Mennesker mødes, og nye fællesskaber opstår. En række nye initiativer viser, at vi rent faktisk godt gider hinanden.
Det er normalt med familie og venner, at vi i hjemmet mødes omkring middagsbordet.
En række nye initiativer bryder imidlertid med denne tradition, og noget tyder på, at det er en stund, som mange af os også gerne vil dele med fremmede.
I Will Cook for Food er navnet på et enkeltmandsprojekt og en kreativ løsning på et privat problem.
Det var udsigten til at skulle leve på et meget begrænset budget, der i oktober fik Thomas Aaby Berdal til at lancere en idé på Facebook- og hjemmesiden I Will Cook for Food.
For værter, der ville betale maden og lægge hus til, tilbød Thomas at købe ind, lave mad og vaske op mod, at han fik lov til at spise med. Og der blev taget godt i mod tilbuddet. Allerede på de første to døgn modtog Facebook-siden 2.000 likes, og i dag nærmer antallet sig 5.000.
Thomas fik da også mange reelle invitationer.
Læs Signe Wennebergs klumme: "Del ud af hvad du har".
Ja, faktisk fik Thomas så mange invitationer, at værterne må stå på venteliste.
Men der er assistance på vej.
Det sociale madprojekt, Cook4Food, der blev etableret i august, har nemlig annonceret lancering af dets hjemmeside den 7. januar.
Cook4Food er baseret på præcis det samme koncept, og idéen med hjemmesiden er, at man her gratis kan oprette sig som bruger for at søge efter enten en "vært" eller en "kok" i sit lokalområde.
I julen gik Røde Kors og Danmarks Radio også sammen om projektet Julegæster.
En undersøgelse, som Epinion havde foretaget for Danmarks Radio, viste, at 132.180 danskere ikke havde nogen at holde jul med i 2012.
Med kampagnen, der var inspireret af et lignende projekt i Norge, opfordrede Røde Kors og Danmarks Radio derfor danskere til at invitere en ensom person med til, hvad der nok betragtes som det allerhelligste måltid i hjemmet, julemiddagen.
I alt 625 meldte sig som værter og 136 som gæster.
Læs dr.dk: "Til kamp mod ensomhed: 761 vil holde jul med fremmede".
Læs dr.dk: "Tobias havde ikke fortalt familien om ekstra gæst"
Og selv om vi kun lige er trådt ind 2013, er Cook4Food ikke engang årets første nye tiltag.
Kasper, der bor på Nørrebro, har nemlig et spisebord med plads til 6 personer.
Den 2. januar bebudede han derfor på Facebook-siden 6 til bords, at han på løbende basis vil invitere 5 til middag efter først-til-mølle-princippet.
Dette udløste ikke kun 1.000 likes på det første døgn; det fik også en anden, John, til at lancere Facebook-siden 6 til bords i Odense.
Og Kasper håber, at idéen vil sprede sig til flere byer.
2013 kan derfor meget vel blive et år, hvor det bliver nødvendigt at finde på en ny definition af ordet "samtalekøkken".
Vi slutter af med Thomas, der leverede en nytårstale på DK4.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96