Jeg, mig og mit fællesskab

Er samfundet, som forpligtigende fællesskab, ikke et projekt man kan føle medejerskab overfor - og opleve at være en medskabende aktør i, vil man miste sin følelse af medansvar og respekt for fællesskabet. Så bliver alternativet nemt det neoliberale mig, mig, mig perspektiv.

Mådehold på selvrealiseringsbølgen er i min optik prisværdigt men det sætter nogle forventninger til de fællesskaber, som i stedet skal stå til mål for individets higen efter realisering.

På den yderste venstrefløj ser det ofte sådan ud, at enkelte ildsjæle sætter i højeste gear, cementere baren og hamrer speederen i bund, ikke efter fællesskabets balance og dynamik men efter eget erfaringsniveau, eksperimental behov og ja; selvrealiserings-eufori: Denne gang skal blive vildere og bedre end sidste gang.

Det svarer til, at en kunstners selvkritiske arbejdsprocess blev kollektivt, bare uden kollektive forventningsafstemninger, kollektive debatter og kollektiv definition af målsætninger. Kunstnerens indre, halv-sjælelige magtkampe om hvornår et produkt er godt, fint nok eller bare acceptabelt, er genstandene af individuelle følelser, tanker, forventninger og tillid til egne evner. Skulle disse overføres direkte på et fællesskab, vil mange af de afgørende og bestemmende faktorer komme fra mange individuelles baggrund af erfaring, følelser og forventninger.

Sker denne deling af mange individuelle baggrunde ikke, står fællesskabet pludselig med en førende elite, der fastsætter retning, tempo og styring. I et større perspektiv vil man kunne klassificere dette som et aristokrati, hvor samfundets elite er den bestemmende enhed.

I det radikal-socialistiske fællesskab med det (måske halv-usynlige) sociale aristokrati, vil mange individer unægtelig føle sig sat udenfor indflydelse i fællesskabet, opleve sig ubetydelig og miste sit medejerskab og dermed sit medansvar.

Jeg tænker om det er det, der skaber indgangsvinkler til sociale fællesskaber som: Jeg gider ikke komme til det der arrangement, det interesserer mig sikkert ikke. Eller: Jeg behøver ikke svare på den her besked, om jeg gider tage en tjans, for jeg har ikke tænkt mig at komme til det arrangement alligevel.

Min pointe er, at udgangspunktet for ansvarsfølelse tilfalder individets egne lyst-følelser og hvad-får-jeg-ud-af-det indgangsvinkler. På flyers og plakater står der ofte pep-ting som: Showet du ikke vil gå glip af. Etc.

Hvad med: Showet dine venner ikke vil gå glip af at dele med dig.

I stedet for at fokusere på, at det skal være individuelt gavnligt at være til stede et givent sted, kunne fokus også være, at andre måske værdsætter ens tilstedeværelse, ligesom man selv værdsætter andres.

I stedet for at tænke: Har jeg brug for at være med til det her, kunne spørgsmålet ligeså vel være: Kunne andre have brug for at jeg var med?

Svaret vil forhåbentligt i langt de fleste tilfælde være ja. Ja, vi har brug for hinandens tilstedeværelse, nærvær, engagement, passion og opmærksomhed. Uden denne sociale afhængighed ville fællesskaber ikke opstå, leve og vokse.

Min oplevelse er ofte at når enkelt-individer med realiseringstrang går solo på fællesskabets bekostning, handler det ikke om at man higer efter at gøre sig fri af fællesskabets bånd, mere end det handler om mangel på kollektiv bæredygtig kommunikation og erfaringsdeling.

Forstå mig ret. Jeg mener individets trang til realisering er både naturligt og livs nødvendigt. Problemet er at individet er ét individ blandt mange. Mange, som alle, i mindre eller højere grad, bærer trang til realisering. Selvrealisering er skam også både vigtigt og legitimt men sætter man individets selvrealisering, overfor fællesskabs-orienteret realisering på en vægtskål, er det ofte somom at tyngden falder mere til ego-perspektivet end mod fællesskabs-orienteringen.  

Det er klart at man som aktivist, ligesom kunsteneren, vil gennemgå en selvkritisk arbejdsproces mod videreudvikling. Alt andet ville stagnere ikke alene individer i fællesskabet men fællesskabet som helhed.

Problemet opstår, når aktører i fællesskabet oplever at finde sig selv som arbejdsbier, i projekter startet, styret og kontrolleret af den vante og selvkritiske aktivist i rivende selvudvikling.

Da bliver man arbejder uden løn, uden fagforening og uden indflydelse. Ens tankegods, nærvær, engagement og passion er ikke længere hverken værdsat eller betydeligt vigtigt.

Vigtigheden tilfalder i stedet arbejdsdelingen – og styringen; flowet af arbejde der bliver udført af fællesskabet. Dvs. er de to kilo kartofler blevet skraldet og kogt til tiden – og desuden i den rette form? Står de rekvisitter der skal bruges klar og parate de rigtige steder – på det rigtige tidspunkt? Etc.

Og hvad er udfaldet hvis det er tilfældet, at arbejdet ikke møder arrangørens forventninger og individuelle målsætninger? Hvis den selvrealiserende aktivist ikke synes fællesskabets arbejde møder egne forventninger?

Da fremstår ildsjælen som en tyran, en simpel arbejdsgiver eller den skuffede autoritet.

Da bliver det forståeligt at det individuelle lyst-fokus er det bærende element, i afvejningen af deltagelse og ansvarsfølelse.

Hvor mange gange har man ikke siddet og sagt ting som: Hvis der var et sted udenfor samfundet - uden pas, penge og personnumre – så var jeg rejst i dag..?

For når man oplever sig hægtet af samfundet (hvilket mange ofte og hele tiden gør) er det eneste alternativ at tale sig væk til bedre steder og holde fast i at man tænker, som man nu engang tænker, fordi man gerne vil skabe det alternativ.

Når man føler sig hægtet af det alternative fællesskab (hvilket mange ofte og hele tiden gør) er det eneste alternativ, at gå tilbage til samfundet og holde fast i at man tænker, som man nu engang tænker, fordi man gerne vil skabe det alternativ.