Bomben i Søllerødgade

Klokken var 11.32 mandag den 16. marts 1992, da en bombe sprang i Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 på Nørrebro. 29-årige Henrik Christensen, som var på IS-kontoret den dag, blev dræbt af bomben.

Lokalerne brød i brand, og i den efterfølgende brandslukningsindsats gik mange af de potentielle beviser tabt. På væggen hang et ur tilbage – gået i stå klokken 11.32.

Henrik Christensen var aktiv i IS. Han efterlod sig ved sin død sin kone og en fire-årig søn. Han var aktiv i kampen mod den yderste højrefløj og lagde blandt andet meget tid i Fællesinitiativet mod Racisme – en forløber til Antiracistisk Netværk.

Den politiske reaktion

Allerede samme aften forsamledes antiracister, socialister, familie og venner til en spontan manifestation foran IS' lokaler. Ingen var i tvivl om, at morderne skulle findes på den yderste højrefløj.

På et pressemøde dagen efter bomben sprang, sagde IS'eren Leif Mikkelsen: »Det er nazister, fascister og racister, der har slået vores kammerat ihjel. Politiets arbejde i sagen er også politisk forfølgelse.«

Hans kammerat, Anders Schou fra IS i Århus, udtrykte sig et par dage senere således: »Drabet på Henrich er det første politiske mord i Danmark siden 2. Verdenskrig. Men vi må ikke lade os skræmme. Vi må ikke tie. Kampen mod racisme kræver nu yderlige opbakning.«

Lørdag den 21. marts indkaldte Internationale Socialister til mindemanifestation for Henrik Christensen. Op mod 15.000 deltagere gik fra det raserede kontor i Søllerødgade til Blågårds Plads.

Opklaringsarbejdet

I tiden efter bombedrabet blev sagen prioriteret højt. Politiet nedsatte en ti mand stor enhed med deltagelse af PET for at finde morderne, ligesom Scotland Yard blev involveret på grund af deres erfaringer med sprængstoffer. Alt sammen uden held.

Ret tidligt blev politiets efterforskningsarbejde voldsomt politiseret. Politiet udtalte, at der lige så vel kunne være tale om, at ofret selv havde været i gang med at producere en bombe, som der kunne være tale om mord. Samtidig valgte PET at iværksætte telefonaflytning af IS' lokaler i Århus – i øvrigt med terrorparagraffen som grundlag - samt af fire medlemmers private telefoner.

Allerede dagen efter bombedrabet fremkom en skrivelse fra en gruppe, der kaldte sig »Frit Danmark, K 12«. »K 12« er formentligt en henvisning til den svenske krigerkonge Karl den 12., der i netop de år blev hyldet årligt af svenske nationalister og nynazister ved en march i Lund.

Kriminalinspektøren, der ledte efterforskningen, udtalte sig til B.T. om erklæringen 11 dage efter mordet: »Jeg fik for nogle dage siden et maskinskrevet brev på to en halv linje fra det såkaldte Frit Danmark K 12. Men jeg opfatter ikke brevet som en tilkendegivelse af, at nogen tager skylden for bomben. Og der står ingen antydninger om dansk indvandrerpolitik.«

Det sidste er dog ikke helt rigtigt. I PET-kommisionens beretnings bind 11 side 252 (fodnote 783) fremgår det, at gruppen i erklæringen skrev: »Vi kan meddele, at det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere over for det danske folk.«

Senere i 1992 blev også en personkreds omkring den senere Blood & Honour-leder Marcel Schilf i Nordsjælland efterforsket. Samme Schilf blev også efterforsket året efter i forbindelse med en række østrigske brevbomber afsendt af nationalisten Franz Fuchs og igen i 1997, da den nazistiske terrorgruppe Combat 18 Copenhagen Division afsendte tre brevbomber til engelske mål.

I 1998 stod PET-meddeleren Frede Farmand frem i TV 2 og fortalte, at han tre måneder før bombedrabet havde advaret sin kildefører i PET i Århus om, at der i nazistiske kredse var forlydender om en kommende bombesprængning i Søllerødgade.

Farmands optagelse af en samtale med nazilederen Albert Larsen fra partiet De Nationale, hvori denne fortæller Farmand om bomben, blev ifølge Farmand overdraget til PET på bånd. Det har PET sidenhen benægtet.

Trods de mange spor, der pegede i retning af nazistiske kredse, er ingen nogensinde blevet pågrebet for mordet.

Nazier: Venstrefløjen er fjenden

Bombedrabet i Søllerødegade var den foreløbige kulmination på et halvt årtis vækst og radikalisering af den yderste højrefløj.

Siden anden halvdel af firserne er både nazistiske grupper som Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelsen, DNSB, og Partiet De Nationale samt racistiske og anti-muslimske grupper som Den Danske Forening, Nationalpartiet Danmark og Stop Indvandringen skudt op i hele landet.

Selvom der er tale om politiske tendenser med visse modstridende holdninger, så er der meget mere, der forener, end der skiller. Den aggressive holdning til venstrefløjen er et af de steder, hvor hele spektret af udenomsparlamentariske højrefløjsgrupper marcherer i fælles takt.

Tre år før bombedrabet taler den daværende DNSB-leder, Povl Heinrich Riis-Knudsen, ved nazipartiets fejring af Adolf Hitlers 100-års fødselsdag om vigtigheden af kampen mod venstrefløjen. Talen er gennemsyret af en militant retorik og et budskab, man ikke behøver at lede mellem linjerne for at finde: Venstrefløjen skal knuses.

Riis-Knudsen er naturligvis hverken den første eller sidste af højrefløjens ideologer, der har agiteret for vold mod venstrefløjen, men talen ved Hitler-festen er alligevel sigende. Der bliver trukket en klar, rød tråd fra nazidiktaturets jødeudryddelser til nynazisters overfald på venstrefløjsaktivister. Kampen mod venstrefløjen som en af de vigtigste indsatsområder for de racistiske og nazistiske grupper bliver slået fast med syvtommer-søm.

I den samme periode voksede der i resten af i Europa med Tyskland som epicenter en brutal nynazistiske bevægelse frem. I Nordyskland stod nazistiske grupper bag brandattentater på flygtningelejre, mens racistiske skinheads i Sverige med jævne mellemrum myrdede flygtninge, indvandrere og homoseksuelle.

Fra 1983 til 1995 stod personer fra den yderste højrefløj i Sverige bag i hvert fald 17 drab. Ingen steder udgjorde nazisterne en trussel mod samfundets magtorganer – men overalt udgjorde de en trussel mod alle, der ikke passede ind i deres verdensbillede.

Fascisme er systematisk vold

Volden mod uskyldige civile følger fascismen. Det skyldes dels, at de fleste fascistbevægelser har vold som et foretrukkent middel. Man ser, at hvor de vokser sig stærke, dominerer de territoriet ved hjælp af vold og trusler. I vore dage går det hårdt ud over muslimer, hvor det tidligere var især jøder. Racismen er en fast del af alle verdens fascistbevægelser. At anfægte menneskers ret til at leve dér, hvor de gør det pga. deres 'race' (genetiske ophav), leder kun til forbrydelser.

Vold er dog ikke kun et taktisk middel fra fascisternes side. Selve fascismens mål – en raceren nation, hvor kapitalismens klassekonflikter er erstattet med 'klassesamarbejde' – er også voldeligt. Samfundsklassernes uforenelige interesser bliver forenet under tvang. Udbytningen af arbejderklassen fortsætter, mens dens organisationer bliver elimineret sammen med demokratiet. F.eks. DNSB er ganske åbne om denne vision.

Fascismens racistiske, lukkede, kapitalistiske diktatur kan kun opretholdes gennem vold mod sine egne borgere. Sådan et samfunds magtapparat og -anvendelse får de borgerlige demokratiers til at blegne.

Fascismens brutale natur adskiller den fra andre ideologier. Derfor må den også imødegås anderledes.

Antifascisme er ikke ekstremisme

De seneste år har vi set en tendens til, at kampen mod fascisme af medier, politikere og myndigheder gøres til en kamp mellem to yderpoler, venstreekstremisternes kamp mod højreekstremisterne.

Den udvikling medfører en række udfordringer. Først og fremmest så betyder en reducering af fascisme og nazisme til »højreekstremisme«, at man frarøver disse ideologier alle deres særlige kendetegn. Antisemitismen, knusningen af arbejderbevægelsen, raceadskillelsen, den systematiske udryddelse af jøder, ophøjelsen af den hvide heteromand til et mytisk ideal og førerprincippet. Pludselig er det hele væk.

Det samme er alle de historiske modbydeligheder, der hænger uløseligt sammen med de fascistiske og nazistiske regimer i 1900-tallet. Tilbage står man derfor med et fuldstændigt intetsigende begreb, som dækker over alting og ingenting på samme tid.

Som venstrefløj er vi desværre også faldet i fælden og har brugt højreekstremist-udtrykket, fordi det var det, der gav genlyd i medierne. Det kalder på, at vi på venstrefløjen revurderer vores brug af ekstremisme-begrebet.

Den retoriske udskilning af på den ene side venstrefløjen og på den anden side de fascistiske og nazistiske grupper fra resten af samfundet er intet nyt. I umindelige år har nazismens logiske modpol – i mediernes øjne – været socialismen og kommunismen.

Også i den nyere historie-fortælling har tendensen præget kampen mod nazisme. Fra bombedrabet i 1992, hvor politiet hævdede, at den dræbte selv skulle have været ved at producere en brevbombe, til de seneste års venstrefløjsindsats mod nynazister i Aarhus, der af medierne er blevet reduceret til en simpel, apolitisk bandekrig mellem to ligeværdige parter.

Vores – venstrefløjens – politik handler om arbejderklassens frigørelse. Nazisternes politik handler om at tjene en hermetisk lukket nationalstat, hvor roen opretholdes med et konsekvent klassesamarbejde. Vi er ikke to sider af samme mønt eller yin og yang. Vi kæmper for fred, frihed og socialisme – fascisterne tjener kapitalismens interesser.

I det regnskab er antifascismen civilsamfundets, arbejderbevægelsens og arbejderklassens selvforsvar mod reaktionære kræfter.

Vor sorg er sort - vor vrede er rød!

Da bomben sprang i Søllerødegade, var følelserne mange. Ønsker om hævn og gengældelse var forståelige – men ukonstruktive. Reaktionen var i stedet en af de største antifascistiske mobiliseringer herhjemme siden krigen. Op mod 15.000 mennesker gik på gaden i København dagen efter Henrik Christensens begravelse.

I den slags situationer, som i alt andet politisk arbejde, må vi holde fast i at vende vores sorg og vrede konstruktivt og fremadrettet. Sorg og vrede må gerne være vores drivkraft, men aldrig vores dømmekraft. Vi skal ikke agere hovedkulds efter indskydelser og følelser, men efter strategiske overvejelser og diskussioner. Vores handlinger skal bringe venstrefløjens – og dermed arbejderklassens – politiske positioner fremad.

Samtidig må vi holde fast i, at antifascismen er legitimt. Uanset nazistisk terror, politirepression og politikeres marginalisering af vores bevægelse som ‘ekstrem’ må vi stå fast på, at antifascismen er vores legitime ret til at beskytte os selv i kampen for frigørelse.

Antifascistisk Aktion er en antiracistisk organisation, der blev dannet kort efter bombeattentatet i Søllerødgade på Nørrebro den 16. marts 1992.

Teksten er en redigeret udgave af to artikler på hjemmesiden 16. marts.dk

Tyveårsdagen for mordet markeres den 16. marts kl. 17 med en demonstration fra Blågårds Plads til Søllerødgade. 

Arrangører er 4. maj initiativet på Vesterbro, Antifascistisk Aktion, Asylret, Demos, Fagforeninger mod racisme, Horserød-Stutthof foreningen, Libertære socialister og Internationale Socialister. Og anbefalere: ARN Aarhus, Aktive Modstandsfolk, Asylret, AFA-grupperne i Lund, Helsingborg og Malmö, Folkebevægelsen mod Nazisme, Socialistisk UngdomsFront, Enhedslistens lokalafdelinger i Albertslund, Roskilde, Vejle, Ishøj, Gladsaxe, Køge, Halsnæs og Vesterbro, Internationalt Forum, Jyske Antifascister, Skansen mod Nazisme samt SOS mod Racisme.

Efter Henrik Christensens død udgav Internationale Socialister (IS) et særnummer af deres blad, Socialistisk Arbejderavis, om bombedrabet. Artiklerne, der blandt andet præsenterer IS' syn på den fascistiske terror, politiets efterforskning og metoder i kampen for socialisme, kan læses på IS' hjemmeside.

Se linkbox på Modkraft.dk om bombedrabet i Søllerødgade.