Lene Junker fastholder medlemskab hos Internationale Socialister og kan derfor ikke være folketingskandidat for Enhedslisten, mener partiets bestyrelse i Odense. I Kalundborg er Enhedslistens suppleant til kommunalbestyrelsen også fortsat medlem af den troskistiske udbrydergruppe.
Kan man være kandidat til folketinget for Enhedslisten, når man samtidig er medlem af Internationale Socialister, der på deres landsmøde for to uger officielt gik ud af partiet, fordi de »ikke tror på Enhedslistens perspektiv«?
Ja, mener folketingskandidat for Enhedslisten i Odense, Lene Junker, der hverken ønsker at opgive sit medlemskab af den lille trotskistiske udbrydergruppe eller hendes plads som nummer fire på de rød-grønnes folketingskandidatliste.
Nej, den går ikke, lyder det fra Enhedslistens afdelingsbestyrelse i Odense, som vil have sagen taget op på et ekstraordinært kredsmøde »hurtigst muligt« for at finde en løsning på den fastlåste situation.
– Vi mener, at det er uforeneligt med en tillidspost, hvor man skal repræsenterer Enhedslisten ud ad til, at man er medlem af en organisation, der er erklærede modstandere af partiets politiske projekt. Det er ikke en personsag for os, men et helt principielt spørgsmål, siger kontaktperson for Enhedslisten i Odense, Ingelise Bech Hansen, til Modkraft.
Internationale Socialister vedtog på deres landsmøde i weekenden den 17.-18. januar en udtalelse, hvor de begrunder deres udmeldelse af Enhedslisten med følgende ord:
»Grunden til, at vi har meldt os ud, er, at vi ikke tror på Enhedslistens perspektiv. Vi anerkender Enhedslisten som symbol på modstand mod krisepolitikken, nedskæringer, racisme osv. Men vi tror ikke på, at krisepolitikken og racismen alene kan slås tilbage af venstrefløjens politikere, hvor dygtige de end måtte være.«
Læs »Pressemeddelelse: Internationale Socialister går ud af Enhedslisten« her.
Det er på den baggrund, at Odense-afdelingens nu – som formalier foreskriver – har henvendt sig til partiets bestyrelse i Region Syddanmark og opfordret dem til at indkaldte de delegerede i den fynske storkreds, da det kun er her at kandidatlisten til folketinget kan ændres.
Regionsbestyrelsen tager stilling til henvendelsen mandag aften, hvor det kræver et flertal blandt bestyrelsens syv medlemmer at imødekomme.
Af henvendelsen til regionsbestyrelsen fremgår det, at der er blevet afholdt et møde i Odense-afdelingen, hvor man forgæves har forsøgt, at få Lene Junker til at vælge imellem Enhedslisten og Internationale Socialister.
Den manglende stillingtagen kan de lokale Enhedslisten-folk ikke leve med.
– Vi mener ikke, at vi kan være tjent med en kandidat, der er i tvivl om sin loyalitet. Vi ser frem til, at I i regionsbestyrelsen arbejder videre med denne sag, så vi kan få en kandidatliste med kammerater, hvor vi ikke er i tvivl om deres loyalitet over for Enhedslisten, skriver Odense-bestyrelsen i brevet til Enhedslisten Region Syddanmark.
Ifølge Ingelise Bech Hansen, så har Odense-afdelingen ingen konkrete ønsker til hvordan en ny kandidatliste skal se ud.
Men hun fortæller, at det forventes, at Pernille Skipper og Rune Lund, der er opstillet som henholdsvis nummer et og to på Fyn vil blive valgt ind i folketinget, mens de opstillede på tredje og fjerde plads på kandidatlisten har udsigt til rollen som deres suppleanter.
Modkraft har været i kontakt med Lene Junker, men hun ønsker ikke at udtale sig.
Da Internationale Socialister for to uger siden besluttede at bryde med Enhedslisten holdt man samtidig en kattelem åben for de medlemmer, der ønsker at fortsætte med at være dobbeltorganiserede.
Man ønsker ikke at tvinge medlemmerne til at vælge side, men accepterer at personer, der eksempelvis »bor i mindre byer« eller er aktive i Enhedslistens faglige netværk fortsat kan være medlem begge steder, som det fremgår af gruppens landsmøde-beslutning.
Officielt har Internationale Socialister 100 medlemmer, hvoraf 50 angives som aktive.
Og landsledelsesmedlem Jørn Andersen oplyser til Modkraft, at man endnu ikke har noget fuldstændigt overblik over medlemssituationen efter bruddet.
På Enhedslistens landskontor har man dog kun modtaget syv udmeldelser, der var begrundet med medlemskab af Internationale Socialister, siden trotskisternes landsmøde.
Til det siger Jørn Andersen:
– Altså nu er det er jo ikke sikkert, at folk opgiver grunden til, at de melder sig ud. Dertil kommer, at mange af vores unge medlemmer måske slet ikke er medlem hos Enhedslisten, mens andre måske har meldt sig ud før landsmødet.
Muligheden for dobbeltorganisering – eller mangel på samme – er også på spil i Kalundborg.
Her hedder Enhedslistens første suppleant til kommunalbestyrelsen Pernille Cauchi og hun er ligeledes medlem hos Internationale Socialister.
Emnet har ikke været diskuteret i lokalafdelingen og Pernille Cauchi er endnu ikke afklaret omkring hendes politiske fremtid.
Men tager gerne debatten, hvis og når den kommer.
– Jeg har personligt endnu ikke besluttet mig for, hvor jeg helst vil være, hvis jeg en dag blev nød til at vælge. Men Enhedslisten er jo et parti, hvor vi ikke behøver at være enige om alt. Og jeg føler, at jeg har en god lokal forankring, der gør, at det stadig giver mening er være medlem, siger Pernille Cauchi til Modkraft.
Se også links om Internationale Socialister på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 30. september 1984.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96