Jeg har i flere uger tænkt mig ikke at skrive et indlæg om dette men nu sidder jeg her og skriver alligevel.
Det handler simpelthen om en kendis diskussion i sociale medier – noget jeg normalt holder mig langt væk fra.
Nøgenhed og Slut-Shaming
Debatten om Miley Cyrus og hendes tilgang til at være let (hvis overhovedet) påklædt har fyld meget, både i de populære medier men er også bredt diskuteret i undergrunden. Personligt holder jeg mig normalt udenfor dens slags spørgsmål, da jeg i grunden kan opfatte mig selv som lidt konservativ og fordi de fleste mainstreamkultur-debatter ikke rigtigt bunder i noget jordnært, men jeg synes egentligt at diskursen for debatten er kultsejlet med feministiske krumspring, der, for mig at se, ikke har ret meget at tilbyde ”kvinde-verdenen.”
Debatten startede mig bekendt med at Sinead O'Connor udtalte sig om, at hun mente Miley skulle tage bedre hånd om sig selv, og omgive sig med folk der ville hende det godt, i stedet for at ville tjene penge på hende. Det udløste et ramaskrig og Miley svarede igen med hånlige hentydninger til at Sinead har været indlagt på et psykiatrisk hospital.
Så kører karrusellen ellers for Hollywood-verdenen men hvad jeg finder mere interessant er feministers reaktion på Sinead O'Connors udtalelse. Flere steder har jeg både hørt og læst, at der skulle være tale om Slut-Shaming og at Sinead sætter sig selv i en uacceptabel ”mor-ved-bedre” position overfor Miley og spiller dermed moral-politi.
Hvad undrer mig her, er at det er som om at det er forudindtaget at Miley har gjort sig reelle tanker om hvad hun har gang i. Kan Slut-identiteten være legal hvis ikke den agere som reclaim? Det tror jeg faktisk ikke jeg synes den kan. Jeg synes det der sker er, at kapitalismen bruger kvinde-kroppen til at sælge. Det gælder også musik.
I den sammenhæng synes jeg det er interessant at se på, hvor mange kvinder der faktisk har kunnet sælge sin musik i populær-industrien, uden at tage sit tøj helt eller delvist af? Jeg scanner min hukommelse gevaldigt... Der var hende rapperen Miss Elliott, som jeg husker fra MTV mange år tilbage. Hun var både ”normal” af bygning og påklædt. Om de to hænger uadskilleligt sammen er svær at afgøre men jeg vil gerne insinuerer at de gør; man ser ALDRIG gennemsnitlige kroppe, halv buttede kroppe, hel buttede kroppe eller overvægtige kroppe på MTV. Men man ser fandme mange nøgne kroppe på MTV. Kroppe der udstilles overseksualiseret, urealistiske og ofte usunde. Hvordan Miley skiller sig ud her, er for mig svært at se – måske skiller hun sig ud ved at feminister verden over, pludseligt har anset det som deres politiske kamp at forsvare hendes kapitalistiske midler til at sælge sig selv.
Hvad andet undrer det mig, at Sinead bliver udstillet som den moralske Slut-Shamer, der på gammeldags facon forsøger at presse den unge kvinde til en pænere adfærd. Men Sinead er ikke selv den tilpassede kvinde, der gør hvad der moralsk forventes af hendes køn. Hun har udtalt sig om politiske hårdknuder i Irland, som kvinder ellers traditionelt ikke udtalelser sig om. Hendes udseende har aldrig været typisk kvindeligt eller tilpasset sig en skønhedsnorm. Hun har været frontløber i sin åbne og ærlige tilgang til sin psykiske tilstand, i stedet for at prøve at lappe på glansbilledet. Sinead er måske den kvinde jeg ovenfor efterlyste, i søgen efter en kvindelig top-hitter i populærkulturen med tøj på.
Ydermere rettes der generel kritik af, at der stilles spørgsmålstegn med hvem der tjener penge på Mileys ageren – hende selv eller money-men. Jeg synes ikke det er underligt at sætte spørgsmålstegn ved hvem der tjener penge på, at kvinder tager deres tøj af. Vi lever i et patriarkat – selvfølgelig tjener mænd penge på kvinders kroppe. Kapitalismen er ikke feministisk – blandt mange mangler. Hvorfor skulle det være anderledes for Miley Cyrus?
Lige meget hvad synes jeg alle disse pointer rammer forbi det reelle mål. Jeg er faktisk ret ligeglad med hvad Miley Cyrus selv føler om sin nøgenhed – jeg synes det er interessant hvad det skaber i vores verden.
Et nøgent forbillede
Inden Miley Cyrus blev kendt med sit eget navn, var hun kendt som Hannah Montana. En Karakter i en børne TV serie rettet mod indskolingsalderen og opefter. Hendes fans fra børne-serien kan nu følge deres sang-idol ind i et teenage liv med overseksualisering. Jeg tænker hendes fans er ned til 12 års alderen og deres idol svinger sig nøgent rundt på nedrivningsmaskiner, tør-knepper andre kendisser på scenen og trækker frikort på slut-identiteten. Hvad forstår man om det når man stadig er barn? Eller teenager for den sags skyld? Viderebringer Miley værdier vi ønsker at bygger noget videre på? Skaber det en god ungdomskultur? Måske mere frigjorte unge? Bliver man som teenager mere selvbevidst af at se op til en kendis som Miley?
Spørgsmålene er mange, men jeg synes ikke svarene er så svære at finde frem: Nej, hun skaber ikke noget at bygge en kultur videre på. Og nej, hun videreformidler ikke en sund indstilling til selvudvikling, ej heller til generel bevidsthed. Man bliver ikke feministisk slut-walker af at se op til Miley og hun kæmper ikke en frigørelseskamp for kvindeheden.
Hvad jeg fristes til at tænke er stik modsat. Jeg tænker hun skaber falske skønhedsidealer, dum-sindige stereotype identiteter og en generel indstilling til, at overseksualisering af vores kroppe er vores eget middel i kampen til toppen af kapitalismen. Der er ingen tanke på selvrespekt, respekt for andre der er anderledes eller ansvar for hvad det sender ud.
Imens dele af feminismen har travlt med at stemple Sinead O'Connor som Slut-Shamer, finder jeg det forunderligt at Miley går fri for at skabe skam omkring psykiske lidelser. Hvis der er en shaming der er grim, er det fandme den. Når Miley om nogle år har fundet ud af, at hun også kan leve et liv med tøj på og måske stadig blive opfattet som nogen, vil Sinead (og alle andre i hendes position) stadig kæmpe med deres psykiske tilstand. Tænk sig at vi kan skrige op om at det er forkert at give skyld over at sælge sin nøgne krop til Hollywood, men vi løfter ikke et øjenbryn når der skabes skam om en (ofte) konisk lidelse.
Reclaim forbi målet
Jeg kan simpelthen ikke leve med at man bare kan blåstemple adfærd – der på mange måder er feministisk kritisabelt – blot ved at kalde det reclaim. For generel uaccepteret adfærd er ikke i sig selv en reclaim.
Jeg har en ret interessant personlig oplevelse i forbindelse med det, som eksemplificerer skellet ret godt.
For nogle år tilbage var der slut-walk demonstrationer over store dele af verden. Mange klædte sig ”slutty” ud og gik til demo. Efter demoen snakkede jeg med en fra min daværende feministiske basisgruppe om oplevelsen. Hun var blevet irriteret over en ung kvinde, hun ikke mente havde forstået budskabet. Jeg spurgte ind til hendes oplevelse og hendes forklaring lød: Hun forstår ikke hvad det i grunden handler om at tilkæmpe plads til. Hun går rundt sådan der hver dag og opfører sig på en måde, der arbejder imod vores mål. Hun gør sig ikke forståelig i hendes ”slut”-sprog.
Hvad min basisgruppe-ven i grunden havde fat i, hænger ret godt i tråd med debatten om Mileys adfærd. For det er som om at der skal noget ekstra til, før man kan kalde noget en reclaim. Det er altså ikke bare nok at gøre noget Rasmus-modsat-agtigt. Der er et iboende budskab som skal følge handlingen og udebliver dette budskab, rammer reclaimet forbi målet. Det problematiske er naturligvis at grunden til at lave en slut-walk, er at man ønsker at normalisere udtrykket så man ikke stigmatiseres ved at klæde sig som man gør. Det er kvindens frie ret at vælge sit eget udtryk og det er ikke kapitalismen og patriarkatet der skal pålægge vores kropslige udtryk signalværdier. Problemet er bare at det langt hen ad vejen er blevet kvinder selv, der påtager sig de opstillede seksualiserede roller og tilpasser sig dem – og ikke omvendt. Jeg oplever ikke et opgør med noget som helst i Mileys adfærd eller udtryk. Hun spiller ikke med de opstillede værdier. Jeg oplever kun at hun malker dem. Og det er i min optik simpelthen for lidt, ikke godt nok hvis man skal forsvare det feministisk. Miley Cyrus er ikke feministisk i hendes udtryk. Og hendes signaler til ungdommen og den kommende ungdom er klar; underlæg dig den herskende hegemoni og du kan dage nytte af kunne malke koen fra din lavere position. Glem selvrespekten.
Desuden mener jeg at det er vigtigt at se på hvad man reclaimer plads til. Hvis Miley havde gang i reclaim, er det godt nok en lille tømmerflåde af plads. For hendes kamp er ikke for mangfoldigheden, den er ikke for at frigøre sig køns – og kropstereotyper – tværtimod. Hvem skaber hun lige plads til? Denne plads bliver til de få, der kan klemme sig ind gennem normalitetens kapitaliserede mainstreams nåleøje. Så hvis jeg leger med på ideen om at det er et reclaim, er det bare ikke et reclaim vi kan bruge til noget. Der vil blive plads til udvikling af spiseforstyrrelser og generel lav selvværd – og tillid.
Min afsluttende bemærkning må blive: Lad nu være med at tage kapitalismens lakajer i feministisk forsvar. Der er værdier nok der er udvandet.