Beretning fra Berlin: »Panserne, panserne, panserne er her!«

I sommeren 2016 kulminerede næsten et års konflikt mellem politiet og særligt den konservative innensenator (justitsminister i Bundesland Berlin) på den ene side og efterkommerne af Berlins bz-bevægelse på den anden.

Modkraft har talt med en aktivist fra et husprojekt på Rigaerstrasse i Freiderichshain. Husprojekter er betegnelsen for lejlighedskomplekser, der blev besat i omkring 1990 og efterfølgende er blevet legaliserede. I dag fungerer de som kollektiver for venstreradikale og omdrejningspunkter for blandt andet solidaritetsarbejde.

I pressen kaldte innensenator Frank Henkel området, hvor der stadig eksisterer talrige husprojekter, for en venstreekstremistisk højborg. Og i oktober 2015 blev den nordlige del af Friedrichshain udråbt som risikozone af myndighederne, hvilket betyder, at politiet kunne visitere og kontrollere alle i området uden nærmere forklaring. Cirka et halvt år efter havde beboerne i området lagt gader og krop til flere tusind kropsvisitationer og id-kontroller.

I januar 2016 blev det alternative husprojekt i baghuset og sidehuset i Rigaer Strasse 94 udsat for en storstilet razzia, hvor en helikopter og 550 betjente var i aktion.

Ifølge aktivisterne ødelagde betjente dele af trappen, døre, dørkarme og dele af inventaret, mens de gennemsøgte huset.

Læs mere i Modkraft-artiklen »Berlin-aktivister: Politiet leder efter en undskyldning for at smide os ud af byen«

Den 22. juni 2016 kulminerede situationen med endnu en ransagning, hvor et massivt politiopbud tidligt om morgenen afspærrede store områder i kvarteret, trængte ind i Husetprojektet Riga94 og foretog det, der skulle vise sig at være en ulovlig rydning af husprojektets værtshus, Die Kaderschmiede, i stueetagen. Det skulle blive en tre uger lang belejring af huset, som aktivisterne beskriver det som.

Læs om rydningen her: »Fristed i Berlin udsat for rydning«

Husprojektet  har i mange år haft lejekontrakter, der dog ikke omfattede værtshuset, men på grund af den mangeårige brug af lokalerne til formålet, havde husprojektet efter loven brugsretten over dem.

Som reaktion på rydningen og belejringen af kvarteret og i særdeleshed Rigaer Strasse 94, opfordrede det autonome miljø til decentrale aktioner. Nat efter nat var der adskillige brandattentater på biler forskellige steder i Berlin. 

Samtidig opstod der i løbet af kort tid en spontan solidaritetsbevægelse. Folk gik på gaden og viste deres støtte på forskellige måder: fællesspisning, støttekoncerter, larmeaktioner, filmforevisninger og demonstrationer. Alt sammen foregik på gaden ved det belejrede hus.  

Politiet fortsatte den massive belejring – det samme gjorde solidaritetsbevægelsen.  

Efter tre uger fik beboerne i husprojektet deres klage over rydningen for retten, hvor de fik medhold i at rydningen havde været ulovlig. De fik lokalerne igen, og politiet måtte forlade området.

Et par uger efter genåbnede BZ-værtshuset, Die Kaderschmiede.

Robert, der ikke ønsker at stå frem med sit navn, fortæller her Modkraft om sine oplevelser under og efter rydningen Die Kaderschmiede.

Det følgende er Roberts beretning:

Total forvirring

Jeg blev vækket tidligt om morgenen af, at en bofælle råbte: ”Panserne, panserne, panserne er her!!!”

Jeg sprang ud af sengen, hoppede i noget tøj og løb op i køkkenet på 3. sal for at se, hvad der skete. Fra køkkenvinduet kunne vi se, at gården var fyldt med panserne og nogle håndværkere, der var i gang med at skære indgangsdøren til sidehuset, hvor vores værtshus, Die Kaderschmiede, ligger, op med en vinkelsliber.

Der var totalt forvirring og uro i huset. Derfor kan jeg overhovedet ikke huske, hvor mange vi egentlig var. Vi rendte alle forvirrede rund og råbte: ”Hvad skal vi gøre!!??”

Vi samledes alle sammen i køkkenet. Vi råbte flere gange ud af vinduet: ”Hvad laver I? Hvad vil I? Hvad fanden sker der?” Men de svarede ikke. De ignorerede os fuldstændigt. 

De fik lynhurtigt åbnet dørene også til vores hus, og så væltede panserne ind og op i trappeopgangene.

På et tidspunkt åbnede jeg lige så forsigtigt døren ud til trappeopgangen og kiggede ud. Der stod en panser lige ude foran døren. Han sagde, vi skulle lukke døren, og at det udelukkende handlede om Die Kaderschmiede. Derfor blev vi i første omgang i køkkenet og kunne fra køkkenvinduet se, hvordan de lige med det samme begyndte at splitte alting ad. De flåede indgangsdørene ud af rammerne i baghuset og sidehuset, afmonterede Kaderschmiedes skilt, begyndte af hive ting ned og ødelægge dem. De fjernede en masse, de fandt på opgangende og andre steder. Noget af det smed de i en stor container, der stod udenfor. Andet bar de ind i skovvognene. 

Vi havde en masse cykler stående nede på opgangen. Dem begyndte panserne også at bære ud. Vi løb ned og sagde: ”Hey, I kan ikke bare tage vores cykler med”. Problemet var, at cyklerne jo stod bag en aflåst dør og derfor ikke var låste, og de fleste af cyklerne hang der ikke nogen lås på.

De forlangte, at vi skulle bevise, at vi ejede dem ved at fremvise købskvitteringer, men hvem fanden gemmer købskviteringen på en cykel, der er 5 år gammel eller mere. Det var kun de cykler, der var lås på, vi fik lov til at tage – men det var de færreste.

Jeg kunne heldigvis redde min, fordi der var en tallås på den, og jeg sagde til dem: ”Jeg kan koden, og I kan tjekke stelnummeret. Den er ikke stjålet. Den tilhører mig. Jeg vil have den tilbage”.

Det lykkedes i mit tilfælde, men ud af omkring 30 cykler kunne vi kun redde seks. Jeg havde også et par cykkellig, men dem tog panserne med.

Panserne brugte som argument for at konfiskere cyklerne, at de var ulåste og dermed herreløse, men de stod jo bag en aflåst dør i et kollektiv.

Vi forsøgte at finde ud af, hvad det hele gik ud på. På et tidspunkt kom vores advokat. Så vidt jeg husker, tog det rimelig langt tid, før vi fandt ud af, hvad det egentlig var, der skete, men jeg kan ikke længere huske den kronologiske rækkefølge.

På et tidspunkt gav vores advokat os et stykke papir, som han vidst nok havde fået af en panser. 

Det var en pressemeddelelse fra husforvaltningen. I den stod der, at de havde tømt lokalerne for at renovere dem og efterfølgende leje dem ud til flygtninge. Der er bare lige det i det, at der slet ikke er nogen husforvaltning for Rigaer Strasse 94.

Forhusets beboere har flere gange forgæves forsøgt at få fat i husforvaltningen for at få udbedret mangler, men der er ikke andet end en telefonsvarer. Det hele er fup og humbug.

Husets officielle ejer er et brevkassefirma, Lafone Investments Ltd, der har adresse på Jomfruøerne, men kun består af John Dewurst. John Dewurst var statsanklager ved højesteretten i Sydafrika under apartheid og driver nu et skatterådgivningsfirma i London og er i øvrigt dukket op i Panama Papers tre gange. Men ifølge medierne er det hele svindel. Efter sigende er John Dewurst stråmand for den virkelige ejer, en Leonid Medved, der ejer en masse spillehaller i Berlin og har med den russiske mafia at gøre. Det er fuldstændig absurd.

Desuden er de lokaler, som Kaderschmiede er i, på ingen måde egnet til beboelse. Det er helt klart, at det var et trick i forsøget på at sætte os i et dårligt lys, hvis vi gjorde modstand imod at flygtninge kunne flytte ind.

I øvrigt boede der på det tidspunkt fem flygtninge i husprojektet, og da de ikke havde folkeregisteradresse i huset, kunne de i alle tre uger ikke komme ind i huset!

Læs mere her: »Flygtningeorganisation: Rydgning handler om chikane«

På et tidspunkt gav panserne os tilladelse til at redde de tiloversblevne ting fra Kaderschmiede, men først efter de havde nået at smide en hel masse ud af det komplet indrettede værtshus. Vi forsøgte så hurtigt det kunne lade sig gøre, at flytte tingene ind i vores boliger og redde det, der kunne reddes. Heldigvis fik vi reddet alle drikkevarerne.

Det var selvfølgelig mega stressende: på den ene side stod vi midt i en rydningssituation og var helt færdige på grund af det, og så måtte vi hele tiden slæbe ting op af trapperne alt, hvad vi kunne bære, og så mange var vi heller ikke.

Vi brugte meget tid på at tale med vores advokater og forsøge at få et overblik over, hvad det overhovedet var for en situation, og hvad vi kunne gøre. Det hele var stadig meget kaotisk.

Jeg ved ikke længere præcist, hvad jeg lavede den første dag. Det går op for mig, at jeg slet ikke kan sige, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt. Jeg var fuldstændig overbebyrdet. Det gik ikke rigtig op for en, hvad det egentlig var, der skete.

Vi vidste jo heller ikke: ”Er det kun i dag, og er det forbi i morgen?” Vi befandt os i en tilstand af uvirkelighed, hvor vi mest af alt bare fungerede.

”Hvad skal der nu ske? Hvilke aktiviteter skal vi sætte i gang?”, og hele tiden har man også angsten i baghovedet. ”Var det så det? Er vi helt seriøst midt i afslutningen?” Vi tænkte: ”Måske rydder de i dag stueetagen, og i morgen rydder de så første sal og så videre”.

Vi vidste ikke, hvad der skete. Vi fik næsten ingen informationer. Det tog os to – tre dage, før vi overhovedet havde forstået, hvad der egentlig foregik, og det gik op for os, at belejringstilstanden ville fortsætte på ubestemt tid. Vi befandt os i en total undtagelsestilstand.

Panserne var overalt i huset: på hver etage på trappeopgangene, på loftet, på taget, i gården, foran huset, det hele var spækket med pansere. Den første dag havde de spærret hele gaden i en radius af 50 meter. Alle, der ikke med ID kunne bevise, at de boede inden for de 50 meter, blev nægtet adgang og måtte gå en kæmpe omvej af de tilstødende sidegader.

Dagen efter opsatte de foran Rigaer Strasse 94 og de to tilstødende huse et afspærringshegn, der fyldte hele den ene halvdel af gaden. De fortsatte med at bevogte det døgnet rundt i tre uger.  

Det værste ved hele belejringstilstanden var afmagten, at befinde sig i en situation, hvor man konstant er udsat for uretfærdigheder, vilkårlighed og overgreb uden at kunne gøre noget som helst ved det. Der gik ikke en eneste dag uden konflikter. Der var konstant stress. De tre uger føltes som tre måneder.

Panserne begyndte hver eneste dag på nye ting. Første dag ryddede de stueetagen og loftet i forhuset. Anden dag begyndte de at tømme vores loft i side og baghuset, uden at sige noget om det inden, og det var fyldt med en hel masse af folks private ting. Da vi opdagede det, måtte vi først diskutere med dem om, at det var vores private ting. Til sidst sagde de: ”I får 10 minutter til at fjerne det”, hvilket var en umulig opgave, da det skete på et tidspunkt, hvor der ikke var særlig mange hjemme.  Vi bor små 30 personer i husprojektet, så der var rigtig mange ting. Vi forsøgte at redde de ting, der umiddelbart så mest værdifuldt ud, og slæbte kasser ned ad trappen.

Det værste er afmagten. Du må bare håbe på, at andre også synes, det, der sker, er slemt og reagerer på det. For vi var jo nød til at passe på vores hus.
Derfor kunne vi slet ikke sige: ”Vi laver en aktion fra huset”. Vi havde slet ikke mulighed for at planlægge noget som demo eller andet fra huset. Vi var meget afhængige af, hvad andre ville gøre. Det kom udelukkende an på, om andre udefra ville reagere, og situationen forblev uberegnelig. Derfor var vi også konstant nød til at holde øje med, hvad panserne havde gang i.

På tredje- eller fjerdedagen begyndte de at tømme vores kælder med kælderrum, som vi har lejekontrakt på. En bofælle og jeg opdagede det ved et tilfælde og sagde: ”Stop! hvad fanden har I gang i?”, og så måtte vi igen diskutere med dem. Det udmattende er, at man er nød til at føre alenlange diskussioner, og du har overhovedet ikke lyst til at diskutere med pansere, men du har ingen anden mulighed, fordi du er fuldstændig prisgivet.

På et tidspunkt opnåede vi, at de alligevel ikke tømte vores kælderrum – men de ting, de allerede havde nået at fjerne, måtte vi selv bære tilbage.

Når man gik ud af huset, havde man konstant spekulationen: ”Kan jeg komme ind igen?”. Man var konstant udsat for den heftigste vilkårlighed. Man skulle vise ID hver gang, nogle gange var det nok, at man viser sine papirer. Andre gange skulle man diskutere en halv time, før man overhovedet kom gennem afspærringen og ind i huset.

Vi kunne ikke få lov til at få gæster i alle de tre uger, bortset fra ganske få undtagelser. Den sidste uge gjorde de undtagelser, men de første uger blev det nægtet fuldstændig. Igen og igen havde vi diskussioner. Igen og igen blev vi skubbet rundt. Ikke en eneste dag var uden konflikter med dem. Derudover var der håndværkerne og security folkene, der konstant kom med lede bemærkninger, især sexistiske bemærkninger overfor de kvinder, der bor i huset.

De var i det hele taget provokerende. De opførte sig som om, det var deres territorium og som om, vi intet var værd. De var overalt. Man kiggede ud af sit vindue og så, hvordan de sad i vores have på vores havemøbler og åd deres McDonalds ædelse og gjorde grin med os.

Det værste var afmagten: det at man ikke kunne gøre noget, og at man var nød til at finde sig i det.

Desto vigtigere var det med de aktioner, der fandt sted udefra. I den tid blev jeg klar over, hvor vigtigt det er, for det er det eneste, der giver dig kraft. Du kan ikke gøre noget selv, derfor er du afhængig af andre. Jeg tror, det ville have været virkelig slemt, hvis der ikke havde været nogen reaktioner fra andre. Det vigtigste overhovedet var den solidaritet, der kom fra nabolaget og de forskellige solidaritetsaktioner, man kunne læse på internettet, eller de fotos på nettet af grafitti med ”R94”. Hver eneste lille solidaritetsaktion, gav dig nyt mod. Uden jeres hjælp, ville det ikke havde været muligt.

Ja, det er sådan noget man bare siger, men jeg er sikker på, at vi ikke havde holdt det ud, hvis der ikke havde været så megen solidaritet fra folk direkte foran huset og alle de mange andre former for solidaritet, vi oplevede under belejringen, for det var tre ugers psykoterror og de eneste coole øjeblikke, man har, er, når man oplever, at der er rigtig mange, der er solidariske med os. De ting, man læser på nettet, og den solidaritet man oplever med alle de mange folk, der konstant var til stede foran huset. Det er de eneste lykkelige øjeblikke, du har.

I øvrigt skar panserne også vores internetkabler over, ligesom de også havde gjort i januar, så der var kun et sted i hele vores kollektiv, hvor internettet virkede.

I de tre uger var vi jo i hvert eneste frit øjeblik konstant beskæftiget med det samme emne. Hvornår er man ellers det? og derfor er det selvfølgelig de eneste gode øjeblikke, du har, når du går uden for huset og oplever, at der er folk på gaden i solidaritet med huset. Det giver virkelig mod.

Jeg tror, det er det vigtigste. Jeg tror, at folk nogle gange slet ikke er klar over, hvor vigtigt det er, at det simpelthen ikke havde været muligt uden den solidaritet – ikke kun på grund at det politiske pres, men også på grund af det psykiske.

Det var jo et ekstremt overgreb! Overordnet set kan man sige, at de førte en slags krig imod os. Vi blev invaderet, og de forsøgte på forskellige måder at udmatte os og knække os psykisk. Det kostede jo enormt meget energi. For eksempel spurgte jeg på et tidspunkt en panser: ”Hvorfor må jeg ikke få besøg?” Svaret var: ”Fordi jeg siger det”.

Hele tiden søgt de efter grunde til at begå overgreb imod os. Der var gennem alle ugerne gentagne anholdelser af folk fra huset, for eksempel af folk, der forsøgte at komme inden for indhegningen uden først at skulle kontrolleres.

Også folkene i forhuset, der har helt almindelige lejekontrakter, var udsat for terror fra panserne. Der gik ikke en dag uden stress og diskussioner.

Vi befandt os i en mega stressende ekstremsituation. Alle var helt færdige og super stressede, men vi var nød til at organisere ting sammen. Vi var nød til at tale og diskutere i en atmosfære med pansere overalt. Ved enhver samtale har du følelsen af – eller ikke bare følelsen af men også visheden om – at de er overalt. De står foran dørene og hører det hele. Man mister enhver privatsfære.

Døgnet rundt står der to pansere i kampuniform på opgangen på hver eneste etage. Man skal forbi pansere for at komme på toilettet. Man skal forbi pansere for at komme ud i køkkenet. De glor underligt på en. De står bevidst i vejen, så man må møve sig imellem dem for at komme forbi. Eller du går søvndrukken ud af dit værelse, og de siger: ”God Morgen”, med ironisk venlighed, hvilket er lige så slemt.

På et eller andet tidspunkt vænner man sig på en måde til det, ikke at man har det fint med det, men du lærer at omgås med det i situationen, hvad vil du ellers gøre?

Det er meget forskelligt, hvordan man forholder sig til det. Nogle af os havde temmelig store problemer med det og var ved at blive vanvittige eller aggressive.

For mig var det sådan, at jeg klarede det rimelig godt og forsøgte at tænkte strategisk. Jeg besluttede mig for ikke at lade mig provokere af dem. Jeg forsøgte at begå mig. Men vi begyndte alle at låse døren til vores værelser. Vores døre har ellers aldrig været låst.

Min måde at forholde mig til hele situationen på var aktivitet, aktivitet, aktivitet: Hvad er der brug for? Ok, at tale med pressen, at tale med alle mulige om aktiviteter og demoen. Men vi var selvfølgelig konstant mega stressede, og i den situation skal man så også tage vigtige beslutninger, skrive pressemeddelelser og andet. Det er selvfølgelig mega anstrengende.

Men der var også nogle få tidspunkter, hvor vi fik skaffet øjeblikke af frirum i huset og havde det sjovt med hinanden. Tidspunkter, hvor vi viste dem: ”Vi vil skide på jer. Vi har det sgu alligevel sjovt, og i står der og udfører jeres lortejob!” Det var virkelig fedt.
Det var helt klart også vigtigt for os. Det var grundstemningen: ”Vi må på ingen måder lade dem knække os!” og det klarede vi også ret godt gennem hele perioden.

Det, der gør det så heftigt, er, at enhver beslutning, ethvert statement får så stor vægt. Rent følelsesmæssigt bliver det: alt eller intet.

Det gør selvfølgelig enhver diskussion meget emotionel og meget anstrengende, men i forhold til den situation, vi befandt os i, gik det super godt.

Selvfølgelig var der mange tidspunkter, hvor folk sikkert tænkte: ”Jeg kan ikke mere! Det er for meget!”, men i den sidste ende mærker man alligevel: ”Hey, vi har klaret det super!”

Vi oplevede, at vores husfællesskab, som på forhånd i det store og hele fungerede rimelig godt, blev endnu stærkere i den tid, og det er i hvert fald et godt tegn – jeg mener, der er andre huseprojekter, der ikke fungerer selv i fredelige tider.

Det samme gjaldt for vores forhold til de folk, der bor i forhuset. Vi har altid haft kontakt med dem, men kontakten er selvfølgelig blevet endnu tættere. Vi var jo også hjemme hele tiden og oplevede en hel masse heftige ting sammen. Det gør, at man kommer meget tættere på hinanden, så vores forhold er blevet mere intenst.

Selvfølgelig er en stor forskel, at vores husprojekt er bygget op på en måde, så det ikke fungerer uden trappeopgangen, hvorimod dem i forhuset har deres selvstændige lejligheder og i det mindste kunne lukke deres dør. De var ikke udsat for at skulle forbi pansere, hver gang de skulle på wc eller ud i køkkenet.

Men vi havde det samme grundlæggende problem i hele huset. De skulle også vise ID for at komme igennem politiafspærringen. De blev nægtet at få besøg, og panserne fulgte dem op til deres lejlighed og stod ofte ude på opgangen. Så i det store og hele stod vi i samme situationen, og det gør selvfølgelig, at man står sammen.

Beboerne i forhuset havde jo endnu mindre regnet med at blive udsat for tre ugers belejringstilstand og polititerror.

Panserne var virkelige nogle svin, især overfor de børn, der bor i lejligheden i stueetagen i forhuset. I Tyskland får man ID når man fylder 16.  Børnene blev utallige gange chikaneret af panserne, som flere gange forlangte, at den 11 årige skulle vise sine dokumenter, før de lod hende komme inden for afspærringen. Når hun så sagde til dem, at hun kun var 11 år, hvilket der slet ikke kunne være tvivl om, sagde de, at hun ikke skulle være fræk.

De blev for det meste nægtet at få besøg. Deres legekammerater fik gennemrodet deres skoletasker. En gang, da den store dreng på femten skulle have en ven med hjem, og for at panserne skulle lade ham komme igennem afspærringen sagde, at det var hans gæst, var svaret: ”Du er jo selv kun gæst her”. Familien stammer fra Polen!!!

Pansernes opførsel blev i det hele taget ved med at være uberegnelig. De forskellige politienheder agerede forskelligt, og den sidste uge var deres opførsel noget mindre repressiv, hvad gæster angik. Derfor var det ikke et kontinuerligt ens pres, og derfor var det heller ikke sådan, at der var noget at vænne sig til. Der var dagligt overraskelser, og man forsøgte at vurdere: Hvordan opfører de sig i dag?

Nogle gange var det også rigtig heftige voldelige typer. Engang havde jeg været ude af huset og ville ind igen. Så var der en panser der sagde: ”Ja, men du kommer ikke ind”. Jeg spurgte: ”Hvorfor ikke? Jeg bor her. Det står på mit ID. Jeg har lov til at komme ind”. ”Nej! jeg siger nej til dig”, og så sagde han: ”Nå, hvordan føles det, når man ikke selv kan bestemme, om man kan komme hjem eller ej??!! Det lader til, at du har fundet det forkerte sted at bo”.

Han kørte virkelig en langt ude provokation af imod mig. Han stod hele tiden med et bredt grin, og sagde: ”Prøv dog at komme ind”, og andre ting i den retning. Det var virkelig langt ude psykoterror. Det fucking, fucking røvhul. Jeg blev virkelig rasende.
Men jeg tænkte: ”Det nytter ikke noget”. Panserne var jo hele tiden ude på at provokere os. Hvis vi reagerede på det, kunne de få en anledning til anholde folk eller banke folk eller noget andet i den stil – få en grund til at gøre noget imod os.

For det meste tænkte jeg: ”Ok, der er ikke rigtig noget jeg kan gøre. Lige nu er det dem, der er i den stærkere position, og hvis jeg vil udtrykke min vrede, er jeg i hvert fald nød til at finde et andet sted at gøre det”. 

Det absurde er, at i starten af 2002 eller 2003 satte den tidligere ejer af Rigaer Strasse 94 securitys til at stå i porten og forlange at se folks ID samt anden form for chikane. Det var en situation, der mindede om belejringstilstanden i 2016. Nogle af beboerne ringede da til panserne og fortalte, at de ulovligt blev nægtet adgang, og da kom panserne og sørgede for, at folk kunne komme ind, og de forlangte, at security folkene skulle skride.                                 

I sommeren 1990 kort tid efter murens fald blev der bz'at omkring 130 huse i det tidligere Østberlin, ca. 60 af dem i bydelen Friedrichshain, især i kvarteret omkring Rigaer Strasse.

Midt i 90´erne var der en stor rydningsbølge, men omkring halvdelen af de bz´atte huse blev legaliserede med lejekontrakter. I Rigaer Strasse og de omkring liggende gader ligger der 13 alternative husprojekter, der stammer fra den tid og stadig fungerer som storkollektiver.

Det Feministiske Queer kollektiv XB-Liebig i Liebig Strasse 34, Rigaer Strasse 78 og så vores hus, Rigaer Strasse 94, hører til de mere radikale huse.

Derudover bor der mange ex-husbesættere i kvarteret, og de folk, der ikke har noget at gøre med miljøet, synes at husprojekterne hører til kvarteret og bør bevares. Vi har måske forskellige holdninger og synspunkter om mange ting. Måske synes de, at vi nogle gange er irriterende, men jeg tror, at folk i det store og hele er klar over, at husprojekterne er en berigelse for kvarteret, der ville miste sit særpræg, hvis husprojekterne forsvandt.

Måske er folk også bange for på et tidspunkt selv at blive ofre for gentrificering, og måske opfatter de også husene som en gentrificerings bremse.

Med rydningen, afspærringen og pansernes belejring befandt vi os alle pludselig i en ekstrem situation. Folk var jo vidner til alle uretfærdighederne, og de var også selv udsat for dem.

Sammenholdet i kvarteret

De forskellige husprojekter har jo haft et rimelig tæt netværk i mange år, men vi havde længe talt om, at det ville være fedt at opbygge en tættere kontakt med de andre naboer. Efter at vores kvarter var blevet erklæret Gefahrengebiet = risikozone, og panserne begyndte at udsætte befolkningen for massive ID- kontroller og anden chikane, blandt andet den ulovlige razzia af vores hus i januar, tog vi fra husprojekterne initiativet til at indkalde til en Kiezversamlung = naboskabsmøde.

Så vidt jeg husker blev det første møde afholdt i marts. Vi ville gerne skabe naboskabsstrukturer og bryde ud af isolationen, men vi var også skeptiske og tænkte: ”Ja, kvarteret er allerede temmelig gennemgentrificeret. Er her overhovedet folk, der har lyst til et kvarter, der yder modstand imod gentrificering?” Stor var derfor vores overraskelse til det første møde, for der kom omkring 200 – 250 personer.

Først var jeg rigtig nervøs for, at folk ville være negative over for os og sige: ”Ja, I sætter også altid ild til alting. I er langt ude. I larmer!”, eller andre ting. Men det var lige modsat. De fleste folk var solidariske og fortalte deres egne historier. Mange havde brug for at fortælle, hvad de havde været ude for af chikane fra panserne, siden Gefahrengebiet startede.

På Kiezversamlung var der en del, der sagde, at de ikke før havde haft noget med husene at gøre for eksempel: ”Jeg har overhovedet ingen forbindelse til jer, men nu er det nok, og vi er nød til at organisere os”. 

Det var alle enige om, og det var en virkelig positiv overraskelse. En ældre fyr – jeg vil skyde på, at han var midt i 50´erne – sagde: ”Jeg ligner over hovedet ikke én fra det venstreorienterede miljø, men jeg blev for nyligt kontrolleret på vej til bageren og tilbageholdt en halv time!”

En mor fortalte, at hendes 14 årige søn havde holdt fødselsdag i november måned, og han og alle hans gæster var blevet omringet på gaden af panserne og holdt tilbage i kulden i en time. De fik ikke engang lov til at gå på toilettet. 

Folk havde oplevet at blive stoppet, at skulle vise ID og få gennemsøgt tasker og rygsække, når de var ude og lufte deres hund, skulle hente deres barn i børnehaven, eller til forældremøde. Skolebørn var blevet stoppet, fik gennemrodet deres skoletasker og penalhuse og fik konfiskeret de sakse de skulle bruge i formningstimen.

Pædagogerne i den børnehave, der ligger lige over for Rigaer Strasse 94, oplevede, at blive kontrolleret op til flere gange om ugen, når de var på vej til eller fra arbejde og det endda ofte af de samme pansere, der udmærket godt kunne genkende dem, viste at de var på vej på arbejde i en børnehave men alligevel insisterede på at de skulle kontrolleres.

Det var især mennesker i aldersgruppen 16 til 35, der blev kontrollerede, specielt hvis de havde sort tøj på, eller på anden måde passede ind i politiets forestilling om ”venstreekstremistiske” typer.

På nogle tidspunkter havde panserne op til tre checkpoints mellem Dorfplatz på hjørnet af Rigaer Strasse og Liebig Strasse og Fischladen, som er et værtshus i husprojektet, Rigaer Strasse 83. Det er en strækning på 350 meter. De kontrollerede samtlige af de folk, der gik på gaden, fuldstændig uafhængig af alder og udseende.

Ofte medførte en kontrol af folks ID, at de blev tilbageholdt i en time. Flere var endda ude for, at panserne anholdt dem og tog dem med på stationen, hvor de fik taget foto og fingeraftryk og tilbragte natten i en celle, udelukkende fordi de havde brokket sig over at blive kontrolleret på gaden uden grund.
På mødet var der super mange af de forskelligste folk, og alle havde vi en ting til fælles: vi var pisse sure på panserne.

Møderne er siden blevet afholdt hver måned og har betydet, at husprojekterne er blevet mere synlige. Kommunikationen er blevet lettere. Folk er ikke længere anonyme. Nu kender vi hinanden.

Belastningen steg jo ekstremt under selve belejringen. Naboerne var vidner til alle uretfærdighederne og var også selv udsat for dem. De måtte vise ID for at få adgang til deres boliger, eller de blev tvunget til at gå store omveje, og i det hele taget oplevede de den konstante massive tilstedeværelse af 300 pansere i kvarteret og de forskellige chikaner, der udgik fra dem.

Der opstod hurtigt en spontan solidaritetsbevægelse bestående af folk fra Berlins autonome miljø og en masse af kvarterets naboer. Jeg tror at mange fra nabolaget tænkte: ”Det vi oplever af chikaner på en enkelt dag, oplever folkene i 94 meget værre og i døgndrift”. 

På belejringens femte dag blev familiefaderen fra forhuset overfaldet, gennembanket og anholdt af en større gruppe pansere for øjnene af sin kone og sine tre børn. Det skete som hævn for, at han havde hjulpet en pige med at få sin mobiltelefon i sikkerhed, da panserne havde forsøgt at snuppe den fra hende, fordi hun havde filmet, hvordan de skubbede og chikanere folk. Efter den hændelse var der mange af de ”almindelige naboer” der sagde: ”Nu er det fanneme nok”.

Derfor besluttede de, at de ville larme hver aften fra klokken 21 og en halv time frem, indtil panserne var væk.

Som reaktion på overfaldet og pansernes vanvittige og åbenlyst ulovlige gidseltagning af et helt kvarter, stod der hver aften mellem 50 og 150 beboere på gaden foran Rigaer Strasse 94, som sammen med naboer i vinduer og på altaner på alle etager i de omkringliggende huse slog på gryder og pander og andet der kunne larme. Det fortsatte 17 aftener i træk, til panserne endelig var forsvundet.

Pansernes repression og chikane af kvarteret medførte, at her i løbet af kort tid er opstået stærke strukturer. Folk, der ikke har været aktive i årevis, er blevet aktiveret. Der er opstået sammenhænge, hvor folk har fundet hinanden. Vi gjorde den fælles erfaring, at sammenholdet i kvarteret er stærkt. Rigtig mange af alle de folk, der var på gaden dagligt foran Rigaer Strasse 94 mens belejringstilstanden stod på, har sagt, at de oplevede det som meget voldsomt og mega langt ude og heftigt. Ingen af os anede jo noget om, hvor længe pansernes belejring ville fortsætte. Alligevel blev protesten ved med at være kraftfuld i alle de tre lange uger.

Det, at vi vandt for retten og fik lokalerne tilbage, og panserne var nød til at trække sig, betød rigtig meget for rigtig mange mennesker. Det er enormt motiverende. Det styrkede sammenhold i kvarteret har været en virkelig positiv erfaring. Folk føler sig ikke længere alene i den her gentrificeringsmølle.

En ting, tror jeg, der er super vigtigt for et kvarter og for en bevægelse, er følelse af, at man gør ting der lykkedes. Eller faktisk er det ikke nødvendigt, at det altid lykkes. Men det er vigtigt, at man udvikler en følelse af, at vi er stærke sammen. 

Demonstrationen

Der blev indkaldt til solidaritetsdemonstration imod Rydningen. Demoen var den 9. juli. Vi håbede det ville blive en stor og kraftfuld demo men var selvfølgelig også usikre på, hvor mange der ville komme. Men så fik vi meddelelse om, at folk fra flere andre tyske byer ville deltage i demoen, og at der endda kom en hel bus med folk fra København.

Den slags er utrolig opmuntrende, og i det hele taget er international solidaritet super vigtig. Det er klart, når du hører, der kommer en bus fra Danmark, så får alle sådan en følelse: ”JAAA!!!, vi er vildt mange, og vi klarer det, vi er ikke alene”.

Man skal bestemt ikke undervurdere, hvilken effekt det har. Det kan endda være medvirkende til, at folk tør kaste med sten efter panserne til demoen, fordi de tænker: ”Hey, vi er vildt mange, der er folk helt fra Danmark og Hamborg og fra overalt, og nu kan vi det vi ellers slet ikke tør i Berlin, fordi politiet altid er så overmægtige”.

Demoer er mega vigtige for at bryde ud af afmagten og vise bevægelsens styrke og vrede.

På trods af et massivt opbud på 1.800 pansere, blev det en stor og kraftfuld demo med omkring 5.500 deltagere. Dog var der adskillige, som blev banket af panserne.

Der var mange anholdelser, og efterfølgende blev tre personer varetægtsfængslede og blev på et meget tyndt grundlag anklaget for vold mod tjenestemand i funktion.

Retssagen kører stadig. En af de anholdte har efterhånden siddet varetægtsfængslet i mere end et halvt år.

Politiets rolle i belejringen

De første dage efter rydningen var jeg ofte bange for, at det ville være husprojektets undergang, men der skete hele tiden positive ting. Det lokale bageri hængte en plakat i vinduet, hvor der stod, at panserne hverken var velkomne til at bruge toilettet eller købe ind hos dem.
Det blev panserne meget harme over og truede med at ville lægge sag an imod dem. Men en advokat udtalte, at bageriet var i sin gode ret til at udelukke uønskede elementer. 

Panserne begik den ene brøler efter den anden. Blandt andet kom det frem, at der var blevet leaked en masse navne og adresser på folk, der var blevet kontrolleret ved razziaen i januar. De dukkede op på en højreekstremistisk internetportal. Det kan kun være panserne, der har leaked det, hvilket selvfølgelig på den ene side er mega skræmmende, men på den anden side blev til en rimelig stor skandale i pressen.

Så anholdt panserne en person for ildspåsættelse. De præsenterede ham stolt for pressen som den første anholdte i den venstreekstremistiske serie af brandattentater.

Det viste sig bare, at han er højreekstremist og informant for panserne.

Og så tænkte vi: ”Ok, det kører egentlig temmelig godt for os”, men for at være ærlig havde jeg slet ikke så meget tid til at overveje eller spekulere. Jeg var hele tiden i gang med at gøre et eller andet: demoen og sådan, at organisere forskellige ting.

Panserne er for øvrigt de eneste, der med sikkerhed ved, hvem der ejer huset. De henvendte sig nemlig til ham på eget initiativ, og afsløringerne af omstændighederne ved rydningen blev hele tiden vildere og vildere.

Det var ikke nok, at de ryddede uden rydningskendelse. Det viste sig også, at initiativet var kommet fra panserne. Det var dem, der havde henvendt sig til ejeren og tilbudt ham hjælp til at komme af med os. De hjalp ham endda med formuleringen af den anmeldelse, han så efterfølgende indgav til politiet. Han havde skrevet, at han ønskede en rydning, men da panserne vidste, at man kun må rydde, hvis man har fået en rydningskendelse gennem retten, hjalp de ham med at omformulere anmeldelsen, så han i stedet søgte hjælp til beskyttelse af håndværkere, der skulle udføre renoveringsarbejde.

Panserne håbede nemlig, at de på den måde kunne gå uden om lovgivningen, og selvom de påstod, at det ikke var en rydning, og at de udelukkende var til stede for at beskytte håndværkerne og security folkene i et forsøg på at dække sig ind rent juridisk, havde panserne helt åbenlyst en ledende rolle under selve rydningen. Det var en delingsfører der uddelegerede arbejdet og gav ordrer til håndværkerne om, hvilke ting der skulle smides ud, og hvornår de skulle gøre hvad.

Det var også panserne, der gav tilladelsen til, at håndværkerne kunne stjæle vores ting blandt andet en masse værktøj og en guitar. Vi overværede det hele fra vinduerne.

Selvom det efterhånden er den almindelige opfattelse, at politiet havde planlagt hele rydningen, bliver det stadig dementeret fra deres ledelse. 

Det mest interessante i hele den historie er, hvordan panserne optrådte som en politisk magt eller som selvstændig enhed.

Til en pressekonference efter den ulovlige politirazzia i januar blev politichefen spurgt, om det var en del af Henkels valgkamp at give ordre til razziaen. Dertil svarede han: ”Politiet har ikke har bedt Henkel om tilladelse i fortiden, og har heller ikke har tænkt sig at gøre det for fremtiden”. Hvilket jo betyder, at politiet ikke opfatter sig som underlagt Berlins innensenatoren = justitsminister, men derimod som en egen selvstændig politisk magt.

Det er ekstremt uhyggeligt, og det bevæger sig i retning af en politistat, hvis de ikke længere mener sig underlagt det justitsorgan, de er ifølge loven.

Fra oktober 2015 til midt i juli 2016 kontrollerede panserne omkring 4.000 personer i og omkring Rigaer Strasse, ofte op mod 50 personer i døgnet.

Mange enkeltpersoner er blevet kontrolleret utallige gange, og man kan gå ud fra, at flere tusinde personer er havnet med navn, fødselsdato og adresse i politiets register. Det vides ikke, hvad der sker med disse oplysninger.

Udover massive chikaner og kortvarige anholdelser har de utallige kontroller på intet tidspunkt ført til anholdelse af eftersøgte gerningsmænd, anklager eller domsfældelser.

10 måneders gefahrengebiet = visitationszone i Rigaer Strasse med flere razziaer og en rydning har brugt langt de fleste politi-indsatstimer i Berlin i den periode.

Panserne har på et tidspunkt offentliggjort, at de har haft 120.000 indsatstimer i kvarteret i løbet af de 10 måneder. De har ikke offentligt villet sætte tal på, hvor meget det hele har kostet, men folk, der har forstand på det, regner med, at det har kostet omkring 30 millioner Euro.

Aktionen mod Rigaer 94 var et voldsomt indgreb i mindst 45 menneskers daglige liv, nemlig de 25-30 beboere i husprojektet plus beboerne i de almindelige lejligheder i forhuset og de frivillige i ”Friedrichshain Hilft” (et flygtningeprojekt i stil med Venligboerne, som af husprojektet lånte et lokale til lager.)

De frivillige i flygtningeprojektet fik ikke adgang til lokalet og de indsamle ting til flygtninge i de tre uger, panserne var i huset.

Derfor har vi også bedt vores advokat om at starte en klagesag imod politiindsatsen den 22. juni 2016.

Vi vil opnå, at retsstaten skal beskæftige sig med deres egne repræsentanter.

En domstol må offentligt dømme i sagen og sætte politiet på plads.

Vi er udmærket klar over, at vi ikke kan forvente noget af retsstaten, men vi anser det dog som en mulighed for, at rette det offentlige søgelys imod pansernes ulovlige metoder og starte en offentlig debat.

Da panserne havde forladt huset skrev vi følgende pressemeddelelse:

Efter de tre ugers gadekampe og protester, som var succesfulde, vil vi afsluttende benytte os af det sidste middel for at afrunde politiets nederlag. Vi håber på en svækkelse af politiledelsen, der vil medfører en indskrænkelse af deres beføjelser i fremtidige sammenstød, specielt i forhold til deres frie fortolkning af den almene sikkerheds og ordens lov, der udsætter stigmatiserede byområder og beboelseskvarteret for en permanent undtagelsestilstand. Vi har planer om at erstatte den svækkede statsvold med selvorganisering og har også for fremtiden tænkt os at modsætte os gentrificering og truslen fra højre.

Vores kvarter

Vi endte jo med at få vores lokaler tilbage og Die Kaderschmiede kører bedre end nogensinde før. Der er rigtig mange mennesker, der viser interesse, og i de efterfølgende uger er der kommet vildt mange mennesker forbi og har spurgt, om vi havde brug for hjælp. Der var vildt mange, der hjalp også med genopbygningen.

Håndværkerne havde jo fjernet alt, hvad der var på værtshuset, og der kom rigtig mange til genåbningsfesten. Det er i hvert fald en af effekterne.

I mandags havde vi det første naboskabs-folkekøkken, hvor der kom vildt mange mennesker, så vi mærker, at der er mange, der har sympati for husprojektet.

Jeg tænker, at de ikke ville være kommet, hvis de synes, at alle de pressemeddelelser eller andre reaktioner fra vores hus i de tre uger, eller de andre ting, der har været, så som decentrale aktioner blandt andet en masse bilafbrændinger var totalt langt ude. 

Selv om jeg gerne ville have været ethvert sekund af de tre ugers polititerror foruden, kan jeg nu efterfølgende sige, at det har været det hele værd. I de tre uger blev jeg bevidst om, hvor fedt det er at have Kaderschmiede.

Du mærker først, hvor godt noget er, når det bliver taget fra dig. Man lærer at sætte mere pris på det.

Vores position i Rigaer 94 er så god, som den ikke har været i årevis. Vi behøver i hvert fald ikke at være bekymrede for, at huset kan blive ryddet i al stilhed.

Der er ingen entydig forklaring på, hvorfor kvarteret blev stemplet som risikozone og udsat for næsten et års massiv kriminalisering og politichikane. Der er nok forskellige årsager til det. Gentrificeringen er helt sikkert en medvirkende grund. Der er jo intet nyt i, at staten gerne vil have, at de rige overtager det centrale Berlin.

Et par måneder inden rydningen udtalte Politichefen for Friedrichshain-Kreuzberg distrikt til pressen, at han håbede gentrificeringen ville føre til, at man endelig slap af med det venstrealternative miljø i Friedrichshain.

Det er en temmelig entydig udtalelse. Samtidig kan det også være en torn i øjet, at der er sammenhold blandt beboerne i kvarteret.

Kort efter dommen, som fastslog, at rydningen var ulovlig, blev Politiets pressechef i et interview spurgt, hvad han ville gøre, hvis han søn blev aktivist i Rigaer Strasse. Han svarede: ”Det kan ikke ske, for han får en ordentlig opdragelse, og når børn får en god opdragelse, kan de ikke havne i Rigaer Strasse”.

En anden mulig grund til politiets fremfærd, er valget til Berlins parlament, der fandt sted den 18. september 2016.

Der er al mulig grund til at formode, at Frank Henkel brugte kvarteret i sin valgkamp. Ved at slå hårdt ned imod de påståede venstreekstremister håbede han at kunne fiske stemmer hos det højrepopulistiske parti AFD.

Frank Henkel tabte valget og er ikke længere innensenator i Berlin.

Robert er et opdigtet navn, men er kendt af undertegnede.

Billederne er private optagelser.

Lene Tymoshenko har boet i Berlin, Friedrichshain, siden 1992. Hvor hun var BZ´er i 1990´erne og nu er beboeraktivist. Hun er indehaver af one woman virksomheden, Berlin på Vrangen, som arangerer guidede byvandringer blandt andet i Friedrichshain.