33 medlemmer af Enhedslisten i København dyster om at blive spidskandidat til kommunalvalget i november og dermed favorit til at blive borgmester i hovedstaden efter socialborgmester Mikkel Warming.
Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Ø) meddelte mandag den 7. januar, at han trækker sig fra det politiske arbejde på Rådhuset efter kommunalvalget den 19. november.
Mikkel Warming har i 15 år repræsenteret Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation – siden 2006 som socialborgmester og partiets eneste borgmester på landsplan.
– Man skal stoppe, mens der stadig er nogen, der synes, det er ærgerligt, at man stopper. Jeg afleverer en socialforvaltning, der er i en bedre forfatning, end da jeg fik den. Og meningsmålingerne for Enhedslisten ser også særdeles lovende ud her i København, så jeg er stolt af at kunne stoppe på toppen, siger Mikkel Warming i en pressemeddelelse.
Med den overraskende beslutning lyder startskuddet til et spændende kampvalg blandt partiets godt 3.200 medlemmer i hovedstaden om hvem, der skal være partiets spidskandidater – og dermed også favorit til borgmesterposten.
33 medlemmer har meldt sig i konkurrencen, som for første gang nogensinde vil blive afgjort ved hjælp af en elektronisk urafstemning inden en generalforsamling i marts.
Læs artiklen »Københavns socialborgmester genopstiller ikke« hos DR.
Enhedslisten er i dag det største parti i København målt på medlemmer og blev i en meningsmåling fornylig spået 20 procent af stemmerne.
Derfor er det hverken muligt at sige noget sikkert om udfaldet af urafstemningen, som går i gang i slutningen af denne uge, eller hvor mange borgmesterkæder partiet får på valgnatten.
På generalforsamlingen skal der findes 20 kandidater – men hvor mange der bliver valgt ind og hvem af dem, som bliver borgmester er langt fra afgjort, fortæller organisationssekretær for afdelingen i hovedstaden, Morten Kabell.
– Det er fire år siden, vi haft valg, og siden dengang har partiet vokset sig tre gange så stort. Derfor er det ikke muligt at udlede noget entydigt af tidligere afstemninger. Det må vi trygt overlade til i første omgang medlemmerne og senere vælgerne, siger Morten Kabell til Modkraft.
Ved sidste kommunalvalg fik den nuværende socialborgmester Mikkel Warming 2.593 personlige stemmer, mens Signe Færch fik 2.474 personlige stemmer.
Ingen andre af partiets øvrige kandidater kunne dengang samle flere end 850 personlige stemmer af de 13.043 stemmer, som partiet opnåede i 2009.
I år er der mange nye ansigter blandt de opstillede, som befinder sig i aldersgruppen 23 til 73 år.
Udover de fire nuværende medlemmer af Borgerrepræsentationen; Allan Ahmad, Signe Færch, Rikke Lauritzen og Morten Kabell, så er de mest kendt i offentligheden Allan Mylius Thomsen, der laver tv-programmer, har udgivet bøger og lavet byvandringer samt Christian Holtet, der har været kommunalbestyrelsesmedlem i Roskilde i 10 år for Enhedslisten.
Dertil kommer de seks kandidater, som enten har en blog på Modkraft eller er en del af én af portalens redaktioner.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96