Annonce

11. september 2001 - 17:50

Nederlag til Rød Valgallianse

- Det ser stygt ud, lød det fra en skuffet Aslak Sira Myhre, da resultatet for det norske stortingsvalg var i hus i nat. Den 27-årige formand for Rød Valgallianse måtte indkassere en tilbagegang på 0,5 procent i forhold til valget i 1997, så partiet nu er nede på 1,2 procent af vælgerne.

Det regerende Arbeiderparti led et endnu større nederlag med en tilbagegang på hele 10, 6 procent, og det kan muligvis få partiet til at bejle til Rød Valgallianse. I så fald kommer det til at koste indrømmelser, hvis man skal tro på de udmeldinger, som Aslak Sira Myhre kom med kort før valget:

- Vi vil vælge regeringsalternativ ud fra, hvilken politik der lægges frem, ikke ud fra om Arbeiderpartiet har ordet ”arbejder” i sit navn, eller ud fra at centrumpartierne er mod EU.

De har vist, at de ikke har formået at følge op på EU-modstanden i praksis, og navne betyder ikke noget konkret i politik.

På trods af nederlaget lovede han dog, at RV ikke har tænkt sig at give op.

- Angrebene på velfærdsstaten kommer til at fortsætte, så RV vil kæmpe videre. Vi kommer tilbage, når der er kommunalvalg og ved næste stortingsvalg, siger RV-formanden.

RV blev dannet i 1973 ved en sammenslutning af partiet AKP og en række uafhængige socialister. Fra 1993 til 1997 var partiet repræsenteret i Stortinget.

Fremgang til Sosialistisk Venstreparti

Til gengæld oplevede den norske pendant til SF, Sosialistisk Venstreparti, et brag af en fremgang, da partiet gik frem med 6,5 procent af stemmerne og dermed blev landets fjerdestørste parti.

Det er SV’s bedste valg nogensinde, og vil ifølge partiets tidligere leder Erik Solheim tvinge Arbeiderpartiet til at samarbejde med andre partier.

- Det betyder en mere åben politik og et storting, der lytter mere til folket, siger han.

SV har tilsyneladende især appelleret til de yngre vælgere, og syv af SV’s nu 23 repræsentanter i Stortinget er da også under 30 år.

Se det samlede valgresultat

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce