Andreas Albertsen's blog

Bernie Sanders og Jeremy Corbyn. De uvælgelige

Andreas Albertsen — Fri, 11 Sep 2015 13:02:20 +0000

Af Andreas Albertsen

I disse måneder sker der noget rigtigt interessant både i Storbritannien og i USA. Både Labour og Demokraterne er i gang med at afgøre, hvem der skal stå i spidsen for deres parti når vælgerne næste gang skal tage stilling til, hvem der skal lede landet.

Labour vælger ny formand, efter det overraskende nederlag ved forårets valg. Ed Miliband er fortid og spørgsmålet er så hvilken person og hvilken politisk kurs der skal afløse ham. Det afgøres på lørdag. I feltet af kandidater stikker Jeremy Corbyn markant ud som venstrefløjskandidat. I USA tiltrækker det republikanske valg af præsidentkandidat mest opmærksomhed herhjemme – det er også mest freak-show at rapportere derfra. Men i den Demokratiske lejr trækker Bernie Sanders overskrifter som en seriøs venstrefløjskandidat.

Der er ganske givet mange forskelle mellem Sanders og Corbyn. Men de udtrykker meget af det samme. Mistillid til det etablerede og et dybtfølt ønske om at gøre op med pengemagt og ulighed. De adskiller sig fra de øvrige kandidater, fordi deres økonomiske visioner ligger langt fra mainstream. Sanders støtter højere mindstelønninger, arbejderejede virksomheder og en mere progressiv beskatning. Han er ikke bange for at erklære sig som demokratisk socialist og han har en parlamentarisk track-record der i høj grad giver troværdighed på de her positioner. Han er ikke en mand der har designet en venstrefløjsplatform fordi der var brug for den. Han ligner snarere en mand der står hvor han har stået i årevis, og pludseligt oplever klangbund for budskaberne.

Corbyn ved jeg mindre om, men har noteret mig hans udtalelser om offentligt ejerskab (eller snarere fælleseje), som må siges at ligge langt fra det Labour almindeligvis plæderer for. Hans kandidatur har ført til en egentlig panik i Labour-toppen og talrige angreb på hans person og troværdighed. Der fremkommer beklageligvis også historier om det, der ligner deciderede forsøg på at holde folk fra at stemme – en svær balancegang da mange i disse dage strømme til partiet for at influere dets kurs.

Særligt en reaktion har været slående fra det politiske establishment. Igen og igen advares de håbefulde, der ønsker forandring, mod at stemme på Corbyn/Sanders. Budskabet er enslydende: Selv hvis de vinder retten til at lede deres parti til næste valg, vil det have en forudsigelig konsekvens: Et svigende nederlag når vælgernes dom fældes.

Logikken er at uanset om man på et teoretisk plan måtte finde de præsenterede kandidater og deres positioner interessante, så er de ikke i stand til at vinde flertallet af vælgerne for deres sag. Det var et meget tydeligt tema i Tony Blair’s bidrag til valgkampen i Storbritannien. Her skrev Blair om en Corbyn sejr at ’vi ved hvordan det her ender’ - med klare parelleler til de betydelige nederlag labour indkasserede med venstrefløjskandidater i spidsen i perioden 1979-1983, hvor Michael Foot ledte partiet på en klar venstrefløjsplatform. Blair skriver at Corbyn’s politik er et levn fra gamle dage og at vi ved hvordan det vil ende:

’Hvis Jeremy Corbyn bliver formand får vi ikke et nederlag som det i 1983 eller 2015 ved næste valg. Det bliver et knusende nederlag, muligvis tilintegørelse.’

I mine øjne er det en dybt problematisk tankegang der ligger til grund for de dystre forudsigelser. For den tilsiger at vælgerne er en meget fastlåst størrelse, så vi på forhånd kan sige hvad de ønsker og hvem der kan vinde et valg. Det holder ikke.

Det nye er altid på prøve og intet er givet på forhånd. Syriza i Grækenland var uvælgelige indtil de blev valgt (hvor de så måske var uduelige, men det er noget andet). S-SF aksen var dømt til at holde sig langt under 40% af stemmerne, men tiltrak tilbage i foråret 2009 vælgergrupper i den størrelsesorden. I øvrigt med en mere ligelig fordeling mellem stemmerne end de brød sig om i Socialdemokratiets top. Apropos denne, så mente folk for år tilbage heller ikke at Mette Frederiksen ville være en god formand for S. Hun var ’for venstreorienteret’ til at vinde et valg. Det samme sagde man om Villy Søvndal, 'velkomme til Villy var velkommen til spærregræsen'. Alternativet var også dødsdømt lige indtil de ikke var det mere. Vi får se med Frederiksen. De andre eksempler illustrerer, at man vel altid er uvælgelig indtil man har vundet et valg.

Verden er mere kompliceret end som så. Vælgerne kan faktisk begejstres for et projekt og det tjener Sanders og Corbyn til ære at de forsøger.Vælgerne kan også skuffes. Det valgnederlag centrumvenstre netop led herhjemme handlede jo ikke om en for venstreorienteret platform, men om ikke at levere på det folk ønskede og håbede. Det er der gode forklaringer på, og det kan vi diskutere en anden dag. Pointen her er blot, at det ikke altid er positionen solidt til venstre for midten der er taberdagsordenen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jo længere og mere luftigt et venstreorienteret program man stiller op på, jo bedre. Det er klart at der er grænser et sted. Min pointe er bare at det er sværere at fastslå hvor de ligger end det antydes af de, der gerne vil undgå at der bliver ført for venstreorienteret politik. Det betyder heller ikke, at jeg har nogen forudsætninger for at vurdere om Sanders eller Corbyn falder igennem på deres kompetencer som politikere i forhandlinger. Det ved jeg ikke

Jeg aner ikke om Coburn bliver labours formand eller om Sanders bliver Demokraternes næste præsidentkandidat. Jeg tvivler i virkeligheden ret meget på det. Men jeg synes det er udtryk for intellektuel dovenskab at afskrive dem fordi de ligger til venstre for det vante. Det synes mere at være en letkøbt undskyldning for ikke at tage de alvorlige diskussioner kandidaterne bringer på banen, end det er en egentlig god grund til at undlade at støtte deres alternativ.

Hverdagens Utopier

Andreas Albertsen — Tue, 24 Mar 2015 13:25:21 +0000

Af Andreas Albertsen

Jeg havde på et tidspunkt mulighed for at overvære et foredrag af Erik Olin Wright (se den her). Han er en stærk tilhænger af utopier som et værktøj til forandring. Han har tidligere været tilknyttet de såkaldte analytiske marxister, og han har leveret vægtige bidrag til den marxistiske klasseanalyse. I dag er han særligt optaget af utopier og det var også hans tema for den forelæsning og for den rigtigt interessante bog han her skrevet der bærer titlen Realising Real Utopias.

Hans budskab er at en ganske markant del af venstrefløjens tankesæt er intakt og relevant. Vores kapitalismekritik og vores mulighed for at påpege at kapitalismen bryder med specifikke værdier er meget nærværende og reel. Men vores alternativer er fraværende. Vi har ikke en klar ide om hvordan vi gerne vil have samfundet til at se ud. Udfordringen er at mange måske nok har sympatifor vores værdier, men ikke har meget tillid til muligheden for at realisere dem i praksis.

Her spiller Wrights Real Utopias en hovedrolle. Utopi er noget ikke virkeligt eller forestillet, så det kan virke besynderligt at tale om en faktisk eksisterende utopi. Men tanken er at vores idealer virkeliggøres, afprøves og realiseres i det små. Som eksempler på små hverdagsutopier der ikke umiddelbart passer ind i den kapitalistiske logik fremhæver Wright eksempelvis offentlige biblioteker, medarbejderejede virksomheder og brugerdrevne initiativer ala wikipedia.

I arbejdet for et andet samfund er det vigtigt at have et solidt værdisæt. Det er også vigtigt at kunne anvise en vej til målet og at kunne sandsynliggøre at det er realiserbart. På en og samme gang er hverdagsutopierne dette. De er konkrete modstandsprojekter og de er levendegjorte utopier. De peger fremad og videre mod et mål, som med venstrefløjens nuværende styrke er meget langt væk.

Som jeg ser det er der flere ting at tage med fra Wrights ide om hverdagsutopier. Den ene er at eksperimenter og de små utopier kan bryde med gængse opfattelser af, hvordan virkeligheden kan indrettes. De kan udvide vores horisont og vores muligheder. Den anden er at der er noget sundt og rigtigt i at arbejde for at realisere de ting vi tror på. Det muliggør forandring og nytænkning. Noget der sikkert også kan anvendes til at udfordre de strukturer venstrefløjen nogen gange desværre er bedre til at tale om end til at forandre.

SF – Samarbejdende Fællesskaber

Andreas Albertsen — Wed, 15 Oct 2014 20:12:04 +0000

Af Andreas Albertsen

Gæsteblog af Mikkel Dragmose-Hansen, viceborgmester i Middelfart kommune og folketingskandidat for SF i Middelfart og Nordfyns kommune.

Europamestre! Sådan lød det i fodbold i 1992, men i år 2014 kan vi kalde os europamestre i innovation. Danmark er bedst til at opfinde nye produkter og finde bedre måder at fremstille dem på, viser en undersøgelse blandt 30.000 europæiske erhvervsledere og repræsentationer for lønmodtagere. Ugebrevet A4 afslørede i starten af 2014, at vi danskere især er gode til nye produkter, nye arbejdsprocesser og nye markedsføringsmetoder. Ifølge dansk erhverv kommer innovationsdrivet igennem presset på virksomhederne fra finanskrisen og høje omkostninger.

Unødvendige skattelettelser og mindre lønninger må med ovenstående, betragtes som en metode til at gøre Danmark mindre innovativt. I SF ser vi helst at Danmark bevarer førertrøjen indenfor innovation, da væksten skabes igennem nye ideer og frigørelse af midler sker igennem nye arbejdsprocesser. Opfindelser, nye koncepter og produkter har stor betydning for øget beskæftigelse, men for at fastholde DKs førerposition, må vi nødvendigvis efterlyse flere ingredienser til fortsat øget innovation og vækst.

Øget innovation igennem offentlig-privat samarbejde
Konkurrencestaten og konkurrence i erhvervslivet er oppe i tiden, som et nyt socialdemokratisk fænomen, mens enhedslistens statstanke også spreder sig i debatten. Nogen egentlig mellemposition er endnu ikke foldet ud. Et bud kunne være: SAMARBEJDE.

I SF bør vi arbejde for fremme af samarbejde på tværs af erhverv og sektorer. Den offentlige sektor og den private sektor kan indgå samarbejder på helt nye måder. Tidligere har debatten handlet om det privates indtræden på det offentliges områder, f.eks. sygehuse, skoler mv., men hvorfor ikke vende tanken på hovedet?

Det offentlige kunne være en god facilitator for samarbejdet mellem brancher, der leder til udvikling af nye ideer. Konceptet praktiseres allerede mange steder, men kunne sagtens tåle endnu større udbredelse. Staten skal fordre til samarbejde og turde stille midler, mål og kompetencer til rådighed på flere af den private sektors områder. Gode ideer der opstår i offentlig regi skal herefter ikke nødvendigvis overgå til den private sektor. Grænserne mellem sektorerne kan med fordel brydes op, så begge sektorer styrkes igennem samarbejdet.
Indenfor hele det grønne område kan håndværkere, mikro-virksomheder og producenter i langt højere grad indgå samarbejder til gavn for beskæftigelse, miljøet og mennesker. Det private skal turde omfavne statens muligheder for at være spydspids i skabelsen af tværfaglige klynger og turde lade staten være samarbejdsfacilitatoren.

Men det offentlige skal ikke bare facilitere det private. Det offentlige skal også skabe retning og tænke nyt. Staten bør stille en samfundsbank til rådighed, som vil investere med et grønt og et socialt sigte. Diverse puljer indenfor erhverv og miljø kunne være et glimrende udgangspunkt til finansiering og kapital til en decideret samfundsbank med en lav forretning til igangsættelse af nye ideer og udviklingskoncepter.

At vi skal opbløde grænserne mellem offentligt og privat betyder ikke at alt kan være på private hænder. Der skal ikke herske tvivl om, at SF for fremtiden vil kæmpe for bevarelsen af kernesektorerne forbliver i fællesskabet og demokratiets hænder. Eksempelvis vil transport, ressourcer, uddannelse, sygehuse være oplagte kerneområder, som varetages af demokratiet.

Socialt ansvar via samarbejde
Hvor vi i dag ser samarbejde på det grønne område (eksempelvis det danske EU-projekt Transformer, skal der endnu mere til. Særligt på det sociale område. Alle mennesker har ressourcer, som kan anvendes på arbejdsmarkedet eller i samfundet generelt.

Den offentlige sektor bør indlede jagten på en helt ny arbejdsmarkedsgren, som sikrer at Kasper på kontanthjælp eller Sofie på sygedagpenge, kan udnytte sine interesser og ressourcer optimalt. Socialøkonomiske virksomheder kan være en fremtidig prioritet for en ny arbejdsmarkedsgren, således at udsatte og folk udenfor arbejdsmarkedet har en mulig indgang til at skabe endnu mere mening med livet. Samtidig jagter denne typer virksomheder ikke profitten i forhold til medarbejderne – de jagter derimod det sociale ansvar og glæden hos medarbejderne.
Som demokratisk fællesskab skal vi forpligtige til samarbejde mellem jobcentre, ildsjæle og samfundsbanken, som giver etablering af flere socialøkonomiske virksomheder. Dermed vil samfundsbanken opfylde et stort socialt formål.

Omfordeling er samarbejde
Staten er vores demokratiske fællesskab, hvor borgeren har medindflydelse igennem valg. Staten fungerer også som omfordeler af økonomi mellem rige og fattige i landet. Staten skal fortsætte med omfordeler-rollen og uligheden skal mindskes.

Hele omfordelingen er samarbejde – ikke altid et frivilligt samarbejde, da nogle topdirektører med skyhøje lønninger, hellere vil beholde pengene end medfinansierer vores fælles uddannelsessystem, sygebehandling og væksttiltag for andre dele af samfundet. Dog er samarbejdet afgørende, da alternativet om brugerbetaling, vil være til ulempe for store dele af befolkningen.

Værdi skabes bedst når omfordelingen er tilstrækkelig. Derfor arbejder SF også for et skattesystem, hvor personer med kæmpe indtægter hvert år, vil bidrage en anelse mere til vores fælles velfærd. Netop velfærd er et kernebegreb, hvis den negative sociale arv skal knækkes. Vi ser fortsat udsatte familier, som generation efter generation halter efter uddannelsesræset og arbejdsmarkedets krav til kompetencer. Hvis ikke vi bryder den negative arv, så vil Danmark i fremtiden, være præget af to samfund: et overklasse- og et underklasse samfund. Ikke just et stabilt eller retfærdigt samfund. Derfor arbejder SF fortsat for omfordeling!
Igennem omfordelingen vil befolkningsgrupper indgå i et samarbejde om at beskatte rigdom, således at den voksende ulighed kan bekæmpes.

SF - samarbejdende fællesskaber
Den borgerlige tro på markedets kræfter og svækkelse af fællesskabet giver blot mere til de rige og mindre til den gennemsnitlige lønmodtager og personer udenfor arbejdsmarkedet. Uden en stærk offentlig sektor, som samarbejdets vogter, vil Danmark nok nærmere ryge ned på innovationslisten, ryge op på ulighedslisten og ende i et todelt samfund.

Uanset om samarbejde foregår på det grønne eller det sociale område, så viser det smukt SFs mulige position som et rød-grønt parti, med klare kanter overfor de borgerlige, socialdemokraterne og enhedslisten. Hvis et kommende politisk projekt om et samarbejdende fællesskab bliver omfavnet af SF, så står partiet med en unik position, som skal konkretiseres, debatteres og levere svarene på fremtidens udfordringer.

Anbefalet sommerlæsning

Andreas Albertsen — Wed, 16 Jul 2014 18:58:46 +0000

Af Andreas Albertsen

De sidste par somre har jeg anbefalet nyudgivne bøger, som læselystne venstreorienterede kunne kaste sig over i deres sommerferier. Konceptet har ganske simplet været kortfattede anbefalinger af bøger jeg selv har læst i løbet af året. I år bliver det en blanding af sådanne anbefalinger, og bøger jeg gerne selv ville fordybe mig i henover sommeren. Her i uskøn blanding.

Lars Olsen: En bygning slår revner
Forfatteren og debattøren Lars Olsen har i de seneste år fremført en væsentlig og interessant tese om det politiske Danmark. Udgangspunktet er at den type politikere vi i dag ser på Christiansborg er ensartede i deres baggrund, en baggrund de deler med stor dele af embedsværket. Olsens pointe er helt grundlæggende at denne ensartethed påvirker hvilke ting der sættes på den politiske dagsorden, og hvilke løsninger der præsenteres på disse problemer. Klarest kom tankegangen til udtryk i Eliternes Triumf, og blev senere anvendt i analysen af både problemerne på de tekniske skoler i Uddannelse for De Mange og bredere i Danmark som Klassesamfund. Hver gang er budskabet, at særlige temaer flyver under politikernes radar, fordi deres netværk, embedsmænd og kollegaer minder om dem selv. I sin seneste bog går Olsen et skridt videre ved at fremføre, at de samme tendenser gør sig gældende i Socialdemokratiet og endvidere, at den nuværende ledelse er afgørende forskelligt fra tidligere. Tidligere tiders Socialdemokrater havde en kontaktflade med lønmodtagere og erfaringer fra arbejderbevægelsen der var langt større end den nuværende ledelse. Ikke overraskende blev bogens budskaber afvist i den socialdemokratiske bevægelse. Jeg håber dog de læser og lytter alligevel. For den er bestemt læsværdig.

Thomas Piketty: Capital in The Twenty first Century
Årets bog. Uden tvivl. Den franske økonom Pikettys har analyseret udviklingen i fordelingen af rigdom. Et af hans mest interessante og bemærkelsesværdige fund er at afkast fra kapital overstiger de almindelige vækstrater. Det betyder at indtægt der stammer fra kapital stiger hurtigere end indtægt fra lønarbejde. Så tendensen vil over tid være at vi oplever stigende ulighed. At overklassens andel af den samfundsmæssige vækst vil være relativt større end del andel der tilfalder lønarbejderne. Pikettys bog er dybt kontroversiel, både blandt folk på venstrefløjen, der ikke mener at Pikettys løsningsforslag er radikale nok, og blandt borgerlige økonomer der finder konklusioner ubekvemme. Kritik er blevet så fashionabelt at den også fremkommer fra folk, der næsten intet har forstået. Pikettys bog er en mursten, så hvis det afskrækker kan man nøjes med denne korte gennemgang.

Anders Dybdahl (red.): Socialdemokratiske Tænkere
Dybdahl er bærer af den interessante ide at den socialdemokratiske idedebat er forsømt og at denne forsømmelse er en af forklaringerne på partiets nuværende krise. Han har gennem dygtigt redaktørarbejde fået en række forskere og andre med stor viden til at skrive om de socialdemokratiske tænkere, der er vigtigst for udviklingen af socialdemokratismen i Skandinavien. Bogen er flot udarbejdet, og de afsnit jeg har læst deri er interessante og velskrevne. Dens pæne omfang gør, at der både er blevet plads til klassikere som Marx, Bernstein, Keynes og Giddens – men også mindre kendte ideologer. Bogen skal overordnet roses for ikke at forsøge at presse alle tænkere ned over en ensartet opfattelse af hvad socialdemokratisme er, og for at give plads til nogle af dem hvis bidrag oftere overses (eksempelvis Alva og Gunnar Myrdal, samt Ernst Wifoss. Dybdahl har forsynet bogen med et læsværdigt efterskrift.

Hans Mortensen: SF- Magtens Pris
En af dansk journalistisk mest indsigtsfulde analytikere, Hans Mortensen, udgav i 2011, kort efter SF’s indtrædelse i regeringen bogen Den Røde Tråd. Efter to tumultprægede år med SF i regering genudgav han bogen. Med forfatterens ord har den nu en ’endnu mærkeligere slutning.’ Bogen beskriver SF’s historie helt tilbage fra dannelsen, har fået uddybet kapitlerne om optakten til regeringsdeltagelse og fået tilføjet ca 50 sider med helt nyt materiale om livet i regeringen og vejen ud derfra. Mortensens grundlæggende tese er at SF har det bedst og nyder størst opbakning når vi som parti er længst væk fra magt og indflydelse, mens det brænder sammen når ansvaret skal løftes. Han virker ikke til at mene at forårets begivenheder giver nogen grund til at revidere den tese. SF’ere kan selvfølgelig være uenige i den udlægning, men bør nok tage den op til seriøse overvejning.

Nate Silver: the signal and the noise
En af USA’s (hvis ikke den vestlige verdens) mest kendte analytikere, har udgivet en bog om statistisk analyse. Han er kendt for på sin hjemmeside fivethirtyeight.com at bruge statistik til at forudsige og analysere snart sagt hvad som helst. Mest berømt er han dog nok for meget præcist at estimere hvem der vinder hvilke stater til præsidentvalg. Bogen applicerer statistiske metoder til en lang række emner, og viser hvordan data kan bruges i en lang række sammenhænge. Jeg har ikke selv læst bogen, så ingen nærmere indføring her. Men jeg glæder mig til det.

For mit eget vedkommende er der lige en PhD-afhandling der skal skrives færdig. Så forvent fortsat blog-stilhed herfra. Nu med undskyldningen at det er sommer, og at I forhåbentligt alle sammen travlt med at fordybe jer i nogle af ovenstående. Har I selv gode bøger I gerne vil anbefale, så skriv dem endelig i kommentarfeltet.

Hverdagens Kapitalismekritik

Andreas Albertsen — Tue, 03 Jun 2014 20:47:18 +0000

Af Andreas Albertsen

I ly af Venstres diskussioner var der faktisk en for venstrefløjen interessant udveksling. Udgangspunktet var situationen på Bornholm, hvor Danish Crown meldte ud at deres slagteri på øen muligvis stod for at skulle dreje nøglen om. Det fik SF’s formand Pia Olsen Dyhr til at melde kritisk ud over for ledelsen hos Danish Crown.

Det fik debattøren Brian Esbensen til at fare i det virtuelle blækhus på facebook. Olsen Dyhr fik noget af en svada: 'SF: Hvornår vågner Danish Crown op til deres ansvar?' - Det skal jeg fortælle dig Pia Olsen Dyhr: Det gør de aldrig. Og det gør de ikke, for det skal de ikke. DC er en virksomhed i en kapitalistisk økonomi og har som sådan kun én opgave her i verden, nemlig at generere det størst mulige overskud. Det kan man ikke klandre dem. ”

Det mener jeg er en grundlæggende forfejlet tilgang. Det der sker på Bornholm er dybt interessant og dybt politisk relevant. Danish Crown er ganske rigtigt en kapitalistisk virksomhed. Som socialist (eller hvad Brian Esbensen nu engang er) må man have et ønske om at debattere de samfundsmæssige konsekvenser af, at størsteparten er danske virksomheder er kapitalistiske virksomheder der fungerer på et marked under de nuværende rammer. Hvis man vil lave det om, så må man gå ind i debatter med det formål at påpege de uheldige konsekvenser af dette. Ikke blot trække på skuldrene og nynne ’sådan er kapitalismen.’

Når de der skal bære beslutningens konsekvenser ikke er dem der træffer dem. Når jeg er tilhænger af demokrati i arbejdslivet er det netop fordi jeg finder den skævhed problematisk. Netop fordi jeg ønsker beslutninger truffet af de berørte, under bredere hensyn end de til den kortsigtede profit.

Esbensen anfører også at SF i regering fejlede da vi havde chancen for en hårdere kurs overfor ’markedet.’ At vi havde chancen for det i den konkrete regeringssituation har jeg svært ved at se, men jeg mener faktisk også Esbensen begår et fejlgreb når han skriver at politikernes ” udstikker rammerne og det er jeres forbandede opgave (og ansvar), hvordan landet kører” – det er for så vidt rigtigt, men står altså ikke i modsætning til at kritisere og påpege konsekvenserne af den eksisterende indretning-

Alt til salg! Eller markedet til debat?

Andreas Albertsen — Fri, 21 Mar 2014 18:00:51 +0000

Af Andreas Albertsen

I Californien kan indsatte i fængsler købe en opgradring for 155 dollar pr nat. På Istedgade kan du købe seksuel tilfredsstillelse for en plovmand og i Indien kan du betale en kvinde for at føde dit barn. Prisen for det anslås til 35.000 kr. Vi lever i en verden hvor alt dybest set er til salg. Har du penge nok, så er det kun din fantasti (og din samvittighed) der begrænser hvad du kan købe.

Når du alligevel er på farten kan du overveje at købe en nyre med hjem. Det er dog både ulogligt og dyrt. Gennemsnitsprisen for en nyre er 8 mio kroner. Er du ikke på organjagt men på jagt efter storvildt, kan du købe retten til at skyde et truet sort næsehorn. Det betalte Corey Knowlton $350,000 for tidligere i år.

Alle disse varer og tjenesteydelser udveksles idag gennem en af vores mest markante samfundsinstitutioner: Markedet. Jo mere der kan købes og sælges der, des mere betyder forskelle i indkomst og formue for vores muligheder.

I den offentlige debat er det snart den ene snart den anden samfundsinstitution der endevendes. Familiens forfald, statens allestedsnærværendes indblanding debatteres jævnligt. Med god grund. Det er sundt og rigtigt for et samfund at drage etablerede sandheder i tvivl. Alligevel debatteres det stort set aldrig i hvilke dele af samfundet markedsprincipperne om udbud og efterspørgsel skal bestemme hvorledes goder fordeles og til hvilken pris.

Et marked bruges af økonomer om institutioner eller relationer hvori mennesker handler med varer og serviceydelser. økonomer er typisk ret ville med markedet. Og markedet skal helst være ‘frit’ så disse varer og services udveksles i en situation med mange købere og sælgere. Uden mopoler og uden for megen statlig indblanding. Fortællingen om markedets fortræfffelighed er en veletableret sandhed. Alligevel er det værd at repetere.

Ifølge den konventionelle visdom er markedeti kke blot simpelt at beskrive. Det er også en meget bekvem måde at sikre de bedste udfald. På markedet kan alle købe og sælge som de vil. Det betyder at på et frit marked, hvor alle søger at varetage egne interesser, så ender varerne ved dem der vil betale mest for dem. Uden politikeres indblanding og uden behov for at kræve særligt samfudnssind af nogen.

Med ovenstående meget brede forståelse af et marked er det klart at vi principielt kan forestille os et marked for meget forskelligartede ydelser. Det kender vi allerede og det endda uden at inddrage de mere eksotiske eksempler der indledte dette skriv. Grundejerforeningens loppemarked, hvor boern sælger gammelt legetoj og forældre nervost skæver til om nyt ragelse kobes hjem for overskuddet. Boligmarkedet, hvor huse k¢bes og sælges når forandringer i familielivet eller privatokonomien tilskynder det. Finansmarkedet, hvor computere k¢ber, sælger og spekulerer i et rasende tempo.

At der for så vidt er et marked hver gang vi har køb og salg, og at markedet finder anvendelse i mange forskellige dele af samfundet betyder to ting. Dels at det synes meningslost at snakke om at afskaffe markedet og dels at der er god grund til at diskutere hvor i samfundet vi ønsker markedsmekanismerne skal være gældende. Netop den debat har Harward Professoren Michael Sandel rejst i sin bog “What money can’t buy .” Her diskuterer han om markedet har moralske grænser. Om der er dele af samfundet hvor markedsmekianismerne ikke hærer til og hvilke grunde vi kan have for at begrænse markedet fra at fungere der. Heri gør han en række interessant betragtninger vi med god grund kunne tage til os i en dansk kontekst.

Det de liberale markedstilhængere oftest udelukker fra deres fortælling er den helt elementære forskel på købekraft og præferencer. I den liberale forestilling om markedet er det geniale jo at varerne og serviceydelerne ender hos dem der ønsker dem. Det betyder at vi får mest muligt nytte ud af det og det betyder at der er et tab af nytte ved fx at lade staten sørge for at ikke alt er varer. Men er der egentlig nogen grund til at tro, at dem der har råd til den dyreste kostskole er dem der allerhelst vil have deres børn der? Egentlig ikke. Dette ved borgerlige egentligt godt. Men de foretrækker den version hvor det ikke fremhæves. For så står deres glansbillede klarere.

Et er selvsagt unøjagtigheder i præsentationen af fordele og ulemper ved markedet. Men mere fundamentalt er der også moralske overvejelser at gøre sig. Sandel rejser begge problemstillinger i sin bog. Det ene spørgsmål der melder sig handler om fairness. Om at når markedet slippes løs så får forskelle i købekraft forøget betydning. Noget der selvsagt kan bekymre. Særligt for folk der ikke mener at den nuværende fordeling af goder er synderligt rimelig. Det er mere bekymrende hvis ulighederne betyder forskelle i hvordan vi behandles på sygehuset, i skolen og i fængslet, end hvis det ‘blot’ betyder forskelle i hvor langt vi rejser væk på ferie og at nogen har råd til en dyr bil. Der hvor vi lader markedet regerer bliver dermed steder hvor vi lader eksisterende uligheder slå igennem.

Det andet spørgsmål er om markedet gør noget ved de goder og tjenesteydelser der sælges og købes der. Den katolke kirke mente fx, at det ikke var i overenstemmelse med den rette ånd at de gratis adgangskort til messer med Paven i USA blev solg for formuer. Det mente den katolske kirke stred i mod varens karakter. En lignende tanke kunne man gøre sig i for hold til at kunne købe opgraderinger af sin fængelscelle. Er der ikke noget forkert ved at ensartede forbrydelser fører til forskelle i straffe? Er der noget forkert ved at betale sig foran i køen til et organ?

Der er rig grund til at debattere markedet. Hvor i samfundet vi vil have dets mekanismer og hvor vi har gode grunde til at gøre hvad vi kan for at forhindre dem.

Pia Kjærsgaards selvbiografi: Pligtlæsning på venstrefløjen?

Andreas Albertsen — Sun, 12 Jan 2014 19:12:05 +0000

Af Andreas Albertsen

I min tid på venstrefløjen har jeg oplevet mange uenigheder. Men én ting var vi altid enige om. Vi kunne ikke lide Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis fremgang i meningsmålingerne var bekymrende/ærgerlig. I sommeren 2012 sagde DF’s ubestridte leder og partiformand stop. I dag indtager hun en mere tilbagetrukken rolle som partiets værdiordfører. Hun mener at andre partier også får sådanne ordførere med tiden. Nu har hun udgivet en selvbiografi. Er de 336 sider værd at kaste sig over? Det mener jeg af flere grunde de er. Og det er ikke blot fordi DF’s tidligere partileder ubestrideligt har spillet en afgørende og fremtrædende rolle i den danske debat.

Jeg vist nok et gammelt SFU klistermærke, der beskrev Pia Kjærsgaard som ”den eneste hjemmehjælper Danmark godt kan undvære.” Andre har fremført lignende budskaber. Kjærsgaard, kan vi læse i selvbiografien, opfattede den slags som spot, men brugte det politisk. Symptomatisk brugte hun det politisk og trykte store plakater med hende som ”Danmarks Hjemmehjælper.”

Hun skammede sig ikke over ikke at være som de andre. Hun var stolt af det. Kjærsgaard mente den baggrund gav hende lidt ballast, og hun mener i øvrigt det er nedladende at folk, der aldrig har arbejdet om natten eller skiftet en ble på den måde er fordømmende (s. 225). Mit personlige bud ville være at sådanne udvekslinger sendte flere vælgere i armene på Kjærsgaard og DF. Den slags giver biografiens lidt ujævne fremstilling et interessant indblik i.

Bogen starter med at beskrive Kjærsgaards opvækst og barndom. Der er ikke meget politisk her. Det er mest en præsentation af personen der senere blev partileder. Det indeholder dog enkelte forsøg på at beskrive situationer og oplevelser, der formede Kjærsgaards værdier. Eksempelvis udtrykker hun forarges af de (danskere) i hendes kvarter, der lå andre til last ved ikke at arbejde og modtage offentlige tilskud (s.49).

Kapitel 3, der handler om tiden i Fremskridtspartiet er både relevant og underholdende. Her diskes der op med interessante anekdoter om Glistrup, om partikulturen og om hvordan Kjærsgaard blev politisk ordfører uden folketingsgruppens samtykke blot ved at sige det til BT. Også her fornemmer man at det har formet Kjærsgaards syn på partiets opbygning og rolle. Da det hele gik så galt at et nyt parti måtte dannes, ville Kjærsgaard have et uden al det larm, ævl og kævl Fremskridtspartiet også var. Således kimen til DF’s topstyring og magtfulde partiformand.

Det er også det er interessant at læse om, hvad Pia tænker om en lang række politiske emner, også bredere end det vi almindeligvis hører hende tale om: Hun er fx imod dobbeltmandater i KV og FT, kritisk over for at stille folk frit i såkaldte etiske spørgsmål og taler kritisk om både embedsmænds magt og eliternes magt i politik. Det frustrerende ved at bogen er en biografi (frem for en debatbog) er så at alt det her kommer dumpende når Pia lige synes det passer i talestrømmen. Det gør det lidt rodet at finde eller følge. Mest irriterende er dog de besynderlige udfald mod enkeltpersoner. Villy Søvndal får et par ordentlige ture og det fremstår tit bittert. Det kommer også dumpende hen ad vejen. Men det skabte da megen opmærksomhed om bogen.

De fleste læsere af denne blog vil nok vil lede efter er selvrefleksion hos Kjærsgaard. Det er interessant så lidt der egentligt er af det i biografien. Eller sigende om man vil. Når det drejer sig om nogle af de store beslutninger, Krigen mod Irak eller halveringen af dagpengene, er der ikke mange begrundelser at komme efter. Det har den fordel at bogen ikke er et forsvarsskrift og den ulempe at bogen ikke bidrager med meget nyt om Kjærsgaards egne tanker i den henseende. Sådanne bleslutninger beskrives blot som værende svære men alligevel nødvendige (s. 168 og 196-198 ). Det er der ingen der bliver klogere af.

Der hvor der alligevel er nyt at hente er i synet på partiets fremtid. Det der trak overskrifterne at Kjærsgaard på sigt ser mulighed for at gå i regering med Socialdemokraterne. Hvor meget der er reelt og hvor meget der er en undskyldning for at tale grimt om den nuværende socialdemokratiske ledelses politik, er svært at sige. Nogen tog i hvert fald invitationen til sig.

Interessant er det, at Kjærsgaard ser DF og hende selv som et talerør for de almindelige danskere. Som givende en stemme til de forsmåede, der ikke følte sig hørt. ”Vi skal være folkets parti, og der skal fortsat være plads til den helt jævne mand og de mennesker, som ingen andre bryder sig om.” Det sidste er nok så interessant. Det er DF mod de andre. Folket mod eliten. I samme åndedrag er Kjærsgaard også åben over for, at hendes parti ikke er til for folk, der ”tager et smut til london og shopper. Dem, der har høje uddannelser, høje lønninger og dyre biler. Dem, der bor langt væk fra problemerne…” (s. 305). Hvis ikke andre partier tager danskernes udfordringer og bekymringer alvorligt kan man være sikker på at Pia Kjærsgaard står klar med åbne arme og klare budskaber.

Jeg synes bogen er værd at læse, men man skal selvsagt gøre sig klart hvad det er for en biografi man har i hånden. Jeg opfatter bogen som Pia's egen historie og selvsagt også eget selvbillede. Det betyder givetvis meget for hende at fortælle om sin barndom, sine følelser og sine tanker om sit politiske liv. Det er ikke en biografi der lægger luft til tidligere handlinger - ikke en undskyldning til dem der måtte mene at have krav på sådan en. Det er Pia der ser tilbage på et kapitel i sit politiske liv og tager hul på det næste. Hvis man måtte have det ønske at hun kommer til at have mindre succes i de næste 10 år end de foregående kan biografien være et godt sted at starte. Selvfølgelig går der billedbladet i den frat tid til anden, men der er som fremhævet en del interessant at hente.

Kapitalen som Manga - en dårlig ide

Andreas Albertsen — Fri, 27 Dec 2013 17:34:55 +0000

Af Andreas Albertsen

Jeg planlægger at skrive en blog om, hvor man skal gå hen for at finde en hæderlig Marx introduktion. Det lette svar er selvfølgelig at sige til folk, at man skal gå til kilden. Men der er et omfattende materiale at tage af og uden kyndig vejledning er det svært at læse og forstå hvad der er centralt og vigtigt. Af samme grund findes der et højt antal indførende værker. Jeg spurgte på facebook hvilke jeg skulle inkludere i gennemgangen. Jeg fik så mange svar at projektet er udskudt lidt endnu. Det afspejler en tidsånd, hvor Marx bliver populariseret og populær. Én foreslog at jeg kunne anbefale den mangaudgave af Kapitalen, der i 2010 blev udgavet på dansk. Det var forlaget modtryk der udgav denne. Udgivelsen er en dansk oversættelse af en japansk udgivelse. Det spiller dermed ind i en tidsånd, hvor Marx bliver populariseret og populær. En ny tegneserieudgivelse om hans liv og værker er også netop blevet udgivet. Men er det en god bog og kan det bruges som indføring i det emne den behandler?

Da jeg første gang hørte om projektet var jeg positivt stemt. Det lød som en tiltalende ide at forsøge at beskrive det kapitalistiske samfund på enkel og kraftfuld vis. Tidligere eksempler viser os også, at tegneserien som medie sagtens kan anvendes politisk. Til de interesserede kan anbefales børnebøgerne ”Peter Fidus” og ”Knud løber væk” samt den legendariske ”Historiebogen” der med vittig streg beskriver historiens gang og udvikling med klasser som hovedaktører. Jeg er altså ikke i tvivl om at tegneserien er et kraftfuldt medie, der kan anvende politisk.

Teksten i den danske udgivelse er blevet læst og rettet af kyndig hånd, idet den tidligere kapitallogiker Hans Jørgen Schanz har været ansvarlig for den del. Ifølge ham selv har han rettet både fejl og misforståelser i forhold til den oprindelige tekst. Vi skal som læsere af den danske udgave med al sandsynlighed være taknemmelig for denne gennemgang. Det kan dog ikke redde bogen fra at være en roddet oplevelse og dens disposition og handliing kan Schanz jo ikke redde.

Det første afsnit hedder ”Kapitalens akkumulationsproces”. Dette afsnit indleder tegneseriens lidt rodede historie om den unge mand Robin, der sammen med sin far driver et lille mejeri og sælger deres ost i byen. De bliver af den pengestærke Daniel (der benævnes kapitalist) tilbudt en mulighed for at anvende deres viden om osteproduktion i stor skala. Robin bliver direktør for det store mejeri og Daniel leverer pengene. Dette afsnit formår med lidt god vilje, at beskrive kapitalismens tendens til storproduktion og hvorledes konkurrence og produktion ved køb af inputs fungerer. En egentlig akkumulationsproces beskrives dog ikke, det undrer lidt.

Det næste afsnit hedder udbytning af arbejdskraft. Dette afsnit indeholder en masse rodede forestillinger om hvad udbytning er, og et enkelt kortfattet forsøg på at forklare det. Vi præsenteres for problemstillinger som at arbejdet er ensformigt, at der er tale om børnearbejde og at medarbejderne på fabrikken får tæv. Men midt i afsnittet gøres der et forsøg på at forklare, hvorledes der udvindes merværdi ved købet af arbejdskraft. Det er noget forvirrende forklaret, og vil sikkert ikke være til megen hjælp, for de der ikke allerede er bekendt med ideen.

Herefter følger bogens tredje afsnit ”køb og salg af arbejdskraft.” Den indledende undren man som læser har over, hvordan eller hvorfor dette adskilles fra ”udbytning af arbejdskraft” bliver hurtigt afløst af en mere reel undren. For dette afsnit, der er bogens absolut mest rodede og usammenhængende, handler om at Robin er ved at få dårlig samvittighed og måden fabrikken drives på. Han kan ikke retfærdiggøre sin høje indtægt, der opstår som en konsekvens af andres usle liv. Vi gives også et indblik i, hvorledes det hårde slid påvirker arbejderne, der tilmed snydes og fuppes i smarte bonus og akkordordninger. Til sidst køber Robin en prostitueret. Måske ønskede udgiverne at understrege en pointe om lønarbejde og prostitution – måske skal det forstås som en fortsættelse på en sidehistorie der handler om kærlighed. Men interessant eller vedkommende er det ikke.

Bogen slutter med det der sikkert er ment som en dramatisk oprørsscene. Under kampråbet ”vi er ikke slaver” ønsker arbejderne at kæmpe for en bedre verden og hverdag. Udover det lidt ironiske i, at anklage kapitalismen for slaveri, når netop arbejdernes formelle frihed er så centralt i denne, virker denne afslutning udmærket. Læseren bedes selvfølgelig med den åbne slutning at vælge side i kampen og deltage aktivt i arbejdet for menneskehedens befrielse fra slaverilignende fornedrende arbejde. Herefter følger et kortfattet og blodfattigt efterskrift af Hans Jørgen Schanz.

Overordnet må det siges at bogen har sine lyspunkter. Desværre drukner den ikke særligt spændende (og kun en enkelt gang) sjove historie. Bogens generelle kritik af kapitalismen er ikke så god, at den ikke vil kunne finde bedre andre steder og bogens anvendelighed som en indføring i marxismen er yderst begrænset. Den er morsom at læse for folk med kendskab til marxismen, fordi der er mange referencer til marxistiske begreber og teser. Men som indføring eller introduktion er den både for rodet og for sjusket.

En ny tegneserieudgivelse om hans liv og værker er også netop blevet udgivet. Den vil jeg forholde mig til i en senere blog.

Hverdagens Utopier: Forandring fryder

Andreas Albertsen — Tue, 10 Dec 2013 22:16:25 +0000

Af Andreas Albertsen

Det er både hårdt arbejde og en lille smule slidsomt at lave verden om. Udfordringerne tårner sig op: Klimakrise, arbejdsløshed, finansbobler og miljøproblemer er dagens uorden. Alligevel insisterer de stærke og mægtige på det, de så fint kalder ”at stole på markedet.” Det lyder markant bedre end at indrømme at de reelt lukker øjnene, nyder at de ikke rammes i første omgang og håber på det bedste. Men forskellen kan være svær at se. Det hele bliver ikke lettere af, at de med størst interesse i at der ikke sker noget er dem med flest ressourcer, mest indflydelse og med rigere venner end os andre.

Henover sommeren blev der på Modkraft skrevet en del om Venstrefløjens utopier. Inspireret af en essaykonkurrence hos Det ny Clarte har bloggeren Pil Christensen leveret flere indspark hertil. Jeg synes det er rigtigt vigtigt med sådanne diskussioner om hvad utopierne indeholder, men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om deres formål og rolle. Det skyldes at de af nogen afvises som sværmerisk drømmeri – og jeg tror det er lettest at kaste lys over den diskussion, hvis man ikke samtidig præsenterer sin egen utopi (fordi vi så både kunne være uenige om brugen af utopier og om min konkrete utopi).

Her til foråret havde jeg mulighed for at overvære et foredrag af Erik Olin Wright (se den her). Han er en stærk tilhænger af utopier som et værktøj til forandring. Han har tidligere været tilknyttet de såkaldte analytiske marxister, og han har leveret vægtige bidrag til den marxistiske klasseanalyse. I dag er han særligt optaget af utopier og det var også hans tema for den forelæsning og for den rigtigt interessante bog han her skrevet der bærer titlen Realising Real Utopias.

Hans budskab er at en gangske markant del af venstrefløjens tankesæt er intakt og relevant. Vores kapitalismekritik og vores mulighed for at påpege at kapitalismen bryder med specifikke værdier er meget nærværende og reel. Men vores alternativer er fraværende. Vi har ikke en klar ide om hvordan vi gerne vil have samfundet til at se ud. Udfordringen er at mange måske nok har sympatifor vores værdier, men ikke har meget tillid til muligheden for at realisere dem i praksis.

Her spiller Wrights Real Utopias en hovedrolle. Utopi er noget ikke virkeligt eller forestillet, så det kan virke besynderligt at tale om en faktisk eksisterende utopi. Men tanken er at vores idealer virkeliggøres, afprøves og realiseres i det små. Som eksempler på små hverdagsutopier der ikke umiddelbart passer ind i den kapitalistiske logik fremhæver Wright eksempelvis offentlige biblioteker, medarbejderejede virksomheder og brugerdrevne initiativer ala wikipedia.

I arbejdet for et andet samfund er det vigtigt at have et solidt værdisæt. Det er også vigtigt at kunne anvise en vej til målet og at kunne sandsynliggøre at det er realiserbart. På en og samme gang er hverdagsutopierne dette. De er konkrete modstandsprojekter og de er levendegjorte utopier. De peger fremad og videre mod et mål, som med venstrefløjens nuværende styrke er meget langt væk.

Som jeg ser det er der flere ting at tage med fra Wrights ide om hverdagsutopier. Den ene er at eksperimenter og de små utopier kan bryde med gængse opfattelser af, hvordan virkeligheden kan indrettes. De kan udvide vores horisont og vores muligheder. Den anden er at der er noget sundt og rigtigt i at arbejde for at realisere de ting vi tror på. Det muliggør forandring og nytænkning. Noget der sikkert også kan anvendes til at udfordre de strukturer venstrefløjen nogen gange desværre er bedre til at tale om end til at forandre.

Boganmeldelse: Frihed til Fællesskab

Andreas Albertsen — Sat, 30 Nov 2013 19:02:29 +0000

Af Andreas Albertsen

Anmeldelse af Frihed til Fællesskab – Vejen til mere demokrati. Nyudgivet debatbog af Simon Pihl Sørensen (Viceborgmester, Lyngby-Tårnbæk) og Rasmus Prehn (MF, kommunalordfører)

To socialdemokrater med stærk tilknytning til det kommunale Danmark har udgivet en bog, der placerer kommunerne centralt i den socialdemokratiske vision. I bogens forord møder vi en række personer, der af forskellige årsager har mistet troen på politik. Vælgere der ikke vil stemme til efterårets valg og byrådsmedlemmer der ikke gider mere. I sidstnævnte gruppe er der både dem, der er trætte af at bokse med embedsmænd, de der synes kommunen er blevet stor og uvedkommende og de der bare ikke længere mener at politik gør en forskel. Bogen er som sådan et opgør med dette. Udgangspunkt i en historisk fortælling om Socialdemokratiske kommuner, som pionerer for velfærdssamfundet og en dybfølt bekymring for demokratiet anno 2013.

Bogen er todelt. De første 100 sider præsenterer gennem analyser af både fjern og knap så fjern fortid rammen for det moderne socialdemokratiske projekt. Bogen afsluttes af lidt over 30 sider, der præsenterer 10 pejlemærker. Sidstnævnte er forfatternes egne bud på, hvordan ”vi skaber et mere socialt og demokratisk samfund” (s. 15).

Bogens første kapitel præsenterer en historisk fortælling om lokal forandring. Her berettes om de Pionerkommuner, der gik forrest med tiltag vi i dag betragter som kerneelementer i velfærdssamfundet. Det er fortællingen om socialdemokratiske borgmestre der brugte opbakningen lokalt til grundlæggende at løfte og hjælpe de, der dengang var overladt til almisser og hårde skæbner. Bogen rummer flere gode eksempler på, hvordan man lokalt gik langt videre end staten ville eller kunne. I starten af 1900-tallet indførte Esbjerg den første skole i landet med ”fælles og gratis skole for alle samfundslag.” I Nakskov gik man langt for at forebygge sygdomme gennem årlige sundhedstjek til alle børn og indførte gratis tandpleje.

Det historiske billede af handlekraftige kommuner, der går langt for almindelige mennesker behov, er svært at genfinde i bogens beskrivelser af nutiden. Bogens andet kapitel behandler strukturreformen. Den er en velkendt historie om et forløb med klare politiske valg, der i flere tilfælde så stort på det lovforberedende arbejde. Kapitlets underlægningsmusik er bekymringen for, hvad dette betyder for det lokale demokrati. Her skal det bemærkes at bogen begrunder sin bekymring med en række tal, der jo kun tager udgangspunkt i valgene fra 05 og 09. Det er et tyndt datagrundlag for vidtrækkende konklusioner og det skal siges at fx de mange opstillede kandidater ved dette års og den høje stemmeprocent svækker bogens argument betydeligt. Jeg deler for så vidt mange af forfatternes bekymringer, men de kan ikke underbygges i de tal de selv fremhæver. Det tredje kapitel deler samme bekymring, men udtrykker den gennem en velskrevet kritik af embedsvælde og new public management.

Bogens 4. kapitel forsøger at kridte banen op for den ideologiske kamp om velfærdssamfundet. Det står beklageligvis tilbage som bogens dårligste kapitel. Læseren præsenteres for en lang række politiske problemstillinger, der så behandles kortfattet. Det er synd og skam at komplekse temaer forsøges afklaret på den måde. Efter indledende at have drøftet skat og folkeskole, drøner kapitlet igennem temaer som daginstitutioner, ældrepleje, erhvervsstøtte og inddragelse af frivillige i den offentlige sektor. Det er muligt at mene at det hele hænger sammen, men det gør kapitlet desværre ikke rigtigt. Uden yderligere overgang går bogen videre til de 10 pejlemærker.

De 10 pejlemærker der afslutter bogen er en klar styrke for bogen. For det svære er tit at fremføre et egentligt alternativ til det der kritisereres. Desværre lider mange af pejlemærkerne beklageligvis under at de præsenteres på ganske få sider. De mest nyskabende ideer som en ”social værnepligt” og en ”almengørelse af private boliger” uddybes ikke nok. Det samme gælder sådan set for de der virker mindre nyskabende. I opgøret med det kommunale skattestop foreslås en bufferzone, der giver kommunerne mulighed for at hæve skatten og dermed deres forbrug. Men det uddybes ikke, hvorfor dette ikke er en ny (lidt højere) grænse på kommunernes forbrug. Vi hører ikke hvorledes kravet om at ”borgerne skal høres” adskiller sig fra almindelige høringer. Sådanne og lignede formuleringer synes langt fra det forordets løfte om at præsentere noget konkret der kan gennemføres, hvis blot viljen er til stede (s.15). Bogen kunne have vundet rigtigt meget ved at have givet sig tid og plads til at præsentere disse mere grundigt.

Bogen slutter pludseligt, idet den går direkte fra det 10. pejlemærke til den traditionelle taksigelse af familie og diverse folk, der har hjulpet med bogen. Her savner man som læser klart en afsluttende sammenfatning, en beskrivelse af hvad forfatterne selv mener de har præsenteret læseren for. Det ville sikkert særligt være gavnligt for de, der sidder tilbage uden at være helt overbeviste af bogens budskab.

Nogle emner kunne have været interessante at drøfte under overskriften om ”mere demokrati.” En bekymring for demokratiet kunne med god grund have tilladt sig at kigge ud over kommuner og regioner. Ja, kommunalpolitikere bokser med embedsmænd, men det gør borgerne så sandelig også. Ja, kommunalpolitikere er tættere på borgerne, men lokalråd er vel endnu tættere? Og endelig: Ja demokrati er vigtigt – også det kommunale. Men hvad blev der er visionen om demokrati i hverdagen og på arbejdspladsen? Sådanne tiltag kan selvfølgelig ikke uden ændret lovgivning igangsættes kommunalt, men det gælder for mange af bogens forslag.

Det virker lidt som om kommunalpolitikeren er blevet projektets hovedperson og kommuner/regioner selve omdrejningspunktet i projektet. Når kommunerne og kommunesocialismen i forfatternes egen fremstilling var redskaber til forandring og socialisme, så var det vel ikke kun fordi de havde friere rammer dengang? Det var vel også fordi der var et politisk projekt der netop rakte længere end at administrere det eksisterende. En moderne beskrivelser af dette projekt kommer vi med denne bog ikke afgørende nærmere.

Udover ikke at levere en særlig præcis beskrivelse af projektets indhold, synes bogen også at reflektere for lidt over dets begrænsninger. I sin historiske gennemgang skriver forfatterne at kommunesocialismen oftest lykkedes, når man ”ikke antastede de besiddendes interesser” (s. 41), i den forstand at man sjældent lykkedes med de tiltag der gjorde. Det kunne have været interessant med refleksion over dette. Gælder det også for Pihl og Sørensens projekt, at de besiddendes interesser ikke skal antastes? Hvis det er tilfældet kunne det være spændende at høre hvorfor, hvis det ikke er tilfældet kunne det være nyttigt med en diskussion af, hvordan kommer ud over denne problematik.

Anmeldelsen baserer sig på en tekst jeg oprindeligt skrev for Magasinet Politik.