Ingen reformer uden revolutionær strategi

»Venstrefløjen må træde ud af socialdemokraternes skygge« var titlen på en interessant kronik af Rune Møller Stahl i Information den 25. februar 2014.

Runes hovedpointe, som jeg læser den, er, at der er vendt så meget op og ned på arbejderbevægelsens og dens partier, ikke mindst i styrkeforholdet mellem partierne, at Enhedslisten som socialistisk parti ikke bare kan følge de sidste mange årtiers tommelfingerregler for venstrefløjspartier.

Med forskellige indfaldsvinkler og vægtninger har venstrefløjspartier defineret sig selv og placeret sig selv i forhold til Socialdemokratiet eller i forhold til S og SF.

Nogle har søgt et strategisk samarbejde, nogle har satset på at trække de traditionelle arbejderpartier/de reformistiske partier til venstre. Nogle har forsøgt at mobilisere partiernes basis til at stille krav til og lægge pres på lederne. Nogle har kritiseret dem og defineret sig selv som modpol til dem. Mange har kombineret flere af disse tilgange.

Alt sammen baserede det sig på, at »vi« som venstrefløj var mindretallet, og at de som reformister repræsenterede arbejderklassens flertal.

Sådan er det ikke ubetinget længere. De traditionelle reformistiske partier har bevæget sig ind i en nedadgående spirall, hvor de politisk lægger sig tættere og tættere op af de traditionelle borgerlige partier og samtidig mister mere og mere opbakning.

Med meningsmålinger, som giver Socialdemokratiet 18  procent, SF 4 procent og Enhedslisten 11-12 procent, står vi en ny situation, som må få konsekvenser for vores strategiske tilgang.

Skellet mellem reform og revolution

Så langt er jeg helt enig med Rune, men i slutningen af kronikken drager han nogle konklusioner, som ikke er helt klare, og som jeg derfor synes, der er grund til at diskutere videre.

Rune skriver:

• At skellet mellem reform og revolution ikke længere giver mening
• At skellet mellem reformister og revolutionære er kollapset
• At selv milde forsøg på reform eller omfordeling i dag kræver et massivt brud med den herskende økonomiske ortodoksi

Det sidste er ubestrideligt rigtigt, og jeg vil oven i købet tilføje, at selv milde forsøg på reformer ikke bare støder på »ortodoksi«, men støder også på de rammer, som kapitalismen som system sætter.

Først og fremmest mener jeg, at det er vigtigt at få rigtig fat på det med reform og revolution.

Mærkater og »ismer« fremmer ikke nødvendigvis politisk afklaring og udvikling, men de reelle strategiske forskelle, der historisk har været mellem reformistiske partier og revolutionære, er efter min mening vigtige og får konsekvenser også i den nyliberalistiske kapitalismes periode og i dagens politiske sammenhæng.

Allerførst er det nødvendigt at slå fast, hvad der ikke udgør forskellen mellem revolutionære og reformister. De reformistiske partiers fejl består ikke i, at de arbejder for reformer, og det revolutionære består ikke i at afvise reformer.

Reformister uden reform

De reformistiske partiers historiske svigt, og i nogle tilfælde forbrydelse, består for det første i, at de kun arbejder for reformerne, så længe reformerne kan rummes inden for kapitalismens rammer.

I det øjeblik at reformerne støder på kapitalismens rammer (problemer med konkurrenceevne, kapitalflugt, betalingsbalance, investeringsstrejke, arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og fyre/ansætte, EU’s frimarkedsprincipper, osv.), så opgiver reformisterne reformerne.

Næste trin, som vi ser tydeligt i dag, er, at de aktivt arbejder for modreformer, når kapitalismen er i krise, og kapitalen kræver det.

For det andet binder reformisterne sig til det parlamentariske system og statsmagten, og arbejder kun for reformer, der kan gennemføres ad den vej.

De ønsker ikke selvstændig folkelig aktivitet, bevægelse og organisering. Det betyder, at de bremser folkelige bevægelser, blot de begynder at anfægte det parlamentariske system eller anfægter statens autoritet.

Når »lokummet brænder« er reformisterne ikke blege for at bruge statsmagten til at slå folkelige mobiliseringer ned.

Når reformismen rammer muren

Gennem historien har kapitalismen kun levnet plads til reformer i korte perioder, i dele af verden og på særlige præmisser (tilpasning til kapitalens behov).

Derfor har reformismen om og om igen mødt sine grænser og er slået over i modreform og undertrykkelse: de tyske socialdemokrater i begyndelsen af 1900-tallet (mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht), de franske socialister og kommunister under den kombinerede studenter- og arbejderopstand i maj 1968 og de portugisiske socialister i perioden efter Nellikerevolutionen i 1970’erne i Portugal er nogle af de dramatiske eksempler.

Herhjemme oplevede vi den i dag så stærkt romantiserede Anker Jørgensen forbyde et af den danske fagbevægelses stærkeste kampmidler, fysiske blokader.

Både Socialdemokratiet og hovedparten af de socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen modarbejdede bevidst og aktivt strejkebevægelsen i påsken 1985 for nedsat arbejdstid og mod Schlüter-regeringen.

Og hver gang der blev demonstreret mod VK-regeringens angreb på velfærd og velfærdsarbejderne, var de socialdemokratiske politiske og forbundsledere enten passive, eller de sprang på i en kort periode for hurtigst muligt at få stoppet protesterne.

I dag står denne konsekvens af reformismen skarpere end nogensinde.

Skiftende regeringer i Danmark og resten af verden har skubbet krisesymptomerne foran sig med den konsekvens, at problemerne hober sig op. De truer med at vælte ned over os, og kapitalen reagerer ved at kræve en mere og mere drastisk omfordeling af værdier og magt mellem fra arbejderklasse til kapitalistklasse.

De reformistiske partier har taget konsekvensen og gjort sig til talspersoner og repræsentanter for denne politik. Socialdemokraterne og SF lader ikke engang, som om de vil arbejde for reformer, men arbejder kun for at indføre kontra-reformer. Ikke engang dramatisk faldende opbakning kan få dem til at ændre kurs.

Både i Danmark og i resten af Europa rejser spørgsmålet sig, om det stadig giver mening at kalde dem reformistiske partier.

Logisk kortslutning

Men det er her, at vi skal passe på, at vi ikke begår en logisk kortslutning. Reformisterne opgiver reformerne. De reformistiske partier bevæger sig mod sammenbrud. Ergo er skellet mellem en reformistisk strategi og en revolutionær ikke relevant længere.

Sådan hænger det ikke sammen. For det første kan vi slet ikke udelukke, at der opstår nye reformistiske strømninger og partier, og det reformistiske tankegods kan hænge fast i fagbevægelsens top, hvor der er rigtig god grobund for det.

For det andet er det lige så vigtigt som tidligere, at vi på venstrefløjen fastholder den ikke-reformistiske, den antikapitalistiske, den revolutionære strategi.

Når vi træder ud af Socialdemokratiets skygge, er det ikke for at overtage Socialdemokratiets hidtidige rolle.

Når der ikke længere er et eller flere stærke reformistiske partier, må venstrefløjen - og det er i Danmark Enhedslisten – tage et større ansvar på sig.

Vi skal lægge mindre vægt på at opfordre andre til at gøre det ene eller andet eller kræve det af dem.

• Vi skal selv gå foran og skabe organisering og bevægelse
• Vi skal selv udvikle og udbrede de reformkrav og de politiske svar, der faktisk løser problemerne – og som derfor i praksis anfægter eller ligefrem bryder med kapitalismens rammer
• Vi skal ikke primært stille forslag, der forsøger at finde elementer i de andre partiers politik, vi kan støtte, men vi skal tvinge de andre til at forholde sig til os og vores forslag i lokalområdet, i bevægelser og i Folketinget

Jeg er helt klar over, at dette kun er overskrifter, og at der ligger et stort fælles arbejde foran os med at udvikle politikken, aktiviteterne og arbejdsmetoderne.

Men i det arbejde vil vi komme til at stå over for valg, der ligner valget mellem reform og revolution til forveksling.

To forkerte og et rigtigt svar

Lad mig slutte med enkelt eksempel på dette.

Tilbage i efteråret 2010 talte LO-formand Harald Børsting på et møde for 150 tillidsfolk i København. Han skulle forsvare Socialdemokraternes 12 minutters længere arbejdstid om dagen og rodede sig ud i nogle forklaringer om, at det også kunne være færre sygedage, eller at man solgte den femte ferieuge.

Nogle af tillidsfolkene havde tilsyneladende læst Enhedslistens daværende forslag til at finansiere velfærdsforbedringer og underskuddet på statsbudgettet og rejste det i debatten.

LO-formanden svarede, at han ikke troede på, at Danmarks problemer løses med ekstra skat på Nordsøolien og ved at drive pengene ind fra de rige. »Den går ikke længere. Så flytter virksomhederne fra Danmark.«

Det er ikke bare et skole-eksempel på reformistisk tankegang. Det er en reaktion, Enhedslisten vil blive mødt med om og om igen.

Når vi foreslår bedre dagpenge, flere offentlige jobs, en statsbank i konkurrence med de private banker, grøn beskæftigelse eller nogle af de andre gode reformkrav, vi rejser.

Så flytter virksomhederne. Så kan vi ikke eksportere. Så vil medicinalindustrien ikke forske. Så vil udenlandsk kapital ikke investere. Osv.

I den situation har vi tre valgmuligheder:

• Vi kan sige: Ok, så trækker vi lidt i land, kræver lidt mindre eller kombinerer vores progressive reformer med lidt erhvervsstøtte.
• Vi kan benægte kendsgerninger og forsøge at bilde folk ind, at kapitalen ikke vil reagere negativt på vores reformforslag, og at kapitalismen kan fungere fint, hvis de bliver gennemført.
• Eller vi kan have politiske krav og forslag til kampskridt parate, der kan standse kapitalflugt, der kan sikre fortsat udvikling af medicin, som kan sikre, at der bliver investeret i grøn omstilling og beskæftigelse, dvs. krav der bryder kapitalens logik og svækker kapitalens magt

Den første mulighed er den klassisk reformistiske.

Den anden er utroværdig og holder derfor kun i begrænset tid – og som skadelig bivirkning øger den arbejderklassens tiltro til kapitalismen i stedet for det modsatte.

Den tredje mulighed er den klassiske anti-kapitalistiske eller revolutionære. I den forstand er skellet lige så vigtigt som nogensinde tidligere.

Michael Voss er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.