Kreativ aktivisme har inden for de senere år fået en massiv opblomstring. Nu forsøger flere tiltag at skabe overblik over de mange forskellige former med henblik på at sprede og videreudvikle idéerne. Vi bringer en lille guide.
Forleden modtog jeg et nyhedsbrev fra Innovation Lab, der havde overskriften "Er nutidens aktivister ven eller fjende? Kan vi lære noget af grupper som f.eks. Anonymous, og hvordan de spreder budskabet?", og som indeholdt et link til et blogindlæg med titlen "Internetaktivisme som virksomhedsstrategi 2013?".
Som blogindlægget afslører, er kendskabet til emnet ikke særligt stort. Men det forhold, at man ser et positivt potentiale i aktivisme, ville have været fuldkomment utænkeligt for blot kort tid siden.
I 2009, da der blev afholdt klimatopmøde i København, blev aktivister typisk beskrevet negativt og entydigt forbundet med hætteklædte og brostenskastende mennesker. Og overraskelsen over, at aktivisme overhovedet kunne forbindes med andet, kan fx illustreres af en reportage i ekstrabladet.dk i forbindelse med Barack Obamas første besøg i København, hvori man om en gruppe klimaaktivister ret desorienteret skrev: "Aktivisterne var fredelige og virkede med ekstrabladet.dk's udsendtes ord noget "lalleglade"."
Siden det såkaldte arabiske forår er mediernes fremstilling af aktivister dog gradvist blevet noget mere nuanceret.
Og på spørgsmålet om, hvad klimademonstranter i København har at gøre med oprørere i Kairo, svarede Ralf Christensen, der i 2011 lavede dokumentarfilmen Pockets of Resistance om politisk aktivisme:
"Deres fællestræk er, at de i en kreativ strategi forsøger at skabe politisk diskussion, som inkluderer folk. Et forsøg på at redefinere hele aktivisme-begrebet."
Forbindelsen mellem kunst og aktivisme er imidlertid ikke ny. Man kan derfor selvfølgelig diskutere, hvorvidt der er tale om et forsøg på at "redefinere hele aktivisme-begrebet", eller om der snarere er tale om et forsøg på at takle nogle af de fordomme, der er opstået omkring aktivisme, og som i en periode blot har indsnævret aktivisme-begrebet i offentligheden.
Men opfattelsen af, at det grundlæggende er den samme strategi, der ligger bag de ellers meget forskellige aktiviteter, hvormed aktører igennem de senere år har sløret grænserne mellem kunst og aktivisme, er også udgangspunktet for flere nye tiltag, som forsøger at skabe et overblik over bredden af kreativ aktivisme.
Ét af projekterne er Beautiful Trouble, der har undertitlen A Toolbox for Revolution.
Ophavsmanden er amerikaneren Andrew Boyd, som i adskillige år selv har anvendt kreative kampagner for at opnå sociale forandringer, og bl.a. var han medstifter af Billionaires for Bush (2004) og én af grundlæggerne bag kampagnen The Other 98 Percent (2010).
Boyd har imidlertid taget time-out for at samle dokumentation over en lang række forskellige kampagner og aktiviteter.
Beautiful Trouble rummer således en beskrivelse af i alt 33 cases, heriblandt demonstrationerne i forbindelse med WTO's topmøde i Seattle i 1999, The Yes Men's undskyldning for Bhopal-katastrofen på vegne Dow Chemicals i 2004 og Tim DeChristophers bud på en olie- og gasaktion i 2008, som kostede DeChristopher 2 års fængsel, samt en introduktion til 51 forskellige praktikere, heriblandt Zapatisterne, Greenpeace og The Yes Men.
Projektet giver endvidere et indføring i 30 forskellige taktikker, alt fra massedemonstrationer til brug af bannere og flashmobs, samt henvisning til nogle af de teorier og principper, der ligger til grund herfor.
Beautiful Trouble – A Toolbox for Revolution, der tillige indeholder masser af krydshenvisninger, findes både i bogform, der kan købes her, og i en gratis online-version.
Et andet projekt er Maŝta.
Maŝta betyder "fantasi" eller "forestillingsevne" og er navnet på et engelsksproget magasin om kreativ aktivisme.
Bag projektet står redaktionen af den tyskbaserede platform, Creative Acts – open platform for creative expression, activism and exchange.
Projektet er baseret på crowdsourcing, og brugerne opfordres til at indsende bidrag, der kan bringes i magasinet.
Magasinet er indtil videre udkommet i 5 numre med temaerne #1 Creative Activism, #2 Play, #3 Drive, #4 Identify This og #5 Transform, der alle gratis kan downloades her.
Også Actipedia er et crowdsourcing projekt.
Actipedia er en brugergenereret database og en form for Wikipedia om kreativ aktivisme.
På platformen kan brugerne følgelig selv oprette artikler om projekter, og databasen er opdelt i temaer som bl.a. miljø, occupy, feminisme og politik.
Det er Center for Artistic Activism, der er grundlagt af de to amerikanere Stephen Duncombe og Steve Lambert, samt The Yes Lab, der er grundlagt af The Yes Men, der står bag Actipedia.
Center for Artistic Activism og The Yes Lab står tillige bag andre aktiviteter, som bl.a. en skole for kreativ aktivisme og workshops.
I øvrigt arbejder The Yes Men selv på en ny film med titlen The Yes Men Are Revolting om deres egne projekter, som de har opnået støtte til gennem KickStarter.
Interessen for kreativ aktivisme har ydermere bredt sig til den akademiske verden.
Det engelske universitet, Coventry University, udbyder på bachelorstudiet et teoretisk og praktis kursus i kreativ aktivisme.
Kurset Creative Activism udbydes imidlertid også som et åbent online-kursus. Kurset, der varer 10 uger, begyndte i år den 9. januar, og der burde derfor stadig være mulighed for, at interesserede kan nå at deltage heri.
For de, der har adgang hertil, kan man endvidere gratis downloade både kursusmateriale og podcasts via iTunes.
Endelig byder denne uge på to arrangementer om kreativ aktivisme:
Tirsdag den 22. januar kl. 13.00 forsvarer Silas Harrebye sin Phd-afhandling med titlen CRACKS- Creative Activism – Priming Pump for the Political Imagination or a New Compromising Form of Democratic Participation Balancing between Critique, Cooperation, and Cooptation on the Margins of the Repertoire of Contention? på Roskilde Universitet. Læs mere om arrangementet her.
Og onsdag den 23. januar kl. 17.00 inviterer Mellemfolkeligt Samvirke til foredrag med Stephen Duncombe – den ene grundlægger af Center for Artistic Activism (se ovenfor) – med titlen Creative Activism: the art of social change. Læs mere om arrangementet her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96