»Modkraft var aldrig et rigtigt samlingssted for venstrefløjen«

Modkraft har spurgt tidligere journalister, redaktører, brugere, læsere og bidragsydere om deres reaktion på beslutningen om Modkrafts snarlige lukning.

Læs mere om den forestående lukning her

Søren K. Villemoes er journalist på Weekendavisen

Det første, jeg tænkte, da jeg så, at Modkraft lukker den 1. Februar var…

- Øv. Det er altid ærgerligt, når et medie lukker. Jeg har fulgt trofast med i Modkraft siden midten af nullerne og mange gange brugt siden som kilde, så jeg blev naturligvis trist.

Mit forhold til Modkraft har været, at…

- Jeg læste det, som jeg læser så mange andre medier. Nogle gange har det være hjemsted for helt kukkelukkede holdninger og handlet om den sædvanlige, evige og helt ligegyldige subkulturelle kamp om, hvem der er de rigtige og de forkerte venstreorienterede. Andre gange har det været her, man kunne følge med i interessante interne konflikter i venstrefløjsmiljøet, og da Modkraft var allerbedst, bragte man historier fra de mere esoteriske aktivistkredse. Da Modkraft interviewede en obskur lille kreds af Nørrebro-kommunister, Københavner Kommunen, der mente, at politiet havde belejret Folkets Park eksempelvis. Det var fantastisk. Hvor skulle man ellers læse om dem henne? Ingen steder. Eller hvad med afsløringen af Kridtbandittens relationer til Scientology? Nogle kunne måske indvende, at det i virkeligheden var lokaljournalistik fra Nørrebro – og det har de nok ret i. Men det er der da intet galt i.

Læs også »Bolsjefabrikken: Vi har ikke kaldt Søren K. Villemoes for racist«

Læs også »Søren K. Villemoes: Udelukkelse er vanvid«

Den mest interessante omtale af Modkrafts lukning var...

- Carl Valentins. Her skrev han bare, at man som progressiv efter Modkrafts lukning bare skulle holde sig fra det socialdemokratiske medie Piopio. Det er jo decideret åndssvagt. Hvorfor skulle man dog holde sig fra at læse bestemte medier? Det skal man da ikke. Man skal da læse vidt og bredt, hvis man vil følge med i ting. Carl Valentins opfordring er sådan noget, man skriver eller lytter til, hvis man er meget usikker på sig selv, sit eget ståsted og nok grundlæggende er intellektuel skrøbelig. Så skal man helst søge sammen i trygge små bobler bestående af folk ligesom en selv, meningsfæller, der kan bekræfte én i, at man selvfølgelig har ret i sit verdensbillede.

Læs Carl Valentins blogindlæg her

- Det var selvfølgelig interessant, at denne usikkerhed og intellektuelle skrøbelige kultur, hvor man tror, man bliver stærkere af ikke at læse, følge med i eller forstå folk, man ikke er enige med, stadig hersker. Det siger desværre lidt om, at de ofte kedelige subkulturelle tendenser stadig står stærke på den del af venstrefløjen. Hvor det handler mere om at være sammen med de rigtige og give hinanden ret, end i at indtage nye territorier. Tænk, at man kan bilde sig selv ind, at det skulle være en styrke ikke at læse et bestemt medie. Asså.

Det er vigtigt at have et medie, der samler den såkaldte venstrefløj, men…

- Det gjorde Modkraft jo aldrig rigtigt. Det var en portal for den yderste, nørrebroske venstrefløj. Og det er fint. Men det var aldrig et sted, der bød for eksempel socialdemokrater velkomne. Jaja, jeg ved da godt, at mange slet ikke anerkender dem som venstrefløj, men det er jo netop også problemet: At det så ofte handlede alt for meget om at være ægte. Som om det gør nogen som helst forskel for noget som helst, om lige netop DU eller nogen andre er rigtige venstreorienterede. Det er jo bare identitet. Noget der burde holdes til ens fritid.

- Som sagt: Der er intet som helst galt i at have et medie for den yderste, nørrebroske venstrefløj. Men Modkraft var aldrig et rigtigt samlingssted for venstrefløjen. Der var det trods alt for lokalt forankret i en ret specifik nørrebrosk venstrefløjskultur.

Når man kigger på det øvrige mediebillede synes jeg, at Modkraft har været…

- Bedst når man havde journalistiske ambitioner og skrev historier, ingen andre medier havde fornemmelse for. Her kom Modkraft virkelig til sin berettigelse.

- Desværre blev det mindre og mindre journalistisk ambitiøst hen mod slutningen, og endte desværre mest som Modkraft, når det var værst: En subkulturel portal for små aktivistmiljøer, der gik mere op i at bekræfte deres egne små identiteter end i at præge mediebilledet. Det var en skam. For der er brug for nogen, der kan viderebringe historier om udviklingen på den yderste venstrefløj.

- Mod slutningen blev Modkraft desværre meget konformt. Det var en masse enige mennesker, der gav hinanden ret i, at højrefløjen var onde. Det er ingen tjent med.

Hvis jeg kunne bestemme, hvad der skulle ske med sitet efter 1. februar, så…

- Skulle det fortsætte, men ikke som en aktivistdrevet portal. Det skulle fortsætte som et journalistisk medie med ambitioner. Redaktionen skulle bestå af folk, der var klar på at fortælle alle slags historier om venstrefløjen både de gode og de dårlige, de ubekvemme og de bekvemme. Drevet af en reel nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der er op og ned.