Med S og SF i regering har borgerlig politik sejret

S og SF gik til valg på et politisk alternativ til den borgerlige regering: I stedet for besparelser skulle der skabes vækst - og jobs, og i stedet for skattelettelser skulle der investeres i velfærd og erhvervsudvikling.

Men S og SF kom i stedet ud af det sorte tårn med accept af at videreføre den forrige regerings ”Genopretningspolitik og reformpolitik” – dvs. af at føre borgerlig økonomisk politik.

Siden er det gået slag i slag med mere borgerlig politik. Vi har set en regering, der i stedet for bekæmpelse af arbejdsløsheden og sikring af de ledige har blikket stift rettet mod øget arbejdsudbud og statsoverskud i 2020. Og som på arbejdsgivervis tvinger lønmodtagerne til selv at betale to gange for velfærden: Først gennem skatten og nu gennem øget arbejdstid/-byrde.

Vi har også set en socialdemokratisk beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, som har gennemført de borgerliges reform af førtidspension og fleksjob med store forringelser for de svageste i det danske samfund.

Og vi har set en SF–skatteminister gå i spidsen for at forringe overførselsindkomsterne for at skaffe finansiering til at frede boligskatterne.

En regering, der ikke tør føre egen politik

Vi har at gøre med en regering, som langt hen ad vejen ikke tør føre egen politik. Det gælder selvsagt navnlig den økonomiske politik, men også værdipolitikken. Vi fik nogle få udlændingepolitiske opblødninger efter regeringsdannelsen, men ellers er man veget tilbage for sin egen skygge: Barselsorlov til mænd, kvindekvoter i bestyrelser osv.– alt fuser ud.

Grunden til denne opgivelsespolitik er ikke blot, at S og SF har opgivet at kæmpe. 

Nej, det synes desværre helt bevidst at være deres strategi at købe sig fred i forhold til de borgerlige ved at overtage deres politik og ved i alle større reformspørgsmål at indgå forlig med de borgerlige partier. Hermed har de borgerlige fået hals– og håndsret over regeringens politik.  

Regeringens håb hermed er, at så vil de borgerlige frede den. Det har måske virket en stund, men prisen har været, at man har solgt ud af egen politik. Og problemet er, at man åbner en ladeport for yderligere højredrejning De borgerlige vil til enhver tid kunne overhale S +SF med yderligere velfærdsforringelser og skattelettelser. Men fordi S + SF selv har stået for en sådan politik, vil man ikke have meget forsvar at kunne stille op, hvis Løkke kommer til magten igen.

De Radikale tjener kun som bortforklaring

”Men det er nu det mulige, således som Folketinget er sammensat”, hører vi igen og igen som begrundelse for den borgerlige politik. Her hentydes selvsagt til de Radikale.

Det er uomtvisteligt, at de Radikale fik et godt valg og stod stærkere op til regeringsforhandlingerne. Men immervæk har S og SF og Enhedslisten tilsammen 4 gange så mange mandater som de Radikale, og der ER altså grænser for, hvor meget halen kan logre med hunden – også i politik.

Mandatfordeling Folketingsvalget 2011 for S, SF, RV og Enhl.

Og de Radikale havde IKKE frit valg på alle hylder: De var nok gået til valg på fortsat borgerlig økonomisk politik, men samtidig også på et regeringsskifte og en anden statsminister end Løkke. Vestager havde dermed fået store problemer med at forklare de Radikale vælgere, hvis man alligevel havde kastet sin stemme i vægtskålen for Løkke som regeringsleder. Og samtidig havde de Radikale så måttet kigge i vejviseren efter deres værdipolitik, hvis de var blevet tvunget ind i et samarbejde, hvori DF også indgik.

Det afgørende for, at SRSF's regeringsgrundlag blev så borgerligt, som det blev, var derfor ikke de Radikale selv, men at S–toppen i det sorte tårn skiftede side og vendte tilbage til den gamle alliance fra Nyrup-tiden med Radikale og til den neoliberalistisk inspirerede økonomiske politik, som Nyrup-regeringen stod for gennem det meste af dens levetid, jf. SR–regeringens arbejdsmarkeds– og skattereformer.

Alliancen med SF var således for S rent midlertidig og taktisk betonet med det formål at bringe Socialdemokratiets egen venstrefløj, som var deserteret over til SF, tilbage i folden op til valget gennem at omklamre SF. Prisen herfor var, at SF kom med i regeringen, men herefter havde S og SF alliancen udtjent sin rolle, og S-toppen (socialdemokratiets højrefløj – den gamle Nyrup-fløj) kunne vende tilbage til den borgerlige økonomiske politik, som den i virkeligheden grundlæggende står for.

Det udslagsgivende for, at regeringsgrundlaget og den førte politik er blevet så borgerligt, er således S–toppens kovending. Havde omvendt S kæmpet for at få mere af den politik igennem, som man gik til valg på, kunne man også have fået det.

Magten får en høj pris

S og SF fik således nok del i regeringsmagten, men mistede til gengæld troværdighed ved at ofre store dele af den politik, man var gået til valg på. Skuffelsen blandt vælgerne fik hurtigt S og SF til at styrtdykke i meningsmålingerne, og S har siden ligget på et historisk lavpunkt med omkring 20 %'s tilslutning, mens SF er endt nede omkring 6 %.

Figur: Socialdemokratiets tilslutning siden april 2005 under Helle Thorning Schmidts ledelse.

Og S og SF har selv sendt en del af de skuffede vælgere over i armene på Løkke og Venstre. S og SF's tilslutning ved valget blev vundet på et alternativ til de borgerlige: Velfærd fremfor besparelser. Men siden regeringsdannelsen og S og SF s politiske kovending har vælgerne kun kunnet vælge mellem forskellige nuancer af borgerlig, stram økonomisk politik.

Men når det gælder at føre borgerlig økonomisk politik har og vil de borgerlige altid have størst troværdighed. En konkurrence med dem om, hvem der er bedst til at føre borgerlig økonomisk politik, kan S og SF kun tabe og har da også tabt den.

Det vil givet få alvorlige konsekvenser for S og SF ved næste valg. Regeringen har tydeligvis satset på, at de borgerlige reformer og forringelser skulle ligge først i valgperioden. Man håber så, at økonomien og beskæftigelsen op til næste valg har bedret sig nok til, at man hermed – og med en ny omgang ”valgflæsk” om bedre beskæftigelse og velfærd – kan genvinde magten.

Problemet er blot, at der ingen udsigt er til at økonomien vil blive bedre. Grundet gældskrisen vil væksten i hele EU ligge underdrejet de nærmeste år og vil dermed holde også vækst og beskæftigelse i Danmark nede – og regeringens besparelser gør kun ondt værre.  SRSF vil derfor have få svært ved at hævde, at de har skabt bedre resultater end VK. Og med S og SF's troværdighedsproblem vil nye ”valgløfter” næppe virke.

S og SF vil derfor få en huskekage af dimensioner fra skuffede vælgere. Søvndal har allerede måttet gå som leder i et forsøg på at afvende valgnederlaget for SF. Og bringer Thorning S på et nyt historisk lavpunkt, bliver også hun tvunget til at gå.

Fremad mod minimalstaten?

Efter en sådan valgkatastrofe vil S og SF være svækket for lang tid, hvilket kan sikre de borgerlige flere regeringsperioder, før S og SF vælgerne har glemt deres svigt. Kommer Løkke til magten, vil han derfor have frit løb mod den liberale minimalstat, som V nu tydeligvis sigter mere på end under Fogh.

Planen om 8 års nulvækst betyder massive besparelser og velværdsforringelser. Og man vil gennemtvinge massiv udlicitering og brugerbetaling i kommunerne.

Desværre synes S og SF selv at arbejde for fuld kraft på at bringe Løkke tilbage. S og SF–toppen aflæser tilslutningen til Venstre som et signal til at konkurrere endnu mere med de borgerlige om løntilbageholdenhed, øget arbejdsudbud og velfærdsforringelser.

Hvilket så igen sender flere vælgere over til Løkke eller på sofaen.

Med så alvorlige konsekvenser af Løkkes tilbagekomst kan det selvsagt ikke være opgaven at hjælpe ham tilbage.

Men da SRSF–regeringen kun udgør det mindst ringe alternativ til Løkke og ikke gør nogen større positiv politisk forskel til de borgerlige, må det være opgaven at udvikle, fremholde og formidle et egentligt alternativ til den borgerlige politik.

En politik for at skabe vækst og jobs, for at opretholde og opdatere velfærden, for en stærkere energi– og miljøforbedring og for finansiering gennem en mere retfærdig beskatning af højere indkomster og ejendom.

S og SF's kommende nederlag kan næppe afværges. Kampen ved de kommende valg står om at vinde de, som af gode grunde vender S og SF ryggen, for et politisk alternativ, i stedet for at de går til Løkke.

Henrik Herløv Lund, cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet medlem af Centrum – Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"

HENVISNING:

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk under "Artikler og rapporter"