Ekstremistiske mig

Om hvad det vækker af tanker, når socialministeriet beskriver en som tilsyneladende samfundsengageret ekstremistisk nøgleperson.

”Hej! Jeg hedder Erik. Jeg er 28 år og jeg er ekstremist.”

Sådan kunne jeg gå rundt og introducere mig til fester, jobsamtaler og andre sociale arrangementer. De fleste ville nok grine ad mig, og svare at det troede de ikke på. Jeg tror heller min ekstremisme er synlig når jeg diskuterer mine holdninger til samfundet og dets institutioner generelt.

Grundlæggende tror jeg ingen af de mennesker, der kender mig, opfatter mig som ekstrem i mine holdninger. Jeg søger tit dialog og kompromisser i min politiske retorik. Jeg er optaget af at reformere og forbedre samfundets institutioner fremfor at nedbryde dem og jeg har ingen illusioner om, at en hurtig voldelig revolution vil kunne føre noget godt med sig.

På den anden side synes PET jo i hvert fald at jeg er ekstremist nok til at gide at bruge en del energi på mig. Folk fra højrefløjen er jo heller ikke i tvivl ifølge diverse nationalistiske blogs. Så måske jeg ikke bare kan stole på mig selv og mit netværk.

Politisk bestillingsforskning

Så derfor er det jo godt der er kommet en rapport om ekstremisme. Et stykke politisk bestillingsarbejde fra Socialministeriet der ifølge Politiken 'viser danske ekstremisters væsen'.

Rapporten ligner mest en sammenskrivning af ting man hurtigt kan google i medierne gennem de sidste års tid. Socialistisk Ungdomsfront, Libertære Socialister og Antifascistisk Aktion har fået deres egne kapitler hvilket de har været ude at kritisere højlydt.

Til gengæld er der et interessant afsnit der rammer lige i min identitet. Nemlig afsnittet der handler om de venstreekstremistiske nøglepersoner. Lad os lige prøve at analysere lidt på det og se hvilke overvejelser det frembringer, når jeg tænker på mig selv og mit liv.

Uformel erfaringsleder

”De venstreekstreme grupperinger er typisk organiserede efter antihierarkiske principper, hvor en flad struktur er tilstræbt. I realiteten er disse grupperinger oftest præget af uformelle hierarkier, hvor en mindre gruppe af erfarende aktivister udgør den ledende kerne.”

Det er desværre nok meget rigtigt. Tror sådan set det er tilfældet i alle praktiske fællesskaber, at dem der ved, hvordan man gør tingene bliver tildelt mest ansvar for at få dem gjort. Ligesom at fællesskaber får sværere ved at overleve, hvis de ikke kan bevare en vis base af praktisk viden.

Jeg gør mit bedste for at dele ud af min viden og erfaring så den ikke bliver siddende hos mig, og giver mig unaturlig magt. Det gør det meget mindre stressende da man ellers bliver den eneste der kan trække læsset. Derudover er jeg altid helt ærlig omkring hvem jeg er, hvad jeg ved og hvad jeg står for.

Det kan godt være man ikke kan undgå at folk respekterer den erfaring og ekspertise 10 års politisk arbejde giver, men man har et demokratisk ansvar for at gøre det synligt når det sker.

PETs initiativsurfer

”Disse nøglepersoner går ofte igen i andre grupperinger, foreninger, initiativer og politiske enkeltsager. Derfor drejer det sig om erfarende aktivister, der typisk har været i miljøet i flere år, og som ofte har været i politiets eller PETs søgelys.”

Det lyder som om det er skrevet direkte om mig. Jeg surfer jo rundt i forskellige initiativer, enkeltsager og grupperinger, Det er også mere end overvejende sandsynligt at PET ved lejlighed har interesseret sig for mig.

Kerneaktivistisk initiativtager

”(...) Det er typisk også disse kerneaktivister, der tager initiativ til offentlige manifestationer, både de fredelige og mindre fredelige.”

Det er også rigtigt. Udover et utal af fredelige demonstrationer har jeg også deltaget været med til at tage initiativ til en demonstration, hvor der blev kastet en del snebolde og et enkelte mindre bløde ting efter politiet. Det var ikke planlagt, og jeg tror egentlig heller ikke der var sket noget, hvis ikke folks frustrationer og vejret havde været til det.

Ressourcestærk og samfundsengageret

”Disse ledende aktivister er typisk ressourcestærke unge mennesker, der er et sted imellem 20 og 30 år, og som ofte virker velfungerende og samfundsengagerede.”

Det er også rigtigt at jeg er ressourcestærk og ”virker velfungerende og samfundsengageret”. Det er nok mest igennem mit frivillige arbejde i lektiecaféen, mit engagement på diverse festivaller og min deltagelse i det pædagogiske studie- og arbejdsliv osv. osv.

Jeg virker faktisk så velfungerende og samfundsengageret at jeg kan snyde mig selv til at tro jeg er det.

Konflikter med politiet

”Deres verdensbillede er dog ofte præget af erfaringer med konfrontationer med politi og stat.”

Det er desværre også rigtigt. Uden en del rigtigt ubehagelige oplevelser med politiet ville jeg aldrig have troet, der var noget værd at kæmpe for i den vestlige verden. Hvis jeg ikke i dag var blevet interviewet om politiklagesystemet, og derigennem blevet påmindet om nogle af de mest ubehagelige og håbløst uretfærdige oplevelser, jeg har haft i det danske retssystem, havde jeg sikkert også sovet nu i stedet for at sidde og skrive blog.

Konfrontationer med politiet er hverken sundt for kropen eller sjælen. I takt med at min pædagogiske og psykologiske indsigt er vokset, er jeg blevet gradvist mere opmærksom på de negative bivirkninger, der er ved et liv med den frygt, det indebærer at rejse sig overfor den udøvende magt i samfundet.

Derfor opfordrer jeg aldrig nogen til at kaste sig ud i konfrontationer med politiet på samme måde, som jeg gjorde det da jeg var yngre. Desværre må yngre generationer af aktivister alt for tit lære af deres fejl på den hårde måde. De er selvfølgelig lige så dårlige til at lytte efter gode råd, som jeg selv var på deres alder.

At blive ældre

”Typisk trækker denne type aktivister sig fra de ekstreme politiske miljøer, når de får arbejde, stifter familie og afslutter deres uddannelse. Derefter vil de fx være at finde i moderate eller radikale politiske foreninger, partier eller organisationer.”

Som alle andre mennesker bliver jeg jo også ældre, klogere, bedre til at se sager fra flere sider og bedre i stand til at vælge mine kampe. Efterhånden er jeg faktisk blevet i stand til, at snakke med ham fra min efterskole der blev politimand uden at lave en scene.

Jo mere liv man opbygger sig, jo mere har man naturligvis også at miste. Derfor er det helt naturligt at bevæge sig steder hen hvor man løber mindre risiko.

På samme måder er det en større prioritet at få afsluttet min uddannelse, at få fundet den kæreste der vil mere end bare fjolle rundt. Jeg skal jo leve i samfundet mens jeg forandrer det. Eller sagt på en anden måde. Ekstremister bliver åbenbart også ældre.

Den vilde ungdom i et omskifteligt miljø er til gengæld gået hen og blevet en fordel for mig indenfor det pædagogiske felt, hvor empati og forståelse for komplekse problemer og konflikter er vigtige kundskaber.

Kan en forskningsrapport afgøre hvad jeg er?

Rapporten taler jo sit tydelige sprog. Beskrivelsen af en venstreekstremistisk nøgleperson i det socialministeriet kalder forskning, er lidt som at læse en beskrivelse af min egen bevægelse rundt i mit politiske liv.

Selvom jeg ikke har mange holdninger der føles er særligt ekstreme, må jeg forholde mig til at samfundets ministerielle forskning nok klassificerer mig som en ekstremistisk nøgleperson.

Det giver selvfølgelig anledning til nogle ret fundamentale spørgsmål. Hvem eller hvad er jeg? En ballademager der er ved at blive voksen eller en ekstremist der er blevet bedre til at skjule sin voldelige aggenda.

Desværre tvinger rapporten mig også til at stille et andet spørgsmål. Kan jeg - en venstreekstremistisk nøgleperson - blive en velfungerende del af samfundet? Uden ministerielle rapporter ville jeg næppe være i tvivl.