For de hovedløse gader

Det gælder for EUs teknokrater, såvel som fest-teknokraterne i Nus/Nus. Vi har ikke skrevet de her notater bare fordi langt bedre gadefester er mulige, men fordi Distortions krise også har visse ligheder med så mange af vores tids andre kriser.

Energierne kan lande to steder til dette års Distortion:

De kan lukkes inde i natklubberne og belægges med afgifter (Copenhagen Nightlife™) eller de kan forblive i gaderne, også efter mørkets frembrud; de kan handle om store personligheder (partyborgmestre) eller de kan handle om at bygge fællesskab gennem fest; de kan blive til centripetale kræfter (bevægelser, der dirigeres mod et center) eller de kan blive centrifugale kræfter (udadgående bevægelser, væk fra et center); de kan blive en tam performance, hvor hvert dansetrin, hver udskejelse, hver eneste lille glæde må dokumenteres og optages, eller de kan avle skjulte sammenkomster, illegale begær, fortrolige glæder.

Fordi kriser = vendepunkter, må vi også være opmærksomme på, hvordan spillereglerne ændrer sig, og hvilke nye forhindringer, så vel som åbninger, der opstår i år.

Vi kan ikke have det ligegyldigt overfor gadefester.

De er unikke begivenheder: ikke bare fordi vi ser de mange kroge og steder, som byen består af, eller fordi menneskemængden formår at fordrive de mange biler, der ellers tager plads i byen. Det er også til gadefester, vi bliver forelskede, lærer at blive u-styrlige, øver os i tage hånd om hinanden.

Sidste år lærte os en ting og to om Distortions krise, så her er tre ting at brygge over og hacke til de kommende dage.

1. Tomme klubber vs. fyldte gader

Man har snakket om, at menneskemængden har tabt respekten for sine bydele. 

Men her er det ikke en løsning at hive folk ind i lukkede klubber, hvor ingen af vores venner længere kan "gå efter lyden", hvor festen isoleres fra sine omgivelser, og hvor dørmændene sørger for "respekten".

Lad dørmændene vogte tomme klubber, som sidste år.

I stedet må vi fortsætte med at fremmane endnu mere uafhængighed fra Distortion-ledelsen. Man vil give indtrykket af, at det at købe turpas er en altruistisk handling og "god stil".

Men det er lige præcis omvendt. Hver gang vi køber et turpas, køber vi os fri fra at rydde op i vores nabolag, fra at have kontakt med naboerne og fra at tage ladcyklen ned og købe drikkevarer, når alle er løbet tør.

2. Distortion én uge om året vs. hverdagsdistortion

Man har snakket om, at Distortion er blevet for stort – at der er kommet for mange mennesker med. Men her burde vi vende den om: Problemet er ikke, at for mange mennesker danser og finder hinanden i gaderne. Problemet er, at det hele forsøges samlet i én hat, under én festival.

I stedet for at forene hele menneskemylderet i ét program, burde Distortion fortsætte med at forgrene sig ved at smide mere kul på den centrifugale kraft ud fra centrum. Når vi kun kan befolke gaderne én gang om året, får man en fornemmelse af, at det er den eneste chance – og så kommer alle på én gang. Mange af os holder allerede distortion mange gange om året rundt omkring i byen – også under "Distortion" laver vi distortion.

Fordi vi laver det sammen oftere og hele året igennem, behøver alle ikke komme hver gang, og fordi vi ikke hele tiden står presset sammen ryg til ryg i trange gader, får vi også set hinanden i øjnene.

3. Partyborgmesteren vs. hovedløse fester

Sidste sommer truede partyborgmesteren Thomas Flerquin med at træde af. Det gjorde ikke så stort indtryk på os, for vi skulle nok blive. Man skal ikke tage fejl af titler: Partyborgmesterens rolle har altid været party pooperens.

Hans gestus om at træde af er karakteristisk for mænd, der er vant til at ting og sager står og falder med dem selv. Borgmesteren er en centripetal kraft: han ønsker at lade alle energier blive afhængige af et centrum – Mr. Distortion – hvorom alting drejer. Først når borgmesteren er væk, kan vi blive afhængige af hinanden og for alvor afvikle gadefester sammen.

Gadefester har aldrig haft brug for noget hoved; når nogen beskylder os for at være en hovedløs forsamling, må vi svare "Ja, præcis!".

Til festen omkring Kødboderne sidste år, kravlede folk op på taget – en naturlig måde at udvide dansegulvet på – og det kunne holde til det, for de har danset der før. Efter et stykke tid afbryder DJ'en musikken og kræver, at folk kommer ned. En, der står lidt oppe ved pulten, råber, at "hvis ikke arrangørerne stopper musikken, vil politiet bare gøre det". Men man kan altid købe sig tid ved at snakke med politiet, hvis de altså kommer.

Det kræver til gengæld, at vi ikke gør arbejdet for dem, men forbliver u-styrlige.

Eksemplet viser os den forvirrede samfundsborger, der gemmer sig under overfladen af party™, som til hverdag godt kan lide at have "styr på sagerne" og som til fest gerne kører stilen videre ved at gøre arbejdet for politiet. Vi kan ikke gentage det nok gange: at feste er en en øvelse i at tage hånd om hinanden. Til gadefesterne er politibetjentens hånd altid i vejen.

Denne tekst er udarbejdet af Distortion Research Team, 28/5 2012.