I »Fire teser til en forebyggende neutralisering af terrorbekæmpelse« giver Den usynlige komité en kort introduktion til de to frygtelige tvillinger, terror og terrorbekæmpelse. Artiklen er for nylig oversat og udgivet som pamflet på OVO Press, med et forord af oversætteren Carsten Juhl.
Med hændelser som angrebene i Paris, sættes vi ofte mellem to velkendte, men lige så uindbydende stole. På den ene side at skulle støtte op om statens reaktion, med undtagelsestilstand og udgangsforbud for demonstranter under COP21, samt velmenende borgere med franske flag på deres facebookprofiler og pansere i gadebilledet med fuldautomatiske geværer. På den anden side, uforvarende at blive forsvarer af Daesh. (Islamisk Stat red.) Det første svar må derfor være: "Hverken terrorisme eller terrorbekæmpelse", som OVO press har valgt som pamflettens titel.
Den usynlige komité har gennem en årrække bidraget til at skabe en politisk tænkning om det at kæmpe for og leve kommunisme, som er bedst kendt via bogen Den kommende opstand (overs. til dansk i 2011.)
Den aktuelle tekst skal ses som et bidrag til en strategisk debat om, hvordan terrorbekæmpelse bliver brugt af staten til at undertrykke bevægelser. Til dette formål udkom teserne først i Guccio, en ny international avis, som har cirkuleret på den venstreradikale blog Destroika. Det var i forbindelse med en forestående aktion mod fejringen af Den Europæiske Centralbanks nye hovedkvarter i Frankfurt, marts sidste år.
Teserne kan hurtigt opsummeres.
For det første er terror ikke en juridisk, men en politisk kategori. Det vidner de mange vage definitioner i antiterrorlovene om. Det skyldes, at "terrorist" ikke er andet end den akavede oversættelse af det politiske begreb "fjende" til et juridisk sprog. Statens terrorbekæmpelse er simpelthen: bekæmpelse af dens fjender. Og siden anti-globaliseringsbevægelsen i slutningen af 90'erne, har dette været den mest effektive måde at afværge opstande på.
Terrorbekæmpelse er en regeringsmåde, den retter sig derfor ikke bare mod terroristerne, men befolkningen. Antiterrorismens regime arbejder for en generaliseret undtagelsestilstand, hvor terroren er iblandt os. Dette gør borgerne føjelige.
For det andet: Terrorbekæmpelse er navnet på en krig, der i sidste ende er psykologisk. Terror er fransk for rædsel, og rædsel er en følelse. Staten bruger rædslen først og fremmest for at legitimere dets politi. Staten kan således sige det, den altid har sagt, for at begrunde sig selv: "Uden mig, ingen orden". Med nutidens form for krig, må både IDF [Israel Defence Forces] og Daesh være på Twitter for at vinde hjerter og sind. Vær på vagt, som politiet kan finde på at sige, som om vi alle skal deltage i politiarbejdet.
For det tredje, selvom antiterrorismen iværksættes lokalt, er den en global politik. Gennem en række eksempler på fængslinger, fordømmelse eller retsopgør mod fjender af staten rundt om i Europa og kolonierne, viser Den usynlige komité, hvordan terrorbekæmpelsen gennem tiden har bredt sig over landegrænser og er blevet en global regeringsmåde.
Fra København har vi flere eksempler, der er velkendte. Megafonholdere til en demonstration under COP15 bliver anklaget for terrorisme. Graffitimalere, der udførte den rædselsvækkende handling at skrive "fuck kapitalisme" på en facade, bliver anklaget for terrorisme. Nogle journalister sættes i isolationsceller, anklaget for selvstændig efterretningsarbejde om nogle nazister. Terrorsigtelserne frafalder altid til sidst, men til den tid er det for sent og skaden er sket.
Læs artiklen »Politiet havde vold på hjernen« hos Modkraft
Læs artiklen »Hærværksaktion i protest mod kriminalisering« hos Modkraft
Læs blogindlægget »Fuck kapitalisme« hos Modkraft
Hvorfor har vi ikke formået at neutralisere terrorbekæmpelsen indtil videre? Ifølge Den usynlige komité kan vi hverken møde kapitalismen eller terrorbekæmpelsen på et globalt plan, og må altid agere der, hvor vi er. Den fjerde tese lyder, hvis ikke vi vil fortsætte med at tabe, må vi starte en international, strategisk debat.
Afslutningsvis angiver Den usynlige komité en række taktikker i mødet med antiterrorberedskabet: undgå at blive isoleret, at gøre terroranklager til i det mindste en europæisk affære og ikke acceptere at blive udstillet som galning. Værd at nævne er også humoren som politisk strategi. De militante må få folk til at le. Men ikke kun som strategisk pointe. Hvis glæden ikke er med os i vore kampe, hvorfor så kæmpe? Den bedste måde at afmontere en anklage om terrorisme er latteren. Den terrorist, der kan få folk til at le, er ikke terrorist.
Der tales meget om den italienske filosof Giorgio Agamben, og hans teori om den generaliserede undtagelsestilstand. Er man villig til at nøjes med en mere praktisk læselet-udgave, kan man springe direkte til Fire teser til en forebyggende neutralisering af terrorbekæmpelse. Bogen fungerer fint som en art værktøjsbog for praktikere, der aktionerer, sammensværgende venner eller fribyggere med drømme om et liv uden pansere.
Endelig har Carsten Juhl skrevet et glimrende forord, der undersøger morgenaktionen mod ECB og også stiller sine egne spørgsmål, bl.a. om muligheden for en revolutionær politik uden martyrer. For Juhl var begivenheden i Frankfurt netop særlig, deri at ingen af de aktionerende ofrede sig for sagen.
Et lille men: 80 kroner er dyrt for 32 sider. Til gengæld er den tilpas kort for at kunne læses digitalt, så man kan let scanne den og lade den cirkulere blandt kammerater.
Nu vi er ved det, kommer her lidt annoncering for aktuelle og kommende udgivelser: Opfølgeren til opstanden, A nos amis, er endnu ikke oversat til dansk, men den kan læses på svensk nu, Till våra vänner (Tankekraft 2015), eller engelsk, To our friends (Semiotexte 2015). Senere i år udkommer desuden Indføring i Borgerkrig fra det hedengangne tidsskrift TIQQUN på dansk (Antipyrine, under udgivelse).
Der er reception for udgivelsen torsdag d. 28/1 fra kl. 17 i Møllegades Boghandel, KBH N.
Toni Bashy har oversat Den Kommende Opstand af den Usynlige Komité til Dansk
Hverken terrorisme eller terrorbekæmpelse; 32 sider, 80 kr. OVO press, 2016

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96