Venstrefløjen har glemt venstrefløjspolitikken

Hvorfor har venstrefløjen vundet så lidt på krisen, når den havde ret på så mange områder? Når folk i almindelighed er trætte af grådighedens kapitalisme, krakkede banker og ulighed, hvorfor flokkes de så ikke om venstrefløjspartierne? Svarene er enkle: Fordi venstrefløjspartierne ikke fører venstreorienteret politik. Fordi venstrefløjen ikke har visioner. Fordi det, man kalder forandringsvillighed og omstillingsvilje, ikke peger mod fremtiden, men blot drejer sig om at redde resterne af et velfærdsstatsprojekt, som man ingen ambitioner besidder på vegne af. Man har kun nødvendigheden tilbage. Den tvinger, men skaber hverken tro på fremtiden eller nye ideer.

Hos Enhedslisten, som vel er det eneste røde parti, der ikke direkte er fedtet ind i nødvendighedens politik, bruges de fleste kræfter på at hive og flå i regeringen for at rykke den millimeter til venstre for derpå at forarges, når det ikke sker. Man springer fra enkeltsag til enkeltsag, alt for sjældent sætter man dagsordenen med konkrete løsningsforslag på den mellemlange bane.

Vi står med andre ord i en situation, hvor den brede venstrefløj – fra Socialdemokraterne til Enhedslisten – mangler et sammenhængende, troværdigt politisk projekt, der kan give folk troen på, at der faktisk er andre veje at gå. SF’s totale nedsmeltning, Socialdemokraternes vigende opbakning i befolkningen og den neoliberale politik, som præger regeringen, er symptomer på netop det. Venstrefløjens vej ud af moradset – både sit eget og det økonomiske – er derfor at formulere konkrete reformforslag, der kan få os ud af krisen, men på en solidarisk og bæredygtig måde.

Behovet for ligevægt

Et venstreorienteret projekt handler om at se på, hvordan en egentlig ligevægtsøkonomi, der ikke er afhængig af eksponentiel vækst, kan se ud. I en sådan økonomi er der balance mellem forbrug og de naturlige og menneskelige ressourcer. Det betyder blandt andet, at økonomien ikke kan vokse sig større hele tiden, men i stedet skal finde en form for ligevægtstilstand.

Spørgsmålet om vækst eller mangel på samme er en af venstrefløjens største udfordringer. Den aktuelle krise er kulminationen på flere årtiers faldende økonomisk vækst. Tendensen har været undervejs længe og er en indikator på, at muligheden for at skabe vækst i de industrialiserede lande ser ud til at være ved at forsvinde.

Ifølge data fra Verdensbanken er vækstraten pr. indbygger i OECD-området faldet fra i gennemsnit 4,42 pct. i 1960’erne til 2,26 pct. i 1980’erne. I perioden 2000-2011 var den helt nede på en pct. Der er altså ikke tale om et kortvarigt ’bump på vejen’, sådan som økonomer giver udtryk for, men om en trend gennem et halvt århundrede. En helt afgørende problematik i den forbindelse er, hvordan vi skaber et solidarisk velfærdssamfund i en situation med ingen eller meget lav vækst. Det skal venstrefløjen finde et troværdigt svar på.

En økonomisk omstilling kræver et nyt pengesystem. I dag er penge og gældsskabelsen overladt til private banker, der på den måde styrer næsten hele samfundets samlede pengemængde. En reform af pengesystemet skal have til formål at få både penge og gældsskabelsen under demokratisk kontrol. Det vil sige, at det ikke længere er private banker, men derimod en demokratisk styret institution, der arbejder i befolkningens interesse, som skal stå for produktionen af og kontrollen med penge. Ydermere bør man stile mod, at penge først og fremmest indskydes i den ikke-finansielle del af økonomien og således understøtter den reelle produktion frem for forskellige former for spekulativ virksomhed. Det er helt centrale led i en større målsætning om at omstille til en bæredygtig økonomi, der ikke er til skade for klima, miljø og mennesker.

Lav arbejdstid, lav ledighed

I en situation med lidt eller ingen vækst må venstrefløjen udvikle en strategi, hvor løsningen af arbejdsløshedsproblemet ikke er afhængig af ny, øget vækst.

Den strategi må samtidig tage højde for, at vi igennem en årrække har set en stærk stigning i stress og depressioner. På arbejdspladsen kræves der mere og mere af os. Vi skal løbe stærkere, løse flere opgaver og tage større ansvar. Og i mange tilfælde følger de nødvendige ressourcer ikke med.

Vi står altså i den paradoksale situation, at vi på en og samme tid har en stor gruppe mennesker, der arbejder for meget, og en anden, der gerne vil arbejde, men ikke har muligheden. Det har store konsekvenser for den enkelte arbejdsløse, og for samfundet er det et spild af værdifulde menneskelige ressourcer.

I lyset af den manglende vækst og den uhensigtsmæssige arbejdsfordeling må vi arbejde for en lige og fair fordeling af arbejdet. Det kræver en arbejdslivsreform, der sigter på at nedsætte arbejdstiden og samtidig mindsker ledigheden. Her bør man eksempelvis kigge mod et land som Holland, der netop har formået at have lav arbejdstid og lav ledighed, uden at de af den årsag er dårligere stillet økonomisk end os. En bæredygtig økonomi er fuldstændig afhængig af, at der skabes nye forbrugsmønstre og forbrugsmåder. Ligeledes er der grænser for, hvor motiveret man er for fortsat forbrug, når langt mere end de basale behov er opfyldt, og forbrugsvæksten kun kan understøttes ved, at der arbejdes mere eller hårdere. For at opnå økonomisk vækst er vi nødt til både at være mere produktive per arbejdstime og forbruge mere.

I en ligevægtsøkonomi er der ikke tale om, at vi skal gå voldsomt ned i levestandard, vi skal bare ikke hele tiden have mere og mere. Det handler derfor ikke om et opgør med det private forbrug, men om at udvikle nye måder at forbruge på. Og hertil nye måder at drive forretning på, så vi ikke som i dag producerer nye produkter, der smides direkte i skraldespanden.

Lighed før omfordeling

I Danmark har vi oplevet en markant stigning i uligheden, en tendens, der også kan ses på globalt plan. Svaret på den udfordring ligger selvfølgelig i spørgsmålet om omfordeling. Men endnu vigtigere er det, at vi bliver i stand til at skabe mere lighed før omfordelingen.

Den form for vækst, vi har set siden midten af 1970’erne, har ikke kun været mindre, den har også været mere ulige fordelt. En af hovedårsagerne til det skal findes i de finansielle markeders essentielle betydning for økonomien.

Den finansielle økonomi har i løbet af de seneste årtier vokset sig op imod 50 gange større end realøkonomien. Konsekvensen er, at de mange penge, der genereres, ikke kommer store dele af befolkningerne til gode. I stedet hentes enorme profitter ind via spekulation, og de rige bliver superrige. På den anden side stagnerer og falder reallønnen for almindelige mennesker. Et opgør med de finansielle markeders magt er derfor helt essentielt.

Nødvendighedspolitikken er blevet en så stærk fortælling, at alle politiske ideer, der bryder med dens præmisser, virker urealistiske og umulige.

Derfor kræver det mod og vedholdenhed at gennemføre andre politiske ideer. Det mod mangler vi desværre i øjeblikket på størstedelen af venstrefløjen. Det forklarer vores krise.

Pil Christensen er sociolog. Hun er medlem af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling