Katrine Toft Mikkelsen's blog

Derfor stemte vi nej!

Katrine Toft Mikkelsen — Thu, 13 Nov 2014 12:08:32 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Af Katrine Toft Mikkelsen, Lone Degn og Michael Voss, medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Sender denne finanslov et signal om, at regeringen har fortrudt, at den i tre år har ført blå bloks politik – og at den nu vil bevæge sig i en ny retning?

Vil den få tusinder af mennesker til at tro på, at der kan være forskel på blå og rød blok – og dermed skabe mulighed for, at vi undgår en ny Løkke-regering?

Vil den skabe begejstring? Vil den skabe håb?

Nej, det tror vi bestemt ikke. . Men det var lige præcis sådan en finanslov, der var brug for. Det er i bund og grund derfor, at vi stemte nej, da Hovedbestyrelsen tog stilling til dette finanslovsforlig.

Det er svært at se, hvordan man kunne strikke en finanslov med ovennævnte effekt sammen uden en betydelig forbedring på dagpengeområdet. Men der er intet til de titusinder af arbejdsløse, som mister deres dagpenge. Når arbejdsmarkedsydelsen ikke længere er i kraft, så ryger de på kontanthjælp. For de fleste er det en nedgang i indtægt fra 17.000 til 10.000 kr. om måneden. De skal stå til rådighed for nyttejobs, og de optjener ikke ny dagpengeret.

De eneste arbejdsløse, der får noget ud af den nye ordning, er de omkring 6.-7000, som ikke er berettiget til kontanthjælp, fordi de har ejerbolig, formue eller ægtefælle med egen indtægt. I et år vil de alligevel kunne få kontanthjælp uden modregning. . .

Ja, der er forbedringer i denne finanslov, som bestemt vil gavne nogen. Ja, der er to rigtig vigtige forbedringer imellem, som både har symbolsk og strategisk betydning for styrkeforholdene: 1) Forhøjelse af fradragsretten gør det billigere at være med i en rigtig fagforening; 2) Den gensidige forsørgerpligt for samlevende afskaffes igen, men det trækker godt nok ned, at det først får fuld effekt en gang på den anden side af næste valg.

De fleste af disse forbedringer ville gå tabt, hvis Enhedslisten ikke havde indgået finanslovsforlig. ”Det vil folk ikke kunne forstå.” ”Det kan vi ikke forsvare”. ”Det kan vi ikke forklare”. Sådan lyder det fra dem, der støtter forliget.

Vi hævder ikke at alle ville være enige med Enhedslisten, hvis vi sagde nej til denne aftale. Men mange vil forstå os. I Socialdemokraternes, SF’s og vores fælles bagland har der været en enorm fokus på dagpengespørgsmålet. Folk er skuffede, frustrerede og vrede over denne regering og helt specielt over, at den ikke har omgjort dagpengereformen. Det er denne frustration vi har til opgave at give retning."Ingen er i tvivl om, at det var et kernespørgsmål for Enhedslisten, og mange vil undre sig over, at vi kan indgå forlig uden andet end den lap-på-lap-på-lap, som den nye kontantydelse er.

Men i virkeligheden har det ingen betydning, om vi har ret i, at folk vil forstå det, eller om andre har ret i, at folk ikke vil forstå, hvis vi sagde nej til en finanslov som denne med nogle forbedringer.
Hovedbestyrelsen og folketingsgruppen arbejder nemlig på et mandat fra Enhedslistens medlemmer i form af en vedtagelse på Årsmødet i 2013. Ifølge den skal Enhedslisten ikke stemme for en finanslov, blot fordi der er forbedringer i den, heller ikke selv om vi risikerer, at forbedringerne falder på jorden. Ifølge mandatet skal vi kun stemme for en finanslov, der som helhed markerer et brud med regeringens hidtidige politik. Det er denne beslutning, vi har lagt til grund for vores stemmeafgivelse i Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Det er åbenlyst, at det er denne finanslovsaftale ikke . Det er en fortsættelse af den kurs, der har været lagt i hele regeringsperioden - med et par korrektioner. Det er derfor, at svaret er nej på spørgsmålene i starten af denne kommentar. Årsmødet vidste, at finanslovsforhandlinger kan ende som disse. Årsmødet vidste, at vi kan komme i en situation, hvor vi har forhandlet os til noget, der er godt, men ikke godt nok i lyset af de foregående år under denne regering. Årsmødet pålagde os at kræve mere end nogle forbedringer, nemlig en politisk skift fra regeringens side.

Det kan man være uenig i, og de fleste argumenter, vi har hørt for at støtte dette forlig, er i virkeligheden argumenter for, at Årsmødet traf en forkert beslutning. Men den diskussion og de argumenter burde have været gemt til næste Årsmøde.

Vi vil bestemt ikke love nogen, at et Enhedsliste-nej ville have fremtvunget en bedre finanslov. Men det havde vist alle de skuffede, frustrerede og vrede, at der er et parti, der repræsenterer dem, og det er der brug for, når der skal bygges op, hvad denne regering har smadret. Det havde mindsket risikoen for, at de bliver passive, sofavælgere eller DF-vælgere. Det ville have givet os et afsæt for en valgkamp, hvor det var tydeligt, at vi ikke har været og ikke vil være en del af regeringsblokken, men et politisk alternativ.

Kim til socialisme: Kardemommeloven og spejderlejr

Katrine Toft Mikkelsen — Tue, 22 Jul 2014 09:46:15 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

I forbindelse med vedtagelsen af et nyt principprogram for Enhedslisten blev det ivrigt diskuteret, hvad socialisme er og om vi i dag kan se nogle steder, hvor der er en kim til socialisme.

Hvad er det vi taler om, når vi snakker om et socialistisk samfund? Og er socialismen en utopi - en utopi, der strider imod menneskets natur?

Når jeg forestiller mig et socialistisk samfund, forestiller jeg mig et samfund, der i høj grad er styret af Kardemommeloven: “man skal ikke plage andre eller sætte livet til - og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil.”

Det lyder måske nok nærmere som noget, man ville kunne få de rablende ultraliberalister i Liberal alliance til at skrive under på, end som grundlaget for en socialistisk vision. Men for mig er friheden vigtig i socialismen - ja, faktisk helt afgørende. Men i modsætning til LA m.fl. handler det for mig ikke blot om friheden fra noget - men i endnu højere grad om friheden til noget; friheden til at udfolde og udvikle sig,

Og det kræver, at man har et materielt grundlag at gøre det på. Hvis man hele tiden skal kæmpe for den basale overlevelse eller leve i frygt for f.eks. at miste hele sit eksistensgrundlag i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed - så er man ikke fri. Hvis man ikke har muligheden for at deltage i sociale sammenhænge, få en uddannelse eller lignende - så er man ikke fri. Derfor forudsætter frihed, at vi i fællesskab sikrer at friheden ikke blot er formel, men i høj grad også reel. Som Marx skrev: det handler om at skabe et samfund, hvor det er “muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til”.

Imidlertid mødes man ofte med et argument om, at socialisme strider imod menneskets natur. Der lader til at være en meget bred konsensus om, at mennesket af natur er egoistisk og dovent. Ingen ønsker at lave mere end allerhøjest nødvendigt og vi vil belønnes - materielt. Mantraet “det skal kunne betale sig at arbejde” står som en uimodsagt sandhed, med dets implikation af, at hvis det ikke kan betale sig at arbejde, vil ingen lave noget.

I sommeren 2012 deltog jeg i en fælles korpslejr for knap 40.000 spejdere i Holstebro. Her oplevede jeg, at det sagtens kan lade sig gøre at få børn og unge til at lave en masse uden at det “kan betale sig”.

Når der skal laves mad hjælpes man ad - hver skræller de gulerødder, man kan og når der så skal spises får hver det, man har brug for - også selvom man måske kun nåede at skrælle en enkelt gulerod. Med andre ord: “yd efter evne - nyd efter behov” i praksis.

Og det var ikke kun i f.t. “pligtopgaverne”, at alle gav deres bidrag. Kreativiteten og hitte-på-somheden (innovation og iværksætterånd i management-sprog) blomstrede. Allerede dagen efter lejrens start kunne man se diverse konstruktioner rejse sig fra den bare mark: Storebæltsbroen, Aalborgtårnet, Frederiksborg Slot blev bygget op af rafter, mens andre lejre blev udstyret med alkover i flere lag og andre fantasifulde kreationer, udover naturligvis spiseborde, opvaskeborde etc.

Samtidig var lejren hele ugen igennem ren. Hvis nogen var kommet til at smide et stykke slikpapir, gik der ikke lang tid før en forbipasserende bøjede sig ned og samlede det op og smed det i en skraldespand - uden overvejelser om, at “det er ikke mit skrald” eller “hvad får jeg for det?”.

Disse børn og unge havde endnu ikke opdaget, at deres “natur” er at være egoistiske, dovne og grådige.

Så måske er det ikke nødvendigvis den menneskelige natur, der gør at vi forsøger at skrabe mest muligt til os og kun gør noget, hvis vi bliver betalt for det. Måske er det i højere grad et spørgsmål om kultur/socialisering.

Her finder vi kimen til socialisme!

Derfor var finanslovsforliget en fejl

Katrine Toft Mikkelsen — Wed, 21 Nov 2012 17:59:32 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Af Katrine Toft Mikkelsen og Lone Degn

Selvom det siges at være en dyd for venstrefløjen at fatte sig i korthed, vil vi her spille et længere indlæg på banen. Vi synes, at det er vigtigt, at konfrontere de argumenter for en borgerlig finanslov, der har været fremme i debatten indtil videre.

Efter vores vurdering er der i finanslovsaftalen små forbedringer, men langt fra nok til at opveje den grundlæggende borgerlige finanslov. De 2 mia.kr., som rammen om aftalen med Enhedslisten udgør i 2013 er meget lidt i forhold til de mere end 500 mia.kr. i offentligt forbrug som finansloven fastlægger.

På samme måde med den midlertidige løsning for de dagpengemodtagere, som tillades at falde ud af dagpengesystemet. Den nye ydelse, ”Uddannelse med forsørgelse”, er ikke en sejr efter vores vurdering, fordi:

(a) sammen med akutpakkerne skubber det problemerne for de udfaldstruede over på anden bølge af langtidsledige. De vil stå til sommer uden nogen form for redning – ingen akutjob, ingen midlertidig ydelse, intet.

(b) Samtidig er der intet, der garanterer, at vi forhindrer folk i at gå fra hus og hjem. Med 60 pct. af dagpengene er det de færreste, der kan betale deres bolig stadigvæk. Forsørgere med 80 pct. dagpenge – jo måske. Vi har i hvert fald givet dem lidt sukker på den VKO-forringelse, som regeringen tvinger ned i halsen på lønmodtagerne.

(c) bevægelsen for forandringer af dagpengesystemet vil stå meget svagere til sommer uden en finanslov at forhandle om. At sige ja til at redde folk i ½ år i første halvår 2013 vil betyde at kampen vil blive uklar og dermed drastisk formindske muligheden for sejr. Vi skal i hvert fald ikke regne med opbakning fra fagtoppen, sådan som nogle i ELs ledelse naivt synes at give udtryk for. Den alliance, som tilsyneladende var mellem Enhedslisten og visse topfolk i LO-organisationerne, forduftede som dug for solen, da akutpakkerne blev leveret.

(d) Enhedslistens troværdighed vil blive skadet ved at renoncere så drastisk på dagpengekravet, som tilfældet var. Vores troværdighed som dem der siger hvad vi mener og gør hvad vi siger, har lidt et knæk og splittet baglandet.

Argumenterne mod Enhedslistens deltagelse i en borgerlig finanslov

Tilhængerne af at indgå finansloven hævder, at indgåelsen af finansloven ikke passer ind i det uaktuelle skema, som Enhedslistens politik om finansloven åbenbart er udtryk for. (Se Enhedslistens årsmøde 2010. ”Enhedslisten og dannelse af en ny regering”.

http://www.enhedslisten.dk/files/Enhedslisten%20og%20dannelsen%20af%20en%20ny%20regering.pdf) I stedet for at se Enhedslistens politik som et (yderst) brugbart redskab til at undgå den situation, Enhedslisten står i nu – ja, så forklares det dårlige resultat med årsmødevedtagelsens utilstrækkelighed. Det forholder sig lige omvendt efter vores mening.

I det følgende vil vi prøve at redegøre for, hvorfor vi mener, at det var en fejl at gå med i finansloven, samt hvorfor argumenterne fra Ja-siden efter vores mening er uholdbare på kort og lang sigt. Nedenfor gennemgår vi ja-sidens argumenter og argumenterer imod dem.

#1: De udfaldstruede blev ofre i en kynisk kampagne

Det mest hørte argument for et ja til finansloven er, at det var et stort dilemma, hvor et nej ville gøre udfaldstruede langtidsledige til ofre på vores bål af systemoverskridende krav. Den udenforstående befolkning ville være aldeles uforstående overfor dette uforklarlige og amoralske valg.

Simon Nyborg, medarbejder for Enhedslistens folketingsgruppe, har ligeledes forklaret sin opbakning til finanslovsresultatet på følgende måde:

”Ikke mindst fordi Enhedslisten ved at sikre, hvad sikres kunne, gør det muligt at fortsætte kampen med en lille delsejr og med troværdigheden intakt over for den helt konkrete gruppe, vi selv med et overvældende og hidtil uantastet flertal har gjort til spydspids i kampen mod arbejdsløshed og for tryghed.”

”Når man nægter at anerkende dilemmaet, fralægger man sig også medansvaret for at have bragt Enhedslisten i det svære valg mellem to dårlige situationer. Det medansvar deler alle, der syntes, det var en fremragende idé at køre frem med dagpengeproblemet som den altoverskyggende og næsten ultimative sag.” (Simon Nyborg: ”FL13 - Om troværdighed, kynisme og ægte dilemmaer”. Gæsteblog på Pelle Dragsteds blog: http://dryp.modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/g%C3%A6steblog-fl13-om-trov%C3%A6rdighed-kynisme-og-%C3%A6gte-dilemmaer)

Argumentet ovenfor er kendt i mange varianter. Det er blevet fremført ivrigt af folketingsgruppen, som fortæller, at det ville være kynisk og amoralsk at lade første bølge af langtidsledige falde i økonomisk ruin for i stedet at kræve mere.

Det første problem med det argument er imidlertid den antagelse, at Enhedslistens kampagne har handlet om de udfaldstruede. Argumentet antager, at Enhedslistens hovedkrav har været at tilgodese en konkret gruppe inden for arbejderklassen med særligt dårlige vilkår/udsigter. Enhedslisten har skubbet denne gruppe foran sig i sin propaganda for ændring af dagpengereglerne, hævder JA-sigerne.

Imidlertid er det en omskrivning af historien. Enhedslistens faktiske kampagne har handlet om arbejdsløshedens skadelige virkning på hele arbejderklassen. Det er i den forstand at arbejdsløshedsspørgsmålet har haft sin relevans som dagsordensætter og som murbrækker for Enhedslistens deltagelse i finansloven.

Hovedkravet i partikampagnen har siden august været, at

”ledige skal senest efter 12 måneder arbejdsløshed skal have tilbudt job på almindelige overenskomstvilkår i minimum 26 uger eller uddannelse på dagpenge, og at der ved både arbejde og uddannelse under denne ordning optjenes ret til dagpenge, og at genoptjeningsperioden nedsættes til de tidligere gældende 26 uger.” (Enhedslistens kampagnegrundlag, HB 18.-19. august).

Og igen og igen er det blevet fremhævet af folketingsgruppen i medierne, at alle arbejdsløse skal have ret til ”job, uddannelse eller dagpenge”. Kampagnens kerne var at forbedre dagpengereglerne, således, at hele arbejderklassen fik gavn af det – mindre lønpres og forringelse af arbejdsvilkårene – krav om nye arbejdspladser etc.

Det bemærkelsesværdige ved kynisme-argumentet ovenfor er da også, at det først var EFTER at hovedbestyrelsen blev konfronteret med regeringens tilbud, at man fandt på retorikken ”vi kan ikke tillade os at lade de første udfaldstruede faktisk falder ud”.

Den styrke som kampagnen havde pga. det forhold at mange faldt ud, blev nu vendt på hovedet. Den første bølge af udfaldstruede blev af JA-sigerne brugt som gidsler, hvor de som særlig gruppe skulle favoriseres på bekostning af alle de mange mennesker, der mister deres job eller oplever forringet velfærd som følge af en borgerlig finanslov. JA-sigerne, som bruger dette argument er i mere end én forstand kynikere. Det er nemlig JA-sigerne, som skubber denne gruppe foran sig, skaber en kunstig skillelinje mellem de særligt hårdt ramte arbejdsløse og resten af arbejderklassen, og på den måde er med til at give SF’s højrefløj ret, når den hævder, at Enhedslisten er et ”klientparti”.

For hvordan kan det opfattes anderledes, hvis Enhedslisten er villig til at skrive under på en finanslov, der gør flere arbejdsløse end den redder – alene ud fra en ”særlig forpligtelse” overfor de langtidsledige. En politik som ”på vegne af de særligt dårligt stillede” ofrer flertallets interesser har – for os at se – en langt dybere kynisme end den, som JA-sigerne tillægger NEJ-siden.

2# Den hidtidig finanslovspolitik kan ikke bruges i den nuværende parlamentariske situation

Et argument, som man hører fra folketingsgruppen igen og igen, er, at Enhedslistens politik for indgåelse af finansloven ikke kan bruges i praksis. Årsmødevedtagelsen fra 2010 tager ikke højde for en situation, hvor Venstre vil forhandle finanslov og Enhedslisten således ikke længere er eneste mulighed for regeringen. Enhedslistens deltagelse i finansloven handler derfor for Ja-sigerne om at holde de borgerlige fra fadet. Derfor var og er det nødvendigt, at Enhedslisten viser mådehold – vi må endelig ikke stille store krav på forhånd.

Det første problem med mådeholds-argumentet er efter vores mening en helt forkert eller manglende forståelse af hvordan årsmødevedtagelsen skal bruges. Netop i den situation, hvor regeringen har muligheden for at vælge mellem de borgerlige og Enhedslisten, giver årsmødevedtagelsen nogle brugbare redskaber (ikke facitliste) til at udstille dette valg så tydeligt som muligt. Ved at stille krav om at finansloven skal indeholde markante forbedringer kan regeringen ikke spille Venstre-kortet for at få Enhedslisten fanget i underbudspolitik.

Men mådeholds-argumentet indebærer en fejlslutning på to niveauer.

For det første fordi argumentet ”Jamen så laver de aftalen med Venstre”, er lige så uholdbart, som argumentet ”jamen de truer os med valg”. Giver vi efter her, er det skruen uden ende – regeringen vil altid kunne bruge dette argument mod os. Til sidst vil vi stå tilbage med blot den mindste forbedring som eneste begrundelse for at indgå en borgerlig finanslov – hvis ikke vi da krydser hegnet helt og stemmer for det mindste onde; for ”alternativet var meget værre”.

Ideen om, at vi skal acceptere så små ændringer som muligt for at undgå en blå finanslov, er naiv, fordi den antager, at det er Enhedslisten der bestemmer om regeringen vil lave finanslov med EL. Den er skadelig, fordi den leder til at Enhedslisten blåstempler borgerlig politik og dermed udsletter sin klare profil. Og den er farlig, fordi den skuffer tusindvis af aktivister, medlemmer og sympatisører, som ville en anden politisk vej – og sender dem hjem i sofaen eller i armene på højrefløjen.

For det andet er argumentet en misfortolkning af årsmødevedtagelsen. Det som årsmødevedtagelsen kan bruges til, er en helhedsvurdering af finansloven, hvor vi på den ene side undgår at blive fanget i venstresekterisme ”vi kan aldrig lave finanslov”, og på den anden side ikke bliver fanget i en borgerlig finanslov, hvor det eneste figenblad er ”den mindste forbedring”. Vedtagelsen skal sende et signal til regeringen og til bagland om, at Enhedslisten ikke lader sig bruge som gummistempel på en borgerlig politik. Vedtagelsen indebærer netop at vi ikke kommer i en situation, hvor vi splitter vores egen bevægelse for at opnå utilstrækkelige forbedringer, samt at vi viser bredere lag i arbejderklassen, at det nytter at kæmpe sammen med os. At det er ”realistisk” at få sejre igennem ved at kæmpe.

Problemet er, at Enhedslistens hovedbestyrelse ikke har brugt Enhedslistens politik for finansloven. Grunden til, at vi står med et stort problem i dag, er ikke fordi vedtagelsen fra 2010 lægger en forkert linje. I stedet drager flere ledende kammerater i EL en erfaring fra denne proces, som i bund om grund er en kortslutning.

På den ene side siger de: Vi må se i øjnene, at vi ikke kan have nogen parlamentariske illusioner overhovedet under denne regering. Vores opgave er at mobilisere mod regeringen og samle de skuffede S og SF vælgere op. Så langt så godt – det er en helt korrekt vurdering.

Imidlertid er konsekvensen af dette standpunkt for flere, at Enhedslisten i finansloven skal slå sig til tåls. Selv den mindste forbedring er bedre end ingenting, for ”det parlamentariske arbejde betyder alligevel ikke noget for udviklingen af styrkeforholdene”. Det er denne afkobling af en antikapitalistisk taktik i folketinget fra det udenomsparlamentariske arbejde, som efter vores mening er en kortslutning. Det vil skabe et skizofrent parti, som i Folketinget blåstempler borgerlige finanslove, mens man på gaden kræver antikapitalistiske strukturreformer. Dermed bliver venstresekterismen til en særlig art af reformismen.

Den samme logik er underliggende i de pudsige argumenter fra visse af Enhedslistens folketingsmedlemmer om, hvor overraskede de er over at Socialdemokraterne ikke er ægte socialdemokrater. Taktikken til at afsløre hvor uægte socialdemokraterne i virkeligheden er, synes i deres optik derfor at være at acceptere og forsvare socialdemokratisk politik. Det, der adskiller EL fra et borgerligt arbejderparti i denne optik, er det udenomsparlamentariske arbejde. Igen bliver afkoblingen mellem folketingsarbejdet og udenomsparlamentarisk arbejde total.

#3: Enhedslistens kompromisvillighed afslører regeringens kynisme

Der er en anden variant af kynisme-argumentet. Det går i sin enkelthed ud på, at Enhedslisten skal strække sig (uendeligt) langt i forhandlingerne med regeringen om store aftaler – herunder finansloven. Kun ved at begynde stejlt og siden række hånden langt ud kan Enhedslisten udstille regeringens kynisme, når den afviser at forhandle aftalen med Enhedslisten. Derved bliver det klart, at socialdemokraterne ikke er ægte socialdemokrater.

I udgangspunktet er dette argument holdbart efter vores mening. Enhedslisten skal stadig vise, at partiet er ”forhandlingsvilligt” ved at stille de krav til regeringen, som almindelige lønmodtagere mener, at S og SF burde kunne lave med Enhedslisten. Altså enhedsfrontens metode.

Problemet er bare, at ved at strække sig uendeligt langt ind i disse forhandlinger, så mister Enhedslisten den klare kant, som enten et resultat eller et brud med regeringen kunne hvile på. Ved for eksempel at acceptere regeringens skitse om ”uddannelse med forsørgelse” i stedet for at fastholde job- og dagpengekravet, bliver den klare kant, som er til regeringen, helt utydelig. Det bliver aldeles uklart, hvorfor Enhedslisten så dog ikke skulle gå videre – hvorfor standse ved 1. halvår af 2013 og et halvt år med kontanthjælp?

Hvis det virkeligt er mindste forbedring, partiet vil acceptere, hvorfor så ikke acceptere 3 måneders forsørgelse uden modregning for alle der falder ud i 1. kvartal 2013?

Problemet bliver endnu større i kommende forhandlinger. Hvis regeringen hver gang kan regne med, at Enhedslisten stemmer for selv den mindste forbedring i en dårlig finanslov, så kan regeringen underbyde ethvert krav fra Enhedslisten med henvisning til partiets eget argument: ”Lidt er bedre end ingenting.”.

4# Når ”bevægelsen” stiller sig tilfreds må EL følge trop

Et fjerde argument, som har været fremført i debatten, er, at den bevægelse, som EL støttede sit krav om ændringer i dagpengesystemet på, stillede sig tilfreds med langt dårligere resultat end Enhedslisten. Derfor måtte Enhedslisten nødvendigvis og nøjes.

Argumentet udspringer af det forhold, at den bevægelse, som pressede regeringen på DP-spørgsmålet: (a) var styret af fagtoppen, (b) døede med den forstummede fagtop efter akutpakke II, (c) stillede sig tilfreds med mindre end EL ville.

Det er sandsynligvis også korrekt, at Enhedslisten ville blive udsat for en kampagne fra fagtoppen, hvis partiet havde stået fast på en DP-løsning og forhandlingerne var brudt sammen. Det ville sikkert også have medført borgerlige mediers latterliggørelse af Enhedslisten – på samme måde som tilfældet er nu. Uanset hvilken vej det var gået ville Enhedslisten nok have skuffet nogen.

Men det mest påfaldende ved argumentet er imidlertid, at det kan overraske socialister gennem mange år, at fagtoppen ville bøje af i en endelig konfrontation med en S-ledet regering. At Enhedslisten som den eneste organiserede politiske kraft ville fremføre kravet om ændringer i dagpengesystemet var en indbygget risiko/chance.

Men de som hævder, at fagtoppens forstummen nødvendiggjorde et EL forlig overser for os at se to afgørende forhold:

- fagtoppen var/er på ingen måde i samklang med sine medlemmer på dette spørgsmål. Meningsmålinger har flere gange vist, at der er massiv opbakning til kravet om en jobgaranti eller fortsatte dagpenge. Derfor var Enhedslisten ikke uden opbakning – om end det ville være sværere/umuligt at presse regeringen yderligere – og dermed ville det ikke medføre en hårdere straf til Enhedslisten at fastholde kravet, end den nuværende straf.

- Enhedslistens ja til den utilstrækkelige løsning har på ingen måde ”afsløret” kynismen i fagtoppens vilje til at forsvare regeringen frem for egne medlemmer. Tværtimod har de faglige ledere kunne sige pege på endnu en ”akutpakke” som et plaster på såret.

På den baggrund må man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt at renoncere på dagpengespørgsmålet. Det mener vi ikke, at der er belæg for at sige. Afgjort har det stor betydning om konflikten mellem fagbevægelsens top og regeringen udspiller sig åbent. Ligeledes om konflikten mellem bund og top i fagbevægelsen kommer til udtryk åbent. Men uanset den manifeste modstand mod, at fagtoppen skulle bakke ned på kravet om dagpenge, så var der en udtalt opbakning bredt i arbejderklassen for kravet.

Vi mener heller ikke, at der er belæg for at sige, at Enhedslisten med sin deltagelse har afsløret fagtoppen som forrædere. Enhedslisten har gjort det uklart, hvorvidt partiets kampagne/krav kan fremføres, når den tvivlsomme allierede fagtoppen ikke åbent markerer sig. (Man må dog anerkende, at FTG efterfølgende har leveret en berettiget og korrekt kritik af fagtoppen i pressen).

På den baggrund vil vi tillade os at konkludere, at det var muligt og nødvendigt, at Enhedslisten stod fast på dagpengekravet – om ikke andet så i offentligheden.

Enhedslisten og finansloven: hvad skal der til?

Katrine Toft Mikkelsen — Tue, 30 Oct 2012 19:24:05 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Hvad skal der til, for at Enhedslisten kan stemme ja til en finanslov. Det er et spørgsmål, der optager mange – Enhedsliste-medlemmer og vælgere, regeringen og de øvrige politiske partier og ikke mindst politiske kommentatorer. Ved årsmødet 2010 (altså før den nuværende regering tiltrådte) vedtog Enhedslisten følgende:

En finanslov er både en opsamling på det foregående års politik og et budget for det kommende. Enhedslisten opfordrer en ny regering til at gennemføre et markant brud, der erstatter VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik. En finanslov, der markerer sådan et brud, får også vores stemmer (min understregning). Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov

- som indeholder forringelser

- som ikke indeholder markante forbedringer

- som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.

Efter at regeringen valgte at indgå først en skattereform og derefter en fleksjob- og en førtidspensionsreform med de borgerlige, er der kommet mange bud på, hvor ”dyrt” det vil være for regeringen at indgå en finanslovsaftale med Enhedslisten.

I løbet af sommeren og efteråret har der så – bl.a. på baggrund af stort pres fra fagbevægelsen, S og SF’ baglande og mange andre – rejst sig en forventning om, at et minimum for at Enhedslisten overhovedet kan indgå i reelle forhandlinger med regeringen om en finanslovsaftale er, at der gøres noget for at rette op på den dagpengereform, som VK-regeringen gennemførte med de Radikales stemmer.

Når dagpengespørgsmålet er helt centralt, er det ikke ”kun” fordi vi skal redde de tusinder, der falder ud efter 1. januar 2013.

Det er også fordi dagpengereformen er en tydelig udmøntning af den økonomiske politik, som VK-regeringen førte – og som den nuværende regering i regeringsgrundlaget har sat sig for at videreføre.

Det er en politik, der går ud på, at mens store firmaer, banker, storaktionærer, direktører m.fl. går fri, skal krisen løses ved at skære ned på den offentlige sektor (med deraf følgende forringelser og fyringer), forbedre forholdene for erhvervslivet (hvilket ofte betyder slæk på miljøkrav mm) samt ved at presse almindelige mennesker på løn og arbejdsvilkår. Derfor hele snakken om at ”øge arbejdsudbuddet”: jo flere, der er til at slås om de (for få) jobs, der er, jo mere kan man presse dem (os) og så må vi blot folde hænderne og bede til, at de private arbejdsgivere og aktionærer bruger pengene til at oprette flere arbejdspladser og ikke til at øge profitten.

Her passer dagpengereformen fint ind: for det første betyder det, at alle de, der står til at falde ud og miste forsørgelsesgrundlaget, bliver desperate og villige til at tage jobs til lønninger under overenskomsten og på dårlige vilkår, Og samtidig betyder det, at alle de, der lige nu er så heldige at være i beskæftigelse, frygter så meget for at miste deres arbejde, at de undlader at stille lønkrav (end ikke for at bevare reallønnen) samtidig med at de accepterer forringede arbejdsvilkår, i en grad så folk i endnu højere grad end tidligere bliver syge af at gå på arbejde (se f.eks. Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport ”Det psykiske arbejdsmiljø forværret under krisen”).

Regeringen har hidtil blankt afvist at ændre dagpengereglerne. Enhedslisten har derfor meldt ud at kravet ikke (længere?) er en betingelse for at indgå i forhandlinger. For at undgå at regeringen laver en finanslov med Venstre vil Enhedslisten nu indgå i forhandlinger og se, hvor langt man kan komme. Det bliver spændende at se, om det er muligt at lave en aftale, der på anden måde markerer et brud med VK-regeringens politik og indeholder markante forbedringer.

For vi skal efter min mening ikke stemme for en finanslov, der blot viderefører den økonomiske politik, som VK-regeringen førte og som regeringen hidtil har videreført. Heller ikke selvom vi får nogle ”billige” eller ”gratis” symbolske indrømmelser på andre områder. Og heller ikke med argumentet om, at det ville være værre, hvis vi ikke var med.

Vi skal ikke acceptere og dermed legitimere den borgerlige økonomiske politik som det eneste ”realistiske og ansvarlige”. Vi skal holde fast i at det er muligt at løse krisen på helt andre måder – at vi vil ”erstatte[r] VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik”. Vi køber ikke præmissen om, at der kun er én vej – vi vil fortsat vise og kæmpe for et alternativ.

Vores øl - vores tandbørste?

Katrine Toft Mikkelsen — Wed, 08 Aug 2012 08:04:09 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Mon ikke de fleste stadig kan huske den øl-reklame hvor Ulf Pilgaard viser rundt i et hippie-kollektiv, hvor alt er ”vores” – indtil han når til en kasse øl, som helt klart er hans! Reklamen bygger på en karrikatur af socialisme, der indebærer at al privat ejendomsret ophæves og alt er fælles. Ulf Pilgaard trækker dog grænsen ved øllerne.

Nu er jeg så blevet ”berømt” (eller berygtet?) for at mene, at folk godt må eje deres egen tandbørste i et socialistisk samfund – underforstået at de ikke må eje noget andet.

Baggrunden var et citat i en artikel i Berlingske, hvor jeg siger: ”Der vil heller ikke være nogle, der tjener penge på andre. Den private ejendomsret over produktionsmidlerne er ophævet. Men selvfølgelig må man godt have sin egen tandbørste. Virksomhederne er offentlige eller under medarbejderkontrol.”

Men hvad handler det egentlig om – alt dette med den private ejendomsret? Skal den ophæves eller ej? Skal alt være fælles eller kan man fortsat eje noget?

I Enhedslistens principprogram under punktet Socialistisk Økonomi står der at: "Socialisme er et samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå en profit. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel."

Hverken i det jeg udtalte til Berlingske eller i Principprogrammet er der tale om at afskaffe enhver form for privat ejendomsret. Det handler om at afskaffe den private ejendomsret over produktionsmidlerne. Personlige ejendele – som f.eks. tandbørster – vil ikke blive berørt.

Spørgsmålet vil naturligvis være: hvad defineres som produktionsmidler?

For mig er det vigtige i den sammenhæng, at det ikke skal være muligt at tjene penge på andre menneskers arbejde ved at eje f.eks. de maskiner, redskaber eller andet, der er nødvendige for at udføre arbejdet.

Jeg kan godt forestille mig at f.eks. en frisør godt kan eje sin saks, frisørstol etc. Men hun kan ikke eje 10 frisørstole, hvor hun så kan indkassere en ekstra fortjeneste på andre frisørers arbejde.

Jeg er ikke 100% afklaret på, hvor grænsen går, og mener heller ikke, at det er hverken muligt eller ønskeligt på forhånd at lave en meget detaljeret definition, hverken af dette eller af andre elementer i et socialistisk samfund. Men derfor er det alligevel vigtigt at byde ind med idéer og bud på, hvordan samfundet kan indrettes anderledes.

Som der også står i Enhedslistens Principprogram: ”Der er intet givent endemål. En demokratisk socialisme vil til enhver tid udformes af befolkningen i samtiden. Ikke desto mindre er det vigtigt at opstille utopier, som bryder med den af kapitalismen dikterede mulighedshorisont vi til daglig begrænses af. Med afsæt i den kommunistiske vision om det klasseløse samfund drømmer vi om menneskehedens frigørelse. En frigørelse der inden for rammerne af et reelt demokrati befrier menneskets naturlige forudsætninger for omsorg og respekt for mennesker, dyr og hele den skønne klode”.

Jeg går ikke ind for censur

Katrine Toft Mikkelsen — Tue, 17 Jul 2012 10:53:01 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Jeg er i de seneste dages debat i forskellige medier blevet citeret for at ville indføre censur. Lad mig derfor starte med at slå fast:

Jeg går ikke ind for censur og vil ikke lukke eller kontrollere medierne eller lignende.

Det citat, som startede det hele, var en del af en længere artikel i Berlingske søndag den 15. juli. Den fulde ordlyd af det jeg sagde og blev citeret for omkring medier var følgende:

Katrine Toft Mikkelsen frygter, at stærke kræfter som militæret og medier vil forsøge at tilbagerulle en gennemført revolution.

»Vi så, at USA plantede løgnehistorier i Chile. Selv om alting stritter på mig, når jeg siger sådan, kan vi være nødt til at lukke udvalgte medier.« Katrine Toft Mikkelsen tænker sig om i nogle sekunder.

»Det vil kun være i undtagelsestilfælde.« Hun tænker igen.

»Nej, det bør ikke blive muligt at lukke medier. Vi må håbe, at danske medier har tilstrækkelig integritet..«

Det var en en del af et 1½ times telefoninterview, hvor journalisten ville høre mine overvejelser og tanker omkring tiden før, under og efter en revolution. Noget af det journalsten spurgte ind til, var hvorvidt jeg forestiller mig at revolutionen vil foregå fredeligt, demokratisk etc. Jeg svarede, at det forestillede jeg mig i allerhøjeste grad. Desværre har vi set tilfælde, hvor en demokratisk valgt, socialistisk regering blev modarbejdet/undergravet og mødt med millitærmagt, økonomisk undergravelse eller f.eks. medier, der bevidst udbreder forkerte historier med det formål at sprede utryghed og modstand i befolkningen. Det kan derfor være nødvendigt at forsvare flertallets revolution overfor et mindretal, der ikke vil acceptere flertallets beslutninger.

I den forbindelse fik jeg i første omgang sagt (som det fremgår af ovenstående) at det forsvar kunne indebære at lukke enkelte medier. Jeg fortrød med det samme. De samme fortilfælde illustrerer med alt mulig tydelighed, at det er en forkert vej at gå. Socialisme indebærer og forudsætter en udvidelse af demokratiet – ikke en indsnævring – end ikke i en nødsituation eller en overgangsperiode.

Det var desværre ikke muligt at få det hevet helt ud. Berlingske-journalisten var dog "loyal" nok til at tage alt det med, der omhandlede medierne, mens jeg kan se at andre medier kun har taget den første del og dermed ikke at jeg faktisk med det samme trak det tilbage.

Jeg ville ønske at jeg aldrig havde sagt det - nogle gange tænker man (i hvert tilfælde jeg) mens jeg snakker - og det skal man absolut ikke gøre når det er en journalist man taler med!

Sass har ret - Vi er ekstreme

Katrine Toft Mikkelsen — Thu, 12 Jul 2012 10:59:49 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Henrik Sass har været ude og sige, at Enhedslisten er ekstrem. Og ja – det er vi måske nok. Hvis det er ekstremt at mene, at der ikke er nogen få, der skal kunne blive sindsygt rige på andres bekostning; at det ikke er i orden at forurene vores allesammens jord; at det ikke er OK at børn, syge og gamle gang på gang skal holde for, når der tales om "ansvarlighed"; at det ikke er rimeligt at folk bliver syge af at gå på arbejde, mens andre bliver syge af ikke at kunne få et job; at vi ikke vil have krige, hvor folk bliver slået ihjel, mens andre tjener på oprustningen.

Hvis det er ekstremt at kæmpe for et samfund, hvor mennesker og miljø kommer før profit og insistere på, at kapitalismen ikke er en naturlov, men et menneskeskabt system, der kan ændres af mennesker - ja, så er vi ekstreme!

Betyder det så, at det er umuligt at lave parlamentariske aftaler med Enhedslisten? Nej, som vi allerede har vist i flere sammenhænge er vi ikke ultimative. Vi kan sagtens deltage i aftaler og forlig, der ikke indfører socialisme her og nu. Men det skal være aftaler, der peger i den rigtige retning – om det så blot er med museskridt.

Desværre går skatteaftalen, fleks- og førtidsreformen alle den forkerte vej. Regeringen insisterer på at fokusere på at øge arbejdsudbuddet i en tid med arbejdsløse, samtidig med at man forringer vilkårene for de, der p.g.a. arbejdsløshed, sygdom eller lignende er uden arbejde.

Når et øget arbejdsudbud ifølge finansministeriets modeller skulle give milliarder i statskassen er det ud fra en teori om at det øgede arbejdsudbud (flere i arbejdsløshedskøen) kan bruges til at presse lønnen yderligere, så virksomhedernes overskud kan blive endnu større – og så må vi jo folde hænderne og bede til, at de vil bruge overskuddet til at oprette flere arbejdspladser og ikke blot til at fortsætte lønfesten på direktørgangene og øge udbetalingerne til aktionærerne.

Men øget arbejdsudbud betyder ikke kun et øget pres på lønnen, hvilket allerede har givet sig udtryk ved at de seneste overenskomster på det private område end ikke sikrer reallønnen. Det giver også et pres på arbejdsmiljøet, både det fysiske og det psykiske, hvor folk stresses og affinder sig med farlige og sundhedsskadelige forhold, med ulykker, langtidssygemeldinger og permanent udstødning fra arbejdsmarkedet tilfølge.

Enhedslisten vil gerne være med til at lave reformer – hvis de vel at mærke går i den rigtige retning. D.v.s. hvis de forbedrer vilkårene for flertallet af befolkningen og hvis de er til gavn for miljøet. Men vi vil ikke være med til at tage fra almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomster for at løse imaginære problemer – som en påstået fremtidig mangel på arbejdskraft.

Det, der er problemet for reformistiske partier som S og SF i den nuværende krise er at den kapitalistiske krise ikke levner plads til reformismen. Når S og SF sidder med regeringsmagten i en økonomisk krisetid, fører de grundlæggende borgerlig politik, simpelthen fordi der ikke er råderum for selv et nok så usselt reformprojekt, hvis man ikke er parat til at gå til angreb på systemet! Der er en grund til, at reformismen ofte oplever kriser i en økonomisk krisetid – og det er, at reformismen ikke fungerer, ikke leverer et brugbart svar på krisen.

Og her vil Enhedslisten altså ikke blot stikke piben ind og holde lav profil med vores politik og vores alternativ til det kapitalistiske samfund, ud fra en logik om at det i en krisetid handler om at ”stå sammen”, ”være i samme båd”, ”alle skal tage vores del” og hvad der ellers florerer af floskler. Floskler, der gang på gang viser sig at dække over at almindelige lønmodtagere, folk på overførsel m.fl. er dem der ”skal tage vores del” og ”bidrage i disse for vort land så alvolige tider”, mens direktører, banker, aktionærer og andre, der i medgangstider scorede overskuddet med henvisning til, at de stillede med ”risikovillig kapital” går fri.

Vi har bud på løsninger på de problemer, der er – og det er løsninger, der hænger sammen økonomisk. Vi har f.eks. forslag om offentlig produktion, grønne jobs og meget mere. Ligesom de gamle travere om Nordsøolien og reel beskatning af multinationale selskaber kan indbringe milliarder – hvilket de økonomiske vismænd har givet os ret i. Noget af det strider måske nok imod kapitalismens love – men så må de love jo laves om.

Vi er som sagt ikke urimelige eller urealistiske. Vi kræver ikke at ethvert forslag eller reform skal føre direkte til socialisme for at vi kan støtte det. Men retningen skal i det mindste være den rigtige. Hvis jeg skal fra København til Esbjerg kan jeg sagtens følges med nogen, der skal til Høje Taastrup eller Roskilde – men jeg sætter mig altså ikke ind i toget til Malmø.

Hvem vælter regeringen?

Katrine Toft Mikkelsen — Thu, 17 May 2012 05:38:27 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Medierne er fulde af gætterier og analyser om, hvorvidt Enhedslisten vil vælte regeringen ved efterårets finanslovs-afstemning eller hvorvidt partiet i sidste ende vil ”falde til patten” og stemme for en finanslov for at undgå, at Lars Løkke rykker tilbage i statsministeriet.

På Enhedslistens årsmøde talte jeg med Kristian Madsen – en gammel studiekammerat, der i dag er lederskribent på Politiken. Han var tydeligt forfærdet ved tanken om, at Enhedslisten ikke nødvendigvis stemmer for en borgerlig finanslov, selv hvis det betyder at regeringen vælter. Han mente, at det er urimeligt at vi siger, at vi vil stemme for det, vi er enige i, og imod det vi er uenige i. Som han belærte mig: ”I må jo forstå at der ikke er flertal for jeres politik i Folketinget. Derimod er der flertal for de Radikales politik”.

Hvis det er rigtigt er der jo blot en ting at sige til det, nemlig at så må det jo være det flertal, der gennemfører den politik, de er enige om. Og det burde vel ikke undre nogen når/hvis Enhedslisten stemmer nej til en finanslov, der i bund og grund bygger på en borgerlig økonomisk politik.

Det, der derimod kan undre er, hvis de borgerlige med Venstre i spidsen stemmer nej til sådan en finanslov. Det vil i så fald udstille, at det for Venstre ikke kun er vigtigt hvilken politik, der føres, men hvem der sidder i ministerbilerne, mens den udføres.

Og det, der kan undre er, at S og SF vil føre en helt anden politik end det, de siger, de står for – med begrundelsen, at der ikke kan skaffes flertal for det, de mener. De er stærkt på vej til at vise, at det for dem ikke er så vigtigt, hvilken politik, der føres, bare det er dem, der fører kniven. Men for de, der rammes af nedskæringer, forringelser og arbejdsløshed gør det ikke mindre ondt, at det gennemføres af nogle, der egentlig siger, de vil noget andet, men som gør ”det nødvendige”.

Der er et mundheld, der siger ”hvis du ikke kan få den, du elsker, må du elske den, du får”. S og SF er åbenbart ved at overføre det princip til politik: ”Hvis du ikke kan skaffe flertal for det, du mener, må du mene det, du kan skaffe flertal for.” Men tag jer nu sammen! Før den politik, I er gået til valg på, kæmp for det I tror på. Hvis alle opgiver det de tror på, bare fordi det ikke umiddelbart ser ud til at kunne samle et flertal i Folketinget, så vil der aldrig blive det flertal. Hvis vi ikke kæmper for det vi mener, både i Folketinget og ude i ”den virkelige verden”, så får vi aldrig ændret noget som helst.

Enhedslisten stemmer for det, vi går ind for, og imod det vi er imod, uanset hvad statsministeren hedder og om vedkommende kalder sig selv rød, blå eller violet. Hvis en regering fremlægger en finanslov, der viderefører en borgerlig økonomisk linie med angreb på syge og arbejdsløse, forringelser i den offentlige velfærd og skattelettelser til de rige, så er det nok en god idé at kigge til højre i salen for at finde flertallet for den finanslov. For det findes ikke til venstre!

Historien om et forudsigeligt løftebrud

Katrine Toft Mikkelsen — Thu, 12 Apr 2012 18:28:28 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Beskyldningerne om løftebrud fyger om ørerne på regeringen. Fra højre og venstre side i folketinget, fra S og SF's egne baglande, fra bevægelser, organisationer og mange andre.

Men måske var det til at forudsige, at S og SF ikke ville/kunne leve op til forventningerne, når de kom i regering - med eller uden de Radikale.

Meta Fuglsang, en af næstformandskandidaterne i SF, udtrykte det måske meget godt, da hun i i et interview i DR2's Deadline sagde, at "Vi har ikke flere penge, fordi vi er en rød regering, end vi ville have haft, hvis vi var enblå regering". Og her har vi jo netop problemet i en nøddeskal. Selvom både regeringen selv, oppositionen og diverse kommentatorer kalder regeringen "rød" er den ikke så rød at det gør noget. Hverken S eller SF har vist nogen interesse for at rykke afgørende på styrkeforholdene mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, pille ved (stor)kapitalens rettigheder, styrke offentlig produktion eller på anden måde gøre op med det kapitalistiske samfunds grundlæggende funktionsmåder.

I stedet har de lagt sig fladt ned og argumenterer for forringelser, nedskæringer etc. med en påstand om at det er uundgåeligt og nødvendigt i den aktuelle økonomiske situation. Og på de præmisser har de nok ret. Hvis man entydigt accepterer de givne betingelser, som bl.a. siger, at det skal være muligt at tjene (mange) penge på andre menneskers arbejde, ikke-bæredygtig udnyttelse af ressourcer og lignende - kort sagt at kapitalens magt ikke må anfægtes og de rige ikke skal betale - ja, så er der ikke andre til at betale regningen for krisen end almindelige lønmodtagere, herunder de syge, de arbejdsløse m.fl.

Væk er krav om offentlig produktion, millionærskat, øget beskatning af Nordsøolien, privatisering af bankerne og andre forslag til, hvordan pengene kan findes, der hvor de rent faktisk er. Og tilbage står afskaffelse af efterløn, forhøjelse af pensionsalderen, forringelser af førtidspension og fleksjob samt nedskæringer i den offentlige sektor. Samtidig med at finanspagt og bankpakker sikrer at banker og andre kan score store, næsten risikofrie, gevinster. Alt sammen tiltag, der entydigt forrykker styrkeforholdet mellem den arbejderbefolkningen (det er vist for gammeldags at skrive "arbejdsklassen") og kapitalen til fordel for sidstnævnte.

Men Kapitalismen er ikke en naturlov. Markedskræfterne er måske nok stærke, men det er ikke tyngdeloven vi taler om. Det er et menneskeskabt samfundssystem og som sådan kan det også ændres af mennesker. Men det kræver bevægelse og ikke mindst politisk mod. Og det har S og SF tilsyneladende ikke.

Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge

Katrine Toft Mikkelsen — Tue, 20 Mar 2012 08:56:59 +0000

Af Katrine Toft Mikkelsen

Det var vist Jacob Haugaard, der lancerede ovenstående slogan i sin tid, men det ser ud som om regeringen har gjort det til deres.

Uanset hvad folk fejler, skal de i arbejde. At der ikke er plads til dem på et arbejdsmarked, der for det første er præget af at der er flere arbejdssøgende end der er ledige jobs og for det andet af, at man skal være 110% ydende 100% af tiden, bekymrer ikke regeringen.

Nej, fleksjobbere, førtidspensionister og sygemeldte skal have pisken.

Det pakkes ind i fine ord, der skal forsøge at få det at virke solidarisk og inkluderende. F.eks. når Mette Frederiksen siger at ”Vi har for længe været optaget af, hvad folk skal leve af. Nu vil vi fokusere på, hvad folk skal leve for.”

Men samtidig skal der med f.eks. fleksjob- og førtidsreformen findes adskillige milliarder. Det er ikke penge, der tages fra banker, multinationale selskaber, Nordsøolien eller andre, der har scoret store profitter i årene op til og under krisen. De tages fra de selvsamme fleksjobbere og førtidspensionister. For at give folk noget at leve for, starter man altså med at tage det, som de skal leve af!

Det hele lugter af en tankegang om at fleksjobbere, førtidspensionister m.fl. er nogle dovne bæster, der skal tage sig sammen og holde op med at nasse på de offentlige kasser.

Det bliver tiltagende svært at se forskellen på den nuværende såkaldt ”røde” regering og den tidligere regering.