Rosa Lund's blog

Jeg tæller ikke mine æg - jeg tæller mine ECTS point

Rosa Lund — Sat, 17 Oct 2015 10:45:45 +0000

Af Rosa Lund

Som 28 årige kvinde uden børn er det svært at lade være med at blive provokeret når Københavns kommune mener at jeg skal tælle mine æg, når DR mener jeg skal knalde for fædrelandet og når rejsebureauer har en stærkere holdning til om jeg får børn end mine egne forældre.

En af kvindebevægelsen største sejre er at vi i 1973 fik fri abort. At vi fik retten til at bestemme over vores egen krop. Nu er det så alligevel som om, at dem jeg betaler skat og licens til vil blande sig i mit underliv.

Jeg kan ærlig talt ikke se førnævnte kampagner som andet end et tilbageskridt for den ligestillingskamp som er blevet kæmpet lige siden kvinderne for over 100 år siden gik på gaden for at få stemmeret på lige fod med deres mænd.

Når jeg tænker over hvorfor jeg ikke selv har børn endnu, er det nok for det første fordi jeg ikke har fundet den rigtige at få et barn med (ikke at det behøver at være en hindring), men det er nok mest af alt fordi jeg har prioriteret andre ting i livet.

Da jeg var 24 år blev jeg valgt til folketinget, og det er da noget jeg er stolt af. Samtidig er det ikke lige just nemt at passe et barn ind i politiker – jeg – arbejder -80-timer-om –ugen- livet.

Ligesom det er rigtig svært at passe et barn ind når man arbejder på skæve tidspunkter, som fx butiksassistenter der ofte er på arbejde til langt ud på aftenen eller sygplejersker med weekend og natarbejde.

Rigtig mange danskere arbejder rigtig meget. Faktisk så meget at de bliver stressede. Og netop arbejdspresset er da også noget, som rigtig mange børnefamilier peger på, er noget der gør det svært at få familielivet til at hænge sammen. Derfor var der måske flere der ville få børn hvis det nemmere at tage orlov mens børnene var små.

Samtidig med det, er der (for) mange unge danskere der har rigtig svært ved at få job, der er på kontanthjælp eller anden ydelse – og når man har svært ved at få økonomien til at hænge sammen er børn måske ikke lige det første man tænker på. Og det skal vel heller ikke være det – vi skal vel ikke til at opfordre folk til at få børn, de ikke kan forsørge?

Jeg mener ikke at fordi man er fattig skal man ikke få børn, jeg mener at vi er nødt til at kigge på om det er for dyrt for nogen at få børn.

Så vidt jeg kan regne ud er det ikke en gratis fornøjelse at få børn. Derfor burde det være billigere at have sit barn i vuggestue og børnehave.

Fødselstallet er dalende ja, og gennemsnitsalderen for førstegangsforældre er stigende ja. Men er det egentlig et problem?

Inden kvinderne blev en del af arbejdsmarkedet var fødselstallet højere, fordi der var tid til at få børn. Kvinderne gik derhjemme og havde rig mulighed for at passe både børn og hus, samtidig var de også økonomisk afhængige af deres mænd.

Så gjorde kvinderne indtog på arbejdsmarkedet og blev økonomisk uafhængige af deres mænd, og det var et fuldstændig afgørende skridt for ligestillingen og jeg håber da ikke at hverken Københavns kommune eller DR vil tilbage til den gang hvor kvinderne ikke havde de muligheder vi har i dag.

En del af at fødselstallet har været faldende over tid er jo netop at kvinderne har gjort indtog på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet og det er kraftedme en god ting. En ting vi skal være stolte af.

Jeg tæller ikke mine æg – jeg tæller mine ECTS point, og det vil jeg ikke have dårlig samvittighed over. Jeg tæller mine ECTS point fordi det er vigtigt for mig at gøre min uddannelse færdig, så jeg forhåbentlig kan udleve mine drømme på arbejdsmarkedet og kan leve et liv hvor jeg arbejder med noget brænder for og hvor jeg tjener mine egne penge. Samtidig er det også det jeg har lyst til lige nu, og derfor er det, det jeg gør.

Det er faktisk også noget jeg er stolt af, og jeg er taknemmelig overfor de mennesker der i mere end 100 år har kæmpet for ligestilling mellem mænd og kvinder, som jo netop har betydet at min egen generation af kvinder har muligheden for at gå på universitet og være en del af arbejdsmarkedet. Der altså en meget god og vigtig grund til at vi er et andet sted end vi var for 50 år siden.

Uanset hvordan vi vender og drejer det er det en god ting at kvinder har ambitioner og drømme om hvordan de vil leve deres liv, om det er med eller uden børn.

Og ærlig talt så skal vi da fejre at vi er kommet dertil hvor kvinderne ikke nødvendigvis går derhjemme, vi skal fejre at vi kommet dertil at der er mange kvinder der tager en uddannelse og vi skal fejre at vi har retten til at bestemme over vores egen krop, eller i hvert fald vores underliv.

Derudover skal man da overhovedet heller ikke få børn for at redde sit fædreland. Man skal få børn fordi man har lyst til det. Man skal få børn fordi forældrelivet, hvad det så end er , er et liv man har lyst til at leve. Hvis ikke man har lyst til at få børn, skal man lade være.

I øvrigt så tror jeg en del af årsagen til at det er skide svært at vælge at få børn i en ung alder er at hvis man arbejder meget mens man har et barn så er man en dårlig mor, men hvis man omvendt vælger at holde lang barsel og vente med jobsøgningen bliver man kategoriseret som uambitiøs. Med andre ord; damned if you do, damned if you dont.

Samtidig er hele æggedebatten et vink med en kæmpe vognstang om at vi ikke er nået i mål med ligestillingen.

Når man som kvinde fravælger at få børn i en tidlig alder handler det også om den måde vores arbejdsmarked er skruet sammen på.

Det er kvinderne der tager størstedelen af barslen, og derfor oplever rigtig mange kvinder at blive direkte eller indirekte spurgt om børn når de søger job.

Og når man gerne vil følge sine drømme om et hvilket som helst job man brænder for, så betyder netop det spørgsmål – udtalt eller ikke udtalt at man sætter børnene lidt i baggrunden.

Hvis Københavns Kommune, DR og Spies virkelig ønsker sig flere børn burde de kæmpe for at strukturerne i vores samfund blev ændret. At der er øremærket barsel til far, at der er orlovsordninger der gjorde det nemmere at gå ned i tid mens børnene er små og at det ikke slå bunden ud af økonomien at sende sit barn i institution eller en tur på lejrskole.

Lad os kæmpe sammen, SF

Rosa Lund — Fri, 17 Apr 2015 15:32:21 +0000

Af Rosa Lund

En finansskat!

Jeg kunne ikke være mere enig. En skat på finansielle transaktioner er noget vi i Enhedslisten har kæmpet for i årevis, og derfor synes jeg det er virkelig dejligt at SF også vil arbejde for en sådan skat.

Det der undre mig er hvordan SF vil bruge de penge der ville komme ind på statens konto, ved en finansskat.

SF vil bruge pengene på at hæve beskæftigelsesfradraget. De udlægger det selv som en skattelettelse for bunden.

Problemet er bare at SF’s skattelettelse, kun gælder for dem der i arbejde. Derved udelukker forslaget altså de grupper i vores samfund der har allermindst; førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, syge og arbejdsløse. Det betyder at forslaget vil få uligheden i samfundet til at stige yderligere, og det er der altså ingen der er tjent med.

Forslaget betyder også at det bliver dyrere at blive arbejdsløs, fordi man mister sit beskæftigelsesfradrag.

Dem der i forvejen har det svært, fordi de ikke kan få et arbejde eller er syge kommer altså endnu længere væk fra dem der er i arbejde, og får ikke glæde af forslaget.

Og her gik jeg ellers og troede at tiden var inde til at SF, sammen med Enhedslisten, skulle bekæmpe uligheden.

Baggrunden for at SF stiller forslaget, skulle være at det ”skal kunne betale sig at arbejde”. Hvor er det nu vi har hørt det før?

Nå ja, fra højrefløjen!

Der absolut ingen grund til at vi på venstrefløjen gentager den sang!

Alle tal viser netop at det godt kan betale sig at arbejde, og at det eneste alle arbejdsløse drømmer om er et job.

Jeg forstår vitterligt ikke hvorfor SF stiller dette forslag.

Efter SF er trådt ud af regeringen, har de arbejdet sammen med Enhedslisten på at mindske uligheden. Lad os nu fortsætte af den vej.

Hvis vi kommer så langt som at der bliver indført en finansskat, synes jeg også vi skal spørge os selv om hvad der er vigtigt at prioritere?

Jeg vil til hver en tid hellere bruge pengene på, at børn af faglærte og ufaglærte får samme gode uddannelser som akademikernes unger. At faglærte og ufaglærte lever lige så længe som mennesker der har en lang uddannelse. At vi laver et nyt og ordentligt dagpengesystem. At der er voksne nok i vores børnehavner og vuggestuer, end jeg ville bruge pengene på skattelettelser.

Det vil de lavestlønnede få lige så meget ud af, som de vil af en skattelettelse.

Det er ikke tiden til at prioritere skattelettelser – det er tid til at prioritere vores fælles velfærd.

Generation Fogh

Rosa Lund — Sat, 31 Jan 2015 16:49:55 +0000

Af Rosa Lund

Torsdag d. 29. januar var der skolevalg, hvor rigtig mange af landets folkeskoleelever, stemte på deres favorit parti.

Desværre var der flest af de elever der deltog i valget der stemte på Venstre og Liberal Alliance.

Jeg har altid haft en ide om at Enhedslisten havde godt fat i ungdommen, at vi var bedre til at være i øjenhøjde. Det har jeg muligvis sådan fordi jeg bor på Nørrebro hvor Enhedslisten fik 48 % af stemmerne til skolevalget. Uanset hvad, så har min ide været langt fra virkeligheden. Desværre.

Jeg er med på at man skal tage skolevalget med et gran salt, der var fx mange skoler der ikke var tilmeldt. Men jeg synes alligevel at venstrefløjen skal tage det alvorligt.

For det er ikke bare skolevalget der beviser at ungdommen er liberal. For nylig vidste en undersøgelse at Næsten hver anden dansker mellem 18 og 29 år oplever kun i mindre grad eller slet ikke, at uligheden mellem rig og fattig er et problem i dagens Danmark.

Og jeg skal ærligt indrømme at når jeg besøger skole (det gør jeg ret så ofte), så oplever jeg også at mange elever mener at skatten er for høj, at det er nærmest er synd for dem i samfundet der har mest, at de skal betale skat. Og at de egentlig tror at den uddannelse de tager, er gratis. Men det er den jo ikke, den er betalt at det store fællesskab.

Det ville være fristende at sige at årsagen er at de unge mennesker simpelthen ikke har forstået det. At de er forkælede. At de ikke har sat sig ind i politik. Det mener jeg i den grad IKKE.

Da Anders Fogh vandt valget i 2001, var dem der i dag går 8. 9. Klasse, kun lige blevet født.

De er altså vokset op med sangen om at enhver er sin egen lykkes smed. De et vokset med at skat er en byrde man skal lettes fra eller som skal stoppes. De er vokset op med at SU er cafepenge, at de ældre er en byrde. Og sådan kan jeg blive ved.

Dem der går i folkeskolens ældste klasser i dag, har ikke kendt andet end højrefløjs regeringer. Det har min egen generation jo nærmest heller ikke.

Da det endelig lykkedes for centrum venstre at slå Venstre og Konservative i en folketingsvalgkamp, svigtede de nye regeringspartier voldsomt. De sagde at de ville være en uddannelses regering, og alligevel har vi oplevet store forringelser på det område.

Ligesom at vi har oplevet at højrefløjen ikke har fået modspil. S, R (og SF mens de sad i regering) løsninger har jo været at fortsætte meget af højrefløjens både politik og retorik.

Og jeg kan sådan set godt forstå at de unge mennesker synes at højrefløjen er bedst til at være højrefløj.

Jeg mener at vi som venstrefløj har været alt for dårlige til at snakke om vores ideologi, og for dårlige til at sætte vores egne dagsordner.

Der er ingen tvivl om at venstrefløjen har en stor opgave med at vinde de unge hjerter. Derfor er opgaven nu at sætte ideologien forrest, og blive bedre til at fortælle historien om hvad det er vores samfund er bygget på.

I Danmark har vi overlevet på at have et stærkt velfærdssamfund. Når medarbejderne på en virksomhed kan aflevere deres børn i børnehaven, sende deres unger i folkeskole, og blive lappet sammen, når de er syge. Alt dette kan kun lade sig gøre fordi vi alle sammen bidrager til fællesskabet.

Uanset hvad er løsningen ikke at give, men at knokle på!

Farvel til 3.000 uddannelsespladser

Rosa Lund — Wed, 10 Dec 2014 13:39:43 +0000

Af Rosa Lund

I dag skulle der have været en forespørgselsdebat i folketingssalen om antallet af pladser på de videregående uddannelser. Den såkaldte dimensioneringsplan. Men debatten bliver ikke til noget alligevel, fordi SF har ombestemt sig og alligevel støtter regeringens plan om at fjerne op mod 3.000 uddannelsespladser.

I Enhedslisten ville vi ellers have fremsat følgende forslag:

”Folketinget pålægger regeringen at stoppe den planlagte dimensioneringsmodel og i stedet lade universiteterne bestemme, om og i så fald hvordan, de vil dimensionere.”

Jeg undrer mig over, at Socialistisk Folkeparti synes det er en god ide at dimensionere - og indrette vores uddannelser på erhvervslivets præmisser?

SF startede med at være imod regeringens dimensioneringsplan. Så lavede de et forslag med højrefløjen, hvor der også ville være blevet fjernet 3.000 pladser, men hvor institutionerne trods alt ville få mere indflydelse. Men deres model indebar stadig, at de nuværende ledighedstal skulle diktere, hvilke uddannelser, der skulle fjernes pladser på Det er samme princip som ministerens dimensioneringsplan, og det er både dumt og uretfærdigt.

For arbejdsløsheden i Danmark skyldes ikke, at vores uddannelser ligger for langt fra arbejdsmarkedet – tværtimod er det indbygget i uddannelsessystemet, at uddannelserne tvinges til at indrette sig mod arbejdsmarkedet. Derfor sidder arbejdsmarkedets parter også repræsenteret i stort set alle bestyrelser og faglige udvalg, og optaget og antallet af uddannelser justeres allerede, hvis arbejdsmarkedets behov ændrer sig.

Årsagen til arbejdsløsheden findes ikke i antallet af studiepladser – det er et stråmandsargument, som er belejligt for regeringen, der føler sig tvunget til at vise, at de ’gør noget’ ved arbejdsløsheden - og for ministeren er det en passende måde at spare lidt penge på.

Det er aldeles problematisk, at argumentet om arbejdsløshed indenfor bestemte sektorer bliver så styrende for vores uddannelser, at unge nu presses over i de uddannelser, der har stor efterspørgsel på arbejdskraft nu og her. Det er umuligt for selv en minister at forudse, hvor fremtidens arbejdspladser findes. Vores arbejdsmarked udvikler sig hele tiden – mange uddannede inden for én sektor får arbejde i andre sektorer, og vi kan ikke forudsige, hvor arbejdspladserne er om fem år. Myten om de navlepillende humanister, som ministeren går hårdest efter, holder heller ikke – her har tænketanken DEA f.eks. vist, at flere humanistiske forskere samarbejder med offentlige organisationer og erhvervsliv end naturvidenskabelige forskere.

Når SF accepterer ministerens argumenter, så accepterer de også, at uddannelsessystemet i endnu højere grad skal indrettes efter erhvervslivets umiddelbare behov, og det er altså problematisk.

Vi bliver et fattigt samfund, hvis vi kun uddanner til de specifikke kompetencer, vi ser foran os lige nu. For vi kan ikke lykkes med at udvikle vores samfund, hvis unge mennesker kun uddannes til at løse en bestemt funktion nu og her – vi er nødt til at uddanne bredt, så vi får en bred vifte af kompetencer, der kan sættes i spil på forskellige måder. Det er her, fremtidens potentialer ligger.

Vores forslag er at droppe dimensioneringsplanen helt og lade det være op til universiteterne - i samarbejde med de studerende, underviserne og aftagerne at vurdere, om der skal lukkes uddannelsespladser eller ej. Vi har tillid universiteterne, og vi vil ikke tage unge som gidsler og straffe dem for, at der mangler arbejdspladser i det danske samfund. Det er hamrende ærgerligt, at hverken Radikale, Socialdemokraterne eller SF har det på samme måde. For så kunne vi have brugt vores kræfter på at skabe arbejdspladser og gøre det attraktivt at ansætte nyuddannede, i stedet for at skære i antallet af uddannelsespladser og lukke faglige miljøer.

Hvis de kan i Norge...

Rosa Lund — Tue, 09 Sep 2014 13:43:51 +0000

Af Rosa Lund

Tidligere på året var jeg i Norge og besøge Enhedslistens søsterparti Rødt. Formålet med besøget var at fortælle de norske kammerater om lærerlockouten, og om hvordan Enhedslisten havde håndteret det.

Men måske er det i virkeligheden os der kan lære noget af dem?

Kort før sommerferien indledte de norske skolelærere en strejke.

Arbejdsgiverorganisationen KS, svarende til danske KL, stillede nemlig krav om en ændring af lærernes arbejdstidsaftale, der skulle binde lærerne til at bruge mere tid på skolen. Ja, det lyder jo bekendt. Sidste forår blev de danske skolelærere jo lockoutet af KL, som ville afskaffe lærernes arbejdstidsaftale og indføre tvungen tilstedeværelse på skolerne. Og efter 25 dage med lockout vedtog S, R, SF, Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative ved lov en løsning, der imødekom KL og arbejdsgivernes krav. I Norge havde man nok forventet en lignende udgang på lærerstrejken, hvor den borgerlige regering ville gribe ind med en arbejdsgiver-venlig konklusion. Men mandag d. 1. september skete alligevel det uventede, at der blev indgået et forlig mellem KS og lærerne, hvor KS gav sig.

Den norske situation sætter sidste års danske lockout – og de kommende overenskomstforhandlinger i perspektiv.

For det første viser resultatet, at det rent faktisk er muligt at forhandle sig frem til en aftale, som både arbejdsgiver og arbejdstager er nogenlunde tilfredse med – det kræver selvfølgelig, at der ikke er samme grad af ultimative krav, som dem KL (og regeringen i kulissen) have med til forhandlingerne med de danske lærere sidste forår.

For det andet sender den norske situation en tung sky ind over Socialdemokraterne, Radikale og SF. Traditionelle lærerpartier – og med en stærk arbejderhistorie.

Hvordan kan Norge, med en borgerlig regering, ende med en arbejdstidsaftale, der sikrer markant bedre vilkår til arbejderne end den aftale, som Socialdemokraterne, Radikale og SF var penneførere på?

Mest af alt er de norske læreres kamp afgørende for os i Danmark, fordi det viser os, at det kan lykkes arbejderne at stå imod arbejdsgivernes uretfærdige krav. Vi har brug for den slags eksempler, for danske arbejderes vilkår, i det offentlige såvel som i det private, bliver ikke bedre af sig selv. Og særligt kan vi måske lærer noget af noget nordmændene i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger

I Enhedslisten tager vi kampen på Christiansborg – men afgørende forandringer afhænger af arbejdernes fællesskaber. Derfor håber jeg at både offentligt og privat ansatte vil stå sammen når der skal forhandles overneskomster til foråret.

Det er venstrefløjens opgave at sikre lige adgang til uddannelse

Rosa Lund — Tue, 13 May 2014 14:02:06 +0000

Af Rosa Lund

I dag og i morgen demonstrerer elever og studerende imod forringelser af deres uddannelser – herunder regeringen, SF og de borgerliges planer om at indføre et karakter-adgangskrav på gymnasierne.

Med reformen af erhvervsuddannelserne indførte partierne nemlig et adgangskrav om, at eleverne skal have 2 i dansk og matematik fra folkeskolen for at komme ind. Derfor vil de også have et karakterkrav på gymnasierne – og her vil højrefløjens partier have et adgangskrav på karakteren 4 eller 7.

Eller det er i hvert fald forklaring udadtil – det rigtige årsag må jo være, at partierne mener, at kun nogle unge skal have adgang til ungdomsuddannelserne.

Adgangskrav vil udelukke op mod 30.000 unge fra ungdomsuddannelserne

For adgangskravet på erhvervsuddannelserne betyder, at ca. 20 procent færre elever vil blive optaget - i 2012 svarede det til 10.700 unge mennesker. Og et kommende adgangskrav i gymnasierne på karakteren 4 i dansk og matematik, vil betyde 10 % færre elever på gymnasierne, svarene til ca. 5.100 unge. Sættes kravet på 7, er der tale om hele 44 procent - 22.000 unge. Det er over 30.000 unge, der ikke længere ville få adgang til en ungdomsuddannelse – på baggrund af deres karakterer fra folkeskolen.

Men okay, så må de unge bare præstere bedre, eller hvad?

Det mener i hvert Venstre ordfører Peter Juhl Jensen, der tidligere har udtalt dette. Men helt ærligt, så naive er vi jo ikke på venstrefløjen. For man skal ikke have besøgt mange folkeskoler for at se, at der er masser af unge, der ikke bare lige kan beslutte sig for – der i 8. klasse, at nu vil de have topkarakterer.

Er det S og SF politik?

Derfor forbavser det mig også, at Socialdemokraterne og SF kører med på den galej. For på vensyrefløjen ved vi godt, at folkeskoleelevernes karakterer i høj grad afhænger af, hvilken uddannelse, deres forældre har. Et karakterkrav vil uden tvivl betyde, at de elever der i forvejen har dårlige betingelser for uddannelse, vil blive stillet endnu dårligere.

Den enkelte unge straffes

Det er ikke den enkelte unges skyld, hvis dørene er lukkede, men alligevel er det den enkelte unge, der betaler prisen. Mens de mest boglige elever vil modtage VIP-invitationer til samtlige uddannelser og blive budt velkomne af røde løbere, så vil de elever, hvis forældre ikke har nogen uddannelse, de elever der er skoletrætte, de elever der er ordblinde – møde lukkede døre. Der vil ikke engang være en bagdør, man kan være heldig at komme ind af.

Karakter-adgangskravet vil øge uligheden

Samtidig får karakter-kravet også meget alvorlige konsekvenser for samfundet generelt. Tænketanken Cevea har f.eks. vist, at 15 almene gymnasier, blandt andet på Vestegnen og Lolland-Falster, vil være lukningstruede som følge af et karakterkrav på 7, fordi de unge i områderne har lave karaktersnit. Det stiller de unge i områderne endnu dårligere, hvis der samtidig heller ikke er nogle uddannelsestilbud i nærområdet – og det vil samlet set mindske uddannelsesniveau, særligt i visse egne af landet – og det vil øge uligheden i samfundet.

Venstrefløjens opgave er at sikre lige adgang til uddannelse

Den nyvalgte formand for gymnasieeleverne, Mathilde Vinter, sagde det spot on, da hun fik ordet under en høring på Christiansborg, der handlede om fagligheden i gymnasierne. Her pointerede hun, hvordan fokus i uddannelsesverdenen de sidste par år har handlet om 95% målsætningen – men at dette fokus pludseligt er forsvundet.

Og for mig ser det ud til at være forsvundet til fordel for et fokus på eliten – de bogligt stærkeste.

Jeg synes vi skal holde fast i, at de fleste unge skal have en ungdomsuddannelse, og så skal vi sørge for, at før eleverne søger ind, så får de alle sammen personlig og udfordrende vejledning. Og når eleverne kommer ind på de gymnasiale uddannelser, så skal gymnasiet løfte deres faglige niveau og almene dannelse, blandt andet ved at afskaffe lektierne og i stedet indføre flere undervisningstimer, mere faglig vejledning og ved at indføre et mere socialt retfærdigt finansieringssystem.

I Enhedslisten er vi optagede af at give alle unge lige muligheder for uddannelse. Det plejer vi at være fælles om på venstrefløjen. Jeg håber, at I Socialdemokrater og SF’ere lytter til elever og studerende – f.eks. ved at tage med til demo’en i morgen: https://www.facebook.com/events/290820674417087/?fref=ts

Og så håber jeg, at I dropper forslaget om karakter-adgangskrav og beslutter jer for, at det ikke er Socialdemokraterne og SF’erne, der holder VIP-fester for de bogligt dygtige og udelukker resten. At det ikke er Socialdemokraterne og SF’erne, der øger uligheden i uddannelsessystemet og siden hen samfundet - men at der er S, SF og Enhedslisten der sammen arbejde for et uddannelsessystem med lige adgang

Svar til Jan Hoby

Rosa Lund — Wed, 26 Mar 2014 15:58:08 +0000

Af Rosa Lund

Da Enhedslisten for snart et år siden gik ind til forhandlingerne om en ny pædagoguddannelse, var ønskesedlen lang. Vi ønskede os, at de pædagogstuderende ville få flere timer, at deres praktikker ville blive SU- finansierede, så de studerende ikke skulle være en del af normeringen, at koblingen til uddannelsen blev stærkere, at vejledningen skulle være bedre, og at der skulle være et større fokus på normkritisk kønspædagogik.

Vi fik langt fra ønskerne opfyldt. Men jeg vil stadig mene, at den nye pædagoguddannelse er bedre end den gamle.

En stor del af den kritik du retter mod den nye pædagoguddannelse, kan man også rette mod den gamle. F.eks. var der også test, prøver og læringsmål i den gamle uddannelse – der også var rettet mod arbejdsmarkedet. Det er ikke ensbetydende med, at vi bare skal stille os tilfredse med det - vi skal altid arbejde på at bryde rammen. Men det er svært at ændre grundlæggende på uddannelsessystemet alene i en aftale om pædagoguddannelsen.

Det rejser selvfølgelig det interne spørgsmål i Enhedslisten – skal vi som parti indgå i aftaler, der ikke laver grundlæggende ændringer, men kun ændringer indenfor rammen? F.eks. aftaler indenfor rammen af ECTS-systemet eller indenfor rammen af taxametersystemet, selvom vi grundlæggende set ønsker andre systemer? Det er min holdning, at vi også skal lave forbedringer indenfor rammen – når vi vel at mærke kan gøre hverdagen for eleverne eller de studerende bedre. Og det mener jeg, at vi har gjort med pædagoguddannelsen.

- Praktik: Vi kunne ikke få de studerende ud af de lønnede praktikker. Det er et meget alvorligt problem, vi fortsat arbejder på at ændre. Til gengæld har vi fået en kortere praktik i starten af uddannelsen, hvor de studerende ikke er en del af normeringen – og en evaluering og på sigt ændringer af praktikvejledningen, som vil gøre praktikken bedre. Samtidig har vi fået indført bedre ’indkald’ (studiedage), så de dage under praktikken, hvor den studerende er på uddannelsen, giver bedre mening for de studerende.

- Fag: Vi har ikke skåret ned i valgfagene på pædagoguddannelsen – og heller ikke fjernet den almene dannelse. Til gengæld har vi fået indført et nyt fagligt fokus, som er ’Køn og familieformer’, der betyder, at de pædagogstuderende nu også vil få undervisning i køn, seksualitet og forskellige familieformer. Det tror jeg betyder meget for dannelse og udvikling af børn.

- Specialisering: I forhold til pædagoguddannelsens grad af specialisering har der jo længe været de to poler – generalistuddannelse eller specialistuddannelse. Det er rigtigt, at vi har været med til at give mere plads til specialiseringerne i denne uddannelse, end der var i den forrige – men det er uden tvivl indenfor rammen af generalistuddannelsen. Jeg synes det giver mening, at pædagoguddannelsen, der uddanner til arbejde med forskellige områder, f.eks. børn og unge eller mennesker med misbrug eller funktionsnedsættelser, også lader de studerende spore sig ind på en retning undervejs i uddannelsen.

I forhold til den nye retning om skolepædagogik, er retningen for mig at se uundgåelig – uanset hvilket syn man har på børns udvikling eller læring, og uanset hvad man mener om pædagoger i skolen og heldagsskolen. For situationen er den, at der er indført en ny skolereform som uagtet ens holdning vil betyde, at de fleste af de nuværende pædagoger i fritids- og klubtilbud kommer til at indgå i skolesammenhænge. Og det synes jeg vi skal forberede de studerende på – også selvom jeg ikke støtter heldagsskolen.

- At Enhedslisten er med i aftalen, betyder også, at vi har kunnet undgå en række dårlige ændringer, f.eks. en direkte specialistuddannelse, indførelse af karakter i praktikken, optagelseskrav i form af karakter og yderligere ’skolificering’ og didaktisk tænkning i fagrækken.

Hvis vi i Enhedslisten bestemte, ville verden se anderledes ud. Det håber jeg ikke, der er nogen tvivl om. Men nej, med denne her pædagoguddannelse revolutionerer vi hverken uddannelsessystemet eller den pædagogiske praksis. Vi fik hverken de pædagogstuderende ud af normeringerne, vi fik heller ikke afsat penge til flere timer eller fik ændret synet på børn og menneskers udvikling og læring.

Til gengæld får de studerende bedre praktikker, bedre vejledning, mere kobling mellem uddannelsens teori og praksis, de studerende kan spore sig mere ind på en bestemt pædagogisk praksis – uden uddannelsen opdeles, og de bliver uddannet indenfor normkritisk kønspædagogik. Det synes jeg, er en bedre pædagoguddannelse.

Se også Jan Hobys blogindlæg »Man gjorde en pædagoguddannelse fortræd«

styrket vejledning?

Rosa Lund — Mon, 24 Mar 2014 12:42:03 +0000

Af Rosa Lund

I forhandlingerne om erhvervsuddannelserne undskyldte Antorini besparelserne på vejledningen med en styrket undervisning i uddannelses og arbejdsmarkeds undervisning.

Jeg undrer mig dg over hvordan den undervisning kan blive styrket når det er et frivilligt kurus på læreruddannelsen!

Læs min gode ven, og lærerstuderende, Tobias Holst beretning her:

Det sidste lange stykke tid, faktisk længere end jeg lige kan huske, har en stor del af uddannelsespolitikken i Danmark handlet om at få folk til at vælge ”det rigtige”. Engang, den gang jeg gik i skole, handlede det bare om at vælge noget.

Alle eleverne i min folkeskole var flere gange inde at besøge skolevejledere – Hanne hed hun – og tale lidt om hvad man var god og mindre god til, hvad man kunne lide, og hvad man måske kunne tænke sig at lave. Hanne lyttede og forklarede. Hun havde en masse foldere og små bøger, og havde forbløffende godt styr på tingene.

Erhvervspraktik i både 8. og 9. klasse var en naturlig begivenhed ligeledes besøg på ungdomsuddannelserne. Jeg husker tydeligt cykelturen ud til Ballerup Tekniske Skoles gamle røde barakker, og hvordan vi brugte en uge derude og snuste til forskellige grundforløb og tekniske uddannelser. Dengang syntes jeg, at det var røvkedeligt og fattede ikke hvad man skulle bruge det til. Jeg skulle på gymnasiet, havde jeg besluttet mig for.

Ikke desto mindre var der kun tre fra min klasse der var på tilsvarende besøg på Herlev Gymnasium, og vi tre var også de eneste der startede på gymnasiet. Alle andre gik enten direkte på teknisk skole, eller tog et år i 10. klasse først.

Det hele ser lidt anderledes ud i dag, hvis man lytter til politikere og skolefolk. Nu går alle på gymnasiet hører vi. Og det er fordi forældre og lærere ser ned på erhvervsuddannelserne, og eleverne ikke selv forstår hvad der er godt for dem, bliver vi fortalt.

Det lyder besynderligt, tænker jeg. For hvorfor skulle det hele have ændret sig så meget? Nok går tiden hurtigere jo ældre man bliver, men jeg er da stadig ung, og længere er det heller ikke siden, jeg gik i skole. Jeg ved da, at absolut flertallet af mine gamle lærere stadig underviser på folkeskoler rundt omkring.

Er det så forældrene der må holde for? Er det deres skyld at de unge vælger forkert? Det kan jeg jo af gode grunde ikke vide. Men jeg tænker, at når så mange af forældrene selv har erhvervsuddannelser og erhvervsuddannede bliver vurderet så højt i troværdighedsundersøgelser, af både sig selv og omverdenen, kan det ikke kun være tilfældet.

Det er nemlig politikernes skyld. Det ved de også godt, de har bare ikke forstået hvad det er de har gjort forkert.

Når jeg hører om folk der vælger forkert eller ikke kan finde ud af hvad de gerne vil bruge deres liv på, kommer jeg altid i tanke om en ting fra min egen ungdom, der viser i allerstørste klarhed hvad problemet med unges uddannelsesvalg er.

Vi skal tilbage til Herlev Gymnasium, da jeg gik i 2g. Det var nemlig her, at noget helt grundlæggende ændrede sig, for gymnasieeleverne. Her ændrede man nemlig reglerne for studievejledning. Svend var min historielærer – en venlig og humoristisk mand der elskede at tage en øl med sine kolleger når vi var på studietur og som gad tage sig tid til eleverne. Han var også studievejleder, og jeg husker da han fortalte os hvad der skulle ske i fremtiden

Svend skulle nemlig ikke længere være studievejleder. Det var slut med studievejlederne på de enkelte gymnasier. Nu var der én enkelt stakkels kvinde der skulle rejse rundt på alle gymnasier i området og snakke med de elever der havde brug for det. Ellers kunne man gå ind på en ny hjemmeside, ug.dk, og læse sig klog der.

På det tidspunkt var jeg begyndt at tvivle lidt på, hvad jeg skulle, men jeg kunne, helt ærligt, ikke overskue hvordan man skaffede sig en aftale med studievejledningen, når nu det ikke længere bare var at tage fat i Svend. Så det lod jeg være med.

Så på den måde var det måske min egen skyld, at jeg gik direkte på universitetet efter gymnasiet, på et studium jeg ikke havde søgt før i anden omgang. Det har jeg egentlig ikke behov for at bebrejde nogen. Jeg var jo voksen og traf beslutningen selv. Det var som det var, og jeg endte, ad omveje på læreruddannelsen, hvilket jeg nu er rigtig glad for.

Men jeg er nu rimelig sikker på, at det hele ville have set anderledes ud, hvis vejledningen i gymnasiet havde været lige så god som den jeg oplevede i folkeskolen. Og det er det politikerne har gjort forkert, men de ikke har indset.

Nu ser jeg på situationen og debatten om folkeskole, gymnasium og erhvervsuddannelser og alle de snobbede forældre og dumme unge der roder rundt og går på gymnasiet alle sammen. Og jeg kan faktisk ikke lade være med at have tiltro til, at folk tager deres beslutninger ud fra det bedst mulige grundlag de kan forventes at have. Så det må jo være der problemet ligger. Nu til dags er det nemlig ikke nok bare at vælge noget. Nu skal man også vælge rigtigt.

Allerede i år 2000 afskaffedes kravet om en reel skolevejleder i folkeskolen. Nu kunne hvilken som helst lærer vejlede eleverne i hvad de skulle gøre efter 9. klasse. Jeg var altså heldig at min skole stadig havde Hanne til at vejlede os. Folkeskolerne og gymnasierne fulgtes hånd i hånd, ned af vejledningstrappen. Til skade for elever og unge.

Det skulle man så tro man havde lært af. Op igennem 00’erne arbejdede man stadig med Uddannelses-, Erhvervs- og Arbejdsmarkedsorientering (UEA) i samarbejde mellem skoler og UU-centre, og eleverne havde faktisk også krav på vejledning af en art.

Som nævnt er jeg i gang med at læse til lærer. Jeg har også dansk på linje, så sandsynligheden for en klasselærerposition er ret høj. Det vil betyde at jeg, i ret høj grad, skal stå for UEA-orienteringen for mine elever. Nok har jeg prøvet en del i uddannelsessystemet og har et godt netværk af folk med forskellige uddannelser, men jeg tænker alligevel, at når jeg i den grad skal have ansvar for de unge menneskers valg og fremtid, vil jeg gerne have noget at læne mig op af. Det synes de ansvarlige så man kan løse med et kursus for lærerstuderende. Endda et frivilligt kursus, som de studerende ikke er forpligtede på at følge.

Dette kursus finder sted én enkelt dag. Én dag à 4 timer.

På fire timer forventes jeg at lære nok om hele uddannelsessystemet med dets erhvervsrettede, merkantile, tekniske og servicerettede, gymnasiale og arbejdsmarkedsorienterede uddannelser. Og hvad man kan blive med de enkelte retninger og uddannelser.

Jeg siger det som det er. Det er det rene vanvid. Jeg kommer ikke til at kunne vejlede eleverne ordenligt. Det må være op til UU-vejlederen. Tror man.

Men nej. For på trods af pæne ord om den nye skole- og EUD-reform, bliver vejledningsindsatsen revet rundt og efterladt i grøften. Borte er elevernes retskrav og vejledningsindsatsen for alle. For fremtiden skal kun de 20 % svageste have vejledning, og har du et karaktersnit over 7 i starten af 8. klasse vurderes det at, du sagtens kan klare det hele selv. Du kan få en krøllet post-it med internetadressen ug.dk skrevet på. Så må du selv rode med resten.

Eleverne på både ungdomsuddannelser og videregående har i mange år råbt på mere vejledning, fordi de selv havde svært ved at vælge. Nu tror de ”ansvarlige” politikere at 13-14-årige kan træffe disse valg?

Hvis ikke det var fordi man lader en kæmpestor gruppe unge i stikken, kunne man næsten unde de førnævnte politikere den grimme oplevelse det bliver at se en hel generation være i tvivl og rode rundt i uddannelsessystemet før de bliver for gamle og helt giver op.

Problemet er bare, at vi ikke kan spilde liv på den måde. Alle unge skal have krav på kvalificeret vejledning. Alt andet er helt ude i skoven, og dybt uansvarligt.

Befriende studenterprotester!

Rosa Lund — Wed, 27 Nov 2013 10:28:05 +0000

Af Rosa Lund

Overalt på landets universiteter protesterer de studerende i dag. De Københavnske universitetsstuderende afholder manifestationen ”Nej til hurtigere-ud-reformen” , som over 7.000 planlægger at deltage i, og på flere af fakulteterne nedlægger de studerendeundervisningen.

Det er befriende, at de studerende siger fra.

I dag skal man tage ekstra fag i gymnasiet, gå direkte videre til universitetet, have en opsparing af guld og et CV der glimter, for at leve op til de urimelige forventninger som omverdenen stiller. Som ung skal man være både teoretisk og praktisk, nede i detaljen og oppe i helikopteren, man skal kende til både udkantsdanmark og udlandet, og så skal det hele klares på normeret tid, uden stress og alene 12-taller.

Og for det ikke skal være løgn, så skruer universiteterne nu endnu mere op for kravene.

På Københavns Universitet, hvor jeg selv læser, betyder det blandt andet, at de studerende bliver smidt ud, hvis de er mere end et halvt år forsinket. Hvis de dumper en eksamen, skal de læse ekstra fag året efter, de må max. tage orlov et halvt år på bacheloren og slet ingen orlov på kandidaten.

Det er ikke alene universitets egne påfund, for forslagene har udgangspunkt den SU-reform, som Regeringen, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vedtog i sommer. Her gjorde partierne universiteternes økonomi afhængig af, at de studerende blev markant hurtigere, og stillede en række krav til universiteterne. Regeringens ambition med denne reform var at skabe den bedst uddannede genration.

Helt ærligt, hvem prøver de at narre? Enhver kan da se, at regeringens piske-politik på ingen måde vil skabe den bedst uddannede generation. Tværtimod vil den få alvorlige konsekvenser.

Studerende mangler i dag i snit 1000 kr. om måneden, når alle udgifter er betalt, og 91 procent af de studerende mellem 18 og 29 år var i 2012 nødt til at supplere deres SU med anden indkomst.

Hastværk er lastværk

De studerende kommer ikke til at læse mere og hurtigere, for de er stadig nødt til at få penge på kontoen – de er nødt til at have tid til et studiejob. Derfor vil et krav om hurtigere uddannelse betyde, at de enten nedprioriterer deres studie og får en kvalitetsmæssigt dårligere uddannelse, og ellers falder de fra.

Samtidig presser piske-politiken især de studerende, der ikke har en stor opsparing, ikke kan tage lån eller ikke kan klare studierne samtidig med et 20 timers job, ligesom den presser de studerende, der ikke kan få hjælp til opgaverne hjemmefra. Allerede i dag bliver akademikernes børn færdige med deres kandidat på 6,1 år, mens det tager 6,5 år for børn af forældre med alene en grundskoleuddannelse. 36 procent af de universitetsstuderende, hvis forældres højeste uddannelse er grundskolen, falder fra efter fire år. Det samme gælder kun for 20 procent af de studerende, hvis forældre har en videregående uddannelse.

Når de her studerende bliver presset yderligere, så løber de ikke hurtigere. Nej så løber de væk.

Der er selvfølgelig også studerende, der kommer igennem. Men kvaliteten af deres uddannelser vil være ringere, deres CV vil være mindre, og mange af dem vil være stressede.

Man kan ikke på nogen som helst måde retfærdiggøre, at de her piske-forslag giver den bedst uddannede generation. Og man kan heller ikke på nogen som helst måde retfærdiggøre, at vi gør livet så hårdt, stressfyldt og overfladisk for de unge, der vokser op i dag.

Drop pisken

Den pisk, som landets universiteter lige nu svinger over de studerende, er en direkte fortsættelse af det tidligere VKO-flertals uddannelsespolitik. SU-reformen, som er udgangspunktet for piske-politiken, er også lavet med VKO. Men den er altså ikke lavet alene af VKO, den er blevet til fordi Socialdemokraterne, SF, og Radikale har foreslået det.

Da de borgerlige sad for bordenden, var der masser af protester imod nedskæringer og piske-politik, men efter regeringsskiftet døde protesterne.

Nu er der for første gang siden valget i 2011 brede protester på landets universiteter, hvor tusindvis af studerende siger fra, overfor universiteternes pisk, som regeringen og de borgerlige får universiteterne til at svinge.

Jeg står sammen med mine medstuderende og deltager i protesterne. For jeg håber, at det vil befri de studerende fra de mange nye krav, der pisker dem gennem uddannelserne. Men jeg håber også, at protesterne vil være starten på en bevægelse af unge mennesker, der siger fra overfor piske-politik, uanset hvem der svinger pisken.

vi skal have en efteruddannelsestsunami

Rosa Lund — Fri, 12 Jul 2013 09:03:53 +0000

Af Rosa Lund

Jeg har en god ven som arbejder på Københavns postcentral, som ligger lige ved siden af hovedbanegården.

Det er her al posten bliver sorteret, og herefter bliver den fordelt ud til de forskellige posthuse, for så at blive sendt hjem til dig – hvis du altså er så heldig at der er nogen der har sendt dig et brev.

Posten sorteres i dag ved store maskiner, som typisk betjenes af ufaglærte.

Men hvis maskinen går i stykker må den ikke repareres af en der ikke er uddannet industrioperatør.

Det giver også meget god mening at man skal have en uddannelse for at fixe maskinen, men sagen er bare den at det forsinker arbejdet enormt meget, eftersom at de mennesker der ikke står ved maskinerne til hverdag ikke kan gøre det, da de ikke har uddannelsen og derfor skal vente på at der kan komme en og ordne dem.

Den ret så nemme løsning på dette er selvfølgelig at de ansatte på Københavns Postcentral for tilbud om efteruddannelse, så de kan blive industrioperatører.

Og det er faktisk så let som ingenting at give dem den mulighed, for Københavns Postcentral er en del af Post Danmark, og er hermed en statsejet virksomhed.

Det er altså staten, hermed politikerne der har ansvaret for denne her arbejdsplads. Og derfor burde vi bare sætte ind med det samme og tilbyde de ansatte denne mulighed for efteruddannelse.

Hvis vi altså for alvor mener at det er et mål at sikre at flere bliver løftet fra ufaglært til faglært, og det mener jeg, så skal vi jo også gribe i egen barm og sikre at der også i statens egne virksomheder er efteruddannelse.

Ikke bare fordi det ville betyde at maskinerne i postcentralen kunne laves hurtigere, men fordi de ufaglærte jobs er ved at forsvinde.

Hvis ikke vi tilbyder de ufaglærte der er i job efteruddannelse nu, er det ikke sikkert de kan beholde deres arbejde om 10 år.

Skal vi sikre at arbejdspladserne bliver i landet er vi nød til at sikre at arbejdskraften er den bedst uddannede, og det betyder ikke at alle skal være akademikere - tværtimod. Det betyder at vi skal have mange dygtige faglærte.

Det betyder at vi skal have sat gang i en efteruddannelsestsunami hvor vi arbejdsplads for arbejdsplads kan sikre at flere ufaglærte får en uddannelse.

LO har just offentliggjort en analyse(http://www.lo.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2013/07/Uddannelsesloeft_EKH.aspx) der viser at færre både ufaglærte og faglærte tager efteruddannelse.

Antallet af ufaglærte danskere, der får en faguddannelse, ligger på samme niveau, som det gjorde for ti år siden.

Der er altså ikke sket meget de sidste år – udover forringelser på AMU taxameteret, nedsættelse af VEU godtgørelsen og færre praktikpladser til voksenlærlinge, og det er konsekvensen af de nedskæringer vi kan se nu.

Det er på tide at sadle om, og vi kan starte med disse tre forslag:

1)Staten skal tage ansvar:

Staten gå forrest og sikre at ufaglærte og faglærte der er i de store virksomheder som staten har andel i, bliver tilbudt efteruddannelse. Det gælder fx post Danmark, SKAT og DSB.

2) Fagforeningerne skal have mere ansvar for efteruddannelsen

I overenskomsterne er der afsat midler til netop efteruddannelse, men de bliver ofte ikke brugt, hvilket er ærgerligt. Derfor skal fagforeningerne have mere ansvar for efteruddannelse af faglærte og ledige.

Det er også fagforeningerne der lokalt kender behovet faglært arbejdskraft, og derfor kan målrette efteruddannelsen. En sidegevinst ved dette vil forhåbentligt være at flere melder sig ind i en fagforening

3) Systemet skal være fleksibelt

For at vi kan sikre at flere får efteruddannelse, skal systemet være fleksibelt så den enkelte medarbejder og arbejdsgiver kan lave en aftale med den uddannelsesinstitution der skal lave uddannelsen, så det kan komme til at hænge sammen økonomisk både for medarbejderen og for arbejdsgiveren