Annonce

Ungeydelse
19. april 2012 - 13:55

Socialrådgivere: Bettina Post taler ikke for os

Ikke i vores navn. Gårsdagens udtalelse om halvering af unges kontanthjælp fra Socialrådgiverforeningens formand får nu en række af foreningens hovedbestyrelsesmedlemmer på barrikaderne. Formanden beklager.

Otte hovedsbetyrelsesmedlemmer fra Dansk Socialrådgiverforening retter en skarp kritik mod formand Bettina Posts begejstring for nedsat kontanthjælp til unge.

Forslaget går ud på at halvere udbetalingerne til de omkring 6.000 unge mellem 25 og 30, der er på kontanthjælp, så de kun får 5.662 kroner om måneden.

Men det går en række hovedbestyrelsemedlemmer nu lodret imod.

»Et flertal af hovedbestyrelsen har tydeligt tilkendegivet, at vi er fagligt uenige i formandens udtalelser. Vi mener ikke, at der er nogen motiverende faktor ved at nedsætte ydelserne. Vi mener derimod, at en nedsættelse vil have afgørende og uhensigtsmæssige konsekvenser for en gruppe borgere, der ikke har fodfæste på uddannelse eller arbejdsmarked«, skriver de i en udtalelse.

Læs udtalelsen her

Ifølge dem vil spørgsmålet blive taget op på næste møde i hovedbestyrelsen.

Post: Ikke sådan ment

Kort efter offentliggørelsen af udtalelsen, har Bettina Post imidlertid trukket en smule i land

– Jeg kan se, at jeg har været for hurtig på aftrækkeren, og det beklager jeg. Tilbagemeldingerne i debatten - også fra mange af vores medlemmer - viser, at vi i Dansk Socialrådgiverforening har brug for at diskutere vores holdning til indsatsen for de uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere yderligere, skriver hun på sin hjemmeside.

Læs Bettina Post udtalelse her

Hun præciserer, at der med udtalelsen ikke er tale om at skære i ydelserne for de unge, som har brug for kontanthjælpssystemet. Kun de, som defineres som ressourcestærke.

– Det er desuden mit indtryk, at jeg er blevet misforstået i store dele af pressen, hvor der primært har været fokus på, at der skal skæres i ydelsen til unge kontanthjælpsmodtagere. Mit hovedbudskab er, at der er forskel på, hvordan man skal behandle unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år. Det afhænger af, hvilke ressourcer de har, tilføjer hun.

 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce