Folkebevægelsen mod EU blæser til kamp mod unionen ved at oprette valgfond og starte hvervekampagne forud for EU-parlamentsvalget i 2014.
Folkebevægelsen mod EU holdt i weekenden landsmøde med fokus på at styrke bevægelsen frem til afstemningen til EU-parlamentet i 2014.
Det skete på baggrund af en analyse af udviklingen, som slår fast, at den europæiske union er på vej mod en egentlig statsdannelse.
– Vi har en ny situation. Der er et nyt EU på vej - en eurostat, siger bevægelsens EU-parlamentariker Søren Søndergaard til dr.dk.
Læs artiklen »Folkebevægelsen: Ikke bare den sædvanlige kritik« hos DR.
Se Søren Søndergaards tale om EU’s nuværende tilstand.
På sin Modkraft-blog uddyber Søren Søndergaard anti-EU bevægelsen planer:
»Det er nogle store målsætninger, landsmødet pålagde sig selv: Indsamling af mindst 1 million kroner til en valgfond, rekruttering af 1.000 nye medlemmer og så flere stemmer på Liste N end ved valget i 2009. For at sikre realiseringen af disse målsætninger blev der samtidig truffet en række beslutninger om at styrke og strømline organisationen og dens arbejde,« skriver Søren Søndergaard.
Læs hele bloggen »Rapport fra et landsmøde« hos Modkraft her.
Desuden besluttede årsmødet en række politiske udtalelser, som blandt andet anbefalede, at kriseramte lande i Sydeuropa skal have hjælp til at træde ud af euroen.
Og så skal EU stoppe med at blande sig i danske arbejdsmarkedsforhold, lød anbefalingen.
Derudover blev der sendt en tak til det norske folk for at vise, at der findes et alternativ til medlemskab af EU, samt en kritik af, at der endnu ikke er vedtaget en lov imod dyretransporter, der varer over otte timer.
Under landsmødet uddelte Folkebevægelsen også sine såkaldte Træskopriser.
Den danske pris gik til Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA, for at stå fast på sin kritik af EU.
Læs bloggen »En velfortjent pris« hos Modkraft.
Se takketalen og prisoverrækkelsen.
Jenny Jones fra gruppen People’s Pledge fik den internationale træskopris for sit arbejde med at sikre en folkeafstemning om Englands medlemskab af EU.
Landsmødet finder sted kort tid efter, at EU blev tildelt Nobels fredspris.
Prisen har dog kun styrket modviljen mod EU, fremgik det.
Således fik prisen ikke mindre end 600 nordmænd til at melde sig ind i den norske folkebevægelse mod EU som modreaktion.
I Danmark har Folkebevægelsen fået 429 nye medlemmer siden sidste år, som tilskrives debatten om finanspagten.
Læs alt om landsmødet på Folkebevægelsen mod EU's hjemmeside.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96