Demokrati på prøve i Mexico

Når mexicanerne går til valgurnerne den 1. juli, er der mere på spil end blot kampen om magten til at regere landet de næste seks år.

Efter 12 turbulente år, siden Vicente Fox fra det højre-populistiske PAN-parti blev valgt til præsident i 2000 og dermed brød med 80 års de-facto et-parti-styre med PRI-partiet, er udsigterne til en reel demokratisk transition kritiske. Især i lyset af den omfattende narko-vold, der præger Mexico den dag i dag. Det, der i 2000 for mange mexicanere virkede som et nyt håb om demokratisering og en fundamentalt ændret magtstruktur, blev hurtigt overskygget af narko-kartellernes voksende magt i særligt det nordlige Mexico.

Systematiske forbrydelser mod menneskerettigheds-forkæmpere og politiske aktivister, kidnapninger og spektakulære drab på politikere, advokater, politi og forretningsfolk, og det faktum at langt størstedelen af forbrydelserne forblev straffri, udstillede den mexicanske stats svaghed og førte til stigende mistillid til såvel de mexicanske myndigheder som det politiske system.

I lyset af denne ustabile situation og folkets voksende mistillid endte PAN-partiets Felipe Calderón og det mere venstreorienterede PRD’s folkelige kandidat Andrés Manuel López Obrador i en dramatisk slutspurt ved præsidentvalget i sommeren 2006.

Valget skulle gå over i Mexicos historie som et af de mest spektakulære opgør med utallige stærke indikationer på valgfusk, stemmebokse, der blev afbrændt eller kasseret, og rygter om, at ledelsen for Latinamerikas største fagforening, Sindicato Nacional de Trabajadores de la Educación, havde indgået en pagt med PAN for at sikre dem valgsejren, koste hvad det ville.

Efter at medierne havde udråbt Felipe Calderon til vinder, indledte Andrés Manuel López Obrador en indædt kamp for at få bevist, at der var tale om valgfusk.

Som tidligere borgmester i Mexico City havde han stor folkelig opbakning der og besatte i månederne efter valget store dele af byens centrum og vigtige transport-årer. På byens legendariske centrale plads, el Zócalo, udråbte López Obrador ”Mexicos legitime regering” som en måde at underkende Calderon-regeringens legitimitet og forsøge at få indflydelse på politikken ad mere militante veje.

Denne strategi fik en voksende andel af López Obradors tilhængere til at tage afstand fra politikeren, der i medierne blev fremstillet som en dårlig taber og en halvtosset, næsten messiansk prædikant med et utopisk, uholdbart politisk program.

Venstrefløjens udfordring

Den partipolitiske venstrefløj med López Obrador i spidsen, stod desuden overfor den udfordring, at de fra starten havde måttet undvære den mere aktivistiske venstrefløj med rødder i zapatist-bevægelsen og andre oprørsgrupper fra de fattigste regioner i Mexico.

Zapatist-bevægelsens karismatiske, forsøgsvist anonyme talsperson Subcomandante Marcos havde parallelt med López Obradors valgkampagne ført en kampagne for, at folk skulle afstå fra at stemme og derved udstille det mexicanske politiske systems illegitimitet. Siden 2006 har den partipolitiske venstrefløj og den aktivistiske venstrefløj altså kæmpet to parallelle og ofte modstridende kampe, og resultatet har været en svigtende opbakning til López Obrador.

Med et tvivlsomt folkeligt mandat og en kæmpe politisk opposition i parlamentet indledte Felipe Calderón præsidentperioden i december 2006, og blot få dage derefter lancerede hans regering den såkaldte krig mod narko-kartellerne.

Hvor de lokale politistyrker som følge af dårlig træning og korruption oftest havde vist sig magtesløse til at bekæmpe narko-volden, sendte Calderón militæret og marinen ind og fyrede flere steder de lokale politistyrker.

I 2007 fik Calderóns militariserings-strategi en saltvandsindsprøjtning på 400 millioner dollars fra det amerikanske forsvar, men den hårdhændede strategi over for narko-kartellerne har vist sig at have mindre succes end ventet.

Adskillige kritikere har påpeget, at strategien er kontraproduktiv, da den fører våben fra USA til Mexico, som på uheldigvis ofte lander i de forkerte hænder – hos narko-kartellerne. Andre pointerer, hvordan ”hårdt-mod-hårdt”-tankegangen har eskaleret volden, hvilket har haft store omkostninger for civilbefolkningen.

Tallene taler et tydeligt sprog. Siden 2006 er flere end 50.000 mennesker dræbt i konflikten, og over 5000 er forsvundet. Civilbefolkningen står magtesløs overfor korrupte myndigheder, det vurderedes for nyligt i en rapport fra organisationen ”México Evalúa”, at op imod 80 % af alle drabssager i Mexico forbliver straffri.

Narkokrigens dominans

Gennem de seneste seks år har narko-krigen gennemsyret en stor del af det mexicanske samfund og former den dag i dag mexicanernes hverdag i en hidtil ikendt grad. Frustration, magtesløshed og følelsen af, at landet har kastet sig ud i en konflikt, der på rekordtid er eskaleret til et fuldstændigt uventet omfang, går igen, når man taler med mexicanerne om de senere års udvikling.

Områder, der tidligere var fredelige, befinder sig pludselig i borgerkrigs-lignende tilstand, militærets massive tilstedeværelse i det offentlige rum er blevet hverdagskost, og udgangsforbud samt omfattende overvågning og kontrol begrænser folks mulighed for at færdes frit omkring i deres land og i deres byer. Plakater der efterlyser forsvundne familiemedlemmer blander sig i reklamebombardementet på gaderne og i metroen, og historier om makabre lynchninger og parterede lig, der dukker på søvnige provinsbyers plazaer, præger i stigende grad Mexicos nyhedsstrøm.

For de fleste mexicanere forbliver den slags heldigvis historier – noget der foregår i andre delstater, andre byer, i andre barrios, uden nogen direkte tilknytning til ens eget liv, så længe man opfører sig ordentligt, ved hvor man færdes og hvem man taler med, og ikke stikker næsen i sager, der ikke vedrør en selv. At udøve social og politisk aktivisme også betragtes som at stikke næsen i sager, der ikke vedrør en selv, vidner en lang række drab på menneskerettighedsaktivister om.

Alt i alt har den eskalerende vold og den udbredte straffrihed ført til på den ene side et voksende krav om retfærdighed og sikkerhed, og på den anden side en udbredt mistillid til systemet. Igen i år har zapatisterne opfordret folk til ikke at stemme, ud fra tankegangen at en rekordlav stemmeprocent vil sende et vigtigt signal til politikerne og til det internationale samfund om demokratiets tilstand i Mexico.

Valget

Mexicanerne skal til sommer vælge mellem den polerede, og ifølge kritikerne noget tandløse, PRI-kandidat Enrique Peña Nieto, PAN-partiets Josefina Vazquez Mota, der ikke tidligere har gjort sig særligt bemærket på den politiske scene, løsgængeren Gabriel Quadri og endelig PRD med Andrés Manuel López Obrador, der advokerer for ”en ægte forandring for Mexico” og betoner valget som den store prøve for demokratiet i Mexico.

Indtil nu ser det kritisk ud for venstrefløjen: PRD står til omkring 20 % af stemmerne, PAN til mellem 25 og 30 %,og PRI omtrent 35 %. Mellem 15-20 % af vælgerbefolkningen har stadig ikke besluttet sig, og ifølge politisk analytiker Marco Rascon til bloggen Animal Político er en stor del af disse fundamentale modstandere af PRI’s mangeårige styre, så kampen kommer i de næste par måneder til at stå mellem López Obrador og Vazques Mota om at overbevise de ubesluttede vælgere om, hvem der har det bedste alternativ til PRI-traditionen i Mexico.

Hvor López Obradors vigtigste udfordringer er en splittet venstrefløj og en dårlig mediedækning, står Vazquez Mota overfor at skulle overbevise mexicanerne om, at PAN-partiet med dets krig mod narko-kriminaliteten på lang sigt er den bedste løsning for landet.

I López Obradors bagland har man forsøgt at forberede sig på et scenarie a la valgsvindlen i 2006 ved at investere enorme kræfter i landsdækkende informationskampagner og i uddannelsen af et korps af civile valgobservatører, der skal være til stede ved samtlige valgsteder.

Men som talsmand for López Obradors valgkampagne, Andrés Manuel López Beltrán udtaler, præsenterer narko-kriminaliteten en væsentlig udfordring for afholdelsen af frie valg til sommer: ”I de hårdest ramte regioner er der mange tilfælde, hvor stemmeboksene ikke installeres, eller de bliver røvet af kriminelle bander, uden at dette dog forhindrer, at disse valgsteder indgår i den endelige stemmeoptælling.

Disse steder repræsenterer små ’høvdingedømmer’, hvor valgresultatet ikke afspejler folkets vilje, men derimod den organiserede kriminalitets ønsker.”

Kan venstrefløjen samles?

I PRD ønsker man dog at adressere en mere strukturel vold, end den der er kommet til syne med narko-kriminalitetens opblomstring i de senere år. Strategien for et mere sikkert México er ifølge López Beltran at skabe flere arbejdspladser, forbedring af det sociale sikkerhedsnet og et kritisk eftersyn af landets sikkerheds- og rets-institutioner.

Han kritiserer mediernes fokus på narko-kriminaliteten for at fjerne opmærksomheden fra den mere permanente uretfærdighed, mange mexicanere oplever. ”Udefra ser det ud som om, den organiserede kriminalitet er Mexicos eneste reelle problem. Dette syn muliggør ikke en mere fundamental kritik af andre spørgsmål, såsom vores økonomiske system, den krænkende fattigdom og den absolutte mangel på retfærdighed”

Om det lykkes PRD med López Obrador i front at samle venstrefløjen i Mexico og at overbevise mexicanerne om, at en mere præventiv strategi er løsningen på narko-konflikten, vil vise sig til juli. Uanset valg-resultatet står det vigtigste spørgsmål tilbage: om valget til sommer kan give mexicanerne deres tro på det politiske system tilbage, eller om det vil føre til en yderligere illegitimering og polarisering.