Rene Karpantschof's blog

Fy fy, skamme skamme, slemme terrorist!

Rene Karpantschof — Mon, 02 Feb 2015 11:20:07 +0000

Af Rene Karpantschof

Det kan være svært for unge mennesker i en globaliseret verden at skelne rigtigt fra forkert i sager om terrorisme. Jeg har derfor lavet en pædagogisk guide.

Må man, som det muslimske Hizb-ut-Tahrir har gjort i Danmark: opfordre til drab på jøder?

Må man, som flere unge danskere har gjort: tage til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat?

Må man, som talsmanden for Kaldet til Islam gjorde på facebook: udtrykke sympati for januar måneds terrordrab i Paris?

Næ næ næ næ næ! Det må man ikke!

Ifølge den danske regering og antiterrorlov.

Og det er vel også meget godt.

Men hva må man så?

Må man, som danske venstreorienterede har gjort: støtte det palæstinensiske og socialistiske PFLP, fordi man mener at organisationen fremmer progressive værdier og bør være del af en politisk løsning af Mellemøstkonflikten?

Må man, som Roj TV gjorde dengang det sendte fra Danmark: dække konflikten mellem den tyrkiske stat og det kurdiske mindretal på en måde, der ligner støtte til det kurdiske PKK?

Næ næ næ næ næ! Heller ikke det må man!

Ifølge dansk antiterrorlov.

Men hva må man så?

Må man, som den danske stat har gjort: hjælpe med til USA’s fangemishandling, som da CIA benyttede dansk luftrum og danske soldater udleverede fanger til den amerikanske hær, skønt den var berygtet for sin tortur af fanger i Irak og Afghanistan, og så bagefter mørklægge Danmarks medansvar?

Må man, som danske skibsredere og IT-firmaer har gjort gang på gang: transportere våben og sælge overvågningssystemer til undertrykkende diktaturstater?

Må man, som den tidligere danske chefpolitiinspektør, Kai Vittrup, gjorde i 2010: lade sig hyre af et fundamentalistisk muslimsk diktatur og træne det saudiarabiske militær, der året efter trængte ind i Bahrain for at nedkæmpe en folkelig demokratibevægelse?

Må man, som Trykkefrihedsselskabets daværende formand, Lars Hedegaard, i 2007 gjorde i en tale offentliggjort på internettet: opmuntre til ”modoffensiv” mod islam i Europa med inspiration fra ”de europæiske modstandsbevægelsers operationsmåde under 2. verdenskrig”, selvom denne operationsmåde jo var illegal væbnet kamp?

Må man, som det tidligere medlem af Dansk Folkeparti og nu frontfigur for Pegida i Danmark, Nicolai Sennels, gjorde i et internet-manifest i 2014: fremstille millioner af europæiske muslimer som tilhængere af islamisk verdensherredømme med slaveri og udryddelse af ikke-muslimer, og derfor råde modstandere af islam til at ”lære kampsport og … melde sig ind i hjemmeværnet” – selvom den slags udtalelser sker på baggrund af, at højreradikales væbnede aktioner og racistisk vold siden 1990 har kostet flere end 300 mennesker livet i Tyskland, Norge, Sverige, England, Frankrig og andre europæiske lande?

Ja ja ja ja ja! Det må man gerne!

Stort stort klap klap fint fint flot flot!

Det var godt - nå det må man godt!

Der er noget her, der ikke rimer.

______________________________

NB: Ovenstående er satire. Min hensigt er ikke at støtte eller bagatalisere terrorisme fra nogen side. Min hensigt er at skabe debat om, hvad der kan opfattes som inkonsekvens i den officelle danske antiterror-politik. En sådan inkonsekvens kan nemlig nemt styrke en allerede udbredt opfattelse af danske myndigheder og politikere som partiske og hykleriske, hvilket selvsagt er et problem for demokratiet.

RAF, Blekingegade og da jeg var ung bz’er

Rene Karpantschof — Thu, 04 Dec 2014 12:08:57 +0000

Af Rene Karpantschof

Det var hverken revolutionsromantik eller voldsfascination. RAF, Blekingegadegruppen og bz’ere reagerede på politiske dilemmaer, som stadig er aktuelle.

En ny tysk dokumentarfilm om forbindelse mellem den væbnede tyske venstrefløjsgruppe, Rote Armee Fraktion (RAF), og Blekingegadegruppen, fik den 3. december Informations Troels Heeger (TH) til at mane til ”fortsat refleksion over den radikalisering, der får fanatikere til at ofre menneskeliv”. Men TH’s leder, Terrorismens lange skygger, er selv så ureflekteret og misinformerende, at det spærrer for en forståelse af politisk radikalisering.

Jeg er en af dem, der under navne som bz’er, antiimperialist og autonom i forskellige situationer 1983-1993 udøvede vold og forårsagede materiel ødelæggelse som del af min politiske kamp. For at gøre ondt værre, så var jeg også integreret i tyske miljøer, hvor man åbenlyst sympatiserede med RAF, ligesom jeg lærte de danske Blekingegadefolk at kende efter deres fængsling.

Fra min egen tid kender jeg de menneskellige omkostninger ved at politisk kamp eskalerer. Død, lemlæstelse, frihedstab og psykisk lidelse – også for dem på ’den anden side’. Men hvis man ønsker en fremtid uden den slags, og det vil jeg gerne medvirke til, så skal diskussionen starte et andet sted end TH gør det.

Der er to ting galt ved TH’s debatform. Den lader hånt om historisk sandhed og informationers nøjagtighed. Og den er forblindende forudindtaget med hensyn til, at hele årsagen til politisk vold er ”fanatikere” og deres afsporede idéer.

TH lægger ud med, at den tyske dokumentar ”peger på” og ”antyder”, at nogle håndgranater fra Blekingegadegruppens våbentyverier endte hos RAF. Blekingegadegruppen har selv benægtet ethvert samarbejde med RAF og begrundet deres benægtelse udførligt med både politiske og praktiske forhold. I et tidligere interview på modkraft.dk udelukker den danske gruppe dog ikke, at de granater, som de overdrog deres samarbejdspartner, PFLP, ad omveje kan være kommet RAF i hænde. Det er bare ikke bevist (heller ikke af den nye dokumentar), og der er intet belæg for, at det i givet fald var danskernes hensigt.

Men TH taler konstaterende om ”Blekingegadebandens rolle som våbenleverandør til vesttyske terrorister”, som om den formulering er en oplysende beskrivelse af det, der foregik dengang. Det er som om, at fordi man mener, at RAF og Blekingegadegruppen var nogle værre nogle, så er bevisførelse, og hvad der i det hele taget er en præcis og dækkende beskrivelse af disse gruppers politiske praksis, ikke så vigtig.

Med RAF på barrikaderne

TH skriver videre, at ”RAF’s strategi slog fejl”. Det er jeg enig med ham i. Men hvad var egentlig RAF’s strategi? Den var i hvert fald ikke at ”provokere staten til gengældelsesaktioner”, som TH skriver. Det er en nærmest karikeret udlægning, som især har vundet udbredelse på den parlamentariske venstrefløj og andre med mange aktier i den etablerede politiske orden. Og det er ærgerligt, at TH blot affejer det internationale aspekt, der ellers var en rød tråd gennem hele RAF’s politiske projekt.

I 1980’erne deltog jeg selv i mange diskussioner om gruppens dengang aktuelle strategiske skrift, Guerilla, modstand og antiimperialistisk front. Strategien gik ud på, at vi alle – de bevæbnede, de almindelige militante og de helt legale aktivister – skulle arbejde sammen og åbne en front mod imperialismen her i selve Vesteuropa. Denne front skulle virke som aflastende støtte til befrielsesbevægelsernes samtidige kamp i Latinamerika, Afrika og Asien.

Var vi blevet vanvittige? Det kan vel være. Men hvis man vil forstå på hvilken måde, vi var vanvittige, så må man sætte sig ind i, hvordan vi mere præcist tænkte og hvorfor. Jeg vil prøve at give nogle indblik.

I 1980’erne levede vi stadig under den kolde krig og fik at vide, at vi hørte til i den frie, vestlige lejr anført af USA. Men når vi kiggede rundt i verden, tog tingene sig noget anderledes ud i vores øjne. Det racistiske apartheidregime i Sydafrika repræsenterede således den vestlige civilisations højborg i Afrika, som danske virksomheder ikke holdt sig for gode til at samarbejde med. Under et besøg på den israelsk besatte Vestbredden så jeg med egne øjne blodet fra unge studerende, der var blevet skudt ned og dræbt på deres universitet. Terrorofrene var palæstinensere og gerningsmændene var amerikanske bosætteraktivister, som Danmarks foretrukne samarbejdspartner i området, Israel, støttede og fremmede som de bedst kunne. Og efterhånden som vi engagerede os med latinamerikanske studenter-, bonde- og indianerbevægelser stødte vi gang på gang på det faktum, at disse menneskers kamp for et værdigt liv blev bekriget af militærregeringer og dødspatruljer med direkte støtte fra USA.

Hvorfor gik vi så ikke bare ind i politik, som man siger? Fordi vi oplevede etableret politik som fup og hykleri, der ikke reelt handlede om at håndtere Danmarks og verdens mest alvorlige problemer. Når også nutidige politikere helt skamløst undlader at svare på, hvad man spørger dem om, eller ligefrem lyver over for folketinget og offentligheden, så betragter mange det som en naturlig del af det politiske game. Men når vi bevidnede den slags politikeropførsel, så befordrede det ikke ligefrem vores respekt for det praktiserede demokrati, som vi gav fuck-fingeren.

Lyt til de radikale

Nu synes nogle læsere nok, at jeg bruger det-er-samfundets-skyld kortet til at fremstille os som uskyldige. Men det er ikke det, jeg mener. Vi var selv ansvarlige for de konsekvenser, som vi tog af vores samfundskritik. Jeg siger bare, hvordan det var. Og jeg siger det for at give mulighed for at forstå, hvorfor mennesker også i et land som Danmark bliver radikaliserede. Den populære forklaring om ”revolutionsromantiske og voldsfascinerede europæiske intellektuelle”, som TH fremfører, er en ubrugelig forsimpling om onde idéer som problemets hovedårsag.

Radikalisering skyldes heller ikke mangel på den ”refleksion”, som TH efterlyser. Snarere tværtimod. Radikaliserede aktivister – det være sig højreradikale, islamister eller venstreradikale – er som regel mennesker, der har reflekteret ganske meget over samfundet og verden, måske mere end de fleste. Men den debatform, som TH blot er et eksempel på, er helt ignorant overfor, hvordan radikale egentlig reflekterer. TH og hans ligesindede kan ikke (eller vil ikke?) tage fat på den besværlige og farlige diskussion, som de radikaliserede er med til at aktualisere.

Tilbage i 1995 skrev jeg et debatindlæg sammen med to af de dengang fængslede i Blekingegadesagen som svar på Preben Wilhjelm’s påstand om vores antidemokratiske sindelag. Vi svarede blandt andet:

”Vi mener (…) ikke at det danske parlamentariske demokrati er en ligegyldig facade, men tilkæmpede rettigheder som vi ønsker at uddybe og udbrede. Imidlertid foreligger der et dilemma, som tilsyneladende ikke eksisterer i Preben Wilhjelm’s verden. Problemet er, hvordan tilhængere af et globalt folkeligt demokrati – en mere lige verden både økonomisk og politisk – skal handle i en rig enklave med et parlamentarisk politisk demokrati. (…) Hvordan kan vi bevare de positive træk ved det borgerlige demokrati, samtidig med at demokratiet uddybes til også at omfatte den økonomiske sfære, og udvides til ikke kun at omfatte en lille minoritet af verdens befolkning, men udbredes globalt”.

Den nutidige debat om klimaforandringer er vist et godt eksempel på, at dette dilemma stadig er aktuelt.

********************************************************

PS. I 1980’erne var det i øvrigt ikke kun mig og mine, der havde svært ved at regne ud, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. F.eks. den senere minister, Brian Mikkelsen (K), dengang fra Konservativ Ungdom, som samarbejdede med det sydafrikanske apartheidregime. Eller den senere (og måske kommende) statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), der poserede med kalashnikov-gevær blandt afghanske islamister, som han netop havde overbragt 600.000 kr. på vegne af Venstres Ungdom.

Afsløring: Sådan bliver Peter Øvigs BZ-bog!

Rene Karpantschof — Tue, 04 Nov 2014 15:46:21 +0000

Af Rene Karpantschof

Boganmeldelse - SøndagsModkraft 4. november 2017

PETER ØVIG KNUDSEN: DE BESATTE. FORLAGET GULDBJERG. 699 SIDER.

Endelig kom Peter Øvig Knudsens længe ventede bog om 1980ernes københavnske BZ-bevægelse, som det er mig en fornøjelse at anmelde her.

Dengang i 1980erne havde jeg selv min gang på venstrefløjen, og jeg vil ikke nægte, at jeg til tider var fascineret og fristet af de oprørske BZ’ere. Men når man kommer helt tæt på, som vi nu gør i Peter Øvigs De besatte, så er jeg kun glad for, at jeg holdt mig på sikker afstand af bevægelsen. Jeg vil ikke afsløre selve handlingen her, men i stedet fremhæve BZ-bogens klare relevans: Dens medrivende men samtidigt tankevækkende fortælling om endnu en radikal dansk gruppe, hvis oprør mod samfundet var både unødvendig og udsigtsløs.

Trods gode intentioner, idealismen og de mange anstrengelser, så fik BZ’erne jo aldrig skabt noget holdbart alternativ til ”systemet”, som de konsekvent kaldte det etablerede samfund. Livet som BZ’er var sjovt, spændende og lærerigt, fortæller nogle af de tidligere BZ’ere, der er interviewet i Øvigs bog. Men mens det for nogle blev en selvudviklende tid, så blev det for andre alkoholafhængighed, stofmisbrug, paranoia, nedtur og selvmord uden, at BZ-miljøet formåede at hjælpe dem, de havde ført med over grænsen til lovløsheden og anarkiet. De eneste BZ’ere, der fik noget ud af det, var dem, der havde en sjov tid og lærte noget, som de kunne omsætte til personlige kompetencer, da de vendte tilbage til det samfund, som de ellers havde bekæmpet. Det er i hvert fald det samlede indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning af Peter Øvigs De besatte.

”Denne anmelder er helt enig: Hvis man som venstreorienteret militant ikke angrer og fortryder og når frem til det, som er Peter Øvigs synsvinkel, så er man faktisk slet ikke i stand til at reflektere”

Øvigs bog viser ikke bare, at BZ’ernes oprør var udsigtsløs. Bogen viser også, hvordan BZ’erne åbnede for mørke og selvdestruktive kræfter, da de begav sig ind på den politiske volds blinde vej. Den vej betød, at bevægelsen, der ellers var kendt for humor, åbenhed og eksperimenteren, blev præget af en streng intern social kontrol samtidigt med, at mange BZ’ere udviklede sig til indelukkede og dialogfjendske revolutionsromantikere, der var rent ud sagt paranoide i deres syn på det omgivende samfund.

Her er det ærgerligt, at en del BZ’ere har afvist at medvirke i De besatte. Måske fordi de stadig ikke har indset, hvor forkert det var, at retfærdiggøre deres vold og vandalisme med forhold ude i verden, der lå langt væk fra det danske demokrati, som BZ’erne selv levede i. Kun en enkelt tidligere BZ’er tager i bogen klart afstand fra BZ-volden. Om denne BZ’er fremhæver Øvig, ”at han i langt højere grad end de øvrige kernemedlemmer af gruppen – måske som den eneste – har tilladt sig en dyberegående refleksion og selverkendelse omkring de voldsomme begivenheder” [sådan skriver Øvig i sin bog, Nakkeskuddet, 2014, s. 145, om Bo Weimann fra Blekingegadegruppen]. På det punkt er denne anmelder helt enig: Hvis man som venstreorienteret militant ikke angrer og fortryder og når frem til det, som er Peter Øvigs synsvinkel, så er man faktisk slet ikke i stand til at reflektere.

BZ’ernes historie kan naturligvis fortælles på flere måder, og i forordet til BZ-bogen gør Peter Øvig selv opmærksom på, at det er ham, der ”har foretaget de mange valg, der får historien til at fremstå, netop som den gør” [sådan beskriver Øvig sin metode i Blekingegadebanden, bd. 1, 2007, s. 9].

”Helt ligesom Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden og hippierne, så illustrerer hans BZ-bog tydeligt, at modstand og oprør i Danmark hver gang ender i nederlag og fiasko”

Øvig skriver det ikke selv direkte, men den følgende morale står ligesom mellem linjerne i De besatte. Fortællingen om BZ viser os endnu en gang, hvordan det går, når man misforstår situationen og foranstalter et radikalt oprør i det trods alt demokratiske danske samfund. For helt ligesom Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden og hippierne, så illustrerer hans BZ-bog tydeligt, at modstand og oprør i Danmark hver gang ender i nederlag og fiasko. Og man kan kun håbe, at de unge, der på det seneste har protesteret så voldsomt mod den såkaldte klimamassakre, får læst Peter Øvigs nye bog før det er for sent.

De uroligheder, vi ser i København lige nu, kan på ingen måde retfærdiggøres med regeringens ganske vist kritisable hemmeligholdelse af danske soldaters drab på klimaflygtningene. Det kan heller ikke retfærdiggøres med det københavnske politis måske lidt overdrevne magtbrug. Alt det er udenomssnak, som vi helst bør glemme alt om. Det eneste rigtige at fokusere på er det, som Peter Øvig udtrykte i et interview på TV-Modkraft i går:

”Jeg har talt med nogle af de unge demonstranter, der kun går ind for at bruge fredelige midler. De tager ikke afstand fra dem, der bruger voldelige midler. Deres argument er, at folk selv må vælge deres metoder, men med deres manglende afstandstagen bliver de i realiteten medansvarlige for volden. Den diskussion, mener jeg, må være langt vigtigere for forældrene at tage med deres unge end diskussionen om politivold. Venstrefløjens holdning til demonstranterne i dag er også et udtryk for manglende opgør med voldsromantikken fra 70'erne. At vi i den ældre generation har et ansvar for, at vi ikke har gjort op med det hos os selv, så man i dag hører forældre om end ikke forsvare, så forklare deres unges brug af vold. Jeg hører ikke en klar afstandstagen, og det må bunde i manglende selvreflektion og selvopgør” [Øvig er her citeret fra et interview i Information den 25. januar 2008, hvor jeg har dog har erstattet ”Ungdomshuset” med ”demonstranter”].

Bemærkning fra René Karpantschof

Ovenstående fake-anmeldelse er en satirisk kommentar til Peter Øvig Knudsens påtænkte BZ-bog. Alle tre Øvig-citater herover er ”ægte” forstået sådan, at det er noget, som han virkelig har skrevet og sagt men naturligvis i andre sammenhænge end den ikke-eksisterende BZ-bog.

Min satire er provokeret af, at Peter Øvig, efter min opfattelse, undslår sig for at sige åbent, hvad han vil med os gamle BZ’ere og vores historie. Jeg ved naturligvis godt, at han vil lave en bog. Men hvad er formålet? Det vil sige, hvad skal samfundet, nutidens unge og vi andre bruge Øvigs BZ-bog til? Jeg ved også godt, at en forfatter ikke på forhånd kan sige helt konkret og meget detaljeret, hvordan en bog ender med at blive. Men jeg er meget skeptisk over for, at Øvig ikke selv skulle have nogen idé om, hvad hans BZ-bog egentlig går ud på, og hvilket perspektiv, der kommer til at præge den.

Jeg kan selvsagt slet ikke vide om Peter Øvigs BZ-bog overhovedet er tænkt, som min satire antyder. Hvis ikke, så er jeg spændt på at se, hvordan den så er tænkt.

Læs eller hør eventuelt selv Peter Øvig i tidligere debat med mig her på Modkraft og Radio 24syv.