Grænseoverskridende galskab

Det er en smule grænseoverskridende for mig at indrømme, men jeg er bindegal. I hvert fald ifølge de største jubeleuropæeres diagnose. Jeg har prøvet at begrænse smittefaren til mine allernærmeste, og derfor holdt min stemme for mig selv indtil nu. Nu står jeg frem for at aftabuisere denne lidelse, som vi er 53 % af befolkningen, der går rundt med.

Når jeg ikke har meldt noget ud tidligere, var det først og fremmest fordi jeg ikke ville rokke skuden for mine partikammerater i SF midt i en kampagne om at afskaffe et forbehold, et flertal i partiet for år tilbage besluttede skulle afskaffes. Det kunne lynhurtigt give en uønsket overskrift: ’Tidligere næstformand undsiger partilinjen’. Sådan én fik Jan Ravn Christensen, byrådsmedlem og tidligere formand for SF Aarhus, i Jyllands-Posten efter han på Facebook bl.a. skrev: ”Hovedårsagen til, at jeg stemmer nej, er, at det danske folketing efter min overbevisning bør sætte standarden for retssikkerhed i Danmark, og at skiftende flertal skal have mulighed for at gennemføre deres politik.” Jeg er helt enig med ham, og vi trådte da også begge vores politiske barnesko i et EU-kritisk SFU i nullerne.

Jeg har også noteret mig en meget ivrig, om ikke irettesættelse, så i al fald diskussionslyst, fra toneangivende debattører, så snart man udtaler sig kritisk om EU. Det ville ikke ligne mig at lade det afholde mig fra at sige min mening, men for ikke i en ophedet debat at skulle bruge umådeligt mange kræfter på at forsvare at jeg har min holdning, vil jeg hellere vente, til jeg kan nøjes med at forklare hvorfor jeg har min holdning. Nu bør diskussionen køles ned, så vi kan blive lidt klogere på hinandens standpunkter og finde en ny løsning.

Red. note: Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.

Mit nærdemokratiske nej
Endelig forsøgte jeg faktisk at holde et åbent sind og vente med at tage stilling til sent i kampagnen. Der var skam gode argumenter for at tilslutte sig nogle af de konkrete retsakter. Men samtidig også betænkeligheder, selv ved at gå med i et overstatsligt Europol, som der ellers har været nærmest konsensus om i debatten. Jeg stoler på eksperter, når de siger, at med Europol styrker vi kriminalitetsbekæmpelsen. Men jeg studsede over, at Den Grønne Gruppe i Europaparlamentet tidligere på ugen, da der i parlamentet skulle stemmes om Europols udformning udtalte: ”Vi kan ikke stemme for. Der er mange spørgsmål om datasikkerhed, som først må afklares. Der er stadig flere aspekter, som Den Grønne Gruppe ikke kan støtte.”

Den demokratiske kontrol med ordensmagten er vigtig. Det samme er effektiv kriminalitetsbekæmpelse, så forhåbentlig landes der et godt kompromis. Jeg hæfter mig ved, at alle partier har udtalt, at vi skal kunne være med i Europol.

Jeg konsulterede til sidst en god udgivelse fra Retspolitisk Forening, med støtte fra Nævnet for EU-oplysning ”Det stemmer vi om”, skrevet af Jens-Peter Bonde. En mand med historie og holdning, men også en mand med en enorm viden. Og som fremstiller sagerne grundigt. Så kan man selv dømme. Han skriver: ”De fem Ja-partier meddelte oprindeligt, at de vil anbefale 22 regler og sige nej til 10. Det er de tal, som regeringen stadig bruger i den officielle oplysning om folkeafstemningen. Men ifølge lovforslaget fra 8. oktober 2015 er de 22 blevet til 27 samt 100 Schengen-love og 2 fra politi- og straffesamarbejdet, så vi nu er på 129. Folketingets EU-oplysning er nået frem til det samme tal.” Det var nu ikke så meget forvirring om de konkrete retsakter, der nærede min skepsis, men snarere det principielle demokratiske spørgsmål – som har helt konkret betydning for graden af indflydelse, du kan få som borger: Hvor skal lovene vedtages?

Bonde skriver: De retspolitiske beslutninger skal fremover vedtages af regeringen selv blot efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.

• ”tilvalg af enkelte retsakter, såvel eksisterende som fremtidige, efter overgang til en tilvalgsordning træffes af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg”, hedder det i lovforslaget.

Grundlovens krav om tre offentlige behandlinger af lovforslag vil dermed også blive fjernet for retspolitikken. Lovgivende myndighed delegeres til regeringen.

Han skriver videre: ”Efter regeringens lovforslag kan de vedtages af regeringen, hvis der ikke har vist sig et flertal imod dem i Folketingets Europaudvalg. Det er kun et mindretal af lovene, som overhovedet forelægges Folketinget. 91 procent af Unionens direktiver blev gennemført administrativt i 2014, som bekendtgørelser og cirkulærer. Folketingets kontrol med EU-sager er i forvejen ikke betryggende. Der blev vedtaget i alt 2.358 EU-retsakter i 2014. Folketingets Europaudvalg gav kun forhandlings-mandat 44 gange. I 2013 blev der afgivet 87 mandater ifølge Fol­ketingets EU-oplysning.”

Ligesom min partikammerat Jan Ravn, mener jeg at et folketingsflertal skal kunne sætte standarden for retssikkerhed i Danmark og at vi som vælgere skal kunne ændre reglerne ved at ændre Folketingets sammensætning.

Mit nej til overstatslig retspolitik er ikke nationalistisk, men nærdemokratisk. At staten tilfældigvis opfattes som en nationalstat er en anden historie. Jeg mener ikke, at vores herkomst betyder at vi er bedre end andre. Men jeg mener, at det er bedre, at vi selv bestemmer så meget som muligt så tæt på som muligt. Den afvejning er så spørgsmålet. Selvfølgelig er der grænseoverskridende problemer, der kalder på grænseoverskridende løsninger. Men det betyder ikke, at vi skal overgive selvbestemmelsen over retspolitikken til EU. Dels er retspolitik ikke pr. definition grænseoverskridende, som fx forurening, fisk og flygtninge. Og dels er overstatslighed ikke den eneste måde at indgå i et samarbejde.

Tonen i debatten
Nu lidt om tonen i debatten. Det bliver man jo ellers i andre debatter gerne bedt om ikke at forholde sig til, men jeg skal indrømme, at jeg kan blive provokeret af den alligevel.

Uffe Ellemann, der allerede siden ”Den er hjemme!”-forsiden på valgdagen i ’98, må kaldes legendarisk dygtig til uforsætligt at spænde ben for sit eget hold i en kampagneslutspurt, var ude med en regulær sviner til nejsigerne. De var simpelthen bindegale! En politiker - også en tidligere - , der skælder ud på vælgerne er omtrent lige så kløgtig, som en tjener, der skælder ud på restaurantgæsterne. Idet jeg antager, at man gerne vil servere sine retter for flest muligt.

Blandt jasigerne til venstre for midten har det også, før og efter valgresultatet lå klar, været udbredt at slå venstreorienterede nejsigere i hartkorn med DF. Et eksempel fra mit Facebook-feed, der antyder at nejsigerne:

”Når man for andet valg indenfor et halvt år kan se DF som de glade sejrherrer, kan man godt lidt miste troen på sine landsmænd...”

En ja-siger til højre for midten kunne vel lige så godt have skrevet: ”Når man for andet valg indenfor et halvt år kan se EL som de glade sejrherrer, kan man godt lidt miste troen på sine landsmænd...”

 Og her kom det mere eksplicit fra en anden:

”Kære Nej-stemme. Du vandt ikke. Det gjorde ham her [billede af Morten Messerschmidt]. Om du er enig med ham eller ej er ganske underordnet. Du har gjort ham større og stærkere end nogensinde før. Og det kan vi så takke dig for...”

Jeg har ikke set mange nejsigere vende den om og påstå, at jasigerne ville gøre Inger Støjberg større og stærkere. Selvom det med den politiske aftale om ikke at ville tilvælge en fælles EU-asylpolitik vel mest af alt ligner et Støjberg-forslag, der blev lagt frem til afstemningen. Det var fint, at ingen vendte jasigerne sådan, for der var vist også flere ja’er i spil. Margrete Auken mente for eksempel, vist nok som den eneste politiker - men sympatisk nok alligevel - at fælles asylpolitik også var en del af ja’et. Det kunne være rigtigt juridisk, fordi folketingsflertallet senere kunne tilslutte os en EU-asylpolitik, men det var forkert politisk, al den stund fem japartier havde givet hinanden et veto, der ifølge Løkke ville holde ”til solen brænder ud”. Om det var en snedig melding rent kampagnetaktisk, ved jeg ikke. Som hun selv sagde: ”Det dummeste, ja-siden kan gøre, er at skabe forvirring. Hvis vi taber den her kampagne, så er det, fordi ja-siden har forvirret, hvad vi stemmer om.”…

Nejsiden var bredt sammensat. Ved folkeafstemningen stemte 53 % nej. DF fik ”kun” 21,1 % ved folketingsvalget. De fleste nejsigere var ikke DF’ere. Epinions exitpoll viser, at næsten halvdelen af Socialdemokraternes, SF’s og Alternativets vælgere har stemt nej. Hos radikale var det kun 12 %. En hurtig hovedregning baseret på de fire partiers valgresultat i juni tilsiger altså, at af de 53 % nejstemmer, kom over 17 procentpoint fra de tre ja-partier til venstre for midten. Lægger man hertil at 3/4 af Enhedslistens vælgere stemte nej, finder man at 23 procentpoint af nejstemmerne kom fra venstre side, mens 30 procentpoint kom fra højre. Skal man være helt præcis, var nej’et altså 44 % rødt og 56 % blåt, målt på nejsigernes seneste partivalg.

Så, kære jasigere på centrum-venstre: Det var et bredt flertal af befolkningen, der stemte nej. Deriblandt en socialist som mig. Vores nej var sammen med DF’s, men ikke det samme som DF’s. Når I skammer os ud og sygeliggør os for at stemme, som vi gør, får I os ganske vist til at føle os som DF-vælgere. Vi er ikke stuerene. Og når I fortæller, at man støtter DF ved at stemme nej, fortæller I også implicit dem, der ikke har samme partiloyalitet som mig, at de da kunne tage at overveje DF næste gang. Det er der så 53 % af befolkningen, der kan, hvis I holder fast i, at det er et DF-nej.

Nej betyder nej
Nej’et skal respekteres og forvaltes loyalt. Ikke på samme stedmoderlige måde, som ja-partierne siden ’93 har forvaltet forbeholdene. De er blevet fortolket så restriktivt som muligt, for at gøre dem besværlige, så vi en dag kunne komme af med dem igen. Som Uffe Ellemann skrev i førnævnte blog: ”Det var en tung proces, men det lykkedes med Edinburgh-aftalen om ”de fire forbehold”. Jeg sagde dengang, at jeg ville arbejde for, at vi kunne komme ud af dem igen”...

Jeg havde, som nævnt, besluttet ikke at bidrage til valgkampen, men under den afsluttende TV2-debat aftenen før, hvor Lars Løkke og Mette Frederiksen beskyldte nej-siden for at spille hasard med dansk deltagelse i Europol, og eksperten, der i mine øjne i lige så høj grad kom med partsindlæg for jasiden, og betegnede processen om at få en parallelaftale som noget, der ”tager 100 år og en madpakke.” kunne jeg ikke holde et spørgsmål tilbage og tweetede: ”Man har vidst i 8 år, at Europol m.m. blev overstatsligt. Hvorfor er en plan b med parallelaftale ikke forberedt for længst?”

Tweetet havnede på skærmen med et (SF) efter mit navn. Det var fint nok, men egentlig ikke meningen. Mit partitilhørsforhold fremgår sådan ikke af min twitterprofil længere, så det må have stået i TV2-arkivet fra min tid på Borgen for snart to år siden. Men igen: Fint nok, for jeg ville jo gerne høre ja-sidens svar til det. I og for sig er spørgsmålet sådan set også hævet over ja/nej-diskussionen, idet begge parter i dag vel havde ønsket, at man var gået så langt med forberedelserne til en parallelaftale, man nu kunne. At ja-siden, især Socialdemokraterne, så entydigt slog på Europol, fandt jeg uklogt. Det var let for nej-siden at foreslå en ren Europol-afstemning, hvis der ikke kan opnås en tilfredsstillende parallelaftale. Man kan vel ikke forestille sig, at ja-partierne pludselig vil lægge armene over kors og forhindre en tilslutning til Europol via denne model.

Mit tweet fik et berettiget svar fra én: ”Det kunne du passende spørge dig selv om - dit parti har været i regering / støtteparti i en stor del af perioden.”

Hertil kunne jeg heldigvis svare: ”Forhandlingerne pågik mens SF var i regering. De blev stoppet senere." og sende et link til Altinget, hvori Mette Frederiksen oplyste i december '14, at man droppede arbejdet for parallelaftalen for i stedet helt at afskaffe forbeholdet.

Et hurtigt modsvar: ”Kunne I som støtteparti ikke have presset på for at fortsætte forhandlingerne?”

Og mit svar til det: ”Pas. Jeg var ikke længere på Borgen der, og ved ikke mere end du om det. Men det ser ud til at være en egenrådig beslutning.”

Nu ser det ud til at blive nødvendigt at en parallelaftale skal forsøges. Når ja-siden anklager nej-siden for at have spillet hasard med europol, kunne de starte med at anklage sig selv for manglende rettidig omhu. Fogh burde i sin tid have påbegyndt sonderinger om en parallelaftale, allerede da Lissabontraktaten blev vedtaget – i øvrigt uden folkeafstemning i Danmark. Da han ikke gjorde det, burde Løkke have gjort det. Det kom så i gang under Thornings første regering (den med SF), men blev droppet under hendes sidste regering, fordi det ville skade ja-sidens argumenter for at afskaffe forbeholdet helt. Når nu man ville det, kunne ja-partierne ret beset også have enedes om at sende forbeholdet til afstemning i bedre tid før Europol pr. 1. april 2017 bliver overstatsligt. Er der spillet hasard med Europol, var ja-siden de første gamblere.

 
Demokratisk underskud med renter
Lissabontraktaten, som erstattede Forfatningstraktaten, er faktisk roden til problemet. Det var den, der ændrede en række EU-områder fra mellemstatsligt til overstatsligt. Jeg var meget aktiv, først i arbejdet for et nej til Forfatningstraktaten. Den blev stoppet af nej’et i Frankrig og Holland i 2005. Dernæst i arbejdet for en afstemning om Lissabontraktaten. Jeg var med i et initiativ, der stablede et par aktioner på benene. Her et citat fra mig som arrangør af én af dem:

– Folketingsflertallet har desværre ikke ladet sig påvirke af vores protester. Derfor appellerer vi nu til folket gennem de næste to markeringer. »Med lov skal man land bygge«, står der på Københavns Byret, som danner baggrunden for vores markering på torsdag. Men hvilken lov har folketinget til at ratificere Lissabontraktaten uden om folket?”, siger Peter Westermann, en af arrangørerne af protesten i en pressemeddelelse fra initiativet »Ja til Europa – Nej til EU-traktaten«.

Irerne fik en folkeafstemning, som de eneste. Og stemte nej i 2008. Så fik de én til i 2009 og stemte ja.

Folkeafstemningen burde have handlet om principperne for EU og Danmarks deltagelse. Ønsker man mere overstatsligt – måske endda en reel føderation – eller ønsker man at fastholde den mellemstatslige model på en række områder? Et spørgsmål, man burde have stillet vælgerne senest i 2008, da Lissabontraktaten blev endelig tiltrådt af Folketinget. Nu fik vi kun lov at forholde os til dansk deltagelse efter de pågældende retspolitiske områder blev overstatslige. Ikke til om det var den rigtige vej at gå for hele EU. Det var det demokratiske underskud – med renter! – der ramte ja-siden som en boomerang. Hovmod står for fald.

Nej til nødvendigheden
Siden dengang har EU taget en uheldig drejning med sin konservative finanspolitik. Jeg stemte i december 2012 imod i SF’s landsledelse, da finanspagten, eller europagten, kom frem. Det var faktisk emnet for min første blog her på Modkraft, hvor jeg skrev:

”Poul Nyrup Rasmussen, der indtil for nylig var leder af de europæiske socialdemokrater, og ikke ligefrem kan kaldes ekstrem i sin venstreorientering, beskrev planerne bag europagten ret rammende ib Politiken: »Det er dybt tragisk for Europa, at Merkel og Sarkozy på denne meget udemokratiske måde vil tvinge deres konservative tanker igennem. Jeg tror, at de undervurderer, hvor farligt det her er. Befolkningerne vil ikke finde sig i det«. Jeg håber, at han får ret.”

Den politiske arrogance over for befolkningerne har også sat sig i en skepsis. Hvorfor overlade mere magt til et system, der systematisk har forsøgt at undgå at spørge befolkningerne? Og som har ført en teknokratisk og kynisk politik igennem med store følger for sammenhængskraften i de enkelte medlemslande og i EU.

Der er brug for et folkeligt opgør med den antidemokratiske centralisering af magt. Med nødvendighedens politik. I min comeback-blog i juli, om den græske gældsaftale, skrev jeg:

”Der er ingen ansvarlighed i at gøre politik til dydens smalle sti. Så har man aflivet politik og det er næppe ansvarligt. Politik er en kamp mellem modstridende interesser og anskuelser. Dem må man dele sig efter, var der engang en radikal (Viggo Hørup), der sagde. Sådan er det jo.  
Er partier blevet så etableret, at de ikke længere kan se et alternativ, skal det nok vise sig. Måske endda med stort A ved næste valg.”

Det var også det, nej’et handlede om. Det er på tide med en alternativ vej for EU-samarbejdet. Nu først for Danmark, men senere forhåbentlig for hele EU, som jeg, for nu at citere et konservativt credo, ønsker at forandre for at bevare. At den position kaldes bindegal er en smule grænseoverskridende, selv for en demokratisk socialist.