Enhedslisten bør oprette en fond til at støtte venstrefløjens egne medier, lyder et forslag på partiets landsmøde. Sympatisk, men urealistisk idé, mener partiets medieordfører Per Clausen.
Enhedslisten skal afsætte 250.000 kroner årligt de næste fire år til en fond, som kan styrke progressive medier og venstreorienterede synspunkter i den offentlige debat.
Det mener 11 medlemmer af partiet, som har stillet forslag om oprettelse af en Enhedslistens Mediefond på partiets årsmøde i weekenden.
– Det er på tide, at vi tænker strategisk i forhold til medierne, og hvordan vi flytter dagsordenen i samfundet og den offentlige debat i en venstreorienteret retning, siger Jakob Lindblom, der er initiativtager til forslaget til Modkraft.
Læs artiklen »Mediemesse skal skabe en fælles socialistisk offentlighed« hos Modkraft.
Forslaget til oprettelse af Enhedslistens Mediefond tager udgangspunkt i det forhold, at Enhedslisten på grund af den rekord store fremgang ved det seneste folketingsvalg har fået seks millioner kroner ekstra i partikassen i forhold til den forrige valgperiode.
Den økonomiske optur giver ifølge Jakob Lindblom og de andre forslagsstillere mulighed for at støtte venstrefløjens medier over en bred kam i stedet for kun at tænke på snævre partiinteresser.
»I en tid, hvor der er enighed om, at der bredt set findes en borgerlig mediedominans, er det nødvendigt med større og stærkere venstrefløjsmedier til at rejse bevægelser og sætte delkampe i et fælles perspektiv og tage debatterne på kryds og tværs af fløjen og diverse bevægelser,« skriver forslagsstillerne.
Ifølge Enhedslistens medieordfører, Per Clausen, er forslaget dog ikke helt ukompliceret.
– Det er en god og sympatisk idé, men om det er realistisk, er jeg tvivlende overfor. Vi har en række hensyn at tage i forhold til at styrke vores egen organisation, da vi har fået tre tusind nye medlemmer, siger Per Clausen til Modkraft.
– Vi har allerede brugt mange penge på at ansætte nye medarbejdere, og derfor kan det være svært at finde pengene uden at skære andre steder, mener han.
Den udlægning er Jakob Lindblom ikke enig i.
Forbilledet for mediefonden er Rød Fond, som i forvejen drives af Enhedslisten, og den skal ifølge forslaget have en bestyrelse, som står til regnskab overfor Enhedslistens årsmøder.
Det betyder ifølge Jakob Lindblom, at en mediefond ikke vil blive en synderlig stor belastning for økonomien i det rød-grønne parti.
»Forslaget er i princippet udgiftsneutralt, idet de 250.000 årlige indbetalte kroner til fonden kan ses som en hensættelse eller opsparing, mens donationerne fra fonden tages fra det årlige afkast, som opsparingen / hovedstolen giver i renteafkast,« står der i forslaget.
– 250.000 er et relativt lille beløb og en fondsløsning betyder, at man ikke bruger pengene med det samme, men i stedet sætter dem til side, så de kan trække renter. I den forstand er forslaget faktisk udgiftsneutralt, konstaterer Jakob Lindblom.
Enhedslistens landsmøde finder sted den 4. - 6. maj i Korsgadehallen på Nørrebro i København.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96