Jørgen Lenger's blog

Politisk besluttet løndumping i Danmark.

Jørgen Lenger — Tue, 11 Nov 2014 11:07:45 +0000

Af Jørgen Lenger

Handicaphjælpere aflønnes ringere end tilsvarende personalegrupper.

Endnu en gang er det en stor nyhed, at arbejdere fra Østeuropa arbejder (denne gang i ”udkantsområder”) til lønninger langt under det niveau, der ellers er gældende i Danmark.

Men ikke blot i ”udkantsområder” og ikke blot arbejdere fra Østeuropa arbejder under det niveau, der ellers gælder i Danmark. Det gør handicaphjælpere også, når de er ansat i den såkaldte BPA – Borgerstyret Personlig Assistance. Hvis man er handicaphjælper behøver man ikke at komme fra Østeuropa for at arbejde til lavere løn, end andre mennesker får for tilsvarende arbejde.

Og niveauet for handicaphjælpere er såmænd både godkendt og besluttet af regeringen og Folketinget - med fuldt åbne øjne.

Hvad er BPA?

Når en person med et handicap får bevilget BPA, er det en social ydelse efter serviceloven. Kommunerne beregner beløbet mere eller mindre efter de retningslinjer, som Folketinget har godkendt, og som er fastlagt i en Bekendtgørelse fra Socialministeriet.

Det beløb, man får udbetalt, kan man så anvende til at ansætte hjælpere for. Enten er man selv arbejdsgiver, eller også vælger man en nærtstående person, en forening eller et firma som arbejdsgiver, så man selv nøjes med at være arbejdsleder i det daglige. Men i alle tilfælde har man naturligvis kun de penge at aflønne handicaphjælpere for, som kommunen har bevilget (i et vist omfang) efter de gældende regler.

Og her kommer så løndumpingen ind i billedet, for efter reglerne er kommunen ikke forpligtet til at bevilge penge til blandt andet den 6. ferieuge, 4% pension af aften- og nattillæg, personligt tillæg, honorar for forlængede vagter, ledsagelse ved ferier, indlæggelse, konferencer m.v. og frihed med løn, når børn under 14 år indlægges.

Offentligt ansatte i tilsvarende jobs har disse elementer med i aflønningen, men kommunerne skal ikke tage dem med i bevillingen, og så kan man som arbejdsgiver ikke udbetale dem til handicaphjælperne. Enkelte kommuner medtager dog – frivilligt - et eller flere af de nævnte elementer i deres bevilling; men det er undtagelsen.

Nemme svar og gode svar.

Det første nemme svar er, at så må man da bare indgå en overenskomst, men der findes faktisk en overenskomst for handicaphjælpere. Den er indgået mellem DI/DE og FOA/3F; men den er jo indgået med hænderne bundet på ryggen, fordi parterne i overenskomsten har været nødt til beløbsmæssigt at holde sig inden for kommunens bevilling, og derfor er denne overenskomst klart ringere end tilsvarende overenskomster. Det er ikke med deres gode vilje, at FOA og 3F har indgået denne overenskomst.

Det næste nemme svar er, at så må man indgå overenskomsten med Kommunernes Landsforening eller med staten, som jo er de reelt bevilgende myndigheder, men hverken KL eller staten indgår overenskomster om personalegrupper, som de ikke selv har ansat. Det er utænkeligt, at kommuner kan blive arbejdsgivere for handicaphjælpere i en BPA-ordning, fordi de ikke ønsker at administrere ordninger, hvor borgeren selv er arbejdsleder og selv disponerer over sit liv og tilrettelægger vagtskemaer m.v. Den slags overlader kommuner ikke til almindelige mennesker.

Derfor er det gode svar, at regeringen og Folketinget simpelt hen må beslutte, at kommunerne skal beregne bevillingen til BPA, så det er muligt at aflønne handicaphjælpere på samme niveau som tilsvarende personalegrupper i offentligt regi. Så skal overenskomsten nok følge med, for nok vil overenskomstens parter fortsat have hænderne bundet på ryggen, for de skal fortsat holde sig inden for den bevilgede økonomiske ramme. Men jeg er sikker på, at de vil gøre det med stor glæde.

Det vil naturligvis betyde, at kommunerne skal kompenseres for deres ekstraudgifter til borgere med BPA; men som situationen er i dag, så medvirker regeringen og Folketinget til løndumping, og selv om der er forskel på omfanget af løndumping, så er der ingen principiel forskel mellem løndumping i forhold til arbejdere fra Østeuropa og den løndumping som handicaphjælpere udsættes for.

Der er ikke overenskomsttvang i Danmark, og ingen kan tvinge en arbejdsgiver til at tilslutte sig en overenskomst; men man kunne dog i det mindste sikre sig, at der er økonomisk mulighed for at tilslutte sig en overenskomst på et anstændigt niveau, hvis man selv ønsker det.

Borgerens interesse.

Den enkelte borger, der har et handicap og en BPA-bevilling, har en indlysende interesse i, at handicaphjælperne får så gode løn- og arbejdsforhold som muligt, fordi man på den måde får mere kvalificerede hjælpere og større stabilitet i sit ”hjælperkorps”. Det er en belastning hver gang man skal udskifte en hjælper, fordi en ny hjælper først skal oplæres i den enkelte persons helt individuelle behov og rutiner, og det er ikke usædvanligt, at man må nedsætte sit aktivitetsniveau i nogle dage, mens en ny hjælper bliver lært op.

Politiske holdninger – på papiret.

Faktisk burde det være utænkeligt, at denne løndumping overhovedet kan forekomme. Og det skyldes ikke politisk uvidenhed. Folketinget er igen og igen gjort opmærksom på problemet, så den politiske accept sker med fuldt åbne øjne.

Enhedslisten har taget ønsket med i de aktuelle finanslovsforhandlinger. Socialistisk Folkeparti har tilkendegivet partiets støtte.

Under en debat i Folketinget den 18. marts 2014 udtalte Socialdemokraterne socialpolitiske ordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, blandt andet:

”Jeg har fulgt området meget tæt og har været ansat i FOA, bl.a. i forbindelse med at man gennemgik lige præcis de her problemer, der har været. Jeg er meget glad for, at der ligger lige præcis de linjer i det her lovforslag, for det sætter i relief, at her har man at gøre med mennesker, som har et fuldtidsarbejde, og som selvfølgelig skal kunne være ansat på helt almindelige løn- og arbejdsvilkår ligesom på en hvilken som helst anden arbejdsplads, hvor der gælder en overenskomst.

De rammer har ikke været i orden. Jeg mener sådan set, at der har været relativt skandaløse forhold i forbindelse med det her. Noget af det er blevet forbedret over de senere år. Det var ved gud værre, hvis vi går 5-10 år tilbage i tiden. Men jeg mener ikke, at man er nået langt nok. Naturligvis skal det være sådan, at de takster, der er på området, betyder, at man kan overholde en overenskomst. Ellers består den danske model og overenskomstsystemet jo ikke længere. Så selvfølgelig vil Socialdemokratiet arbejde for, at der i taksterne ligger en mulighed for at overholde gældende overenskomster i Danmark. ”

Så det burde ligge lige til højrebenet at få løst dette problem, så handicaphjælpere bringes lønmæssigt på niveau med tilsvarende personalegrupper; men spørgsmålet er, om det så også sker?

Politiske holdninger – i praksis?

I finanslovsforhandlingerne er dette ønske i konkurrence med en lang række – også velbegrundede – ønsker, og der ligger en betydelig fare for, at opportunismen vinder, for i et valgår kan det være politisk fristende at prioritere de ønsker, der er flere stemmer i, end der er i at forbedre forholdene for 6-7.000 handicaphjælpere og højst 2.000 personer med BPA.

På den anden side burde Socialdemokraternes, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens traditionelle relationer til fagbevægelsen betyde, at bekæmpelse af løndumping får den højst tænkelige prioritering i en finanslov. Uanset om løndumpingen rammer få eller mange. Løndumping undergraver den højt besungne "danske model".

Helt utraditionelt har arbejdsgiverorganisationerne, de faglige organisationer og handicaporganisationerne i fællesskab henvendt sig til Folketingets medlemmer og bedt om, at der nu findes en løsning, der bringer handicaphjælperne lønforhold på niveau med tilsvarende personalegrupper, der ganske vist er ansat i offentligt regi, men som finansieres af nøjagtig samme kasse: Den offentlige kasse.

Løndumping bliver ikke mere acceptabelt af, at staten og kommunerne har andre til at udføre det beskidte arbejde, for det er og bliver en politisk beslutning, om handicaphjælperne skal – eller ikke skal – aflønnes som tilsvarende personalegrupper, og det kan politikerne ikke løbe fra.

Forargelsen over at arbejdere fra Østeuropa aflønnes lavere end ”dansk niveau” står tilbage som tomme ord, hvis man ikke hindrer, at offentligt finansierede handicaphjælpere lønnes under ”dansk niveau”.

Pæne og medgørlige interesseorganisationer.

Jørgen Lenger — Thu, 19 Dec 2013 20:53:05 +0000

Af Jørgen Lenger

Beskæftigelsesministeren var tydeligt stolt, og i baggrunden stod en veltilfreds kuglestøder, der af forståelige grunde havde vanskeligt ved at skjule sin helt berettigede begejstring over sin nye rolle som regeringens kuglestøber.

De forenede partier havde nemlig taget det store spring fremad ved at sikre, at syge mennesker også har en indtægt efter 12 måneder.

Ganske vist ikke sygedagpenge, men dog en ydelse. En ganske særlig ydelse der dog er cirka 7.000 kr. lavere end sygedagpengene, men dog bedre end ingenting, forklarede politikerne.

Og sand er da også den banalitet, at "noget er bedre end ingenting", medmindre dette "noget" har negativt fortegn.

Negativt er nemlig fortegnet, når den nye lavere ydelse indtræder allerede efter 5 måneders sygdom, for så følger først 7 måneder med et samlet indtægtstab på ca. 49.000 kr. i forhold til de hidtidige regler. Så følger yderligere 5 måneder med den nye ydelse for at genoprette dette indtægtstab, og først så er der overskud.

Hvis man er syg i 5-17 måneder, er de forenede partiers aftale en klar forringelse. Derfor er det simpelt hen forkert, når de fremstiller den som en forbedring for mennesker, der er syge i mere end 12 måneder.

Aftalen er en forbedring, hvis man er syg i mere end 17 måneder – og så skal sygdommen i øvrigt være livstruende, hvilket slet ikke er tilfældet for mange mennesker med langvarig sygdom. Deres skæbne er uvis, og allerede efter 5 måneder er de overladt til regeringens allerede afprøvede "tage-sig-bedre-af-i-tide"-forløb, der allerede har vist sin effekt med førtidspensionens "ressourceforløb". Denne gang kaldes vanskabningen "jobafklaringsforløb".

Historien har det med at gentage sig. Fattigdom har allerede været afprøvet som middel til at bringe arbejdsløse i arbejde. Uden effekt. Nu prøver de så, om fattigdom kan helbrede syge mennesker. For fattigdom skal med Djævelens vold og magt da kunne bruges til et eller andet, når vi nu har den og tydeligvis satser på at få mere af den.

Hvordan man end vender og drejer det, er der tale om en klar forringelse, og det udtrykker sig da også ved, at samfundet fremover betaler færre penge til syge mennesker end hidtil. Tallene lyver ikke. Intet kommer af intet, og når samfundet sparer penge, så må nogle betale. Og det gør syge mennesker i dagens Danmark.

Velbjærgede interesseorganisationer.

Min undren nåede dog nye højder, da der så straks var store og velanskrevne patientorganisationer og handicaporganisationer, der skamroste denne fantastiske aftale, der sikrer, at (nogle) syge mennesker fremover bevarer en indtægt i mere end 12 måneder.

Det overstiger min fatteevne, at man som interesseorganisation kan være ude af stand til at bemærke, at det blot er syge menneskers egne penge, der bliver strakt ud over en længere periode. Mange syge betaler til nogle få syge, men samfundet sparer penge. Ikke at der er noget galt i at samfundet sparer penge, men der er noget helt grundlæggende galt, når man tager dem fra folk, der i forvejen kun har lidt at gøre godt med, og som i forvejen er i en presset situation.

Hvis ikke deres egne interesseorganisationer er i stand til at begribe denne sammenhæng og gøre indsigelse, hvem skal så?

Siden 1989 har alene handicaporganisationerne modtaget et årligt beløb fra tipsmiderne, der nu overstiger 70 mio. kr. til deling, og som faktisk efter reglerne bruges til "interessevaretagelse". Dertil kommer, at også patientorganisationerne modtager store beløb fra tipsmidlerne. De er med andre ord mere end rigeligt velpolstrede til at kunne (købe sig til at) gennemskue økonomiske sammenhænge, der i dette tilfælde faktisk er ganske banale. I hvert fald de af organisationerne, der startede dagen med at rose partierne bag aftalen, er absolut velbeslåede.

Interesseorganisationer til højbords.

Spørgsmålet er, om noget andet ligger bag? Om der er en helt anden forklaring?

Gennem en årrække har mennesker med handicap eller sygdom oplevet den ene forringelse efter den anden, navnlig siden den nuværende regering tiltrådte. Der er udbredt resignation, både over forringelserne og over skuffede forventninger til regeringen. Den opfattelse har bredt sig, at "naturligvis" skal også mennesker med handicap eller sygdom være med til at bære byrderne. Det kunne man så måske argumentere første gang, til nød anden gang, hvis også den velbjærgede del af befolkningen bar byrder. Men tredje, fjerde og femte gang kunne man godt forvente, at interesseorganisationerne i det mindste hævede stemmen i stedet for ydmyg taknemmelighed over, at forringelserne trods alt ikke blev endnu værre. Og da i hvert fald forvente, at interesseorganisationerne undlod at rose deciderede forringelser.

Jeg vil ikke udelukke, at der også kan ligge taktiske overvejelser bag den besynderlige ros til forringelsen af sygedagpengene, fordi man måske har den opfattelse, at det trods alt er bedre at holde sig gode venner med magthaverne, så det ikke bliver endnu værre. En sådan taktisk overvejelse bør dog i det mindste suppleres med en overvejelse af, hvor grænsen går. Det handler jo om interesseorganisationer af tilsammen ganske betydelig styrke, når man måler dem i vælgertal. Spørgsmålet er, om de overhovedet bør frygte politikerne, eller om det ikke er lige modsat?

Men først og fremmest kan jeg ikke fri mig for den tanke, at patientorganisationerne og handicaporganisationerne op gennem navnlig 1990erne erobrede repræsentation i rigtig mange råd, nævn, udvalg og meget andet godt, hvoraf mange pladser er ganske uden betydning, men som betød, at interessevaretagelsen blev flyttet ind i systemet og væk fra de græsrødder, der ellers er udgangspunktet for enhver interessevaretagelse. Det er et fortærsket og groft overdrevet slagord, at det er "bedst at sidde med ved bordet". Al erfaring viser, at bordpladsen medfører en socialisering med dem, man deler bord med, som træder i stedet for socialiseringen med éns egne græsrødder. Jo, det er ofte godt at "sidde med ved bordet", men når bordkanten bliver så slidt, at der slet ikke mere er en kant, så er det på tide at finde høvlen frem.

Naturligvis skal en interesseorganisation som hovedregel samarbejde med de beslutningstagere, man er afhængige af, men samarbejde forudsætter netop ... samarbejde. Og ikke underlæggelse.

Mætte og trætte interesseorganisationer.

Der er i hvert fald interesseorganisationer på vigtige områder som sygdomme og handicap, som i takt med voksende indtægter og pladser ved det magiske bord har opnået en mæthed, som har sænket ambitionsniveauet fra at opnå forbedringer for de mennesker, de repræsenterer, via tilfredshed med status quo er endt i taknemmelighed over, at forringelserne ikke blev endnu værre.

Og så undrer jeg mig nok alligevel ikke så meget over rosekoret til de partier, der nu har besluttet at forringe vilkårene for syge mennesker. Men ikke desto mindre er rosen for de nye forringelser en hån mod de mennesker, som de rammer, og som er de samme interesseorganisationers eget bagland.

Interesseorganisationerne er i foruroligende grad blevet pæne og medgørlige.

Krigsforbryderen vi ikke vil fange.

Jørgen Lenger — Wed, 04 Sep 2013 09:29:52 +0000

Af Jørgen Lenger

Med jævne mellemrum fortæller pressen historien om Søren Kam, som de tyske myndigheder nægter at udlevere til retsforfølgelse i Danmark. Senest for en uge siden. Noget tyder imidlertid på, at de danske myndigheder aldrig har ønsket at få ham udleveret.

Søren Kam er en ældre mand på snart 92 år. Han kæmpede på Østfronten, modtog Jernkorsets Ridderkors og blev SS-Obersturmführer. I Danmark deltog han i grundlæggelsen af Schalburgkorpset, men er mest kendt fordi han i 1943 deltog i likvideringen af redaktør Carl Henrik Clemmensen sammen med Jørgen Valdemar Bitsch og Flemming Helveg-Larsen. Sidstnævnte blev dømt for mordet og henrettet i 1946 som den første efter straffelovstillægget, der blev indført efter Besættelsen. Søren Kam forblev imidlertid i Tyskland og blev tysk statsborger i 1956. Han ernærede sig herefter i mange år som sodavandsfabrikant.

I den periode midt i 1980erne, hvor jeg var medlem af Folketinget og var retspolitisk ordfører for Venstresocialisterne, blev to af folketingsgruppens sekretærer opmærksomme på, at der fortsat var et par håndfulde danskere, som var efterlyst efter straffelovstillægget. Søren Kam var den mest prominente af dem.

Vi spurgte Justitsministeriet, hvad man gjorde for at retsforfølge dem og fik som svar, at man fortsat ledte efter dem, men at man ikke anede, hvor de opholdt sig. Direkte forespurgt om Søren Kam gentog Justitsministeriet, at man søgte efter ham og at han da ville blive retsforfulgt, hvis man fandt ham.

Han stod i telefonbogen.

Den historie nægtede vi simpelt hen at tro på, så vi gik i gang med selv at finde Søren Kam, og i løbet af en formiddag lykkedes det to sekretærer i Venstresocialisternes folketingsgruppe at lokalisere Søren Kam, udelukkende ved hjælp af åbne kilder og uden at forlade Christiansborg. Blandt de åbne kilder var der noget så avanceret som en telefonbog, og så ringede vi såmænd bare til ham.

Først talte den ene af sekretærerne med Søren Kam, dernæst talte jeg selv med ham. Jeg husker ikke mindst samtalen på grund af Søren Kams ekstreme høflighed og tyske korrekthed. Han forsøgte først at forklare, at den historie nu var så gammel, og at den da måtte være glemt, men herefter var han egentlig ganske snakkesalig.

Nu er Søren Kam vel næppe det bedste sandhedsvidne, man kan få i denne sag, men en del af hans fortælling gjorde særligt indtryk. Han fortalte nemlig, at han gennem årene faktisk havde været i Danmark flere gange, blandt andet for at møde sin bror, Rasmus, der var byretsdommer i Aalborg. Han ville dog ikke fortælle, hvor de mødtes.

Søren Kam ønskede naturligvis ikke kontakt til de danske myndigheder under sine ophold i Danmark, men mere interessant var hans oplysning om, at uviljen mod kontakt var ganske gensidig.

Det var derfor relativt risikofrit for Søren Kam at bevæge sig rundt i Danmark. Medmindre uheldet var ude, så Søren Kam og de danske myndigheder uforvarende kom i kontakt. For eksempel som følge af et trafikuheld eller ved en trafikkontrol. Så der var en aftale om, at Søren Kam på forhånd informerede om, hvornår han var i Danmark og hvilken rute han ville køre. Så var der ikke noget politi på dén rute på dét tidspunkt. Vi fik ikke oplyst, hvordan den information blev formidlet til de danske myndigheder.

Justitsministeriets illusionsmageri.

Sjovt nok modtog Justitsministeriet vores meddelelse om at vi havde hjulpet dem med at finde Søren Kam uden nogen som helst begejstring. End ikke et takkekort fik vi. Ministeriet fastholdt, at de ikke anede, hvor han befandt sig. Efterfølgende er Justitsministeriet dog holdt op med at udstille deres selvvalgte uvidenhed, og nu er de ikke i tvivl om, at han befinder sig i Tyskland. Det står mig uklart, hvornår denne erkendelse er opstået.

Venstresocialisterne svarede igen med at fremsætte forslag om afskaffelse af de særlige tillæg til straffeloven og retsplejeloven, der blev indført efter Besættelsen. De to love indeholdt nogle retssikkerhedsmæssigt betænkelige elementer som f.eks. dødsstraf og begrænsninger i tiltaltes retssikkerhed, og de var oprindeligt af daværende justitsminister Niels Busch-Jensen begrundet med, at der var et stærkt folkeligt ønske om en hård reaktion over for landssvigerne. Politikerne i Folketinget og i Landstinget var allerede fra starten fuldt ud opmærksomme på lovgivningens betænkelige elementer, men valgte at lade dem vige for det stærke folkelige ønske om hævn.

Hensigten med VS-forslaget var ikke, at Søren Kam eller andre skulle være straffri, for mord forældes jo aldrig efter den almindelige lovgivning, men vi mente, at tiden var inde til at dømme de resterende landssvigere efter de almindelige og noget mere civiliserede regler i straffeloven og retsplejeloven. Og navnlig da når Justitsministeriet alligevel ikke havde til hensigt at håndhæve de to gamle love.

Men heller ikke dette forslag behagede Justitsministeriet. Regeringen og et flertal i Folketinget afviste det med henvisning til respekten for de modstandsfolk, der endnu var i live. En noget tvivlsom respekt, når lovene var en ren illusion, mente vi. Og 8 år senere blev de da også afskaffet.

I 2004 blev Søren Kam varetægtsfængslet in absentia af Retten i Lyngby. I 2006 bad Justitsministeriet de tyske myndigheder om at udlevere Søren Kam, men kravet blev afvist. Spørgsmålet er, hvad man hviskede de tyske myndigheder i øret, og hvad man har hvisket til dem i alle de mellemliggende år.

Svaret blæser i vinden.

Tilbage står i hvert fald som et åbent spørgsmål, hvorfor de danske myndigheder ikke blot valgte at lukke øjnene, men ifølge Søren Kam aktivt gjorde alt for at undgå at få fat på ham. Jeg kan som nævnt ikke vide, om Søren Kam overhovedet talte sandt, men Justitsministeriets besynderlige opførsel taler faktisk for, at det gjorde han.

Jeg kan ikke give andet svar, end at man måske har vurderet, at selv 40 år efter Besættelsen ville en retssag mod Søren Kam være ubekvem og ribbe op i følelser, der fortsat var meget stærke. De følelser fik vi i den grad at mærke, da vi i VS på den ene side modtog trusler fra nazi-sympatisører, som ikke ønskede at nogen krummede et hår på Søren Kams hoved, og på den anden side fra tidligere modstandsfolk, som truede med selv at rejse til Tyskland og likvidere ham, hvis vi fik held til at afskaffe straffelovstillægget. Nogen - jeg aner ikke hvem - fulgte efter mig i flere uger bagefter.

Men tilbage står altså også, at Søren Kam er krigsforbryderen, som vi ikke har lyst til at fange. Af disse grunde. Eller af helt andre grunde. Svaret blæser i vinden.

Hystadernes forrygende onsdag.

Jørgen Lenger — Wed, 21 Aug 2013 20:27:36 +0000

Af Jørgen Lenger

For rigtig mange år siden var jeg vurderingsmand i Århus. Min makker og jeg vurderede alle husene i et distrikt i Hasle. Vi gjorde det manuelt, kiggede på huset, målte op fra kælder til kvist, lagde til for herlighedsværdier og trak fra for dårlig vedligeholdelse.

Vi ramte da forkert i forhold til markedsværdien, for vi kunne jo ikke ane, hvilken pris en køber ville betale. Det afhang af køberen, køberens pengepung, køberens begejstring for kvarteret og huset, køberens børneflok, køberens hastværk, hvilke andre huse der var til salg og 1.000 andre ting. Det helt afgørende for "markedsværdien" var ikke markedet, men den potentielle købers begejstring, når et hus blev udbudt til salg, og om man var heldig at ramme et tidspunkt hvor en liebhaver var på indkøb efter et bestemt hus.

Men vi gjorde det så godt som muligt, og husejerne gik jo også op i det med liv og sjæl. De fleste ville gerne have en lav vurdering, fordi huset er skatteobjekt. Andre ville gerne have en høj vurdering, fordi huset snart skulle sælges.

Vore fejl fortonede sig dog i et barmhjertighedens tågeslår, for de færreste huse stod foran at skulle sælges, og derfor hørte det til sjældenhederne, at vore vurderinger fik mulighed for at blive målt i forhold til det helt tilfældige marked.

Men fejl begik vi, ja. Dog ikke så mange som der er begået de seneste ti år.

Så lod man computerne overtage.

En hel onsdag er nu gået med disse fejl som tophistorie. Ingen har imidlertid nævnt den helt afgørende ændring, der fik virkning for en halv snes år siden: Man forlod den manuelle vurdering med vurderingsfolk, der kiggede på huset, og indførte en stort set maskinel vurdering, så man ikke kigger på det hus, som man vurderer, men lader computeren beregne ud fra statistikker over handler i det enkelte lokalområde.

Det kan ikke være så indviklet at begribe, at så måtte antallet af fejl naturligvis stige, men denne ændring var altså én af de ændringer, der skete i OVK-regimets tid. Heri ligger efter min mening den helt afgørende årsag til den historie, som medierne nu har svælget i en hel dag. Men det kan man altså ikke laste SKAT for.

Siden da er fejlene blevet flere og større, og fejlene skal altså forstås som afvigelsen mellem vurderingen og den faktisk salgspris for de huse, der bliver solgt. Men bortset fra de flere og større afvigelser er intet egentlig ændret. Nogle har betalt for meget og andre for lidt, men sådan har det altid været. Det eneste nye er antallet af borgere, der har betalt for lidt eller for meget.

Alligevel har der denne gang rejst sig et krav om, at man skal have pengene tilbage, hvis man har betalt for meget. Det kan der også godt argumenteres for, rent principielt, men spørgsmålet er, hvorfor man skal have penge tilbage nu og ikke tidligere, når den eneste ændring sådan set er, at der er blevet flere afvigelser? For den enkelte borger må det vel være temmelig ligegyldigt, om der er få eller mange, der har betalt for meget.

Kravet kommer naturligvis fra de partier, der i det hele taget har set sig så onde i sulet over bidrag til fælles forbrug, at de gladelig lænser statskassen for 37 mia. kr., hvis det kan genere Skattevæsenet.

Først og fremmest falder problemet naturligvis tilbage på OVK-regimet, ikke fordi skiftende skatteministre har ladet stå til, men fordi det var OVK-regimet, der ændrede systemet til et maskinelt system, hvor man ikke kigger på de huse, man vurderer. Det er et problem, der var påregneligt.

Hvad skal vi overhovedet med ejendomsvurderinger?

Tilbage står imidlertid, hvad man faktisk kan gøre ved det fremover, når man aldrig nogen sinde kan undgå afvigelser mellem vurdering og salgspris og aldrig har kunnet. Man kan gå tilbage til det gamle manuelle system, men afvigelserne vil fortsat forekomme. Færre vil så blive "snydt", men for dem der bliver "snydt" er det jo en beskeden trøst, at de er færre.

Det centrale spørgsmål er, hvad vi overhovedet skal med offentlige ejendomsvurderinger? Det umiddelbare svar er, at de skal bruges, fordi fast ejendom er skatteobjekt.

Hvilket fører til det næste spørgsmål, som er, hvorfor fast ejendom overhovedet er skatteobjekt? Og på det spørgsmål bliver jeg svar skyldig, for jeg kan ikke komme i tanke om andre svar end at sådan har det altid været.

På en måde udspringer det jo af det sympatiske princip, at de velbjærgede skal bidrage mest til den fælles husholdning, og man kan med rimelighed antage, at de velbjærgede som hovedregel ejer mest fast ejendom. Ligesom formueskatten, indtil den blev afskaffet af en af Poul Nyrups regeringer. I øvrigt under stor kritik fra venstrefløjen.

Efter min mening var det fornuftigt at afskaffe formueskatten, ligesom jeg også mener, at ejendomsskatten skal afskaffes. Hvis man gør dét, så kan man også afskaffe de offentlige ejendomsvurderinger, hvilket løser det problem, at de alligevel aldrig vil blive korrekte.

Det ædle princip om at de velbjærgede skal betale mest til den fælles husholdning kan sagtens opretholdes ved at beskatte dem hårdere, når de tjener pengene, og de skal beskattes så tilpas hårdt, at man kan nøjes med at beskatte dem én gang – i stedet for at beskatte de samme penge år efter år, når de har forvandlet sig fra indkomst til formue eller fast ejendom.

Skatter af formue eller fast ejendom har først og fremmest psykologisk betydning, især for venstrefløjen, men det samme kan opnås på bedre måder, og så indeholder de to skatter oven i købet den uretfærdighed, at to mennesker med nøjagtig samme indtægt behandles forskelligt, alt efter om man spinker og sparer og skaber sig formue eller hus – eller om man bruger rub og stub med det samme.

Men først og fremmest så vil en afskaffelse af ejendomsskatten åbne en ladeport for også at afskaffe det rentefradrag, der er et tilskud til en bestemt udgift, som man påtager sig, men som principielt ikke er anderledes end min udgift til frisøren, som jeg også selv har påtaget mig, og som den fælles kasse naturligvis ikke subsidierer.

Skat af samfundsskabte værdistigninger er mere relevant.

Langt bedre end ejendomsskatten vil det være at beskatte den samfundsskabte værdistigning af fast ejendom, fordi den udgør en faktisk indtægt for ejeren, og fordi den er uden baggrund i produktionen.

Rentefradrag og ubeskattede værdistigninger skævvrider ejendomsmarkedet og skaber til stadighed de bobler, som igen og igen udløser de samfundskriser, som de mindre velbjærgede betaler for med arbejdsløshed og sociale forringelser.

Rentefradrag og ubeskattede værdistigninger er et langt mere alvorligt problem for samfundsøkonomien end al snakken om, hvor mange der er på overførselsindkomst og hvordan man øger arbejdsudbuddet, som ellers har stjålet debatten i umindelige tider.

Derfor taler alt for, at venstrefløjen benytter det igangværende hysteri til at komme på banen og spille ud med et helt anderledes alternativ end hystadernes forrygende onsdag – og i stedet foreslår helt at afskaffe den offentlige ejendomsvurdering og ejendomsskatten - og samtidig bereder vejen for afskaffelse af rentefradraget og indførelse af en reel beskatning af samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom.

Færre fleksjobs – og det bliver værre endnu. Meget værre.

Jørgen Lenger — Wed, 31 Jul 2013 15:53:58 +0000

Af Jørgen Lenger

Så fik vi det første fingerpeg om konsekvenserne af førtidspensionsreformen. Dagbladet Politiken fortæller i dag, at antallet af fleksjobs faldt med 675 personer fra december 2012 til maj 2013. Fra 54.478 til 53.803. Faldet er bemærkelsesværdigt, for konsekvenserne af "reformen" kan kun være slået ganske lidt igennem i den korte periode, siden den trådte i kraft.

Derfor er der al mulig grund til at tro, at det bliver værre endnu. Meget værre. Der kan gives lange forklaringer på, hvorfor det går galt.

Men man kan sådan set også vælge at gøre det ganske kort:

Når der bliver flere fleksjobbere, fordi det bliver vanskeligere at få førtidspension, og når der bliver færre fleksjobs, fordi det bliver mindre attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte en fleksjobber, og når der i forvejen var 17.000 mennesker, som var visiteret til et fleksjob, uden at de havde kunnet finde et fleksjob – hvordan tror man så lige, at det går?

Resultatet er og bliver, at mange tusinde mennesker vil få et markant ringere forsørgelsesgrundlag, fordi en fleksjobber uden fleksjob må hutle sig igennem på en rystende lav ledighedsydelse.

Reformen blev gennemført af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance i uskøn samdrægtighed, uden at de lyttede til de mange, mange indvendinger der kom fra handicaporganisationerne og fra andre med indsigt i, hvordan den slags regler virker i den virkelige Verden.

Til slut resignerede vi i handicaporganisationerne og sagde til os selv: Jamen, så lad dem da for pokker gennemføre den "reform" hurtigst muligt, så vi kan få den til at brase sammen, for før kommer vi ikke videre, og før vil de åbenbart ikke lytte.

Nu starter så det store spil om at vaske hænder.

Ifølge Berlingske Tidende vil Det Konservative Folkeparti nu kræve en redegørelse fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, fordi politikerne jo dengang havde "nogle grundige analyser og undersøgelser, der pegede i retning af, at vi ville få nogle flere fleksjobs", siger Det Konservative Folkeparti nu.

Jovist var der nogle "analyser og undersøgelser". De var lavet af den regering, som Det Konservative Folkeparti selv var medlem af, og de fik Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre til at udtale samstemmende før folketingsvalget i september 2011, at de i hvert fald ikke ville gennemføre en "reform" med dét indhold.

Så er det da en skæbnens ironi, at det bliver de nuværende regeringspartier, der skal stå på mål for den tidligere regerings angreb på sit eget elendige oplæg. Men plagen er i den grad selvforskyldt, for intet hindrede Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre i at lytte til advarslerne og vedstå sig deres egne valgløfter.

Og det bliver kun værre, når effekten for alvor begynder at slå igennem, for hverken ord eller forklaringer kan bortforklare den ubønhørlige logik, at når der bliver flere mennesker om færre fleksjobs, så skal det gå galt.

Og det gør det også. Det går endda rigtig galt. Og det er faktisk ikke så galt. For når galt skal være, så er det nemlig rigtig godt, at Folketinget gjorde "reformen" så elendig, at der er al mulig grund til at tro, at den braser sammen af sig selv, og den braser sammen med et brag, som selv de mest selvvalgt tunghøre partier i Folketinget ikke kan overhøre.

Det sidste ord om fleksjobreformen er langt fra sagt endnu. Faktisk er vi først lige begyndt.

Tolv gode regler når man vil begå socialbedrageri.

Jørgen Lenger — Wed, 13 Mar 2013 16:33:04 +0000

Af Jørgen Lenger

Med jævne mellemrum dukker der historier op om, at socialbedrageri er tiltagende. Ud fra hvad jeg selv oplever i mit job, kan jeg kun bekræfte det. Vi oplever oftere og oftere, at der snydes med sociale ydelser, og snyderiet ser ud til at være sat i system.

Det er desværre vanskeligt at bekæmpe dette socialbedrageri, for det er straffrit, og lovgiverne har oven i købet forsynet kommunerne med incitamenter, så de belønnes for at begå socialbedrageri over for borgerne. Selv når de afsløres, får de lov at beholde byttet, hvilket er en ganske usædvanlig konstruktion i strafferetten. Normalt inddrages gevinster, der er opnået ved lovovertrædelser.

Formen og omfanget varierer fra kommune til kommune; men der er alligevel mange fælles træk, som tyder på, at kommunerne lærer af hinanden.

Regel nr. 1: Gør det vanskeligt at komme i kontakt med kommunen.

Mange problemer kan undgås, hvis man kan holde borgerne på afstand. Hvis telefonkontakt overhovedet er nødvendig, skal den i hvert fald begrænses. Det skal være besværligt at komme i direkte kontakt med sagsbehandleren, og det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommunens sagsbehandling er så opdelt, at der ofte skal henvises til en anden sagsbehandler, som det så også er vanskeligt at træffe.

Glem retssikkerhedslovens regel om, at kommunen af egen drift skal sørge for, at en henvendelse behandles efter alle relevante bestemmelser i lovgivningen. Det har større effekt at sende borgeren rundt i systemet, fra den ene til den anden. Allerbedst er det, hvis kommunen kan henvise til nogle helt andre, f.eks. regionen. Kommuner og regioner beskæftiger et stort antal jurister, hvis vigtigste opave er at læsse udgifter over på modparten.

Borgeren skal i videst muligt omfang være henvist til elektronisk kommunikation, som udløser et autosvar om, at henvendelsen vil blive besvaret inden for en bestemt periode, som regel 2-4 uger, men somme tider op til 6-8 uger. Autosvaret skal ikke kunne besvares af borgeren.

Regel nr. 2: Undgå så vidt muligt at borgeren overhovedet ansøger.

Langt de fleste henvendelser fra borgere har karakter af spørgsmål om en bestemt ydelse. Meget besvær kan undgås, hvis man simpelt hen svarer, at det kan hun ikke få, f.eks. med begrundelsen, at "det bevilger vi ikke i vores kommune". Som regel kender borgeren ikke lovgivningen og vil derfor tage svaret for gode varer. Så undgår man en formel ansøgning. Man slipper så også for at belyse sagen, give et afslag og navnlig for at give en brugbar begrundelse. Og af samme grund undgår man med garanti en ankesag, som man risikerer at tabe.

Fremgangsmåden er ganske vist i strid med servicelovens § 12 om kommunens pligt til at rådgive og vejlede, og den er især i strid med kommunens udvidede pligt til rådgivning og vejledning til mennesker med et handicap, eventuelt ved at kommunen er opsøgende over for borgeren. Men for det første skal borgeren være helt usædvanlig krigerisk for at klage over en overtrædelse af servicelovens § 12, og for det andet vil overtrædelsen kun udløse en løftet pegefinger fra ankemyndigheden. Det kan den forhærdede kommune sagtens leve med.

Regel nr. 3: Glem eller gem tidsfrister for sagsbehandlingen.

En kommune har pligt til at fastsætte – og offentliggøre! - tidsfrister for behandlingen af hver sagstype. Denne pligt kan tilsidesættes på flere måder. Enten kan kommunen helt undlade at fastsætte disse frister. Eller også kan man fastsætte dem, men gemme dem godt for borgerne. Det kan f.eks. ske ved, at man én gang om året offentliggør dem godt gemt i annoncerne i den lokale avis, eller ved at man lægger dem på kommunens hjemmeside på en måde, så det er vanskeligt for borgerne at finde dem.

Hvis en borger får den ide at klage til Statsforvaltningen over dette regelbrud, vil det udløse en påtale, men så kan kommunen jo altid rette lidt op på fejlen på dét tidspunkt. Risikoen for en klage er dog beskeden, blandt andet fordi de færreste borgere overhovedet kender denne regel.

Hvis kommunen i en konkret sag undlader at overholde sine egne tidsfrister, skal den meddele dette til borgeren og fastsætte en ny frist for afgørelsen. Dette kan med fordel undlades. Dels fordi borgerne også kun sjældent kender dén regel. Dels fordi det næppe fører til en klage over kommunen. Og dels fordi en klage i givet fald kun udløser en løftet pegefinger fra Statsforvaltningen. Og det skal man ikke tage så tungt, for mere sker der ikke.

Regel nr. 4: Ansæt for få sagsbehandlere.

Sagsbehandlerens løn er den mindste del af udgiften ved at ansætte sagsbehandlere. Værre er det, at de kan komme til at tage stilling til ansøgninger, og ansøgninger kan føre til bevilling og dermed til en udgift.

Statsforvaltningen i Nordjylland har f.eks. godkendt, at en kommune helt bevidst undlod at ansætte en barselsvikar til behandling af ansøgninger om hjælpemidler og direkte begrundede beslutningen med besparelser, især på kontoen for hjælpemidler. Når man ikke afsætter ressourcer til at behandle borgernes ansøgninger, risikerer man heller ikke, at noget bliver bevilget.

Regel nr. 5: Find en forkert paragraf og giv afslag.

Som nævnt under den første regel skal kommunen af egen drift behandle enhver ansøgning efter alle de regler, hvor ansøgningen eventuelt kan imødekommes. Og som det mindste skal kommunen da i hvert fald finde den mest brugbare paragraf.

Men kommunen kan med fordel begrænse sagsbehandlingen til paragraffer, hvorefter ansøgningen ikke kan imødekommes. Hvis en borger med et handicap f.eks. søger om tilskud til hjælperens éngangshandsker og éngangsvaskeklude, kan de bevilges efter servicelovens § 113 om forbrugsgoder; men kommunen kan vælge at behandle ansøgningen efter reglerne om merudgifter i servicelovens § 100, hvilket fører til et afslag. Somme tider får kommunen god hjælp af borgeren selv, der sjældent selv kan overskue lovgivningens afkroge og derfor også selv nævner § 100 i ansøgningen.

I de fleste tilfælde vil borgeren affinde sig med afslaget og undlade at klage, og hvis borgeren alligevel skulle vise sig at være af den rethaveriske type og indsende en klage, vil klagen aldrig føre til, at ankemyndigheden omgør beslutningen. I værste fald bliver sagen "hjemvist" til kommunen med pålæg om at behandle ansøgningen efter den korrekte paragraf, og så får kommunen en ny chance.

Under alle omstændigheder er der en sikker gevinst fra de borgere, der ikke kan eller ikke tør klage – eller som i misforstået autoritetstro går ud fra, at kommunen kender reglerne. Hvilket den da helt sikkert også gør. Eller de borgere som på et tidspunkt ikke orker mere og opgiver at slås mod kommunen. Betydningen af udmattelseskrig må ikke undervurderes.

Regel nr. 6: Gentag den samme fejl.

Når den næste borger med nøjagtig samme behov henvender sig til kommunen om nøjagtig samme ydelse, hvor kommunen tidligere har tabt en sag i ankesystemet, er det ikke så nemt at huske den tidligere sag, at man ligefrem falder naturligt at inddrage den i afgørelsen af den næste borgers ansøgning. I så fald vil kommunen nemlig miste fordelen ved, at den næste borger måske slet ikke klager.

Så der er alt at vinde ved at gentage den samme fejl igen og igen, og ankemyndigheden vil aldrig påtale over for kommunen, at den tidligere har tabt identiske sager.

Regel nr. 7: Afprøv lovgivningens grænser.

Ganske vist har socialministeren igen og igen præciseret, at en kommune ikke må give bevidst forkerte afslag, blot fordi kommunen ønsker "prøvesager" i ankesystemet, når en borger klager over afgørelsen. Socialministeren har imidlertid også understreget sin store tillid til, at kommunerne overholder lovgivningen, og først og fremmest er der ingen repressalier ved, at de ikke gør det.

Derfor er det en god tommelfingerregel at lade enhver tvivl komme "prøvesagen" til gode og borgeren til skade. Så ved enhver tvivl skal borgeren naturligvis have afslag. Som en (endog særdeles venligsindet) kommunalpolitiker engang fortalte mig: "Vi går lige til grænsen, og så retter vi ind, når vi taber ankesager." Hvilket lige nøjagtig er det man ikke må.

Det er også her af stor vigtighed, at kommunen ikke fraskriver sig gevinsten ved, at borgeren måske slet ikke klager over afgørelsen, så det er en god ide at "gå lige til grænsen", også uanset den tillidsfulde socialminister.

Regel nr. 8: Skriv altid, at der er sket en individuel vurdering.

Regeringen har øget kommunens mulighed for at tillægge det lokale serviceniveau større vægt i de enkelte afgørelser. Som noget nyt skal ankemyndigheden derfor ikke kun vurdere en afgørelse i forhold til love, regel og ankepraksis, men også i forhold til kommunens eget serviceniveau.

Regeringen har dog understreget igen og igen, at der trods dette altid skal ske en individuel vurdering i hver eneste sag. Derfor er der en risiko for, at ankemyndigheden ændrer eller hjemsender en afgørelse, hvis der ikke er sket en individuel vurdering.

Og derfor er det meget vigtigt, at kommunen skriver direkte i afgørelsen, at "afgørelsen er truffet efter en individuel vurdering". Uanset om det er tilfældet eller ej. Men ankemyndigheden stiller sig tilfreds, hvis det blot er nævnt, at det er sket. Det bliver ikke kontrolleret, om det faktisk er sket.

Regel nr. 9: Hvad der er sparet under en ankesag er tjent.

Hvis ansøgningen drejer sig om et kontant beløb, vil borgeren som regel få ydelsen udbetalt med tilbagevirkende kraft, når hun vinder sin ankesag. Men hvis den handler om f.eks. praktisk hjælp, kan ydelsen af indlysende grunde ikke udbetales med tilbagevirkende kraft.

Derfor er der en lang række sager, hvor kommunen med fordel kan give afslag, for der vil være en besparelse for kommunen, også selv om den taber sagen, f.eks. udgiften til en hjælpeordning eller anden praktisk hjælp i de 6-12 måneder, som en ankesag kan vare.

Socialministeren har tilkendegivet, at hun ikke vil tage initiativ til at fratage kommunen dette incitament til at træffe bevidst forkerte afgørelser, så der er alt at vinde for kommunen.

Regel nr. 10: Sørg for, at ankemyndigheden ikke bare kan ændre afgørelsen.

Hvis ankemyndigheden konstaterer, at kommunens afgørelse er forkert, kan den ikke altid bare ændre afgørelsen.

Det gælder f.eks., hvis kommunens beslutningsgrundlag er mangelfuldt, for så er ankemyndigheden afskåret fra at træffe en korrekt afgørelse, og sagen må "hjemsendes" til kommunen til fornyet behandling og forbedret beslutningsgrundlag.

Det gælder f.eks. også, hvis kommunen ikke har "genvurderet" afgørelsen med baggrund i det, som borgeren skriver i sin klage. Kommunen har ganske vist pligt til at foretage en "genvurdering", før sagen videresendes til ankemyndigheden, men "genvurdering" kan med fordel betragtes som "gentagelse", og formuleringen kan være, at "klagen har ikke tilført sagen nye oplysninger". Uanset om der er kommet nye oplysninger/argumenter eller ej. Også i den situation vil ankemyndigheden sandsynligvis blot "hjemsende" sagen.

Fordelen ved en "hjemsendelse" er, at så får kommunen en ny chance, og så går tiden med det.

Regel nr. 11: Undlad at følge ankemyndighedens afgørelse fuldt ud.

Når ulykken så er sket – og den sker efterhånden i op mod en tredjedel af alle ankesager – at borgeren får medhold i sin klage, så er der ingen grund til at kommunen udviser større beredvillighed end højst nødvendigt.

For det første kan man altid lade der gå nogen tid, før man effektuerer afgørelsen, for der er jo stor travlhed i kommunen.

For det andet kan man nøjes med en delvis imødekommelse af ankemyndighedens afgørelse. F.eks. ved at være så restriktiv som muligt med udmåling af beløbet eller den konkrete hjælp, eller f.eks. ved at reagere på en "hjemsendelse" med et nyt afslag, blot med en anden begrundelse eller efter en anden paragraf.

I bedste fald vil man køre borgeren træt. I værste fald får man en ny klagesag på halsen.

Regel nr. 12: Husk, at ankesystemet er for de stærke.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på borgere. Nogle er stærke, nogle er svage. En vis del af befolkningen er kværulanter, og selv kværulanter kan få et handicap. Det er derfor relativt forudsigeligt, hvem der klager, og hvem der ikke klager over kommunens afgørelse.

Der er også forskel på, om borgerne har mulighed for hjælp fra en organisation, eller de ikke har. Nogle mennesker med et handicap har stærke organisationer, som kan hjælpe dem, men andre (måske små handicapgrupper med sjældne handicap) har svage organisationer.

Hvis ansøgeren er intellektuelt svag eller kun kan søge hjælp i en lille eller svag organisation, er risikoen ved at kommunen træffer forkerte afgørelser yderst beskeden, for afgørelsen vil sjældent blive anket, og derfor er kommunens gevinst maksimal. Der er intet at tabe.

Det er ikke så nemt at skrive en klage, og det er slet ikke nemt for en borger at skrive en klage, som gør det muligt at få medhold i ankesystemet. De personer i ankesystemet, der tager stilling til klagen, har aldrig mødt borgeren, og de er derfor overladt til kommunens sagsfremstilling.

Kunsten for borgeren eller organisationen er derfor at formulere klagen så kortfattet, præcist og alligevel udtømmende, at den kan overbevise nogle personer i ankesystemet, som intet aner om borgeren. Det er slet ikke nemt. Det er faktisk forbløffende få, som kan den kunst.

Mange borgere er også bange for at klage, fordi de frygter repressalier fra kommunen, og denne frygt er desværre velbegrundet.

Og derfor er det mere end almindeligt fristende for kommunen at udnytte alle systemets muligheder for socialbedrageri over for borgerne. Fristelsen er naturligvis tiltagende, jo strammere kommunens økonomi er.

Det er ganske vist ikke lovligt, men det er straffrit. Og så bliver fristelsen altså ganske uimodståelig, navnlig når alternativet er besparelser på andre områder, hvor kommunens politiske pris er meget større, og hvor der er langt større risiko for protester fra borgere.

Læs også Dorthe Nielsens kommentar "Det er ikke moderne af have behov for hjælp"

Mennesker med et handicap erobrede selv deres frihed.

Jørgen Lenger — Fri, 15 Feb 2013 16:21:54 +0000

Af Jørgen Lenger

Århusordningen. Hjælpeordningen. Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). Kært barn har mange navne. Og kært er det barn, der kom til Verden i Århus midt i 1970erne, og som i årtier har gjort det muligt for mennesker med et handicap selv at planlægge og leve et liv med nogen lunde samme muligheder som andre mennesker.

Mere uofficielt er ordningen også blevet kaldt handicappolitikkens kronjuvel.

Kort fortalt går den ud på, at man får stillet et beløb til rådighed, og så ansætter man selv sine hjælpere og styrer selv sin dagligdag. Man kan selv være arbejdsgiver, eller man kan overlade det formelle arbejdsgiveransvar til et firma, en forening eller en nærtstående. Så er man selv arbejdsleder.

Århusordningen var det første navn til det kære barn. Den opstod nemlig i Århus Kommune. Helt fejlagtigt er det blevet opfattet som om det så også var Århus Kommune, der opfandt ordningen.

Det var det nemlig ikke. Faktisk slet ikke. Men i øvrigt en fejltagelse, som Århus Kommune ikke har anstrengt sig nævneværdigt for at modsige.

I skal bo på plejehjem!

Det hele startede en dag, da en ung mand med et handicap ringede fra sin institution og fik fat på en ikke særlig venlig medarbejder i Socialforvaltningen. Den unge mand ville vide, hvor meget hjælp han kunne få, hvis han flyttede i egen bolig uden for institutionen.

- Du kan ikke få nogen hjælp, lød svaret. Sådan nogen som dig skal bo på plejehjem.

Og så var den dialog forbi.

Den unge mand lod sig imidlertid ikke kue. Et halvt år senere ringede han igen og fortalte, at nu var han flyttet i egen bolig, så nu ville han gerne have hjælp til at klare dagligdagen med pleje, overvågning og ledsagelse.

- Du kan få pengene, og så vil vi ikke høre mere fra dig, lød svaret fra den fortsat ikke særlig venlige kommunale medarbejder.

Meldingen var egentlig ment som en trussel, men blev modtaget som en gave.

Sådan startede Århusordningen. Jeg var på det tidspunkt en meget ung medarbejder i Århus Kommune, og min opgave blev i første omgang at regne ud, hvor mange penge den unge mand så skulle have udbetalt til aflønning af hjælpere. Princippet skulle være, at han kunne få udbetalt samme beløb som prisen på en institutionsplads.

Friheden blev populær.

Historien om den unge mands nye liv spredte sig som ringe i vandet, og andre unge institutionsbeboere flyttede også lige pludselig til egen bolig rundt omkring i Århus. Så fik også de en pose penge hver måned. I løbet af halvandet år flyttede mere end 40 især unge mennesker fra institution til egen bolig. Og unge fra hele landet begyndte at flytte til Århus, for den nye ordning fandtes ikke andre steder. Der kom så mange til byen, at Århus Kommune den dag i dag har en markant overrepræsentation af borgere med en hjælpeordning.

For manges vedkommende var det første gang i deres liv, de fik mulighed for at styre deres egen tilværelse, planlægge dagligdagen og handle spontant som andre mennesker. Århusordningen gjorde en forskel, der hed livskvalitet.

Vi fik imidlertid et mindre teknisk problem, for der var ikke rigtig nogen lovhjemmel til den ordning, som den ikke særlig venlige medarbejder havde fremprovokeret. Bistandsloven indeholdt simpelt hen ikke en paragraf, der gjorde det muligt at udbetale pengene på den måde.

Men vi fandt en noget overset paragraf, bistandslovens §56, der handlede om "hjælp til hushjælp". Den var egentlig kun beregnet til og blev kun brugt, når en vrissen gammel kone for Gud ved hvilken gang var røget uklar med sin hjemmehjælper. Så kunne kommunen vælge at udbetale pengene og lade hende finde sin hjemmehjælper selv.

Problemet var kun, at forbruget på den konto eksploderede, og på et tidspunkt begyndte Århus Byråd at undre sig over, at der fandtes så mange vrisne gamle koner i byen.

Privatisering eller selvforvaltning?

Byrådsmedlemmerne var på ingen måde begejstrede. Ikke fordi de havde noget mod at hjælpe mennesker med et handicap, men fordi det der med at styre sit eget liv aldrig har været en blomst, der er groet i et socialdemokratisk rosenbed. Og så oven i købet overlade både liv og penge til mennesker med et handicap, der på institutionen end ikke havde haft ansvaret for selv at købe en rulle toiletpapir, som et socialdemokratisk byrådsmedlem sagde. Ja, de anede end ikke, hvor frikadeller kommer fra, tilføjede han.

Bekymringen var lidt mindre blandt de borgerlige partier, som kunne få øje på noget privatisering i ordningen. Venstrefløjen kaldte det selvforvaltning, hvilket var meget vigtigt for venstrefløjen – dengang.

Og under alle omstændigheder var løbet kørt. Byrådet havde kun den ene mulighed at tvinge et efterhånden stort antal mennesker med et handicap bort fra et selvstændigt liv – og tilbage til institutionen. Politikerne vurderede med rette, at dét var for sent, og så blev det ... som det nu blev.

Fagforeningen derimod var helt oppe i det røde felt og affandt sig aldrig med dette nymodens tiltag, som de betragtede som rent anarki. I de efterfølgende år var fagforeningens væsentligste bidrag til Århusordningen at bekæmpe enhver forbedring for hjælperne for på den måde at gøre det så lidt attraktivt som muligt at arbejde som handicaphjælper. Og de fik den socialdemokratiske rådmands garanti for, at det aldrig måtte blive mere attraktivt at være handicaphjælper end at være hjemmehjælper. Helst lidt ringere.

Det var i de år, vi sang med på Holst & Würgler-sangen om at "inderst inde ved vi godt, vi får ingen anden Verden, hvis vi ikke tager den selv". Det var sandt dengang. Og det er sandt nu. De unge mennesker fra Århus valgte at tage en bedre Verden, da chancen bød sig. Som så ofte før i Verdenshistorien byder den slags chancer sig ved et tilfælde. Og da politikerne fik øje på virkeligheden, var den kørt forbi dem.

Men de unge mennesker handlede ikke uden risiko, for indtil de var blevet mange, var det faktisk en reel risiko, at de var blevet sendt tilbage til institutionen.

Magt og kreativitet er uforenelige størrelser.

Af en eller anden grund forestiller vi os, at en så perspektivrig ordning opstår efter et grundigt forarbejde, hvor en arbejdsgruppe har siddet og tænkt kreative tanker, som de så har skrevet ned i en stor rapport, som politikerne herefter har vedtaget.

Men sådan var det altså slet ikke. Faktisk er det utænkeligt, at Århusordningen kunne opstå på den måde. Dens kreativitet og hele tankegang var så langt væk fra kommunal tankegang som overhovedet muligt. Den tager udgangspunkt i individets frihed og selvstændighed, med et minimum af kontrol og et minimum af regler.

Sigende er det da også, at ved hver efterfølgende ændring er Århusordningen blevet mere indviklet og byrokratisk og med stadig mere kontrol af personer med et handicap.

Ordningen blev landsdækkende i 1989 og fik navnet hjælpeordningen. Den fik sin egen paragraf i serviceloven i 1998, og i 2009 ændrede den navn til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).

Skiftende socialministre har gennem de seneste år rost hjælpeordningen som noget helt unikt, der skal bevares. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at de mener det. I hvert fald er det indiskutabelt at hjælpeordningen har været en bragende succes og har sikret, at mennesker med et handicap har kunnet leve et liv på egne betingelser i snart 4 årtier.

Men omvendt er jeg heller ikke i tvivl om, at den socialdemokratiske vanetænkning fortsat ligger lige under overfladen.

Ganske få måneder før Annette Vilhelmsen blev formand for sit parti nævnte hun pludselig på et møde i Folketingets Socialudvalg, helt umotiveret, uden at have drøftet det med nogen handicaporganisation, at kommunerne skal kunne overtage hjælpeordningerne.

Livskvalitet og frihed kan ikke gradbøjes.

Ikke blot betyder de kommunale nedskæringer, at hjælpeordningen er udsat for angreb i kommunerne, men selve ideen er tydeligvis heller ikke fredet.

Det lyder besnærende, når vi møder det spørgsmål, om det da ikke er rimeligt, at mennesker med et handicap skal spare, når der også spares på så mange andre områder.

Forskellen er bare, at lige nøjagtig hjælpeordningen ikke kun handler om et serviceniveau, der kan trækkes lidt ud og ind. Den er tværtimod selve grundlaget for nogle menneskers livskvalitet og frihed, som er to begreber, der ikke kan gradbøjes.

Derfor er det så vitalt at huske historien om hjælpeordningens opståen. Som så ofte før var det, da mennesker gik sammen i fælles handling, at Verden flyttede sig. Hjælpeordningen fik kun sine særlige kvaliteter, fordi mennesker med et handicap greb en chance, da de fik den. Læren heraf er nemlig, at når alt kommer til alt, så er der heller ikke nu andre end brugerne selv til at forsvare den. Risikoen ved at overlade initiativet til politikere og embedsmænd er ikke, at de afskaffer hjælpeordningen, men at den berøves sin sjæl.

Nu om dage kalder de den slags for "fremtidssikring".