Cosatu hævder, at mere end 5,5 millioner arbejdere gik i strejke, men det afviser arbejdsminister Membathisi Mdladlana som en vild overdrivelse.
”Det ville have betydet, at økonomien var blevet fuldstændigt paralyseret, og at Caosatu havde foretaget et kup” sagde han til journalister i Pretoria.
Ministeren for offentlig service og administration, Geraldine Fraser Moleketi, mener ikke, at mere end 30 procent deltog i strejken. Moleketi oplyser, at 90 procent af arbejderne på de offentlige virksomheder, som først og fremmest rammes af privatiseringerne, mødte på arbejde.
”På den baggrund er det tydeligt, at generalstrejken ikke har mødt overvældende tilslutning blandt arbejderne”.
Alligevel fastholder Cosatu, at strejken var en stor succés. På et pressemøde i Johannesburg oplyste Cosatus generalsekretær, Zwelinzima Vavi, at mellem 50 og 70 procent af alle arbejdere havde deltaget.
”Vi har ikke fået disse tal bare ved at køre gennem centrum i en enkelt by, sagde han, og opfordrede samtidig pressen til ikke at lade sin vurdering af deltagelsen afhænge af ”falske skøn fra regering og erhvervsliv”.
Cosatu er desuden vrede over politiets fremfærd mod de strejkende i visse områder, hvor fagforeningsformænd skal være blevet arresteret, områder spærret af og arbejdere truet.
Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96