Hvad skal palæstinenserne med vores anerkendelse?

Folkestemningen vendte efter Israels brutale angreb på palæstinenserne i sommers og inspireret af svenskerne og briternes symbolske anerkendelse af Palæstina som stat, stilles kravet nu også af en bred skare herhjemme. Mange mener, at der må handles for den palæstinensiske sag, og at det kun kan gå for langsomt. Jeg har som så mange andre skrevet under på utallige erklæringer og underskriftindsamlinger, dog uden at gøre mig nogen illusioner om, at en forhandlet tostatsløsning mellem Israel og Palæstina vil være hverken mulig eller gavnlig for den palæstinensiske sag.

Tostatsløsningen er stendød og det er svært at benægte. Man kan diskutere om projektet var dødfødt eller om det først døde med osloaftalernes sammenbrud i slut-90’erne, men at projektet er dødt er efterhånden indiskutabelt. Hvis man er i tvivl kan man tage et kig på Israels ageren overfor palæstinenserne. Ikke bare opretholder Israel den brutale status quo men øger fortsat fragmenteringen og de facto annekteringen af Vestbredden med den fortsatte bosættelsespolitik. Situationen i Gaza er langt mere grel. Her holdes 1,8 millioner mennesker indespærret, mens byer destrueres, mennesker med jævne mellemrum systematisk myrdes og nødhjælp nægtes. Israel modarbejder aktivt freden med sin politik overfor palæstinenserne.

Selv hvis vi antager, at en forhandlet tostatsløsning var mulig, har jeg svært ved at forestille mig en konstellation, der vil bringe nogen retfærdighed. En løsning, der ikke pålægger Israel et ansvar i forhold til genopbyggelsen af det Gaza, de har smadret, er ikke en løsning. En løsning, der ikke tager højde for de millioner af palæstinensiske flygtninge, der på fjerde generation lever i lejre i landende omkring det land hvorfra de blev fordrevet, er ikke en løsning. Og en løsning, der fortsat accepterer Israel, som en såkaldt jødisk stat – altså en stat hvor den oprindelige befolkning behandles som andenrangsborgere – gør ikke op med konfliktens grundlæggende problem – Israels racistiske undertrykkelse.

Der er altså langt fra kravet om en forhandlet tostatsløsning til kravet om retfærdighed og et opgør med den Israels apartheidkarakter. Men netop Israels totale modvilje overfor selv denne halve løsning, hvor Israel slipper for at forholde sig til konfliktens svære problemstillinger, kan være med til at udstille nødvendigheden af at tage økonomiske og diplomatiske midler i brug for at presse Israel. Derfor og kun derfor bakker jeg op om kravet for anerkendelse af en palæstinensisk stat, men håber, at debatten snart er moden for at diskutere reelle løsninger.