Pelle Dragsted's blog

EU-debatten er ikke binær, Holger.

Pelle Dragsted — Tue, 10 Jan 2017 13:14:37 +0000

Af Pelle Dragsted

Noget som frustrere mig i den igangværende debat om venstrefløjens holdning til EU er den meget binære og karrikerede opfattelse som præger den. Enten er man for EU med alt hvad det indebærer – eller også vil man melde sig ud i morgen og isolere sig fra omverdenen. Sådan bliver spørgsmålet fremstillet - fx af SFs Holger K Nielsen i hans aktuelle angreb på Enhedslisten.

Men sådan kan man som venstreorienteret europæer i den virkelige verden ikke forholde sig

Lad mig forklare min egen position:

Jeg synes da så absolut det bedste ville være hvis vi i morgen eller inden for få år kunne revolutionere EU, og omskabe samarbejdet til et rødt, grønt og demokratisk foretagende, der samtidig styrkede nærdemokratiet ved at flytte mere indflydelse tilbage til de nationale parlamenter. Det er da så absolut den bedste løsning.

Og derfor arbejder vi da også i Enhedslisten for at prøve at ændre EU-samarbejdet. Det gør vi når vi fx i folketinget har stillet forslag om at Danmark skal arbejde for en social protokol i EU, der sikrer at konkurrencehensyn aldrig kan underkende faglige rettigheder. (SF og R stemte i øvrigt imod).
Og når vi som deltager i de vigtigste europæiske venstrefløjssammenslutninger – forsøger at kæmpe mod nedskæringskravene til Grækenland og andre sydeuropæiske lande. (SF har meldt sig ud af den europæiske venstrefløj og ind i den mere socialliberalt orienterede Grønne gruppe).

Men idéen om en grundlæggende forandring af EU er bare ikke tilstrækkelig i en seriøs venstreorienteret strategi for forandring.

For det første er det tæt på umuligt grundlæggende at ændre EU. Den ændring af EU's nyliberalistiske politik, som er nødvendig for at løse de problemer almindelige mennesker i Europa rammes af, vil kræve et grundlæggende opgør med hele det nuværende traktat-grundlag – altså EU's grundlov. En sådan traktatændring kræver enstemmighed, hvilket igen ville kræve at venstrefløjen vandt magten i samtlige EU-lande – Samtidig!

For det andet - selv hvis dette drømmescenarie engang i fremtiden skulle blive til virkelighed – hvordan forholder vi os så i mellemtiden? Hvad gør vi hvis venstrefløjen vinder magten i et eller flere medlemslande under de nuværende EU-traktater og under Euro-direktiverne.
Hvad skal den spanske, franske, portugisiske eller for den sags skyld danske venstrefløj gøre hvis vi vinder regeringsmagten i et af vores lande på løftet om at føre en mere solidarisk og progressiv politik?

I den situation er der reelt kun to muligheder under de nuværende forhold. Enten underlægger man sig EU og euroens nyliberalistiske politikker, der reelt forhindrer en solidarisk politik med fokus på beskæftigelse og lighed. Eller også bryder man med Euroen og EU. Det er valget man står med.

Og det er netop dette dilemma, som de mest fremtrædende venstreorienterede partiet i Europa i Plan B-samarbejdet mødtes for at diskutere i københavn i November, med Enhedslisten og det svenske Vänsterparti som værter.

Og det er det dilemma som Holger K og SF ikke vil forholde sig til. Måske fordi de reelt har opgivet troen på, at der kan føres en grundlæggende anden politik end den som føres i dag?

Men det er et dilemma som ethvert seriøst venstreorienteret parti i Europa er nødt til at forholde sig til.

Sagt med andre ord: For mig har en udmeldelse af EU aldrig været et mål i sig selv. Men det kan blive et nødvendigt middel til at gøre det muligt at føre en progressiv og solidarisk økonomisk politik, hvis venstrefløjen vinder regeringsmagten i et EU-land, så længe det nuværende nyliberalistiske traktatgrundlag består. Bare spørg grækerne.

Mange former for tilknytning

Men den binære opfattelse om enten "at være med" eller "melde sig ud og isolere sig” er også ude af trit med virkeligheden i Europa.

For virkeligheden er jo, at vi allerede i dag har et EU i flere rum og hastigheder. Vi har lande, der er med i Euroen, og lande der ikke er. Vi har selv allerede i dag en række undtagelser. Vi har lande, som Norge, der står uden for EU, men deltager i handelsamarbejdet på næsten lige vilkår. Vi får nu et Storbritannien, som får en måske ny form for tilknytning til EU.

Så valget står jo ikke mellem fuldt EU-medlemskab eller at vi som Holger plejer at formulere det ”lukker os inde i nationalstaten”.

Ingen mener jo, at Danmark fx ikke skal indgå i et handelssamarbejde med de europæiske lande. Det ville jo være gak-gak.

Men jeg kunne fx godt se for mig, at de nordiske lande, med vores mange fællesnævnere, på den ene side uddybede vores interne samarbejde, mens vi samtidig forsøgte at få en anden og friere form for tilknytning til EU end i dag, der gav bedre muligheder for at forsvare og udvikle vores velfærdsmodel, og føre en solidarisk, beskæftigelsesfremmende politik.

Om en sådan ændring af tilknytning ville kræve en udmeldelse eller kunne klares gennem en genforhandling af relationen er i den forbindelse mindre vigtig. Det er som sagt målet der er det afgørende.

Jeg synes det er rigtig godt at vi får en ny runde diskussion om venstrefløjens forhold til EU. Men det ville være godt hvis vi kunne komme ud over karikaturerne og de binære modsætninger og forholde os til de dilemmaer vi vil stå i, og de mange muligheder for samarbejde som faktisk findes.

Se også Pelle Dragsteds første blog i EU-debat på Modkraft: »Holgers mærkelige verden« (9. jan 2017).

Holgers mærkelige verden

Pelle Dragsted — Mon, 09 Jan 2017 13:59:41 +0000

Af Pelle Dragsted

Holgers mærkelige verden

Jeg har stor respekt for at der findes forskellige holdninger til hvordan vi skal forholde os til EU på venstrefløjen. Jeg synes heller ikke selv det er en nem diskussion.

Men at høre Holger K sige i gårsdagens deadline, at EU er et ”forsøg på at inddæmme markedskræfterne og globaliseringen” er simpelthen for langt ude i skoven.

EU er jo det stikmodsatte. EU er den ”fri”handels-aftale, der har gennemført den mest vidtgående deregulering af markeds- og kapitalkræfterne i verdenshistorien. Det er nyliberalismens politiske ingeniørers største mesterværk. Hvor den økonomiske elite har frit slag til at flytte kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft hvorhen de vil, når de vil, og på den måde spille stater og lønmodtagere ud i en evig nedadgående konkurrence på skat og arbejdsvilkår.

Med en domstol, som slår hårdt ned på forsøg på at lægge begrænsninger på markedskræfterne. Landene bliver dømt for fx at tillade faglige blokader mod virksomheder, der importerer underbetalt arbejdskraft. For det er en ”teknisk handelsbarriere”.
Som forhindrer i at forbyde tilsætning af giftige hormonforstyrrende stoffer, fordi det er et indgreb i varernes frie bevægelighed.

Frihandelsaftalen TTIP, som SF (omsider efter lidt vaklen) er imod, er det rene vand ifht. den deregulering der hersker i EU.

Jeg synes det er helt fair, at drømme om at EU var eller kan blive til noget helt andet – noget rødt og demokratisk. Det drømmer jeg selv om, selvom jeg tror det er meget lidt sandsynligt. Men at påstå at EU i dag er et forsøg på at ”inddæmme markedskræfterne og globaliseringen”, det er simpelthen grotesk. EU er en af den nyliberalistiske globaliserings mest radikale udtryk.

Er nationalstaterne onde?

Jeg forstår faktisk heller ikke, hvorfor Holger K i Deadline-debatten i går nærmest vrængede af nationalstaterne, og af ønsket om et relokalisere noget mere demokratisk suverænitet.

Er det virkelig SFs forståelse? At nationalstaterne er noget forfærdeligt noget, og at mere suverænitet er af det onde? Det er mærkeligt synes jeg.

Det er i nationalstaterne vi har stærke demokratiske institutioner. Det er i nationalstaterne at vi har opbygget de europæiske velfærds- og socialstater. Det er i nationalstaterne, at folk kan øve en nogenlunde direkte indflydelse. Det er i nationalstatens ramme, at vi forhandler overenskomster og har tilkæmpet os rimelige løn og arbejdsvilkår.

For mig er nationalstaten ikke et skældsord. Og med det EU vi har i dag ville det være en stor fordel for den almindelige befolkning, hvis der kom mere magt tilbage til de nationale parlamenter. Ikke mindst på det økonomiske område.

Jeg synes det er virkelig problematisk at Holger K og SF ikke kan kende forskel på nationalisme (altså en xenofobisk og nationalchauvenistisk holdning) Og så spørgsmålet om at ønske mere demokratisk suverænitet i de lande vi er borgere i.

Det er ikke nationalisme at arbejde for mere suverænitet. Det er en demokratisk kamp for at give befolkningerne bedre mulighed for, at kunne indrette samfundet sådan som flertallet ønsker det.

Det er ikke nationalisme at slås for at forsvare anstændige job med en løn til at leve af, og modsætte sig et globalt ræs mod bunden, hvor lønmodtagere sættes op mod hinanden i en kamp om hvem der kan sælge sig selv billigst og med færrest rettigheder.

Og det er ikke nationalisme at kæmpe mod social dumping og kritisere når arbejdskraftens såkaldt frie bevægelighed bliver arbejdsgivernes redskab til at importere og udbytte underbetalt uorganiseret arbejdskraft, og presse den lokale arbejdskraft til at acceptere stadig værre vilkår.

At ønske at relokalisere mere demokratisk indflydelse til de lande vi lever i, betyder selvfølgelig ikke at vi kan løse alle udfordringer i de enkelte lande. Det er brug for stærke forpligtende og i nogle tilfælde også overstatslige internationale aftaler i kampen mod klimaforandringer, skattely, fred og sikkerhed etc.

Men at se det, at nationalstaterne genvinder mere demokratisk suverænitet som et farligt skræmmebillede, forstår jeg ikke.

Det er ikke nationalstaterne, der har skabt grobunden for de højrepopulistiske partier. Det er derimod i høj grad EU's udemokratiske og arrogante establishment og den ødelæggende økonomiske politik som EU's traktakgrundlag forpligter medlemsstaterne til.

At svaret på truslen fra Le Pen og co. skulle være at slutte op om det nyliberalistiske EU – og opgive enhver tanke om at styrke de nationale demokratiers indflydelse, er efter min mening et fejlskud.

Frihandelskritik er ikke nationalisme

Pelle Dragsted — Mon, 21 Nov 2016 12:42:25 +0000

Af Pelle Dragsted

Efter Brexit-afstemningen, Valget af Trump og diskussionerne om frihandelsaftalernene CETA og TTIP, er der – også på venstrefløjen - opstået en mærkelig tendens, hvor der flere og flere steder sættes lighedstegn mellem kritik af såkaldt frihandel, social dumping, og ønsker om mere suverænitet på den ene side – og så nationalisme, protektionisme og xenofobi på den anden. Med det greb sættes venstrefløjens kritik af fx TTIP, eller social dumping behændigt i båd med højrefløjens nationalisme.

Men det er ikke desto mindre noget vrøvl at drage de paralleller.

- Det er ikke nationalisme at arbejde for mere suverænitet fx ifht EU. Det er en demokratisk kamp for at give befolkningerne bedre mulighed for, at kunne indrette samfundet sådan som flertallet ønsker det.

- Det er ikke anti-globalisering, at være modstander af nyliberalistiske orienteret ”frihandel”, der reelt handler om store virksomheders frihed fra demokratisk regulering, og som fratager befolkningerne vores frihed til at tage demokratiske beslutninger.

- Det er ikke protektionisme at slås for at forsvare anstændige job med en løn til at leve af, og modsætte sig et globalt ræs mod bunden, hvor lønmodtagere sættes op mod hinanden i en kamp om hvem der kan sælge sig selv billigst og med færrest rettigheder.

- Og det er ikke xenofobi eller racisme at kæmpe mod social dumping og kritisere når arbejdskraftens såkaldt frie bevægelighed bliver arbejdsgivernes redskab til at importere og udbytte underbetalt uorganiseret arbejdskraft, og presse den lokale arbejdskraft til at acceptere stadig værre vilkår.

At arbejde for mere demokratisk råderum, mere suverænitet og rimelige arbejdsvilkår er ikke at vælge højrefløjens side. Det er den modsatte vej rundt. Det er den nyliberalistiske elites model for globalisering, der med dens undergravelse af velfærd og gode arbejdsforhold, der har skabt den frodige jord for højrepopulisme og national-konservatisme.

De ovenstående definitioner indebærer også, en erkendelse af, at det ikke nytter noget at opfatte valget af Trump eller Brexit-afstemningen som et rent udslag af racisme og nationalisme.

Ingen tvivl om at disse drivkræfter har spillet en rolle. Men at en lønmodtager, der har oplevet hvordan frihandel har fået tusinder af gode job til at forsvinde, eller at arbejdsgivere har fyret deres lokale ansatte og importeret underbetalt uorganiseret arbejdskraft, ønsker regler der dæmmer op for denne udvikling, behøver på ingen måde at være udtryk for racisme eller nationalisme.

Man behøver ikke at ”hade” eller se ned på mexicanere eller østeuropæere, fordi man er kritisk overfor arbejdsgivernes mulighed for at misbruge udenlandsk arbejdskraft til at presse løn og arbejdsvilkår. Og man behøver ikke at være imod globalisering og internationalt samarbejde fordi man ønsker et opgør med en specifik frihandels-model, som man har mærket konsekvenserne af på egen krop.

At stille sig på den ”anstændige” elites side i forsvaret for en globaliseringsmodel, der entydigt forrykker magtbalancen i den økonomiske elites favør, og skaber utryghed og magtesløshed, eller at bortfeje kritikken fra dem som Hillary kaldte ”a basket of deplorable” som udtryk for ren og skær racisme og nationalisme – ville være en historisk fejltagelse for venstrefløjen og andre progressive.

Tvært imod skal det demokratiske venstre være endnu mere klare i kritikken af de sociale og demokratiske konsekvenser af den nyliberalistiske frihandel, misbruget af udenlandsk arbejdskraft, og EU's nedskæringspolitik, og tilbyde et klart, solidarisk og demokratisk alternativ til såvel elitens nyliberale status quo, som højrepopulismens xenofobiske sirenesang.

Fire år med Thorning – hvad kan vi lære #3 - Et blik fremad

Pelle Dragsted — Mon, 17 Oct 2016 08:51:00 +0000

Af Pelle Dragsted

Fire år med Thorning – hvad kan vi lære #3
- Et blik fremad

Jeg har i to foregående indlæg (1) (2) diskuteret erfaringerne fra tiden med Thorning-regeringen. I denne blog vil jeg prøve at se fremad og diskutere, hvordan erfaringerne fra de fire år kan omsættes i en fremadrettet strategi.

For vi må forvente at stå i en lignende situation hvis det lykkes at vælte den nuværende regering. Mette Frederiksen har hidtil ikke gennemført noget, der ligner et grundlæggende opgør med Corydonismen, og vi har set partiets magtfulde gruppeformand Henrik Sass-Larsen slå fast, at en Socialdemokratisk regering vil lave de store økonomiske aftaler til højre i salen.

Vi må nok også forvente, at højrefløjen igen vil stå parat til at lave aftaler med en ny socialdemokratisk regering. Det er nok desværre en jernlov, at når højrefløjen selv har magten, så vil deres bagland blandt arbejdsgiverne ønske det smallest mulige samarbejde til højre. Men i det øjeblik, at der er indsat en socialdemokratisk regering, vil de samme arbejdsgivere lægge pres på højrefløjen for at indgå flest mulige forlig – simpelthen fordi det er en fordel set fra deres side.

Udsigterne kan godt få én til at blive ramt af sortsyn. Er det virkelig det, der er den politiske horisont; at kæmpe mod én højrefløjsregering, der fører nyliberalistisk politik, for at få en socialdemokratisk regering, der også fører nyliberalistisk politik, blot i en lidt mildere udgave. Det er et dystopisk perspektiv.

Og derfor selvfølgelig heller ikke et perspektiv vi kan acceptere at operere indenfor. Vores opgave er tværtimod skridt for skridt at skabe en horisont, hvor det bliver muligt at skabe reelle forandringer i grøn, progressiv og socialistisk retning i Danmark.

Intet fælles projekt med S
Jeg synes vi med vores vedtagelse fra sidste årsmøde i Enhedslisten nåede en vigtig erkendelse. Nemlig, at vi ikke kan regne med socialdemokraterne som medspiller i kampen for velfærd og solidaritet, men at opgaven er et opbygge et alternativ – en venstrefløj i sin egen ret som ikke opfatter sig selv eller opfører sig som et korrektiv til socialdemokraterne (Link).

" Der er behov for at opbygge venstrefløjen efter valgnederlaget og efter det tillidsbrud, som SR(SF)¬regeringens asociale politik indebar. I denne genopbygning kan vi ikke regne med Socialdemokraterne som medspiller. Venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokraterne. Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs. Som venstrefløjens største parti har Enhedslisten ikke bare initiativretten, men også pligten til at drive venstrefløjens genopbygning frem."

Med andre ord, hvis socialdemokraterne fortsætter den nyliberalistisk orienterede politik, så er opgaven inden for en årrække, at erstatte dem som det dominerende parti på venstrefløjen, og som det virkelige alternativ til højrefløjen. Det bliver bestemt ikke nogen nem opgave, men vi har set det ske i en række andre europæiske lande – hvor socialdemokraterne har været i gennem samme højre-udvikling som i Danmark.

Men denne erkendelse er egentlig den nemmeste at nå frem til. Udfordringen er hvordan vi agerer i mellemtiden. Så længe, at vi har et socialdemokratisk parti, der er det største oppositionsparti.

Vi skal selvfølgelig være ærlige, om at deres projekt ikke er vores, og at vi ikke mener man skal forvente nogen grundlæggende forandringer fra en socialdemokratisk regering. Men det er jo samtidig ikke nogen nem opgave at mobilisere aktivister og vælgere på budskabet om, at en ny regering også vil øge uligheden og forringe velfærden. For selvom vi ikke hare et fælles politisk projekt, så har vi jo faktisk en fælles målsætning – nemlig at vælte Lars Løkkes regering. Og hvis vi skal det, så skal tusinder af aktive og vælgere mobiliseres. Og det kræver, at der findes et håb og en tro på forbedringer.

Opgaven er altså ikke helt nem, men jeg tror, at vi kan tage en række skridt som vil gøre det mere tydligt hvad vores projekt er, og bidrage til at skabe håb og mobilisering.

1. Gå til valg på egen politik
Når vi går til valg næste gang – bør vi gå til valg på et program, for hvad vi selv mener der bør ske i Danmark. Det kunne fx være i form af udspil om hvad vi mener en regering skal gennemføre de første hundrede dage efter et valg. Hvad vi ville gennemføre på den korte bane hvis vi kunne bestemme. Altså et slags socialistisk orienteret valgplatform, der genopretter velfærden, øger trygheden for lønmodtagerne, satser massivt på grøn omstilling etc. etc. Her kan vi givetvis også finde inspiration i de valgplatforme, som andre venstrefløjspartier i Europa med succes har båret frem.
Denne tilgang indebærer også, at vi i mindre grad skal formulere vores politik som krav til en kommende S-regering, men i stedet fortælle hvad vi vil arbejde for. Vi skal selvfølgelig udfordre socialdemokraterne op til og under et valg, men vi skal huske at vi ikke ønsker, at være et korrektiv, men et selvstændigt alternativ.

Man skal stemme på Enhedslisten hvis man ønsker, at Danmark skal bevæge sig i den retning, som vi fremlægger.

2. Opbyg en forandrings-alliance til venstre
I vedtagelsen fra årsmødet inviterer vi også Alternativet og SF til at deltage i opbygningen af en ny progressiv venstrefløj. Det mener jeg er en meget vigtig tilkendegivelse, som vi bør arbejde ud fra mhp på at etablere et stærkt samarbejde mellem de tre partier.

Vi deler mange grundlæggende værdier og synspunkter med SF, og selvom Alternativet stadig er et ungt parti, der er ved at forme sin politik, er de hidtidige erfaringer fra folketinget, at vi i de fleste spørgsmål ligger på linje med hinanden. Også programmatisk er der mange ligheder – kritikken af vækst-samfundet og konkurrencestaten, modstanden mod nyliberalismen – og ønsket om et åbent og tolerant samfund.

Der er selvfølgelig også ting der skiller – ellers ville vi jo ikke være tre forskellige partier. Men der er mere der samler end der skiller – og jeg synes at der er basis for et stærkt samarbejde.

Det, der gør perspektivet interessant, er også, at vores tre partier, lige nu i de vægtede meningsmålinger ligger til omkring 18-20% af stemmerne. Det er mange år siden at partier hvis politik ligger til venstre for Socialdemokraterne har stået så stærkt. Til sammenligning fik spanske Podemos og resten af venstrefløjen omkring 21% ved seneste valg.

Hvis vi kan opbygge et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, og hvis vi formår i forskellige situationer at optræde med en fælles stemme og fælles politiske udspil, så vil det kunne rykke ved det politiske landskab i Danmark.
Det kan både op til og under et valg bidrage til at undgå en "præsident-valgkamp" mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke, og bringe partierne til venstre i spil. Det kan medvirke til at skabe begejstring og ikke mindst håb, om forandring, som vil være meget svært at skabe hvis hovedfokus i en valgkamp er, at Mette Frederiksen skal være statsminister.

Men det vil også betyde, at vi efter et valg på en række områder ville kunne tale med én stemme overfor en S-regering med en helt anden parlamentarisk styrke end den Enhedslisten havde under Thorning.

Der er også et spændende politisk perspektiv – særligt i et samarbejde mellem Alternativet og Enhedslisten. Selvom der er et vælgermæssigt overlap, appellerer de to partier nemlig til forskellige samfundsgrupper. Hver især har vælgere, som det andet parti ikke er attraktive for.
Og hvis vi ser ud i Europa til de lande hvor der er lykkedes at bryde det historiske socialdemokratiske hegemoni, så er det netop, der hvor man har formået at samle forskellige samfundsgrupper – lønmodtagere, studerende, arbejdsløse og små selvstændige og freelancere om en fælles platform – og nogle fælles forhåbninger.

Om det kan lykkes at skabe en sådan forandringsalliance afhænger i høj grad af, hvordan de to andre partier stiller sig. Desværre ser det indtil videre ud som om at SF igen i højere grad orienterer sig efter et tæt samspil med Socialdemokraterne. Men Enhedslisten bør blive ved med at arbejde for mest muligt samarbejde og koordinering mellem "forandringspartierne".

3. Gøre det klart at vores ende-mål ikke er en S-regering
Jeg tror også det vil gøre vores profil og vores mission klarere, hvis vi blev klarere omkring spørgsmålet om regering. For mig står det ikke til diskussion at vi skal pege på en socialdemokratisk forhandlingsleder, hvis S er det største parti i den blok, der vil af med Løkke. Og at vi skal støtte dannelsen af en socialdemokratisk regering.

Men vi bør samtidig begynde at gøre det mere klart, at det langt fra er vores endelige mål på længere sigt. At vi ikke er sat i verden for at bringe socialdemokraterne til regeringsmagten.

Vi bør sige klart, at vores egentlige mål er at vinde flertal for en progressiv "forandrings"regering, ledet af et eller flere partier, der vil gøre op med de seneste årtiers underminering af velfærden, og almindelige menneskers tryghed. Som vil gennemføre en hurtig og radikal grøn omstilling af landbrug og produktion. Som vil gennemføre demokratiske reformer, der sikrer danskerne større demokratisk indflydelse i alle aspekter af livet.

Og vi bør sige åbent, at når vi pt støtter en socialdemokratisk regering, er det fordi det er det mindst ringe alternativ, så længe mandaterne er fordelt som de er. Og fordi det giver os bedre muligheder for at aftvinge indrømmelser i vores retning, end med en højrefløjsregering. Men samtidig gøre det klart, at man ikke bør have forventninger til at socialdemokraterne anno 2016 vil stå for en grundlæggende anden kurs, end den som højrefløjen står for.

Det er klart, at en sådan udmelding skal formuleres på en måde, så vi ikke fremstår som fantaster. Men omvendt er vi nødt til stille og roligt at begynde at udvide mulighedernes horisont, og slå fast at der ikke er nogen historisk jernlov, der giver de gamle partier monopol på regeringsdannelser.

4. Opgør med S-arrogance

Selvom tingene kan gå hurtigt, venter muligheden for at danne en progressiv regering med vores deltagelse næppe lige om hjørnet. Indtil videre er Socialdemokraterne det største parti, og vil dermed stå i spidsen for en regering til venstre. Derfor er opgaven her og nu også, at få ændret magt-relationen og styrkeforholdene mellem socialdemokraterne og de andre partier, der skal danne flertal.

Socialdemokraternes tilgang til os og resten af venstrefløjen er desværre præget af en grundlæggende arrogance, baseret på idéen om, at vi ikke har andre steder at gå hen.
Henrik Sass Larsen er den socialdemokrat, der er mest ærlig om dette synspunkt. I et nyligt interview gjorde han det klart, at venstrefløjen ikke skulle regne med at få nogen særlig indflydelse på den økonomiske politik under en fremtidig S-ledet regering, og hvis vi var utilfredse så måtte vi jo "bare vælte regeringen". Denne afpresning-strategi er en del af DNA´et i den socialdemokratiske ledelse. Derfor er man heller ikke så bange for at tabe stemmer til venstre, ved at dreje politisk til højre.

Det er afgørende for mulighederne for indflydelse, at udfordre afpresnings-strategien, og den arrogante tilgang hvor resten af partierne opfattes som statister eller stemmekvæg. Den gav måske mening da socialdemokraterne havde 40 pct af stemmerne. Men tingene er forandret. I de vægtede meningsmålinger kan socialdemokraterne mønstre 25 pct. De andre 25 pct som er nødvendige for et nyt flertal skal vi andre levere. Socialdemokraterne er nødt til at vågne op til den nye virkelighed og være med til at etablere et ligeværdigt og respektfuldt forhold til resten af venstrefløjen.

Det er derfor positivt, at Pernille Skipper på Enhedslistens sommergruppemøde meldte ud, at der er brug for en diskussion i Enhedslisten af vores parlamentariske strategi. Kan vi lade os inspirere af erfaringer fra vores søsterpartier i andre lande i Europa? Den debat skal vi tage, og om nødvendigt gribe til nye redskaber i den parlamentariske værktøjskasse.

5. Opbyg forventninger og pres udefra

Men mindst lige så vigtigt er det naturligvis at ændre på det mest afgørende styrkeforhold – nemlig dem der etableres uden for Christiansborg. For uanset hvor intelligent og dygtigt Enhedslisten og andre partier til venstre forsøger at rykke på relationen til Socialdemokraterne, og uanset om vi tager nye redskaber i brug, så er der ingen parlamentariske quick fix, der alene kan forrykke magtforholdene.

Så når vi taler om en forandringsalliance, så skal vi ikke kun tænke den som noget der skal opbygges på Christiansborg, men i lige så høj grad som noget ser skal opbygges udenfor – med alle de bevægelser, initiativer og mennesker som heller ikke ønsker en tilbagevenden til Corydonismen. Som ønsker reelle forandringer.

Og på samme måde bør udviklingen af vores valggrundlag, ikke være en indadvendt proces, men tværtimod en udadvendt og inddragende proces. Det kunne være i form af de lyttemøder vi tidligere har haft succes med, eller gennem åbne consulta-processer hvor vi på gader og torve snakker med danskerne om deres håb og drømme om hvor vores samfund skal hen.

Dette var mine første tanker, om hvordan vi kan virkeliggøre nogle af de målsætninger som vi tog fat på med vores årsmødevedtagelse fra sidste år. Jeg glæder mig til at udvikle og diskutere venstrefløjens muligheder med gode venner i Enhedslisten og alle andre, der ønsker progressive forandringer om hvad vi kan lære af vores erfaringer, og hvordan vi fremadrettet kan bruge de mandater vi får til låns af danskerne til bedst muligt at sikre et mere retfærdigt Danmark. Med alle de dilemmaer og udfordringer som sådan en diskussion rejser.

Fire år med Thorning – hvad lærte vi? #2

Pelle Dragsted — Mon, 10 Oct 2016 12:46:54 +0000

Af Pelle Dragsted

Fire år med Thorning – hvad lærte vi? #2
- Om at vælte regeringer eller ej

I den sidste blog i denne serie konstaterede jeg, at det tidligt i Thornings regeringsperiode gik op for Enhedslisten, at vi stod i et dybt ideologisk modsætningsforhold til regeringen, og at regeringens politik overordnet set trak Danmark i den forkerte retning. Ligesom jeg konstaterede, at de politiske og parlamentariske styrkeforhold ikke gav Enhedslisten gode muligheder for at dæmme op for denne udvikling.

Men hvorfor lod vi så regeringen sidde? Hvorfor fortsatte vi med at agere parlamentarisk grundlag for den. Det er et af de spørgsmål, der har været rejst mange gange i løbet af den seneste valgperiode både i og udenfor Enhedslisten.

Jeg synes det er en relevant diskussion. Ikke så meget for at bedømme den seneste periode, men mere for at lære af den, da vi om få år meget vel kan stå i en lignende situation. Men også en diskussion, der skal tages nuanceret og argumenteret.

1. Hvordan vælter en regering
Der hersker rigtig mange misforståelser i diskussionen af hvornår en regering vælter eller bliver væltet. Derfor en kort introduktion. Efter et valg afholde en dronningerunde. Her peger hvert parti på en forhandlingsleder, og den som har størst opbakning går i gang med at forhandle med andre partier om en regeringsdannelse – og danner herefter en regering. Så selvom man i folkemunde siger, at Enhedslisten har peget på en socialdemokratisk regering, så er det faktisk ikke helt korrekt – vi har alene peget på den mindst ringe forhandlingsleder, og undladt aktivt at modsætte os dannelsen af en regering.

Når regeringen er dannet behøver den ikke, at have opbakning fra et flertal, hvis bare den ikke har et flertal direkte imod sig. Det er indholdet i den negative parlamentarisme vi har i Danmark.
Regeringen kan således kun vælte ved, at et flertal i folketinget aktivt stiller et mistillidsvotum til den i folketingssalen. Det at regeringen bliver stemt ned – eller ikke kan få vedtaget sin lovgivning betyder således ikke, at den må gå af. Sådan som vi også har set det da Løkke-regeringen nægter at følge et Beslutningsforslag som et flertal har vedtaget.

Der er dog én – måske to undtagelser. Den ene er finansloven. En regering, der ikke kan finde flertal for sin finanslov, er tvunget til at træde tilbage – og enten udskrive nyvalg eller gennemføre en dronningerunde. Det samme gælder formentlig det kommunale akt-stykke, der godkender kommunernes økonomiske ramme.
Herudover kan en regering selvfølgelig på eget initiativ gøre ethvert lovforslag til et kabinetspørgsmål. Altså meddele, at man træder tilbage hvis den pågældende lov ikke vedtages.

Et mistillidsvotum stilles ved en forespørgselsdebat i folketinget. Den kan formuleres med udgangspunkt i en sag – eller bare helt enkelt indeholde formuleringen: Folketinget har ikke længere tillid til regeringen. Hvis der er flere der stemmer for end imod er den vedtaget. Gule stemmer tæller ikke – så alene det at Enhedslisten undlader at stemme kan vælte en regering – hvis en samlet opposition stemmer for.

2. Enhedslistens klassiske tilgang
Enhedslistens klassiske tilgang til spørgsmålet om at vælte socialdemokratiske regeringer er egentlig meget ligetil. Vi vælter ikke en regering med et mistillidsvotum, hvis der ikke findes et bedre regeringsalternativ vi kan pege på. Men regeringen kan vælte sig selv, hvis den ikke kan få flertal for sin finanslov, eller selv vælger at gøre en anden afstemning til et kabinet-spørgsmål. Punktum.
Det var den tilgang som vi gik ind i den sidste valgperiode med, og som også med enkelte undtagelser har været gældende. Jeg vil dog gerne pege på nogle problemer med den.

For det første tror jeg, at den skelnen vi historisk har lagt meget vægt på, om hvorvidt det var os der vælter regeringen eller regeringen der vælter sig selv, er naiv. Uanset, at det fx ved en finanslov principielt er regeringen, der "vælter sig selv", fordi den ikke kan få flertal, vil opfattelsen i den bredere offentlighed være den samme: Enhedslisten væltede regeringen. Det meget skarpe skel mellem at stille en offensiv mistillidsdagsorden og stemme nej til en finanslov, mener jeg ikke giver mening. I befolkningens øjne vil det i høj grad komme ud på ét.
Som jeg beskrev i min sidste blog, viste det sig jo også, at kampen om finanslovene aldrig fik det forløb vi havde forudset. Regeringen stod aldrig i en situation, hvor den måtte vælge mellem at bøje sig for Enhedslisten krav eller udskrive valg. Løkke stod klar hver gang til at gribe den.

Men selv hvis situationen havde været sådan, at regeringen ikke kunne få flertal for sin finanslov og måtte udskrive valg, er jeg meget i tvivl om, hvorvidt det er det "rigtige" tidspunkt at tage opgøret om regeringens politik. Ved en finanslov vil det altid være sådan, at regeringen vil stå parat med en række indrømmelser og forbedringer. Måske ikke netop på vores hovedkrav. Men ikke desto mindre forbedringer. Man skal altså vælte regeringen på noget der er godt, men ikke godt nok.

Og her tror jeg ikke, at det hjælper, at henvise til at regeringen har gennemført en række forringelser sammen med højrefløjen i løbet af året, som er opsummeret i finansloven og som ikke kompenseres i tilstrækkelig grad. For som jeg har skrevet andetsteds, er det mest os i Enhedslisten, der ser denne sammenhæng.

Hvis vi ønsker at "straffe" en regeringen for dens angreb på almindelige menneskers rettigheder fx en konkret aftale med højrefløjen og udløse et valg på spørgsmålet, så skal man efter min mening ikke vente til finansloven, der måske ligger måneder senere. Så skal reaktionen komme prompte – gennem et mistillidsvotum. Mens vreden og skuffelsen er på sit højeste.

2. Afvigelser fra linjen

Der var dog to afvigelser fra den klassiske enhedsliste-tilgang i valgperioden. Første gang var i foråret 2013 da kampen om dagpengene var på sit højeste. Den midlertidige redningspakke som vi havde fået på finansloven løb ud 1. Juli, og tusinder ville falde ud på ingen forsørgelse. Corydon havde i månedsvis afvist, at han ville gøre mere.
Efter en lang og grundig diskussion i folketingsgruppen meldte vi i maj ud i medierne, at med mindre regeringen kom os i møde, så ville vi ikke bære dem igennem afslutningsdebatten. Vi ville stille vores eget forslag til dagsorden, og ville ikke stemme imod et mistillidsvotum fra højrefløjen.

Resultatet af denne trussel (kombineret med pres fra fagbevægelsen) blev at regeringen indkaldte til forhandlingerne som resulterede i den såkaldte Pinseaftale – en redningskrans, der i et par år sikrede, at ingen mistede hele deres forsørgelse, som følge af Dagpenge-reformen.

Anden gang var kort før valget, da vi meddelte, at vi ikke kunne have tillid til finansministeren, hvis han ikke ville give folketinget adgang til at se de alternative bud på DONG. Et mistillidsvotum til en finansminister, som ikke har grundlag i brud på regler, løgne eller lignende, opfattes af de fleste som ensbetydende med et mistillidsvotum til regeringen. Og det mest sandsynlige er, at Helle Thorning havde meddelt, at et mistillidsvotum til Corydon, ville blive opfattet som et mistillidsvotum til hele regeringen.
Vi nåede dog aldrig frem til sammenstødet, da der blev udskrevet valg forinden.

I begge disse tilfælde afveg vi altså fra kravet, om at der skal være et bedre regeringsalternativ før vi er parat til at støtte et mistillidsvotum.

Et andet og mindre kendt sammenstød mellem Enhedslisten og regering var i forbindelse med forhandlinger om vedtagelsen af aftalen om kommunernes økonomi i maj 2012. Regeringen havde forhandlet en aftale på plads med kommunerne, som indebar nedskæringer på såvel drift som anlæg. Vi meddelte at vi ikke kunne støtte et aktstykke, som ikke som minimum sikrede kommunerne en vækst i driften, der fulgte med demografien og samme anlægsniveau som året før. Det førte til et større sammenstød, hvor regeringen truede med at gøre akt-stykket til et kabinetspørgsmål, og i flere uger var der ingen kontakt. Det var i denne periode, at Johanne Schmidt-Nielsen på et årsmøde udtalte, at hvis regeringen troede at de kunne true Enhedslisten til at stemme for noget vi var imod, så måtte de tro om igen.

Det endte med at regeringen bøjede sig – og genforhandlede en aftale med kommunerne, der indebar en merbevilling – der levede op til ELs krav (Det der vist senere blev likviditetstilskuddet).

3. Andre situationer hvor et mistillidsvotum blev diskuteret
Der er dog en række andre tilfælde, hvor det både i partiet og også i folketingsgruppen blev drøftet om et mistillidsvotum ville være aktuelt, og hvor det efter min mening stadig er relevant at drøfte. Det gælder særligt skatteaftalen i 2012 med dens tyveri fra de arbejdsløse og syge, lærerindgrebet i 2013, og salget af DONG til Goldman Sachs.
I alle disse tilfælde var der en enorm utilfredshed med regeringen, og Enhedslistens havde solid opbakning til vores kritiske linje med meningsmålinger på den gode side af 10 procent.
I forbindelse med skatteaftalen mener jeg, således at det er værd at overveje, om Enhedslisten burde have meldt klart ud i offentligheden før forhandlingerne gik i gang, at en aftale, der indebar en mindreregulering af dagpengene, kontanthjælpen mm. ville blive mødt prompte af et mistillidsvotum.
Jeg tror ikke regeringen havde endt med at indgå en aftale med højrefløjen, hvis den trussel havde hængt over hovedet på dem. Slet ikke, da der jo lå en aftale på bordet med Enhedslisten. Og hvis de havde er det min vurdering, at der havde været forståelse for et mistillidsvotum – langt ud over vores egne vælgere.)

Også ifht. DONG-salget mener jeg, at der er grund til at overveje, om man skulle have stillet et mistillidsvotum. Her var en solid modstand i befolkningen på over 80 procent, og brede dele af det socialdemokratiske bagland var i oprør. Men vinduet var kun åbent ganske kort. Det drejede sig om ganske få dage i ugen op til den endelige vedtagelse.

4. For og imod et mistillidsvotum

Men om det i de pågældende eller andre tilfælde havde været rigtigt, at bryde med den klassiske tilgang og vælte regeringen, er ikke nogen nem diskussion. At vælte en regering skal jo have et klart formål. Det skal ikke være en straffeaktion begået i affekt, men være noget der bringer os fremad i vores projekt for at forandre Danmark. For mig at se er det grundlæggende spørgsmål der skal besvares ifht. sidste periode: Hvad ville give de bedste muligheder for at styrke venstrefløjen, arbejderbevægelsen, Enhedslisten og dermed muligheden for på kort og langt sigt at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Var det som vi gjorde, at lade regeringen lide en naturlig død, da den selv udskrev valget. Eller havde det været en fordel, at vælte den, fx i én af de ovennævnte situationer.

Jeg vil her forsøge at opstille fordele og ulemper ved begge.

Fordelene jeg kan se er følgende:

- Et mistillidsvotum havde vist, socialdemokraternes top, at der er en grænse. Socialdemokraterne har historisk altid haft en vis respekt for de radikale, mens venstrefløjens støtte i høj grad har været taget for givet. Det ville være gavnligt med en historisk lektie, der fremadrettet kunne bringe lidt mere balance i forholdet. (Spørgsmålet er dog om vi ikke også reelt satte denne grænse jvnf. ovenstående afvigelser.)

- Igennem valgperioden bredte der sig – retfærdigt eller uretfærdigt – i visse grupper en opfattelse af, at vi var nogle vatnissser, der ikke turde sige fra over for regeringen, og dermed i sidste ende bar et medansvar for udviklingen. Et mistillidsvotum havde manet dette billede endegyldigt i jorden.

- Årene med Thorning førte til en enorm apati og desillussion. En hel generation voksede op med oplevelsen af, at også en socialdemokratisk regering medførte forringelser og øget ulighed. Politikerleden bredte sig og Dansk Folkepartis opbakning voksede. Måske havde et valg udløst af en politisk konflikt vi havde valgt, have skabt et nyt engagement, og gjort politik relevant for flere mennesker igen.

- I de pågældende situationer stod Enhedslisten til en opbakning hos vælgerne på et godt stykke over ti procent. Ved at have væltet regeringen på en sag som DONG-salget kunne vi muligvis have fået et bedre valg end vi endte med at få. Problemet er, at vi faktisk ikke aner om vi i en valgkamp efter et mistillidsvotum havde kunnet fastholde denne opbakning. Eller om vi tværtimod var blevet straffet hårdt af vælgerne, for at risikere at bringe højrefløjen tilbage til magten.

Der er imidlertid også mange vægtige argumenter imod at have bragt regeringen til fald.

- Det mest oplagte argument imod er, hvad vi egentlig ville få ud af det? Havde vi fx væltet regeringen på DONG-salget, havde det jo ikke forhindret, at DONG blev solgt. Et stort flertal i folketinget stod jo bag salget. Og det flertal ville også være der efter et valg. Det ville bare være en højrefløjsregering, der gennemførte salget. Det er netop dette argument, der er grundlaget for den klassiske tilgang. Hvorfor vælte en regering, hvis der ikke er et bedre alternativ, og det ikke ændrer noget?

- Det andet hovedargument er jo, at det ville have bragt højrefløjen tilbage til magten, med de konsekvenser det ville have for almindelige mennesker. Sagen er jo den, at uanset hvor dårlig en socialdemokratisk regering er, så er en højrefløjs-regering altid værre. Hvis man skulle være i tvivl, så kan man jo se på de forringelser som pt gennemføres på fx kontanthjælpsområdet mv.
Højrefløjsregeringen vandt alligevel kan man så indvende. Men ansvaret havde ligget på Enhedslisten – i stedet for at ligge hos regeringspartierne selv, sådan som det blev tilfældet. Der er ingen tvivl om at Socialdemokraterne ville have brugt de kommende år, på, at pege fingre af Enhedslisten, som de ansvarlige for alle de ulykker der nu rammer. Ikke mindst i fagbevægelsens aktive lag kunne dette muligvis have sat Enhedslisten betydeligt tilbage ifht. sympati og opbakning.

- Det er også oplagt, at Enhedslisten ved at udløse et valg som højrefløjen vandt havde afskåret os selv fra den indflydelse som vi har haft i den mellemliggende periode. Lad os fx sige at vi havde væltet regeringen efter salget af DONG, og Løkke havde vundet valget. Så havde vi ikke forhandlet finanslov i 2013 – og ikke fået afskaffet den forhadte gensidige forsørgerpligt mm. Det havde betydet at 20.000 mennesker havde haft betydeligt dårligere kår i dag.

- Der er også en række både kommunikative, men egentlig også politiske udfordringer. Hvem ville vi pege på efter et valg vi havde udløst? Kunne vi pege på en statsminister vi lige havde væltet? Det er muligt at man kan finde gode svar på dette, men det er ikke nemt.

- Endelig kan man jo spørge sig selv – hvor stor indflydelse et parti med 6% af stemmerne egentlig kan forvente at have. Er det overhovedet rimeligt at forvente, at et parti på 6% vælter en regering, fordi den gennemfører en politik som resten af folketinget er enige i. Kan et parti, fordi det har de afgørende mandater bag en regering gennetvinge forbedringer som et flertal i folketinget er imod. (Her bliver det faktisk spændende, at se om Liberal Alliance får held til at "true" sig til en topskatte-reduktion, som der ikke er flertal for i folketinget.)

5. Konklusion
Der er altså argumenter, der trækker i begge retninger, og der gives nok ikke noget enkelt svar på hvordan man skal stille sig i fremtidige situationer. Også fordi det er meget svært at vurdere konsekvenserne på både kort og lidt længere sigt – både for Enhedslisten og for den politiske udvikling i øvrigt. Det vil i meget høj grad være kontekst-afhængigt. Men jeg tør godt foreslå et par konklusioner:

• Den klassiske tilgang, hvor vi ikke vil true med eller bruge et mistillidsvotum, hvis der ikke er et bedre regeringsalternativ (dvs. aldrig) kan ikke stå alene. Vi skal, som det faktisk også har været tilfældet, være parate til i særlige tilfælde at bruge truslen om og viljen til et mistillidsvotum til at presse regeringen eller udløse et valg på et afgørende spørgsmål. Truslen er nødt til at være i arsenalet.

• Truslen om et mistillidsvotum skal bruges med meget stor forsigtighed og skal tænkes helt til ende. Det må aldrig været udløst af affekt. Det skal kun bruges i situationer, hvor det kan forventes, at der vil være en forståelse langt ud over ELs kernevælgere for at vi sætter foden ned. Og hvor det vurderes at det vil skabe nogle positive politiske forskydninger.

• Vi bør opgive idéen om, at der er stor forskel på at vælte regeringen med et mistillidsvotum, og lade den "vælte sig selv" fx i forbindelse med en finanslov, for i offentligheden vil det blive opfattet som det samme.

• Vi bør overveje grundigt, om Finanslovsforhandlingerne er den bedste "scene" for et opgør med regeringen om den linje, eller om en evt. "straf" for asociale reformer bør ske prompte og ikke et halvt år efter når skuffelsen og vreden har lagt sig.

Men som sagt, er konteksten selvfølgelig det helt afgørende. Det spiller fx også en rolle hvordan mandaterne er fordelt. Står vi efter et valg med en stærk progressiv blok til venstre for Socialdemokraterne med opbakning fra omkring 20% - sådan som meningsmålingerne antyder, må man med rette kunne forvente en langt større indflydelse på regeringens politik end det var tilfældet da EL stod alene med 6,5%.

Et par små PS´er.
- Nogle har ment, at vi burde have stillet mistillidsvotum til regeringen med en tekst, som højrefløjen ikke kunne stemme for, og som derfor ikke blev vedtaget. Fordi det ville markere, at det ikke var os, der holdt hånden under regeringen. Det mener jeg ikke er fornuftigt. Hvordan skulle vi efterfølgende have forholdt sig til en regering, vi havde udtalt mistillid til. Hvordan skulle vi have forholdt os næste gang vi blev indkaldt til forhandlinger. Og hvad hvis højrefløjen stillede mistillidsvotum på en anden sag – havde vi så pludselig tillid til regeringen? Man skal kun stille et mistillidsvotum, hvis man er sikker på at det kan vedtages.

- Det har også været fremført af flere kammerater, at vi skulle have stillet et mistillidsvotum – ikke til regeringen – men til Bjarne Corydon fx efter lærerindgrebet – for på den måde vise vores utilfredshed med regeringens politik. Men deres forslag fungerer ikke i virkeligheden. Man kan stille mistillidsvotum eller vælte en minister hvis den pågældende har forbrudt sig mod grundlæggende demokratiske principper – fx løjet for folketinget, som i tilfældet Bødskov. Man kan ikke vælte en minister på at han udfører regeringens politik. I så fald vælter man regeringen. Hvis vi havde stillet mistillid til Corydon på fx lærer-konflikten eller DONG havde Helle Thorning prompte meddelt at det ville blive anset som et mistillidsvotum til regeringen. Og så er vi tilbage ved de dilemmaer som jeg har beskrevet ovenfor.

Ser frem til diskussionen.

Spørgsmål og svar om topskatten

Pelle Dragsted — Thu, 01 Sep 2016 10:21:45 +0000

Af Pelle Dragsted

I de kommende måneder vil sænkelser af topskatten blive en vigtigt diskussion. Jeg har lavet denne Q&A som jeg håber kan inspirere når der skal argumenteres på arbejdsplader og uddannelsessteder og hvor debatten ellers tages. Den tager udgangspunkt i mange af de argumenter som fx på min facebook har oplevet at liberalisterne bringer frem.

God kamp !

Hvorfor skal Danmark ikke sætte topskatten ned?
Det er helt forkert at bruge milliarder på at sænke skatten for dem, der i forvejen har mest, mens børn vokser op i fattigdom, og vi skærer på børneinstitutioner og ældrepleje. De danskere, der betaler topskat, er allerede blevet tilgodeset ved de seneste skattereformer. De har i forvejen oplevet en voldsom stigning i deres indkomster i de senere år sammenlignet med alle andre danskere. Det er dem, som er blevet mest tilgodeset ved de seneste skattereformer, og de har mest tilbage til sig selv, efter de har betalt skat. Hvorfor skal vi bruge milliarder på at gøre den gruppe endnu mere velhavende?

Hvorfor er topskatten en retfærdig skat?
Det er retfærdigt, at dem, der har mest, også bidrager mest til finansieringen af vores samfund. Topskatten sikrer, at den økonomiske ulighed i Danmark ikke bliver alt for stor, fordi det er kun de mest velhavende i vores samfund, som betaler topskat.
Det er kun mennesker med meget høje indkomster, som får glæde af, at vi sænker topskatten, og derfor er sådan et initiativ meget asocialt.
Mens en gennemsnitlig lønmodtager ikke får en krone mere i lommen, vil topdirektøren med regeringens forslag få omkring 21.000 kr mere på kontoen om året. Det vil øge uligheden i samfundet markant. Progressionen i skattesystemet er blevet mindre og mindre over de sidste årtier, og hvis vi går bare et par årtier tilbage, så var marginalskatten 12 procent højere end i dag. Den udvikling er forkert. Progression i indkomstskatten er nemlig med til at mindske den økonomiske ulighed og rette op på den meget skæve indkomstfordeling, som de uregulerede markedskræfter skaber.

Hvad er problemet med, at uligheden vokser?
Komparativ forskning viser, at lige samfund klarer sig bedre end ulige samfund på næsten alle parametre. Lavere kriminalitet, højere tillid, bedre sundhedstilstand etc etc. I Danmark har vi traditionelt haft en relativ høj grad af lighed, og det er altså ikke bare retfærdigt. Det er også samfundsmæssigt gavnligt.Desuden viser nyere økonomisk forskning, at en stigning i uligheden skader den økonomiske vækst. Der er altså ikke nogen trade-off mellem lighed og vækst. Tværtimod. Forskningen kommer fra blandt andet den franske økonom Piketty samt OECD og IMF.

Information: Lighed gør os glade og sunde: https://www.information.dk/udland/2011/02/lighed-retfaerdighed-goer-sund...
AE-rådet: Ulighed skader væksten: https://ae.dk/analyser/imf-og-oecd-stigende-ulighed-skader-vaeksten

Men topskatten rammer også almindelige lønmodtagere?
Antallet af danskere, der betaler topskat, er lavere end nogensinde. Man har flyttet topskattegrænsen opad, så man skal tjene omkring en halv million om året, før man skal betale. Når den seneste skattereform er fuldt indfaset vil kun 7 pct. af LO-lønmodtagerne betale topskat, og de, som gør, vil kun betale topskat af en meget lille del af deres indkomst. En reduktion af topskatten vil således kun komme en meget begrænset del af befolkningen i de højeste indkomstgrupper til gode.

http://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_laveste-ant...

Er det rigtigt, at Danmark har verdens højeste skatter?
Nej. Danmark ligger i den lave ende, når det gælder marginalskatten for almindelige indkomster. Og vi ligger heller ikke i top, når det gælder marginalskatten på de højeste indkomster. Her ligger blandt andet Sverige, Finland og Irland betydeligt højere.
I øvrigt giver det ikke mening at sammenligne skatteniveauet i forskellige lande uden samtidig at se på, hvilke ydelser og services, skatten giver adgang til i det pågældende land. Det kan fx godt være, at skatten er lavere i Storbritannien end i Danmark. Til gengæld koster det over 10.000 kroner at have sit barn i daginstitution på fuldtid, og der er brugerbetaling på de videregående uddannelser.

http://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_internation...

Er det rigtigt, at topskatten står i vejen for vækst og velstand?
Nej. Det er en myte, som skal få os til at sluge en sænkning af topskatten, som i virkeligheden skaber mere ulighed.
Myten bygger på en slidt teori om Trickle Down-effekten. Idéen er, at de rige vil skabe velstand til alles bedste, hvis man sætter skatten ned. Men den idé er skudt godt grundigt ned de seneste år. Nyere international økonomisk forskning har vist, at kagen ikke bliver større ved at sænke marginalskatten. Man fordeler den bare mere skævt. Den franske økonom Piketty har dokumenteret, at der ikke er nogen sammenhæng mellem at sænke marginalskatten og vækstraterne i de enkelte lande.
Det er heller ikke nogen historisk sammenhæng mellem marginalskat og vækstrater i Danmark. De årlige vækstrater er tværtimod lavere i dag, end før man begyndte at sænke marginalskatten.

Men finansministeriet siger, at lavere topskat vil øge velstanden, og at topskattesænkninger derfor er delvist selvfinansierende?
Finansministeriet antager, at en sænkelse af topskatten vil øge udbuddet af arbejdskraft, fordi det vil få folk til at arbejde flere timer. Da de så betaler mere i skat, fordi de tjener mere, vil det kunne dække en del af udgiften til at sænke topskatten.
Men blandt andre har Folketingets uafhængige økonomiske konsulenter påpeget, at det videnskabelige grundlag er yderst usikker for den antagelse. Finansministeriet bygger deres antagelse på data fra 1996, der viste en svag øgning i arbejdstid ved skattereduktioner. Andre senere undersøgelser fra blandt andet Jørgen Goul Andersen kommer til det modsatte resultat. De viser, at flere vil arbejde mindre, hvis de kan have samme indkomst med kortere arbejdstid på grund af en skattereduktion. Hvis vi ser på den faktuelle udvikling, kan vi altså se, at den gennemsnitlige arbejdstid alt andet lige ikke er steget. Tværtimod er den faldet i takt med, at marginalskatten for de mest velhavende er faldet. Der hersker altså meget stor usikkerhed om finansministeriets antagelser, og det er derfor hverken ansvarligt eller seriøst at antage, at en sænkning af topskatten øger velstanden, og dermed er delvist selvfinansierende. Desuden kan man heller ikke udregne effekten af skattenedsættelser uden at se på hvor pengene kommer fra. For skæres der fx på velfærd og uddannelse, vil det have modsatrettede effekter på velstanden.

Notat fra Folketingets økonomer: http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/SAU/bilag/231/1648877/index.htm
AE-rådet: Dynamiske effekter af topskat https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_jobeffekt-...
DJØF-bladet: Tvivl om topskattelettelsers effekt på arbejdsubuddet http://www.djoefbladet.dk/blad/2016/04/tvivl-om-topskattelettelsers-effe...

Er det rigtigt, at afskaffelse eller nedsættelse af topskatten skaber flere job?
Nej. Det er forket at en afskaffelse eller nedsættelse af topskatten skulle skabe flere job. Selv hvis man tror på at lavere topskat vil medføre, at de, der allerede har et arbejde, begynder at arbejde flere timer, så vil det jo netop ikke skabe flere job. Tværtimod vil det gøre det sværere for arbejdsløse at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis dem, som allerede er indenfor begynder at arbejde mere. Hvorfor skal vi bede folk om at arbejde mere, når der er mange, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet?

Og hvor skal pengene til nedsættelse af topskatten komme fra? Det vil jo koste job for sygeplejersker, skolelærere og andre offentligt ansatte, hvis de fx kommer fra nedskæringer i velfærden.

Er topskatten ikke en straf til de flittige og dygtige, der gør en ekstra indsats?
Nej. Den påstand er udtryk for en monumental arrogance over for det store flertal af danske lønmodtagere, som aldrig kommer i nærheden af at betale topskat. Er den SOSU-hjælper, som tager nattevagten på demenscentret ikke flittig og dygtig? Er den butiksassistent, som møder ind i helligdage og weekender ikke flittig og dygtig? Er den taxachauffør, som arbejder 40-50 timer om ugen ikke dygtig og flittig?
Det er helt igennem absurd at forklare høje indkomster med en større arbejdsomhed, dygtighed eller flittighed. Det kan vi bare se på indkomstudviklingen over de seneste år for at afgøre.Mens almindelige lønmodtageres real-løn stort set har stået stille i de seneste år, så er indkomsterne blandt topdirektørerne eksploderet. Alene fra 2013 til 2014 steg lønningerne for C20-direktørerne med 32 procent. Er det, fordi danske topdirektører på ét år blev 32 procent mere flittige, arbejdsomme eller produktive end deres medarbejdere? Selvfølgelig ikke. Der er hverken retfærdighed eller logik bag den skæve indkomstudvikling. Den skyldes ganske enkelt, at det er lykkedes toppen i indkomstpyramiden at stikke af med en stadig større andel af den samlede velstand. Derfor er det også helt urimeligt, hvis de samme grupper nu oven i købet skal slippe billigere i skat.

De rige betaler en større andel af skatten i dag end for 15 år siden
Det er rigtigt. Men det skyldes ganske enkelt det faktum, at de mest velhavende i samme periode har øget deres andel af velstanden i samfundet. Deres del af kagen er blevet større, og derfor er deres skattebidrag også steget.
Men deres gennemsnitlige skatteprocent som andel af deres indkomst faldet i samme periode, De har med andre ord betydeligt mere tilbage til sig selv efter skat, end de havde for 15 år siden. Det er svært at forstå, hvordan det nogensinde kan være et argument for at sænke eller afskaffe topskatten.

Men viser det ikke, at de dynamiske effekter virker – at de rige betaler mere i skat, når vi sætter skatten ned?
Nej. Det er der ikke belæg for den sammenhæng. At de rigeste bevilliger hinanden stadig større lønstigninger, bonusser og gyldne håndtryk for det samme arbejde som tidligere er ikke udtryk for en ekstra produktiv adfærd, der har skabt ekstra velstand. Det er bare udtryk for, at de har tilegnet sig en større del af velstandsstigningen i samfundet.

Men hvorfor skal skatteprocenten være højere i toppen?
Danmark og de fleste andre udviklede lande har altid haft et progressivt skattesystem. Det vil sige, at man betaler en højere procentsats af den øverste del af indkomsten, hvis man har meget høje indkomster. Det bygger på idéen om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, og at dem, der har mest, også er i stand til at finansiere størstedelen af vores velfærdssamfund.
Dem, som har den højeste private velstand, er jo også dem, der har lukreret mest på den samfundsmæssige infrastruktur, som vi betaler over vores skatter. Man skaber jo ikke velstand i et vakuum. Selvfølgelig spiller dygtige individer en rolle. Men der var slet ingen velstand uden infrastruktur, uden uddannelsessystem, uden politi, uden broer og veje osv osv. Derfor er det kun rimeligt, at man betaler mest til fællesskabet, hvis man har det største udbytte af samfundets infrastruktur.

Men selv med en flad skat betaler de rigeste jo mere – hvorfor skal vi straffe dem hårdere?
Hvem er det egentlig, der bærer den største byrde? Man kan jo også vende det om og sige, at de mest velhavende har meget, meget mere tilbage til sig selv end den gennemsnitlige lønmodtager – selv efter topskat. Er det så de velhavende, der bærer den største byrde?

Hvorfor må folk ikke beholde flere af deres egne penge? Ved at lette topskatten giver vi jo ikke de rige flere penge, de får bare lov at beholde flere af deres egne.
INu er det jo sådan, at vi er borgere i et samfund. Det samfund har en række udgifter til fx infrastrruktur, politi, sundhed, uddannelse, daginstitutioner mm. Hvis ikke de udgifter blev afholdt, ville der slet ikke være nogen værdiskabelse i vores samfund. Så det giver i virkeligheden meget lidt mening at tænke på penge, vi har før skat som "vores penge". Uden vores bidrag til skat, ville vi slet ikke have nogen indkomst, fordi den samfundsmæssige infrastruktur som velstanden skabes i ikke ville være tilstede.

Fire år med Thorning – hvad kan vi lære? #1

Pelle Dragsted — Thu, 25 Aug 2016 10:36:46 +0000

Af Pelle Dragsted

Der er nu gået lidt over et år siden Thorning-regeringen væltede og Højrefløjen genindtog regeringsmagten efter bare fire år med en S-ledet regering.

Vi bruger med god grund det meste af vores tid og energi på at bekæmpe den nye regerings angreb på miljøet, flygtningene og de arbejdsløse og syge – men det er også vigtigt, at vi i Enhedslisten og på venstrefløjen mere bredt får analyseret og diskuteret vores erfaringer med de fire år som parlamentarisk grundlag for Thorning-regeringen.

For det er afgørende, at vi lærer af erfaringerne og forsøger at drage nogle lektier, der kan sikre, at vi står endnu bedre rustet næste gang vi står i en lignende situation. Det er samtidig vigtigt, at vi tager diskussionen på et faktuelt grundlag og undgår myter om, hvad vi har gjort eller kunne have gjort. Jeg vil i denne og to følgende blogs forsøge at bidrage til den diskussion.

I denne første blog vil jeg give en vurdering af, hvad Enhedslisten opnåede og ikke opnåede, og hvilke styrkeforhold, der gjorde sig gældende under Thorning. I den anden vil jeg diskutere spørgsmålet om, hvorvidt Enhedslisten burde have væltet regeringen i stedet for at lade den dø for egen hånd. Og i den sidste vil jeg forsøge på den baggrund at se fremad og diskutere strategien frem mod næste valg.

1. Vi skabte resultater

Det er af nogle partimedlemmer næsten blevet fremstillet som om EL ikke havde nogen som helst indflydelse i de seneste fire år, og at vi ikke formåede at trække regeringen til venstre. Samme billede gengives ofte i medierne. Det er efter min mening faktuelt forkert. Hver gang vi deltog i forhandlinger aftvang vi indrømmelser, der forbedrede vilkårene for nogle af de mest udsatte grupper, understøttede den grønne omstilling, gav lønmodtagerne bedre redskaber i kampen mod social dumping etc. etc. Ting der ikke var sket hvis ikke Enhedslisten havde kæmpet for det – både i offentligheden og i forhandlingslokalerne. Vi trak med andre ord klart de aftaler vi indgik i til venstre ifht hvordan de ellers havde set ud.

Blandt de vigtigste indrømmelser, som ikke var sket uden ELs indsats kan nævnes:

Afskaffelse af krav om måltal for udlicitering i kommunerne
Klassekvotienter i gymnasierne
Klimalov
Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende på kontanthjælp
Redningskrans for udfaldstruede dagpengemodtagere
Forbedringer for børn ved familiesammenføring mm.
Mere hjemmehjælp til svage ældre
Danmarks Grønne Investeringsfond
Flere ressourcer til myndighedernes kamp mod social dumping
Større bøder i forbindelse med social dumping
Bedre boligsikring til de fattigste
Styrket kollektiv trafik – bl.a. letbaner i Odense og Ålborg
Bevilliger til mere pædagogisk personale i daginstitutioner
Selvvalgt enlige forsørgere fik ret til samme børnecheck som andre forsørgere.
Støtte til fixerum i de store byer

Støtte til freds og konfliktforskning
Investeringer i geotermi og varmepumper
Mere støtte til Økologi
Etablering af Kemi-watch, der skal vejlede borgere om farlig kemi i vores omgivelser.
Håndsrækning til lejere, der risikerer at miste deres hjem
Fuld børnecheck til flygtninge
Fuld folkepension til flygtninge

Det er alt sammen reelle indrømmelser, som har skabt mærkbare forbedringer – ikke mindst for arbejdsløse danskere. Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt betyder, at de ramte familier fik op til 14.000 kr mere at leve for om måneden. Forbedringerne af boligsikringen for de unge kontanthjælspmodtagere sikrede dem over tusind korner mere om måneden. Udover de indrømmelser som EL aftvang selv, sikrede vi også flertal for en lang række andre forbedringer sammen med de andre partier. Det gælder fx Øget fradrag for faglige kontingenter, Kommunerne fik ret til at øremærke byggegrunde til billige almene boliger, Togfonden med massiv forbedringer af jernbanedriften, verdens mest vidtgående energi-aftale etc. etc.

Hvis man skulle være i tvivl om hvorvidt Enhedslisten havde indflydelse – kan man egentlig bare tage et kig på den nye regerings første regeringsår. Med næsten kirugisk præcision har de fjernet den ene efter den anden af de forbedringer som Enhedslisten tilkæmpede sig. Det er trist, men vel egentlig også et tegn på, at vi ramte rigtigt, og at vores politiske sejre generede højrefløjen.

2. Danmark bevægede sig mod højre

Vi havde indflydelse, vi satte klare røde og grønne fodaftryk på de aftaler vi deltog i. Men hvis man ser på den overordnede udvikling i perioden må vi samtidig konstatere, at Danmark vurderet ud fra venstreorienterede parametre bevægede sig i den forkerte retning under Thorning-regeringerne. Thorning afleverede et Danmark med større økonomisk ulighed end da hun modtog det. Hun afleverede et Danmark hvor lønmodtagernes rettigheder og tryghed var blevet ringere, og hun afleverede et Danmark hvor den borgernære velfærd var i dårligere stand end da hun satte sig i statsministerstolen. For blot at nævne et par af de vigtigste parametre.

Når uligheden voksede var det ikke bare udslag af konjunkturer mm. Men et direkte resultat af de politiske aftaler som regeringen indgik med højrefløjen, som fx skatteaftalen i 2012, som tog penge op af lommen på arbejdsløse og førtidspensionister for at finansiere blandet andet topskatte-sænkninger. Når lønmodtagernes rettigheder og tryghed blev forværret var det det direkte resultat af reformerne af kontanthjælp, førtidspension fleksjob og sygedagpenge. Og når kernevelfærden blev dårligere var det et direkte resultat af det sanktionsregime over for kommunerne, der medførte næsten nulvækst i kommunernes drift.

3. Styrkeforhold er årsagen

Hvorfor gik det sådan? Og hvorfor formåede Enhedslisten ikke at tvinge regeringen til at vende udviklingen?

Valgresultatet var ikke i venstrefløjens favør. Godt nok gik Enhedslisten markant frem, men SF mistede samtidig opbakning, mens de radikale gik frem. Kombineret med den tåbelige strategi om at fryse de radikale ud i årene op til valget, betød det, at de radikale stod i en stærk forhandlingsposition, hvilket i den grad afspejledes sig i regeringsgrundlaget, hvor de radikale blandt andet krævede den nærmest hævngerrige formulering om at VK-regeringens økonomiske politik skulle fortsætte. Med SFs tilbagegang og deres nærmest sammensmeltning med socialdemokraterne (som flere af de ledende SF´ere jo også senere meldte sig ind i), stod Enhedslisten med vores 6,7 pct. af stemmerne alene om at kæmpe for en venstredrejning af regeringens politik.

En anden hovedårsag til udviklingen var det markante højreskred der skete hos socialdemokraterne og SF efter valget. Stort set hele den progressive del af S/SF-aksens politiske platform blev fjernet med et pennestrøg. Erstattet af en ”fortsættelse af den borgerlige regeringens økonomiske politik”.

Ingen havde forventet, at træerne voksede ind i himlen med en socialdemokratisk regering. Men omfanget af højredrejningen efter valget overraskede ikke bare Enhedslisten, men også mange socialdemokratiske kernevælgere. Hvem havde troet at en socialdemokratisk regering ville stå i spidsen for en skattereform, der skar i dagpenge-dækningen for at give topskattelettelser?

Med højredrejningen var den lille fællesmængde, der inden valget fandtes mellem S/SF og Enhedslisten reduceret til stort set ingenting. Det var også hovedårsagen til det meget turbulente og konfliktfyldte forhold, der prægede hele regeringsperioden.

En del af svaret på udviklingen skal også findes i de politiske og parlamentariske styrkeforhold i perioden. Vi havde i Enhedslisten i en vis grad en forestilling, om at vi ville stå i en ganske stærk forhandlingsposition, fordi regeringen skulle bruge vores stemmer hvis den ønskede at gennemføre den politik den gik til valg på. Særligt i forbindelse med finansloven var vi af den opfattelse, at vi stod stærkt, fordi regeringen ville være afhængig af vores stemmer for overhovedet at få vedtaget en finanslov, og dermed kunne blive siddende.

Det viste sig, at vi tog fejl. Vi stod aldrig med de fordelagtige styrkeforhold. Hver gang vi forhandlede finanslov – og andre aftaler – stod Løkke på spring ofte meget billigt til salg. Regeringen stod aldrig (måske bort set fra den første finanslov) i en situation hvor den var nødt til at acceptere Enhedslistens krav. Den havde hver gang valget om at gå til højre i stedet.

Og efter regeringens højredrejning var det reelt sådan, at de politisk lå betydeligt tættere på Lars Løkke, end på Enhedslisten. Det betød også at de krav vi stillede, simpelthen gjorde mere ondt på den socialdemokratiske top end dem som højrefløjen stillede – fx i forbindelse med en finanslov. Det betød, at vores muligheder for at gennemtvinge indrømmelser var stærkt begrænsede.

Man kan jo stille sig selv det spørgsmål, om man på baggrund af disse styrkeforhold burde vurdere omfanget af vores indflydelse med mere positive briller. Hvor meget bør man egentligt forvente at et parti med 6,7 pct. af stemmerne kan rokke båden i den situation, uanset at man sidder med afgørende mandater?

Det bidrog selvfølgelig også negativt til styrkeforholdene, at det var meget sjældent under de fire år, at Enhedslisten fik opbakning fra stærke folkelige bevægelser ude fra. Der stod aldrig 50.000 og demonstrerede for nye dagpengeregler. Og fagbevægelsens top havde ofte mere travlt med at hjælpe regeringen med at presse Enhedslisten til at indgå dårlige forlig, end at kæmpe for deres egne medlemmers interesser.

4. Agerede vi rigtigt i situationen?

At regeringen havde slået ind på en klar nyliberalistisk kurs, var noget vi konstaterede meget tidligt i forløbet. Jeg skrev her på bloggen allerede efter første regeringsår:

”Som jeg ser det er der tale om en markant og historisk ommøblering af det politiske landskab. Og en udvikling, der stiller Enhedslisten i en markant anderledes situation end tidligere. Enhedslisten er pt. det eneste politiske parti, der modsætter sig nyliberalistisk politik og vil forsvare den nordiske velfærdsmodel, og de rettigheder og vilkår som arbejderklassen/befolkningen har tilkæmpet sig op gennem det sidste århundrede.”

Og året efter fortsatte jeg i en anden blog:

”Det første regeringsår og ikke mindst forhandlinger om finansloven har vist, hvor dogmatisk nyliberal regeringens økonomiske politik egentlig er.(…) Vi står kort sagt med en regering, som står i et dybt ideologisk modsætningforhold til Enhedslisten og andre progressive kræfter på hele den økonomiske politik."

I den situation fulgte vi en dobbelt strategi. På den ene side at være en klar venstreopposition til regeringen, og være nådesløse i vores kritik, når reformerne ramte almindelige menneskers tryghed og levevilkår eller omfordelte fra bund til top. På den anden side, at hele tiden stå til rådighed for forhandlinger, aftaler og kompromisser, hvis de trak Danmark i en mere solidarisk retning. Som jeg skrev i føromtalte blog:

”På den ene side er det vigtigt, at Enhedslisten ikke opfattes, som et halehæng til en upopulær og højredrejet regering.(…) På den anden side er det afgørende, at det vedbliver med at være tydeligt for befolkningen, at regeringen fortager et politisk valg, når den indgår forlig med højrefløjen. Det forudsætter imidlertid, at det står klart for enhver at Enhedslisten står til rådighed for både forhandlinger og kompromisser. Samtidig vil det også være udtryk for en kynisk tilgang til politik, hvis Enhedslisten ikke tager de forbedringer hjem, der kan tages hjem. (…) Tilgangen til det parlamentariske arbejde må altså navigere mellem disse forskellige hensyn.”

Jeg synes det er en helt relevant diskussion at tage, om vi ramte den rigtige balance mellem på den ene side at udgøre en klar og selvstændig venstreopposition, og på den anden side søge indflydelse når vi kunne. Men det var i hvert fald det vi forsøgte. Og jeg tror, at netop det at finde den rette balance mellem tydelig venstreopposition og resultatsøgende parti også vil blive et afgørende spørgsmål frem mod et valg og næste gang regeringsmagten skifter. Det vil jeg vende tilbage til i den afsluttende blog. Men inden da vil jeg i næste blog tage fat i en diskussion, der i hvert fald internt i Enhedslisten har fyldt meget, nemlig diskussionen om, hvorvidt, vi aktivt skulle have væltet S-regeringen som følge af dens nyliberalistiske politik.

Tanker efter Brexit

Pelle Dragsted — Fri, 24 Jun 2016 13:26:31 +0000

Af Pelle Dragsted

1) Briterne har efter måneders grundig debat stemt Leave, og det må alle – uanset synspunkt - respektere. Det nytter ikke noget at blive fornærmet eller tale arrogant og nedsættende om briterne som dumme eller populistiske. Tværtimod er der et dybt behov for at analysere og forstå baggrunden for resultatet.

2) Afstemningen var ifølge analyser ekstremt klassedelt. Kortuddannede lønmodtagere (uanset hudfarve) stemte Leave. Jo lavere indkomst i valgkredsene jo større flertal for Leave. Det burde være et vink med en vognstang om, at EU ikke har leveret til flertallet af lønmodtagere i Europa. Tværtimod har dette flertal oplevet at skulle bringe ofre igen og igen. EU's politik har siden krisen målrettet undermineret de europæiske socialstater, åbnet op for massiv social dumping, og dereguleret arbejdsmarkederne til arbejdsgivernes fordel. Det er ikke underligt, at der reageres negativt. Det handler ikke om at de britiske lønmodtagere ikke har forstået EU, som det lyder arrogant fra mange sider i dag, men om at de netop HAR forstået hvad EU's politik handler om, og siger nej tak.

3) Derfor kan afstemningen - hvad enten man er glad eller ked af resultatet - i bedste fald blive et nødvendigt wake-up call for EU-eliten (og sådan set også alle andre) om, at der er brug for en total nyorientering. I stedet for at fortsætte med at være et lokomotiv for nyliberalistisk deregulering, er der brug for den modsatte politik. For at et europæiske samarbejde kan vinde opbakning og tillid, skal det levere til almindelige mennesker gennem et benhårdt forsvar for arbejdstagerrettigheder og velfærd, og en lige så benhård regulering af markedskræfternes ødelæggende virkninger.
Om Brexit vil føre til et kursskifte eller i hvert fald en større forsigtighed fra EU-elitens side ved vi ikke endnu. En første prøve vil blive EU's måde at møde en spansk vesntrefløjsregering under PODEMOS ledelse, som meget let kan blive resultatet af søndagens valg. (Som jeg i øvrigt skal ned og deltage i som gæst for EL.)
Jeg tror at EU's elite efter Brexit vil være mere forsigtige med at tromle henover demokratisk valgte regeringer, som vi så i Grækenland sidste sommer. Men det vil de kommende måneder vise.

4) Det er ikke hverken nationalistisk eller højrepopulistisk at ønske, at flere beslutninger bliver taget tæt på én selv i nationale parlamenter, og at EU blander sig for meget. Det er en legitim diskussion af, hvor omfattende og overnationalt et internationalt samarbejde skal være. Jeg synes, at EU's indblanding er alt for omfattende – ikke mindst på det økonomiske område.

5) Det er ikke rart, at se højrepopulister i UK og Europa fejre resultatet. Men der er i den forbindelse én ting, der er vigtigt at huske: Intet har styrket højrepopulistiske kræfter mere end EU's centralistiske og antisociale politik. EU's politik har ikke, som nogen øjensynlig mener, været et bolværk mod nationalismen. Tvært imod har EU's austerity-politik, underminering af de europæiske socialstater, og sociale dumping været hovedårsagen til at at højrepopulistiske kræfter vinder frem nogle steder på kontinentet.
Så at mene, at vi vinder kampen mod dem, ved mere EU-centralisering, eller ved at udskamme de lønmodtagere, som helt forståeligt siger nej tak til mere EU, er simpelthen både dumt og farligt.

Summa Summarum: Resultatet kan ikke andet end vække blandede føleleser hos mig. På den en bekymring for at briternes valg bliver et rygstød for højrenationale kræfter i UK og Europa. På den anden side et håb om at de britiske lønmodtageres klare budskab, kan blive den begivenhed, der tvinger EU's elite til en ny politik, og igangsætter en reel diskussion om, hvordan vi skaber et europæisk samarbejde som rent faktisk skaber bedre vilkår – ikke bare for en transnational elite, men for almindelige lønmodtagere i Europa.

'Vi er alle sammen selv med til at bestemme hvad resultatet bliver.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Skal vi genopfinde ØD?

Pelle Dragsted — Mon, 28 Mar 2016 18:06:39 +0000

Af Pelle Dragsted

Modkrafts redaktion har bedt mig lægge mit indlæg om Økonomisk Demokrati som tidligere er publiceret i Politiken op her, da det diskuteres i et indlæg af Jørn Andersen fra Internationale Socialister.

Lige et par hurtige indledende kommentarer til debatten:

1) Indlægget i Politiken er ikke et forsøg på at redegøre i detaljer for hverken forslaget om ØD eller den daværende venstrefløjs kritik af den. Det er et oplæg til debat skrevet i forlængelse af Anker Jørgensens bortgang, som jeg synes var en relevant lejlighed til at diskutere nogle af de synspunkter som han stod for.

2) Jeg mener ikke – og skriver ikke i indlægget, at ØD et endemålet for en demokratisk omstilling af økonomien. Jeg er sådan set enig i de begrænsninger, som dele af den daværende venstrefløj pegede på. Men jeg mener, at en gennemførelse af ØD dengang – uanset begrænsningerne – havde udgjort et demokratisk fremskridt - og derfor mener jeg også (i bagklogskabens skarpe lys), at det var en fejl, at venstrefløjen i praksis stillede sig på samme side som arbejdsgiverne i kampen mod ØD.

3) De begrænsninger, der lå i forslaget kunne man jo i stedet have arbejdet for at overkomme. Fx kunne man have udfordret fagtoppens kontrol over fonden, sådan som vi også pt arbejder for at demokratisere kontrollen i pensionskasserne. Ligesom man havde kunnet fjerne den begrænsning, der lå i det socialdemokratiske forslag om at lønmodtagernes andel af ejerskabet højest måtte blive på 49 procent.
Jeg har faktisk svært ved at forstå, at man i dag efter at have set de efterfølgende årtiers nyliberalistiske offensiv, med massiv koncentration af formuer og rigdom, og finansialisering af økonomien, ikke kan se at en vedtagelse og videreudvikling af ØD havde givet nogle bedre muligheder for lønmodtagerne end dem vi står med i dag.

4) Men mit motiv med indlægget er egentlig ikke så meget at diskutere om daidens venstrefløj tog fejl eller ej. Det er derimod at lægge op til den debat om hvordan vi fremmer og vinder folkelig opbakning til erodere den økonomiske elites udemokratiske magt over økonomi og produktion. Hvis mit indlæg kan afstedkomme denne nødvendige idédebat, så ville det være meget positivt.
Jeg håber dog, at diskussionen ikke vil begrænse sig til en intern navlepillen, og i stedet vende sig udad, og bringer nye idéer om hvordan vi kan demokratisere økonomien og ændre samfundets styrkeforhold til fordel for lønmodtagerne ind i den offentlige debat.

Men her er indlægget - ser frem til debatten.

Lad os genopfinde Ankers drøm om Økonomisk Demokrati

Efter nyheden om Anker Jørgensens bortgang, har aviser og sociale medier flydt over med minde- og lov-ord over den folkekære arbejdsmand, tillidsmand og statsminister. Og det er fuldt fortjent. Men måske skulle vi også bruge anledningen til at genoplive diskussionen om det Økonomiske Demokrati, som Anker Jørgensen og hans generation drømte om at udvikle i Danmark.

Idéerne om Økonomisk Demokrati (ØD) opstod op i gennem 60´erne og 70´erne og havde som sit formål at gradvist demokratisere ejerskabet til produktionsmidlerne – dvs. virksomhederne. Socialdemokraterne var stadig forankrede i de socialistiske idéer og var kritisk over for den koncentration af rigdom og dermed også magt, som kapitalismen medførte (og medfører).
Hvorfor skulle få individer have kontrollen med afgørende dele af vores økonomiske samfundsliv? Hvorfor skulle de lønmodtagere som reelt skabte værdierne gennem deres arbejde være uden indflydelse på såvel deres arbejdsliv som på hvordan frugterne af deres arbejde skulle investeres?

Forslaget om økonomisk demokrati, der blev udmøntet i et lovforslag fra socialdemokraterne i 1973 indebar, at en voksende del af lønsummen i virksomhederne skulle udbetales som aktie-kapital, således at de ansatte gradvist fik medejerskab over de virksomheder de arbejdede på. En del af kapitalen skulle indbetales til en såkaldt ØD-fond, som var kontrolleret af lønmodtagernes organisationer. Dog var der en øvre grænse på, at max 50 pct. af kapitalen måtte ejes af lønmodtagerne. Der var således ikke tale om en decideret overtagelse af produktionsmidlerne, men ikke desto mindre en ambition om, at medejerskabet ville sikre en demokratisk forvaltet kapital, der kunne investeres til gavn for samfundet og lønmodtagerne – fx i nye og gode arbejdspladser.

Desværre kuldsejlede planerne. For det første på grund af en massiv modstand fra arbejdsgivere og virksomhedsejere, der (med rette) så planerne om ØD som et angreb på deres ledelsesret og eksklusive ejerskab over samfundets produktionsmidler. Men også fordi venstrefløjen aktivt modarbejdede planerne. Det skyldtes til dels en frygt for, at lønmodtagerfondene ville udviske klassemodsætningerne, og gøre arbejderne til små-kapitalister. Men til dels også tidens triumfalistiske idé om, at den rigtige socialistiske revolution ventede lige om hjørnet. Så hvorfor nøjes med brød, når man kunne tage hele bageriet. Det er efter min mening bestemt ikke venstrefløjens stolteste stund, at spænde ben for planerne om ØD.
I stedet burde man have støttet tankerne, og set det som et skridt hen imod en større demokratisk kontrol med økonomien og produktionen.

Det er selvfølgelig en kontrafaktisk øvelse, men lad os lige forestille os, at det var lykkes at indføre og videreudvikle idéerne om økonomisk demokrati i Danmark og vi havde set en lignende udvikling i andre lande i den vestlige verden. Så havde meget formentlig set anderledes ud i dag.

Den voldsomme koncentration af rigdom hos en snæver elite, som vi har oplevet i de efterfølgende årtier, og som den franske økonom Thomas Piketty så overbevisende har beskrevet, kunne formentlig have været modgået. Den eskalerende finansialisering af økonomien, hvor flere og flere investeringer er blevet dirigeret væk fra den produktive sfære og over i risikable og samfundsskadelige spekulative værdipapirer, kunne været blevet udfordret af demokratisk forvaltede investeringsformuer, der førte investeringerne derhen hvor de skabte gode og trygge arbejdspladser.

I 1970’ernes økonomiske krise blev ØD diskuteret som en helt igennem gangbar krisepolitik, også af OECD og EF-kommissionen. Simpelthen fordi man kunne sikre den nødvendige kapital til at få gang i investeringerne. Med tanke på det lave investeringsniveau vi stadig har efter finanskrisen, er det således oplagt at genoptage diskussionen om ØD.

Men særligt fra et lønmodtager-perspektiv, ville der i den grad også i dag være gevinster at hente ved ØD. Mange af de problemer som lønmodtagerne aktuelt står over for ville se helt anderledes ud, hvis man selv havde afgørende indflydelse på virksomhedernes dispositioner og beslutninger. Truslen om udflytning af arbejdspladser fra Danmark ville blive langt mindre. For hvorfor skulle man flytte sine egne arbejdspladser ud. Arbejdsgivernes import af billig uorganiseret arbejdskraft kunne bremses – for hvorfor skulle man acceptere arbejdskraft, der underminerer ens egne løn og arbejdsforhold. Grundlæggende ville ØD forrykke styrkeforholdene i vores samfund, og indskrænke den magt som en snæver elite af virksomhedsejere i dag besidder.

Så der er god grund til at genstarte diskussionerne om en moderne udgave af Anker Jørgensens drøm om ØD. Vi behøver dog ikke bare vente på, at et flertal i folketinget vil stille sig bag en lovgivning. For allerede i dag har vi som lønmodtagere og borgere faktisk mange muligheder for at øve direkte demokratisk indflydelse på vigtige økonomiske sektorer i samfundet.

Store dele af vores lokale energiselskaber og vandselskaber er reelt ejet eller styret af kunderne, og er drevet efter et hvil i sig selv-princip, hvor ingen skal tjene på det. Der ligger ligeledes et kæmpe potentiale i vores pensionsselskaber, hvoraf mange er kontrolleret af lønmodtagernes organisationer – eller som i ATP’s tilfælde af staten. Her ligger milliarder af lønmodtagerens opsparingskroner, som for en stor dels vedkommende er formelt demokratisk styret.

I dag forvaltes disse formuer stort set efter rent markedsøkonomiske principper, og lønmodtagernes opsparing, kan dermed reelt investeres i strid med deres og samfundets interesser – fx i virksomheder som modarbejder faglig organisering eller benytter skattely.
Vi har dog netop set, hvordan et medlemsoprør i Magistrenes Pensionskasse har ført til en beslutning om at stoppe al investering i kul og fossile brændstoffer. Det er blot en lille forsmag på den store indflydelse vi som lønmodtagere kan have på økonomien, hvis vi aktivt engagerer os i forvaltningen og investeringerne af vores pensionsformuer.

Endelig har vi været vidne til et folkeligt oprør fra kunderne i Nykredit. Beslutningen om en børsnotering af den kundestyrede selskab har paradoksalt nok skabt en ny opmærksomhed om de store fordele, der er ved en realkredit, der gennem en foreningsstruktur er kontrolleret af kunderne. Her skal ikke sikres overskud til eksterne aktionærer, men derimod sikres lave priser til forbrugerne. Nu forsøger medlemmerne at genvinde magten i virksomhedens repræsentantskab.

Eksemplerne viser også, at formel demokratisk indflydelse ikke er nok. Man skal engagere sig i disse institutioner ellers vil kapitalinteresserne overtage kontrollen. Hele realkreditten var således før på kundehænder. Men fordi vi glemte betydningen af det demokratiske ejerskab, er de gledet os af hænde og er bortset fra Nykredit opslugt af private banker. Nu vil en magtfuld og pengestærk elite fjerne de sidste demokratiske muligheder fra Nykredit ved at børsnotere selskabet. Der tales også om at privatisere vores vandforsyning.

Reelt Økonomisk Demokrati kræver permanent engagement. Ellers overtager den økonomiske elite og den snævre markedsøkonomiske tankegang kontrollen. Hvis det i fremtiden skulle lykkes, at få indført Økonomisk Demokrati på vores arbejdspladser vil succesen være helt afhængig af et stærkt og permanent engagement fra lønmodtagerne.

Men selv med et sådant permanent engagement løser Økonomisk Demokrati selvfølgelig langt fra alle problemer ved kapitalismen. Danske lønmodtagere ville stadig stå i et konkurrenceforhold til lønmodtagere i andre lande og dermed kunne presses på løn og arbejdsforhold. Men ØD, ville være et vigtigt skridt på vejen mod et samfund, hvor demokratiet ikke stoppede ved indgangen til arbejdspladsen, og hvor afgørende økonomiske beslutninger ikke blev overladt til en lille elite, som ingen har stemt på.

Men det kan jo ikke lade sig gøre, vil liberalister og borgerlige økonomer sikkert indvende. Hvorfor ikke?
Skulle kapitalismens udemokratiske ejerskab over vores produktion og vores arbejdspladser virkelig være slutningen på historien? Det troede Anker ikke på. Og det tror jeg heller ikke.

Se også linksamlingen om ØD-debatten på Modkraft Biblioteket.

Enhedslisten skal stille op - for at styrke den ventreorienterede EU-modstand

Pelle Dragsted — Thu, 10 Mar 2016 09:41:07 +0000

Af Pelle Dragsted

I dag begynder den vejledende urafstemning om Enhedslisten skal opstille selvstændigt til det kommende EU-parlamentsvalg og søge valgforbund med Folkebevægelsen mod EU eller ej.

Af Nikolaj Villumsen og Pelle Dragsted

For os er valget klart. Enhedslisten skal opstille selvstændigt til det kommende EU-parlamentsvalg. Det vil være ærgerligt hvis der ikke er en socialistisk og anti-kapitalistisk EU-modstand repræsenteret i EU-parlamentsvalgkampen. Den opgave hverken kan eller skal Folkebevægelsen mod EU påtage sig. Tværtimod vil Folkebevægelsen mod EU (FB) få mulighed for at styrke den tværpolitiske profil i et valgforbund med Enhedslisten.

Vi gør os ikke store illusioner om at Enhedslisten kan få stor parlamentarisk indflydelse i EU-parlamentet. Men vi mener det i lyset af EU’s voldsomme angreb på velfærden, faglige rettigheder, og afpresning af demokratiet i Grækenland, er afgørende at vi i Enhedslisten forsøger at styrke den progressive og venstreorienterede EU-modstand – både i Danmark og på tværs af Europa.

Dels ved at være en aktiv stemme i valgkampen, hvor der er en unik chance for at sætte en EU-politisk dagsorden. Men også ved at være repræsenteret i venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet, hvor vi får en bedre platform for at koordinere de daglige kampe mod EU's nedskæringspolitik og centralisering med resten af den europæiske venstrefløj, og de sociale, grønne og progressive bevægelser.

Helt konkret foregår der lige nu en stor debat på den europæiske venstrefløj efter afpresningen af Grækenland. EU’s angreb på det græske demokrati har vist behovet for en stærk progressiv modstand mod EU's udemokratiske elite, og vigtigheden af at have en plan B når venstrefløjen vinder et demokratisk valg og EU-eliten ikke respekterer befolkningens beslutning.

Det manglede hos Syriza, men bliver lige nu udviklet bredt på venstrefløjen i Europa, som efter finanskrisen står i en historisk stærk position i mange europæiske lande. Enhedslisten er selvfølgelig allerede i dag engageret i dette arbejde. Med en plads i EU-parlamentet vil vi langt bedre kunne støtte opbygningen af den venstreorienterede EU-modstand blandt både partier og bevægelsen. Af den simple grund at vi ville have flere resurser til dette arbejde og være i daglig kontakt med vores kammerater på den europæiske venstrefløj.

Ligeledes vil Enhedslisten kunne bruge en plads i EU-parlamentet til at sætte en internationalistisk dagsorden. Både ved konkret at stå skulder ved skulder med vores europæiske kammerater mod EU’s angreb på faglige rettigheder og velfærd, men også ved at lave international solidaritet og kæmpe for at EU boykotter israelske bosættelser og stopper støtten til Erdogans undertrykkelse af kurdere og demokratiske kræfter i Tyrkiet.

Enhedslisten vil med andre ord kunne sætte nogle venstreorienterede dagsordener, som FB med sin tværpolitiske karakter ikke vil kunne på samme måde.

Til gengæld vil en selvstændig opstilling fra Enhedslisten frisætte FB til at styrke sin tværpolitiske profil og dermed tiltrække vælgere, der ikke ønsker at støtte Enhedslisten. I de seneste to valg har vi personligt i valgkampen oplevet hvordan FB har været begrænset af behovet for at tiltrække vælgere fra Enhedslisten. Dermed har man i de sidste intense uger af valgkampen brugt kræfter på at tiltrække Enhedslistens vælgere i stedet for at tiltrække socialdemokratiske, radikale eller borgerlige vælgere.

Når vi støtter en selvstændig opstilling er det ikke fordi vi ikke anerkender at FB gør et godt og vigtigt arbejde, men fordi en selvstændig opstilling i valgforbund vil kunne styrke den samlede progressive EU-modstand.

Retsforbeholdskampagnen viste, for os at se, at vi står stærkere, når vi både har Enhedslisten og FB med i debatten. Enhedslisten var en vigtig faktor i at sikre at store dele af de røde vælgere stemte nej. Og i at sikre at flertallet af SFs og Alternativets vælgere stemte nej. Det ville FB ikke kunne have klaret alene. Ligeledes kan Enhedslisten og FB i et valgforbund tiltrække flere vælgere end FB alene. FB var med 8,1 procent af stemmerne ved sidste valg uhyggeligt tæt på spærregrænsen på 7,7 procent. Uden et valgforbund med Enhedslisten er der stor fare for at EU-modstanden ryger helt ud af EU-parlamentet. Det vil være tragisk.

Til gengæld vil et valgforbund mellem Enhedslisten og FB have chancer for at få to mandater. Forud for sidste EU-parlamentsvalg viste en meningsmåling at Enhedslisten ved en selvstændig opstilling ville kunne få helt op til tre mandater.

Det er som bekendt umuligt at spå om fremtiden. Men det er vigtigt at bemærke at EU-parlamentsvalg er anderledes valg end folketings- og kommunalvalg. Langt færre vælgere går ned og stemmer. Stemmeprocenten ligger helt nede omkring 50 procent af stemmerne. Derfor er det afgørende for valgets resultat ikke så meget om partierne kan stjæle stemmer fra hinanden, men om de kan mobilisere deres egne vælgere.

Ved sidste valg var det klart at en stor del af Enhedslistens vælgere ikke fulgte opfordringen til at stemme på FB. Mange blev hjemme eller stemte på SF. Et valgforbund, hvor Enhedslisten sætter en venstreorienteret dagsorden og FB sætter en tværpolitisk dagsorden vil uden tvivl kunne favne flere vælgere end hvis FB stiller op af alene.

Kort sagt. En selvstændig opstilling vil styrke den samlede progressive EU-modstand. Ligesom den vil sikre at der bliver sat en venstreorienteret EU-modstandsdagsorden i EU-parlamentsvalgkampen og bidrage til at styrke den europæiske venstrefløj.