Mads Wilmann's blog

Bankpakkerne i retrospektiv – Del 1/2

Mads Wilmann — Wed, 25 Jan 2017 01:55:21 +0000

Af Mads Wilmann

Bankpakkerne i retrospektiv – Del 1/2

Som lovet i tidligere blog, følger jeg nu op med et indlæg inden for det finansielle området. Dette indlæg omhandler bankpakkerne.

For at få det optimale ud af følgende forudsættes vistnok kendskab til de forskellige bankpakkers indhold, hvorfor det kan anbefales at læse herom inden.

I det følgende redegøres overordnet for de økonomiske effekter af bankpakkerne.Herefter gennemgås den statsstøtte-problemstilling, der knytter sig til bankpakkerne.
Dernæst dokumenteres nogle af de synspunkter på venstrefløjen, der var fremme under debatten om de første bankpakker.

Til sidst (del 2) analyseres bankpakkerne og vurderes politisk. Det foregår retrospektivt, er jeg klar over. Det er let at være bagklog. Ikke desto mindre tror jeg, at det kan være sundt med sådanne retrospektive øvelser. For at lære af historien.

1. Økonomisk status på bankpakkerne

1.1 Officiel beregning

Erhvervs- og Vækstministeriet har i et notat fra Erhvervsministeriet[1] fra marts 2016 offentliggjort en beregning med en økonomiske status på de danske bankpakker. Ministeriet skønner, at bankpakkerne har givet et foreløbigt overskud på omkring kr. 18 mia..

Ministeriets beregning bygger på realiserede udgifter og indtægter frem til ultimo 2015, samt et skøn af renteindtægter for 2016.

Det bemærkes, at resultatet er foreløbigt, og at det endelige resultat bl.a. vil afhænge af (i) det økonomiske resultat af den resterende afvikling af aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget under bankpakkerne samt (ii) hvor mange af de resterende statslige kapitalindskud der indfries.

Erhvervs- og Vækstministeriet konkluderer samtidig, at der har været både positive og negative skatteeffekter af bankpakkerne. Beregningen af disse er dog behæftet med så stor usikkerhed, at de begge er udeladt fra beregningen.

I relation til det i indledningen nævnte, bør det understreges, at der alene er tale om et skøn af økonomiske effekter i relation til statens direkte indtægter og udgifter i forbindelse med bankpakkerne, idet afledte udgifter, fx i relation til skatteindtægter, er udeladt. Endvidere er der ikke foretaget selvstændigt skøn af makroøkonomiske effekter, der ikke relaterer sig til statens finanser, navnlig den påvirkning af markedet, konjunkturudsving etc., som pakkerne måtte have medført.

1.2 Kritik af beregning og usikkerhed herom

Beregningen (og opgørelsen) i notatet har været udsat for kritik. I en artikel fra Reuters[2] kritiseres notat for ikke at medregne (ikke at fratrække) statens renteudgifter ved dennes udstedelse af statsobligationer til finansiering af den kredit til lån til bankerne, som bankpakkerne afstedkom.
Ifølge notatet bør der dog være korrigeret herfor, men det tekniske beregningsgrundlag fremgår ikke.
Jeg har på den baggrund stillet spørgsmål herom til ministeriet, men har imidlertid ikke modtaget svar for nærværende. En opdatering vil selvfølgelig følge, når jeg modtager svar.

Til notatet skal endvidere lægges den begrænsning, at det endelige regnskab for afviklingen af ejendomsporteføjlen overtaget af Finansiel Stabilitet fra FIH Erhvervsbank, i medfør af bankpakke 5, endnu ikke foreligger. Selve overtagelsen beløb sig til 17 mia., og kan potentielt resulterer i et tab. Der er godt nok stillet garanti for tabet, men pengene skal realiseres i en sådan underskudssituation, hvad der ikke er givet, at de vil blive. I tilfælde af en gevinst tilgår alene 25 % heraf Finansiel Stabilitet. (eller mere præcist: et underselskab hertil)

Det lader tillige til at øvrige initiativer i bankpakke 5 er udeladt i notatets beregning. Da bankpakke 5 ikke var omkostningsneutral, men tværtimod medførte tiltag med udgifter i mia.klassen, skabes der dermed yderligere usikkerhed om hvorvidt der er tale om et overskud som angivet i ministeriets notat.

2. Gennemgang af bankpakkernes statsstøttekarakter

Indledningsvist bemærkes, at bankpakkerne grundlæggende er et udtryk for statsstøtte. Dette spørgsmål behandles særskilt, inden der foretages den gennemgang af diskussionen på venstrefløjen, som blev lovet indledningsvist.

2.1. Statsstøtte

Om man skal stille sig kritisk heroverfor kan vurderes juridisk som politisk

2.1.1 Ad det juridiske:

Der er ikke i dansk ret (grundloven) en hindring for, at lovgiver vedtager love, der indebærer statsstøtte, hvad der var tilfældet med bankpakkerne, sålænge at grundlovens øvrige bestemmelser iagttages, navnligt § 3. Bestemmelserne skal således være generelle, hvad de også var.

Det følger imidlertid af EU-retten, at der kan være visse begrænsninger for statsstøtteordningerne. Det fremgår af TEUF-traktatens art. 108, stk. 3, at ordninger, der vurderes at indeholde statsstøtte omfattet af art. 107, skal notificeres over for Kommissionen. På den baggrund har bankpakkerne været forelagt Kommissionen til godkendelse. Godkendelse blev i den forbindelse givet. Jeg har ikke haft adgang til EU-kommissionen begrundelse for godkendelsen, men den er formodentligt begrundet i undtagelsesbestemmelse i art. 107, stk. 3., litra b, “

"Som forenelige med det indre marked kan betragtes (…).. b) støtte, der kan (…), eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi”

Juridisk er sagen derfor ikke videre interessant.

2.1.2 Ad det politiske:

Holdningen til statsstøtte synes ikke entydigt givet i den praktiske politik, som den udmønter sig fortrinsvist igennem parlamentarismen.

Ses på politiske ideologier mere idealt, så vil det følge både af en liberalistisk og socialistisk ideologi, at statsstøtte ikke bør forfægtes. Ud fra en liberalistisk ide, bør man lade falde, hvad ikke kan stå. Ud fra en socialistisk vil støtte til virksomheder under kapitalismen opfattes som midler til den klasse, man kæmper imod. I det praktisk-politiske felt er synspunktet historisk blevet modereret af partierne, der stod som repræsentanter for de nævnte ideologier, ud fra en konkret vurdering af, hvem en indgriben eller manglende indgriben ville være til gavn for og om det ville være politisk opportunt. Gennemgås forskellige politiske partiers forslag over tid, er det muligt at finde elementer af statsstøtte hos alle partier.

Den politiske praksis modererer således de ideologiske principper, der måtte være til hinder for statsstøtte. Om dette er ønskeligt kan tages op i anden sammenhæng.

3. Diskussionen om bankpakkerne på venstrefløjen

3.1 Forskellige positioner og meninger om bankpakkerne:

Kritikken af bankpakkerne er fremført fra forskellige positioner, der hver især har betonet forskellige hensyn, prioriteter og perspektiver. Nedenfor er givet nogle ikke-udtømmende eksempler på positionerne. Det skal understreges, at disse alene forholder sig til situationen omkring de to første bankpakker

Frank Åen (Ø) har udtalt, at bankpakken (dvs. nr. 1.) var et økonomisk risikabelt indgreb, og at han hellere havde set støtte til de offentlige anlæg[3].

Som en anden grund til modstanden mod bankpakkerne (nr. 1 og 2, sidstnævnte var under vedtagelse) anførte han, at reguleringsregimet, der fulgte med bankpakken, dels var forkert og dels ikke var omfattende nok, fx ved ikke at slå ned på spekulation. Heroverfor modsat SF, der tilsluttede sig ud fra en forudsætning om, at bankpakkerne skulle være bæredygtige og give overskud. [4] SF’s grundlæggende motivation syntes at bunde i et ønske om stabilitet på arbejds- og boligmarkedet, hvilket sås sikret igennem stabilitet på det finansielle marked.[5]

Bankpakkerne (nr. 1. og nok tillige nr. 2, der netop var vedtaget) har også været berørt af Pelle Dragsted og Anders Hadberg i en mere overordnet diskussion om krisepolitik[6]. Her syntes den fælles konklusion at være, at Bankpakkerne (1, og må forstås 2) var en helt forkert prioritering af ressourcer til gavn for de forkerte samfundsgrupper. Der syntes at være enighed om at der skulle stilles krav om statslige banker. Til gengæld var der dissens omkring spørgsmålet om det politiske perspektiv i at fremsætte krav om regulering af kreditinstitutterne (bankerne).

Debatten er selvfølgelig fortsat med vedtagelsen af senere bankpakker, men denne debat dokumenteres ikke yderligere i nærværende. Til gengæld behandler jeg selv de senere bankpakker i det følgende.

3.2 Egne overvejelser

Siden førnævnte diskussioner pågik, er der vedtaget yderligere 3 (4) bankpakker. Pakkerne har forskellige formål, hvorfor en vurdering af det samlede kompleks må ske igennem en vurdering af hver pakke for sig; det vil være unuanceret at skære dem alle over én kam. Efterfølgende er det naturligvis muligt at komme med overordnede betragtninger.

Denne vurdering foretages i næstkommende blog (Del 2).

[1] https://www.evm.dk/nyheder/2016/16-04-01-status-bankpakker

[2] http://in.reuters.com/article/us-denmark-debt-crisis-idINKCN0YI0TJ

[3] http://org.enhedslisten.dk/bankpakke-kan-koste-skatteyderne-3000-mia

[4] http://notat.dk/artikler/2009/prisen-for_2009

[5] http://www.business.dk/finans/sf-vil-have-endnu-en-bankpakke

[6] http://modkraft.dk/node/9254

Blog reboot. Ny blogserie på vej.

Mads Wilmann — Wed, 28 Sep 2016 21:48:43 +0000

Af Mads Wilmann

For et par år siden fik jeg muligheden for at få en blog på Modkraft. Det var på eget initiativ. Jeg havde dengang store ambitioner om, hvordan jeg skulle rulle den ene store analyse ud efter den anden.

I dag må jeg sande, at disse forjættede analyser de facto har begrænset sig til en håndfuld indlæg af politisk-strategisk karakter. Gennemarbejdede faglige analyser, der primært baserer sig på empiri og videnskab, er det ikke blevet til, trods hensigten.

Er det et problem? Næh, bortset fra, at der er mange andre, der beskæftiger sig med politisk-strategi - og sikkert mere kvalificeret end mig. Faktisk er det (blevet?) lidt af en venstrefløjsdille. Derimod er der færre, der laver analysearbejde. Derfor vil jeg prøve at vende tilbage til mit oprindelige udgangspunkt og dermed også rode bod på tidligere tiders forsømmelser.

Første intiativ er en serie om kapitalmarkedet og finansretten. Et område der er genstand for en markant problematisering, navnligt efter finanskrisen.

Den vil gennemgå og analysere de dele heraf, der har og til stadighed pådrager sig politisk opmærksomhed. Der vil blive perspektiveret retspolitisk, således at serien ikke blot bidrager til forståelsen af emnet, men også giver nogle bud på og diskuterer nogle løsninger, som progressive venstreorienterede kan tage i anvendelse.

Jeg vil sætte pris på løbende kommentarer, ligesom folk er velkomne til at bestille oplæg om emner, jeg berører, hvis det har interesse.

Stay tuned :) Første afsnit er allerede undervejs i produktionen.

Situationen i Storbritannien er gift for venstrefløjen

Mads Wilmann — Mon, 23 May 2016 17:51:44 +0000

Af Mads Wilmann

"You're damned if you do, you're damned if you don't." Det ordsprog kendetegner meget godt den situation venstrefløjen i Storbritanniens står i ligenu. Den 23. juni skal der stemmes om det såkaldte BREXIT. Cameron har forhandlet en asocial aftale igennem med EU. Nu skal briterne til stemmeurnerne og stemme om, hvorvidt de accepterer denne aftale eller forlader Unionen.

Situationen er resultatet af de nationalkonservative og højreekstreme kræfters styrke – og dermed venstrefløjens svaghed. Alt i alt et stort nederlag.. Et ja til aftalen vil betyde, at Storbritannien fortsætter i EU-samarbejdet på et mindre socialt grundlag end tidligere. Det vil især ramme de vandrende arbejdstagere og velfærdsordningerne.

Et nej vil betyde det såkaldte Brexit. At Storbritannien forlader EU er til styrke for den ekstreme højrenationale bevægelse. Resultatet af et Brexit må med al sandsynlighed forventes at føre til yderligere angreb på og forringelser af de sociale sikringsordninger og frihedsrettigheder.

Der er brug for at mobilisere imod denne afstemning. Flere partier/organisationer på venstrefløjen i GB anbefaler en egentlig boykot. Nogle anbefaler en mere pragmatisk/taktisk tilgang ved at stemme ja til aftalen med EU. Til sidst er der nogen, der ser det som en anledning til at forlade Unionen i håb om noget bedre udenfor og derfor stemmer nej.

For mig er der ingen tvivl om at de to første muligheder/løsninger indeholder klart mest perspektiv. Det synspunkt er især forstærket af, at de organisationer på venstrefløjen i GB, der anbefaler et BREXIT, ikke på noget tidspunkt har fremlagt en alternativ plan eller program for et GB uden for Unionen. Det understreger, at der ikke er nogen national løsning på de problemer, der er rejst af den britiske venstrefløj og på de mål man arbejder for. Nejsiden af venstrefløjen har derfor ikke rigtig et projekt, snarere et antiprojekt (ud af EU-siden), og dette vil i GB sandsynligvis blive opslugt af meget stærkere højrenationale og konservative kræfter og virke imod de interesser man søger at tjene. (Hvis der skulle blive stemt nej, må vi håbe og kæmpe for at det ikke bliver tilfældet)

Vore kammerater derovre har brug for opbakning til en anden vej end nedskæringer og isolation. Jeg har sendt mine britiske kammerater held og lykke i kampen for en tredje vej. Jeg håber flere vil følge trop.

Udfaldet af afstemningen d. 23. juni kan få stor betydning for den videre udvikling i Europa, herunder Danmark. Derfor er der grund til at følge med i, hvad der sker og støtte de progressive kræfter, i det omfang man nu kan det her fra DK og diskutere situationen bredt og offentligt med alle progressive kræfter herhjemme. Til gengæld vil jeg dog advare imod ensporethed og folkefrontsmentalitet og retorik, som dette indlæg af Rina Ronja Kari. Alene overskriften understreger problemet: ”I Storbritannien stemmer de progressive også nej”. Underforstået: Dem der stemmer ja eller boykotter den ganske triste og af højrefløjen tilvejebragte situation er ikke progressive. Det er jo klassisk Folkebevægelse retorik – hvor man forsøger at gøre begreberne progressiv og EU-udmeldelse til synonyme begreber, men det bliver det jo ikke mere rigtigt af. (Ret skal være ret, det bliver dog lidt mere nuanceret, når man læser videre.)

Læs mere om "Brexit" i Modkrafts glimrende dækning af temaet her
http://modkraft.dk/artikel/den-britiske-venstrefl-j-og-eu-afstemning-juni-2016-brexit-and-left

Lad der blæse progressive vinde over vore kammerater i Storbrittanien, uanset udfaldet. Fuld solidaritet herfra.

En anderledes 1. maj salut - Et sløret klassebillede

Mads Wilmann — Sat, 30 Apr 2016 13:21:42 +0000

Af Mads Wilmann

I denne blog i anledningen af 1. maj, har jeg sammen med min gode og kloge ven Andreas kogt suppe på nogle af venstrefløjens klicheer. Det er der kommet en helt masse spontane og ret grundlæggende overvejelser ud af. Alt er til debat, der er ingen hellige køer. God læselyst.

En anderledes 1. maj salut - et sløret klassebillede
Af Andreas Steinberg og Mads Wilmann

Man hører sætningen gang på gang ude i Enhedslistens små lokalafdelinger, studiekredse osv. og det vil uden tvivl blive sagt hyppigere end fadøl vil blive tømt den kommende 1. maj. Sætningen, som der tænkes på, er naturligvis ”arbejderklassens objektive interesser”, ”vi skal kæmpe arbejderklassen sag” osv. Det er desværre en sætning uden den store indhold – i hvert tilfælde for alle andre end tordenskjoldssoldater. Det er blevet den rille som store dele af venstrefløjen og Enhedslisten har siddet fast i alt for længe, men som vi alligevel messende bliver ved med at gentage for os selv i en form for kollektiv bekræftelse. For hvem er arbejderklassen egentlig i dag, og hvad er deres såkaldte ”objektive interesser”? Det står desværre ikke ligeså klart længere, som dengang den store ”Mohr” skrev stolpe op og stolpe ned om kapitalismen og stolt proklamerede, at befolkningen havde en verden at vinde.

Den gamle klasseanalyse er simpelthen utilstrækkelig, når analysen antager at mennesker med sammenlignelige vilkår (lønmodtagere, funktionærer osv.) har sammenfaldende interesser – alene ud fra deres blotte placering i forhold til produktionsmidlerne. Den ser derved fuldstændigt bort fra subjektive forhold og fra de ændringer der er sket teknologisk og i folks levevilkår, som er med til at skabe folks bevidsthed i dag. Nutidens lønmodtagere udgør næppe et kollektiv, men har et kluddermor af forskelligrettede interesser, der ikke nødvendigvis i fugleflugtslinje fører til et ønske om en ”omvæltning af det kapitalistiske produktionsapparat”.

Et eksempel herpå er den store grad af social mobilitet, der gør, at befolkningen har mulighed for at opnå bedre levevilkår for dem selv på anden vis end blot ved at omstyrte kapitalismen. Fremtidsudsigterne byder ikke længere op til, at man skal have et arbejde ved den samme drejebænk som ens forældre faldt om ved. Fremtiden er bare mere tiltalende i dag end den var i midten af 1800-tallet, hvilket bekræftes, når vi har den mest uddannede generation nogensinde. Det betyder også, at der er langt større konkurrence borgere imellem.

Hele 64% af Danmarks boligmasse er ejerboliger, 7% er andelsboliger, hvilket skaber en hidtil uset afhængighed til kapitalismen. Udover at ejerskab over bolig for mange lønmodtagere betyder, at man giver sine børn et sikkert hjem at vokse op i, så bruges ejendomme også i stor udstrækning som en fremtidig sikring mod alderdom. Sandheden er, at investering i fast ejendom er den bedste pensionsopsparing for langt de fleste i dag.
Desværre betyder disse ejerforhold også, at befolkningen er håbløst forgældet, som vil se sig selv gå fuldstændig bankerot, hvis de enten ikke kunne sælge deres hus eller hvis bankernes udlån fryser til.

Dertil kommer, at den klassiske kapitalist med høj hat, der egenhændigt råder over en svulmende kapital heller ikke eksisterer længere. Kapitalen har knudret sig sammen i større enheder, i komplicerede transnationale selskabsformer på tværs af klasser, der umuliggør en klar identifikation og svært lader sig tøjle og bekæmpe med de klassiske faglige kampmidler og i en nationalstatslig ramme.

Nutidens billede er også på lønmodtagersiden langt mere mudret. Med lønmodtagernes milliarder og atter milliarder som væsentlig investering via pensionsfonde mv. har den enkelte lønmodtager, arbejder, funktionær, personligt og som gruppe del i den udbytning af den tredje verden, som fortsat eksisterer.

Venstrefløjen og fagbevægelsens politik bør indrettes i forhold til disse ændringer i kapitalismen. Først da kan man inddrage befolkningen på en åben og ærlig måde i de dilemmaer en socialistisk politik og udvikling anno 2016 vil give. Det må være forudsætningen for at gøre sig håb om at kunne mobilisere masserne, som det hedder sig i endnu en af de gamle forjættede venstrefløjsfloskler.

I det lys må man også forstå, at reformer som vil indskrænke kapitalbevægelser, råderet mv. radikalt, vil føre til umiddelbar kapitalflugt, braindrain og forværrede levevilkår for de mennesker hvis vilkår vi søger at forbedre. Ligeså vil være resultatet af en EU-udmeldelse, hvis den er udtryk for et enkelt lands (nationalistiske?) enegang og ikke er et led i en international solidarisk proces.

Hvorvidt befolkningen ville acceptere et fald i levevilkårene, lønninger, nedskæringer i den offentlige service, som pris for reformer, som at demokratisere økonomien, er yderst tvivlsomt. Med mindre en regering netop er valgt på at fortælle at det er vilkårene og forventningerne, så vil en sådan politik med al sandsynlighed blive opfattet som et løfte- og tillidsbrud, der kan få drastiske konsekvenser for venstrefløjens integritet og muligheder for at gøre sig gældende i mange år frem.

Men er venstrefløjen og her tænkes særligt Enhedslisten og omegn villig til at fortælle det? Det lader ikke til det, til trods for at det er dette spor man pt. forfølger. Og hvis ikke man tør fortælle om vilkårene, så dur det ikke. Hvis man tør tage diskussionen bliver det straks mere interessant.

Men så længe det ikke er tilfældet: hvad kan man så stille op i Danmark alene? Og hvad kan man så overhovedet bruge regeringsmagten til i et land?:

Mindre indgribende økonomiske reformer som fremmer en mere lige fordelingspolitik.
Skattereform, som fremmer lighed.
Mere håndfaste indgreb mod spekulation og skattesnyd.
En mere progressiv arbejdsmarkedspolitik, med fokus på bedre fordeling af arbejdet.
Ordninger hvor vi deler jobs og løn (mindre lønnedgang medfinansierer flere jobs)
En oprustning af den offentlige sektor ved omlægning af arbejdsmarkedspolitikken, så midlertidige jobs, konverteres til fast arbejde.
En gennemført grøn klimapolitik og børne- og ungdomspolitik. Alle love skal vurderes ud fra deres klima- og miljøeffekt (på en mere seriøs måde end i dag!) og ud fra om de styrker barnets retsstilling og muligheder.
Trafikpolitik, investeringer i kollektiv trafik, prisreformer osv.
Nedlæggelse af det danske landbrug som vi kender det.
En styrkelse af foreningslivet og det civile samfund gennem bedre tilskud og mulighed for at anvende det offentliges infrastruktur
En ny grundlov med sociale rettigheder og en gennemtænkning af styreformen
Til kulturel klassekamp, oplysning, liberale reformer af styringssystemer i den offentlige sektor, i den private sektor osv.
Styrkelse af international regeldannelse men med små forventninger. I regi af FNs konventioner, EU, WTO, osv.

Så der er masser af reformer man kan arbejde med. Plads til offensiv socialistisk progressiv politik osv. Men naturligvis er det en reformistisk strategi (som man ville sige back in the days) men hvis den nyder opbakning, kan den fremme mere vidtrækkende forandringer, og vil man se en parallel politisk bevægelse i flere lande, begynder det at være mindre utopisk at gennemføre mere vidtrækkende reformer, sågar systemskifter, der antaster de mere grundlæggende samfundsforhold.

Pointen med dette indlæg er hverken at erklære det socialistiske projekt for dødt eller revolutionen for aflyst. Men kampen er en anden både i forhold til de aktuelle politiske opgaver og i forhold til hvordan vi vinder opbakning til vores sag.

Opgaverne handler først og fremmest om international solidaritet, global udligning (via en stærk solidarisering med det globale syd og den tredje verden), uddannelse og sundhed, ærlig og åben dialog med befolkningen om fordele og ulemper ved ens politik, mere inddragelse af befolkningen i politikudviklingen. Det handler om det store billede, og verdens behov frem for Danmarks behov. De snævre nationalle interesser må erstattes af globalt udsyn. De internationale tiltag vil være de største sejre og dem der rykker styrkeforholdene mest.

Venstrefløjen er i dag bundet mere sammen af et meningsfællesskab end et klassefællesskab og det må man også erkende, når man skal vinde flere for sin sag. Det handler i dag mere om hvad (man vil) end hvem (man taler til). Det er først og fremmest en kamp om holdninger og at vinde folk for sine holdninger på trods af, at det store flertal (I DK vel at mærke! ) grundlæggende har det ganske udmærket. Det handler om at vinde hjerter på tværs af traditionelle klasser. Og selvfølgelig at vinde magten.

Når alt det er sagt er 1. maj stadig en forrygende og nødvendig tradition, der dels minder os om historien og dels giver mulighed for at rejse helt afgørende dagsordener om nutiden og fremtiden. Behovet for et andet økonomiske system, der kan løse den økologiske krise, svar på flygtningekrisen, udryddelsen af fattigdom, bedre muligheder for fri bevægelighed i verden for almindelige mennesker. De antikapitalistiske dagsordener er lige så vigtig som nogensinde. Om 1. maj vil blive brugt til det er nok tvivlsomt; det ender nok med et par sure miner i andedammen om regeringen og EU-kommissionens ulyksaligheder. Og det er måske fair nok. Men man kan håbe på mere perspektivrige indslag.

Man kan selvfølgelig ignorere dette sikkert provokerende korte skriv og nyde det (forhåbentligt) gode vejr 1. maj, mens man i sin fadølsbrandert snakker videre om, hvad der tjener (den helt veldefinerede) arbejderklassen, mens man skælder Alternativet ud for deres individualitet og fryder sig over at de blev udelukket fra 1. maj, alt imens man drikker sin 20. fadøl. Eller man kunne tage et blik på de fulde unge mennesker og forstå, hvorfor de 95 % ikke ser 1. maj som en kampdag eller ser sig som del af et arbejderkollektiv.

Venstrefløjen og fagbevægelsen har kun deres lænker at miste. De har en verden at vinde. God 1. maj!

Redaktionel note: Se også Modkraft-tema 2016 »1. maj som en politisk kampplads«. Et tillæg til linksamlingen 1. maj : Historie og traditioner.

Spændende nye europæiske venstrefløjs-initativer

Mads Wilmann — Wed, 10 Feb 2016 00:31:18 +0000

Af Mads Wilmann

To interessante europæiske projekter er sat i værk på det seneste.

Initiativerne hedder hhv. “A plan B for Europe” og DIEM25 (Democracy in Europe Movement) og ophavspersonerne er i begge tilfælde venstrefløjskendinge, heriblandt MEP'ere.

Tidligere finansminister Yanis Varoufakis har været en af hovedmændene og involveret i begge iniativer.

Initativerne ligner - ihvertfald på overfladen - hinanden på politiske grundlag og mål. Og Diem25 opstod kort efter “A plan B for Europe”.

Man kan derfor godt undres over, at der er to initiativer og ikke blot ét.

Jeg forsøgte derfor at studere baggrunden for de to initiativer nærmere, analysere deres manifester, og sammenligne dem, for at blive klogere på hvorfor der var to.

A Plan B for Europe er opstået på baggrund af anerkendte venstrefløjspolitikeres diskussioner af behovet for en bedre koordinering af EU-politikken mellem venstrefløjen i de respektive europæiske lande. Det har skabt et politisk forum for disse, hvor ambitionen er at udvikle og koordinere en fælles tilgang til EU og udvikle fælles politiske svar og alternativer.

Det samme kan siges om DIEM25, der dog tillige også har som erklæret mål at forsøge at blive en egentlig bevægelse down-top, hvor førstnævnte nok i sagens natur i højere grad er top-down. Det er Yanis Varoufakis, der også var involveret i førstnævnte projekt, der er hovedmanden bag DIEM25.

Ser man nærmere på de to initiativers politiske manifester, der langt overvejende har den samme analyse og de samme politiske mål, finder man dog alligevel tegn på uenighed.

Uenigheden kan efter min opfattelse koges ned til, om en EU-udmeldelse kan ske - tilnærmelsesvist - ubetinget, eller om der i højere grad er knyttet bestemte betingelser til en sådan udmeldelse, samt i vurderingen af sandsynligheden for at EU kan laves om.

Sandsynligvis pga. de to forskellige vurderinger af dette spørgsmål, er de to projekters fokus forskellige, og karaktiriseret ved enten.

1) at arbejde for at skabe forandringen af EU, eller

2) at fokusere på at opbygge et alternativt system

Hvor Diem25 er repræsentant for 1) og “A Plan B for Europe” er repræsentant for 2) - lidt groft sagt, se dog nedenfor.

Diem25’s projekt synes at tale til et europæisk klassesubjekt i højere grad end det nationalt afgrænsede.

Selvom fokus synes forskelligt, lader der ikke til at være en modsætning mellem hinandens projekter, men tværtimod synes der at være en accept af, at der er brug for en strategi, der tillader en tostrenget taktik, der både beskæftiger sig med nuet - og opbygningen af hvad-nu-hvis-alternativet. ”Plan B for Europe" taler da i sit manifest også om en Plan A, som i det væsentlige kan karakteriseres som det fokus Diem25 har sat for sig. Diem25 taler i sit manifest ligeledes om at opbygge alternativer via en stærk bevægelse.

Som jeg ser det, er det to iniativer, der komplimenterer hinanden.

Diem25 har fordel af, at der fra det andet intiativs side lægges kræfter i at opbygge et alternativ, hvis projektet ikke vinder frem og støder på en mur, da der i så fald kan være skabt bedre udsigter i tilfælde af et brud.

“A Plan B for Europe” har brug for og fordel af at blive udfordret på, at kampen indtil man evt. forlader EU er central og afgørende for om man kommer til at stå i en fordelagtig position, hvis et brud bliver aktuelt - og at et hvilket som helst brud ikke nødvendigvis er progressivt.

På den baggrund kan det undre, at der åbenbart, hvis mine kilder ellers er korrekte, er opstået en vis splid mellem initiativerne, hvor Diem25 ihvertfald i visse kredse er blevet boykottet (rygterne siger også at Varoufakis har trukket sig fra Plan B for Europe). Jeg vil tro, at begge dele skyldes den samme traver, som den jeg også har haft diskuteret på tidligere blogs. Der er åbenbart kun en rigtig måde at være EU-modstander på - og det den gammeldavs facon, hvor modstand kun kan forstås synonymt med villighed til udmeldelse på et hvilket som helst grundlag på et hvilket som helst tidspunkt i en hvilken som helst situation.

Jeg har hørt, at Enhedslisten ikke deltog i Diem25. Hvis det er rigtigt, er det er ærgerligt og skuffende. For Diem25 er et spændende projekt, med masser af antikapitalister, socialister og EU-modstandere. Det er blot folk, der griber deres EU-modstand an på en anden måde, end hvordan venstrefløjen i Danmark traditionelt har grebet den an. Det er ikke mit indtryk, at det er folk, der principielt ikke er villige til et brud. Det er blot folk, der konkret vurderer, hvornår et sådan brud er for det bedre. Det må være sådan at Diem25’s manifest må forstås.

Jeg vil gerne opfordre folk til at støtte op om begge initiativer, læse manifesterne, følge dem på facebook o.lign.. Der er i den grad brug for europæisk samling og koordinering af venstrefløjskræfterne og politikken. Begge initativer er kærkomne.

Derudover er der mulighed for at smide kræfter ind i Diem25’s projekt, da det som nævnt har som mål at blive en bevægelse. Man skal bare signe up på hjemmesiden. Efter min vurdering har Diem25 gode objektive betingelser, for at få succes som en massebevægelse, og det bliver spændende at følge både hvordan den udvikler sig, og hvordan “A Plan B for Europe” i mellemtiden formår at udvikle en perspektivrig Plan B.

Læs selv manifesterne på
http://diem25.org

https://www.euro-planb.eu/?page_id=865&lang=en

Red.note: Se også: Manifest for demokratisering af Europa. Af Democracy in Europe Movement 2025 [Dansk oversættelse af DIEM25] (Modkraft/Kontradoxa, 12. februar 2016) Med Facebook-link.

Forslag: Spil dog systemerne ud mod hinanden

Mads Wilmann — Wed, 20 Jan 2016 13:48:38 +0000

Af Mads Wilmann

Pernille, Nikolaj og Søren har i en kommentar opfordret til en diskussion om EU-modstanden.

Tak for tankerne og invitationen.

I ønsker inputs til, hvordan vores EU-politik kan fremstå mindre nationalistisk.

Jeg har tre opfordringer/forslag i den forbindelse:

1. Håndter EU-spørgsmålene taktisk - ikke strategisk.
EU er ikke et diktatur, men en overstatslig overbygning på det borgerlige demokrati. Drop dobbeltstandarderne og behandl spørgsmålene ligesom vi gør i DK (Her intervenerer vi pt. i systemet.)
Det er ikke kun spørgsmålet om EU-opstilling der skal vurderes konkret. Det skal ethvert spørgsmål om suverænitet og fortsat medlemsskab også - ud fra den aktuelle virkelighed vi befinder os i - som ændrer sig løbende og ganske hurtigt lige pt. skulle jeg hilse at sige. Når jeg læser jeres replik, får jeg en fornemmelse af, at I trods invitationen til en diskussion, slet ikke er villige til at diskutere fx suverænitet fra sag til sag og EU-medlemsskab ud fra en konkret og aktuel vurdering, men kun "jeres" definition af EU-modstand. Jeg tager muligvis fejl. Men hvis det stemmer, er det ærgerligt. I lyset af en kommende programdiskussion i Enhedslisten er det vel fornuftigt at få vendt hver en sten? Vi bør i så fald tage en grundigere diskussion af spørgsmålene og ikke blot anse dem for selvskrevne principper.

2. Spil systemerne ud mod hinanden.
I stedet for altid, at ville bruge den hjemlige banehalvdel, så anerkend, at det nogengange er EU, der er good guys, hvor Danmark er badguys - og vice versa. Der er adskillige aktuelle eksempler, fx Polen og DK vs. EU ifht. retsstatsprincipper og menneskerettigheder, hvor EU er den progressive part. Hvis I vil opfordre til, at man husker at kritisere EU, når systemet gør noget skidt (hvilket man da bestemt også skal), bør I så ikke også selv huske at rose, når EU gør noget godt? Jeg glæder mig til at læse jeres udmelding om, at det er fedt, at et flertal i parlamentet har bedt DK stå skoleret i forbindelse med "smykkesagen" - eller hvordan menneskerettighederne er blevet udbredt i Østeuropa som følge af EU-integrationen. Støt de gode forslag - også når de kommer fra EU.

3. Ret kritikken det rette sted hen.
Når vi kritiserer politiske beslutninger herhjemme, så går vi meget konkret efter "regeringen" og de enkelte partier, der er ansvarlige. Når det kommer til EU, får vi sjældent udstillet de ansvarlige, men får bare kritiseret EU(systemet) som sådan.
Vær lige så gode til at være konkret i kritikken og ret den det rigtige sted hen, når det kommer til EU. Så får den en klassevinkel. Dette synspunkt opfatter jeg også, at I er åbne over for. Det glæder mig.

At følge disse opfordringer vil ihvertfald efterlade et indtryk af mere ren klassekamp, hvor nationalstaten ikke fremhæves som det bedste i situationer, hvor den ikke er det.

Derfor blev det et ja

Mads Wilmann — Mon, 14 Dec 2015 00:29:30 +0000

Af Mads Wilmann

- Overvejelserne og hovedargumenterne bag mit ”ja” til at afskaffe retsforbeholdet (og min position på EU-spørgsmålet)

Da vi nåede slutningen af forløbet op til 3. december stod jeg pludselig på ”den forkerte side”, og jeg endte med at stemme ja efter tidligere i forløbet at have hældet til nej’et og været ude og forsvare det ved flere lejligheder. Det var en meget lang tankeproces (Læs om dens begyndelse her), og en temmelig speciel oplevelse, da jeg endeligt var afklaret. De videre overvejelser, der førte mig dertil, vil jeg skrive lidt om her. Og når jeg i det følgende ikke blot skriver om min stillingtagen til og konklusion på retsforbeholdet, men også til forholdet til EU generelt, og til Enhedsliste-opstilling skyldes det to ting.

1) problemstillingerne og argumenterne er som jeg ser det i nogen grad overlappende.
2) En række af de argumenter imod at stemme ja, jeg blev mødt med, gik på forholdet til EU generelt. Det lægger op til en replik.

Retsområdet er meningsfuldt, demokratisk set, at samarbejde om og træffe beslutninger om overstatsligt

Det er blevet indvendt, at det er udemokratisk at overlade retsområdet til EU. At det er grundpillen i et stat og derfor ikke bør overlades til en overstatslig institution. Jeg er ikke af den opfattelse. Hverken principielt eller konkret.

Principielt er netop retspolitikken da noget, der bør afgøres globalt. Hvorfor dødsstraf i nogen lande, men ikke i andre.? Straf er så grundlæggende, at hensyn til lokale forhold og særegenhed synes mindre afgørende.

Konkret var det jo netop en folkeafstemning, hvor et flertal skulle tage stilling – det lyder immervæk som et demokratisk mandat. Der var derfor tale om en cirkelslutning i argumentationen, med mindre synspunktet selvfølgelig var det principielle, hvilket ikke altid stod klart.

Selvom der er meget grimt at sige om EU, så beror al EU-samarbejde på det enkelte lands flertals beslutning om suverænitetsafgivelse. For ikke at nævne, at det også er muligt for et flertal at trække sig ud - selvom meget andet er blevet sagt. Tilbage står spørgsmålet om EU-s lovgivningsproces, der lader en del tilbage at ønske. Men det er altså ikke til at komme uden om at beslutningerne i EU har sit mandat i de enkelte lande, hvor de enkelte befolkningsflertal jo netop har accepteret at kunne komme i mindretal, når der skal træffes fælles europæiske beslutninger.

Indholdet i pakken af retsakter var samlet set godt

Retsakterne indeholdt langt overvejende fornuftige og positive tiltag. Det var retsakter, der løste grænseoverskridende problemer for almindelige mennesker.
De meget hypotetiske skrækscenarier om menneskerettighedskrænkelser, og om at retssikkerheden var i afgørende fare og frit fald, var en lige så sublim skræmmekampagne, som den ja-siden førte.

At der sker menneskerettighedskrænkelser i Europa, herunder også i Danmark, der bestemt har også sin andel (husk bare COP15), er desværre et faktum, men at det skulle have noget særlig sammenhæng med tilvalgsordningen var afmarcheret.

Det er rigtigt, at der var enkelte retssikkerhedsmæssige betænkeligheder på spørgsmålet om kriminaliseringen af hate speech, men de havde efter min mening slet ikke et format, der kunne udgøre den afgørende faktor for den endelige stillingtagen til, om det skulle være et ja eller nej.

Hate speech, der i Tyskland er kriminaliseret, ville med et "ja" skulle anerkendes i Danmark, hvis Tyskland anmodede Danmark om at efterforske en sådan forbrydelse begået i Tyskland, fx hvis den formodede gerningsmand opholdt sig i Danmark. Kriminalisering af hate speech er ikke min kop te, men en af grundene til, at netop en sådan kriminalisering skulle anerkendes er, at den ikke udgør en menneskerettighedskrænkelse i den europæiske menneskerettighedskonventions forstand. Der er i øvrigt intet, der forhindrer et flertal i folketinget i at indføre en sådan lovgivning i morgen efter et "nej".

Samlet set og i det store hele var indholdet af retsakterne til fordel for det subjekt, vi ønsker at aktivisere.

Men kan man stemme for, at retsområdet overdrages til EU, hvis man er imod EU?

Jeg vil nok mene, at det er åbent til diskussion, og at en sådan position logisk sagtens kan eksistere. Men det forekommer ikke at være logikken, der hersker i Enhedslisten, hvor enhver magtoverdragelse til EU bekæmpes. Derfor er de demokrati- og indholdsmæssige argumenter næppe nok. Derfor, og også fordi jeg selv har ændret holdning både til forholdet til EU og til Enhedsliste-opstilling (som jeg før var imod), er det værd at nævne argumenterne på disse spørgsmål også.

Global kapitalisme

Kapitalen virker globalt, mere nu end nogensinde før. Det vil den gøre uanset om vi fastholder forbeholdet, eller melder os ud af EU. Ligesom de grænseoverskridende problemer, herunder på retsområdet, fortsat består uanset om vi har et forbehold og et medlemskab af EU.

Den danske statsmagt kan ikke på ingen realistisk måde tøjle denne omstændighed.

Kommer der en socialistisk orienteret og artsforskellig politik på bordet isoleret til Danmark, vil resultatet derfor efter al tænkelig sandsynlighed blive en markant nedgang i BNP.

Her er betingelserne for en regulering af kapitalismen trods alt bedre i EU, da det samlede europæiske marked er for stort til at virksomhederne

1) kan undlade at være tilstede

2) blot kan shoppe videre

Man kan selvfølgelig vælge at acceptere brain drain og økonomisk tilbagegang i målet for noget større. Man kan sågar tage skridtet og melde sig ud af EU.

Jeg mener dog det må være et bærende princip for enhver socialistisk strategi, at folk med os skal få det bedre, ikke kun åndeligt og kulturelt. Og hvis ikke dette kan realiseres på kort sigt - hvordan pokker skal vi så kunne love folk det på langt sigt? Med andre ord, har jeg enormt svært ved at se, at der kan komme noget godt ud af at forsøge at praktisere socialisme i et land, uanset at målsætningen på det længere sigt er international.

Dertil kommer, mere subsidiært, den politiske konsekvens af en udmeldelse. At det vil være et politisk tilbageskridt på en række punkter, fx den frie bevægelighed for arbejdere, miljøpolitikken m.v. Det er ikke sejre vi har vundet i kamp, men det vil alligevel være et tilbageskridt, hvis de ikke længere bestod..

På arbejdsmarkedsområdet, hvor EU ellers normalt og rettelig udråbes som skurk, vil der også være tilbageskridt. Det er velkendt, at fagforeningerne bruger kommissionen og EU’s retsakter om arbejdstageres rettigheder imod den danske stat og arbejdsgiverne i spørgsmål om bl.a. arbejdsmiljø, men senest også retten til ferie, der er blevet udvidet, så den gælder fra Day 1 - altså en markant forbedring af den danske ferielov, foranlediget af EU, med modstand fra regering og folketing. Billedet er med andre ord ikke sort-hvidt, og side om side med de bekymrende Laval- og Vikinge-line domme, står en række progressive tiltag.

Den kamp vi står over for kan synes uoverstigelig, og vi må bruge alle værktøjer i kassen for at opnå en situation, hvor vi udgør et reelt alternativ. Indtil da bør vi (både Enhedslisten og DK) være i og bruge EU, som det i dag også er tilfældet med folketinget: ved at virke for forandringer og forbedringer og imod tilbageskridt,. Og vigtigst af alt: føre idekamp og inspirere til samling og kamp for vores ideer på tværs af Europa – og verden.

Min konklusion er ikke en endegyldig hengivelse til hverken den danske stat eller europæiske union, fx så jeg da gerne en egentlig demokratisk verdensorden på sigt. Men vi må løbende overveje hvilke muligheder vi har og hvilke af disse, der befordrer udviklingen mod et opgør med systemet, der rent faktisk er for det bedre.

Bedre muligheder for international organisering

Men EU’s statsmagt løser heller ikke problemerne i sig selv, hvis overhovedet. Så hvorfor så?

1. Stærkere international parlamentarisk og udenomsparlamentarisk organisering
2. Grænseoverskridende bevægelse og aktivisme
3. Hvoraf begge fordrer: en forståelse af det forandrende subjekt som ikke-nationalt afgrænset

Efter min opfattelse er de tre ovenstående nødvendige betingelser for et socialt og langtidsholdbart/permanent brud med kapitalismen og dermed de borgerlige demokratier i landene og EU – om det så bliver i form af overtagelse af magten eller at folket tilslutter sig vort alternativ.

Man kan indvende, at parlamentarisk repræsentation i EU ikke har nogen betydning for muligheden for at præge disse betingelser.

Jeg er af den modsatte opfattelse. Det rum parlamentet giver - gør os i stand til på en mere organisk måde at nå ud til de venstrefløjskræfter, der findes, såvel som vinde nye mennesker for vores politik.

Ikke alle, men en række af vores meningsfæller i andre socialistiske organisationer i Europa stiller op til i parlamentet og formidler igennem denne platform et hav af kontakter ml. socialistiske organisationer på tværs af lande.

Hertil kommer den platform det giver for at udvikle, koordinere og dele analyser, krav og agitation på tværs af lande og med hele den europæiske befolkning.

Det er min vurdering, at en politisk målsætning om og kamp for “UD AF EU” i bedste fald ikke gør noget godt for og i værste fald svækker betingelserne for europæisk og international organisering. Ligesom det kan have den uheldige virkning at puste til mørke og højreorienterede kræfter.

Frygten for fascisme

Mange socialister jeg taler med her i Norden, har - efter mine begreber - en næsten naiv opfattelse af, hvad det er vi er oppe imod netop nu. Det skyldes nok blandt andet, at Norden i de sidste generationer har været forskånet krig og plage.

Når man opfatter hovedmodsætningen pt. som kapitalisme vs. socialisme, så tror jeg man undervurderer højrekræfternes styrke i Europa.

Fra Lega Nord, til Gyldent daggry, til angrebene på flygtninge i svenske flygtningeboliger. De mobiliserer, bygger hegn og spreder fremmedfjendsk propaganda. Det sker lige nu, fra nord til syd. De er stærkere end os.

Hvis der er en ting jeg som socialist hader mere end kapitalisme er det fascisme - ikke alene pga. de objektive og subjektive betingelser for en socialistisk revolution, men af rene og skære ideologiske grundsynspunkter. Det er værd at overveje…

Hvordan bekæmper vi bedst højrefløjens fremgang? Vil det virkelig hjælpe at EU går til grunde? Jeg tror det ikke - og svaret er næppe ”mere Danmark”. Efter min overbevisning kræver denne kamp en virkeliggørelse af den internationalisme, som vi taler så meget om, men ikke kan anvise en model for i praksis. Her er EU med alle dens begrænsninger en platform, hvor vi kan anvise konkrete internationale og solidariske løsninger og ikke blot abstrakte hensigtserklæringer.

Det nationale spørgsmål er ikke dødt eller uddebatteret, men er lige så aktuelt som altid

Det er værd at overveje, hvilke mekanismer, man vurderer vil føre til bedre styrkeforhold og en mere progressiv politik.

Enhedslistens EU-politik beror på paroler, der ligger ikke langt fra dem venstrefløjen anvendte i 70’erne og 80’erne og den netop overståede kampagne ligner Folkebevægelsen mod EU’s til forveksling – en taktik, der sikkert vandt afstemningen, men kan vise sig at være et strategisk set-back. Det sociale udeblev i hvert fald i det store hele.

En række kammerater har sikkert løbende revurderet deres analyse ud fra ændringerne i kapitalismen og de faktiske forhold siden dengang – sådan at deres nuværende position skal ses som et resultat af denne – uanset om de ender på et for eller imod EU og/eller EU-opstilling. Jeg vil nødigt beskylde folk, der er uenige med mig i ikke at have en opdateret analyse.

Men det er nu alligevel min påstand og mit indtryk at rigtig mange stadig hænger fast i den samme analyse, som 70’ernes og 80’ernes modstand mod EF baserede sig på. Uanset, hvilken konklusion man ender med at træffe, ja eller nej, er det på tide med en kollektiv opdatering af vores analyse på de nævnte spørgsmål. Derfor er det kærkomment, at vi forhåbentligt snart skal indlede en debat om EU og det nationale spørgsmål. Her kan vi forhåbentlig alle sammen blive og gøre hinanden klogere.

Retsforbeholdet og Enhedslisten - et par bemærkninger til positionen og debatten

Mads Wilmann — Tue, 24 Nov 2015 20:14:26 +0000

Af Mads Wilmann

Advarsel: Metaindlæg: Diskussion om diskussionen - men dog med et par tips til, hvordan man kan forholde sig til afstemningen om retsforbeholdet.

Som jeg ser det, kan man som socialist vælge at stille sig på en af flere forskellige positioner i vurderingen af retsforbeholdet, ultimativt EU. Det er altid vanskeligt at beskrive strategiske og taktiske positioner præcist nok, og der findes et utal af kombinationer - men jeg har funderet over mindst tre positioner, der synes relevante at overveje:

1) Man kan bekæmpe enhver magtoverdragelse til EU - ud fra den logik at mere magt til EU altid vil medvirke til at styrke EU. Man er imod EU, da man vurderer, at der er bedre muligheder for nationalt at skabe forbedringer og forandringer og/eller er imod overstatslige parlamentariske samarbejder. Dette kan man gøre med eller uden tilstedeværelse i EU-parlamentet, hvor dog tilstedeværelse (efter mine begreber) kan synes kontraproduktivt, hvis man indtager denne position.

2) Man kan tilgå arbejdet i EU-parlamentet som man gør i folketinget ud fra et princip om kun at tage del i, hvad man opfatter som forbedringer - i erkendelsen af, at kapitalen også må bekæmpes overstatsligt via EU, og at overstatslig regulering ikke partout er udemokratisk.

3) Man kan gå all (næsten) in og købe hele pakken, ud fra en ide om, at globaliseringen gør den overstatslige kampplads primær og den nationale sekundær eller måske endda ligegyldig. Man kan deltage fuldt ud i både fremskridt og kompromiser, også dem der hælder til den forkerte side nogengange - for at mindske ulykkerne, når det er nødvendigt.

Jeg tillader mig at påstå, at Enhedslisten for nærværende har placeret sig på position 1, og at SF ligger på position 3.
Jeg selv foretrækker position 2. Jeg vil ikke her beskæftige mig udførligt med de nærmere grunde herfor, da det kræver et længere skriv i et mere fokuseret tema, der også forholder sig til andre aspekter af den politiske strategi end parlamentariske taktikker. Det vil jeg komme med på et senere tidspunkt på den anden side af jul.

Dog vil jeg kort bemærke, at position 2 giver mulighed for - ihvertfald indtil et brud med EU er aktuelt - at både folk, der ønsker udmelding og fortsat medlemskab af EU kan samles om et positivt projekt - nemlig at fremsætte og kæmpe for positive reformkrav i og til EU, nøjagtigt som kammerater forleden på Modkraft foreslog, at vi skulle gøre det i DK - et initiativ der er kærkomment. Der er ikke, som jeg ser det, behov for i Enhedslisten at være afklarede i enhed omkring, hvad vi stiller op, hvis der bliver en realistisk mulighed for et brud med EU. Så må vi tage diskussionen til den tid - nøjagtigt som vi ville gøre det, hvis det tilsvarende gjorde sig gældende vedr. den danske stat, hvor vi heller ikke er afklarede omkring præcist, hvordan vi vil forholde os til fremtidig samfundsforandring - hvilket sikkert også er meget fornuftigt ikke at agere skrivebordsgeneraler omkring.

Hvad har det så med retsforbeholdet at gøre?

Det har det med det at gøre, at den principielle EU-modstand, som position 1 er udtryk for, har lukket af for en reel diskussionen i Enhedslisten af, hvad tilvalgsordningen indeholder og for en vurdering af, om der er tale om fremskridt eller ej. Enhver indholdsdiskussion har været og er fortsat sekundær til spørgsmålet om dansk suverænitet. Enhedslisten har fra begyndelsen af anbefalet et nej henset til dette principielle spørgsmål.

Til det kunne man indvende, at Enhedslisten i sin kampagne har masser af gode argumenter, der går på indholdet af retsakterne i tilvalgsordningen, og bevares, det er rigtigt, at vi har analyseret os til en række svage punkter i tilvalgsordningen og EU’s retspolitik. Men det er - som politik nu engang er - først og fremmest politisk og taktisk kommunikation, der tjener det formål at få et nej.

De facto er en diskussion af de mange positive elementer blevet nedtonet og står uden valør i diskussionen af, hvorvidt en tilvalgsordning kan opfattes som et fremskridt. Debatten vi har haft (eller ikke haft?) med os selv på venstrefløjen har forekommet noget illusorisk, fordi nej’et var afklaret på forhånd.

Det er naturligt nok, at det er forløbet således; for positionen Enhedslisten står på, synes at være stærkt rodfæstet i Enhedslistens bagland. Dermed også sagt, at der ikke er noget demokratisk at anfægte ved processen – ikke nogen at pege fingre af - blot giver det anledning til den pointe, at det har blokeret for en fordomsfri og konkret diskussion i Enhedslisten (på venstrefløjen?) af tilvalgsordningen.

Er det fy fy at stemme ja - er det ok at tvivle?

Hvis man anskuer retsforbeholdsdiskussionen fra position 2, bliver det legitimt at diskutere om man er for eller imod af indholdsmæssige grunde, hvor suveræniteten blot indgår som én af flere ligeværdige parametre i den samlede vurdering.

Jeg kan konstatere, at der er en række - efter min opfattelse - fornuftige elementer i de retsakter, der søges tilvalgt, ligesom jeg heller ikke ser det store problem i suverænitetsafgivelse på retsområdet. Jeg kan også konstatere, at en tilslutning ikke forhindrer indflydelse fra den danske befolkning, at den ikke nødvendigvis er endelig, samt at EU-retten sikrer minimumsgrænser, så retssikkerheden ikke løber løbsk. Og jeg kan konstatere, at retsakterne faktisk løser en masse praktiske problemer til gavn for almindelige mennesker – og lægger et bånd på kapitalen i visse sammenhænge.

Samtidig kan jeg konstatere, at der ER visse retssikkerhedsmæssige problemer, og der bliver langt til beslutningerne i EU. Samt at det er en tung og langvarig proces at lave regler om via EU. Og som endnu en bitter pille at sluge, så er en række af de progressive retsakter fravalgt i ja-parternes forlig, ligesom disse partier har givet hinanden vetoret på at fastholde DK’s rådne asyl- og flygtningepolitik fremfor en EU-reguleret politik.

Til sidst synes jeg også det er værd at bemærke sig, at dette ikke er en afstemning om EU, men om et konkret retsligt samarbejde. Det er værd at overveje, om svaret på to forskellige spørgmål er det samme.

Som det gerne skulle fremgå af mine overvejelser, er mit budskab, at det ikke som socialist er så let at beslutte sig, som man måske får at vide eller bliver punket til. Det er nok overflødigt at sige, at det er helt legitimt at stemme nej. Det er nok vigtigere at sige, at det selvsamme også gør sig gældende i forhold til at stemme ja. Hvis man er tvivler, er det ligeledes fuldt forståeligt, især når man tænker på kvaliteten (eller manglen på samme) i de kampagner, som de forskellige politiske partier har rullet ud. Jeg kan dog anbefale den udmærkede og sobre gennemgang her, hvor alle partier får et hak i tuden og hvor den værste del af propagandaen er afsløret, således at man lettere selv kan tage stilling ud fra de faktuelle forhold og de forskellige politiske vurderinger af disse.

Plads til nuancer i debatten, tak

Jeg savner en fordomsfri debat i egne rækker. Hvis man fra partifæller skal høre på, at man ikke kan være demokrat eller socialist (og det har jeg hørt eksempler på), fordi man ønsker en konkret stillingtagen til EU-spørgsmål fra sag til sag, så er der nok nogle af de selvsamme folk, der på et tidspunkt bliver trætte og finder et andet sted at være aktiv.

Det ville i min optik være ærgerligt, da sådanne uenigheder ikke efter min mening er så centrale for Enhedslistens strategi, at de ikke kan rummes inden for partiet.

Almengørelse af overenskomster er et rigtigt skridt

Mads Wilmann — Mon, 19 Jan 2015 00:26:48 +0000

Af Mads Wilmann

I begyndelsen af sidste uge kørte Information en historie om, at 51 % af danske lønmodtagere ifl. en undersøgelse, ønskede sig en lovbestemt minimumsløn. At indføre en sådan model i Danmark har fået en blandet modtagelse hos fagbevægelsen.

Således har LO vægret sig, mens FTF har erklæret sig åbne over for at drøfte forskellige modeller, der indebærer ændringer i det danske aftalesystem.

Enhedslistens reaktion på undersøgelse var også en afvisning af en lovbestemt minimumsløn. Vel at mærke i den form, den blev præsenteret i undersøgelsen.

Spørgsmålet diskuteres heftigt i denne tid og med rette.

Problemerne med løndumping er tiltaget i styrke de seneste 10 år. Det er et fænomen, der især skyldes, at arbejdsstyrken på det danske arbejdsmarked er blevet drastisk udvidet med EU. I dag udgøres den nu, ihvertfald i princippet, af arbejderbefolkningerne i alle EU-landene.

Det danske aftalesystem er ineffektivt over for løndumping

EU og globaliseringen har givet fagbevægelsen voldsomme udfordringer med at holde det danske arbejdsmarked overenskomstdækket. Omvendt er situationen kapitalisternes våde drøm og deres betingelser for at dumpe lønnen er blevet væsentligt forbedrede, især med østudvidelsen tilbage i 00’erne. Historierne vælter ind om jordbærplukkere, der spises af med 10 kr. i timen, mennesker i byggebranchen, der arbejder under slavelignende betingelser, og andre uhyrlige sager.

Fagbevægelsen, skulle man tro, var ivrig efter at reformere den danske aftalemodel på en måde som gjorde op med de ulige betingelser. Desværre har fagbevægelsen, med undtagelse af FTF, ikke vist sig interesserede i at åbne op for en diskussion af den danske model.

Ærgerligt, for det er ellers helt nødvendigt i en tid, hvor kampen kæmpes på ulige betingelser og hvor medlemstallene og overenskomstdækningen daler.

I Danmark står det virksomhederne frit at tegne overenskomst. Det vil lidt groft sige, at jo dårligere overenskomstdækning der bliver, desto flere tilfælde af ublu løn- og arbejdsvilkår vil vi se.

Her er problemet.

Almengørelse af overenskomster kan dæmme op for løndumping

Det første spørgsmål, der nu melder sig er, hvordan vi kan dæmme op for dette? Det klassiske svar er organisering, organisering, organisering! Desværre er jeg blevet overbevist om, at det ikke i sig selv er nok. Det er bestemt et spor vi også skal forfølge og prioritere, men der er brug for noget andet også, som landet ligger nu.

Det næste spørgsmål bliver så, hvordan man på den ene side kan regulere den danske model for at imødegå presset på lønnen og på den anden side ikke fratager fagbevægelsen sin legitimitet.

Her finder jeg, at principperne i den norske aftalemodel, hvor overenskomsterne almengøres ved lov, udmærket løser denne modsætning. Problemstillingen og dens umiddelbare løsning, den norske model, er i øvrigt analyseret glimrende tidligere af Bent Moos, og jeg er enig i de konklusioner han drager, herunder at almengørelse af overenskomsterne ikke fjerner incitamentet til et fagforeningsmedlemsskab.

Med en almengørelse af overenskomsterne ved lov, som i Norge, vil man give overenskomstdækning til en række af de områder, som fagbevægelsen pt. ikke er i stand til at dække. Samtidig vil det fortsat være fagforeningerne, der forhandler, hvorved de bevarer deres position og dermed deres legitimitet over for medlemmerne.

Hvor er farerne i almengørelse?

Det er vigtigt at slå fast, at almengørelse af overenskomsterne langt fra løser alle problemer og også har sine ulemper.

Der er fx altid den faldgrube, at når man giver politikerne legitimitet til at spille med på denne bane, så kan det åbne en ladeport for, at de senere indfører andre modeller, herunder en lovdikteret minimumsløn uden om fagforeningerne.

Der er med andre ord masser af hår I suppen. Men sammenholdt med status quo, er almengørelse trods alt en model, der i højere grad dæmmer op for løndumping. Ulemperne ved at undlade at ændre noget er ganske enkelt større.

Hvis der bliver indført en ny model a la den norske, og den bliver angrebet af de borgerlige, så må vi tage kampen til den tid. I en sådan situation forestiller jeg mig i dog, at arbejderbevægelsen vil stå ganske stærkt, fordi de borgerlige vil afsløre sig selv som løndumpere over for befolkningen.

Diskussion om tilpasning er nødvendig!

Dette var et kort bidrag til at begynde en debat. Det er vigtigt at holde sig for øje, at dette ikke er et win/win spørgsmål, men et surt dilemma venstrefløjen er havnet i, hvor det handler om at finde den bedste løsning under de nuværende forhold. Derfor håber jeg, at folk vil forholde sig åbent over for diskussionen og at eventuelle indsigelser bringes i spil, så vi kan få en tiltrængt debat om emnet, og ikke de sædvanlige automatreaktioner eller undladelsessynder.

Sidebemærkning: løndumping fylder meget i befolkningens bevidsthed. Hvis Enhedslisten kan lande et forslag her, så er det et oplagt emne til valgkampen, der forhåbentligt vil kunne tage luften ud af højrefløjens blame-game-ballon mod østeuropæiske arbejdere i Danmark. En valgkamp, hvor venstrefløjen bidrager til at rette skytset mod systemet, er helt nødvendig.