Det er en international kampdag, idioter!

Den 1. maj 2008 udgår en demonstration for den radikale venstrefløj fra Nytorv i Københavns Indre By. Rundt om initiativet har flere grupper af aktivister skrevet otte tekster om kapitalisme og anti-kapitalistisk kamp. Kontradoxa bringer her de første fire tekster - om kampdagen, racismen, kulturkampen og politiet - og i næste uge de næste fire, som inspiration, provokation og optakt til kampdagen.

1. maj 2006, Dronning Louises Bro, Nørrebro. Foto: Brian Berg/Monsun.

Første tekst:
Det er en international kampdag, idioter!

Koncerter med afdankede rockmusikere, store fadbamser og de samme automatpilotagtige taler om arbejderklassen og velfærdssamfundet? Men hvad fanden er det, der foregår? Er der virkelig ingen som helst tilbage i den såkaldte arbejderbevægelse, der ved noget som helst om den egentlige mening med 1. maj? At det er en international kampdag!

Som Rosa Luxemburg formulerede det i 1913, er den brillante idé med 1. maj, at de proletariske masser manifesterer sig som en autonom kraft, der kræver fred i verden, arbejderrettigheder og socialisme. At det altså handler om solidaritet på tværs af landegrænser! Og om skabelsen af en bæredygtig civilisation for alle i verden, ikke blot for middelklassedanskere, der er i arbejde!

Det er vist desværre ganske længe siden, at international solidaritet havde noget som helst med arbejderbevægelsen herhjemme at gøre. På den ene side har vi en lang fantastisk fortælling om de kampe, sejre og nederlag, som undertrykte subjekter over alt i verden har kæmpet den 1. maj tilbage fra 1880’erne, på den anden side har vi de triste og tænderskærende kompromiser, som den etablerede venstrefløj har indgået for at sikre velfærd til de danske arbejdere, der i mellemtiden blev middelklasse.

For problemet er jo, at store dele af den danske venstrefløj aldrig har vist sig som solidarisk med undertrykte andre steder, men konsekvent blot har tænkt på sig selv.

Helt tilbage til tiden omkring Første Verdenskrig har repræsentanterne for den danske arbejderklasse fungeret som en nationalreformatorisk kraft, der altid stemmer for egen velfærd frem for afskaffelse af international kapitalisme. Nem adgang til velfærd har været første prioritet for den reformistiske arbejderbevægelse, der således overhovedet ikke fremstår som en del af subversiv kraft, men snarere præsenterer sig som middelklassereformisme og som en forhindring for skabelsen af en revolutionær kraft på verdensplan.

Situationen er alvorlig: Den danske befolkning synes villig til lidt af hvert i forsvaret for egne privilegier. En stadig mere udbredt kontrol, en inhuman behandling af flygtninge og asylansøgere samt en offentlighed, der dyrker en forloren politisk ytringsfrihed, løgn og forfølgelse, er nogle af de midler, der aktuelt er i brug i Danmark.

Når det drejer sig om at beholde magten over sin velstand er befolkningen tilsyneladende klar til at acceptere en art blød fascisme, hvor alle subjekter, der ikke passer ind i billedet af det nationaldemokratiske fællesskab, kriminaliseres, udgrænses eller sendes hjem.

Siden 2001 har Fogh-regeringen uden reel modstand fra såvel Socialdemokratiet som SF og uden større folkelige protester kunnet køre et flerstrenget politisk projekt, der har taget form af forfølgelse af kulturradikale, af intelligentsia som sådan, af unge og selvfølgelig først og fremmest af muslimer.

Denne normaliseringskampagne er den indre dimension af ‘krigen mod terror’, hvor et sikkerheds- og kontrolregime udvikles og installeres, hvor staten fører krig mod alle reelle terrorister, men også mod alle potentielt kritiske subjekter eller livsformer, der bare ikke passer ind.

Det er derfor, det ikke er nok at adressere den ydre dimension af ‘krigen mod terror’, dens militære side, og støtte op om modstanden mod krigen i Irak og Afghanistan. Det er også nødvendigt at opponere mod statens politidimension forstået bredt som ensemblet af overvågnings-, kontrol- og eksklusionsmidler.

Kun ved at forbinde de to aspekter er det muligt at komme hinsides de forsimplende forestillinger om civilisationernes sammenstød og demokrati versus islamisk fundamentalisme.

Det er nødvendigt at forkaste denne latterlige retorik og lægge afstand til nationalstaten og dens racisme. Det er imidlertid en politik som socialdemokrater og folkesocialister producerer og reproducerer, når de hånd i hånd går på vælgerhugst med racistiske og nationalistiske ytringer.

Selv med danske soldater i angrebskrig i Irak og Afghanistan har der ikke været mange eksempler på solidaritet overfor ofrene, i stedet er Danmark i løbet af de seneste år blevet et af de mest lukkede lande i verden, hvor det er så godt som umuligt at opnå opholdstilladelse, og hvor mennesker, der faktisk opnår opholdstilladelse, ikke har de samme rettigheder som statsborgere.

I løbet af denne udvikling har store dele etablerede venstrefløj ikke vist nogen som helst kosmopolitisk sensibilitet; den har reelt blot vist sig at være racistisk.

Dette forhold er blevet bekræftet gang på gang i de senere år, hvor Socialdemokratiet og SF overhovedet ikke har bekæmpet den racistiske flygtninge- og indvandrerpolitik, men blot har båret brænde til bålet med en hadsk og forsimplende retorik, hvor mennesker opfordres til »at skride ad helvede til«. Udelukkelse og ikke solidaritet og gæstfrihed har været mantraet. Kosmopolitik og international solidaritet er således desværre totalt ukendte begreber for Socialdemokratiet og åbenbart også for SF. De viser sig som forkæmpere for national suverænitet og udbygger forestillingen om det dansk folks særinteresser.

Den 1. maj er en international kampdag, idioter!

Racismen er kønnet. Foto: Freddy Hagen.

Anden tekst:
At afvæbne racismen

Racismen har på flere planer nået hidtil usete højder i Danmark de seneste årtier. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi udvikler en kvalificeret og slagkraftig kritik af racismen for at kunne afvæbne den højreorienterede retorik, der sniger sig længere og længere ind på venstrefløjen.

Det er ofte feministisk lignende argumenter, der bruges til at retfærdiggøre racisme, og disse argumenter er med til at genoplive old school imperialistiske ideer om, hvordan ’folk fra andre kulturer’ er i forhold til den såkaldt danske eller vestlige kultur.

Racismen er kønnet
Racismen er med til at producere forestillinger om køn. Tænk for eksempel på de racistiske stereotyper om den stakkels indvandrerkvinde, der skal frelses af en stram udlændingelov, eller om indvandrermanden, der pr. definition er en latent voldtægtsforbryder på grund af hans kulturelle baggrund.

Eller tænk på, at østarbejdere altid beskrives som mænd og som en trussel mod de danske arbejdere, mens kvindelige migranter knyttes sammen med trafficking og opfattes som passive ofre. Samtidig knyttes kvindelige migrantarbejdere ofte sammen med erhverv som prostitution eller privathushjælp - erhverv der ikke defineres som egentligt arbejde.

Undertrykkelse er ikke kultur
Hvor tit hører vi ikke, at undertrykkelse af etniske minoritetskvinder forklares med kulturforskelle? Kulturen tillægges en ekstremt deterministisk rolle og beskrives som årsag til undertrykkelse.

Kulturer og religioner fra for eksempel Mellemøsten eller Asien gøres til fastfrosne størrelser, som ikke kan forandres. Dette skjuler, at kulturelle praksisser altid er til forhandling – og at definitionerne af, hvad kultur er, altid er et konfliktfelt.

Et godt eksempel er tørklædedebatten, hvor et religiøst symbol tillægges en bestemt kulturel essens, hvis det ikke er kristent. Der er ikke nogen, der ville hævde, at en religiøs kristen med et kors om halsen ved hendes blotte tilstedeværelse på folketingets talerstol ville være et slag i ansigtet for kampen for kvinders frihed og ligestilling mellem kønnene, som det ofte er blevet sagt om kvinder, der bærer tørklæde.

Da den slags ræsonnementer er blevet så godt som vedtagne sandheder i Danmark i dag, er de svære at slippe uden om – også for venstrefløjen.

Når feminisme retfærdiggør racisme
Feminisme bruges ofte til at retfærdiggøre racisme. Feminismen bliver taget som gidsel i racismens tjeneste ved, at den defineres som en vestlig liberal værdi – ligestilling bliver noget, ’vi’ har, som indvandrerne skal indordnes under, frem for noget vi kæmper for.

Når højreorienterede debattører og politikere gang på gang fortæller den ’muslimske kvinde’, hvor undertrykt hun er, eller når stramninger i udlændingeloven vedtages på baggrund af argumenter om, at de er til gavn for kvinder, som er udsat for tvang, så er det racisme.

Den slags argumenter spiller på en ambition om at frelse kvinden fra ’den anden kultur’, og hermed gøres kvinderne til rene ofre som andre taler på vegne af.

Ved første øjekast kan denne argumentation ligne feminisme, men mener man, at feminisme handler om at styrke undertrykte gruppers position og give dem en stemme, er det bestemt ikke feminisme. Denne argumentation forsøger snarere at fratage kvinder al handlekraft og retfærdiggøre, at kvinder fremstilles som ofre.

Disse debattører og politikere er brugbare samarbejdspartnere for autoritære kræfter uden for vesten eller med ikke-vestlig baggrund. For de er alle rørende enige om, at kvinders lighed er et vestligt koncept og mener enten, at det skal påtvinges eller afvises.

Slagkraftig feministisk og antiracistisk kritik
Som antiracistiske feminister er det en udfordring at undgå at medvirke til at skabe et billede af, at kvinder fra andre steder i verden alle er ens – som det sker, når kvinder fremstilles i den uoverkommelige offerrolle.

På samme måde må man undgå at tale på andres vegne eller tale ind i den logik, der prædiker, at ’kvinders lighed er en vestlig ting’.

Man bliver ikke nødvendigvis et offer af at blive fremstillet sådan – men ideen om offerrollen er meget problematisk, hvis man vil knytte feministiske kampe sammen i stedet for at grave grøfter og skabe racisme.

Big Brother’s watching you. Foto: Brian Berg/Monsun

Tredje tekst:
Det er ikke vores Kulturkamp!

Kulturkampen er den centrale motor i Fogh-regeringens ideologiske offensiv og dækker over et hygiejnisk projekt, som søger at brændemærke og udskille det, der ikke passer ind i det perfekte billede af Normaldanmark. Alt der er utilpasset, udansk eller utilbens skal udpeges, integreres eller afvikles.

Kulturkampen blev officielt lanceret i 2003 efter at Fogh Rasmussen-regeringen støttet af Dansk Folkeparti havde siddet i to år. Der er tale om en nøje udvalgt, aggressiv betegnelse, som ikke efterlader nogen tvivl om regeringens verdensbillede: De er engageret i en ideologisk krig mod alternative livsformer, som skal bekæmpes.

Hvis man skal gøre en lang historie kort, så har Fogh-regeringens kulturkamp to fronter: en mod alternative og kollektivt orienterede livsstile – og en anden front mod den såkaldte middelalderlige muslimske kultur, som de mener, florerer i det danske samfund.

Betegnelsen kulturkamp har Anders Fogh Rasmussen fisket ud af historiebogen.

Den blev introduceret første gang af Bismark i Tyskland i 1870’erne som en ‘Kulturkampf’ mod den katolske kirke. Men den betydning af kulturkampen, som vi nok mest associerer til i sammenhæng med Foghs projekt, er den kulturkamp mod fascismen, som de kulturradikale indledte og førte i Danmark op til Anden Verdenskrig.

De kulturradikale organiserede sig i organisationen »Frisindet Kulturkamp« fra 1935 til 1940 og udgav tidsskriftet Kulturkampen.

Mellemkrigstidens kulturkamp var således en folkelig bevægelse, som kæmpede mod nazismen og dens politiske og ideologiske projekt – et projekt der som bekendt var totalitært og dermed udemokratisk og byggede på censur og begrænsning af ytringsfriheden, kvindeundertrykkelse, racisme, og udryddelse af modstandere og andre uønskede.

Der er altså tale om en bevidst iscenesættelse fra Foghs side, når han vælger at benytte betegnelsen kulturkamp.

Pointen er klar nok: Fogh kæmper en farefyldt og heroisk frihedskamp mod de mørke – og implicit – fascistiske kræfter, som er i færd med at overtage vores samfund.

Her er der vitterligt tale om manipulation på et højt niveau, hvor tingene bliver vendt på hovedet: Regeringens kulturkamp er jo helt klart ikke en frihedskamp med ryggen mod muren, men en kamp for at udvide og konsolidere en allerede velkonsolideret magtbase i Danmark.

Fogh introducerede ganske åbent kulturkampens mål og midler i januar 2003:

»Hvis man mere grundlæggende ønsker at dreje et samfund i en anden retning, er det værdidebatten, man skal tage fat på. Vi bliver tit anklaget for, at vi ikke lægger store reformplaner frem med dramatiske lovændringer på store områder. Efter min mening er det en meget gammeldags opfattelse af politik ... Men det piner mig ikke på nogen som helst måde, at der foretages den fejlanalyse, for imens kan vi så i ro og mag foretage denne ændring gradvis ved at få sat en anden dagsorden, når det gælder værdidebatten.«

Således laver han en opdeling mellem det politiske lovgivningsarbejde, som foregår i Folketinget, og det, han kalder værdidebatten, som handler om at forme holdninger og indstillinger – men det er klart, at det handler om at præge befolkningens overbevisning og dybeste frygt.

Fronten mod kollektivisme og socialisme
Ingen kamp uden en fjende, og det er derfor, at Fogh selvfølgelig vælger de tilbageværende repræsentanter for en svækket venstrefløj som mål for kulturkampens første front.

Hvis vi skal være ærlige, så har venstrefløjen længe ikke udgjort nogen reel trussel – men det var for så vidt underordnet for Fogh, da der netop er tale om en iscenesættelse af et slag uden særligt mange deltagere. Det afgørende for Fogh var, at der var et rigtigt stort publikum, nemlig den danske middelklasse som sidder derhjemme foran fjernsynet, eller hvor de nu sidder.

Normaliseringen af Christiania er en typisk del af iscenesættelsen af kulturkampen, da den symbolsk er helt i overensstemmelse med de frontlinjer, som regeringen ønsker at kridte op.

Selvfølgelig drejer det sig også om økonomiske interesser, men det afgørende for regeringen er dramatiseringen af et slag for det fri marked imod kollektivisme og selvorganiserede fællesskaber.

Det giver også en klar ideologisk turbo at betegne denne proces som en ‘normalisering’.

For Fogh og regeringen er socialisme og kollektivisme tyranni og en form for fascisme. Dette kom allerede til udtryk i Fra Socialstat til Minimalstat hvor Fogh skrev:

»Vi kaster ikke slavesindet af os blot ved at afvikle socialstaten. Det er selve ånden i befolkningen, der skal ændres. Ja, jeg tvivler på, at vi overhovedet kan stoppe socialstatens vokseværk uden en fundamental holdningsændring i hele samfundet. Egentlig er der brug for kulturkamp. I danske øren lyder ordet ‘kulturkamp’ måske lidt voldsomt. Og jeg tænker da heller ikke på væbnet opstand. Men jeg bruger ordet kulturkamp for at understrege den altomfattende karakter af den holdningsændring, der er brug for. Vi skal helt fra bunden gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige har fået ind med modermælken. Det bliver en kamp mod nedarvede vaneforestillinger og affældige, påståede sandheder.«

Også selvom regeringen ikke direkte var involveret, faldt rydningen af Ungdomshuset helt i tråd med kulturkampen mod alternativ og kollektiv livsstil.

Fronten mod muslimerne
Den anden front i den verserende kulturkamp er kampen mod muslimsk kultur, som jo nærmest har været regeringens officielle politik, lige fra den kom til magten. Og det var også frygten for indvandringen og optoning af en fornyet dansk nationalisme, som bragte Venstre og Konservative til magten i første omgang.

I denne kamp har Brian Mikkelsen indtaget en hovedrolle som bannerfører for korstoget mod muslimsk kultur, som den praktiseres i Danmark. Kulturminister Brian Mikkelsen forberedte Muhammed-krisen, da han ved de Konservatives Landsmøde i 2005 forsøgte at åbne en ny front i Kulturkampen og udtalte:

»Der er stadig mange slag, der skal slås. Et af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har Kulturkampens nye front.«

Derefter specificerede han, hvor han konkret så denne nye front: Ytrings-friheden var truet, idet kunstnere i frygt for repressalier fra muslimske mørkemænd ikke længere turde gøre nar af islam eller ‘pisse på koranen’ – som han udtalte. Der var med andre ord opstået en ny fare for den danske kultur.

Igen er der tale om en iscenesættelse, en dramatisering af en trussel fra et allerede marginaliseret mindretal i det danske samfund, som reelt ikke har nogen stemme i den danske offentlighed. I stedet præsenteres denne gruppe som en fare for det danske samfund, som skal forsvares. Han forsætter:

»Vi må værne om kunstnernes ytringsfrihed og fordømme og retsforfølge alle, der forsøger at krænke den. Hvis vi lader angsten vinde, ender vi som kuede borgere i et frygtsomt land.«

Altså: Den danske nation er truet. Som modsvar udfærdiges der en række kanoner, for kunst, demokrati, der skal værne om dansk identitet.

Det egentlige ærinde er tydeligt nok: at nyudvikle en dansk nationalisme – en nationalisme, som skabes ud fra et konstrueret fjendebillede om en imaginær trussel fra en udstødt og ikke særlig magtfuld gruppe i det danske samfund, nemlig de muslimske indvandrere.

Endnu flere kræfter gik hurtigt ind på Brian Mikkelsens nye front, og ugen efter hans tale ved de Konservatives landsmøde publicerede Jyllands Posten Muhammed-tegningerne.

Den efterfølgende Muhammed-krise fik regeringens iscenesættelse af kampen mod muslimsk kultur til at spinde helt ud af kontrol, da publikum pludselige blev den internationale offentlighed og ikke bare den danske middelklasse offentlighed – som den var tiltænkt.

Ikke vores Kulturkamp
Kulturkampen er regeringens iscenesættelse af imaginære trusler fra allerede marginaliserede grupper i samfundet.

Regeringen anvender disse trusler som springbræt for realiseringen af sit ideologiske projekt: Venstrefløjskultur og kollektivisme skal afvikles til fordel for individualisme og markedskapitalisme, og muslimsk kultur svines til med det formål at konstruere et imaginært nationalt fællesskab.

Regeringens kulturkamp virker måske diffus, når den dukker op som betegnelse i offentligheden, men den udgør en temmelig præcis ideologisk plan, som vi skal afvise.

Og vi må, som en del af en bevægelse, der undersøger hvordan man kan leve et fælles liv uden markedskapitalismens tyranni og fri for chauvinisme og racisme, nok konstatere at regeringens kulturkamp ikke er vores kulturkamp – det er en kamp mod os.

Visitationer på Dronning Louises Bro den 1. marts 2007. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Fjerde tekst:
Fuck det racistiske politi

Det var som om, det kom bag på politiet og medierne – ja i det hele taget hele det etablerede samfund, da unge fra Nørrebro med indvandrerbaggrund i februar tændte ild til biler og jog politiet på flugt. Men har man oplevet politiets opførsel i området, så er det ikke så svært at forstå.

Betjentene farer voldsomt og respektløst frem især overfor unge mænd med indvandrerbaggrund. Og i visitationszonerne har betjentene frit spil. De samme personer visiteres igen og igen. Folk får besked på at smide tøjet på offentlig gade. Klager man over overgrebene, så får man besked på at holde sin kæft.

Indre Nørrebro har været et af de steder, hvor politiet har visiteret flest folk på et meget lille område. Og selv om indsatsen løbende blev optrappet i begyndelsen af året, så fandt politiet ikke nogle våben i bydelen.

Til gengæld fik de generet folk så meget at bægeret flød over i februar.

Unge satte ild til biler og smed politiet ud af kvarteret. Urolighederne spredte sig først til resten af København og dernæst til resten af landet. Politiet fik aldrig situationen under kontrol. De unge der startede det hele, var også dem der stoppede det.

Politiet og medierne var hurtige til at affærdige urolighederne med, at det måtte være arbejdsløse bøller og pushere, der forsvarede deres territorium eller en reaktion på Muhammed-tegningerne.

Der blevet lovet hårdere straffe, flere betjente og flere beføjelser til politiet. Der var ikke rigtig nogen der overvejede, at det måske var politiet der var problemet.

I en erklæring fra nogle af de unge, fortalte de, at politiets brutale og racistiske opførsel var anledning til urolighederne. Der fremsatte de samtidig et simpelt ønske om ikke at blive diskrimineret af politiet.

Kunne være forudset
– Jeg vil vædde med, at ikke en eneste dansker er blevet visiteret, sagde en ung mand på Nørrebro til en avis, som kommentar til visitationszonerne.

Den oplevelse er sandsynligvis meget tæt på virkeligheden.

I Danmark bruges der ikke mange ressourcer på at undersøge politiets opførsel. Men forskning fra både USA og England viser entydigt, at etniske minoriteter langt oftere bliver stoppet og kontrolleret.

Den første danske forskning i politiets adfærd i forbindelse med visitationszonerne peger på samme tendens.

Politiet har flere gange afvist, at betjentene går specielt efter etniske minoriteter, når de afgør, hvem der skal stoppes og visiteres. Men de har ingen opgørelser, der kan understøtte deres påstand.

Flere steder i udlandet er politiet blevet presset til at føre sådanne optegnelser, og her har de afsløret, at betjentene er langt mere tilbøjelige til at kontrollere etniske minoriteter.

Officielt er det betjenten på gadens skøn, der skal afgøre, hvem der bliver stoppet og hvem der kan gå i fred. Men det er politikredsens ledelse, der afgør, hvor og hvornår visitationszoner skal bruges.

Også på ledelsesplanet målrettes visitationerne mod etniske minoriteter.

I 2005 da loven var et år gammel forklarede politimesterforeningen overfor justitsministeriet, at zonerne blev brugt i tre forskellige sammenhænge. En af de tre sammenhænge var »i forbindelse med problemer med unge af anden etnisk oprindelse end dansk.«

Således havde politiets ledelse på forhånd udpeget og italesat etniske minoriteter som potentielt kriminelle.

Friere hænder til betjenten på gaden er altid farligt for befolkningens retssikkerhed, men alle erfaringer viser, at især etniske minoriteter har brug for beskyttelse mod politiet.

Racistisk politi
Racisme er udbredt i det danske politikorps, og selvom betjente igen og igen fanges i forskelsbehandling, chikane og vold mod etniske minoriteter, så får det aldrig konsekvenser for hverken den enkelte betjent, eller for korpset. Blandt betjentene er racisme normalt og accepteret.

Heller ikke den myndighed, der skal kontrollere politiet finder det problematisk.

I en af de få sager, der er blevet juridisk behandlet, mente statsadvokaten ikke, at der var grund til at rejse kritik af betjente, der ellers havde omtalt en 39-årig mand med tyrkisk baggrund som ’abekat’ og ’perker’.

Den eneste grund til at episoden kom frem var fordi politimændene var blevet optaget på bånd og en avis lagde det på sin hjemmeside. Uden båndet og medieomtalen var sagen aldrig blevet behandlet af statsadvokaten.

Sagen er blot en af mange, der viser, hvordan politiet ser på borgere med indvandrerbaggrund. Studier af politiets omgangstone har vist at der ikke bare er tale om brodne kar.

Racismen gennemsyrer korpset.

1. maj 2008 - et fælles initiativ på den radikale venstrefløj – afholder demonstration fra Nytorv i København kl. 12.

Kontradoxa bringer i næste uge yderligere fire tekster fra det radikale 1. maj-initiativ.

Skriv kommentar

Anmeldelse: PET og den kolde krig (9.02) Økologisk utopi fordrer social omvæltning (2.02) Kommentar: Vingeskudt PET-debat på Gyldendal (28.01) Mengele - Dødens Engel (26.01) Byen er krisen (18.01) Kommentar: De illegaliserede siger fra (13.01) Mindeord: How I wish you were here (7.01) Efterretningstjenestens natur (5.01)