Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
FAGLIGT
7. marts 2012 - 16:30

Stem nej!

Skal fagbevægelsen stemme for dette års overenskomst? Det logiske svar er et NEJ.


KOMMENTAR: Ser vi på tallene, er der ikke mange argumenter for at stemme for de ny overenskomster, og det kommer da nok også til at kræve et kunstgreb for at få et flertal.

Det kunstgreb ligger i forligsinstitutionen, der fra d. 27. februar har overtaget ledelsen af de resterende forhandlinger. Samtidig har forligsmanden udskudt de varslede strejker med foreløbig 2 uger.

Forventningen er, at der fremsættes et samlet mæglingsforslag for de overenskomster, der ikke er indgået aftale om – og at de dermed kan sættes til afstemning efter forligsmandslovens regler.

Hvis ærinde går fagbevægelsen?

Det giver mulighed for dels at sende forslaget til afstemning i en pakke hvor flere organisationers medlemmer stemmer samlet, og dels sker det efter særlige regler, der gør det meget svært at forkaste forslaget.

Enten skal 40 procent af samtlige stemmeberettiget deltage i afstemningen eller - hvis ikke det sker - skal mindst 25 procent af samtlige stemmeberettigede stemme imod. At det er lidt mere end en løst formuleret konspirationsteori kan illustreres af, at rigtig mange end ikke har afholdt det første møde i deres overenskomstforhandlinger endnu – skønt overenskomsterne formelt udløb onsdag d. 29. februar 2012.

Set i det lys er den tavshed og mangel på aktivitet, der præger den socialdemokratiske del af fagbevægelsen måske meget forståelig. De leverer dermed varen for vennerne i regeringen – måske med håb om at få noget igen ved de kommende 3-parts forhandlinger. Imidlertid vil rygterne vide, at regeringen ved forhandlingerne vil kræve endnu flere indrømmelser fra fagbevægelsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce