Eurosamarbejdet er en del af krisen

Foranlediget af krisen i det europæiske valutasamarbejde raser debatten om euroen igen i Danmark og internationalt, mens det økonomiske samarbejde i EU udvikler sig hurtigere end nogensinde før. De kommende måneders aktiviteter og beslutninger vil indtage en vigtig plads i historiebøgerne og få markant betydning for det fremtidige EU-samarbejde.

Defineringen af fortællingen om krisen er i fuld gang. Borgerlige debattører, såkaldte EU-eksperter og jubeleuropæere langt ind i regeringen forsøger at italesætte euroens krise og finanskrisen som en gældskrise, alene knyttet til en række udisciplinerede sydeuropæiske lande med rod i økonomien.

Euro- og finanskrise omdefineres til gældskrise og det fremstilles som om, der ingen alternativer findes til den nedskærings- og privatiseringspolitik, en række europæiske lande er blevet påtvunget af EU i samarbejde med IMF.

Har man brugt for meget og er der underskud på bundlinjen, er der kun en vej til overskud, og det er at skære på forbruget, ligesom man kender det fra det private husholdningsbudget, hedder det sig.

Men krisen i Sydeuropa ikke kan anskues isoleret fra euroen, finanskrisen og den overordnede krise i kapitalistiske systems.

I den borgelige retorik fremhæves Grækenland igen og igen som et eksempel, der yder universel forklaringskraft på euro-krisens årsager. Alle andre EU- lande disciplineres med udgangspunkt i den græske fortælling.

Det sker på trods af, at Grækenland på mange områder er et helt unikt eksempel blandt de gældsplagede sydeuropæiske lande. Det er derfor vigtigt at holde for øje i en analyse af euro-krisens årsager, at der er tale om meget forskellige lande, med forskellige forløb, systemer og interne strukturer.

En alternativ fortælling om krisen i Europa
I en situation hvor modstanden mod euroen og potentialet for et opgør med den hidtidige reaktionære og neoliberale politik aldrig har været større, har venstrefløjen en vigtig rolle i at sørge for at nedbryde de forsimplede analyser af euroens krise og tilbyde alternative fortællinger om krisens oprindelse.

Skal det lykkedes må venstrefløjen offensivt italesætte og formidle den strukturelle sammenhæng imellem den tragiske udvikling i Sydeuropa, euroens konstruktion, finanskrisen og EU’s grundlæggende neoliberale karakter. En stor opgave, der ikke er blevet nemmere, efter Socialdemokraterne og SF har indtaget en dybt defensiv position i debatten.

Den såkaldte gældskrise i Sydeuropa er en direkte konsekvens af både finanskrisen og euroens konstruktion og indbyggede ubalancer. En væsentlig kilde til ubalance i euro-samarbejdet finder man i udviklingen i konkurrenceevnen imellem euro-landene.

Forskellen i konkurrenceevnen imellem Syd- og Nordeuropa har år for år vokset sig større og større. Tyskland indtager den stærkeste position og Grækenland den svageste. Forværring af konkurrenceevnen i Sydeuropa skyldes hovedsageligt en skæv lønudvikling imellem euro-landene.

En årlig forskel i lønudviklingen på 2-3 procent imellem Nord- og Sydeuropa har over en 10-årig periode vokset sig til en forskel på omkring 20-30 procent.

Lønnen i Grækenland er siden 2001 vokset med næsten 25 procent mere end i Tyskland. Den strukturelle årsag til denne udvikling skal findes i en ekstrem løntilbageholdenhed, og i flere brancher deciderede løntilbagegang, i Tyskland.

Angela Merkels konservative reformer har, godt hjulpet på vej af arbejdsmarkedsreformer gennemført af den tidligere socialdemokratiske regering, udløst lønfald i nogle brancher på op til 34 procent over de seneste ti år.

Bruttolønnen for en tysk journalist er fx i perioden 2000-2010 faldet med 31 procent. For en vagtmand er den faldet 22 procent, for en kørelærer 34 procent og for apotekere 24 procent. For en fuldtidsansat rengøringsassistent er bruttoreallønnen faldet med 11 procent og ligger nu på gennemsnitslig 10.000 kr.

Begrebet »working poor«, hvor mennesker knap nok kan tjene til dagen af vejen, på trods af tilknytning til arbejdsmarkedet, har som konsekvens heraf vundet stærkt frem i Tyskland.

I andre brancher har man derimod haft stor lønfremgang. Alene i 2010 steg de tyske topchefers indkomster i Dax-aktieindekset nominelt med 22 procent. Det svarer til ti gange så meget som lønmodtagernes gennemsnitlige fremgang samme år. En udvikling, der påpeger klassekampens forsatte relevans også i en tysk kontekst.

Den lave lønudvikling i Tyskland, set i forhold til produktiviteten, har for den tyske industri betydet lavere lønomkostninger pr. produceret enhed. Lønomkostningen pr. produceret enhed i Tyskland er kun steget med 6 procent siden 2000, mens den for resten af eurozonen er 27 procent. Omkostningsniveauet i Tyskland er derfor faldet drastisk, idet løn udgør en stor del af omkostningen ved produktionen.

Som resultat er tyske varer blevet billigere og den tyske konkurrencedygtighed blevet forbedret markant i forhold til resten af eurozonen. Da køberne inden for et fælles valutasamarbejde søger derhen, hvor varerne er billigst, har det betydet, at de sydeuropæiske lande over en årrække har importeret mere end landene har eksporteret. Derimod har især Tyskland eksporteret langt mere, end det har importeret.

Når et land over en længere periode importerer flere varer og tjenesteydelser end det eksporterer til udlandet, vokser den såkaldte udlandsgæld (ikke at forveksle med statsgæld, mere herom senere). Hvis man samtidig fortrænger indenlandsk producerede varer fra eget hjemmemarkedet, resulterer det i en yderligere indtægtsnedgang, som igen reducerer statens skattegrundlag.

Et land bruger så og sige flere penge i udlandet end det sælger fra sit eget hjemmemarked til udlandet. Den systematiske forringelse af konkurrenceevnen i Sydeuropa har naturligt ført til en stærk stigende og vedvarende udlandsgæld for de sydeuropæiske lande.

På denne måde har Tyskland siden 2000 opbygget et betalingsbalanceoverskud på 1.000 mia. euro, imens lande som Spanien, Portugal, Grækenland og Irland i samme periode samlet set har haft et betalingsbalanceunderskud på samme beløb.

Forklaringen på Tysklands økonomiske succes er altså ikke alene at finde i effektive og hårdtarbejdende tyskere, men bygger snarere på en effektiv løn-dumping på bekostning af de sydeuropæiske lande og arbejderklassens levevilkår i Tyskland.


Euroens rolle

De forskellige udviklinger i landene i eurozonen har medført dybe spændinger inden for euro-samarbejdet. Udviklingen har med al tydelighed vist konsekvenserne ved at samle 17 vidt forskellige økonomier under samme valuta. Resultatet har ikke overraskende været, at der opstår et akut behov for at strømline de forskellige økonomier med udgangspunkt i laveste fællesnævner.

Euro-samarbejdet spiller derfor en ikke uvæsentlig rolle i krisen i Sydeuropa. Havde de nord- og sydeuropæiske lande ikke delt samme valuta, ville underskuddet på betalingsbalancen for de sydeuropæiske lande ikke have nået samme niveau.

Et underskud på betalingsbalancen af den størrelsesorden var simpelthen aldrig blevet accepteret af kapitalmarkederne, hvis landene havde haft deres egen valuta.

Dertil kommer, at de sydeuropæiske lande med deres indtræden i euro-zonen fik adgang til langt billigere lån, hvilket var med til at øge låntagningen og dermed gælden markant. Før Grækenlands indtræden i euro-zonen lånte landet til en rente, der var tre til fem procent over den rente Tyskland havde mulighed for at låne til.

Men i forbindelse med oprettelsen af euroen blev alle medlemslandenes statsobligationer udstedt i euro. Det betød at investorerne ikke længere differentierede imellem tyske og græske statsobligationer, hvilket gav sig til udtryk i en markant lavere rente på lån til Grækenland, og både den private og offentlige låntagning steg som resultat heraf kraftigt.  

Endeligt og måske vigtigst af alt fratager euro-medlemskabet et land muligheden for at devaluere sin valuta. Dvs. at nedskrive sin valuta i forhold til andre landes valuta, for på den måde at gøre sine varer billigere på det internationale marked og hermed vinde konkurrenceevne.

Det så man bl.a. da den islandske økonomi blev forbedret, efter landet økonomi blev hårdt ramt af finanskrisen. Det skete igennem indførelsen af en stram kapitalkontrol og en heftig devaluering, der halverede den islandske krone, øgede eksporten og samtidig lagde en dæmper på importen. Som resultat er det islandske underskud på betalingsbalancen, på blot få år, vendt til et overskud.

Havde Grækenland haft samme mulighed for en devaluering, ville græsk industri kunne have genvundet konkurrencekraft på det internationale marked med en dertilhørende reducering i udlandsgælden. Men som medlem af euroen er Grækenland og de øvrige sydeuropæiske lande fanget i en strukturel voksende gældsspiral.

Al fornuft indvarsler, at et valutasamarbejde med så store indbyggede ubalancer, ikke vil kunne forsætte på længere sigt. Man vil normalt, inden for et valutasamarbejde, udligne ubalancer ved overførsel af midler fra områder med stærk konkurrenceevne til områder med svagere konkurrenceevne.

I Danmark, som i princippet også har et valutasamarbejde i form af kronen, overfører man fx hvert år milliarder af kroner, gennem en række tilskuds- og udligningsordninger, fra kommuner med en høj konkurrenceevne til udkantskommuner med dårligere vilkår for konkurrence.

En sådan overførsel kan imidlertid ikke lade sig gøre inden for euroen, idet EU’s samlede budget er på mindre end 1 procent af EU-landenes samlede bruttonationalprodukt (BNP). Til sammenligning er USA’s føderale budget på 18 procent af BNP.

Et grundlæggende problem er derfor, at man med de nuværende midler inden for euro-samarbejdet, ikke kan sikre den nødvendige omfordeling. Medmindre man er tilhænger af en udvikling i retning af en egentlig EU-stat med eget budget, vil euroen altså forsat indeholde grundlæggende ubalancer.

Og det var netop hvorfor venstrefløjen ved euro-afstemningen i 2000 argumenterede for et nej. Det blev dengang fejet af banen som en skræmmekampagne. I dag kan man se, at det ikke var rigtigt.


Udlandsgæld og statsgæld

Det ville være naivt at påstå, at de græske regeringer gennem de seneste tyve år overhoved ingen rolle har i landets gældsætning. Skiftende konservative såvel som socialdemokratiske regeringer har over en årrække ført en uholdbar politik og har lavet åbenlyse fejldisponeringer.

Man har bl.a. ikke formået at reformere et yderst ineffektivt skattesystem, der betyder at den rige overklasse i landet ikke bidrager til fællesskabet. Således anslås det, at den græske stat på den konto årligt taber, hvad der svarer til 300-375 milliarder kroner.

Dertil kommer at Grækenland, er det land i EU, der bruger flest penge på militær, set i forhold til størrelsen på landets økonomi, ligesom landet har omfattende problemer med korruption. Det anslås, at korruption i landet årligt koster grækerne, hvad der svarer til 8 procent af BNP eller mere end 150 milliarder kroner.

Der er derfor uden tvivl ting, der kunne gøres bedre i Grækenland. Men at tale om dovne og uansvarlige grækere er dybt forsimplet og giver ikke bankernes og euroens forfejlede konstruktion sin retmæssige plads i forklaringshierarkiet.

Krisens omfang i Grækenland og de andre sydeuropæiske lande ikke alene kan forklares med uhæmmet offentligt overforbrug og dårlig økonomisk forvaltning.

Sammenhængen og forskellen imellem et lands udlandsgæld og statsgæld er i den forbindelse vigtigt at forstå. Hvor udlandsgæld, også kaldet handelsbalancen, dækker over et lands samlede gæld (både den private og offentlige sektor) over for omverden, dækker statsgæld alene statens samlede gæld. Statsgælden hos en række lande blev kraftigt forværret i forbindelse med finanskrisen.

Uansvarlig adfærd hos verdens banker og finansielle institutioner betød at pengemarkederne frøs til, og en række regeringer valgte at træde til med massive bankpakker betalt ud af den offentlige kasse.

Som konsekvens af den recession som finanskrisen bragte med sig, blev statsbudgetterne yderligere belastet ved øgede offentlige udgifter med stigende arbejdsløshed og faldende skatteindtægter.

Et land som Spanien havde i 2006, dvs. umiddelbart før finanskrisen, et overskud på de offentlige budgetter på 2,4 procent af BNP. Økonomien var desuden i opsving, drevet af et byggeboom.

Men da finanskrisen udbrud, førte det til et brat stop for nybyggeriet og massive kredittab for landets banker. Den spanske regering valgte at træde til med likviditet og redde spekulanternes penge.

I dag har Spanien et underskud på de offentlige budgetter på mellem 6-8 procent og over 4 millioner arbejdsløse.

Bevares en stats gæld imidlertid inden for rammen af samme land, er det ikke umiddelbart et stort problem, idet alle overførelser imellem forskellige grupper inden for en nation, ingen effekt har på nationens samlede rigdom. Ser man bort fra gæld til udlandet, kan man inden for et land ikke have et underskud på de offentlige budgetter uden, at der findes et tilsvarende overskud i den private sektor og omvendt.

Når økonomien er i recession, og folk er tilbageholdende med nye investeringer, kan det derfor i krisetider give mening, at staten kanaliserer en opsparing i den private sektor over i den offentlige sektor via lån, for derefter at føre en ekspansiv finanspolitik gennem offentlige investeringer. På den måde sikres det, at der på ny sættes gang i økonomien og beskæftigelsen øges.

Problemet opstår imidlertid, når en stat finansierer sin øgede statsgæld via lån fra andre lande, i en valuta landet ikke selv kan kontrollere. Det er netop, hvad vi har set i Sydeuropa, hvor landene som tidligere nævnt har haft problemer med at konkurrere med Nordeuropa og derfor har opbygget en massiv udlandsgæld.

I den situation kan en øget offentlig gæld ikke finansieres inde for et lands egen økonomi, men må refinansieres via lån fra udenlandske banker til en rente, der er bestemt eksternt. De gældsplagede lande fanges i en negativ spiral, hvor en høj rente fører til øgede offentlige underskud, der som konsekvens af en øget mistillid hos investorerne igen fører til en stigende rente, der igen føre til en øget offentlig gæld osv.

Statsgælden vil derfor blot forsætte med at stige, hvis ikke der tages skridt til at løsrive sig fra afhængigheden til udlandet.

Råder et land over sin egen centralbank og er statsgælden finansieret indenlands, vil et land i princippet ikke kunne gå bankerot i bogstavlig forstand idet, der er ikke findes nogen lovmæssig mekanisme, der kan tvinge staten til at tilbagebetale sin gæld.

Finansieres statsgælden imidlertid via lån i udlandet kan kreditorerne stoppe med at refinansiere lånene, hvis ikke de mener, der er sikkerhed for tilbagebetaling. Et sådan stop for refinansiering af statsgæld vil for et land, der er blevet afhængig af disse indskud af kapital fra udlandet, have store skadelige effekter.

Hvis der ikke findes en løsning på denne problematiske udvikling, vil omfanget af eurokrisen blot forværres og i værste tilfælde medføre økonomisk kollaps i flere af de sydeuropæiske lande med uoverskuelige konsekvenser til følge.


EU-dikterede nedskæringer

Løsningen på krisen i de sydeuropæiske lande har indtil videre fra EU’s side været klassisk neoliberal politik med massive nedskæringer og privatiseringer til følge.

I Irland, et land ikke meget mindre end Danmark, er der er fx i perioden 2008-2015 planlagt EU-dikterede nedskæringer for 222 milliarder kroner, eller hvad der svare til en femtedel af hele den irske økonomi.

Listen over nedskæringer er lang og indebærer bl.a. sænkning af mindstelønnen, øgning af brugerbetaling på uddannelser, tusindvis af fyringer i den offentlige sektor, nedskæringer i sundhedsvæsnet osv.

Som i et hvert husholdningsbudget forsøger man således at balancere budgetterne ved at mindske sit (offentlige) forbrug. Men initiativer, der umiddelbart kan synes indlysende, når man skal balancere privatøkonomi, er ikke nødvendigvis logiske, når det kommer til samfundsøkonomien som helhed.

For man ikke kan spare sig ud af krisen. Nedskæringer fører blot til en nedadgående spiral med stigende arbejdsløshed, reducerede skatteindtægter, yderligere stagnation og som konsekvens større underskud på de offentlige budgetter.  Det er hvad økonomer kalder for spareparadokset.

I Grækenland er den offentlige gæld blot steget på trods af massive nedskæringsinitiativer. Hvor den græske statsgæld var på 329 milliarder euro i 2010, var den vokset til 360 milliarder euro i 2011. Ser man på gælden i forhold til BNP, er den vokset fra 110 procent af BNP i 2010 til i dag at være i nærheden af 160 procent af BNP.


Venstrefløjens svar på krisen

I en situation med næsten 25 millioner arbejdsløse i EU bør man i stedet for at fokusere på nedskæringer koncentrere sig om, hvordan arbejdsløsheden varigt kan nedbringes.

Økonomien kan ikke forbedres igennem besparelser og dertilhørende stigende arbejdsløshed i den private og offentlige sektor. For stiger arbejdsløsheden stiger budgetunderskuddet tilsvarende som konsekvens af øgede udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og reducerede skatteindtægter.  

Nøglen til en permanent forbedring af de offentlige budgetter er en reduktion i arbejdsløsheden.

En del af venstrefløjens svar på krisen i Europa må derfor på kort sigt være en offensiv offentlig investeringspolitik med fokus på klimaforbedringer, der kan sætte gang i beskæftigelsen og økonomien. Dertil må der indføres en langt strengere regulering af den finansielle sektor og spekulanterne og bankerne, der har været medvirkende til krisen, må betale deres del af gildet. Svaret på længere sigt må være en grundlæggende omlægning af økonomien i en mere bæredygtig, demokratiske og socialistisk retning.

På den korte bane skal de kriseramte eurolande gives mulighed for at forlade euroen. Der er i EU’s nuværende traktatgrundlag ikke en egentlig kontrolleret mulighed for at forlade euro-samarbejdet. Vælger et euro-land i dag at forlade valutasamarbejdet, vil det ubønhørligt blive straffet af de finansielle markeder og det videre forløb vil stå hen i det uvisse.

Dertil kommer, at forlader et land som Grækenland euroen, vil landets nye valuta højest sandsynligt blive devalueret i en sådan grad, at den nuværende gæld, der er optaget i euro, vil vokse astronomisk. Den reelle mulighed for at forlade euroen er derfor stærk begrænset.

Det står i skarp modsætning til, hvad daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen påstod under debatten i forbindelse med euroafstemningen i Danmark i 2000. Dengang sagde han bl.a. »Hvad skulle de gøre, hvis vi (Danmark red.) ønskede at forlade euroen? De kan ikke sende en hær imod os. EU er jo ikke det tidligere Sovjetunionen«.

I dag er det ikke er en hær, man skal frygte, men finansmarkedernes ubarmhjertige dom og spekulanternes uansvarlige adfærd.  

Ikke desto mindre forudsætter det et opgør med euro-medlemskabet og den neoliberalistiske politik, hvis udviklingen i de kriseramte lande i Sydeuropa skal vendes.  

Et græsk exit af euroen ville ikke alene kunne give Grækenland kontrol med sin monetære politik, men også tillade en prompte forbedring af konkurrenceevnen igennem en heftig devaluering. Ikke en mirakelkur, men det bedre alternativ blandt flere onder.

Et exit fra valutasamarbejdet må nødvendigvis følges af en bred række af programmer af økonomisk og social restrukturering: nationalisering af bankerne, indførelsen af en stram kapitalkontrol, en stærk omfordeling af indkomst og rigdom i samfundet, samt initiativer med fokus på at genvinde produktivitet og reformering af statens ineffektive sektorer.

Hvis man skal hjælpe de kriseramte lande, er vejen frem indførelsen af en institutionaliseret udfasningsordning eller hjælpemekanisme, der vil give Grækenland og andre kriseramte lande mulighed for at udfase deres medlemskab af eurosamarbejdet på en stabil og kontrolleret måde.

Som et af de få EU-lande, der ikke er med i euroen, har Danmark og den danske venstrefløj en særlig rolle i at opstille dette alternativ.


Tobias Clausen studerer samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, har tidligere været ansat i EU-parlamentet og er medlem af Enhedslisten.