Min 1. Maj tale (fra Antikapitalistisk demo)

”Ja, slå mig ihjel skulle jeg tage en tyrans plads. Ville det være en samvittighedsfuld handling? Ja, bestemt. Er du anarkist, antifascist eller socialist så lev det, ligesom din næste bør leve det.” Sådan definere Peter Kropotkin den revolutionære moral. Det er blandt andet den vi skal værne om i dag.

1. Maj er ofte en dag der er lidt dogmatisk. I vores tid bygger den næsten mere på en fælles socialistisk historie for arbejderkamp end den bygger på en stadig fælles reel kamp for socialisme.

For vi lever i en tid, hvor det er svært for individet at finde fællesskabet og det er svært for fællesskabet at finde en retning.

Fra filosoffen Slavoj Zizek lyder det:

”Modstand mod systemet kan hverken finde ud af at artikulere sig som et realistisk alternativ eller som et utopisk projekt”

Hvad er der så tilbage, kan man være fristet til at spørge.

Men hans provokerende påstand må desværre få ære, af at være mere end bare provokerende, for den fortæller en sandhed. Ikke alene om en modstandsbevægelse eller en venstrefløj men den fortæller en sandhed om en verden i ideologisk opbrud.

Med det postmoderne indtog slog vi måske idelogierne ihjel, og sådan skal der skrives historie om den ideologi kamp, som har udspillet sig i Vest-Europa siden den franske revolution. Sejrherren blev det neoliberale, kapitalistiske demokrati og vi er alle blevet dets børn i sindet. Alt hvad der omgiver os, styres af denne oprørets kapitulation og kapitalismens uendelige, omskiftelige evne til, ikke alene konstant at tilpasse sig, men også at overtage og opsluge ethvert tiltag væk fra det.

På denne måde bliver vores socialistiske forsøg på afvigelse, ændring og modstand blot et nyt segment og et marked, indenfor kapitalismens altfavnende bærme.

Vi er på samme tid, og kan aldrig være, en venstrefløj i et vakuum. Vores liv udspiller sig lige her hvor vi er. Og det er denne kendsgerning, der på én og samme tid styrker ideologiernes realitet og utopi i vores oprørske sind, mens det i samme ombæring lænker os til livets realiteter, systemers sammenhængskraft og grundlæggende hverdagsoverlevelse.

Vi er de globale samfundsborgere i en tid hvor det er svært at gennemskue, hvilken regering der er rød og hvilken der er blå. Det politiske landskab der er smedet omkring os, bygger på spin, mørklægning og meningsmålinger. Der er ingen der taler om stærke ideer og der er ingen der tror på stærke ideer.

Derfor er det vigtigt, at man dage som i dag stopper op og tænker. For den her dag har været andet end en folkefest, for det neoliberale kapitalistiske demokratis indtog. Og det kan den blive igen. Vi har brug for det. Netop fordi vi lever lige her. Fordi vi tilpasses, pacificeres og afpolitiseres af den hverdag der er støbt til os. Fordi vi stadigvæk er dem der træder i det hjul, der kører os over.

Lad postmodernismen skrive historien om ideologiernes genopstanden og genindsættelse! Lad den skrive om klassekamp, massebevægelser for omlægning af samfundet og om kapitalismens død!

Med de ord formåede jeg alligevel, i al ydmyghed, at bidrage til 1. Majs dogmatiske ånd. For jeg vil hellere brænde for ideologiske ideer og utopi end jeg vil kapitulere til det kapitalistiske demokratis ånds-fængsel.

Herfra skal der lyde en klart og tydelig opfordring, til at dyrke idelogierne, til at organisere sig og til at udleve de brudstykker vi kan af vores drømme, mens vi lever i kapitalismens mareridt.

Venstrefløjen har en historie fordi nogen turde drømme og kæmpe!

Afslutningsvist vil jeg minde om, at hele verdens venstrefløj siden 1891 har udvist socialistisk solidaritet, i en fælles kamp på 1. maj. I dag er venstrefløjens folk på gaden i mere en 80 lande verden over. Vi udkæmper hver vores slag men vi kæmper i den samme kamp.

1. Maj må altid være en dag i solidaritet, for kampen for befrielse er international.