Kommentar: Tilspidset konflikt i Afrikas sidste koloni

Af Signe Grejsen Nissen

Der er så meget ørken, at verden næsten ophører med at eksistere. De lavstammede huse består af sand, vejene består af sand, ja selv de mørke, senede vestsaharavianske kvinder og mænd består næsten af sand.

Siden 1975 har den endeløse ørken været livsbetingelserne for over 160.000 mennesker. De flygtede ind i Algeriet, efter Marokko besatte den gamle spanske koloni Vestsahara, der nu i folkemunde betegnes som Afrikas sidste koloni.

Vestsaharavianske soldater forbereder sig på en mulig genoptagelse af krig mod Marokko. Foto: Signe Grejsen Nissen.

I 1991 kom en FN-aftalt våbenhvile mellem Marokko og den vestsaharavianske befrielseshær, Polisario, i stand.

Men efter 16 års tovtrækkeri, endeløse forhandlinger i FN-regi og en stadigt mere frustreret ungdomsgeneration har Polisario besluttet at opruste og forberede sig på militære angreb mod Marokko.

Kun telemaster og radarsystemer på en 2.700 kilometer lang marokkansk befæstning gennem ørkenen, fortæller om konfliktens langvarige alvor.

Våbenhvile uden løsning
Da FN i 1991 forhandlede en våbenhvile på plads var det hensigten at gennemføre en folkeafstemning, der skulle afgøre Vestsaharas fremtid.

Næsten 17 år senere er forhandlingerne gået i stå, og det er kun Sahara-ørkenens sandkorn, der uhindret er rejst over den bevogtede grænse.

På en nyligt overstået kongres i ørkenbyen Tifariti, diskuterede ca. 1750 delegerede fra Polisario den fastlåste politiske situation.

Præsidenten for Polisario, Mohammed Abdelaziz, tog skarpe og kompromisløse ord i sin mund og kom en stemning i møde som, ifølge kilder internt i Polisario, har presset sig på.

– Vi vil forsvare vores rettigheder med alle legitime og anerkendte metoder – både fredelig modstand, men også væbnet kamp, hvis det er nødvendigt, sagde han og understregede den mere åbenlyst militante strategi, Polisario genoptager:

– Om seks måneder vil vi have en endelig konference, der skal beslutte, om vi skal genoptage den væbnede modstand eller ej.

For ung til at vente
Mens Polisarios diplomater arbejder på at finde en løsning på konflikten, er størstedelen af de unge vestsaharawianere, der bor i flygtningelejrene, mere frustrerede end afventende over for situationen.

Den tidligere vestsaharavianske ambassadør i Danmark, Sidi Omar, peger på, at det ikke kun er en taktisk udmelding, men også en frygt for opstand blandt de unge, der nu har fået Polisarios militære og politiske organer til at »forberede til krig«. Dermed håber de på at kunne skabe et stærkt og offensivt billede både indadtil og udadtil.

– Generalerne og politikerne i Polisario er nødt til at reagere nu. Mange af de unge i flygtningelejrene har levet hele deres liv med håbet om at kunne vende tilbage til det land, deres forældre var tvunget til at opgive og flygte fra. De er trætte af endeløst diplomati og falske forsikringer fra Algeriet, Marokko og det internationale samfund, siger Sidi Omar, og fortsætter:

– De skal have udsigter, ellers står vi med en bombe, der er få sekunder fra at eksplodere.

Uddannelse for ingenting
Bomben eksploderer hver dag, når ca. 100.000 unge drenge som piger spilder deres kraft og energi på at sidde og se dårligt imiterede vestlige popmusikvideoer på skrattende satellit-tv i de ustabile lærredstelte.

Ironisk nok har mange af disse unge lange akademiske uddannelser i økonomi, statskundskab eller international politik, som de har fået på stipendier fra Cuba, Algeriet eller Spanien, og de har derfor også gode forudsætninger for at kunne deltage i regional handel og politik.

Men deres uddannelser og viden er som at hælde tusinder af liter rent vand ud i den tørre ørken. Vandet forsvinder, og ikke mange appelsintræer vokser frem. Derimod ender de veluddannede unge som små afsvedne planter, der kun kan drømme om at blive store og bære de syrlige frugter. Der er ingen mulighed for arbejde eller selvrealisering i flygtningelejrene .

Det spildte potentiale er ikke kun ærgerligt for de unge vestsaharavianere, men også for den regionale sikkerhed og opbygningen af en mere økonomisk stærk region.

Den amerikanske tænketank International Crisis Group fastslår i dens seneste rapport om Vestsahara, at konflikten har en høj pris for regionen.

Måske endnu mere seriøst peger den på, at det dårligt bevogtede område mellem Vestsahara, Mauretanien og Algeriet er ved at blive et område for narko- og menneskesmugling. Det lader sig gøre på grund af det dårlige sikkerhedssamarbejde mellem landene og den generelt ustabile situation.

Mulighed for krig
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte: Ved en konflikt, der i mere end tre årtier har dannet rammen om den nordafrikanske ustabilitet, der for resten af verden nærmest er ukendt. Og en stridighed, der på grund af stormagtspolitik, bureaukrati og magtkampe tillader en hel generation af unge at forsvinde ud i desperationens bitre sødme. Dermed muliggøres endnu et sted på verdenskortet, hvor vi i 2008 kan sætte flueben ved betegnelsen krig.

Polisarios øverste ledelse har endnu ikke besluttet, hvordan ophævelsen af våbenhvilen skal tage sig ud. Sikkert er det, at de nye udmeldinger er tegn på et forsøg på at rykke magtbalancen. Det er både i forhold til Marokko, men også i forhold til de unge i lejrene, hvis utilfredshed med konfliktens stilstand dagligt bliver mere og mere udtalt.

Hvornår FN, Europa samt resten af det internationale samfund vågner op og indser konfliktens alvor og aktualitet er stadigt uvist. Indtil da blæser fremtidens svar sammen med sandkornene i den tørre ørkenvind.

Signe Grejsen Nissen læser journalistik på Syddansk Universitet i Odense. Hun var i december 2007 i Vestsahara.

Skriv kommentar