Benny Allermand's blog

Organisering gør en forskel

Benny Allermand — Wed, 24 Sep 2014 14:53:19 +0000

Af Benny Allermand

WAC-MAAN er en israelsk uafhængig fagforening for palæstinensere og israelske arbejdere i Israel. ”Når en arbejdskollega dør i en arbejdsulykke, viser man sin respekt til den afdødes familie som kollega, men fortsætter med at arbejde på samme måde som dagen før” fortæller Assaf Adiv som er formand for WAC-MAAN. Vores faglige gruppe fra 3F tog til Israel, for at mødes med den israelske fagforening WAC-MAAN til en konference om sikkerhed og arbejdsmiljø i byen Kufr Qara. Konferencen er kommet i stand, udelukkende på frivillig arbejdskraft i lokalområdet. Forsamlingshuset hvor konferencen blev holdt var også stillet til rådighed uden omkostninger, samt mad og personale. Der deltog ca. 150 arbejdere fra forskellige brancher, og der blev udvekslet erfaringer om ulykker og vilkår i de forskellige brancher. ”Denne konference handler om arbejdsmiljø, men for os som organisation handler det også om organisering” siger Assaf. ”Kvinden som sidder ude i indskrivningen er skolelærerinde og har som sådan ikke noget med vores organisation at gøre, men hun kommer fra lokalområdet og kender flere som enten er døde eller kommet til skade på en arbejdsplads. Derfor har hun valgt at hjælpe til her, for at få arbejderne meldt ind i fagforeningen, så deres arbejds og sikkerheds forhold bliver forbedret”. I byggeriet havde man 62 dødsfald sidste år, forårsaget af arbejdsulykker, i sammenligning havde man 40 dræbte i trafikken, siger Assaf.

Baggrund

WAC-MAAN startede i slutningen af 90`erne som et alternativ for 2 mio. Arbejdere som ikke havde nogen fagforenings beskyttelse. De repræsenterer ca. 2000 israelske og palæstinensiske arbejdere på forskellige arbejdspladser i Israel og i bosættelserne på Vestbredden. Deres typiske medlemmer kommer fra forskellige brancher som, kunstlærer i de private gymnasier, industriarbejdere, lastbilchauffører, arabiske kvinder i landbrugssektoren og palæstinensiske arbejdere i bosættelserne (Typisk byggeriet og værksteder). WAC-MAAN er som uafhængig fagforening, ikke del i et samarbejde med den zionistiske landsorganisation Histadrut. WAC-MAAN kæmper for at være en demokratisk arbejder bevægelse med social retfærdighed, ligestilling mellem arabere og jøder, og et stop for besættelsen af palæstinensisk land. De kæmper mod neoliberal økonomisk politik, som har betydet at størstedelen af arbejdere i dag er ramt af nedskæringer, social dumping og at organiserede arbejdere er gået fra 90 % til 25 % på 30 år.

Social dumping

På konferencen taler vi med den palæstinensiske kvinde Wataf som organiserer palæstinensiske kvinder i bosættelserne på Vestbredden. Wataf har arbejdet som koordinator for WAC i snart 8 år, og hendes primære opgave er at få kvinder i arbejde og organiseret. Wataf fortæller om israelske mellemmænd, der skaffer arbejdskraft til de israelske arbejdsgivere i bosættelserne. De kommer typisk fra Thailand og bliver groft udnyttet af arbejdsgiverne. De får som regel mindstelønnen (4300 shekel) men har en arbejdsuge der hedder 60- 70 timer uden kompensation, og bor tit hos deres arbejdsgivere under kummerlige forhold. Samtidig trækker arbejdsgiveren huslejen i lønnen, så deres reelle løn er langt under mindstelønnen. Disse forhold er der ingen israelske og palæstinensiske kvindelige arbejdere som kan konkurrere med, så derfor bliver de holdt uden for arbejdsmarkedet. Det er et stort socialt problem for de israelske/palæstinensiske kvinder, de har ikke råd til at deres børn får en uddannelse, dårlig mad og ingen socialisering med andre kvinder. Assaf fortæller at det er en politisk beslutning fra israelsk side, siden de ikke vil gøre noget ved problemet med migrant arbejderne. ”De er i lommen på kapitalen, og har en interesse i at holde sig gode venner med arbejdsgiverne”, og han fortsætter ”Vi prøver at råbe politikkerne op, med kampagner om at det er en fordel at beholde en permanent arbejdsstyrke, samt kampagner mod racisme, og at arbejde for en social retfærdig politik til fordel for kvinderne”. Men politikkerne og arbejdsgiverne kører modkampagner om at kvindelige israelere og palæstinensere er dovne, gider ikke at arbejde, fortæller Wataf. Den retorik har vi også hørt fra danske politikker og arbejdsgivere, når det gælder udnyttelse af arbejdere. Der er 26 000 migrantarbejdere i landbrugssektoren i israel og bosættelserne på Vestbredden, og det stiger støt, uden at politikkerne gør noget ved det.

Sabotage

I et forsøg på at organisere palæstinensiske værkstedsarbejdere i bosættelsen Mishor Adumin på Vestbredden, fabrikerede arbejdsgiveren sammen med israelsk politi en anklage mod en af arbejderne (Hatem Abu Ziadeu), som var i gang med at organisere sine kollegaer på værkstedet. Anklagen gik ud på at Hatem havde saboteret de israelske militærkøretøjer som værkstedet arbejdede med, ved at bruge krigen i Gaza som undskyldning. Det har man ikke kunne bevise, men alligevel taget hans arbejdstilladelse og kan ikke rejse ind i bosættelsen igen og passe sit job. Værkstedsarbejderne og WAC kæmper for at få Hatem tilbage på arbejdet i bosættelsen. ”Det handler om at arbejderne ikke skal kunne organisere sig, og få de basale rettigheder som de har krav på”, fortæller Assaf Adiv. http://www.labourstartcampaigns.net/show_campaign.cgi?c=2410

Man kan konkludere at social dumping er globalt, og at skurken er den verdensomspændende udbytning af arbejderklassen i kapitalens navn. Og politikernes retorik er den samme, om du er i Danmark eller Israel/Palæstina!

Den barmhjertige samaritaner

Benny Allermand — Sat, 20 Sep 2014 19:41:07 +0000

Af Benny Allermand

”Der er ingen minimumsgrænse for menneskelig opførsel fra den israelske side” fortæller Shaher Saed. Shaher er formand for den faglige landsorganisation PGFTU (Palestinian General Federation of Trade Unions). http://www.tufi.org.uk/histadrut_pgftu/about_the_pgftu.html

”Der arbejder ca. 65.000 palæstinenser i Israel. 30.000 legalt, og 35.000 ilegalt”. For at få arbejdstilladelse i Israel som palæstinenser, skal man have søgt 6 måneder i forvejen. Grunden er, ifølge israelerne, at man skal sikkerheds tjekke deres bagrund særdeles grundigt, fortæller Shaher. ”Det er en provokation fra israelernes side, og ikke andet” ifølge Shaher. Gruppen af 3F`er var kørt fra Ramallah, torsdag formiddag til Nablus, en rejse på ca. 1,5 time. Formålet med turen var et besøg hos PGFTU`s hovedkontor, 2 virksomhedsbesøg og afslutte med en opsamling i PGFTU`s hovedkontor i Nablus. PGFTU er en paraply organisation, hvor forskellige brancher hører under. Her møder vi repræsentanter fra byggesektoren, transportsektoren, fødevareindustrien, landbrugssektoren og kvindelige arbejdere. Her bliver der fortalt om meget stor arbejdsløshed, familier som er fysisk splittede mellem Gaza og Vestbredden, stor fattigdom.

Alt sammen, er følger af den israelske separations politik. Et eksempel er, at for en uge siden blev en palæstinensisk chauffør, far til 6 børn, skudt og dræbt ved et check-point, fordi han ifølge de israelske myndigheder, stod for tæt på et par israelske soldater (sikkerhedsafstand). Et andet eksempel er ifølge Repræsentanten fra byggesektoren, at de ingen adgang har til Gaza, for at se ødelæggelserne og besøge deres medlemmer.

En stor familie

Efter besøget hos PGFTU, tog vi ud til en yoghurt fabrik i Nablus. Her er 69 af 72 arbejdere fagligt organiseret under PGFTU. Arbejderne bliver instrueret i sikkerhed og arbejdsmiljø, fortæller direktøren, og fortsætter ”Her på fabrikken, er vi en stor familie”. Den tror jeg også, at flere danske arbejdere har hørt nogle gange i deres arbejdsliv. Vi mødte også et par arbejdere som havde klaget over mangel på ordentligt arbejdstøj, når de arbejdede i kølerummet, samt dårlig ventilation på fabrikken.

På fabrikken var der 1 Tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten var på valg en gang om året, og der var nogle af arbejderne som mente at det ikke foregik helt så demokratisk, som ledelsen og repræsentanten fra PGFTU fortalte. En fortalte mig at det var ledelsen i samråd med repræsentanten fra PGFTU som udpegede deres Tillidsrepræsentant. Lønnen på fabrikken var som udgangspunkt mindstelønnen på 1450 shekel (ca. 2300 kr.) men direktøren fortalte at hvis man tog arbejde i ens ferie og nogle søndage med, kunne man godt tjene et par hundrede ekstra om måneden. Der var dog flere arbejdere som fortalte vores delegation, at det kun gjaldt nogle få arbejdere. Med lønnen var der en sygeforsikring og en kontrakt, der betød at man fik fuld løn under sygdom, og at arbejderen selv skulle bryde reglerne i kontrakten, hvis man skulle fyres. Hvad de regler indeholdt, var en fabrikshemmelighed.

Samaritanerne

På toppen af et bjerg, lidt uden for Nablus, bliver vi inviteret til middag af PGFTU. Her bor et religiøst mindretal (Samaritanerne), ca. 300 samaritaner bor i dette mini samfund. Der bor også ca. 300 samaritaner lidt uden for Tel Aviv, og man mener der er ca. 750 samaritaner i alt. I det lille samfund er der store problemer med indavl, og har taget konsekvensen deraf, ved at invitere 13 ukrainske kvinder hertil, for at bo her permanent! Samaritanerne forholder sig som udgangspunkt, neutrale i spørgsmålene om Israel/Palæstina, men her i lokalsamfundet støtter de, og har sympati for palæstinensernes kamp for frihed. Middagen oppe på en restaurant som er ejet af samaritanere, bliver hurtigt for mange af os, meget genkendeligt. http://da.wikipedia.org/wiki/Samaritaner

Jeg synes, at med tanke på yoghurt fabrikkens arbejdere som er organiseret indenfor PGFTU, virker det en smule lemfældigt, at man bespiser 12 repræsentanter fra 3F, på en måde som leder tankerne hen på de ”De gyldne dage i fagbevægelsen i Danmark”. Det er sikkert i en god mening, men med medlemmer som kæmper en daglig kamp for bedre løn og arbejdsforhold, er det over grænsen at servere 5 slags fisk, i et land uden fiskeindustri (Vestbredden). På den måde ligner det meget fagbureaukratiet i Danmark, ligesom arbejdsgivere, om de er bosiddende i Israel eller Palæstina, er et fedt!

Der kunne de godt lære lidt af en historie som ”Den barmhjertige samaritan”.

En kompleks verden

Benny Allermand — Thu, 18 Sep 2014 06:01:47 +0000

Af Benny Allermand

"Folket i Gaza har ikke noget at tabe, derfor er de så stærke, og hvis israelerne ikke havde luftvåben, var de løbet skrigende bort".

Sådan indleder Djamahl Duval fra organisationen "Stop the wall" sin fortælling til 10 3F`er på hotellets skybar i Ramallah. 8 timer forinden var vi 10 faglige med forskellig baggrund i 3F, landet i Tel Aviv lufthavn, med alverdens spørgsmål og sikkerhedstjek fra de israelske vagter og lufthavnspersonale.

Tilbage på hotellets skybar, fortæller Djamahl Duval om håb, selvtillid, svigt og brud på internationale konventioner.

"Der er 400.000 palæstinensere som bor på gaden i Gaza efter ødelæggelserne, forårsaget af den israelske hær, og genopbygningen ikke startet endnu". "Israel skal have at vide, at det de gør er kriminelt. På den måde får det palæstinensiske folk håb og selvtillid". Djamahl Duval ridser 3 punkter op som et minimum, der vil give palæstinenserne et håb :

1. Stop for besættelsen

2. En løsning på flygtninge problematikken

3. Stop for den racistiske diskriminering i Israel, af palæstinenserne

Samtidig siger han, at man skal stoppe med at diskutere, om det skal en 1-stats løsning eller 2-stats løsning, før de ovennævnte punkter 3 punkter er opfyldt. Og lad palæstinenserne selv bestemme hvad de vil.

DHIP

Det Danske Hus I Palæstina som ligger i Ramallah, startede i 2005 som et projekt for at bygge bro mellem danskere, og palæstinensere gennem samarbejde. Onsdag formiddag mødte vi op til et oplæg i DHIP, om samarbejdsprojekter, voluntører og praktikanter i Palæstina. Aktiviteterne i Ramallah er f.eks fotomarathon, Couch talks, koncerter og danske tømrer som bygger legepladser (Danish design) på vestbredden. I Danmark holder man udstillinger, events og auktioner af palæstinensere.

DHIP fik en halv mio. fra det danske uderigsministerium, til at starte op på. Ellers lever det af donationer fra forskellige organisationer, bl.a 3F, samt medlemsskaber fra danskere, som betaler et årligt kontigent på 100 kr. Udover det, får de ca. 2 mio. kr. om året fra bistandsmidler i Danmark.

3F´s kontor i Ramallah

3F´s samarbejdspartner i Palæstina er PGFTU (Palestinian General Federation of Trade Unions). PGFTU er en af 3 landsorganisationer, og er politisk styret af PLO (Fatah). PGFTU har organiseret ca. 16 % af de palæstinensiske arbejdere. Vi møder Mahdi, som arbejder på 3F´s kontor i Ramallah, der fortæller os at grunden til den lave organiserings procent skyldes, dårlig økonomi hos den palæstinensiske arbejder, samt det faktum at PGFTU samarbejder med med det zionistiske fagforbund Histadrut.

De palæstinensere som arbejder under en israelsk arbejdsgiver betaler 1% af deres løn til Histadrut, hvor halvdelen går til PGFTU. 3F hjælper PGFTU med projekter som indførelse af en lovgivningsmæssig mindsteløn. 3F vil ikke officielt, være en del af samarbejdet med Histadrut. De projekter man deltager i skal være gennemsigtige(skuelige). En palæstinensisk kvindelig arbejder typisk for mellem 400-600 shekel (700-1000 kr.) om måneden i bosættelserne for israelske arbejdsgivere.

Den lovgivningsmæssige mindsteløn er sat til 1450 shekel om måneden, men PGFTU vil ikke være en del af aftalen, da de mener at mindstelønnen er for lav. Man kan også udfra kvindernes løn i bosættelserne, se at aftalen ikke bliver håndhævet. Oveni den meget dårlige løn, bliver kvinderne typisk snydt og udsat for sexual chikane.

Det danske repræsentantskab i Palæstina

Det nærmeste vi kommer en ambassade i palæstina, er det danske repræsentantskab som ligger i Ramallah. De administrere 250 mio. kr. årligt, som er det danske bistands bidrag til palæstina. Hamas og PFLP får ikke del i i de danske midler, fordi de står på den internationale terrorliste.

Det gør det svært bl.a at hjælpe med projekter i Gaza.

Kompleksitet

Der sidder palæstinensiske syersker i Jenin og syer militæruniformer til den israelske hær. Der er palæstinensiske fagforbund som samarbejder med zionistiske fagforbund.

Der er palæstinensiske arbejdere som arbejder under israeler i bosættelserne. Ingen af de 3 nævnte scenarier, er noget palæstinenserner er stolte af. Men i en meget kompleks verden er det en økonomisk nødvendighed.