Strike Bike - En besat fabrik i Tyskland

Tyske fabriksbesættere igangsætter selvforvaltet produktion af solidaritetscykler.

Af Alix Arnold

124 arbejdere på cykelfabrikken Bike Systems i Nordhausen ville ikke uden modstand lade sig skubbe ud i arbejdsløshed. Deres reaktion på lukningen af deres fabrik er højst usædvanlig for Tyskland. Siden den 10. juli har de holdt fabrikken besat. I slutningen af oktober producerede de under selvforvaltning 2000 solidaritetscykler: Strike Biken.

Nordhausen er en mindre by i Thüringen i det tidligere DDR med 43.000 indbyggere, hvoraf 7.500 er arbejdsløse. Der er blevet produceret cykler her siden 1986, dengang stadig som del af en motorfabrik med 4.000 beskæftigede. Efter murens fald var det kun produktionen af cykler, der fortsatte, til sidst med 135 ansatte og op til 160 løsarbejdere.

Cykelfabrikken Bike System har været besat siden juli måned 2007.

I december 2005 købte finansinvestoren Lone Star virksomheden i Nordhausen og yderligere en cykelfabrik i Neukirch. Formålet var tydeligvis en mindskelse af konkurrencen: Tilovers blev kun det konkurrerende firma MIFA i Sangerhausen, som Lone Star ligeledes havde købt sig ind i med en andel på 25 procent.

I december 2006 blev først fabrikken i Neukirch lukket. Dér var der ingen modstand, og kollegerne i Nordhausen var glade for, at de endnu engang var sluppet. Indtil det så på et medarbejdermøde den 20. juni 2007 blev meddelt dem, at også produktionen i Nordhausen ville blive indstillet ved udgangen af måneden. Også dér forblev alt i første omgang roligt. Der var ingen protest, ingen opfordringer til modstand.

I de næste dage dukkede medarbejderne som sædvanligt op på deres arbejdsplads, ekspederede pligtopfyldende de sidste ordrer og tog afsked.

Indtil da lød det som en af de sædvanlige triste historier, som vi har oplevet så mange steder før: Når det hedder sig, at det går dårligt for virksomheden, har arbejderne været tilbageholdende med lønnen for at redde deres arbejdsplads. Når virksomheden har haft brug for dem, har de haft overarbejde og har arbejdet i weekenderne. Og når fabrikken så alligevel bliver lukket, er der nu engang ikke mere at gøre?

Men så udviklede det sig alligevel anderledes.

Den 10. juli var der igen et møde for medarbejderne, hvor tillidsfolkene informerede om forhandlingerne om en socialplan. Virksomhedsledelsen havde erklæret, at den forhåndenværende firmakapital ikke engang ville række til at betale for opsigelsesperioden. Af den grund kunne der ikke være tale om yderligere godtgørelse eller beskæftigelses- og opkvalificeringsforanstaltninger.

Med denne meddelelse var freden forbi. I vreden over »uretfærdigheden« opstod ideen om at besætte fabrikken - og den blev straks gjort til virkelighed. Alle var indforståede og alle deltog.

På sporet af den forsvundne strejkekultur

Arbejderne havde ingen som helst erfaringer med faglig kamp. De havde endnu aldrig strejket og havde intet forbillede for besættelsen. De var overrasket over sig selv, over hvor godt de har klaret det hele.

Som det første inddelte de sig i hold til strejkevagter døgnet rundt, de malede bannere og sørgede for tønder til at lave bål i mod nattekulden.

»Brug hornet« skrev en af kvinderne på et skilt. Siden da har et helvedes spektakel hersket foran porten. Næsten alle, der kommer forbi ad den tætbefærdede gade, viser højlydt deres solidaritet. Støttebidrag og store mængder af fødevarer får de foræret.

Åbenbart ser mange mennesker i Nordhausen besættelsen som en forhåbningsfuld og længe ønsket aktion.

Investeringsfirmaet Lone Star fra Texas jonglerer med hundrede af milliarder over hele verden. Arbejderne har taget kampen op med en magtfuld modstander - og de havde ikke mere noget pressionsmiddel. De sidste producerede cykler er leveret, i hallen er der ikke mere materiale og kun få maskiner.

Alligevel forsøgte firmaet på besættelsens anden dag at få en rydningstilladelse og at skræmme arbejderne med et ultimatum og med trusler.

Men retten dømte til arbejdernes fordel. De havde forklaret, at de ville afholde et længere fagligt møde. Politiet trak sig igen tilbage og besættelsen er dermed næsten lovlig.

Med afholdelsen af faglige møder i dagevis har arbejdere inden for nogle områder i de seneste år faktisk nedlagt arbejdet - i situationer, hvor de ifølge loven ikke måtte strejke.

I Tyskland er strejke kun tilladt under meget særlige betingelser. Kun fagforeninger må iværksætte en strejke, ikke arbejderne selv. Men i forbindelse med faglige møder er der et hul i loven: Der står intet om den tilladte længde.

Af den grund blev f.eks. den seks dage lange vilde strejke hos Opel i Bochum i oktober 2004 officielt kaldt for et »informationsmøde«, og i stedet for at arbejde diskuterede de 2.000 arbejdere hos det multinationale firma Alstom i Mannheim i april 2005 de af firmaet planlagte fyringer i fem hele dage.

Efter at det i lang tid har set ud til, at arbejderne i Tyskland ville finde sig i alt, har der i de senere år igen været strejker mod fyringer og yderligere forringelser af arbejdsforholdene: hos Caterer Gate Gourmet i Düsseldorf Lufthavn, hos AEG Nürnberg, på maskinfabrikken CNH og Bosch-Siemens’ hvidevarefabrik i Berlin, i den offentlige sektor og for tiden ved de tyske jernbaner, hvor lokomotivførerne kræver 31 procent mere i løn.

Hidtil er kampene forblevet isoleret, de er ikke smeltet sammen til en strejkebølge. Der har været ansatser til autonomi i konflikterne, men indtil nu har den fagforeningsmæssige forhandlingslogik i sidste ende domineret, og de materielle resultater har ikke udgjort nogen grund til at juble.

Men i de enkelte kampe var viljen til stede til at overskride fagforeningsbureaukratiets sædvanlige strejkeritualer, der ikke må støde nogen, for igen at udvikle arbejdermagt.

Nye aktionsformer såsom blokader blev afprøvet, og der var forsøg på at overvinde isoleringen af de enkelte kamppladser: Arbejderne ved Gate Gourmet i Düsseldorf og London besøgte hinanden og arbejderne hos Bosch-Siemens sluttede sig sammen med Siemens-kolleger i andre byer til deres »solidaritetsmarch«.

Da fagforeningerne normalt ikke støtter sådanne forsøg, var der i enkelte tilfælde samarbejde med venstreorienterede støttegrupper.

Hos Bike Systems i Nordhausen var kun få af arbejderne i begyndelsen organiseret i metalarbejdernes fagforening IG Metall (IGM). IGM støtter besættelsen. Men samtidig er der et samarbejde mellem arbejderne og den lille anarkosyndikalistiske fagforening »Freie Arbeiterinnen- und Arbeiter-Union« (FAU) om Aktion Strike Bike.

Strike Bike: En smule selvforvaltning og meget offentlighed

Den usædvanlige nyhed, at der midt i Tyskland var en fabrik besat, fik nogle venstreorienterede til at rejse til Nordhausen.

De fortalte arbejderne om forgangne tider og fjerne lande: om besættelsen af Urfabrikken LIP i 1973 i Besançon i Frankrig, og om fabriksovertagelserne i Argentina siden 2001.

Mange foreslog arbejderne at gøre det samme: ikke at vente på en investor, men selv at genoptage produktionen under selvforvaltning.

De var dog skeptiske – af gode grunde, idet det jo ikke drejer sig om et lille cykelværksted, men om 124 arbejdere og en fabrik, der agerer på verdensmarkedet.

De enkelte komponenter kommer fra Kina og andre asiatiske lande. Den endelige montering i Europa kan betale sig på grund af de høje transportomkostninger for færdigt monterede cykler, men avancen er lille. Og indkøbsbetingelserne, som cykelarbejderne ville opnå som selvforvaltet virksomhed, ville også være uklare.

I forhold til de multinationale virksomheder er de for få og for en selvstyret nicheproduktion for mange. Startbetingelserne ville være svære, da den besatte fabrikshal næsten er tom. Arbejderne har regnet ud, at de ville have brug for en startkapital på syv millioner euro for at genoptage produktionen.

Det er alt i alt ikke noget godt udgangspunkt for et eksperiment med selvforvaltning – men nogle af besætterne fandt sympati for idéen. Da FAU kom med tilbuddet om at støtte afsætningen, opstod ideen om at producere en »arbejder-solidaritetscykel« i begrænset oplag.

Strejkecyklen er en enkel og solid cykel til 275 euro. For at kunne indkøbe materialerne til passende priser, må der fremstilles mindst 1.800 styk, og kunderne må betale på forhånd.

Den 21. september annoncerede arbejderne deres plan. FAU oprettede en hjemmeside og mobiliserede alle deres kontakter; arbejderne selv og andre venstreorienterede spredte ideen og bestillingsedlerne.

Strike Biken udløste stor begejstring i meget forskellige kredse. I de første dage herskede der endnu skepsis, om det virkelig kunne lykkes i alt at få så mange forbestillinger.

Men så indløb der fra dag til dag stadig flere bestillinger fra alle hjørner af Tyskland og fra talrige andre lande. Det nødvendige antal blev endda overgået. Strike Biken er altså allerede udsolgt, materialet til mere end 2.000 cykler er bestilt. Produktionen begyndte den 22. oktober.

I mellemtiden kører besættelsen på tredje måned. Med Strike Bike-aktionen vil arbejderne tilbagevise Lone Stars påstande om, at fabrikken »ikke kan bringes på fode«. Desuden viser de dermed også, at selvstyret industriproduktion er mulig, ikke kun i Argentina.

Hvad fremtiden angår, håber de ikke desto mindre snarere på en ny investor. Der er tilsyneladende flere interesserede.

Hvis en videreførsel af virksomheden ikke er mulig, eller ikke er mulig tilstrækkeligt hurtig, kræver de en løsning fra politisk hold. Med det regionale udviklingsselskab LEG Thüringen finder forhandlinger sted om et opstartsselskab.

Med meddelelsen om den selvorganiserede produktion har konflikten fået en ny dynamik. Tidligere havde næsten kun lokale og venstreorienterede medier berettet om besættelsen. Siden da er Strike Biken blevet et tema i den borgerlige presse og har kunnet ses på flere tv-kanaler. Denne omtale kan sikkert hjælpe arbejderne i deres krav til staten.

Hvad der end i sidste ende kommer ud af denne aktion, så har arbejderne allerede givet et eksempel på, at modstand er mulig. De har ikke ladet sig skubbe ud i arbejdsløshed uden en socialplan, bare med den sædvanlige henvisning til, at virksomheden er forgældet og at der ikke er flere penge. De har ikke beklaget sig og appelleret, men har handlet.

Hvis deres eksempel danner skole, kan det fratage mange finansinvestorer lysten til at opkøbe virksomheder med selskabstømning og lukning for øje.

Artiklen er oversat fra tysk af Lars Poulsen. Den er oprindeligt bragt på internetsiden labournet.de

Skriv kommentar