Jeppe Wedel-Brandt's blog

Rejsebrev - eller at skrive hjem om tristhed og frygt

Jeppe Wedel-Brandt — Tue, 13 Jan 2015 08:07:51 +0000

Af Jeppe Wedel-Brandt

Kære ven

Jeg savner dig nu for tiden. Det er virkelig dejligt at være her og at være afsted. Men nogle gange, som nu, savner jeg også at kunne snakke med dig. Sidde og drikke en flaske vin eller gå en lang tur ude i Nordhavnen, mens vi snakker om verden og vores tanker og følelser i den. Jeg savner dig nu, for jeg er bange og kan mærke klumper dannes, ikke kun i halsen men alle mulige steder i min krop, når jeg tænker over, hvordan verden er for tiden. Eller i hvert fald, hvordan jeg oplever den. Jeg er trist og jeg savner at kunne snakke om det hele med dig.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, at for tyve år siden stod der folk oppe på bakken, jeg kan se fra mit vindue, og skød herned for at dræbe og terrorisere folk, der i deres øjne tilhørte en anden identitær gruppe, eller endda nægtede at være serbere på den måde, som de nationalister på bakken mente, man skulle være. Også skudhullerne i betonen omkring mit vindue her på femtende sal, fortæller om den historie. Jeg har ikke lyst til at lave for mange alt for stærke sammenligninger, men det fylder alligevel meget i mit hovede lige nu.

"Vi er i krig", kan jeg se, den danske justitsminister har sagt. Det er der desværre mange mennesker, der virker til at føle sig for tiden. Mange, der følger den type af identitær logik, som så ofte er forbundet med at være i krig. "Civilist", "soldat", "dessertør". I Bogen Sarajevo Under Sige - Anthropology in Wartime, beskriver Ivana Maček disse tre skiftende måder at forstå sig selv i krig, tre måder at forholde sig til traumet fra en konstant splintret normalitet - baseret på hendes antropologiske studier under krigen her. 'Civilist', når chokket over, hvad det er, der sker omkring én, er dominerende. Hvordan kan dette ske her? Hvorfor sker det her for os? 'Soldat', når man identificerer sig med en side i krigen og løber til fronten, konkret eller i mere symbolsk forstand. Når man danner skarpe og essensialiserende billeder af fjenden og retfærdigører sine egne handlinger i denne dikotomi, dem eller os. 'Dessertør', når det dominerende er krigens ulyksagelighed, dens meningsløshed og idiotiet at skyde på andre, der for langt flertallets vedkommende også langt hellere ville stoppe krigen nu. Hos Maček er der ikke en simpel progression gennem disse forståelsesmoduser, folk skifter ofte frem og tilbage mellem dem, nogle gange på samme dag. Vi er ikke i krig. Det er noget ganske andet og det er vigtigt at holde fast i. Men jeg bliver bange, når jeg oplever det som, at så mange mennesker agerer efter en soldatermodus, som om de var i krig og som om det var en krig, der gav fuldkommen mening for dem.

Jeg ved godt, jeg har brugt det her billede før, men jeg tænker på Imre Kertész igen nu. "Auschwitz [har] hængt i luften i umindelige tider, hvem ved, måske i århundreder, som en mørk frugt modnet i talløse fornedrelsers glitrende stråler, i venten på det rette øjeblik til at falde ned i hovedet på os." Jeg ved ikke, hvad det er, der modnes over vores hoveder nu, et nyt Auschwitz, et nyt Srebrenica, eller noget ganske andet forfærdeligt, men jeg føler virkelig, at noget mørkt og hæsligt råddent modnes for tiden. Jeg har prøvet at undgå billederne af det, men alligevel jages mine øjne af forestillinger om de øjeblikke, da mændende kom ind med geværer på redaktionen. Om hvilken kulde og fornedrelse af dem selv og os alle som mennesker, disse mænd udtrykte. Jeg kan ikke se ind i deres sind, men jeg tror ikke, det er meget forkert at sige, at de agerede som om de var i krig. Det isner omkring mig og der dannes igen klumper i min krop, når mine øjne ikke kan undgå disse billeder. Når jeg tænker på de mennesker, der blev dræbt.

Vi er ikke i en situation, der minder om krig. Men jeg er bange. Jo, terror virker og at lade vær med at indrømme det er forkert. Jeg er bange for de mennesker, der kan finde på at trænge ind på en redaktion og skyde. De mennesker, der mener, at det er en rimelig måde at være menneske på.

Min egen reaktion gør mig faktisk også lidt bange. Eller egentlig ikke bange så meget som ked af det. Jeg har svært ved at blive i forfærdelsen over massakren på redaktionen i Paris. Ikke at jeg stopper med at være forfærdet over den, men jeg føler mig trukket over i så mange andre tanker og så megen anden frygt, selvom jeg egentlig gerne bare ville græde over det konkrete og bruge lang tid nu på at føle den isnen fra dette angreb som det eneste. Nogle gange ville jeg ønske, verden ikke gik så hurtigt, at vi allesammen brugte to uger på at være triste og bange, og tænke det der skete igennem. Det hele virker så hurtigt nu. Pludselig bliver vi revet rundt af hadske kommentarer, politikere der ønsker undtagelsestilstand og diskussioner om hvad er den rette måde at reagere på. Fuck! Jeg ved det ikke. Jeg har lyst til at være ked af det her i et stykke tid nu. Men jeg kan også mærke det i mig selv. Min frygt for reaktionerne. For alle de mennesker, der allerede lever som om der var en krig og som opfatter verden i soldatermodus. Jeg er fucking bange og jeg kan mærke fornedrelserne modne alt muligt råddent lort over hovederne på os.

Jeg er bange, fordi så mange mennesker virker til at leve efter en identitær logik. Fordi så mange virker til at tro, at de er i krig. Jeg prøver også at minde mig selv om, at vi så langt fra befinder os i en krig. For det gør vi ikke. Men der er så mange mennesker omkring os, der opfører sig sådan.

Allerede inden i onsdags var der frosset endnu flere klumper fast i min krop end normalt. De store forsamlinger i Tyskland af folk, der ønsker at udtrykke had mod islam, skræmmer mig virkelig. Brandbomber mod moskeer i Sverige. Massakren i Nigeria. Og den konstante baggrund af Syrien, Victor Orban, 8. marts sidste år, lejrene og hadet mod migranter, den nye antidemonstrationslov i Spanien, Vojislav Šešeljs tilbagevenden til Serbien, fascisterne i Ukraine, Ferguson og Eric Garner, og så meget mere.

Om jeg er Charlie, er pludselig blevet ekstremt vigtigt for så mange mennesker. Jeg er ikke Charlie nu, mere end jeg var Charlie før. Ligesom jeg ikke er mere svensk muslim nu, end jeg var før brandbomberne mod moskeer i Sverige. Eller norsk socialdemokrat før massakren på Utøya. Selvom jeg ikke identificerer mig med dem, føler jeg en solidaritet med de dræbte tegnere og de andre, der døde i angrebet på Charlie Hebdo, og jeg ved godt, det er det, de fleste udtrykker med tegnet "Jeg er Charlie". Det forstår jeg godt, og det sætter jeg også pris på. Men jeg sætter ikke pris på alle de mennesker, der ønsker at bestemme for mig, at jeg skal identificere mig på en bestemt måde og at jeg skal handle på en bestemt måde. Dem, der kalder mig naivist, fordi jeg ikke ønsker at opfatte mig selv som værende i krig. Dem, der kalder mig apologet, fordi jeg ikke blankt vil sige, at alt Charlie Hebdo har gjort, trykt og udtrykt, også er noget, jeg tager på mig. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal behøve at tage alt hvad ofrene har gjort og alt hvad de stod for (eller folk siger de stod for) på mig for at anse dem for ofre.

Hvad jeg mener om Charlie Hebdo, har ingen indflydelse på, hvilken forbrydelse og hvor afskyeligt det er. At påstå andet er ekstremt fornærmende. Men hvorfor siger jeg det til dig? Vi jo kender hinanden. Det er jo netop derfor, jeg savner at kunne snakke med dig nu og dele min tristhed og frygt for den verden, vi lever i. Men den renhed, der ofte og på mange måder naturligt tilskrives ofre, og den renhed, der nu tilskrives Charlie Hebdo og som der stilles krav om, at jeg identificerer mig med, den skræmmer mig. Den skræmmer mig, fordi det netop bliver brugt som en måde at lukke ned for politk og skubbe os alle ind i en identitær krigslogik.

Charlie er blevet et simulakrum. I hvert fald i meget af debatten nu. Charlie er det ene og Charlie er det andet, som der er nogen andre, der siger det er. Det at 'være Charlie' referer i så mange tilfælde ikke til noget konkret, men til et billede af andre billeder af, hvad nogen mener, når de siger "Jeg er Charlie." For fucks sake, Alexandar Vučić, den serbiske premierminister, har sendt et billede ud, hvor han udtrykker, at "Vi er Charlie". Når Vučić mener, han er Charlie, kan Charlie i den sammenhæng i hvert fald ikke være ytrings- og trykkefrihed eller magtkritik; under hans regime er medier blevet tvangslukket, folk i opposition tævet og dræbt, og den ortodokse kirke er igang med at udvikle sin egen tv-station. Vučićs Charlie er ikke Charlie Hebdo, Vučićs Charlie er heller ikke billederne af, hvad Charlie Hebdo er, Vučićs Charlie er i bedste fald et billede af Charlie som det, der må til for at være en del af 'det gode fællesskab'. Det er meningsløst. Et simulakrum.

Men jeg har egentlig ikke lyst til at skrive til dig specifikt om Charlie Hebdo og det forfærdlige angreb. Jeg er trist og bange i den her verden, og det er grunden til, at jeg skriver til dig. Vi er ikke i krig. Vi befinder os ikke i en krig, det er ikke en rimelig måde at beskrive situationen på. Hverken rimelig overfor vores nuværende situation eller rimelig overfor folk, der rent faktisk befinder sig i en krig. Men jeg er sindssygt bange, fordi så mange mennesker virker til at opfatte sig som som det, som befindende sig i en krig og i denne agerer i soldatermodus.

Vi er ikke i krig, men jeg tænker for tiden en del over, hvornår en krig egentlig starter. Når nogen erklærer den? Så er vi åbenbart i krig nu, hvor den danske justitsminister har erklæret det. Når nogen dræbes? Men mange dræbes desværre alt for ofte. Når nogen dræbes i krigens navn? Så er vi det vel nu, hvor det er svært ikke at se drabene på redaktionen i Paris, som begået i noget andet navn end hvad gerningsmændene har set som en krig. Men hvem bestemmer navnet, noget begås i? Når enhver person, enhver handling og enhver holdning ikke kan undgå at blive forstået som befindende sig i en krigssituation? Når det ikke længere er muligt at være i tvivl? Men igen: hvornår er det?

Omkring en måned før krigen i de fleste beskrivelser startede her i Sarajevo, blev en ortodoks (serbisk) bryllupsprocession beskudt, efter al sandsynlighed af muslimske nationalister. Det var ikke den begivenhed, der udløste krigen. Men hvilken begivenhed var det? Mange vil sige, at det var da serbiske nationalister skød ind i en stor fredsdemonstration 5. april 1992. Men allerede 1. april havde paramilitære serbiske nationalister begået massakrer i og omkring Bijeljina. Det er ikke fordi, jeg er interesseret i at pinpointe det 'sande' startpunkt. Sådanne måder at skrive historie på virker for mig uinteressante, som forsøg på at lave simple episke fortællinger. Grunden, til at jeg tænker over det, er, at jeg tænker på, hvor mange mennesker, der oplever sig selv som værende i krig, der skal til, før der er en krig. Før at de mange, der hverken ønsker krig eller opfatter sig selv i en, ikke længere rimeligvis kan forstå sig som befindende sig i en virkelighed, der er andet.

Jeg ved det ikke. Jeg har heller ikke lyst til at lade som om, at der er et simpelt svar eller en simpel måde at handle. Jeg savner dig, min ven. Jeg ville ønske, du var her nu, at du også så ud på den snefyldte bakkeside, der nu er indhyllet i en tynd tåge og en sol bag denne, der er stærk nok til at tvinge vores øjne sammen. Jeg ville ønske, at vi kunne gå en tur langs Miljacka i frosten sammen. Jeg ville ønske, jeg kunne snakke med dig nu. Vi behøvede ikke at komme frem til noget konkret, komme med en resolution eller en konkret handlingsform, der er den rigtige. Jeg ville bare ønske, du var her nu, så vi kunne dele vores frygt og tristhed over verden med hinanden.

Du er i mine tanker, min ven.

jeppe

En patetisk replik til Karen Hækkerup - og de mennesker vi er blevet

Jeppe Wedel-Brandt — Sun, 21 Sep 2014 18:40:12 +0000

Af Jeppe Wedel-Brandt

Måske har vi sagt det så mange gange nu, at det virker håbløst at sige det igen. Måske har jeg set det så mange gange nu, at jeg knap nok registrerer det længere. Måske er der blevet rykket så mange gange ved grænsen for fornedringen af den samfundsmæssige moral, at vi efterhånden har opgivet at rette op på den.

Men fuck! Hvad sker der for, at det er muligt at reagere på, hvor hæslig verden for tiden er, på den her måde? I en situation, hvor flere mennesker end normalt søger asyl hos os, hvordan kan man så, som justitsminister Karen Hækkerup i den seneste uge, reagere ved at udtale: "Vi tager situationen meget alvorligt. Vores asylsystem er under pres"? Og så følge det op med at foreslå at gøre det sværere for flygtninge fra Syrien at opnå permanent opholdstilladelse. Syrere? Altså de folk, der er flygtet fra en af de værste krige, vi har set i vores nærområde siden krigen i det tidligere Jugoslavien. En krig som har varet i år og som den danske regering intet gør for at stoppe. De folk? Dem skal vi placere i en mere usikker position, end vi behøver? Dem skal vi nægte den basale menneskelige tryghed i en forfærdelig situation, at kunne leve sit liv med en mulighed for at forestille sig en fremtid, hvor de er, og ikke leve i en konstant undtagelsestilstand (mere end den fortsatte krig og dens traumatiserende effekt allerede medfører)? Og hvorfor: fordi der kommer et par tusinde flere mennesker i nød til et af de rigeste samfund i verden?

Der er masser af pragmatiske argumenter, der fortæller om de skadelige effekter, både for det enkelte menneske og for det samfund, de befinder sig i, af denne unødvendige usikkerhed på fremtiden. Statistikker på succesfuld repatriering i sammenhæng med aktiv deltagelse i det asylgivende land. Der er masser at skrive om, hvordan det, selv efter en krig er afsluttet, er usikkert og kompliceret at vende hjem, både for det enkelte menneske og for det samfund, der skal bygges op igen. Der findes masser af erfaringer med dette - mange af dem skabt i forbindelse med krigen i det tidligere Jugoslavien og her i Bosnien, hvor jeg befinder mig for tiden.

Men fuck det, jeg gider det ikke i dag. I dag er jeg bare trist og vred. Vi er nødt til at adressere, at det her ikke alene er et spørgsmål om pragmatik, om at fordele de samfundsmæssige goder, men også et spørgsmål om moral, om hvad det gode er samfundsmæssigt.

Jeg kommer til at tænke på noget, den ungarnske forfatter Imre Kertész skriver i Kaddish for et ufødt barn: "Auschwitz [har] hængt i luften i umindelige tider, hvem ved, måske i århundreder, som en mørk frugt modnet i talløse fornedrelsers glitrende stråler, i venten på det rette øjeblik til at falde ned i hovedet på os."

Jeg kommer til at tænke på et af grundargumenterne i abolitionismen, om hvorfor kampen mod slaveri ikke kun var vigtig for sorte men også hvide og alle i samfundet. Det var (og er) moralsk forkert at gøre et andet menneske til slave, og den uret slaveri skaber i samfundet, breder sig til alle dele af mennesker i det samfunds sjæl og moral. Selvom der således tydeligt er forskel i magtforholdene, så fører den uret og det moralske vanvid til en både samfundsmæssig og individuel menneskelig råddenhed for alle.

Og jeg kommer til at tænke på, hvorfor det er naturligt - og ekstremt vigtigt - at mænd også er feminister. At vi erkender, at de samfundsmæssige strukturer såvel som hverdagssexismen ikke kun diskriminerer kvinder, men også skaber et moralsk forkvaklet samfund, som vi alle må leve med konsekvenserne af.

Uret og fornedrelse i samfundet skal ikke alene bekæmpes på vegne af de mennesker, der mest direkte rammes af den, men også fordi vi alle bliver påvirket af at leve i et samfund, hvor den eksisterer. Jeg sammenligner ikke direkte den danske asylpolitik med hverken slaveri eller Auschwitz her. Mit ærinde er at påpege, at samfundets moralske habitus - eller spørgsmålet om bestemmelsen af, hvad det gode er samfundsmæssigt - har store konskvenser, både for hvilket samfund vi lever i, og for hvilke mennesker vi, der lever i det samfund, er.

Hvor rådne mennesker må alle vi danskere ikke være, når vi har de lejre, vi har, og de love og de politikere, vi har? Hvor afstumpede og umulige at elske eller stole på må enhver person i dette samfund ikke være og vedblive med at være, så længe det er komplet acceptabelt og endda politisk opportunt at udføre den her type uret i samfundets navn? Tale om individuel forfølgelse, når folk flygter fra krig... Helt ærligt, danskerne er ikke så dumme, at vi ikke ved, hvad krig er - det er ondskab ikke uvidenhed, der får os til at lukke øjnene og lade som om, vi er idioter.

Ja for fanden, det er patetisk at svare tilbage moralsk. Og ja, det er svært at bruge til meget politisk, når jeg ikke argumenterer pragmatisk. Det ved jeg godt. Men i dag er jeg ligeglad, i dag er jeg fucking bange, ikke kun for hvilket samfund det er, vi skaber, men også bange for hvilke mennesker, vi gør os selv til - hvilket menneske jeg er ved at blive. Jeg læste nyhederne og så udtalelserne, og sukkede. Det var det. Jeg sukkede bare. Og det suk gjorde mig bange. Jeg var ikke overrasket, jeg blev ikke vred, jeg fik ikke brug for at reagere. Det var bare endnu en fornedrelse til at modne den mørke frugt over vores hoveder. Men det går ikke. Ikke kun fordi, det hærger med konkrete menneskers liv, ikke kun fordi, vi skaber en endnu mere fucked op verden på den måde. Men også fordi, vi bliver nødt til at kæmpe mod den råddenhed, det her skaber i vores liv. Vil vi virkelig være mennsker, der reagerer med frygt og egoisme på folk i nød?

Jeg får lyst til at parafrasere et Frantz Fanon citat: 'Et samfund, hvis løsninger er tvang og moralsk forfald, er ikke et levedygtigt samfund, men et samfund, der bør afløses af et andet. Det er borgerens pligt at sige det.'* Men jeg ved ikke, måske har det danske samfunds moralske råddenhed allerede spredt sig og gjort mig til et forkrøblet menneske, for jeg ved ikke rigtig længere, hvordan jeg skal sige det.

* Det oprindelige citat er fra Fanons "Brev til ministerresidenten" og lyder: "Et samfund, der tvinger sine medlemmer til fortvivlede løsninger, er ikke et levedygtigt samfund, men et samfund, der bør afløses af et andet. Det er borgerens pligt at sige det."

Hvis du føler, det giver mening at stemme, så stem

Jeppe Wedel-Brandt — Fri, 16 May 2014 10:54:41 +0000

Af Jeppe Wedel-Brandt

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ikke burde skrive noget om Folketingets nu tilbagetrukne virale kampagnefilm "Voteman" (nu har jeg trods alt ikke skrevet på den her blog i halvandet år og det virker underligt at vende tilbage og i første omgang at skrive om noget så småt). Den virale kampagne er på mange måder opmærksomhedsøkonomiens tydeligeste element. Dens værdi måles udelukkende på mængden af opmærksomhed, den får - hvis man ikke er 'på', eksisterer man ikke - og den producerer i sig selv kun gennem andres arbejde med at omtale den. Som virus fungerer den netop gennem at inficere celler, den benytter til at reproducere sig selv. Den virale kampagne reproducerer ofte sig selv stærkest gennem at blive udsat for kritik - at nogen kan blive pisset af over den er dens mål, det der skaber dens værdi, og derfor arbejder den oftest med en ekstrem symbolik, som den forventer virker stødende nok på nogen til at de reagerer og giver den kritisk opmærksomhed. Jeg ved ikke om den bedste løsning på sådan en virus er at lade som om man er immun og lade den forbigå offentlig opmærksomhed, men det var nu hvad jeg tænkte. Når jeg alligevel gør det, så er anledningen en analyse, som Lilian Munk Rösing havde i Politiken d. 15. maj. Normalt elsker jeg Munk Rösings analyser (og måske er der ligefrem tale om en grad af 'fadermord' her...), men den her mener jeg, hun har fået reelt galt i halsen - eller i hvert fald ikke fået fulgt til dørs.

Munk Rösing påpeger, at Votemanfiguren i freudiansk-lacanianske termer er 'urfaderen' og at den overdrevne - og dermed ironiske - vold og sex, der udfoldes i filmen, har funktionen at etablere denne figur. 'Urfaderen' er klassisk figuren, der har ubegrænset adgang til at sikre sin egen vilje og nydelse uden hensynstagen og på den anden side af 'Loven', og det er således "[i]kke for at forherlige vold eller promovere kvinden som sexslave, men for at etablere Voteman som (parodi på en) urfader", at figuren etableres på denne måde. Munk Rösing påpeger, at Voteman er den primale far, der tilkaldes, "når Lovens pæne far ikke længere kommer nogen vegne". Man kunne til dette føje, at Voteman i filmen netop ikke selv stemmer, men tvinger andre til det - han er således ikke en rollemodel (som kampagnen med kendte op til det seneste folketingsvalg optegnede f.eks. Simon Kvamm), men netop placeret på den anden side af 'Loven' som den ekstra-legale vold, der tvinger systemets vilje igennem. Så langt er jeg enig med analysen, der netop er en rigtig fin 'tekst-intern' læsning af videoen på dens egne præmisser, men en tekstanalyse bør vel ikke (nødvendigvis) stoppe her? Det gør Munk Rösings heller ikke helt og det er her min uenighed kommer frem.

Det allermest simple faktum omkring Votemanfilmen er, at den har en funktion: den skal få folk til at stemme. Det er således i lystet af dette budskab og denne funktion, hele filmen må analyseres. For mig er det primære problem ikke den ironiske brug af vold og sex (selvom jeg synes, den er et problem), men det politikbillede som filmen og Munk Rösing i analysen fremmer: "Og det peger på et problem i Demokratiet: Hvor er sanktionen, hvormed vi kan sikre, at borgeren opfylder sin borgerpligt, når det ikke er med vold og tvang? Tja, hvorfor egentlig ikke med humor?" Problemet for mig er netop, at afsenderen mener, at stemmeafgivelse er en borgerpligt - at det at stemme i sig selv er meningsfuldt. Selve stemmeafgivelsen bliver en symbolsk handling, der tjener som dække over et langt mere fundamentalt traume i 'Demokratiet'. Votemans traume - som Munk Rösing påpeger - er, at han ikke føler, at han har indflydelse på samfundet (konkret i filmen klimaregulation, landbrugssubsidier og mængden af kanel i kanelsnegle). I filmens univers er denne manglende indflydelse et resultat af, at han engang glemte at stemme til et Europaparlamentsvalg. Det er på grund af dette traume, han har omdannet sig selv til 'urfaderen'. Men vel at mærke en 'urfader', der er systemopretholdende, da filmens budskab er, at man ved at stemme kan få indflydelse og således hele traumet bestående af følelsen af manglende indflydelse. I Munk Rösings analyse træder videoen altså i stedet for vold og tvang. Den træder ind, da 'faderrollen' ikke kan beskytte os mod det selvpåførte traume og inden for sin symbolske orden kan overtale os til at stemme. Men er traumet virkelig selvpåført eller stemmer folk netop ikke, fordi de ikke føler en indflydelse gennem at stemme?

Den hipsterironiske påkaldelse af urfaderen (givet, bedre som humor end som vold) som forsøg på at rette op på faderrollens impotens er en form for blind medicinering med Viagra. 'Demokratiet' ses som noget, der kun fungerer gennem brutal flirt og engangsknald i stemmeboksen. Men jeg er ret sikker på, at det er Munk Rösing selv, der i Kønnets katekismus skriver noget i stil med, at vi først kan begynde at tænke sex anderledes, når vi kan tænke sex uden erektion (undskyld Lilian, jeg kan ikke finde mit eksemplar og slå det efter, men jeg håber, jeg referer dig rimeligt). Overført: vi kan først begynde at tænke 'demokratiet' anderledes, når vi kan tænke 'Demokrati' uden stemmeafgivelse - eller måske endnu mere præcist: det er først, når vi kan tænke demokrati uden urfaderen, at vi virkelig kan begynde at leve demokratisk. Den ironiske påkaldelse af urfaderen peger ikke bare på et problem i 'Demokraitet', den er er selv en del af den krise, som den rigtig nok påpeger, En tænkning, der anser borgernes manglende lyst til at stemme, som noget, der skal 'ordnes' gennem påkaldelse af urfaderen.

Et andet element, jeg mener er nødvendigt i analysen af videoen er, hvad det betyder for udsagnet og symbolikken, at det er Folketinget, der er afsenderen af videoen og benytter sig af denne 'ironiske' sex og vold. Hvis vi skal forstå Munk Rösings analyse (og på det her punkt er jeg enig), så skal vi se videoen som Folketingets (substitut for den) ekstra-legale vold - den urfaderlige vold, der optæder, når Loven må overtrædes for at fastholde ordenen. Videoen er altså at forstå som symbolsk vold i en 'undtagelsestilstand'. Dens 'ekstreme' sprog har netop sin berettigelse i behovet for at overtræde 'Loven' på grund af, at systemet ikke kan opretholde sig selv, hvis folk ikke stemmer. Det udgør en stor forskel i tekstanalysen, når den ironiske påkaldelse af urfaderen udsiges af faderrollen som en undtagelsesvold, og ikke fra en anden position som en kritik af hvad der gemmer sig bag faderrollen.

Hvad betyder det for mulighed for modstand mod og kritik af 'Faderen', når denne benytter sig af en billedpolitisk ironi som magtredskab? I Munk Rösings analyse bliver kritikken af videoen netop meget nemt reduceret som manglende humor og altså som noget, der, netop fordi den svarer 'alvorligt' på ironien, ikke skal tages alvorlig. Ironisk humor er et virkelig farligt magtmiddel, der reducerer f.eks. 'den feministiske kiljoy' og dennes kritik, som noget der pr definition overreagerer og ikke kan se det sjove (om dette begreb se f.eks. Liv Nimand Duvås interview med Sarah Ahmed i visAvis). Faderfiguren, der gemmer sin egentlig urfaderlige vold bag en symbolsk ironiserende påkaldelse af denne, er virkelig svær at trække sig tilbage fra og kritisere. Krænkeren, der fungerer gennem sjofelhedder og insinueringer og som svarer tilbage på kritik med, at det er 'god værkstedshumor', er naturligvis at foretrække frem for voldtægtsmanden, men ikke nødvendigvis mindre undertrykkende og ofte langt sværere at tage et opgør med. Det er nemt at lave grin med Anders Samuelsens bornerte kommentar om sex og vold som plat. Men det er også problematisk, at gøre det her til et spørgsmål om smag. Når nogen siger, de bliver stødt eller såret over det, man selv ikke forstår er sårende, så tænker jeg, der er almindelig god stil, at tage det alvorligt og ikke føle sig angrebet over, at man ikke selv ser det, man har gjort som sårende og at ens egen nydelse bliver saboteret på den måde. Munk Rösings indledende kommentar omkring, at det "ikke var mange timer, jeg fik lov til at dø af grin over videoen", indikerer netop sådan en forurettethed over, at der er nogen, der vil tage hendes nydelse fra hende.

Grundudsagnet, at 'Demokratiets' traume - følelsen af manglende mulighed for indflydelse - kan løses gennem stemmeafgivelse, er problematisk. Dels i dets diagnose, at følelsen af manglende indflydelse kommer fra ikke at stemme, og ikke er et større problem for 'Demokratiet' eller mere præcist 'den repræsentative parlamentarisme', at folk ikke stemmer, netop fordi de ikke føler, det giver mening (eller som i mit tilfæde i forhold til Europaparlamentsvalget ikke føler, der er mulighed for at stemme på nogen, jeg kan se rimeligvis repræsenterer mine holdninger i denne sammenhæng). Dels i dets forståelse af mulighederne for indflydelse - hvis vi stemmer, har vi fået indflydelse og så er traumet helet, men er der ikke andre muligheder for indflydelse? Er f.eks. protesterne og folkeplenumerne, som vi ser i Bosnien nu, ikke netop udtryk for en eksperimentering med demokrati, der bryder med faderrollens nationalistiske orden og den her ikke så fjerne 'urfaderlige vold'? Og er der ikke her eksempler på, at indflydelse netop sagtens kan skabes uden stemmeafgivelse i den repræsentative parlamentarisme?

Men selv hvis vi accepterer, at det er meningsfuldt i sig selv at stemme (og hvorfor ikke søge indflydelse på alle måder, man kan, selv den mest håbløse måde gennem stemmeafgivelse?) og at det er meningsfuldt at påkalde urfaderen for at sikre dette, så er det ikke ligegyldigt på hvilken måde dette gøres. Urfaderen er netop ikke en konkret figur, men et fantasme der tager forskellige former. Derfor er det ikke ligemeget, hvilken repræsentation denne figur påkaldes i. Givet, det er den simpleste, mest genkendelige og mest tidsbesparende repræsentation, som er valgt i Votemanfilmen - der som nævnt netop har sin funktionsmåde gennem at få simpel opmærksomhed. Urfaderen får sin nydelse gennem (fantasiløs) pornosex og simpel brutal vold, ved at være (en igen fantasiløs) opfyldelse af den nydelse vi undertrykker i os selv. Hermed bliver der dels skabt et billede af urfaderen, men dels også skabt et billede af vores undertrykte lyst - om denne er præcis eller ej, så reproducerer den stadig billedet af vores lystfuldendthed som brutal over for andre.

Til illustration af, at urfaderen ikke er en simpel repræsentation: En helt anden måde at påkalde denne figur på, med samme formål om at sikre stemmeafgivelse til Europaparlamentsvalget, kan vi se i kampagnen #NeverForgetToVote. I denne kampagnefilm er den påkaldte urfader ikke en hyggeironisk lystfuldendthed, men den reelt skræmmende urfader, Rudolf Höss, kommandanten af Auschwitz. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorvidt jeg vil stemme til det kommende valg, men den her video er unægteligt et noget mere vægtigt argument for at gøre det.

Når racisme bliver naturligt

Jeppe Wedel-Brandt — Fri, 24 Aug 2012 09:49:45 +0000

Af Jeppe Wedel-Brandt

Det er måske den største arv fra den såkaldte 'kulturkamp' - fra 90'ernes socialdemokratiske frygt og gradvise indførsel af diskriminerende lovgivning på udlændingeområdet, over 00'ernes borgelige omfavnelse af hadet i både lov og retorik - at racisme nu ses som en naturkraft. At racisme ikke er noget, der kan bekæmpes - i samfundet og i os selv - men i stedet den naturlige reaktion på at leve sammen med andre, der er anderledes end en selv.

De sidste dage har der været meget snak om Vollsmose og den begivenhed, der udfoldede sit dramatiske højdepunkt på Odense Universitetshospital mandag d. 20. august, da en større gruppe folk stormede ind og muligvis begik drabsforsøg på skadestuen. Utallige avisartikler er blevet skrevet om det og alle og enhver, der enten er politiker eller kan fremstilles som ekspert, er blevet interviewet og har udtalt sig. Det vil jeg ikke gøre her. Jeg ved ikke, hvad der er sket, hverken i situationen, i forløbet op til eller i Vollsmose i den senere tid. Jeg ville - som praktisk talt samtlige andre, der har udtalt sig - kun kunne sige noget abstrakt og generelt om ghettoisering, optøjer og vrede, eller kunne komme med en moralsk rygmarvsreaktion. Og det kan ingen være tjent med i den her konkrete situation - som netop er konkret og kræver en konkret viden, som jeg i hvert fald ikke har.

Det, jeg i stedet vil skrive om, er et aspekt af de helt vilde udtalelser, som den socialdemokratiske formand for Folketingets Integrationsudvalg, Trine Bramsen, bl.a. på politiken.dk d. 21. august, er kommet med i denne anledning.

Trine Bramsen, du er ikke min far

Jeg tror, man ville kunne få noget spændende ud af at se på det behov, som mange medier og politikere i fællesskab har sat sig for at opfylde gennem brutalitet. Det virker til, at når der sker noget voldsomt og rystende, noget der - som et drabsforsøg på en skadestue - ikke umiddelbart giver mening, så føler mange politikere, at de skal sikre, at orden og mening vender tilbage gennem så hårde og svinske udtalelser som muligt. En form for (symbolsk) mod-vold, der skal fylde det rum, hvor en voldelig og rystende virkelighed, der ikke passer ind i normalbilledet af samfundet, havde ryddet rum for tvivl, frustration og spørgsmål hos os alle. Men Trine Bramsen, du er ikke min far. Den store macho, der pumper sig op og lover at tæve bøllerne i troen, at det vil gøre verden tryg for mig. Du er ikke min suveræn, der skal skabe orden gennem vold.

Man ville sikkert også kunne spinde en ende over fornuften i at udtale sig stigmatiserende om folk i anspændte situationer. Den franske krigshund, Nicholas Sarkozy, antænde med Alain Brossats ord i 2005 en rigsdagsbrand på hans eget niveau, pudlens, med udtalelser som, at det man så i gaderne i de første dage af forstadsoptøjerne, var resultatet af 'det polygame Frankrig'. Og ja, det vandt ham et valg - og en række nedbrændte byer - men hadets gøen viste sig ikke at være nok til at sikre hans politiske karriere, da folk først begyndte at tænke sig lidt om og hoppe ud af volds- og sprogpsykosen. Jeg ved ikke, om det er anderledes i Danmark, om svinske udtalelser og rasende had fungerer som spin her. Men jeg ved, at hadsk og stigmatiserende tale historisk utallige gange har ført til optøjer, vold og krig. Og Trine Bramsen, du skal vide, at du ikke kan føre borgerkrig i mit navn.

'Hårdt mod hårdt'

Alt dette kunne man udvide og få en masse spændende ud af, men mit engagement med Trine Bramsens håbløse udtalelser - håbløse, både i forhold til stupiditet og i forhold til, at de er formuleret komplet uden håb om det gode i mennesker - er en særlig dimension af den nyere racisme, som de skriver sig ind i. Jeg er først og fremmest interesseret i hendes retfærdiggørelse af de hadske ord.

Efter at have beskrevet, hvordan den adfærd, som folk udøvede på skadestuen, ikke er 'en adfærd, der accepteres i Danmark' og 'så langt fra danske normer'; hvilket får hende til at sige, at dem, der har begået det her, må rejse hjem til deres hjemland, eller hvis de ikke har et sådant (fordi deres hjemland er Danmark, hvilket hverken Trine Bramsen eller jeg egentlig ved noget om) alligevel at overveje, 'om de vil være en del af det danske samfund eller ej'; for så herefter at beskrive, hvordan den samme adfærd, som er helt forfærdelig i Danmark, åbenbart er acceptabel andre steder i verden. Efter denne tirade i et brutalt og voldeligt sprog retfærdiggør Trine Bramsen sine udtalelser med følgende udsagn:

"Grunden til, at jeg sætter hårdt mod hårdt over for de her voldsmænd er jo netop, at der i Vollsmose bor rigtig mange, der er velintegrerede og går på arbejde. Og det er dem, det skader, når der sker sådan noget her med en gruppe, som ikke ønsker at overholde de spilleregler, der gælder i Danmark."

Trine Bramsen siger altså sådan, som hun gør, fordi hun vil beskytte alle 'dem', der bor i Vollsmose, altså alle 'dem', der er 'velintegrerede' og 'som går på arbejde'. Nu kunne man jo forstå den her udtalelse sådan, at Trine Bramsen er bekymret for folk, der bor i et område, der beskrives som hårdt ramt af kriminalitet. Men dels er det jo ikke bare folk, men 'dem' - de gode integrerede danske indvandrere - og dels er det for mig svært ikke at læse det, der truer 'dem', som stigmatisering. Altså: Trine Bramsen udtaler, at dem, der har lavet opløb på skadestuen, er udanske og skulle tage hjem, hvor de kommer fra - fordi ellers kommer de fleste danskere til at sige om alle 'dem', også de 'velintegrerede', at de skal tage hjem, hvor de kommer fra. Altså: hvis Trine Bramsen ikke er hadsk i sine udtalelser, så rammes folk af racisme.

I en spøjs drejning af den klassiske retfærdiggørelse af handlinger, man egentlig ikke selv kan stå inde for - 'jeg er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, fordi det er det eneste, de forstår' - får Trine Bramsen udpeget racisme, som det naturlige, som ikke forstår andet end hårdhed: 'jeg er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, fordi det er det eneste, den danske racisme forstår'.

Men er det ikke bare en enkelt tumpet udtalelse fra en enkelt politiker? Lad mig give et andet eksempel, fra en anden politiker, i en anden debat.

Jeg gør det for 'dem'

I en polemik omkring Liberal Alliances foreslåede stramninger i forhold til deportationsdomme for folk, der ikke har indfødsret, skriver Simon Emil Ammitzbøll d. 13. august på politiken.dk, at de foreslåede stramninger kommer af hensyn til "det store flertal af hårdtarbejdende og lovlydige udlændinge i Danmark". Og om det, han mener, truer 'dem', skriver han således:

"Hvis udviklingen bare får lov til at fortsætte, og en højere og højere procentdel af kriminaliteten i Danmark begås af udlændinge, risikerer vi at ende i en situation, hvor mennesker med mørk hud og fremmedklingende navne bliver mistænkeliggjort alene på grund af deres etniske herkomst."

Jeg har ikke tal på kriminalitetsrater på hånden, men lad os for nu bare tage Ammitzbølls udtalelse for gode varer. Jeg er ikke ude i et ærinde, der handler om, at vi ikke skal forholde os til sådanne tal eller at vi ikke må tale om forskelle mellem folk. Men det må jeg tage en anden gang. Lige her er pointen altså, hvilken forklaring der gives på behovet for diskriminerende lovgivning (og for god ordens skyld: jeg refererer ikke til internationale konventioner, men til det simple faktum, at den samme forbrydelse giver forskellig straf alt efter hvilken status, man har i samfundet).

For Ammitzbøll er problemet, at hvis ikke hans hårdhed kommer igennem, hvis ikke domme diskriminerer med forskellige straffe efter indfødsret, så vil 'de' blive ramt af racisme. 'De', alle de mange gode integrerede og arbejdende udlændinge, vil helt naturligt blive ramt af racisme. For racismen er naturlig.

Arven fra 'kulturkampen'

Begge politikere, Bramsen og Ammitzbøll, peger altså på, at deres hårdhed og diskriminerende adfærd er et resultat af et ønske om at beskytte 'dem' - de velintegrerede og arbejdende fremmede - ikke mod kriminalitet og at bo i et område, der virker til ikke at fungere særlig godt, men mod racisme.

Allerede i 1988 beskrev den franske filosof Étienne Balibar i teksten "Is There a 'Neo-Racism'?", hvordan to mutationer af den 'klassiske' biologisk orienterede racisme (som naturligvis historisk aldrig har stået alene, men i sammenspil med bl.a. racisme baseret på religion, nationalitet og koloniale fantasier) har været dominerende i de seneste årtier; den ene kulturens overtagelse af biologiens rolle, således at naturlige og ubrydelige forskelle i stigende grad forklares ud fra kultur eller etnicitet; den anden netop et skifte mod naturaliseingen af racisme. Balibar skriver (i min oversættelse):

"Det er rent faktisk sådan, at vi ser en generel forflytning af problematikken. Vi bevæger os nu fra teorien om racer eller kampen mellem racer i menneskets historie, uanset om den er baseret på biologiske eller psykologiske principper, mod en teori om 'racerelationer' inden for samfundet, der ikke naturaliserer racialt tilhør men racistisk opførsel."

Håb-løst

Og det er i mine øjne en virkelig farlig udvikling, som Trine Bramsen og Simon Emil Ammitzbøll spiller med på her. Ødelæggelsen af idéen om, at vi kan leve sammen. Det er for mig at se, hvad de to politikere har gang i her. De tegner begge et billede op, hvor den almindelige borger - dig og mig - ikke kan finde ud af at lave en simpel distinktion mellem en statestik, der siger, at 'antallet af udlændinge, der bliver fundet skyldige i kriminalitet' stiger og alle 'udlændinge' generelt. Et billede hvor jeg ikke kan finde ud af at kende forskel på nogle konkrete folk med en anden hudfarve end min (jeg aner ikke noget om folks det ene eller det andet, så det er den eneste måde jeg lige kan udtrykke forskellen), der laver opløb og muligvis drabsforsøg på en skadestue, og så alle andre, der har en anden hudfarve end min. Et billede, hvor hårde straffe og symbolsk vold gennem hadsk tale er nødvendige mod den enkelte, for ellers kan du og jeg ikke finde ud af at lade vær med at straffe alle. Eller omvendt et samfund, hvor du, hvis du ikke har statsborgerskab eller måske har en 'anden etnisk baggrund', må leve i frygt for en majoritetsbefolkning, der vil agere racistisk overfor dig, som noget helt naturligt, hvis en, der ligner dig, begår kriminalitet. Det er et billede af et samfund, hvor vi ikke kan leve sammen på tværs af, at vi er forskellige.

Når Trine Bramsen ikke kan finde et bedre argument for, at det er helt fucked at storme en skadestue, end at det ikke er dansk. Når Simon Emil Ammitzbølls eneste svar på voksende racisme er diskriminerende lovgivning. Når du taler i borgerkrigsretorik, når du lader had fylde din mund og spytter det ud. Ja, Trine Bramsen, så er det rent ud sagt: håb-løst.

Tekster, jeg har refereret til her:

Simon Emil Ammitzbøll (debatindlæg på politiken.dk, d. 13. august): "Politiken-segmentets reaktioner er så håbløst forudsigelige" http://politiken.dk/debat/profiler/ammitzboell/ECE1718880/politiken-segm...

Étienne Balibar: "Is There a 'Neo-Racism'?", fra Balibar & Wallerstein: Race, Nation, Class - Ambigiuous Identities

Trine Bramsen (interview på politiken.dk, d. 21. august): "Integrationsformand: Hvis de vil slås med køller, så er der steder i verden, hvor man slås med køller" http://politiken.dk/indland/ECE1727304/integrationsformand-hvis-de-vil-s...

Alain Brossat: "Plebsen er tilbage", fra Øjeblikket. Tidsskrift om kunst - og det kunsten handler om #49

Fundament. Eller noget om Allan og Johanne

Jeppe Wedel-Brandt — Tue, 03 Apr 2012 16:27:03 +0000

Af Jeppe Wedel-Brandt

Om at have en stemme

Lad mig starte med en bekendelse. Jeg har en stemme. Og jeg har stemt. Med min stemme har jeg stemt på Allan Ahmad og Johanne Schmidt-Nielsen. De repræsenterer min stemme. Det, de siger, repræsenterer mig. De er repræsentationer af mig. Jeg ved ikke, om jeg skulle have sagt det her til jer før? Men Allan og Johanne: I er repræsentationer af mig. Jeg er ked af, at jeg ikke har sagt det til jer før, men hvordan fortæller man til nogen, at deres stemme ikke er deres egen, men en repræsentation af min?

At have en stemme er det, der adskiller mennesket som det politiske dyr, det har den franske filosof Jacques Rancière lært mig. Demokrati er et fællesskab karakteriseret ved en grundlæggende lighed - besiddelsen af evnen til at udtrykke sig i beslutningen om det fælles gode, har han sagt. I demokratiet er vi alle lige, alene fordi vi har evnen til at udtrykke os om noget, vi mener. Fordi vi har en stemme, der kan udtrykke mere end umiddelbar glæde eller utilfredshed. Demokrati er demokrati, fordi alle stemmer tæller i beslutningen om det gode i samfundet. Ikke kun som i fordelingen af goder, men også som i diskussionen om, hvad det gode er.

Vi kan ikke tale samtidig alle sammen. Det er vi for mange stemmer til. Der er mere end én stemme i mit hoved. Ikke som i klinisk skizofreni, det er et dårligt billede. Men jeg har en masse tvivl altid og tit har jeg lyst til at sige mere end én ting og sige den samme ting på mange forskellige måder. Alligevel vokser der af alle mine tvivl og indsigelser over for mig selv en stemme frem, der siger noget. Hvis vi alle sammen talte samtidig, ville det være en vanvittig situation. Vi skaber en orden, vi ordener måden, vores stemmer deltager i samfundet. Nogle gange siger vi ikke noget. Nogle gange lader vi andres stemme tale for os.

Men vi har en stemme. Jeg har en stemme.

Om at sove

Det er ikke altid, jeg har en stemme. Nogle gange har jeg ikke noget at sige. Nogle gange vil jeg sige helt vildt meget, men jeg kan ikke finde noget sted at sige det hen. Nogle gange bliver min stemme til et skrig, der råber og ikke kan finde ud af at udtrykke andet end en lyd. Tit har jeg givet op, allerede før jeg siger noget. Det virker håbløst at sige noget. Alt er allerede sagt. Eller der er ingen, der lytter.

Der er en orden. Sådan er det med et samfund, sådan er det med et hvert fællesskab. Der er en orden. Der er noget, der er okay og noget, der ikke er okay. Der er nogle måder, vi gør tingene og nogle måder, vi taler om tingene. Der er nogle dele af os, vi holder tilbage.

Den måde vi har ordnet samfundet i dag, er en hæslig måde.

Den måde vi har ordnet samfundet i dag, er en hæslig måde, hvis vi tror på, at i demokratiet er vi alle lige, fordi vi har en stemme og derfor kan deltage i beslutningen om det fælles gode.

”Enhver offentlig plads' vitalitet afhænger ultimativt af, hvor meget vi bekymrer os om kvaliteten af vores liv sammen”, har den amerikanske intellektuelle Cornel West lært mig. Den offentlige plads er der, hvor vi mødes. Hvis vi skal tale sammen, skal det være på den offentlige plads. Det er der, på den offentlige plads, at vi skaber den demokratiske situation, ved at bruge vores stemme. Ja, demokrati er en situation, troede du, det var noget fast? Noget vi kunne have og ikke noget vi skaber, når vi gør den offentlige plads vital?

Men den offentlige plads er død i dag.

Du går hjem og skærer i dig selv. Jeg går på McDonalds og spiser for meget, fordi jeg godt ved, at det menneske jeg er, ikke er det, jeg har lyst til at være. Og jeg tror ikke, jeg kan blive det. Du føler ikke, du rigtig har ret til at have en stemme. Du føler ikke rigtig, du har lov til at sige noget, fordi samfundet hele tiden siger til dig, du ikke er rigtig dansk og at din stemme ikke er rigtig. Og du tror ikke, den kan blive det. Jeg sover i dage. Jeg har sovet i år. Der er ingen af os, der taler med stemmer, der er vores. Johanne og Allan taler med min stemme, men på en eller anden måde, er deres stemme ikke min. Kapitalisme er en kolonisering af hverdagslivet. Det er ikke nyt.

Vi går i byen og knepper med billeder. Du er, hvad du spiser – og du bliver, hvad du knepper. Vi køber hinanden for vores seksuelle bytteværdi og vi forbruger, fordi vi er det værd. Vi gør det, vi altid gør. Og så går vi hjem. Du går hjem og skærer i dig selv. Jeg går på McDonalds og spiser for meget. Vi taler. Vi taler. Der tales. Der er en offentlig plads, hvor der tales. Det er det samme, der tales om. Det er de samme, der taler. Og så går vi hjem. Du går hjem og skærer i dig selv. Jeg går på McDonalds og spiser for meget.

I en kapitalistisk orden lever vi en nihilisme. Vi gør os selv kolde. Det handler om konkrete forbedringer. Misforstå mig ikke, jeg synes også, de forhandlinger, der sker mellem parter i den repræsentative parlamentarisme, og dem fagforeningerne indgår i, er vigtige. Og jeg har mængder af respekt for de folk, der deltager i dem. Men vi har mistet evnen til at tale, hvis tale er mere end en brummende accept eller afvisning. Vi har mistet stemmen, hvis ikke vi kan udtrykke mere end vores lille drejning af allerede accepterede positioner. Allan og Johanne taler med min stemme. Men der er noget tilbage i mig, der ikke taler. Der er noget i mig, der er blevet stumt. Vi lever en nihilisme under kapitalismen, fordi kapitalismen nedbryder værdier, der ikke er udbyttelige. Vi har en død offentlig plads, fordi vi ikke kan finde ud af at tale om, hvad det gode er. Vi kan ikke forestille os en anden verden, kun småjusteringer. Vi sover en levende søvn.

Om at vågne

Skal vi prøve? Kan vi det? Jeg har prøvet at være vågen i korte øjeblikke. Der er et udenfor. Eller det er ikke udenfor; det er også indenfor. Det er noget, kapitalismen ikke kan røre. Det er heller ikke udenfor eller indenfor. Det er mellem os. Vi drak i tyve år og blev noget andet end os selv. Noget andet end billederne af os selv. Det var også dumt. Men det var også noget ægte, vi talte om. Vi brugte år på at lære hinanden at kende, før vi lavede det aktivistiske projekt sammen og vi lagde så meget energi i det, at vi også blev slidte og begyndte at tale om, hvordan vi oplever verden. Vi kom på den anden side af de drillende jokes. Vi brugte ord som kærlighed og meningen med livet. Vi var søstre i æoner, før jeg lærte jer at kende som egentlige mennesker. Og så er søvnen kommet tilbage. Men ikke i forhold til dig. I er øjeblikke af vågent liv, der holder mig fra at give op.

Give op, når jeg fucker op.

Ikke give op, men forsøge at lære af det. Lære af det fordi, I har vist mig, at der er noget i verden, der betyder noget for mig, at der er nogen, hvis liv jeg bekymrer mig om.

”Det er fordi det politiskes autonomi først præsenterer sig som en negation, at autonomiens politik i sin tur må præsentere sig som en negation af negationen og således som et absolut”, har den franske filosof Étienne Balibar lært mig. Afvisning er ikke nok. Tiden fucker med os. Gud kommer ikke på den syvende dag. Vi kan godt elske nu. Og hverken undertrykkelse eller afvisning i sig selv lader os gøre det. Det er noget andet.

Der er kun nationen og økonomien. Det er koldt. Men er det ikke sådan, de lærer os det? Det er en blindgyde. Hvis du vil træde ind i det politiske, må du tale som os og tale om det, vi taler om. Hvis du vil træde ind i det politiske, må du lægge din vrede bag dig. Du må glemme tanker om kærlighed. Fuck dine følelser! Det handler om det konkrete. Der er ikke noget at komme efter. Vi har nogle regler. Det er sådan, vi laver politik. Johanne og Allan taler med din stemme.

Og i øvrigt ved vi godt, hvem du er. Du er pædagog, kvinde, akademiker, asylansøger, postbud. Vi kender dig godt. Vi kender godt sådan nogen som dig. Siger du noget? Jeg kan ikke høre. Det betyder ikke noget, vi ved godt, hvad sådan nogen som dig siger. Og du skal ikke sige det her! Her taler vi om økonomi. Her taler vi om det konkrete. Råber I nu? Stop med det, rakkerpak! I støjer. Vi er nogle, der taler her. Misforstå mig ikke. Jeg er også materialist. Men en offentlig sektors vitalitet afhænger ultimativt af, om vi bekymrer os om kvaliteten af vores liv sammen.

”Så for alle folk derude, der forelsker sig i materielle ting, vil vi bumpe beatet lidt sådan her”, har den amerikanske rapgruppe Boogie Down Productions sagt til mig og fortalt mig om kærlighed til materialisme. Og selvom jeg står et helt andet privilegeret sted i dagens globale gangsterkapitalisme, kan jeg godt genkende et budskab om faren ved at svare materialisme tilbage alene med materialisme.

Så jeg går i gang med at tale. Jeg går i gang med at tale, fordi du har lært mig, at der er noget i verden, jeg elsker. Jeg ved ikke, om det giver mening. Jeg taler, fordi jeg gerne vil høre. Jeg vil gerne have min stemme til at give mening. Det er naivt. Men lad os tale noget mening, lad os tale noget kærlighed. Lad os tale noget smerte, lad os tale noget glæde. hvad elsker du i verden? Hvorfor kæmper du? Og hvorfor er det så fucking svært? For her er pointen: hvis det, Allan og Johanne siger, skal betyde noget, virkelig betyde noget, så bliver deres stemme nød til at være deres egen. Og de kan kun få deres egen stemme, hvis vi andre tager vores tilbage.

I den her tekst har jeg refereret til nogle kloge folk og deres tekster. De er:

Jacques Rancière: Disagreement. Politics and Philosophy; Cornel West: Race Matters; Étienne Balibar: ”Three Concepts of Politics: Emancipation, Transformation, Civility” fra Politics and the Other Scene; Boogie Down Productions: ”Love's Gonna Getcha (Material Love)” fra Edutainment