Astrid Vang Hansen's blog

Åbent brev til Nikita Klæstrup

Astrid Vang Hansen — Sat, 28 Jan 2017 00:17:09 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Det er helt ok at vælge sine kampe, men det er ikke i orden at gå direkte til angreb på vigtige feministiske sejre. Så giver det ikke mening at kalde sig feminist.

Det er ikke dine pointer om krop og seksualitet jeg tænker på. Her er jeg helt enig med dig og jeg synes at din kamp er god og nødvendig. Jeg var selv en af de aktivister der for 9 år siden badede topløs i svømmehallen DGI-byen og dermed var med til at sætte de ”bare bryster” på dagsorden. Vi havde et lidt andet fokus og en anden tilgang dengang, men jeg tror vi er enige om den grundlæggende pointe: At vi kvinder selv vil bestemme hvornår og hvordan vi vil være sexede.

Jeg er også forarget over den slutshaming du er blevet udsat for - ikke mindst fra kvinder der kalder sig feminister. Det er skuffende og ødelæggende for søstersolidariteten.

Det jeg vil kritiserer dig for er noget helt andet. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan du kan kalde dig feminist og samtidig støtte det mest kvindefjendske parti i folketinget: Liberal Alliance.

Velfærd er det vigtigste fundament for ligestilling. Det er velfærden der har løftet utallige byrder væk fra kvinders skuldre i familierne, ved at sikre daginstitutioner, sygepleje, ældrepleje og meget andet. Sådan har vi opnået en af de højeste andele af kvinder på arbejdsmarkedet i verden.

I hundrede år har kvindebevægelsen været en af de stærkeste kræfter der har skabt vores velfærdssamfund. Et samfund der f.eks. sikrer at man økonomisk har mulighed for at forlade en voldelig mand, fordi man med sociale ydelser og særlig støtte til enlige forsørgere, som samfund sikrer at man kan få tag over hovedet og en god og tryg fremtid for sine børn – også hvis man er alene.

Alle undersøgelser viser at den vigtigste baggrund for at vi er et af de mest ligestillede lande, er vores stærke velfærdssamfund. Og netop dette vil Liberal Alliance smadre!

Jeg er helt med på at vi stadig er langt fra ligestilling og at der er mange kampe at kæmpe endnu. Jeg er også helt bevidst om at det kan være nødvendigt at prioritere i hvor man lægger sine kræfter. Jeg forventer ikke at du skal kæmpe alle feministiske kampe på én gang. Det er der ingen der kan. Og jeg bebrejder dig ikke at du har valgt et bestemt fokus-punkt der handler om krop og sex. Men at du, gennem dit aktive engagement i Liberal Alliance, direkte er med til at modarbejde de kampe vi andre kæmper og som generationer før dig har dig har slidt for, det synes jeg er over stregen. Jeg kan ikke se hvordan det på nogen måde er foreneligt med at kalde sig feminist.

Der har aldrig været en 3. bølge feminisme – Men den kommer!

Astrid Vang Hansen — Fri, 09 Dec 2016 16:04:46 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Hvis vi meningsfuldt skal tale om ”bølger” af feminisme må der være tale om bevægelser i en eller anden form hvor mennesker organiserer sig sammen og kæmper. Hvis en sådan bevægelse meningsfuldt skal kunne sammenlignes med førstebølge feminismen i 1870-1930 og anden bølge feminismen i 60’erne og 70’erne, så må der kunne peges på en international massebevægelse af et omfang der matcher disse to ”bølger”. Selvom der er foregået spændende og udviklende diskussioner indenfor den akademiske verden siden anden bølge feminismen og selvom der har været kredse af aktivister der har taget disse diskussioner ind i deres arbejde, så er det ikke desto mindre en udvanding af begrebet ”feministisk bølge”, hvis man sammenligner disse debatter og aktiviteter med de internationale massebevægelser som fandt sted under første og anden bølge feminismen.

I dag er der til gengæld god grund til at tro at en virkelig tredje bølge af feminisme er på vej. De kombinerede kriser som vor tids imperialistiske kapitalisme står overfor, rammer kvinder og LGBT hårdere end nogen andre. Det gælder både den økonomiske krise, den demokratiske krise og den økologiske krise. Det gælder også den imperialistiske krigspolitik, racismen og de nykonservative eller direkte nyfascistiske partier og bevægelser.

Vi ser allerede hvordan kvinder og LGBT spiller en central rolle i alle de vigtige bevægelser på globalt plan. Både når det gælder klima- og miljøbevægelsen i det globale syd der ofte er kombineret med kampen for oprindelige folks rettigheder, når det gælder antiracistiske bevægelser som f.eks. den amerikanske Black Lifes Matter bevægelse, når det gælder flygtningesolidaritetsbevægelsen i Europa, når det gælder de bevægelser der blev kaldt det arabiske forår og de progressive kræfter der stadig kæmper i Mellemøsten, herunder f.eks. den kurdiske frihedskamp, og også når det gælder kampene for at forsvare velfærdsgoder herunder uddannelse og sundhed, ligesom kampene på arbejdsmarkedet om løn, arbejdsforhold og arbejdstid mm. Hertil kommer de deciderede feministiske bevægelser der i øjeblikket vokser frem som reaktion på nykonservatismen og angrebene på abortrettigheder i bl.a. Latinamerika og i Øst- og Sydeuropa.

Efterhånden som de kombinerede kriser udvikler sig er der alt mulig grund til at forvente at også modstanden vil vokse. Ud af disse kampe vil der komme en virkelig tredje bølge af feminisme. En bølge der ikke er begrænset til akademiske diskussionsklubber eller snævre aktivistmiljøer af mere eller mindre subkulturel karakter.

Den tredje bølge af feminisme, som er på vej og som indenfor få årtier vil skylle ind over hele verden, har mere end noget andet potentiale til at blive en ledende og drivende kraft i at forandre vores samfund grundlæggende. Alle socialister, antifascister og venstreorienterede af en hver afskygning der virkelig ønsker et opgør med kapitalismen, med klima- og miljøødelæggelser, med racisme og imperialisme osv., bør hilse denne bølge velkommen med den største entusiasme og velvillighed. Vi bør på alle måder agere fødselshjælpere for denne bevægelse og vi må med største kærlighed, omsorg og respekt hjælpe bevægelsen til at få de bedste muligheder for at blomstre og udfylde sit sande potentiale til at forandre vores verden.

Følgende perspektiver bør blive centrale i den kommende tredjebølgefeminisme, ligesom det bør være venstreorienterede feministers fremmeste opgave at sikre at de bliver det:

Teknologien skal understøtte menneskers maksimale kontrol over egen krop og reproduktion og sikre total frigørelse af seksualiteten fra reproduktionen.
Lokal fødevaresuverænitet under demokratisk kontrol, skal sikre lighed, sundhed og bæredygtighed for alle.
Kollektive boformer med kollektiv organisering af omsorgsarbejde, herunder også omsorgen for børn, skal have samfundsmæssigt hegemoni.
Skellet mellem produktivt og reproduktivt arbejde skal nedbrydes gennem afskaffelse af den private ejendomsret over produktionsmidlerne.
Organisering af infrastruktur, herunder både transport og fordeling af forsyninger som energi, vand, varme og øvrige centrale ressourcer, skal underlægges fuld demokratisk kontrol og organiseres ud fra principper om lighed og bæredygtighed.
Der skal ske et opgør med kønsrollerne og den heteroseksuelle monogame kærlighedskult, til fordel for en ideologi baseret på fuldstændigt frie seksuelle relationer, og kollektive omsorgs- og kærlighedsidealer.
Teknologien, herunder informationsteknologien, skal bruges til at sikre en dramatisk nedsættelse af arbejdstiden, en kønsneutral fordeling af alt samfundsmæssigt nødvendigt arbejde og en total økonomisk ligestilling af alle voksne mennesker.
Skellet mellem det private isolerede ”hjem” og det offentlige rum skal nedbrydes gennem et opgør med den private ejendomsret over jord og boliger, og gennem en nedbrydning af de magtstrukturer der i praksis begrænser de demokratiske frihedsrettigheder så som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og organisationsfrihed for alle.
Al våbenproduktion og alle institutioner der har til formål at opdrage mennesker til at adlyde hierarkier og til at anvende vold, herunder al militærtræning, skal afskaffes.
Alle mennesker skal have lige ret til at færdes alle steder på kloden og på et hvert geografisk sted skal regler og rettigheder være lige for alle.

En gennemførelse af et sådan program vil efter min mening sikre en virkelig feministisk frigørelse, følgelig en frigørelse af alle mennesker. Ingen tvivl om at programmet er radikalt og at vi taler om en revolution her, men det er netop pointen. Ønsker man for alvor et opgør med undertrykkelse på baggrund af køn, er en sådan revolution nødvendig. Heldigvis har flertallet af jordens befolkning en helt åbenlys interesse i at gøre op med undertrykkelse på baggrund af køn og derfor har vi også et godt udgangspunkt for at vinde opbakning til denne revolution.

Det er klart at en kommende tredjebølge feminisme ikke nødvendigvis af sig selv får et så radikalt indhold som det der er fremlagt her. Det vil være op til de mennesker der er med til at opbygge den tredje bølge af feminisme at få disse perspektiver til at blive centrale for bevægelsen. Så meget desto mere grund til at droppe diskussionen om hvorvidt den nye feminisme er identitetspolitik eller ej, og begynde at bevise gennem praksis at den ikke er det.

Derfor: Kære medsøstre, kammerater og queers: Lad os nu bevise gennem handling at vi kan meget mere end at diskutere sprogbrug og identiteter, vi kan nemlig forandre verden!

Alternativet til EU

Astrid Vang Hansen — Wed, 29 Jun 2016 15:01:40 +0000

Af Astrid Vang Hansen

I debatten om Brexit, og i det hele taget om EU, opstilles modsætningsforholdet alt for ofte som ”nationalt fællesskab” overfor ”europæisk fællesskab”. Denne fremstilling har alle dage været en løgn. Der eksisterer intet interessefællesskab i nationalstaten, ligesom der heller ikke eksisterer et interessefællesskab i Europa. På såvel nationalt som europæisk plan findes der interessekonflikt mellem klasser.

En anden typisk fortælling er at EU er et neutralt system hvor man, afhængig af det politiske flertal (styrkeforhold mellem klasser) kan gennemføre en hvilken som helst politik igennem EU's institutioner. Dette er også løgn. Det kan vi læse ud af traktaterne der helt entydigt bygger på en nyliberal politisk dagsorden. Vi kan se det i EU's udemokratiske opbygning. Og vi kan konstatere det i praksis gennem den politik som EU (og Troikaen) fører.

Hvilken klasses organisering?

Hvad er EU så? EU er det forenede europæiske borgerskabs institutioner. Europa med EU er således en situation hvor det europæiske borgerskab er forenet, mens den europæiske arbejderklasse er splittet.

Hvad er så alternativet til EU? Som socialister må det alternativ vi arbejder for naturligvis være den modsatte situation. Det vil sige et Europa hvor den forenede europæiske arbejderklasse står overfor et splittet europæisk borgerskab.

Hvad vil det sige i praksis? For det første skal EU smadres, fordi man herved frarøver borgerskabet de institutioner som forener dem og hvorigennem de forhandler og gennemtvinger deres fælles vilje. Formålet med dette er at splitte og dermed svække det europæiske borgerskab.

For det andet må arbejderklassen i Europa forenes. Det vil sige at arbejderklassen må opbygge sine egne institutioner, hvorigennem man kan forhandle en fælles vilje og sætte denne vilje igennem overfor det (splittede) europæiske borgerskab.

Sådanne institutioner har intet med EU at gøre og EU kan aldrig reformeres til at blive sådanne institutioner. Vi skal hente inspiration et helt andet sted. F.eks. kan vi lade os inspirere af den tidlige arbejderbevægelse, som i øvrigt i høj grad var funderet i Europa (og USA). Her formåede man at afholde internationale konferencer der koordinerede fælles krav på tværs af grænser. De to mest kendte af disse krav er dels ravet om en 8 timers arbejdsdag, som man vedtog sammen med udråbelsen af 1. maj som international kampdag og dels kravet om stemmeret til kvinder, som man vedtog sammen med udråbelsen af kvindernes internationale kampdag. Historien har vist at det var både muligt og effektivt på den måde at sætte fælles retning for arbejderklassen på tværs af grænser – også selvom kravene konkret måtte tilkæmpes i de enkelte lande og dermed blev ikke blev gennemført samtidig i alle lande. Sejrene i ét land gav derimod håb og inspiration til at kæmpe videre i et andet – for en fælles international dagsorden.

Et mindre kendt eksempel på denne internationale solidaritet i den tidlige arbejderbevægelse, er det forhold at over 1/3 af finansieringen til strejkekasserne i Danmark under storkonflikten i 1899 kom fra udenlandske arbejdere (primært fra Europa). Den såkaldte ”danske model” blev således aldrig tilkæmpet af en isoleret arbejderklasse, men netop af en international solidarisk organisering.

Illusioner og realisme

Måske var det en rimelig forestilling for årtier siden, hvis man som socialist dengang troede på at EU (foreningen af det europæiske borgerskab) ville styrke foreningen af den europæiske arbejderklasse. Men denne forestilling har historien ganske enkelt modbevist. EU har ikke øget solidariteten i den europæiske arbejderklasse - tvært imod! EU har direkte svækket denne solidaritet og skabt grobund for nationalistisk splittelse i arbejderklassen på tværs af grænser, nationaliteter og etniciteter. Derfor må solidaritet og organisering i den europæiske arbejderklasse opbygges i kamp imod EU, i modstrid til EU og som modsvar og alternativ til EU.

Er det naivt, utopisk, ukonkret at forestille sig organisering nedefra som alternativ til EU? Tvært imod! Flygtningesituationen i efteråret 2015 viste tydeligt hvem der er naive og hvem der er realister. Mens EU-tilhængerne påstod at EU kunne/skulle/burde organisere modtagelsen af flygtninge, viste EU tydeligt at de hverken kunne eller ville løfte denne opgave. Heller ikke i Tyskland eller Sverige hvor flygtninge blev indbudt havde staterne vilje til at varetage den konkrete modtagelse. I stedet var det i befolkningernes organisering nedefra og på tværs af grænser at man så en enorm vilje og evne til helt konkret at organisere modtagelsen af flygtninge med alt hvad det indebar af praktisk hjælp, transport, husly, medicin, oversættelse, undervisning osv. osv. Både de enkelte stater og EU angreb denne bevægelse, spændte ben for den, indførte foranstaltninger til at gå imod den! Med aftalen med Tyrkiet cementerede EU sin linje på flygtningespørgsmålet: En brutal linje om udvisning og udelukkelse. Det er således ikke kun nationalismen i de enkelte lande der er brutal overfor flygtningene. Det er absolut i lige så høj grad EU-systemet.

Dermed er det venstrefløjens EU-tilhængere der er de naive fantaster med utopiske ukonkrete forestillinger om at EU kan reformeres til et projekt der kan skabe europæisk solidaritet og varetage internationale udfordringer som klimakrise, flygtningestrømme, social dumping osv. Disse udfordringer kan ikke og vil aldrig blive løftet eller løst af EU (ligesom de øvrigt heller ikke vil blive det af nationalstaterne). De kan kun løses af arbejderklassens internationale organisering.

Enhedslisten er ikke forvirret (men argumenterer uklogt)

Kravet om en folkeafstemning om EU-medlemskab må ikke stå alene. Det skal fremføres sammen med konkrete initiativer til at fremme den europæiske organisering af arbejderklassen. Vi skal vise at dette er muligt og vi skal pege på at det er denne form for organisering som er det solidariske, det internationalistiske og ikke mindst det realistiske alternativ til EU.

Det har skabt forvirring at Enhedslisten foreslår at EU-tilhængerne skal genforhandle Danmarks forhold til EU forud for en folkeafstemning. Denne forvirringen skyldes ikke at Enhedslisten vakler i sin position som modstandere af EU. Det skyldes ikke at Enhedslisten er uafklarede omkring hvorvidt man ønsker dansk udmeldelse. Det skyldes snarere at det er en sær taktik at opfordre EU-tilhængere til at lave en genforhandling som man ikke selv tror på vil bringe noget godt med sig. Vi bør overlade det til dem der tror på en genforhandling at foreslå det selv. Selvfølgelig støtter Enhedslisten en dansk udmeldelse af EU. Men vores fokus bør ikke være kravet om folkeafstemning nu. Vores fokus bør være at deltage i konkrete initiativer for at fremme organisering i den europæiske arbejderklasse og vi skal pege på denne organisering som alternativ til EU, både før, under og efter en afstemning om udmeldelse.

Påstanden om at Enhedslisten står alene på den europæiske venstrefløj i sin linje om EU-modstand, er ganske enkelt forældet. I de seneste år har Troikaens brutalitet, erfaringerne fra Grækenland, flosklerne fra COP21, protesterne i Sydeuropa, Irland og Frankrig, samt nu også Brexit alt sammen skabt en dramatisk forøget EU-modstand på den europæiske venstrefløj (selvom den britiske venstrefløj desværre i høj grad har været en undtagelse). Nye initiativer som f.eks. Plan B er et skridt i retning af fælles europæiske strategier imod EU på den europæiske venstrefløj. Enhedslisten må deltage med fuld kraft i at bringe den europæiske venstrefløj sammen om en strategi der både vil smadre borgerskabets europæiske organisering (EU) og samtidig vil opbygge arbejderklassens europæiske organisering som alternativ til EU. Det haster. Og det er her vi skal lægge fokus. I stedet for at opfordre EU-tilhængerne til at lave genforhandlinger vi ikke tror på, skal vi opfordre venstrefløjen og bevægelserne i Europa til samling og fælles strategi som vi tror på.

Redaktionel note: Se også linksamlingen "Den britiske venstrefløj og EU-afstemning juni 2016 / Brexit and the Left" hos Modkraft BIblioteket.

Grækenland rejser sig - vi rejser til Grækenland

Astrid Vang Hansen — Wed, 01 Jul 2015 20:31:18 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Rejseblog af: Martin og Nicolas - To venstreorienterede rejsende i Grækenland

Verdens øjne er vendt mod Grækenland - og vi står midt i Athen samtidigt med at begivenhederne udspiller sig. Europa står ved en skillevej og Grækerne overfor et valg - valget mellem at ryge dybere ned i en social krise eller sige fra overfor nedskæringspolitikken.

Vi står på Syntagma Plads, foran parlamentet sammen med 35.000 grækere og råber όχι - græsk for nej. Det er den første demonstration af mange der kommer til at være forud for søndagens afstemning. Samlet på pladsen er mange forskellige organisationer og en mangfoldig skare med folk i alle aldre. Demonstrationen er et klart tegn på opbakningen til regeringens linje. Regeringspartiets ungdom (Neolaia Syriza) står forrest på pladsen med et kæmpe banner, hvorpå der står “No to austerity and fear”.

Vi falder i snak med flere af demonstranterne, blandt andet en ældre herre på 81 år. Mens vi låner hans Syriza flag, fortæller han sin historie om hvorfor han stemmer nej. Han har haft hjerteproblemer i flere år og har på grund af tidligere regeringers nedskæringspolitik ikke haft råd til sin medicin. På grund af Syriza har han nu fået råd til sin medicin. Han ønsker ikke at gå tilbage til den tidligere sparepolitik! Han ønsker forandringer - og tror på at Syriza kan gennemføre disse.

Demonstrationen kommer i kølvandet på de hårde forhandlinger mellem den græske regering og EU institutionerne. Regeringen prøvede at indgå en aftale med institutionerne, men blev mødt af ultimative krav om nedskæringer. Den græske regering med Tsipras i spidsen valgte at gå den demokratiske vej og udskrive en folkeafstemning om låneaftalen. Syriza anbefaler at stemme nej, da de blev valgt på et mandat om at bryde med netop nedskæringspolitikken. Tsipras udtaler i en tale til det græske folk “We never considered giving in - not even for a momen. Of betraying your trust”

Låneaftalen indebære blandt andet nedskæringer på pensioner, dereguleringer af arbejdsmarkedet, havelse af momsen og ændrer intet ved den uholdbare, kæmpe gæld som Grækenland har.

Resultatet af tidligere låneaftaler var i praksis en omlægning af privat gæld til offentlig gæld. 89 % af de penge som Grækenland er blevet pålagt at låne, er gået til betaling af private kreditorer - først og fremmest tyske og franske banker.Låneaftalerne var således hverken en hjælp til Grækenland, eller en nødvendighed for landets overlevelse. Det var et politisk valg om at flytte en gæld fra private banker over på den græske befolknings skuldre.

Dertil kommer at der med låneaftalerne fulgte en umenneskelig politik - en nyliberal chock-doktrin - med voldsomme nedskæringer og fyringer i det offentlige, omfattende privatiseringer og dramatisk lønnedgang. Resultatet har været at den græske økonomi i løbet af få år er skrumpet med 25 %, at arbejdsløsheden er eksploderet og at den økonomiske krise nu også er en social og humanitær krise.

Flere europæiske ledere har været i medierne for at opfodre grækerne til at stemme ja, ved at male et skræmme billede af hvad et nej vil betyde.

F eks. udtalte formanden for EU kommisionen Jean Claude Juncker “Dont commit suicide just because you are afraid of death”.

ECB besluttede efter sammenbrud på forhandlingerne at afpresse Grækenland ved at fryse nødhjælps likviditeter til de græske banker. Den græske regering lader sig ikke afpresse og Tsipras udtaler "We should respond to authoritarianism and harsh austerity with democracy–calmly and decisively." Som modsvar valgte regeringen derfor at lukke børsen i Grækenland samt lave kapitalkontrol, således at man ikke kan hæve mere end 60 euro om dagen.

Regeringen valgte samtidigt at gøre den offentlige transport gratis, at alle transportbøder slettes og at ingen regninger skal betales indtil afstemningen er overstået. Det skyldes blandt andet at befolkningen har farre penge mellem hænderne grundet kapitalkontrollen. Derudover er planen at offentligt transport permanent bliver gratis for arbejdsløse.

Det er bruddet med “nødvendighedens” krise politik der ledte til at folket stemte for en anden regering. Nu bevæger folket igen på sig og diskussionen om landets fremtid kommer ud i alle hjem. Aktivister deler flyers ud, hænger bannere op, debattere på sociale medier og går på gaden for at fastholde et nej til nedskæringspolitikken og et ja til et demokratisk europa.

Vi tager selv aktivt del i begivenhederne, mens verdens øjne er vendt mod Grækenland. Alt imens er der planlagt solidaritetsdemonstrationer mange steder i Europa og vi håber at folk i Danmark også vil stå sammen mod EU’s asociale nedskæringspolitik og bakke op om det græske folks kamp.

Om fedtegrever, tomme køleskabe og ”Stem-ikke”-bevægelsen

Astrid Vang Hansen — Sun, 14 Jun 2015 18:52:59 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Gæsteblog af Peter Saxtrup Nielsen

Søren Mau og Esben Bøegh Sørensen har ved dette valg gjort deres til at bryde filosoffernes forbandelse og vise at kritisk vid kan forandre samfundet. Desværre ser det ud til at dette forsøg er en gentagelse som tragedie og ikke det mindste morsomt.

Omkring 2009 dannedes Nihilistisk Folkeparti, der delte fedtegrever og bitter ud, lavede provokerende materiale, udfordrede absurditeten og afviste altings værd. Ser man på talspersonerne for det, nu inaktive/afviklede, nihilistiske folkeparti, så har flere af dem formået at bryde gennem mediebilledet med deres sælsomme og muntre kritik af valgets og livets paradoks. Hos Mau og Sørensen findes der kun munterhed for den, der klukker af kække Marx-omskrivninger og måløst oprør.

Den centrale tese lader til at være, at sofavælgeren er den rationelle proletar. En person uden økonomisk og politisk magt, der er tvunget til at sælge sig for at eksistere, men som ikke tillades at påvirke de grundlæggende vilkår omkring sin tilværelse. For denne person er den rationelle handling at nære mistro til det politiske system, undlade at stemme og organisere sig i sit nærmiljø med andre mennesker. Hvilken organisering må blæse i vinden, for som de sande altruister de er, lader Mau og Sørensen være med at anbefale at man gør noget andet end ikke at stemme. Dem der er enige skal bare begynde at udvikle alternativer.

Der mangler perspektiv her. I modsætning til Marx, hvor der altid kan ses en position i samfundet, antages en synspunkt uden for verden, der peger på det forfærdelige ved vores system. Men denne form for ideologikritik er død. For vi ved det alle sammen godt!
Politik i den gængse forståelse at der sker udvikling gennem forskellige samfundsklassers konkurrence på den parlamentariske scene er blevet erstattet med et gøglermarked hvor politiske holdninger promoveres som spotvarerne i supermarkedet – altid til salg, aldrig det samme.

Men dette standpunkt kan ikke mødes ved at forlade gøglermarkedet. I de lande, hvor stemmeprocenten er lavere end i Danmark har højrefløjen og apatien i langt højre grad fat med enorme sociale konsekvenser. I de lande har storkapital og mægtige cirkler frie hænder til at skalte og valte med landets ressourcer. Også i Danmark ville det, at venstreorienterede – for det er jo dem Mau og Sørensen adresserer – forlod valghandlingen have enorme konsekvenser for hele den danske arbejderklasse og alle undertrykte grupper. Der er intet behov for at gå i detaljer.

Den danske stat er et repræsentativt demokrati – det er ikke en demokratisk repræsentation. Derfor vil staten fint fungere med en mindre mængde stemmer. Var det sådan at Mau og Sørensen havde ret i deres antagelser ville dette end ikke ændre noget, da politikerne jo alligevel gør det samme. Men der er nok alligevel grund til at tro, at staten ville fungere fint uden de herrers deltagelse og at deres fjender ville udnytte den larmende passivitet til at indskrænke mulighederne for den slags organisering som Mau og Sørensen mener at nogle andre skal tage sig af en anden gang.

Men spøgelset går jo gennem Europa. Det er jo EU-parlamentet, der beviser pointen om, at anerkendelse af en udemokratisk struktur berøver parlamentet legitimitet. Mens dette er sandt, så har dette primært bevirket, at EU er blevet meget lettere at manipulere for lobbyister og teknokrater. Heldigvis viser der sig sprækker i denne kæde. I Grækenland er det efter mange års mobiliseringer lykkedes for SYRIZA at vinde majoritetsopbakning bag deres kamp mod EU-systemet, spørgsmålet er ikke endeligt afgjort. I Spanien har Podemos netop bevist, at der en mulig overgang fra sociale bevægelser til parti og har – i en særligt spansk situation vist, at der er mulighed for en ny type konvergenser af bevægelse, partier og magten over de politiske institutioner. Også i Irland rumler det på gulvet. I Tyrkiet har kurdernes brave kampe mod ISIS og de sociale bevægelser, der er opstået i kampene mod Erdogan bevirket at HDP er blevet valgt ind for første gang.

Den internationale udvikling tyder på, at det ikke er det aktive apatiske valg, der går som et spøgelse gennem Europa. Det 21. århundrede har allerede været vidne til nogle af de største protester i menneskehedens historie. Skalaen for masseaktioner er vokset eksplosivt. Men disse masseaktioner har opnået uforståeligt lidt. I Latinamerika og nu i Europa er disse massebevægelser begyndt at antage en parlamentarisk politisk form, til dels som eksisterende venstrefløjspartier i forandring, til dels som nye initiativer på baggrund af bevægelsernes udtryk og form. Denne forandring skaber en akkumulation af kræfter, der på ny åbner mulighederne for politisk og revolutionær diskussion omend rammerne i alle de specifikke tilfælde er meget snævre og udfordrende.

Derfor er det også et kuriosum at Mau og Sørensen netop nu sætter ud på denne kampagne mod parlamentarismen. I det øjeblik, hvor beviserne begynder at hobe sig op for, at en reorganisering, og -vitalisering, af den europæiske venstrefløj kan lade sig gøre, så stikker de halen mellem benene. Men hov vent, med marxistisk præcision gør de det jo klart, at der er tale om at lade være med at stemme ved dette valg – lade være i den danske situation – lade være med at stemme på Enhedslisten? Hvis der ikke er tale om en åbenlyst obligatorisk afsværgelse, så er der jo bare tale om en kampagne mod Enhedslisten.

Der er ét parti, der søger at repræsentere den danske arbejderklasse og de undertrykte grupper i Danmark – det er Enhedslisten. Hvis Enhedslisten klarede sig godt ved det danske valg ville vi skrive os ind i den europæiske udvikling af en ny venstrefløj. Vi ville kunne bruge fremgangen til at styrke en fælles kamp for et Europa for folket og ikke for pengene og alt det der. Men det er jo de europæiske sofavælgere Mau og Sørensen repræsenterer, så selv dette perspektiv er der ikke meget fremtid i. Kampagnen føres mig bekendt ikke i de borgerlige medier. Nok har man fået spalteplads i et par aviser, men mest for at gøre spindoktorer opmærksomme på nyttige idioter og dels for at promovere enhver svækkelse af den yderste venstrefløjs tilstedeværelse i parlamentet. Kampagen kan heller ej være rettet mod SF, da deres vælgere synes intenst overbeviste om SF's rolle i Folketinget. Derfor er kampagnens hovedfokus at forsøge at overbevise folk, der kunne tænkes at stemme på Enhedslisten, og måske Alternativet, om at de hellere skal lade være.

Kritikken af Enhedslisten lader til at være, at Danmark har negativ parlamentarisme. Enten har Mau og Sørensen set for mange politikserier eller også er de blevet forvirrede af journalister. Regeringen skal kun gå af, hvis der er et flertal imod den – den skal ikke have et flertal for sig. Derfor er Enhedslisten egentlig ikke regeringens støtteparti. At skulle vælte regeringen ville kræve, at man sammen med DF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance forfattede en enighed, der ville bringe regeringen til fald. At et sådant punkt netop var ved at opstå (Corydons skjulte dokumenter i DONG-sagen) da valget blev udskrevet maner til eftertanke.

Der er rigeligt man kan kritisere Enhedslisten for, men det har højst sandsynligt ikke været muligt at stille regeringen i mindretal på et progressivt forslag én eneste gang. Men mens Mau og Sørensen erkender at det handler om al anden organisering end den i Folketinget, så anerkender de ikke, at dem der har kritiseret det, de kalder regeringens klassekamp fra oven, er Enhedslisten. De anerkender heller ikke, at Enhedslisten er brudt igennem den organisatoriske mur og giver stemme til folk i hele landet. I afmagt over, at deres bevægelse ikke blev raison d'être for en samlet dansk venstrefløj råber de til de aktive: Smid det på gulvet, det virker ikke!

Opbyggelse af redskaber til forandring af verden er ikke en nem udfordring. At skabe en protest over et system, man må deltage i for ikke at blive spist er en skizofren tilværelse. Derfor er der brug for konstruktive forsøg på at analysere sammensmeltningen af bevægelse og parti, de indflydelser som bevægelser kan have på politiske partier og hvordan dette kan ændre den politiske dagsorden fra det parlamentariske til det folkelige. Denne diskussion må tages med et langt bredere udsnit af befolkningen end den, der udgøres af den traditionelle venstrefløj, men det formår eller ønsker Mau og Sørensen jo ikke. Enhedslisten har til gengæld vist sig at være et redskab, som kan danne grundstenene for en sådan bevægelse – særligt i et samspil med andre europæiske aktører.

Arbejderbevægelsen er nemlig ikke død! Selv i det mest forstenede fagforeningssystem, så vil arbejdskraftens salg på et frit og anonymt marked føre til at de som sælger arbejdskraft organiserer sig og forener deres interesser. Det sker i form af små virksomheder, af fællesskaber, af sportsklubber og i form af faglig organisering på den enkelte arbejdsplads. Selv så enorme historiske tilbageskridt som dem, der blev resulatet af det 20. århundrede er ikke nok til at knække det objektive forhold, at der er fælles interesser at organiseres om. Derfor ville der heller intet være til hinder for allerede nu at igangsætte aktiviteter, der tilbød reelle alternativer til parlamentarismen. Argumentet om at negationen skal komme før den positive selvforståelse er misforstået. Det er naturligvis den primære erfaring, hvis ens politiske aktivitet først og fremmest har været at lave en protestaktion, men den løber hurtigt tør for damp. Politisk forandring skabes ved at organisere en anden praksis at være menneske omkring. Denne praksis opstår ikke fordi man fornægter en anden praksis, ligesom rosen ikke får sine torne, af ikke at være valmue.

At skabe denne praksis ville være et godt, mobiliserende og potentielt forandrende projekt, det er en af Enhedslistens strategiske hovedopgaver. Det må ske i forståelse for at folk godt forstår at systemet er problematisk – at det ikke indeholder sandheden. Men systemet indeholder nydelse, monotoni, hverdagens glæder. Derfor må et systemisk brud påtage sig en kritisk, der tilbyder en ny glæde, der muntert udstiller galleriet og i nye former indrager folk i dansen om deres liv. Tilbagetrækningen fra dette systems nydelser er en tilbagetrækning ikke til sandheden men til det negative af en ikke-sandhed. Det er den samme glæde, som kan opnås ved at gå en tur i supermarkedet og undlade at handle. Til at begynde med er det befriende at komme væk, men når spisetiden oprinder bliver man nok ked af at køleskabet er tomt.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen - herunder indlæg om Anti-parlamentarisme og valg-deltagelse-debatten på Modkraft (og i bøger).

En ung mand der skød i vrede

Astrid Vang Hansen — Thu, 19 Feb 2015 12:23:16 +0000

Af Astrid Vang Hansen

En ung mand der skød i vrede

Der var engang en ganske ung mand, som købte en pistol, gik hen til et sted der symboliserede det han var vred over og skød og dræbte en mand der…

Hans forældre var migranter og han tilhørte en minoritetsreligion, men han var selv født og opvokset i det land som blev målet for hans vrede…

Han havde klaret sig godt i skolen, men droppede ud fordi han følte sig diskrimineret på baggrund af sin religion. Han var intelligent og følsom, men havde kun få venner. Han holdt af at dyrke sport og han blev mere religiøs end sine forældre.

I sine tidlige teenageår oplevede han hvordan der blev indført love som var rettet imod den minoritet han tilhørte. Det var love der begrænsede mulighederne for ægteskab. Love der fratog statsborgerskab. Love der udviste. Love der diskriminerede.

Som ganske ung flyttede han hen til sin onkel i håbet om at der var bedre muligheder for ham der…

En dag hørte han nyheden om en frygtelig gerning begået imod hans folk. Tusinder på flugt. Heriblandt hans familie…

Han var langt på afstand. Havde ingen penge og ingen papirer. Kunne intet gøre for at hjælpe dem…

Magtesløsheden og vreden greb ham.

Og så begik han en tåbelig handling. En utilgivelig handling.

... Han købte en pistol og gik hen til den bygning der mest symboliserede det system han følte vrede imod.
Der skød og dræbte han en mand.

-------------

Dette er historien om Herschel Grynszpan. En 17-årig jøde. Født og opvokset i Tyskland med polske forældre. D. 9. nov. 1938 skød og dræbte han en tysk diplomat (som endda var kritiker af jødeforfølgelserne), på den tyske ambassade i Paris.

Det var da Goebbels modtog denne nyhed, at han satte gang i det der siden er blevet kaldt ”Krystalnatten”. Nazisterne og de tyske medier kaldte Grynszpan’s handling ”et angreb på det tyske folk”. Helt frem til ’42 forsøgte Goebbels at ”bevise” at den unge teenagers handlinger var et led i en international jødisk konspiration. En ekstremistisk terrorbevægelse…

Dette er ikke et forsvar for Grynszpan. Ej, heller en retfærdiggørelse af hans handlinger.

Jeg vil blot, med denne historie, minde om, at frygtelige hændelser kan blive misbrugt til at gøre endnu mere frygtelige ting…

Mere end 70 år efter, taler vi stadig om krystalnatten, men vi hører aldrig om Grynszpans attentat. Hvorfor? Fordi hans handling på ingen måde – på ingen som helst måde overhovedet – kan retfærdiggøre hvad der senere skete den nat og hvad der skete sidenhen…

Aldrig mere krystalnat.

Se også linksamlingen om Krystalnatten på Modkraft Biblioteket.

Brasilien har tabt, men kampen fortsætter

Astrid Vang Hansen — Sun, 13 Jul 2014 23:07:55 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Gæsteblog af Martin Werner Witting og Nicolas Jones Pedersen.
Vi er to venstrefløjsaktivister, som er i Brasilien og blandt andet besøger kammerater fra PSOL (Bredt antikapitalistisk parti) og deltager i protester mod den sociale slagside af VM. Her er et lille indspark om protesterne.

Kampdag

Imens spillere og fans gør sig klar til dagens fodboldkamp i Brasilia, sidder vi i et lokale tilknyttet universitetet og maler bannere til dagens protester mod World Cup.

På banneret står der “The 6. oppression is not a victory we want for Brazil”, hvilket refererer til at Brasilien har vundet VM 5 gange før. Anti-VM bevægelsen afholder protester hver gang, at der er fodboldkamp under mesterskabet - hver med et forskelligt tema, som belyser problematikkerne afledt af VM. Dagens tema er undertrykkelse af forskellige grupper i Brasilien, herunder kvinder, LGBT personer og sorte, som styrkes af VM. Et af fokus områderne er, at regeringen i ledtog med FIFA har styrket kønsrollerne i landet og givet plads til mere sexturisme, hvilket leder til en grov undertrykkelse af hovedsageligt unge kvinder.

Stedet for protesten er ved en central busstation, hvor mange forbipasserende stopper op for at se hvad der foregår og tager imod flyers. Nogle af dem tager ordet og giver deres mening til kende om FIFA og VM - og de er ikke positivt stemte. Der er talere fra forskellige sociale bevægelser og partier samt kampråb og sange.

Regeringen får det roede kort

Regeringen, med Dilma fra det såkaldte arbejderparti (PT) i spidsen, har valgt at bruge enorme summer på VM, i stedet for sociale problemer, så som et dårligt offentligt sundheds-, uddannelses- og transportsystem. Fx valgte man at rive stadionet ned i Brasilia for at bygge et nyt for ca. 4,5 milliarder kr., frem for at forbedre forholdene for et stigende antal mennesker, som lever i faldefærdige huse gemt væk udenfor byen.

En anden del af kritikken går på de negative konsekvenser direkte forårsaget af VM. Fx er over 100.000 fattige menneskers hjem blevet ryddet for at kunne opføre nye bygninger og for at kunne fremvise Brasillien som et mere præsentabelt land for turisterne under VM. Derudover er retten til salget af drikkevarer inden for en vis radius af stadionet blevet forbudt for lokale, således at FIFA, og deres pengegriske sponsorerer, rapser hele profitten.

VM har betydet at politiet har fået flere beføjelser, patruljerer i langt højere grad og griber ind i folks dagligdag. Et eksempel er i Rio, hvor der ses politi eller militær på hvert gadehjørne og overvågningskameraer i enhver gadelygte i de favelaer, som turisterne kommer forbi.

Mange brasilianere elsker fodbold, men når man kigger på de tårnhøje billetpriser, er det tydeligt, at VM ikke er for den store del af befolkningen. Dette VM er for de rige, for turisterne og for skruppelløse virksomheder, som tjener kassen uden at give noget tilbage.

Kampstart!

De fleste husker nok billederne fra Brasilien for et år siden, hvor der var massive protester under Confederacion Cup og forberedelserne til VM. Det hele startede i juni 2013, hvor forskellige bevægelser samlede deres krav og over 1 million gik på gaden i over 100 byer i Brasilien. Op til de store protester havde de studerende i Sao Paolo fremført krav om gratis offentligt transport, som stod i diametral modsætning til borgmesterens planer om at hæve priserne.

Samtidigt var de hjemløses arbejderes bevægelse (MTST) på gaden med krav om boliger til de mange arbejdere i Brasillien uden tag over hovedet.

På samme tidspunkt var der en bevægelse, startet af LGBT organisationer, mod stærke konservative forslag fra højrefløjen. Et af forslagene var at tilbyde behandling til homoseksuelle og et diplom som bevis på at de er blevet kureret for deres homoseksualitet.

Man formåede at samle de forskellige bevægelser og stille krav til regeringen om at løse nogle af de skitserede problemer som folk står overfor, i stedet for at bruge penge på afholdelse af pompøse sportsbegivenheder.

Politiet valgte at slå hårdt ned på protesterne og prøvede at skræmme folk til ikke at deltage. Dette samlede folk mod den massive politi repression og bevægelsen spredte sig til hele Brasilien med en større gennemslagskraft end hidtil set.

Næste kamp - med et styrket hold

De store tabere efter VM er ikke Brasiliens landshold, men derimod den brede befolkning.

Den ægte skurk er ikke Brasiliens træner - det er Dilma!

Til oktober er der valg og emnerne som er blevet bragt op af bevægelsen vil helt sikkert komme op igen under valgkampen. Samtidigt er de sociale bevægelser kommet tættere på hinanden og har skabt bånd som forhåbentligt kan bruges i fremtidens kampe.

Behovet for sociale forandringer i Brasilien er blevet understreget og regeringen har vist at de ikke kan eller vil tage de nødvendige skridt for reelle forandringer!

Oprøret i Tyrkiet lever stadig

Astrid Vang Hansen — Wed, 03 Jul 2013 13:35:37 +0000

Af Astrid Vang Hansen

”Bu daha baslangiç - Mücadeleye Devam!” råber demonstranterne. ”Kampen fortsætter – dette er kun begyndelsen”. Efter rydningen af Taksim-pladsen og Gezi-parken har bevægelsen taget nye former, og demonstranterne tager nu del i mange forskellige typer af demonstrationer. ”Nu har de oplevet at få den samme peberspray – den samme gas” siger Umut. ”Det gør noget ved mennesker. Ændrer deres bevidsthed”.

”Bu daha baslangiç - Mücadeleye Devam!” råber demonstranterne. ”Kampen fortsætter – dette er kun begyndelsen”.

Omkring 20.000 mennesker samledes i går til en mindedemonstration i anledning af 20året for en massakre imod nogle alevitter i byen Sivasin i 1993.

Det var først og fremmest demonstranterne fra Taksim-bevægelsen, der var samlet. Efter rydningen af Taksim-pladsen og Gezi-parken har bevægelsen taget nye former, og demonstranterne tager nu del i mange forskellige typer af demonstrationer. I søndags samledes 60.000 til Pride-parade. En demonstration der normalt kun samler omkring 2.000 personer i Istanbul. På samme måde er allevitternes mindedemonstration en årlig begivenhed, men i går sås et hidtil uset opbud.

Sammen med en flok unge fra Gençlik Muhalefeti (Ungdoms Opposition) deltager vi fire unge fra Socialistisk UngdomsFront i demonstrationen, for at vise solidaritet og finde inspiration fra bevægelsen.

Umut fra Muhalefeti forklarer at, protesterne omkring Gezi-parken har bragt folk sammen på tværs af mange forskellige skel: Fodboldfans og feminister, LGBT-grupper og religiøse, kurdere og kemalister (nationalister), sunnier og alevitter, kommunister og miljøhippier. ”Nu har de oplevet at få den samme peberspray – den samme gas” siger Umut. ”Det gør noget ved mennesker. Ændrer deres bevidsthed”.

På mange måder ligner Istanbul sig selv. Barrikaderne fra kampe mod politiet er forsvundet. Folk går på arbejde. Men alligevel er intet det samme. Mens demonstrationen går igennem gaderne i kvarteret Kadiköy, i den assiatiske del af byen, vælter det frem med begejstrede mennesker i vinduerne i boliger, butikker og busser. De vinker, klapper og råber med på kampråbene - de er også en del af bevægelsen.

Hver aften, når folk får fri fra den sædvanlige 12 timers arbejdsdag, samles mennesker i byens parker for at diskutere politik. 43 parker rundt omkring i byen fungerer som samlingspunkter, med et åbent plenum, hvor folk kan komme til orde med deres ideer. Folk sidder i græsset og lytter til talerne eller diskuterer med hinanden. Der er ophængt bannere i træerne, og der står små boder med gratis mad, bøger og alt hvad folk har fantasi til. I parkerne vejres stemningen for de næste skridt i bevægelsen og her besluttede man f.eks. at gå samlet til allevitternes mindedemonstration i solidaritet med deres undertrykkelse.

De største samlinger sker hver lørdag under navnet ”Taksim Solidaritet”. Der demonstreres under hovedparoler mod politibrutalitet og AKP’s undertrykkelse, med krav om Erdogans afgang og for frigivelse af de politiske fanger.

Bevægelsen er tydeligt præget af ungdommen. 52 % af befolkningen er mellem 16 og 25 år. Det er helt tydeligt at det er denne generation, der er stærkest tilstede i protesterne. Selvom der findes adskillige organiserede grupper både på venstrefløjen og omkring enkeltsager, er langt de fleste i bevægelsen uorganiserede unge. Der er en stemning af afsøgende, eksperimenterende engagement. Konstant udvikles nye symboler og måder at diskutere og kæmpe på. F.eks. pingvinen der kaster blomster, som symbol på de nationale mediers arrogance og fortielse, da de viste en dokumentar om pingviner, mens Istanbul stod i flammer i en 38 timer lang gadekamp. Og protestformen ”standing man” er også blevet et nyt koncept. Rundt omkring stiller folk sig op og står stille i nogle timer. Ser ud i luften. Står op for rettigheder, helt bogstaveligt.

Mange koncepter fra bevægelsen ligner de protestformer, som man har set i de senere år under oprøret mod Mubarak i Egypten, Plaza-bevægelsen i Spanien og Occupy-bevægelsen i USA. Byens offentlige rum erobres og fungerer både som protestform i sig selv og som centre for politik-udvikling og organisering. Også her spænder parolerne vidt og samler mange forskellige frustrationer. ”Det er simpelthen en eksplotion af ophobet vrede, som vi oplever” forklarer Umut.

”Her yer Taksim – Her yer Direniş!” råber de overalt. ”Alle steder Taksim – alle steder modstand”.

Af: Camilla Holst, Frida Groth, Nicolas Jones og Astrid Vang

Mistillid til Bølle-Bjarne

Astrid Vang Hansen — Sat, 30 Mar 2013 08:02:24 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Onsdag d. 20. marts var titusindvis af lærere på gaden i protest mod KL’s og regeringens angreb på lærernes arbejdstid. Et af demonstrationernes klare budskaber var en klar mistillid til finansminister Bjarne Corydon. Det blev udtrykt både igennem taler, bannere og skilte med bl.a. parolen ”gæk, gæk - Corydon gå væk” og en efterlysning af Corydon for ”mordforsøg” på det danske aftalesystem.

Utilfredsheden er naturligvis ikke alene rettet mod Corydon. Den retter sig mod regeringen som helhed og desuden imod KL i den konkrete konflikt. Men mens der er hårdtslående argumenterne imod at vælte regeringen med et mistillidsvotum, ser det anderledes ud med mulighederne for at fjerne Corydon som minister.

Hvorfor ikke vælte regeringen nu?

Lysten til at vælte regeringen som helhed er ganske vist massiv. Reelt vil det dog stille lønmodtagerne i en yderst svækket position, at spille fallit og få ”VKO” tilbage. Højrefløjen står på samme tid klar med de mest aggressive angreb mod lønmodtagerne vi længe har set: Ulovliggørelse af blokade retten, massive nedskæringer på de offentlige udgifter og yderligere angreb mod studerende og arbejdsløse.

Dette vil blot være første bølge af højrefløjens angreb. Dernæst kan vi kun frygte for hvilke yderligere angreb en ny regering vil lancere, så længe at:
De er blevet valgt med et massivt flertal
Fagbevægelsen har spillet fallit, som politisk modpol
S-SF ikke længere udgør et reelt parlamentarisk alternativ

Derfor må det stå klart at Enhedslisten ikke bør stille en offensiv mistillid til regeringen – hvorvidt regeringen præstere at vælte sig selv, ved ikke at sikre opbakning til en finanslov, må være op til dem selv.

Hvorfor fjerne Corydon?

Men selvom Enhedslisten ikke bør vælte regeringen offensivt nu, er der masser af mulighed for at ”regulere” regeringens sammensætning og politiske manøvrerum gennem de siddende ministre. At kræve en ministers afgang vil ikke ændre fundamentalt på regeringens førte politik, men kan ændre på den pågældende ministers personlige indflydelse og udførelse af regeringens politik. Der kan være stor forskel på hvordan de enkelte ministre i praksis udfolder regeringens politik, og derved også hvordan den førte politik reelt påvirker samfundet.

Det må stå helt klart at Bjarne Corydons:

Indblanding i forhandlingerne mellem SAS og de kabineansatte var uhørt
Tilbageholdelse af beregninger om hvor mange der ville miste dagpengene var politisk fup-mageri.
Står i spidsen for højredrejningen af Socialdemokraternes økonomiske politik.

Sågar har tidligere overvismand og tidligere formand for arbejderbevægelsens erhvervsråd, Christen Sørensen, udtalt at han er overbevist om at finansministeriet har manipuleret med tallene bag deres økonomiske politik. Han kalder det ”værre end under Schlüter”, fordi uvildige personer ikke har adgang til at se de tal der danner basis for udregningerne i finansministeriet, hvilket ellers altid har været normal procedure. Det er både udemokratisk og suspekt.

Men det vigtigste argument overhovedet er det massive fremmøde til demonstrationerne i solidaritet med lærerne onsdag d. 20. marts, hvor kritikken af Corydon helt entydigt var på dagsorden. Dette giver det bedst tænkelige udgangspunkt for at fjerne en minister, som på alle måder skader både lønmodtagernes interesser, arbejderbevægelsen som helhed og venstrefløjens projekt.

På denne baggrund er det ikke bare muligt, men også en oplagt chance at fjerne Corydon og kræve et bedre alternativ. Det vil bringe en konkret sejr til den seneste tids protestbevægelser og svække regeringens nuværende politiske kurs.

Enhedslisten bør stille mistillid

Grundloven nævner i §15 mistillidsvotum, idet det fastslås, at ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Mistilliden skal selvfølgelig ikke blot være en parlamentarisk gave til oppositionen, men skal have et klart politisk grundlag. Her bør følgende nævnes:

Bjarne Corydon har i finansministeriet forvaltet regeringens politik i sin absolut mest borgerlige udgave, hvor skattelettelser til de rigeste kommer på bekostning af de svageste grupper, studerende og arbejdsløse – Folketinget udtrykker sin mistillid til dette.
Bjarne Corydon har blande sig i det danske aftalesystem – Både gennem SMS’er, men også ved at optræde som KL’s tæskehold, der står klar med et lovindgreb, såfremt lærerne ikke acceptere KLs urimelige krav – Folketinget udtrykker sin mistillid til dette
Bjarne Corydon har, ud fra en politisk agenda om at bidrage til en højreorienteret borgerlig økonomisk forståelse, undgået normale demokratiske spilleregler omkring adgang til tal og beregninger – Folketinget udtrykker sin mistillid til dette.

Hvorvidt et flertal i folketinget ønsker at stemme for et mistillidsvotum på ovenstående grundlag, vil i praksis være op til folketingets borgerlige partier. Nægter de at støtte et sådan mistillidsforslag, vil det om ikke andet stå helt klart at:

”Bjarnes blå politik - støttes af folketingets blå partier”

Af Astrid Vang Hansen og Jonathan Simmel

Syriza's program for Grækenland

Astrid Vang Hansen — Fri, 14 Dec 2012 12:01:07 +0000

Af Astrid Vang Hansen

Udviklingen i Grækenland er stadig ekstremt højspændt. Og overalt i Europa synes venstrefløjen at diskutere Syriza, der netop nu er ved at forme sig som et egentligt parti i stedet for den valgalliance det hidtil har været. Syriza har vedtaget en lang række punkter, som er deres program for hvad de vil gøre hvis det lykkes dem at danne en regering (måske efter næste valg?). Så vidt jeg ved er dette program ikke tidligere blevet trykt på dansk? Derfor har jeg nu oversat det og bringer det her til inspiration og debat for den danske venstrefløj.

Er det et program som svundne tiders socialdemokrater kunne have foreslået på en god dag? Er det et revolutionært program som Lenin ville have jublet over? Eller noget helt tredje?

Læs, døm selv og kommenter gerne :)

Syriza's program for Grækenland

Revision af den offentlige gæld og genforhandling af forfaldne renter, samt suspension af betalinger, indtil økonomien er genoplivet og vækst og beskæftigelse er tilbage.
Stille krav om at EU ændrer den Den Europæiske Centralbanks rolle, således at den finansierer stater og programmer for offentlige investeringer.
Hæve indkomstskatten til 75% for alle indkomster over 500.000 euro.
Ændre nationale valglove til et proportionalt system.
Øge afgifterne for store virksomheder til samme niveau som det europæiske gennemsnit.
Vedtagelse af en skat på finansielle transaktioner og en særlig afgift på luksusvarer.
Forbud mod spekulative finansielle derivater.
Afskaffelse af finansielle privilegier for Kirken og skibsbygningsindustrien.
Bekæmpe bankernes hemmelige [foranstaltninger] og kapitalflugt til udlandet.
Drastisk beskæring af militærudgifter.
Hæve minimumsløn til niveau før nedskæringerne, 750 euro om måneden.
Brug regerings bygninger, bankerne og Kirken til de hjemløse.
Åbn Spisestuer i offentlige skoler for at tilbyde gratis morgenmad og frokost til børn.
Gratis sundhedsmæssige fordele til de arbejdsløse, hjemløse og dem med lave lønninger.
Tilskud op til 30% af afdrag på realkreditlån til fattige familier, der ikke kan opfylde betalinger.
Forhøjelse af tilskud til de arbejdsløse. Øge social beskyttelse for enlige forældre, ældre, handicappede og familier uden indkomst.
Skattelempelser for varer af primær nødvendighed.
Nationalisering af banker.
Nationalisering af tidligere offentlige (service & forsyningsselskaber) virksomheder i strategiske sektorer for væksten af landet (jernbaner, lufthavne, post, vand).
Præference for vedvarende energi og forsvar af miljøet.
Lige løn for mænd og kvinder.
Begrænsning af usikre ansættelser og støtte til kontrakter på ubestemt tid.
Udvidelse af beskyttelsen af arbejde og løn for deltidsansatte.
Genetablering af kollektive overenskomster.
Øge arbejdstilsynet og kravene til virksomheder, der foretager bud på offentlige kontrakter.
Forfatningsmæssige reformer der skal sikre adskillelse af kirke og stat, beskyttelse af retten til uddannelse, samt sundhedspleje og miljø.
Folkeafstemninger om traktater og anden lovgivning fra EU.
Afskaffelse af privilegier for parlamentsmedlemmer. Fjernelse af særlig juridisk beskyttelse for ministre og tilladelse til, at domstolene kan retsforfølge medlemmer af regeringen.
Afmilitarisering af Kystpatruljer og anti-oprørs special-tropperne.
Forbud for politiet mod at bære masker eller bruge skydevåben under demonstrationer.
Ændre politiuddannelsen med fokus på at understrege de sociale temaer som indvandring, narkotika og sociale faktorer.
Sikre at menneskerettighederne overholdes i indvandre-fængslerne.
Lette genforening af indvandrerfamilier.
Legalisering af indtagelse af narkotika til fordel for kampen mod narkohandel. Øge støtten til stof rehabiliteringscentre.
Regulerer den juridiske ret til militærnægtelse af samvittighedsgrunde.
Øge midlerne til den offentlige sundhed op til det gennemsnitlige EU-niveau. (Det europæiske gennemsnit er 6% af BNP, i Grækenland bruger man 3%.)
Afskaffelse af brugerbetaling for nationale sundhedsvæsener.
Nationalisering af private sygehuse. Afskaffelse af privat deltagelse i det nationale sundhedssystem.
Tilbagetrækning af græske tropper fra Afghanistan og på Balkan.
Ingen græske soldater uden for vores egne grænser.
Afskaffelse af militært samarbejde med Israel.
Støtte til oprettelse af en palæstinensisk stat inden for grænserne fra 1967.
Forhandling af en stabil aftale med Tyrkiet.
Lukning af alle udenlandske baser i Grækenland og tilbagetrækning fra NATO.