Tanker om trygge steder

Grunden til at jeg kaster mig over dette emne netop nu, bunder i en følelse jeg for nyligt har opdaget hos mig selv. Jeg har i bestemte situationer aktivt valgt ikke at komme til queer arrangementer, simpelthen fordi jeg ikke har haft overskud til at rumme de sociale kodeks der ofte hersker i disse rum. Det kan lyde misvisnede, så jeg vil eksemplificere; jeg kan ikke undgå at begynde at analysere på mig selv, selvom jeg egentlig ikke føler at jeg befinder mig et problematisk sted. Problemet her, er at jeg kunne befinde mig et problematisk sted, uden selv at være bevidst om det, fordi jeg kunne være i en privilegeret situation i forhold til mange af mine medmennesker på dette sted. Er min adfærd forkert? Eller påkalderjeg mig en bestemt ladet værdi uden at træde på nogen? Tør jeg fortælle en joke eller lave pranks med nogen? Helt konkret fremstår jeg ofte som en kvinde* der påtager sig mange stereotype mandelige værdier og med disse også de bagsider der kommer med. Jeg kan være meget dominerende, højtrådende og tage meget plads. Men det gør mig ikke til en mand og jeg deler ikke nødvendigvis de privilegier som biologiske mænd har i samfundet. På den måde kan man sige at jeg kan fremstå lidt som en hybrid i adfærd – uden at jeg er underlagt den undertrykkelse som transpersoner oplever. Hverken, enten eller. Mange finder nok sig selv her, da de binære kønsopfattelser jo netop er stereotyper og sjældent er definerende for en person. Vi er som udgangspunkt alle meget mere komplekse en som så. Og det er jo netop hvad gør det så uendeligt svært at vide, omman tager rum fra en anden, på baggrund af hvordan de oplever en situation. Jeg vil ikke bidrage til at skabe utryg stemning men samtidig kan jeg aldrig vide mig sikker. Jeg kan opleve det som at gå i et minefelt og det er i hvert fald hverken et trygt sted for mig eller et inkluderende sted for mig. Selvom ideen bag at få mennesker til at overveje disse aspekter hos sig selv, var at skabe trygge og inkluderende steder.

Jeg oplever ofte, i diskussioner om hvad vores frirum skal kunne rumme, at der fremføres argumenter om at det ikke er et safe space, hvis det ikke lever op til specifikt A og specifikt B. Men jeg oplever ikke at der er en fælles forståelse af hvad disse indbefatter. Nogle ting er aldeles indiskutable men i samme omgang stadig nuanceret, og må derfor stadig defineres mere. Et konkret eksempel er praktisk og reel udfoldelse af antisexisme.Hvordan gør man det?

For at kunne nærme sig at svar på det, må man konkretisere hvad det vil sige at være antisexistisk og måske endda hvad det vil sige ikke at være det. Det er i sig selv en dybere debat og kan være tæt på umuligt at kortlægge. Hvordan oplever eksempelvis en kvinde* sexisme i forhold til en trans*? Der er meget forskellige dynamikker i gang og oplevelserne er forskellige. Derfor må den praktiske håndtering af problemet også være det. Hvad én person vil opleve som sexistisk vil andre måske ikke engang opleve – altså bide mærke i. Definitionsspørgsmålet af hvad antisexisme er for en størrelse, og den efterfølgende reaktion på det afsæt en definition må bære med sig, er også afsæt for hvordan vi former vores syn på trygge steder. Hvad indebærer det at være et safe space?

For at finde ud af hvordan man bekæmper sexisme, må man vide hvad det er man vil bekæmpe, netop som at man må vide hvad der er utrygt hvis man vil skabe trygge steder. Og det er ikke så let en opgave endda.

Jeg synes vi i vores tanker om safe spaces har bevæget os væk fra feministisk- og queerteori og ind i spændingsfeltet mellem individet og fællesskabet. Hvad er vigtigst at tage hensyn til og hvordan afbalancerer vi forholdet mellem dem? Altså; hvor er grænsen mellem tryghed for individet og funktionaliteten for fællesskabet? Når jeg vælger at kalde det funktionalitet, er det fordi jeg mener at ubegrænset hensyntagen til individet – alle individer i fællesskabet – vil bremse eller dræbe fælles tiltag, hvilket medfører at fællesskabet bliver usammenhængende og handlingslammet.

Jeg tror man bliver nød til at træde lidt væk fra teoriens verden og se tingene på et jordnært plan; vi kan ikke tage hensyn til alle individuelle behov, hvis individet skal kunne indgå i et fællesskab. Det er problematisk for vores ideer om hvad et safe space skal kunne, da vi gerne ser at ALLE kan føle sig trygge. Et fælles rum kan ikke tage hensyn til alles tidligere traumatiske oplevelser og jeg mener faktisk heller ikke at det er fællesskabets ansvar. Det vil jeg gerne uddybe; når man oplever at sidde i en klemt position, hvor det kan være umådeligt svært at rumme de følelser det skaber i en, vil man gerne kunne dele det med nogen, så byrden hos en selv bliver mindre. Det kan i nogle sammenhænge være i orden men generelt må man holde bolden på egen banehalvdel, selvom det presser én. Jeg forstiller mig et glad vand der ikke kan rumme mere og i overflods panikken, flyder man over i naboen glas der så fyldes. Dette er nødvendigvis ikke forkert, hvis der er en afstemning af at det er i orden at flyde over hos naboen – altså naboens samtykke til at blive invaderet af ens uoverskuelige følelser. Der er naturligvis også situationer hvor de ubehagelige følelser skal placeres hos andre. Eksempelvis i situationer hvor man kalder nogen ud på dårlig adfærd. Da er det personen der udviser dårlig adfærd der skal eje de ubehagelige følelser, der kommer i kølvandet på sådan en ubehagelig situation. Da skal bolden skifte banehalvdel. Men helt generelt er uoverkommelige følelser, baseret på ubehagelige oplevelser i livet, et ansvar der må placeres hos individet, da det er individet der kan konfrontere disse følelser i sig selv og arbejde med det. Andre vil ikke kunne være i stand til at skabe indre ro hos individet, da følelserne netop er individuelle og personlige. Det indre hos et menneske er personligt og komplekst og kan ikke vellykket blive et fælles ansvar at få til at harmonere. Faktisk kan det være invaderende og grænseoverskridende at opleve at andre – måske fremmede mennesker – forlanger at man tager en bid af deres ballast. Dermed ikke sagt at fællesskabet ikke kan være med til at skabe rammer for at hjælpe en harmonisk process i gang og bistå med støtte generelt. Det oplever jeg som et delvist ansvar for et fællesskab at kunne rumme.

Men her kommer grænsespørgsmålet netop i spil: Hvor er grænsen mellem hvad der er et personligt ansvar og hvad der er et fælles ansvar – og dermed skal tænkes ind i safe space tilgangen. For mig handler det om noget strukturelt; er problemstillingerne strukturelle-politiske eller ej? Det er i sig selv også meget svært at svare på, da det automatisk opstiller det opfølgende spørgsmål; hvor mange skal blive enige om at noget er grænseoverskridende, undertrykkende eller traumatiserende før det er strukturelt?

Bliver man enige om at anse uacceptabel eller problematisk adfærd i en strukturel linse, vil jeg kunne tage til queer arrangementer, uden at være bange for om jeg kunne komme til at fremstå på en måde, som individer kan finde stødende eller grænseoverskridende, baseret på personlige oplevelser. Helt konkret mener jeg, at det er problematisk at personlige traumer kan forme fællesnævner for accepteret adfærd. Det åbner pludselig op for alverdens uoverkommelige spørgsmål, som netop er dræbende for fællesskabets funktionalitet; kan vi lave denne mad? - hvad hvis nogen sætter det i forbindelse med et personligt traume? Kan vi spille denne sang? - hvad hvis det ”trigger” (at opleve en ting der sender en tilbage i overgrebsminder og/eller følelser) en person? Vi kan alle sammen opleve at bliver ”triggered” af vores omverden men jeg mener det er essentielt at det er individet der skal arbejde med sine traumer og ikke omverdenen der skal holde op med at gøre de ting der ”trigger” – så længe det ikke er strukturelt. Fordi jeg mener at det netop må være den strukturelle faktor, der må forme fællesnævneren for accepteret, og uaccepteret, adfærd. Sagt på en anden måde; jeg vil ikke gå i byen og være bekymret om hvorvidt jeg kan blive stillet ansvarlig, for at være kommet til at ”trigger” en person, når min adfærd ikke har været strukturel uacceptabel. Jeg kan selvfølgelig godt være ked af at jeg var kommet til at gøre det, selvom det var ubevidst og fuldstændig umuligt for mig at forudse at det kunne være en personlig ”trigger”, men jeg vil ikke have skudt i skoene at jeg er forgribende. En anden ting i den forbindelse er, at bliver man stillet ansvarlig bliver det ofte ikke gjort på en pragmatisk facon. Pludselig kan man finde sig i en situation, hvor man næsten kan komme til at overveje om man var overgrebs-agtig i sin måde at løbe på, eller danse på, eller klappe på eller hvad der nu havde forsaget at få en person til at ”trigge.” En situation der nemt kommer til at opfylde kriterierne for pålæggelse af skyld og skam: ”Undskyld at jeg var så uforsigtig at komme til at gå på en måde der gør dig utryg og jeg derfor bidrager til at ødelægge trygge steder – selvom din utryghed bunder i en personlig oplevelse der genkalder traumer.”Minder skræmmende meget om: ”Undskyld jeg kom til at spørge om dét på det forkerte tidspunkt og gøre dig vred, jeg skulle have regnet ud at du ikke var i humør til at skulle overveje et svar på nuværende tidspunkt.”

Med disse overvejelser kan det være svært at gennemskue hvordan man vil kunne lave et safe space for alle. Der vil altid være nogen der kan komme til at opleve sig utryg i de fysiske rammer – baseret på fortidsoplevelser eller andre ting, som man i fællesskabet ikke nødvendigvis vil kunne tage hensyn til, hvis andre også skulle kunne være til stede. Jeg har et konkret eksempel fra virkeligheden: I et miljø er der sket et seksuelt overgreb og overleveren er flere år efter naturligvis stadig markant mærket af det og bliver ”triggered” af mange ting, heri blandt bestemte ord. Ofte bliver overleveren vred når hen bliver ”triggered” og skælder ud på de omkringværende for at have sagt bestemte ting. Overleveren oplever ikke stedet som et safe space for det vil kræve at et helt miljø ville holde op med at bruge bestemte (i øvrigt ikke strukturelt-krænkende) ord, hvilket for det første er urealistisk og for det andet er uhensigtsmæssigt da ordene ikke er strukturelt problematiske. Løsningen her er ,for mig at se, at overleveren går til kamp mod de svære oplevelser i sig selv og søger hjælp hos sine nærmeste og andre steder der har erfaring med det. Men et helt miljø kan ikke ændre så markante ting, for én person i troen om at skabe trygge rammer – for problemet opstår jo når alles ret til tryghed skal tilgodeses og rammerne for at opnå det er så individuelt. Pludseligt må man intet, for nogen omkring én kan opleve at blive ubehageligt påvirket af det.

Herfra er spørgsmålet så; hvordan kan man i fællesskab definere hvad der er almengyldigt – altså hvad er strukturelt? Ser man på brugen af ord, som i eksemplet ovenfor, kan man sige noget helt generelt om ord som kælling, so, hore, bøsserøv osv. Der er tale om ord der er bundet op på en strukturel undertrykkelse og forskelsbehandling med meget negative konsekvenser. Det er ord der virker gennem en normativ status quo, der ikke alene opretholdes men styrkes af brugen og accepten af dem. Eksempelvis når komikere går ud og laver jokes hvor nedsættende kvindesyn gøres sejt, og homofobiske udtryk blåstemples og gøres til almennyttige til beskrivelse af sin omverden negativt. Det samme kan ikke siges om ord der gør et individ utryg, baseret på personlige oplevelser, der ikke er bundet op på noget strukturelt. Følelserne er naturligvis altid reelle og skal have plads men det er ikke realistisk at fællesskabet skal kunne skabe trygge rammer for alle, gennem hensyn til samtlige individuelle personlige dårlige oplevelser man løbende vil støde på.

Hvad man kan og skal ændre på er de strukturelle undertrykkende strukturer der omgiver os. Eksempelvis sexisme er strukturelt, selvom man kan opleve det meget individuelt. Her giver det mening at tale om hvordan man praktiserer antisexisme, med en analyse og afstemning af mål og midler. Desværre oplever jeg bare ofte, at snakken tager så vilde drejninger at jeg står af. Når man kan argumentere for at det er i orden, at udvise en mandsperson fra en queer fest, der netop er blevet slået i hovedet med en flaske af en queer-feminist, fordi hen føler at det var vold mod hens kropslige muligheder for at udfolde sig, at slukke for musikken (der i øvrigt blev slukket på baggrund af kvinde nedgørende tekster) og at overfaldet derfor er legalt, må man også spørge sig selv hvad det kræver af et projekt at blive taget seriøst. Jeg kan ikke tage det seriøst. Jeg mener ikke det er legalt at knalde en flaske i hovedet på en person, fordi man kan argumentere at man føler sig voldeligt stoppet i at bevæge sig til musik, fordi musikken blev slukket.

Jeg synes ofte at der er al formegen fokus på vores alle sammens individulle følelser i fællesskabet. Ofte i sådan en grad at man i stedet for at anerkende andres følelser, gør dem til virkeligheden for andre også. Jeg kan næsten ikke ånde. Jeg kan opleve det meget grænseoverskridende at skulle blive spurgt ind til mine følelser hele tiden. Jeg kan godt opleve grænseoverskridende ting, uden at føle mig frihedsberøvet, bekæmpet, svag, handlingslammet og mange af de andre ting jeg ofte oplever at vi skaber et miljø omkring at skulle tage på sig, selvom det måske ikke er sådan man har det. Det er rigtig sundt og vigtigt at der er plads til at kunne udtrykke det, for dem der har behov for det men det kan omvendt også være meget ekskluderende at være den der egentlig ikke oplever sig overgrebet, fordi en person har været en idiot og gjort noget dumt. For mig er ordet overgreb meget stærkt og der skal meget til før jeg vil karakterisere en oplevelse som et overgreb og jeg har ikke brug for at andre skal pålægge mig de følelser, fordi det er bedst at vi alle kan gøre det, så det skaber et miljø for at kunne. Det skal være autentisk når man gør det og ikke en reaktion på en quuer-følelses-håndterings-drejebog. Jeg kan godt blive irriteret over at skulle skamme mig over de værdier jeg tillægger min person, fordi der hersker en usagt diskurs om at det er bedst at udvise at man er i aktiv kontakt med sine følelser hele tiden. Følelser man sagtens kan være i kontakt med, selvom det ikke bliver udtrykt som en halv offentlig ting i fællesskabet. Jeg finder det problematisk at man tillægger safe space tanken så mange ”bløde værdier” (i mangel på bedre begreb) for de kan være udelukkende for dem der ikke finder sig tilpas i sociale rum baseret på følelses-deling. Jeg mener fokus nok burde være mere på, hvordan man kan have ”stærke værdier”(igen i mangel på bedre begreb)uden at disse bliver dominerende og undertrykkende. Jeg synes vi i vores tilgang til sociale normsæt for korrekt adfærd, har poleret landskabet i sådan en grad at det kan være svært at være til stede, især for de mennesker der i deres person er udafreagerende, uden at det betyder at de er voldelige. Der er ofte meget lidt forståelse for, at udfarende mennesker reagerer sådan som ventil og ikke som angreb på nogen. Konkrete eksempler kan være situationer hvor en stol smides gennem et rum, en flaske bliver kastet og smadret mod et gulv eller der råbes højt mod et tomrum (ikke rettet mod nogen.) Når vi slår ned på udafreagerende adfærd, vælger vi også for disse personer at de skal sidde med deres frustration i dem selv og ikke kan bruge deres ventil. Problematikken er naturligvis at udafreagerende adfærd kan opleves som noget strukturelt – nemlig voldelig adfærd, som for mange i vores miljø har personlige erfaringer med. Personligt synes jeg også det kan være svært at rumme udfarende adfærd men jeg tænker samtidig, at jeg skal passe på ikke at stemple det som voldelig adfærd, da disse ikke nødvendigvis har noget reelt til fælles. Jeg kan i situationer opleve mig selv som den udafreagerende men det betyder ikke at jeg er voldelig. Omvendt må de personer der er udafreagerende også arbejde på, at blive mere selvbevidst og lære at styre sine udbrud og de følelser der er forbundet med dem. Dette sker bare ikke ved at man bliver stemplet eller misforstået som voldelig og forvist til enerum, hvor man kan sidde med sine følelser og tanker alene. Generelt set er vores miljø blevet bevidst om privilegier og at tillægge det værdi og analyse i det arbejde vi begiver os ind i (der med ikke sagt at vi ikke kan blive bedre – for det kan vi). Nok derfor er man generelt også blevet mere bevidste om at lade de mindre privilegerede komme til orde. Personligt oplever jeg fx at man i beslutningsprocesser er blevet mere bevidste om at høre de mere stille personer. Desværre synes jeg også at det næsten er blevet lighedstegn med at højtråbende personer er privilegerede. Set i en større sammenhæng kan det opfattes sådan og i specifikke tilfælde kan det også være tilfældet men jeg har personligt aldrig oplevet at det var et privilegium for mig, at være en dominerende person – tværtimod. Det skaber konflikter, dårlig samvittighed, usikkerhed og frygt for ikke at kunne bære det ansvar der ofte bliver tildelt én. Jeg har ofte en følelse af at jeg ikke må fejle, at andre forventer at jeg løfter det hårde læs, at jeg ikke bryder sammen og går ned over det, at jeg har løsninger på problemer lige ved hånden – og at disse er succesfulde. Er de det ikke bliver jeg flov og føler mig utilstrækkelig, tager ansvaret på mig for at det ikke var godt nok. Får det dårligt over det og tænker jeg skal gøre det bedre alsammen. Nu og da bliver det for meget og jeg bryder lidt sammen, bliver udafreagerende og råber eller siger hårde ting til andre. Får af vide at jeg er ubehagelig og det er uacceptabelt at jeg reagerer sådan og skal holde op. Får af vide at jeg skal lade være med at være så dominerende og at det er et privilegium jeg skal træde ned fra. Tænker at det måske er sandt og føler mig flov over at jeg ikke selv har set det. Oplever at det er lige så svært for mig at lade være med at tage rum, som det er for den stille person i hjørnet at tage det. Ville ønske jeg kunne bytte plads og være den der ikke skulle sige eller gøre noget og kunne sige til andre dominerende personer at de tager plads.

Min pointe med denne skildring må næsten være, at der hersker flere virkeligheder i disse spørgsmål men det er ofte ikke et fokus i søgen efter hvor ansvaret skal placeres.

Ligesom det til dels er fællesskabets ansvar at hjælpe og støtte overlevere og andre der har været udsat for dårlige oplevelser, må det også til dels være fællesskabets ansvar at prøve at forstå og rumme at vi alle reagerer meget forskelligt, uden at vi er dårlige eller forkerte mennesker. Der vil naturligvis opstå situationer i realiteten, hvor man skal sige fra overfor personers udfarende reaktioner, både som individ og som fællesskab, og den grænse ligger, for mig at se, lige så åben til debat som mange af de andre aspekter jeg har berørt her.

Jeg er bevidst om at jeg har sat mig i skudlinjen i dette spørgsmål. Der er mange ting man kan kritisere min indgangsvinkel for og der er mange aspekter i teoriens verden, der kan opstille modsatte scenarier, med modsat problemstilling og resultat end jeg har gjort her. Men grundlæggende må jeg personligt konstatere at det kun gør det klart, at det er et emne der er ramt af berøringsangst og derfor ikke bliver debatteret tilstrækkeligt. Helt overordnet forestiller jeg mig at vi ved ikke at adressere disse problematikker og ved ikke at skabe platform for læring og udveksling af erfaringer og tanker omkring det, uden stigmatisering og skampålæggelse, skaber videns-hierarkier, hvor de belæste og velargumenterende sætter dagsordnen for den sociale adfærdsnorm. Et mønster der minder om aristokratiske verdenssyn med de kultiverede lærde over de ukultiverede arbejdere. Forstået på den måde, at vi næsten har skabt en virkelighed hvor det er skamfuldt ikke at kunne definere og analysere sine egne følelser, og agere derefter, i hver given situation. Tanken om at man bør tilstræbe at individet er i kontakt med sig selv og sine handlinger er skam logisk nok, men at skabe sociale overmennesker gennem dette virker kontraproduktivt og ødelæggende for vores fælles socialistiske projekt. Ydermere skaber det tvivl om vores reelle mangfoldige tilgang i al almindelighed.

Måske vi skulle starte med at blive enige om hvad der er realistisk for et (fri)sted, hvilket som helst sted, og om det så er tilstrækkeligt til at vi vil kalde det et trygt sted. Skal alle stederne kunne det samme i fuld udstrækning? Skal man sætte fælles kriterier for hvad der udgør et safe space eller hvor lavt baren må sættes eller skal vi acceptere at de forskellige steder kan noget forskelligt for forskellige? Og hvis ikke, hvor realistisk er det så, at vi kan skabe safe spaces der ikke ender ud som elitære lukkede grupper, fordi andre ikke tør begive sig ind i det fælles rum af frygt for at fucke op, fordi der er usagte forventninger om at man skal kunne læse alle andre menneskers fortidstraumer og vide hvad der evt. kunne ”trigge” dem. Jeg mener ikke man skal give op på tanken om at skabe safe spaces men jeg mener man skal lave om på tilgangen, man har til at realisere det og blive enige om hvad det er for en størrelse. Eller som minimum blive enige om at være uenige, så hvert sted hver især kan forfølge deres forestillinger om et trygt sted, uden at blive angrebet af andre tiltag.