have forsikret mig om, at jeg befandt mig i det rigtige tog, begyndte han at snakke.

Nattøj eller ej

Det samme gjorde en ung amerikansk medicinstuderende, da jeg forleden mødte hende på en trappe, foran en af Berkeleys Campus enorme monstrøse bygninger. Hun kom gående med en lille rullekuffert og allerede på lang afstand vinkede hun og råbte hej, som om vi kendte hinanden, hvad vi på ingen måde gjorde. Hun satte sig på trappen og ville derefter gerne vide hvem jeg var, hvor koldt det var i Danmark og ikke mindst, om det virkelig kunne være rigtigt – det havde hun hørt – at de ikke sov med natbukser i Norge?

Jeg kunne ikke bekræfte dette hundrede procent overfor hende, men fortalte at jeg da ikke selv sov med natbukser, eller nødvendigvis noget andet, for den sags skyld. Dette kom som en stor overraskelse for hende, men bekræftede hende samtidig i det liberale syn, hun havde på Skandinavien.

Naomi Campell, Bloods and Gribs og en rigtig hustler på You Tube

Tilbage til toget: Raymond hed han, 51 år, han var sort og tøjet var temmelig trashet. Han fortalte om Europa, hvor meget han elskede det, hvor anderledes og frit det var. Hvordan han havde fået tilbudt job som kok for Naomi Campbell, men havde afslået, indtil videre. Fortalte hvordan hans musik var blevet hugget fra ham og endt i radioen som et hit. Hvordan Jay Z, godt nok igennem sin manager, havde givet ham en middag på en dyr restaurant og ikke mindst hvordan han var blevet berømt da han landende på youtube i intim omgang med en ung smuk kvinde (så berømt at hans onkel, som ellers ikke brugte nettet, havde sagt ”hey man, I fucking saw you on you tube, everybody has seen it”).

Da vi begyndte, at nærme os den station Raymond skulle af på, spurgte jeg hvad han skulle. Han skulle på arbejde. Okay og hvad arbejder du så med? Han smilede til mig og fortalte at han hustlede folk, noget jeg ikke tvivlede et sekund på. Men han havde ikke særlig travlt, og spurgte derfor om at han ikke måtte køre med mig til Berkeley. Jo klart.

Derfra fik jeg ellers udvidet mit kendskab til Bloods and Crips (http://da.wikipedia.org/wiki/Bloods), hvor henne de forskellige bander dominerede i Californien og tilmed at Obama faktisk var Blood, hvad der ville ændre hele verden. Da vi kom til Berkeley, sagde vi pænt farvel. Bagefter studsede jeg over, om Raymond mon også havde hustlet mig på den ene eller anden måde, men jeg kunne ikke rigtig komme frem til hvad det eventuelt kunne være.

”Du Har din fars næse” eller den eneste mand i USA med en doktorgrad i tegning:

San Franciscos BART, forekommer mig, at være en af de steder, hvor jeg har oplevet denne amerikanske særegenhed i sin mest koncentrerede form. Som da jeg i tirsdags tog Barten hjem fra Berkeley ved en halv elleve tiden og der på Downtown Oakland station, stiger en meget særlig mand på. Han er lang, meget tynd og sort, mest af alt minder han mig om skellet fra ”The Nightmare Before Christmas”, med den langlemmede måde han bevæger sig på. Hans kropssprog er ekstremt feminint og meget ekstravagant, nærmest arrogant.

Han sætter sig over for mig med sin rullekuffert, som han stiller ved siden af sig. Mens han kigger over på mig, klapper han kufferten og fortæller den kan opføre sig pænt og ikke gør noget. Hans stemmeføring og kropssprog er så skabet, nærmest hysterisk på en måde, og han minder mig om en diva. Så begynder han snakke til mig om min cykel, han har haft sådan én, men nu kører han kun i bil. Han siger en del ting om cyklen og jeg smiler mest, siger lidt, men han er mest typen der taler, ikke så meget decideret samtale.

Der sidder en ældre dame på sædet skråt overfor mig, og hende vil manden vil meget gerne i kontakt med, det lykkes nu og da, men hun er ikke særlig snaksaglig.

I stedet begynder han, at åbne sin kuffert. Han bruger lang tid på det, det er en omstændig proces for ham. Men da det endelig lykkes, hiver han papir og blyant frem og begynder at fortælle om, hvordan han er den eneste i landet med en doktorgrad i tegning ("And then my daughter said to me, Daddy is it real, that there is only one person with a doctor degree in drawing in the country? Yes that's me darling").

Damen på det andet sæde er imidlertid faldet i søvn, hvilket er han aldeles utilfreds med. Han spørger mig om hun er vågen, jeg fortæller ham at hun sover, men så lykkes det ham alligevel, at vække hende og få sat hende klar til et portræt. Hun indvilliger (har muligvis ikke noget valg) og bliver tegnet, hvad han faktisk gør utroligt godt. Det ligner hende meget, han siger hun har sin mors næse, hun nikker og smiler, han kigger over på mig og siger jeg har min far næse (hvilket er helt rigtig), smiler og blinker til mig. Og så når vi Civic Center Station og jeg må halse ud, da jeg har glemt alt om stationer...

”Hey you bitches, come on over here”

En sidste BART oplevelse, som får lov at komme med her (der er mange flere og sikkert endnu mere i vente), er fra så sent som i forgårs. Igen et aften tog hjem fra Berkeley, men denne gang en torsdag, hvad der tydeligvis satte mere gang i det hele. På den første station i Oakland, står tre sorte fyre på Barten.

Umiddelbart er deres udtryk ret hårdt og gangster-agtigt. Dette slutter dog brat, da de i falset begynder at synge en eller anden popsang, man hører meget i radioen for tiden, mens de slanger sig frem og tilbage, ved hjælp af en jernstang i loftet, beregnet til at holde fast i, når toget kører.

Min opmærksomhed er helt fanget af fyrrerne, hvad der har forhindret mig i at lægge mærke til det optrin, der imens er startet i den anden ende af togvognen. Først da fyrrerne bevæger sig derned, opdager jeg de tre piger med en ghettoblaster, der er stået på toget. De fyrer den mildest talt af, danser oppe på sæderne, synger højt med på sangene (igen under temaet, kendte popsange fra radioen) og virker til at være fuldkommen ligeglade med, at hele togvognen følger dem nøje (og de skal siges at de ikke virkede fulde).

De tre fyrer ankommer til togets anden ende, men får ikke et ben til jorden. Pigerne griner højt, forsøger at lokke dem til at danse med, hvad de alligevel ikke tør – ”come on over here bitches, are you afraid ?”, råber pigerne og griner. Fyrrerne bliver totalt taget ud og står af kort efter. Pigerne danser videre til Civic Center Station, hvor de fortsætter op af rulletrappen og ud i San Franciscos natteliv. Om de forsatte deres aften, med en lige så hård reclaming af det offentlige rum, ved jeg ikke, men man kan jo håbe.

Fra Italien til Indien og tilbage i tiden

Vi skal fra San Franciscos Bart anno 2010 tilbage til et andet kontinent og en anden tid, for at forstå sammenhængen i disse umiddelbart så forskellige historier. I slutningen af 1800 tallet kommer to italienske forfattere til Indien. De skriver begge en bog om deres oplevelser og hvor den ene finder alt ved Indien forskelligt fra Italien, mener den anden forfatter at alt ved Indien minder ham om Italien.

Historien bruges af Hardt og Negri i deres værk ”Multitude”, til at illustrere den eurocentrisme, som verden traditionelt er blevet beskuet med igennem historien, både skønlitterært, gennem rejsebeskrivelser og via videnskaben. Og deres opfordring er, at verden må opfattes i dens singularitet, det vil sige i sin særegenhed og ikke altid i en målestok overfor Europa. Jeg synes mine oplevelser med disse mennesker viser en snert af den amerikanske singularitet, (nogen vil her understrege at dette kun kan ske i San Francisco, det muligvis rigtigt, men San Fran er også USA).

Det er svært at beskrive præcis hvad disse oplevelser er udtryk for, hvordan de kulturelt set er sigende for dette her sted. Det er svært uden at måle dem mod Europa og mod den fornemmelse, jeg hele tiden har, af at være anderledes. Men det er denne amerikanske særegenhed, singulariteten, som jeg prøver at begribe - den som er så svær at beskrive, fordi det er en anderledeshed, der på den ene side minder mig om alt jeg kender og på den anden er noget jeg aldrig på samme måde har oplevet før.

Jeg kunne forsøge at beskrive denne kulturelle amerikanske særegenhed, ved hjælp af begreber som det excentriske, det åbne eller det overdrevne, forsøge at beskrive hvor det peger hen og hvad jeg med min sociologiske briller kan læse ud af det. Men ville være svært at gøre værdineutralt (hvad jeg nok i forvejen slet ikke formår), så jeg tror jeg, i denne omgang, lader historierne tale for sig selv og håber at det giver jer en fornemmelse af dét.

(Da jeg havde skrevet dette blok indlæg færdigt, og læste det igennem, bemærkede jeg hvordan, jeg havde beskrevet nogen personer ved hjælp af race/hudfarve og undladt at gøre det med andre – de personer jeg havde undladt at beskrive, er enten hvide eller asiatisk-amerikanske. Først tænkte jeg, at dette måtte ændres, så alle eller ingen blev beskrevet via deres race. Men jeg har valgt at lade det stå, fordi det siger en hel del om den konstante racialisering der sker af visse personer, hovedsageligt sorte og den afracialisering der forgår af hvide og til dels asiatere. Det er interessant fordi det siger noget om min egen tilgang som hvid og hele den måde der tales om racer og hudfarve på her i USA. Det skal tilføjes at race her ikke bruges som noget biologisk, men nærmere henviser til bestemte magtrelationer og positioner. Jeg lover at dette langt fra bliver den sidste gang at disse tanker og ideer vil blive vendt her på bloggen og næste gang bliver det ikke bare i en parentes til sidst)

Imens vi venter på dobbeltdyk.

Mikkeline Gudmand-Høyer — 2010-09-04T11:03:12Z

Kloge økonomer snakker om at det næste store krisedyk raser forude. Kommer egentlig ikke bag på en´, heller ikke selvom vores statsminister sang en godtnatsang om at det hele nok skulle blive godt igen, og at krisen snart var ovre.

Mørke tuneller.

Det bliver nok en ”Indiana Jones” rutchetur. Jeg har selv prøvet den i Disneyland. Blev noget forbavset da jeg syntes den på kortet lignede en hyggelig bumletogstur. Det viste sig at turen indeholdt trebobbelte dyk i hidsige stræk igennem mørke tunneller. Jeg var meget bleg, da jeg steg af, og skal ikke lige prøve den igen med det samme, men nu får jeg jo også ”The real thing”, meget mere spændende, behøver nu ikke at bestille en kidnapning eller tage på overlevelsestur i Østen, for at opleve adrenalinruset, de penge er her sparet.

”Contemporary art Anni”.

Imens vi rutcher, så har bordeldronningen Anni Fønsby/Brinchs da gjort det rigtige og sikret sig lidt forlængelse af medieopmærksomheden, retsagen om rufferi er guf for medierne. Det er ligefør at hendes strategi kan kaldes kunst, på lige fod med Hornslets navnebranding i det sultende Afrika. For er hun ikke også bare et spejlbillede af det hele? Hvis jeg var hende lavede jeg allerede nu 40x60 malerier med silikonelæbekys, og solgte på ebay. Imens vi snakker om penge...

Hvorfor skal naturen være gratis?

Jeg forstår ikke hvorfor der ikke forlængst er kommet afgifter på naturen. Hvorfor skal den være gratis når alt andet koster penge? Der må da kunne indføres et simpelt naurzonesystem. Hvis man bevæger sig ud på vandet så er man i lilla zone, det koster så og så meget og bevæger man sig ind i skoven og op i et træ, så er man i gul zone. Det koster selfølgelig ekstra at gå nedaf bakker.

Kontrol med byzoner.

Og byzonerne? Der er alt for lidt kontrol med afgifterne der. Det skal da koste noget at forlade sin lejlighed. Man ka snildt indføre trappeklippekort hver gang man ska´bruge trappen i opgangen. Skal man ned og stå på gaden i længere end 15 minutter ska´der betales ”ståafgift”. Børns impulsivitet kan man altid tjene lidt ekstra på. Der kan indføres afgift på hop over 10 centimeter fra kantstenen og at vinke til en forbipassager ka vel også koste et par kroner.

Magteløse licensbetalere

Ulla Jessing — 2010-09-01T12:33:15Z

Danske politikere råber højt om svensk mangel på demokrati og ret til ytringsfrihed, fordi en svensk TV-station har nægtet at bringe en valgvideo med racistisk indhold.

De samme politikere tilslutter sig til gengæld et smal medieforlig, som regeringen i maj indgik med DF og Liberal Alliance med store nedskæringer i radio og TV-stationen.

104 dygtige medarbejder må forlade deres arbejde enten frivillig eller tvungent. Specielt nyhedsudsendelser bliver ramt, et område som i forvejen ikke er godt nok på grund af tidligere nedskæringer.

Nyhedsudsendelser i Tyskland og England har et meget højere niveau med mere udlandsstof.

I Tyskland deler man nyhedsudsendelser mellem to public service

Men danske licensbetaler bliver tvunget til at betale for en vare, som hele tiden bliver forringet. Man er uden for indflydelse og ender som taber.

Og det er ikke første gang. Dengang man byggede koncertsalen med økonomisk tab måtte også lytterne og seerne betale. Man får mere og mere det indtryk, at der er politiske kræfter i gang, som vil slagte public service-stationerne til gavn for de privatejede medier.

Det bliver bekræftet af kendsgerningen, at danske lyttere af regeringen bliver påtvunget en regning på 100 millioner kr. om året for en ny privat radio, de aldrig har bedt om.

Hvad med den demokratiske ret til medbestemmelse for licensbetalerne?

Dagen før dagen - eller invitation til manifestation.

Mads Kissow — 2010-08-30T20:20:47Z

Hele dagen har jeg været underligt rastløs og ukoncentreret. Min ellers fantastiske fysiklærer gøglede for døve øren, mens verden gled forbi på gaden udenfor. Igen uden at gøre noget særligt indtryk..

Egentligt er det intet mysterium, at jeg har det sådan. Jeg har nemlig det privilegium at kende både Noah Weiss og Natasha Verco, som i morgen ved middagstid kan forvente domsafsigelse i en sag, hvor politiet har glimret i en disciplin, de desværre praktiserer mere og mere – nemlig kunsten at opfinde sit eget univers, komplet med egen logik, etik og virkelighed.

Naivt troede jeg, at vi havde set toppunktet af inkompetence, da jeg hørte en famlende højtstående officer i politiet undskylde masseanholdelsen af næsten tusind mennesker i december 2009 med problemer med nyindkøbt radioudstyr... Men nej, politiets anklager mod Tash og Noah – to fantastiske aktivister og mennesker, ligesom så mange andre, jeg har haft fornøjelsen at arbejde sammen med – er en ny højdespringer.

Hvis ikke sagen var så alvorlig, ville det være grinagtigt. Men sagen er alvorlig, både personligt for (de første) to mennesker, der uden beviser forsøges holdt ansvarlige for masseorganiserede demonstrationer og aktioner for klimaretfærdighed under COP15, for sociale bevægelser i Danmark og for den rådne banan, der kaldes dansk demokrati.

Den rigtige rådne banan

Jeg ville ønske, at jeg havde pladsen, energien og den nødvendige faglige underbygning til her kort, konsistent og soleklart at levere en sønderknusende kritik af den kapitalistiske staten (både generelt og i den danske udformning), der kunne ryste dens grundvold. Desværre må jeg erkende, at det ikke forholder sig sådan – og at den konkrete fremtid for to fantastiske mennesker og de fremtidige kampe fylder for meget i mit hoved denne aften.

Derfor vil jeg i stedet komme med nogle påstande, der kan lægge op til debat, genfremsætte nødvendige poíntér og være med til at underminere den ulidelige autoritetstro, der desværre stadig findes i mange mennesker, på trods af århundreders grusomhed og fejt spil fra skiftende autoriteters side.

Disse kan med fordel uddybes, omformes og påtage sig eget liv gennem en aktiv diskussion – de er hverken utrolige klarsyn eller uanfægtbare sandheder (hvis sådan nogle findes?), men blot udtræk af et distræt hoved fuld af tanker og idéer.. På en aften, hvor det mest af alt er fyldt af bekymring og beundring for to - og mange andre - venner i alvorlige situationer..

1) Vi befinder os i en tid, hvor man enten er for et parlamentarisk, kapitalistisk demokrati, baseret på privat ejendomsret, en stat med (flittigt brugt) voldsmonopol og en stadig mere manisk individualisering, eller også er man en anti-demokratisk lømmel, der utvivlsomt har lyssky forbindelser og sympatiserer med vold, terror og andet utøj.

2) Det moderne demokrati baserer sig i mere og mere udbredt grad på en restriktiv deltagelse af ”folket”; ca. 2 cm blyantstreg hver fjerde år, der underbygges af en holdning om, at hvis man ikke stemmer, har man ikke ret til utilfredshed.. Altså et frit valg til hvilket jakkesæt, der skal have din autorisation til at være del af en 179 personer stor ”junta”.

3) Et centraliseret ”demokrati” af denne type videreføres ved kontinuerlige angreb på lokal- og nærdemokrati, en tiltagende tilpasning og passificering af tidligere selvstændige og aktive samfundsmekanismer (som fagbevægelser) og vedblivende angreb på dissidenter, lige fra dæmoniseringer af pædagoger og forældre som ballademagere til overvågning og fængsling af mennesker, der søger at skabe et retfærdigt og aktivt demokrati.

4) Den tiltagende totalitære stat og markedslogik afspejler sociale bevægelser, der over en bred kam står svækkede og for en del uden klare alternativer og organiseret handling for fælles styrke og individuel frihed. Som bevægelserne og organisationerne er blevet mere bureaukratiserede eller sekteriske, har de mistet rollerne som rammerne for skabelsen og udviklingen af den konkrete virkelighed, som langt hovedparten af den danske befolkning (altså mennesker i Danmark, uagtet fødselssted, hårfarve eller andre pseudo-parametre) lever i og den fremtid, de ønsker.

5) Disse rammer udfyldes nu i høj grad af detailstyring fra centralt statsligt hold, samt i endnu højere grad af virksomheder i mange former, der nyder godt af staten. Disse virksomheder deler dog det fælles formål, at de arbejder for at maksimere profit og markedsmagt – for mange desværre alt for tydeligt for enhver pris.

6) I en sådan virkelighed – også i smørhullet Danmark - er det imperativ, at sociale bevægelser, organisationer m.v. finder kommunikationsmuligheder, organisationsformer og demokratiske alternativer (.. til parlamentarisk plastik demokrati), der kan tilbageerobre rammerne for skabelsen og udviklingen af vores fælles samfund og alle dets goder. F.eks tilbage til lokalområderne og lave benarbejdet og tage de hårde diskussioner, der understøtter alle mennesker til at blive de aktive borgere, der skaber reelt demokrati og erobrer vores liv tilbage!

7) At sociale aktivister husker, at de ikke er en elite. Ikke er bedre, klogere og sejere end alle ”de almindelige mennesker” - vi er sgu ligeså almindelige mennesker, der kæmper, griner, græder og danser som så mange andre. Aktiv modstand mod undertrykkelse og udbytning er ligeså meget at agere socialt og solidarisk på daglig basis, som det er den spektakulære og/eller effektive direkte aktion. Det sagt, så kan en af forskellene være, at modstanden kan medføre skræmmende og voldsomme reaktioner og oplevelser, hvorfor det er ekstra vigtigt, at vi støtter hinanden, når det virkeligt brænder på..

.. Og det gør det nu (igen)! Så vis jeres støtte og jeres modstand!

Vis jeres støtte foran byretten i morgen fra middagstid, hvor vi vil være klar til at modtage to kammerater, der ligesom så mange andre har stillet sig op for (klima)retfærdighed, solidaritet, frihed og lighed!

Vis jeres modstand mod udbytning, hvad end den kalder sig ”genopretning”, ”grøn revolution” eller ”fair løsning”. Vis jeres modstand i hverdagen, direkte i aktion eller i opbyggelsen af alternativer fra neden og i styrkelsen af jeres naboer, venner eller tilfældige medmenneske på gaden!

Og sidst, men ikke mindst en klassiker, der desværre stadig er gyldig:

Modstand mod statsrepression og kapitalisme – frihed til alle politiske fanger!

At hugge hovedet af kongen

Eskil Andreas Halberg — 2010-08-30T08:08:05Z

Hen over sommerferien har kun få politikere forsøgt sig med noget politisk substans. Johanne Schmidt-Nielsen var dog en af dem. I et blogindlæg på pol.dk, blev udfoldet et forsvar for det enkelte menneskes frihed. Et godt robust politisk tema, som jeg vil forfølge i det følgende. Friheden er ikke naturgiven. Den produceres. Friheden er produceret af det liberale samfund gennem de seneste århundreder. Liberalismen er forestillingen om, at tingene og menneskene bedst selv ved hvordan de styres. Det var liberalismen der huggede hovedet af kongen. Dels fordi repræsentation blev fundet vigtigt. Men hvad endnu vigtigere er, fordi kongen var dårlig til at styre sin befolkning og sine ejendomme. Det var Adam Smith der huggede hovedet af kongen. Han gjorde erkendelseskritik til magtkritik: Man ved ikke alt, og det man ved produceres af det perspektiv man har når man kigger. Kongen ved ikke hvad der foregår i alle afkroge af hans kongerige, derfor er han en uduelig leder. Menneskene er dem der selv bedst ved hvad der foregår, der hvor de arbejder, der hvor de bor og der hvor de går i skole. Liberalismen er et styresystem, hvor friheden er systemets benzin. Folk ved bedst selv hvordan tingene skal gøres. Kongen er ineffektiv. Kongen troede, at den bedste og mest effektive måde at regere var ved at holde overblikket og ved, at centralisere alle informationer hos ham selv. Men det gik ikke. Der var for mange at holde øje med og for meget information at samle. Det blev uoverskueligt, at sidde på toppen af samfund og kigge ned på sit kongerige. Hvis mennesker selv bedst ved hvad de vil og hvad de gør og hvad der er godt at producere og hvordan livet skal leves, ja, så er man liberal. Det er bedre, at lede sig selv, end at lade andre lede én. Derfor er kommunalt selvstyre godt, og decentralisering af pædagogiske redskaber godt, derfor er lokalt demokrati godt osv. osv.

Kongen vender tilbage

Dansk Folkeparti er en del af strømningen: 'kongen vender tilbage'. Kongen er god til nogle andre ting end friheden. Kongen er god til, at tegne grænser og regere territorier. Kongen er bedst til enten at holde inde, eller at lukke ude. Kongen ved hvem der er de uønskede, de beskidte, de kriminelle, de syge. Er man derfor optaget af, at have et raskt, lovlydigt, acceptabelt fællesskab, er kongen en god ide. Det var ikke smart, at Poul Nyrup den gang sagde: ”Stuerene. Det bliver i aldrig”. For hvor viste han det fra. For hvis man er liberal ved man ikke hvad der sker. Man lader det ske! Det var heller ikke smart, at alle fordømte det palæstinensiske valg den gang Hamas vandt. Friheden blev bange for sig selv, og lod ikke friheden gøre som den ville. Friheden ville hellere være på den sikre side. Og valget blev underkendt af mange. Friheden bliver bange for sig selv. Ikke så sjældent endda. Nå friheden bliver bange for sig selv, så står kongen parat. For kongen er god til at forbyde og straffe. Kongen er rigtig god til, at yde sikkerhed til sine undersåtter. Nyrup blev bange for friheden og lod kongen komme til. Vesten blev bange for friheden og forbød Hamas, det frie valg.

Blog og politik på standby – vi ses

Christine Lundgaard — 2010-08-29T23:45:56Z

Kære venner

Pga. sygdom i min familie er jeg nødt til at trække stikket ud i en periode. Det betyder at Modkrafts blog-univers ikke får bidrag fra mig den næste tid. Tak for de livlige og spændende debatter.

Det betyder desværre også at jeg trækker mig som folketingskandidat for Enhedslisten. Jeg håber på at vende tilbage på et andet tidspunkt.

Arbejdet med at vælte regeringen og lave det her land og verden om i en retfærdig og menneskekærlig retning, er selvfølgelig lige vigtigt! Jeg er stadig fyr og flamme efter at bidrage til dét.

Tak for denne omgang, vi ses!

Christine

Carter som fredsmægler

Ulla Jessing — 2010-08-29T08:33:45Z

En amerikansk statsborger, som var dømt til mange års fængsel i Nordkorea er nu fri, efter den forhenværende amerikanske præsident Jimmy Carter har været mægler i sagen.

Som bekendt var det også Carter, som efter seksdagekrigen sikrede fred mellem Egypten og Israel, efter han havde overtalt Israel at trække sig fra de besatte områder i Egypten. Israelerne, som havde været bosættere på egyptisk områder, fik nye huse i Israel, og nye blomstrende byer er opstået i landet.

Vil det ikke være en god ide at lade Carter blive mægler i konflikten mellem Israel og Palæstina for at skabe resultater i de forhandlinger, som starter den 2. september i Washington? Lige nu er chancen for succes meget lille, fordi forhandlingerne overhoved ikke omfatter de centrale problemer: Jerusalems fremtid, grænserne fra 1967 og flygtningeproblemerne.

Abbas deltager kun nødtvungent, så længe Netanyahu ikke stopper nybyggeri for bosætter på palæstinensisk jord.