John Andersen's blog

Perspektiver efter KV-13: Forsat mobilisering fra kanten

John Andersen — Mon, 18 Nov 2013 16:23:31 +0000

Af John Andersen

I et tidligere indlæg har jeg argumenteret for at Enhedslistens gennembrud ved kommunalvalget skal bruges til styrke kampen mod velfærdsforringelser, udliciteringer, social dumping og det kommunaløkonomiske jerngreb. Parallelt hermed er opgaven at konkretisere vores bud på en generobret demokratisk og socialt innovativ offentlig sektor, hvor NPM-regimets [New Public Management] bureaukrati og styringsformer er smidt på historiens mødding.

En sådan kamp kræver på samme tid mobilisering nedefra og udefra og at den parlamentariske repræsentation bruges indefra til at udfordre og forandre ”NPM-regimets” forskellige bestanddele. Som Foucault en gang har sagt ligger djævelen ofte i detaljen. Når f.ex kommunale topchefers bonusløn afhænger af hvor meget rengøring de kan få udliciteret så skal det graves frem til offentligheden og gøres til en politisk sag. Hele gråzonen af udviklingskontrakter og chefbonuslønninger fra den praktiske NPM toolbox skal ud af DJØFmaskinrummet og frem i lyset, og bruges som eksempler på den skjulte, men effektive magtudøvelse, der skal laves om. På landsplan er der behov for at Enhedslisten og venligtsindede prioriterer et samlet arbejde med politikudvikling for et samlet alternativ til NPM.

Et andet område, hvor jeg synes Enhedslisten både på Christiansborg og kommunalt har kørt rigtig godt gennem valgkampen (og udstillet at Corydonsfløjen er ude af trit med store dele af socialdemokratiske kommunale bagland) er hele feltet med social dumping, sociale klausuler og kædeansvar. Her er det vigtigt efter valgkampen at mobilisere konkret, når mange kommune forsat vil hælde penge i tvivlsomme firmaer, der ikke er overenskomstdækkede. Her skal arbejdet på rådhusene forbindes direkte med fagbevægelsens kamp udenfor rådhusene for at det parlamentariske gennembrud kan giver reelle resultater på dette område.

En af nyskabelserne i denne valgkamp var Stemmer på Kanten, som har været vært for utallige værtshus møder, hvor de betalte en omgang eller 2 til deltagerne (en effektiv motivationsfaktor). Enhedslisten kan godt lære af dette koncept, som oftest er en slags lyttemøder, hvor der fortælles historier fra kanten, som er gode til at gøre samfundskritikken konkret. Ikke mindst i forhold til DF segmentet er det hamrende effektivt at møde folk i øjenhøjde.

Et eksempel fra et Stemmer på Kanten-møde under valgkampen i Sydhavnen:

En folkepensionist og hans søn fortæller at da konen kom på plejehjem skulle hun udover en høj husleje betale for vinduespusning, fodpleje, mad mv. Det betød, at hendes rådighedsbeløbet blev nærmest nul, dvs ekstrem fattigdom i den sidste livsfase. Jeg aftalte med sønnen og manden at få deres budget og bringe det op i BR. Et andet eksempel er at fredelige kontanthjælpsmodtagere bliver nægtet at få e-mailadressen på deres sagsbehandler. Desuden utallige historier om at udsatte både kastes rundt mellem forskellige offentlige systemer, der ikke koordinerer indbyrdes og sendes omkring ”Andre aktører”. Denne magtudøvelse gennem fragmentering er både dyr og ineffektiv, men en effektiv måde for NPM regimet og dets chefer at fastholde deres.

Perspektivet efter kommunalvalget må være at udvikle og organisere en form for social justice/velfærdsfront, hvor både fagforeninger, brugere og progressive NGOere formulerer krav og giver stemme til mennesker på kanten, der er i klemme i systemet. Konkret kunne dette lokalt f.eks understøttes af, at Enhedslisten og venner organiserede en Borgernes Stemme en eftermiddag hver måned, hvor der dels kunne opsamles konkret kritik af urimeligheder fra borgere og deres pårørende på kanten, men også kritik fra medarbejdere i velfærdsinstitutionerne.

Stemmerne fra kanten skal mobiliseres – også efter valgdagen !

Hvad skal en jordskredssejr for Enhedslisten bruges til ved kommunalvalget?

John Andersen — Sat, 02 Nov 2013 11:30:15 +0000

Af John Andersen

(denne tekst har tidligere været offentliggjort i Kritisk Debat, 15. juni 2013)

Til 1. Maj på Karens Minde i Sydhavnen, København snakkede jeg med en kvinde på 57. Hun var lige blevet fyret efter 26 års ansættelse som rengøringsassistent. Rengøringen på alle kulturhusene i København under Venstres borgmester Pia Allerslev havde været i udbud, og de tidligere ansatte var blevet fyret. Hun sagde: jeg har altid været socialdemokrat, men til kommunalvalget stemmer jeg på Enhedslisten og tilføjede, men I får fandeme ikke min stemme til folketingsvalget: I vil jo afskaffe kongehuset …

Jeg forsikrede hende om at kongehusets afskaffelse jo heller ikke var noget, kommunerne kunne blande sig i og glædede mig over at folk er til at flytte.

To uger forinden havde jeg været til møde med S, SF og Enhedslisten og den Københavnske fagbevægelse om fælles krav til kommunalvalget i efteråret. Dette er en særlig Københavnsk tradition med den tidligere SID formand Hardy Hansen og tidligere VS borgmester Villo Sigurdsson siddende for bordenden. Her blev det blandt andet diskuteret, om der var basis for en kommunalpolitisk Skævt 2 kampagne. Mange fagforeningsfolk nævnte, at den fælles kampagne mod det skæve Danmark og VKO til sidste folketingsvalg havde givet god mobilisering og praktisk samarbejde om kampagnen mellem fagforeninger og lokale partiforeninger. Kunne det gentages til kommunalvalget?

En af diskussionerne gik på, om der kunne skabes enighed om en ”fra outsourcing til insourcing” målsætning, dvs. at partierne skulle forpligtige sig på et kritisk serviceeftersyn efter mange års udlicitering og en konkret strategi for at få udliciterede opgaver trukket tilbage i kommunerne eller flyttet til non-profit-virksomheder. Kunne fagbevægelsen, progressive NGO-ere og de 3 partier lægge en fælles strategi?

Svarene fra S og SF var lidt nølende, og mødet endte uden en klar konklusion. Der var dog enighed om at stramme op på kædeansvar og sociale klausuler for de mange private entreprenører, der arbejder for kommunale skattekroner, men for eksempel ikke ansætter lærlinge trods klare målsætninger herom. Her har Metrobyggeriet i København blandt andet været i søgelyset, da det kom frem at der kun var ansat 2 lærlinge her.

Udfordringer for Enhedslisten og venstrefløjen

Alle prognoser peger på, at Enhedslisten til efteråret får sit kommunalpolitiske gennembrud. I mange kommuner vil der for første gang komme en Enhedslistegruppe, der kan fungere som vagthund og talerør for folkelige bevægelser, som mobiliserer for den fælles velfærd, miljøet og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning (jfr. den seneste mobilisering mod offentlighedsloven). Mange steder vil S og SF og R være nødt til at forhandle med et styrket EL, hvis der skal indgås en konstitueringsaftale.

Nogle steder vil vi måske se, at Socialdemokrater og SF’ere går til valg på, at de er kritiske over for deres partitop. I København var den unge socialdemokratiske borgmester Anne Vang for eksempel hurtigt ude med at lægge afstand til forliget med Venstre om skattereformen.

I København står Enhedslisten til at få op til 25-30 procent af stemmerne – altså på niveau med Socialdemokratiet! I den københavnske undergrund bliver enhedslisten allerede kaldt de nye socialdemokrater. Enkelte steder rundt i landet vil vi sikkert også se opstilling fra fx Social Balance, der er en af de grupper af tidligere lærere, SF’ere og Socialdemokrater, som overvejer en ny partidannelse. Kommunalvalget bliver derfor også en spændende temperaturtagning på hvordan det politiske landskab ser ud oven på den markante frustrationen blandt (tidligere) S og SF vælgerne efter regeringsskiftet.

For EL vil kommunalvalget derfor efter alt at dømme betyde en markant politisk og organisatorisk konsolidering som landsdækkende parti. I mange byer vil dette for alvor kunne skubbe til den omstrukturering af venstrefløjen og fagbevægelsen, som er i gang i disse år. Den lokale fagbevægelse, miljøorganisationer og de almene nyttige boligselskaber vil for eksempel i langt højere grad end hidtil naturligt henvende sig til Enhedslisten for at diskutere fælles anliggender og krav til kommunen.

Man kan derfor håbe på, at den markante frustration i SF’s og Socialdemokratiets bagland i forhold til regeringsprojektet i et vist omfang kan blive samlet op lokalt. Politisk burde der i en del kommuner være gode muligheder for at udvikle bredere velfærdskoalitioner, og en kapacitetsopbygning, der forhåbentlig også hen ad vejen kunne finde et samlet udtryk nationalt ved at kræve opgør med Corydons nedskæringspolitik og jerngreb om den kommunale økonomi.

Fremgangen skal også bruges til sætte skarpt fokus på Kommunernes Landsforenings dybt kompromitterende rolle (senest ved lærerkonflikten).

Her har KL fungeret som finansministeriets og statens forlængede arm fremfor som kommunernes interesseorganisation. Her er opgaven selvfølgelig at kritisere den dominerende borgerlige økonomiske diskurs om at skatter og offentlige udgifter ikke må stige, fordi det vil svække konkurrenceevne, kreditværdigheden hos den internationale finanskapital osv.

Der burde være mulighed for en historisk bred mobilisering for et opgør med det kommunaløkonomiske jerngreb, fordi det også er en markant underminering af ellers højt lovpriste kommunale selvstyre.

Der er jo netop ikke lokal frihed til at vælge at prioritere det fælles bedste fremfor det individuelle forbrug. Hvis kommunerne hæver skatten for at finansiere bedre velfærd og miljø udløser det kæmpe ”dummebøder”.

VK regeringen indførte i 2011 sanktioner over for kommuner, der ikke overholder de økonomiske rammer. Hvis kommunerne bruger flere penge end rammen tillader bliver bloktilskuddet året efter nedsat med det beløb, der er brugt for meget. 40 pct. bliver fordelt på alle kommuner. De sidste 60 pct. fordeles mellem de kommuner, der har overskredet rammen.

Med budgetloven, der blev vedtaget sidste år, blev disse sanktioner gjort til lov. Og som noget nyt bliver kommunerne automatisk straffet, hvis de ikke overholder rammen. Denne jerngrebsmodel, som blandt andet begrundes med henvisning til EU’s finanspagt, er en tikkende bombe under den lokale velfærdsstat, som skal bringes til udløsning.

I sammenhæng med opgøret med det kommunaløkonomiske jerngreb handler det om oprydning og opgør med det styringspolitiske jerngreb i form af New Public Management regimet (ref. til tidligere artikler i Kritisk Debat).

Trods retorisk kritik fra blandt andre de Radikale om tillidsreform, afbureaukratisering, regelforenkling og så videre er der siden regeringsskiftet stort set ikke kommet andet end mere varm luft fra Christiansborg på dette punkt, selv om man skulle mene, at der her havde været nogle nemme point at hente hjem for SSFR regeringen.

Helt konkret handler oprydningsarbejdet efter NPM regimet for eksempel om:

- Dokumentation af at en stigende andel af offentlige udgifter bruges til private firmaer, der hverken leverer bedre eller billige kvalitet

- Oprydning i bonuslønordninger, fratrædelsesprivilegier og ugennemsigtighed omkring topledes løn og ansættelsesforhold

- Ny politik for ledelsesprofiler: hvem er skal have ledelsesansvar - populært sagt ”af DFØF-isering”

Lad os tage et eksempel: Det koster det ikke noget, men frigør tværtimod ressourcer til de varme hænder at afskaffe hjemmehjælpernes stregkoder. Her er der blevet opbygge et system, hvor hjemmehjælperne skal registrere i detaljen, hvad tiden bruges til. Dette tager i sig selv tid fra hjemmehjælpernes pleje og omsorgstid. Tit fungerer maskineriet heller ikke.

I den kommunale forvaltning skal alt dette så samles og kontrolleres, hvilket tager tid for mellemlederlaget. Samtidig skal det voksende ”DJØF fedtlag” – et udtryk jeg har fra EL’s kommunalpolitiske rødder – orkestrere hele denne øvelse, hvilket heller ikke er helt gratis. En gang imellem skal der også laves eksterne evalueringer af hele øvelsen af private konsulentfirmaer. Staten kræver nemlig også data og rapporter om, hvorfor der ikke er en større andel af hjemmehjælpen, som er kommet i udbud. Disse evalueringer skal i øvrigt i udbud, hvilket også kræver kommunale jurister, der kender de komplicerede regelsæt her og kan orkestrere hele processen.

Hele dette regime skal transformeres fra top til bund og opgaven er, at udvikle et samlet alternativ for en demokratisk og socialt innovativ offentlig sektor, der gør op med NPM epoken.

Participatorisk budgetlægning – et middel til genrejsning af lokaldemokratiet

John Andersen — Tue, 29 Oct 2013 17:00:20 +0000

Af John Andersen

Alt for længe har tilhængerne af udliciteringer og ”frit valg” fået lov at sætte dagsordenen om den offentlige sektor i Danmark. Frit valg strategier sætter individets isolerede valg i centrum og gør borgerne til forbrugere på et (quasi) marked. Den offentlige sektor skal reduceres den til en DJØF-ledet koncern ,der skal styre kontrakter med et hav af private firmaer, der leverer ”ydelser”. ”Frit valg” er desværre ofte også lig med frit fald for fælles og solidariske løsninger på samfundets udfordringer – og en vækst i kontrolbureaukratiet

Der er imidlertid ingen grund til blot kustodeagtigt at forsvare de gamle centralistiske løsninger, hvor fagbureaukratier styrede. Et alternativ går gennem Europa, og det kommer fra Latinamerika. Navnet er Participatorisk Budgetlægning (PB). Indholdet er en radikal form for deltagerdemokrati, som i byer som Porto Alegre og Belo Horizonte i Brasilien og for eksempel Sevilla i Spanien har ført til bedre, mere socialt afbalancerede løsninger og aktiveret borgergrupper som ellers ofte er marginaliserede i den demokratiske proces.

Direkte og inklusivt demokrati

Participatorisk Budgetlægning (PB) er en deltagerdemokratisk beslutningsproces, som giver borgerne direkte kontrol over anvendelsen af en del af de offentlige midler. Borgerne deltager direkte i planlægningsprocesser, som fører til artikuleringen og realiseringen af projekter, som løser dagligdags problemer for selvsamme borgere. Det offentliges og politikernes opgave er at hjælpe processen på vej, sørge for midler og realisere projekterne, når de en gang er vedtagne.

Brugt på den rigtige måde kan PB føre til øget inklusion af normalt underprivilegerede grupper, øget fokus på sociale og bæredygtige løsninger på almene problemer og mere effektiv anvendelse af offentlige midler. Samtidig aktiverer det borgerne og udvikler deres forståelse for de politiske og økonomiske muligheder.

Mange steder har PB fælles træk med rådsdemokratiske tanker fra socialistiske og anarkistiske strømninger fra begyndelsen af forrige århundrede. Alle de nyere eksperimenter med PBs moder er den sydbrasilianske by, Porto Alegre (se fx Rebecca Abers: Inventing Local Democracy fra 2000). PB beslutningsprocessen blev her organiseret som en årlig cyklus, hvor alle borgere i byen lokalt diskuterer, hvilke behov der skal løses. Herefter udpeger man delegerede, som tager lokalområdets beslutninger med til diskussion med andre delegerede fra andre dele af byen. De delegerede er ansvarlig overfor de grupper, som har udpeget dem og kan således ikke lave studehandler med andre uden, at disse er godkendt af deres base i lokalområdet.

Beslutningsprocessen ender med et forslag til samlet plan for de dele af budgettet, som PB kontrollerer – i Porto Alegre primært anlægsopgaver.

Fordelingsnøgle sikrer social retfærdighed

De folkevalgte, repræsentative politikere i Porto Alegre vedtager PB processens plan og organiserer dens realisering. Realiseringen af planen overvåges herefter af de aktive i PB processen. Desuden har bystyret forlods vedtaget en fordelingsnøgle ud fra en slags objektive behovskriterier: antallet af børn i byens distrikter, mængden af boliger og veje uden væsentlige installationer og med andre former for mangler, veje og anden infrastruktur i dårlig stand (fx uden asfalt), etc.

De fleste PB processer i Latinamerika og mange i Europa har PB i Porto Alegre som forbillede og inspirationskilde. PB skaber generelt empowerment, dvs. en øget grad af selvkontrol og indflydelse især blandt borgere som normalt er underrepræsenteret i demokratisk sammenhæng. Således fandt man i en undersøgelse, gennemført af bystyret i Porto Alegre, at både kvinder og borgere med under gennemsnitlige indkomster var overrepræsenterede i PB processen (Præsenteret i rapporten Quem é o público do Orçamento Participativo 2000, udgivet af Porto Alegres bystyre i 2002).

De behovsbestemte fordelingskriterier har formentlig været medvirkende til dette resultat i Porto Alegre. De fattige bor jo sjovt nok i områder med mange mangelsituationer. Når man prioriterer behovet her, øges motiveringen for at deltage i de fattige områder.

Men PB har også bidraget til empowerment på andre måder. Borgerne har fået indsigt i og kontrol med væsentlige forsyningsområder så som vand, og har herigennem formået at etablere en effektiv og socialt afbalanceret forsyningssituation – vand er således som følge af en PB beslutning billigere for små, fattige forbrugere end for de store industrier. PB har også bidraget til at skabe gennemsigtighed i den offentlige administration og hermed modvirket korruption og misbrug af offentlige ressourcer. Generelt har PB resulteret i en omprioritering af offentlige midler fra smarte prestigeprojekter (som de store entreprenører, som udførte projekterne havde mest gavn af)til mere lavpraktiske lokale projekter, som direkte har gavnet især fattige og underprivilegerede grupper.

Som kontrast kan det nævnes, at en privatisering af vandforsyningen i Buenos Aires ikke har givet samme positive effekter mht. empowerment og effektivitet. Antallet af boliger med rindende vand og især med kloakering er steget markant mere i Porto Alegre end i Buenos Aires, og I modsætning til Porto Alegres socialt afbalancerede priser får netop store industrier rabat på deres vandforbrug i Buenos Aires.

Empowerment og kvalitet

Lignende resultater ses i Europa. I Sevilla, hvor PB blev indført af en nyvalgt koalition bestående af PSOE (Spaniens socialdemokratiske socialistpart) og IU (Izquierda Unida, det forenede venstreparti) i 2003, har PB således resulteret i øgede midler til lokalt forankrede projekter og til projekter som fremmer multikultualisme, tolerance, social retfærdighed og lighed mellem kønnene – det sidste som resultat af centralt fastlagte kriterier, der fremmer projektforslag fra PB med disse dimensioner.

De fleste steder kan PB også fungere som et idelaboratorium, som aktiverer ressourcer og specialviden i befolkningen som ellers er utilgængelig for de traditionelle beslutningstagere. Lokale borgere har en større og dybere viden om dagligdagens problemer og har også ofte nye og gode ideer til hvordan disse kan løses. Sådanne erfaringer kendes faktisk fra et PB lignende forsøg i småskala i Kolding. Her førte borgerinddragelse til en mere effektiv politik til bekæmpelse af ungdomskriminalitet gennem etablering af lokalt forankrede projekter, som brugerne følte ejerskab til, og som de aktivt bidrog til at realisere.

I Rom bydelen Municipio IX er det en eksplicit målsætning, at PB skal føre til afdækning og artikulation af behov og ideer, som ellers ikke let får adgang til den politiske beslutningsproces. Her kan alle, som er bosat eller arbejder i bydelen deltage, og processen er organiseret, så der er rig mulighed for at diskutere og udvikle projektideer. Valgte delegerede sørger for at bringe forslagene videre til vedtagelse.

Fare for manipulation

Men der er også faldgrupper, som skal undgås, hvis målsætningen er at skabe reel empowerment og fornyelse af det demokratiske engagement. Ifølge den danske journalist, Anne Kjær Skovgaard, viser erfaringerne fra et PB lignende projekt i den britiske by, Manton, at man bør starte småt. Man bør ikke udlægge et større beløb end det er muligt at investere indenfor et år, og resultatet af projektet skal være synligt for de borgere, som er engagerede i processen. Desuden skal der være gennemsigtighed, så processen ikke bliver præget af mistillid fra starten.

Ikke alle disse kriterier er blevet overholdt i de her omtalte PB projekter i Porto Alegre, Sevilla eller Municipio IX. I Porto Alegre, som er en by på størrelse med København, bestemte PB over ca. 60 % af byens budget. Både i Sevilla og Municipio IX var beløbene mindre, men dog betydelige. I Municipio var processen præget af nogen usikkerhed, fordi distriktet ikke havde egenkontrol over midlerne, men udgjorde en del af Roms samlede økonomi og derfor var afhængig af hvad man tildelte fra centralt hold – men typisk kunne PB råde over hvad der svarede til ca. 20 % af det samlede budget for bydelen.

Der synes således at være meget som taler for, at et rigeligt budget i sig selv ikke er en hindring for empowerment og demokratisering. Men at processen bør generere synlige resultater indenfor en overskuelig tidshorisont er også en erfaring man har gjort sig i Porto Alegre. Det første år var det vanskeligt at mobilisere borgerne til at deltage. Der var meget skepsis. Brasilien var kun lige på vej ud af diktaturet, og korruption og mistillid meget udbredt. Tilmed så det en overgang ud til at der ikke var offentlige midler, der kunne adminisreres af PB processen. Dette blev dog løst (ved at forbundsregeringen allokerede midler fra forbundsniveauet til lokaladministrationerne i landet), og da borgerne i byen så, at man havde fået gennemført projekter der, hvor der havde været størst mobilisering, spredte deltagelsen sig til de øvrige dele af byen også.

Men PB har flere udfordringer end synlige resultater og overskuelighed. I Pariserforstaden Morsang-Sur-Seine hvor man også har man etableret et PB med betydelige økonomiske midler til rådighed, er det ifølge Julien Talpin[1], som har forsket i PB, diskutabelt om processen reelt har ført til empowerment. Det er der to årsager til. For det første styrer de valgte politikere møderne. Disse bruger deres større viden om de diskuterede sagsforhold til at styre diskussionerne. Samtidig tages beslutnignerne som regel ved konsensus, og der føres ikke referat, hvilket betyder at afvigende synspunkter ikke bliver kendt i en større offentlighed, hvorfor uenigheder og konflikter skjules.

Noget lignende ses i den indiske pendant til PB, Pancayati Rai, som af nogle beskrives som blot endnu en platform, hvor de politiske partier kan bekrige hinanden.

I de tre øvrige omtalte eksempler på PB, Porto Alegre, Sevilla og Municipio IX i Rom spiller partierne en tilbagetrukken rolle i OP processen. I Municipio IX ledes møderne af en ekstern non-profit organisation, Progetto Sensibilizzando. Valgte politikere og ansatte i administrationen fortrækker ikke at deltage. I Sevilla stemmer man om forslagene, men valgte politikere kan ikke stemme. Møderne bruges ikke til egentlige debatter – her præsenteres forslagene og så stemmes der. Diskussionen foregår forud for de lokale møder i medier og andre steder. Dette begrænser mødernes evne til at integrere og udvikle nye løsninger, men da valgte politikere som nævnt ikke har stemmeret på disse møder, er det også en effektiv hindring for at samme politikere sætter sig på beslutningsprocessen.

PB i København?

PB er deltagerdemokrati i stil med det rådsdemokrati, anarkister og socialister diskuterede for 100 år siden. Men PB er ikke tænkt som erstatning for det repræsentative demokrati – det er et supplement. Brugt på den rigtige måde kan PB imidlertid bidrage væsentligt til at øge inklusion og empowerment i vores samfund. PB kan ændre prioriteringerne og sætte borgernes behov før de politiske eliters, samtidig med at PB kan føre til bedre projekter og mere effektiv og retfærdig udnyttelse af de offentlige ressourcer.

Forudsætningen herfor er, at processen bliver gennemsigtig, og at det er klart fra starten, at man har rådighed over noget økonomi, således at den proces man deltager i, er mere forpligtende end blot en rådgivningsproces. Det er afgørende, at PB kan tage beslutninger, og at disse realiseres indenfor en overskuelig tidshorisont, så deltagerne kan se, at deres indsats var det værd. Endelig er det helt afgørende, at de valgte, professionelle politikere blander sig udenom selve PB processen. Også når PB beslutter noget, som politikerne måske ikke lige gik ind for.

PB er realiseret i byer af varierende størrelser. Porto Alegre, hvor det hele startede, er som nævnt en by på størrelse med København. Hvis man indfører en variant af PB i hovedstaden og tager højde for de ovenfor nævnte faldgruber, kan der blive tale om en reel folkeliggørelse af demokratiet på en helt anden måde end det var tilfældet ved bydelsforsøget i slutningen af 1990erne. PB kan være et middel til at sikre at det offentliges ressourcer aktiveres til fordel for socialt bæredygtige løsninger på byens problemer. Allerede i dag er i de områdebaserede indsatser og i de Københavnske lokaludvalgs arbejde spirer til planlægningsformer, der har ligheds træk med PB. Men det er netop kun spirer. Der er behov for noget mere – for noget, som kan blive starten på en ny vision for lokaldemokratiet

Lad os få noget international udsyn ind i kommunalvalgkampen!

(skrevet af Lars Bohn, cand.scient.adm. og John Andersen, kandidat for Enhedslisten til BR i København)

[1] Se Talpin: Schools of Democracy, ECPR press 2011.