Kimmi Amilla Næve's blog

Lad os stikke fingeren ind i kødsåret i femi-året 2016

Kimmi Amilla Næve — Tue, 08 Mar 2016 11:16:31 +0000

Af Kimmi Amilla Næve

8. marts er for mig lige dele alvor og glæde, det er brudfladen med selvcensur som demoer tilbyder, det er råbene fra bunden og fra siden, så de ikke længere kan ignoreres

Ta Natten Tilbaka-demonstration Malmö 2016. Foto: Laura Mølgaard Tams, aka. Killjoy.dk

Kvindernes Internationale Kampdag vil jeg bruge på morgenmadsslabberas hos min yndlings-postkoloni-kritiske ven og ’Røde Mor’-morgenhåndbajere, senere vil jeg tage min mor og venner under armen og lytte til vægtige stemmer i Folkets Hus. Her er forskellige feministiske nedslagspunkter, en let kradsen i sårskorpen.

1. Jeg ejer ingen nostalgi

Som barn af 90erne og teenager i 00ernes (i hvert fald på overfladen) feministiske dødvande, voksede jeg op med en nostalgi over at være født for sent til rigtig at kunne på gader og stræder og lave ballade med knyttede næver. Følelsen af, at nogen havde taget al slikket, inden jeg overhovedet blev født, at kampene ikke længere var så håndgribelige som dengang Rødstrømpebevægelsen havde kronede dage i det ganske land. Egentlig er det stadig en holdning, jeg møder i dag fra tidligere rødstrømper, der bliver helt forbløffede, når de møder unge feminister, fordi det ikke er noget, de kan genkende hos deres børn, svigerbørn og børnebørn. Eller når debattører siger statements som, at feminisme er håbløst umoderne.

Mit første møde med et feministisk rum var organisationen Danner, som jeg havde set i TV2 Lorry efteråret 2004 i perioden op til min 8. klasses-projektopgave. Jeg kan huske, at min veninde og jeg interviewede en ansat i Danner med rystende hænder, og det var første gang, jeg hørte nogen tale helt køligt om sexisme i reklamer. Vi fik en rundvisning i den gamle Grevinde Danner-stiftelses hyggelige gulnede rum, og da jeg gik derfra var der plantet et spirefrø over, at her, her ville jeg være, når jeg blev gammel nok.

Først i mine 20ere, følte jeg planeterne stod på en lige linje, og jeg indtrådte i fællesskaber sammen andre, der gik med tanker om latente hierarkier i vores kultur. Det har været den vildeste, hårdeste eksplosion af sanseindtryk i brystet, hvor jeg gang på gang må nive mig selv i armen over, hvor helt igennem benhårde, karismatiske, indignerede og følsomme mennesker, jeg kender igennem feministiske fællesskaber – eller blot står i blandt.

Derfor ejer jeg ingen nostalgi længere. Selv om jeg har været på Krea-uge på Femø Kvindelejr, at sangeren Trilles ”Hej søster” og Bøssepladen er min quilty pleasure, og jeg glad tager til fester i Kvindehuset, så er det med visheden om, at 70’ernes feminisme ikke kan og må stå alene.

2. Kvinder og transpersoner tager natten tilbage

Nogle af de stærkeste brud med selvcensur, som marginaliserede ofte gør vold mod sig selv for at mønstre, har været feministiske demonstrationer. Lørdag den 5. marts var jeg med to nære venner til ’Tag natten tilbage'-demonstration i Malmö. Talerne af blandt andet Cis-Semester (et netværk og gruppe af transpersoner) og initiativtagerne bag demoen bragede igennem med deres budskaber. Pointerne var klare: transpersoner og flygtninge skal have rettigheder, og de skal sammen med kvinder kunne gå frit på gaden uden at opleve fysisk og seksuel vold.

Demoen var det smukkeste syn, der endnu i år har ramt mine øjenæbler. Der blafrede små glimmerkrymmelstykker i guld op mod den guliggrå nattehimmel over Malmös tage. Der var flag i ren glitter og ’Ta' Natten Tilbaka’-folkene bag demoen havde glittermasker på. Der var stjernekastere og røgkanoner, der lyste rødt, og så spillede de det svedigste grillbarmusik, så folk formåede at danse overdrevet gående, én gik med sin cykel og ringede på klokken, én havde en hund med. Hver gang jeg fik øjenkontakt med nogen, var de venlige og glæde var tegnet i deres ansigter. Der sitrede af en underfundig samhørighed, mens vi råbte af vores lungers fulde kapacitet: ”Vi tar natten tilbaka! Vi tar natten tilbaka!”, ”Ingen transfobi/sexisme i vores gader!” og lignende kampråb.

Det at gå på gaden og bryde med den selvcensur, som samfundet holder i ave over for brune mennesker, transpersoner og kvinder minder mig om en gammel Femøsang, der lyder sådan her: "Vi ta'r natten tilbage, det er løgn, at kvinder er svage, det er noget, man(d) har fået os til at tro, så vi ikke gør oprør, og holder os pænt i ro."

3. Ubehaget og det ensomme

At få øjnene op for latente hierarkier i samfundet er ikke kun opløftende og empowering. Det er voldsomt og svigefuldt. Som underviser i Normstormerne, der er et mobningsforebyggende projekt mellem Københavns og Aarhus’ kommune, Sex og Samfund, LGBT Ungdom og AIDS Fondet, er vi opmærksomme på, hvordan det at gå i kødet på alt for snævre normer, kan ændre én, og at den udvikling godt kan føles ensom.

Udvikling er som regel forbundet med ubehag. Men det er ofte i ubehaget, at der er noget at hente, noget at gro af. Den langsomme opvågnen til for eksempel at blive opmærksom på, at en uønsket hånd på røven vitterligt ikke er okay. At måtte tage afstand fra sin familie for bare at kunne være fri for enten homofobiske, racistiske eller sexistiske udtalelser (i mere eller mindre subtil eller eksplicit grad). Eller den sorg jeg mærker så tydeligt hos mine venner, der er brune, over hvor dybt ignorant hvide i Danmark opfører sig.

4. Smagssnobberi: Arbejderen som det feministiske subjekt?

Noget, som 1970ernes feminisme til gengæld mestrede langt mere, end vi gør i dag, er solidaritet med arbejderen. Nogle gange kan det at remse sine privilegier op, gøre præcis det modsatte end, hvad der var hensigten i et rum. Det kan virke ubehageligt for folk, der ikke ejer samme privilegier. Nævner én sine privilegier, skal de aktivt bruges til noget, ellers kan de virke selvforherligende på en måde, der i sidste ende gør den kreative klasses/middelklassens æstetik og for eksempel københavnerdialekt til den eneste rigtige. En bevægelse, der i samme sætning degraderer det at komme fra arbejderklassen eller fra områder med mindre prestigefyldte dialekter. Der findes ingen neutral dialekt eller god smag, og det er vigtigt ikke at gøre dialekter og arbejderæstetik til noget pinagtigt. Noget, der skal fixes eller aflæres.

Hvis feminisme vil bryde med neoliberalismens udskamning af kontanthjælpsmodtagere og arbejderes hang til for eksempel brun sovs og medisterpølse skal vi være opmærksomme på, at ikke alle kan lave kunst ved siden af kontanthjælpen eller være veganer-feminister (og her peger jeg i den grad også fingre af mig selv).

Desuden er det vigtigt, at vold mod kvinder og sexisme ikke bliver placeret udelukkende hos arbejderklassen. For det er en bekvemt løgn, der taler sig ind i, at fordi arbejderklassen eksempelvis kan have et mere brovtende, svulstigt sprog og eventuelt kropssprog, så må arbejdere nødvendigvis også være mere aggressive. Vold og sexisme mod kvinder sker i alle samfundslag, om end bare mere skjult.

5. Sig tak

Jeg vil bruge anledningen i dag til at takke for alle kvinder, jeg deler slægtskab med. Dem, jeg ikke deler slægtskab med. Dem, der blev objektiviseret og knækkede under det. Kvinderne, der dulmede sorgerne i rødvin og pels. De, der tog for sig af retterne, og dem, der ikke gjorde. Kvinderne, der tog sig selv op i hanke, og dem, der ikke var i stand til det. Dem, jeg kyssede i øret i mine teenageår og elskede af et godt vennehjerte. Dem, der er en hybrid mellem familie, kærester og venner. Dem, der er angste, og dem, der har sejlivede kroppe. Dem, hvis partnere udøvede fysisk og seksuel vold mod dem. Dem med spiseforstyrrelser, de kunstneriske, de praktiske, arbejdshestene. De kvinder, der ikke har vulvaer, og dem, der har stærke menstruationssmerter.

Men tak har også andre betydninger. Hvis én bliver callet in eller out for ikke at have opført sig respektfuldt (for eksempel som hvidt menneske at have sagt noget racistisk i vores privelegieblindhed eller historieløshed), så prøv at sige tak i stedet for at gå i forsvar. Vi er alle indfedtet i strukturerne, men derfor skal vi stadig gøre os umage. Lad os blive bedre til at tage, hvad der er vores på vore skuldre.

6. Sexmonstret og grå perioder

Lad der være mere plads til forskellige seksuelle praksisser i 2016. Lad os granske vores måde at spørge venner ind til deres liv: fejr grå perioder som perioder med høj libido. Giv plads til ulysten såvel som lysten. Uanset interval og intensitet. Ingen skal alienates for, hvem de krøller lagener med - eller for slet ikke at krølle lagener. Cis-kvinder skal ikke alien-gøres for at have mere lyst end sin cis-mandlige partner. Lad os hanke op i den absurde forestilling om, at cis-mænd altid er seksuelt tilgængelige, og cis-kvinder giver noget af sig selv ved at bolle.

Lad os opløse forestillinger om modsætningsforhold som aktiv/passiv, top/bottom og submissiv/dominant. Lad os lade være med at fokusere på, hvem, der penetrerer hvem i et seksuelt forhold – eller om der overhovedet er penetration. Men også stoppe med at skamme folk, der er seksuelt og/eller romantisk sammen med flere køn (non-monoseksuelle praksisser) og hele tiden læse folk med et mistroisk blik, om vedkommende nu boltrer sig i en cis-mand, cis-kvinder eller transpersoner. Lad det være op til folk selv at vurdere, om de har brug for rum som for eksempel queerfestivalen.

Det er vigtigt at tale om sin erfaringsverden, og det er mit klare indtryk, at desto mere grupperinger bryder med normer om køn og seksualitet, som for eksempel queermiljøerne, desto større bliver det også et fikseringspunkt, en form for fællesskabsdannende lim. Et fællesskab, der ikke taler sig ud af det 20. og 21. århundredes tillæggelse af karaktertræk til for eksempel den homoseksuelle. Eller staten og for eksempel Københavns Kommunes interesse i, at befolkningen reproducerer sig selv (i hvert fald de privilegerede hvide grupper af borgerne, jævnfør ’Har du talt dine æg i dag?’-kampagnen i 2015) og holder deres kroppe såkaldt sunde. Jeg forstår godt, hvor lysten til den fællesskabslim kommer af, det er bare vigtigt at give plads til andre fortællinger.

7. Hvad sker der for sygeliggørelsen i 2016?

En feministisk bøn til, hvad vi skal gøre os langt mere umage med i 2016 er, at vi bliver opmærksomme på vores sprog omkring det, vi ikke forstår. At bruge ord som ’sindssygt’ og ’sygt’ som forstærkelsesord, insinuerer at psykisk sårbare mennesker er helt ukontrollable, at de simpelthen ikke kan styre sig selv. Det er nedværdigende for mennesker med forskellige sårbarheder og diagnoser, at mærkatet ’sindssyg’ bliver puttet på alle hvide voldtægtsmænd. Lad os prøve at komme uden om at syggeliggøre med vores sprog. Desuden er ord som ’klog’ og ’dum’ også ord, der taler sig ind i en IQ-debat, der er fuldstændig absurd klassicistisk, racistisk og kønsdiskriminerende, der er brugt til at marginalisere alle andre end den heteroseksuelle hvide middelklassemand.

8. Brune feminister, transpersoner og kystbanefeminister

Folk, foreninger og Kystbanefeminisme-ngo’er, der insisterer på at udøve feminisme uden blik for, hvordan at forskellige undertrykkelsesmekanismer hænger sammen, er jeg overbevist om vil komme på bedre tanker med tiden. Undertrykkelse mod racialiserede, tykke med mere er altid, altid intersektionel og har meget forskellig karakter. Lige nu mobiliserer brune feminister sig som aldrig før i Danmark, og at vi trænger er vist den største underdrivelse. Transkønnede allierer sig med Amnesty og kræver rettigheder. De vil råbe fra bunden, fra siden, og de vil blive ved til, at de bliver hørt.

Vrede er venstrefløjens glemte ven

Kimmi Amilla Næve — Mon, 01 Feb 2016 21:42:25 +0000

Af Kimmi Amilla Næve

Vrede er langt mere håndterbar, hvis den rettes mod et fælles projekt, som vi kan være enige om at være imod. Men hvis vi på venstrefløjen ikke giver plads til vrede i egne rum, hvordan kan vi så mobilisere reel modstand mod systemet?

Illustration: Michael Schiøler Tingsgård

Venstrefløjen og det øvrige samfund har en absurd berøringsangst med alt, hvad der ikke dufter af 70’er-retorik og nullernes coach-girafsprog. Det er her de gamle paroler om, at det politiske er det private og omvendt ofte viser sig ikke at gælde i hverdagslivet, hvis ikke lige settingen er en sort-blokdemo.

Min vrede er min feministiske stolthed. Vrede er min allerbedste ven, der har givet mig så mange tæsk i skolegården og en hundelort tværret ud i håret trængt op ad hække på asfalterede stier.

Vrede er min bløde plyskappe, der omfavner mig med egenomsorg, og som får mig til at rejse mig og gå fra mennesker, der overskrider mine grænser eller gør sig uendeligt lidt umage – hvad end det er en ven eller et familiemedlem. Som den vise afdøde forfatter Audre Lorde skriver i Sister Outsider (1984): ”My anger has meant pain to me but it has also meant survival.”

Jeg frygter ikke vrede, jeg frygter langt mere at blive paralyseret, fordi der i vrede er et aktivt og handlende potentiale, hvorimod kroppen aldrig har været særligt handlende, hvis den forstenes af fortvivlelse.

Aldrig har jeg fortrudt, at jeg har trukket en fedladen fuck-finger til træge sexister, men jeg har fortrudt, når jeg flovt har kigget ned i bordet eller har ageret som et bævrende, knoldet hjortekid, der stirrer blindt ind i et par lastbillygter, mens et menneske overtræder min intimsfære.

Hvor går det arbejder-grove hen?

Vrede bliver bestandigt italesat som noget, vi bør afmontere, at nu skal vi videre – fra vreden. Der er ikke plads til sorg og vrede i vores sprog uden, at den skal dulmes, nedkøles og forsvinde. Der er ikke rum for vrede, fordi vrede er klistret ind i associationer som kontroltab; at én ikke behersker sig i middelklassens mådeholds navn.

Kan vi ikke give plads til høj stemmeføring, en intens energi og bombastisk kropssprog i politiske rum, uden at det bliver skammet som noget såkaldt kvindagtigt, menstruelt eller irrationelt?

Det er vigtigt at give plads til andre kulturer inden for venstrefløjen, ikke bare rituelt i velmenende candyfloss-ord, men simpelthen at have blik for, at et bombastisk verbalt og kropsligt sprog ofte knytter sig i højere grad til arbejderklasser.

Derfor er det altafgørende, at venstrefløjen spørger sig selv: Giver vi plads til det arbejder-grove? Hvor går dem af os, der ikke mestrer et såkaldt passende sprog hen?

Den røde pilles glorie

Hvorfor kan vi ikke omfavne vrede i stedet for at reproducere de selvsamme hierarkier, som vi postulerer at bekæmpe?

Kan det tænkes, at vrede er præcis det mulighedsrum, der ligger i at insistere på at leve sit liv i egen ret. Liv, der måske ikke kan genkendes som det såkaldt gode liv?

Feministiske og øvrige politiske bevægelser udspringer netop af, at mennesker samledes om at være vrede og ulykkelige over tingenes tilstand. Feminisme er at spise den røde Matrix-pille. Den røde pille er grum, og efterlader én med et sneglespor af sorg efter sig over, hvor lang vej vi har endnu. Men den sorg og vrede har tæt forbindelse til glæde og handlekraft.

Vredes potentiale er transformerende; vrede får kroppe til at dirre af harme over politisk uretfærdighed. Vrede kan virke som et åndehul fra følelsen af at være endnu en hamster, der løber i det danske neoliberalistiske hjul. Vrede tilbyder et space i det konforme hverdagsliv og bureaukrati. Den er det engagement, der kanaliserer demonstrationer på få uger, og som får folk fra forskellige steder på venstrefløjen til at stå sammen og mobilisere en faktisk synlig modstand.

Kys den satans vrede

Vredes forandrende potentiale er nødvendigt i et en-til-en-forhold og i nære sfærer som politiske grupper. Vrede bekræfter en investering – den er alt andet end ligegyldighed. Vrede er selfcare. Den er en smertelig påmindelse til hinanden om, at vi skal gøre os umage – alt det vi kan – for at fortjene de grupperinger og relationer, vi indgår i. Vrede er ikke en ansvarsfraskrivelse eller en legitimering af at forkaste dyder som empati, respekt og solidaritet.

At give plads til vrede betyder ikke at bekæmpe allierede, men det betyder heller ikke, at alle mennesker død og pine skal være enige eller kindkyssende venner på bedste normcore-vis. Relationer er så uendeligt mange-facetteret, alligevel synes der at herske en forestilling om, at vi skal være glatte, at vi ikke må lade os mærke af nogen relationer.

Jeg ville ønske, at der herskede mere ærlighed om relationer, hvor vrede har cirkuleret. At vi kunne give hinanden mere plads og omsorg til også at være i det. Vi kan altid forsøge at nærme os hinanden med sproget, men der findes menneskelig handlen, hvor sproget kommer til kort – og det er okay.

Skrøbelige rum

Hvis en aktivist gør en anden aktivist ondt, der da resulterer i vrede, så er det et aktivistisk rums opgave at skabe tryggere rammer for at kunne udvide sig af vreden, lære med den, vokse med den. For som dybsindige Audre Lorde skrev allerede i 1980’erne:

”It is not the anger of other women who will destroy us, but our refusals to stand still, to listen to its rhythms, to learn within it, (…) to tap that anger as an important source of empowerment.”

For vrede er langt mere håndterbar, hvis den rettes mod et fælles projekt – noget andet derude – som vi kan være enige om at være imod. Men det er overdrevet svært at give vrede plads i rum, én selv indgår i, når vi gør hinanden kede af det. Og derfor skyder andres vrede ofte af mennesker som vanddråber på fedtede svanefjer, som noget uvedkommende, fordi en person, der er vred bliver en urovækkende figur på mageligheden, usynlige hierarkier og manglende stillingtagen.

Kan et politisk rum ikke håndtere vrede, bliver det skrøbeligt. Vrede er nødvendig at give plads til i nære rum for at kunne mobilisere solid vrede mod systemet. For hvis vrede skal tages af som en høflighedsgestus i den gode stemnings tjeneste i politiske/aktivistiske fora, udvikler vi ikke kreative og normundergravende strategier. At ransage verdens uretfærdigheder er også at ransage egne rum.

KaPow Collectives guide til Kvindernes Internationale Kampdag

Kimmi Amilla Næve — Fri, 06 Mar 2015 14:23:11 +0000

Af Kimmi Amilla Næve

KaPow-kollektivet tager dig ydmygt i hånden og guider dig igennem din kamp-weekend i København, Lund og Malmö med alt fra debatter om køn og litteratur, dokumentarfilm om frihedskamp og kærlighed til femi-folkekøkken, fredagsbar, vrede demoer og dans mod himlen og patriarkatet

Foto: "KaPow-kollektivets guide til Kvindernes Internationale Kampdag" af KaPow-aktivist Fluesmæk

FREDAG DEN 6. MARTS

1) Internationalt Forum byder på dokumentarfilm om iranske kvinders protest mod det islamitiske og kapitalistiske regime og deres kamp for lige rettigheder i 1979. Efter filmen vil der være debat, og der sælges palæstinensiske øl, the, kaffe og iransk mad.
Tid: 17-19
Sted: Solidaritetsbutikken i Griffenfeldsgade 41, 2200 København
https://www.facebook.com/events/1577753202468309/

2) Har du lyst til at indsnuse den nørrebroske duft af gaden? Så kom til 'Feministisk fredagsbar + folkekøkken' på BumZen på Baldersgade på Nørrebro og hav det lidt for vildt til feministiske tunes, som bl.a. KaPow Collective fyrer op for.
Tid: 18-?
Sted: Baldersgade 20-22, 2200 København N
https://www.facebook.com/events/797057250331848/

3) Har du lyst til at lette dine fødder fra det ganske land og plante dem i den feministiske højborg Malmö? Så lad dine føder vippe og vrikke til et svedigt lineup af DJs og dans mod himlen og patriarkatet til FESTA MALMÖ! OBS! Der er entré: i førsalg 100 svenske kroner - i døren 120.
Tid: 22
Sted: Moriska Paviljongen Norra Parkgatan 2, 21422 Malmö, Sweden
https://www.facebook.com/events/573612396108744/

LØRDAG DEN 7. MARTS

1) Vil du mærke suset af de gamle rødstrømper, men stadig snuse til/være i et queeret mindset? Så tag til Feministisk fest før stormen!! i Kvindehuset på Gothersgade. 'Kvinderen' forvandler sig til et festligt åndehul, lige ved siden af Mini Bar. Aftenen byder på alt fra dildo-oplæg om lesbisk sexkultur og fællessang til Queerfeministisk kor, musik og performance af Male Privilege. Senere går der DJs på gulvet, og du kan danse til den spæde lyse morgen i et muntert lag. Transpersoner, lesbiske, bi- og heteroseksuelle kvinder er velkomne.
Tid: 20-05 - husk kontanter!
Sted: Kvindehuset Gothersgade 37, 1123 Copenhagen, Denmark
https://www.facebook.com/events/1395379930770590/

2) I kølvandet på attentatet på vores medfeminister over Sundet sidste år, er Ta Natten Tillbaka-initiativet vigtigere end nogensinde. Demoen går på gaden bl.a. under parolen "Hårt mot hårt, vår vrede - er sorg!". Demoen er for alle kvinder og/eller transpersoner.
Tid: 22:00
Sted: Möllevångstorget, 214 24 Malmö, Sweden
https://www.facebook.com/events/1607697489461945/

SØNDAG DEN 8. MARTS

1) Danner byder på debat om uagtsom voldtægt med bl.a. Joan Søstrene med et praktisk perspektiv, Øzlem Cekic fra SF, der byder ind med det politiske perspektiv og til sidst Claus Juel fra Amnesty, der bidrager med et juridisk perspektiv. Der serveres en let morgenmad. Tilmelding slut, men forsøg, om du ikke kan komme med. ID kræves.
Tid: 10-12 (gratis)
Sted: Danner, Nansensgade 1, 1366 København K
http://www.danner.dk/kvindernes-internationale-kampdag-dan…/

2) Arbejdermuseet liner up med oplæsning og debat med spørgsmål som: hvorfor kvinder er blevet glemt i litteraturhistorien, hvordan går det lige med moderskab i DK anno 2015, om kærlighed og vrede hænger sammen for feminister og hvorfor homo- og transpolitikker er så stort et hjertebarn for dagens feminisme. Her præsenterer bl.a. Olga Ravn, Katinka My Jones og Maja Lee Langvad hver deres bud på, hvad det er, der kæmpes for, når der kæmpes for og af kvinder og i feminismens navn. Senere er der klassisk musik.
Tid: 11-16 - pris 65 kr. eksklusiv entré
Sted: Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22, 1362 København
https://www.facebook.com/events/792158437538610/

3) I en herlig blanding af feminisme, konfetti, socialisme og fest afholder netværket 'Feminism underifrån', en genstart på en feministisk tradition: at gå på gaden mod det samfund, der skaber sygdom, stress og ensomhed, og som samtidig privilegierer kernefamilien frem for andre grupperinger og mange, mange flere uretfærdigheder.
Tid: 11.30
Sted: Möllevångstorget, 214 24 Malmö, Sweden
https://www.facebook.com/events/400655583446181/

4) Renegade Runners tager fat på, at der kun er 13 % bidragsydere til Wikipedia, der er kvinder. Derfor er alt du skal gøre, at tage dit gode hoved og din computer med. Du kan komme og blive i det omfang, det passer dig.
Tid: 12-20
Sted: Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø, 2100 Copenhagen, Denmark
https://www.facebook.com/events/1605983432968480/

5) Sverige byder på mere feministisk oase-vacuum: Udenomsparlementarisk demo i Lund. Kom, kom gerne i lilla, guld eller pink - ellers præcis som du lyster!
Tid: 14-?
Sted: Stortorget Lund, Sweden
https://www.facebook.com/events/241435899360481/

6) Socialistisk Ungdomsfront (SUF) afholder Københavns eneste demo: '8. marts - Vi tager gaden tilbage' bl.a. til kamp mod voldtægt, verbale vurderinger af udseende, trusler i forhold til køn og seksualitet under parolen: "Everyday sexism, everyones problem". KaPow sørger for feministiske vrede tunes bag pulten.
Tid: kl. 14-16
Sted: Blågårdsplads, 2200 København N
https://www.facebook.com/events/941633179203073/

7) '8. marts: TID TIL KVINDERNES LØNFEST' sætter fokus på den ulighed på 18-20 procent, der er mellem mænd og kvinder. Lønfesten er en happening i forbindelse med Socialistisk Ungdomsfronts demonstration mod gadesexisme.
Tid: 15
Sted: Dronning Louises Bro Nørrebrogade, 2200 København N
https://www.facebook.com/events/775993752476455/

8) Selskab for Ligestilling afholder 'Gin & Gender' med drinks og litteratur som omdrejningspunkt. Her læser feministiske personer som forfatter til den nyligt udkommende 'Krukke' med og om Suzanne Brøgger; Louise Zeuten, Alexander Stang Rasmussen - provokatør og oplægsholder fra Normstormerne og LGBT Ungdom, komiker Sanne Søndergaard, Friktion-redaktør Nazila Kivi og feministisk debatør Sarah Elisabeth Daley op af deres yndlingslitteratur inden for køn, seksualitet og alt der imellem.
Tid: 16
Sted: Café MellemRummet Ravnsborggade 11, 2200 København N
https://www.facebook.com/events/1381095555541046

9) Kvinfo hoster kæmpe fest i Vega, hvor Kalthoum Kennou, den eneste kvinde, der stillede op til præsidentvalg i Tunesien fornyligt og statsminister Helle Thorning-Schmidt gør visit. Men også skribent og aktivist Emma Holten, hvis generobrerende nøgenbilleder af SIN krop gik verden rundt i sensommeren og efteråret. Stand up'eren, og den selverklærede feminist-type, Mads L. Brynnum. Forsker Tine Rostgaard (AAU) stiller skarpt på mænd og barsel, og danser Daniel R. Nilsen (N) parodierer maskulinitet. Musikken bliver leveret af Lucy Love og Baby in Vain. KaPow Collective sørger for femi-tunes til din svedige butt til efterfesten på Ideal Bar.
Tid: 19 - billet påkrævet 150 kr.
Sted: Store Vega Enghavevej 40, København V
https://www.facebook.com/events/1424590217832703/

MANDAG DEN 9. MARTS

1) KAPOW COLLECTIVE og MIX COPENHAGEN har glæden af at have Coral Short på besøg, der i Husets Biograf vil præsentere en række af udvalgte kortfilm. Kom efter weekendens udskejelser og klæd dig kampklart på til en hyggelig aften, hvor det vil være muligt at diskutere filmen bagefter. Biografbilletterne koster 40 kr. Skriv til julia@mixcopenhagen.dk for reservation.
Tid: 19.30-20.45
Sted: Husets Biograf Rådhusstræde 13, 1466 København K
https://www.facebook.com/events/1624611341100174/

Sorry, not sorry

Kimmi Amilla Næve — Fri, 12 Sep 2014 14:58:41 +0000

Af Kimmi Amilla Næve

KaPow Collectives sort-lilla blok til Copenhagen Pride 2014 affødte en del kritik på flere kanter. Tre aktivister fra KaPow Collective tager her bolden op og giver svar på tiltale over for den tendens til handlingslammelse, der ind i mellem præger den queer-radikale fløj.

Foto: Cecilie Bødker, udsendt fra Friktion Magasin

Af Signe Rieland, Nicoline Joy Haas og Kimmi Amilla Næve, aktivister i KaPow Collective

Nu har støvet fra lastbilerne atter lagt sig og glimmeret er vasket ud af håret. Det er knap to uger siden Copenhagen Pride 2014 løb af stablen, og det er på tide, at vi adresserer nogle af de problemstillinger, der har været oppe at vende angående KaPow Collectives sort-lilla blok ved paraden lørdag den 30. august.

Passiv modstand er ingen modstand

Kritik er en central – og måske den mest centrale – del af queer-tænkning. Det er magtpåliggende inden for en queer-orienteret reflektion at belyse ethvert initiativ fra så mange vinkler som muligt for at forstå, hvilke problematiske logikker, der kan være på spil. Konstruktiv kritik er udviklende og en bydende nødvendighed. Og intet initiativ er fuldstændig uproblematisk på alle planer – heller ikke KaPows deltagelse i Priden.

Til gengæld oplever vi det som et problem, hvis kritik leder til handlingslammelse. Det er vigtigt, at vi i det queer-radikale miljø husker, at vi aldrig må hvile tungt på laurbærrene angående hvad det vil sige at være en “rigtig” queer eller anti-fascist. Ingen af os har patent på at definere, hvad der skal gives lov til at gøres inden for den lille queer-radikale andedam.

Vores sort-lilla blok til Priden mødte en del kritik fra flere kanter. En kritik, som vel at mærke kom inden sort-lilla blokdemo overhovedet fandt sted. Således blev initiativet omkring blokken afskrevet på forhånd, og det mener vi er for nemt, idet kritikken på den måde slipper for at skulle forholde sig reelle effekter, men udelukkende behøver at forholde sig til eget teoretiske spind.

Kritikken af KaPow Collectives deltagelse i Pride-paraden lyder blandt andet på, at det ikke er muligt at yde en modstand inden for den stærkt kapitaliserede og kommercielle parade. Men spørgsmålet er, om det nogensinde er muligt at træde uden for en kapitaliseret sfære? Og kan man kun kritisere det, man står uden for?

Problemet med det udsagn er, at det praktisk talt umuliggør handling og aktivisme. For selvfølgelig kan man ikke træde uden for det kapitalistiske samfund. Man er trods alt nødt til at have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad i maven for overhovedet at kunne bedrive aktivisme. Men man kan godt, mener vi, råbe op indefra. Bevæge sig inden for samfundet som en parasit. Og at “parasitere” Priden var netop, hvad vi forsøgte at gøre.

Vi basher back - dansende

Med vores deltagelse i Priden forsøgte vi at skabe et mulighedsrum for personer, der ikke føler sig hjemme i Pridens stærke, dog uudtalte narrativ om den købestærke hvide pæne bøsse. For os var det magtpåliggende at udøve modstand mod at blive gjort til den danske nations trofæ, som en del af en historisk lineær fortælling om den såkaldte seksuelle frigørelse og det “danske” frisind, der bruges til at styrke fremmedhadet. Med vores blok var bevidstheden om, at queerpersoners kamp ikke er en isoleret ø fra andre minoriteters kampe, central. Og vi gik i paraden ud fra devisen om, at det er muligt at bashe back – dansende.

Det er svært at diskutere, hvorvidt blokken lykkedes eller overhovedet har mulighed for at lykkes, hvis man ikke diskuterer succeskriterierne. For os var det et tegn på succes, at vi fik skabt opmærksomhed om vores kritik af Priden op til selve dagen for paraden, hvilket blandt andet kom til udtryk i debatten med Kimmi Amilla Næve fra KaPow og Pride-forpersonen Lars Henriksen på P1. Og vi opfattede det som en succes at se forvirringen og overraskelsen i folks ansigter, da de forventede glade homoer og så vrede queerfeminister med bannere påskrevet antikapitalistiske og kritiske paroler.

Og hvis bare én person blandt tilskuerne, eller blandt andre de blokke eller deltagere i paraden tænkte over sammenhængen mellem alle minoriteters kamp bare én gang, så føler vi, at al den tid og knofedt, vi har brugt, og alle de mennesker, der kæmpede med for at få blokken ført ud i livet, nytter.

Vi ser KaPow Collective som en platform, hvorfra vi forsøger videreudvikle queerkampen. Vi bygger så at sige tømmerflåden, mens vi allerede er ude på vandet i bedste DIY-stil. Selvfølgelig har vi ikke de endegyldige svar, men vi forsøger at udforske forskellige progressive strategier. Når kritikken af både KaPows blok til Priden og andre aktiviteter ikke opfordrer til andet end diskussion og protesterende passitivet, bliver det meget svært at udvikle den aktivistiske del af queerkampen.

Hvem er friske på en nat i detoen?

I artiklen “Bare fest og ballade?”, der blev bragt på disse sider den 27. august, nævner forfatteren under psedonymet Nico en række antikapitalistiske strategier, vedkommende mener er effektfulde, såsom “blokader, forstyrrelse af møder, boykot eller materiel skade.” Og denne foreslår pirat- og queerfester som effektive politiske strategier.

Dette kan vi kun være enige i, men behøver det ene virkelig udelukke det andet? Bør forskelligartede politiske strategier ikke snarere ses som supplementer til hinanden, frem for hinandens modsætninger? Ved at insistere på, at eksempelvis piratfester eller materiel skade er mere gyldige politiske manifestationer end vores kritiske deltagelse i Priden, er man samtidig med til at udelukke den store gruppe af mennesker, der ikke ønsker at udøve kriminalitet eller civil ulydighed for at få deres politiske budskab igennem. Dette kan eksempelvis være borgere, der ikke har dansk statsborgerskab og dermed kan risikere at blive smidt ud af landet. Eller folk, der er angste for politiet eller ikke har det fornødne netværk til at kunne yde en sådan modstand.

At turde risikere kropslig skade eller en plettet straffeattest er også en form for privilegium, som ikke alle har. Vi har næsegrus beundring for dem, der dedikerer sig i den grad, men vi mener samtidig ikke, det er noget, man kan kræve af alle. Det kan kun bifaldes, at folk deltager i så mange politiske aktiviteter som muligt. Men vi mener, at man kun skal engagere sig i det omfang man har mulighed for og overskud til. Vi vil gerne slå et slag for en antielitær tilgang til politisk aktivisme, hvor folk må bidrage med hvad de kan og vil.

Med vores deltagelse i Priden, forsøgte vi også at skabe et lettilgængeligt politisk rum. Selvom vi kritiserer Priden, foragter vi den ikke, som det lader til at nogle ventreradikale gør. Og vi foragter heller ikke dem, der gerne vil gå eller danse med i den.

Solidaritet over Sundet

Sort-lilla blok har været inspireret af KaPow Collectives tidligere feministiske blok i selvsamme farver til Racismefri Bys anti-nazistiske demonstration den 10. maj 2014 og vores svenske medfeministers Rosa-svart blok til Regnbueparaden i Malmö den 9. august denne sommer. Vi føler en tæt forbundethed med feminister over Sundet. Og når feminister og andre politiske allierede i Malmö skades, som var tilfældet 8. marts, føler vi også, at det gør skade på vores bevægelse. Vi mener, at et overfald begået af nazister i Malmö er ligeså bekymrende, som hvis det havde foregået i Roskilde. Derfor mener vi ikke, at det er muligt at tage knivoverfaldet på feminister 8. marts i Malmö ud af ligningen i vores deltagelse i Copenhagen Pride. I vores forsøg på at udvikle den aktivistiske del af queerkampen, ser vi selvfølgelig på, hvad der sker på den anden side af Øresund. Vi skal ikke lukke øjnene for, hvad der sker på den anden side af Sundet, hverken når vores medallierede bliver overfaldet, eller i forbindelse med de strategier, der bruges, når de deltager i Regnbueparaden i Malmö. Vi tror ikke på grænser. Vi tror, at vi kan lære af hinanden og sammen udvikle queerkampen.

Vi må ikke lukke øjnene for den stærke alliance, der er mellem den ekstreme højrefløj både i Danmark og Sverige. Den antifacistiske kamp er international - og der er mange forskellige måder at kæmpe den på. Vi mener ikke, at vores antifascistiske blok til Copenhagen Pride udelukkede deltagelse i den antifascistiske demonstration mod Svenskernes Parti i Stockholm, hvilket blokken også er blevet bebrejdet. Tværtimod kan man sige, at det segment, der mødte op til vores blok, måske ikke havde mulighed for at rive en weekend ud af kalenderen eller bruge penge på at tage til Sverige eller ikke havde ressourcerne til at kunne magte truslen om at blive konfronteret med grov politivold, som var tilfældet til demostrationen mod Svenskernes Parti i Malmö ugen forinden. Desuden mener vi, at det er svært at foretage nogen former for aktivisme, hvis vi skal undgå andre protester/demonstrationer inden for en radius af 1000 kilometer.

I sektionen “Groft Sagt” på Berlingskes netavis, har den borgerlige debattør Edith Thingstrup skrevet om debatten herinde på Modkraft: “Fortsæt endelig diskussionen om, hvad de rettroende skal mene. Så gør I trods alt ingen skade imens.” Skal vi ikke lade det stå som en opfordring til at samle kræfterne og kæmpe udad, så vi kan gøre lidt mere skade på Thingstrups verdensforståelse? Det mener vi. Der skal kæmpes på mange fronter - og sammen står vi stærkere.